Født d. 24. august 1960 i Yao, Japan. Takashi Miikes familie afstammer fra kinesiske og koreanske rødder, og Miikes familie indtog derfor en plads i periferien af det japanske samfund. I Miikes barndomskvarter var det normen, at et eller flere medlemmer af familien tilhørte yakuzaen – den japanske mafia, og Miike var heller ikke en ren engel som barn. Han drømte om at blive motorcykelracerkører, men opgav da han indså, hvor hård konkurrencen var, og som 18-årig begyndte han på filmskolen i Yokohama, ifølge IMDB hovedsageligt fordi det ikke krævede en adgangseksamen. Lars M. Sørensen skriver i Kosmorama, 2005, nr. 236: “Om det er barndomstidens mytologiske gods – etnisk-sociale randeksistenser, yakuzamiljøet, flyvende indvolde fra stort set alt, som solen skinner på, og pludselig, voldsom død i høj hastighed – der reproducers som centrale dele af Miikes film, eller om den voksne instruktør mytologiserer sin barndom i relation til sine film, er ikke helt til at afgøre.” Fakta er i hvert fald, at en stor del af Miikes film handler om kriminelle og etniske minoriteter.
Miike begyndte sin filmkarriere som ulønnet produktions-assistent for et tv-produktionsselskab, og var i tv-branchen næsten 10 år. Hans første film (som han lavede på to måneder) “Redi hantaa: Koroshi no pureryuudo” fra 1991 gik direkte ud på video, og først efter endnu 11 film til video debuterede han i 1995 i biograferne med “Shinjuku kuroshakai: Chaina mafia sensô”. Filmen foregår i Tokyos kulørte forlystelseskvarter, hvor en kinesisk gangsterbande har specialiseret sig i at smugle organer fra Taiwan til Japan. Den korrupte kriminalbetjent Tatsuhito Kiriya efterforsker sagen, samtidig med at han tager imod bestikkelse fra banden. Efterforskningen bringer ham til Taiwan, hvor han konfronteres med sin kinesiske afstamning, og med et opgør om hvor hans loyalitet egentlig ligger.
Miikes internationale gennembrud kom i 1999 med “Ôdishon” (Audition), der bygger på en roman af Ryû Murakami. Filmen vandt en pris på Rotterdam Internationale Film Festival, og handler om den midaldrende Aoyama, der arbejder for et filmselskab. Hans hustru er død, og en dag får han lov til at sidde med under en audition. Her bliver han betaget den smukke unge Asami, som han inviterer ud at spise. Daten går godt, men Aoyama er bange for at virke for ivrig og venter derfor lidt med at ringe igen. Da han ringer, viser det sig, at kvinden ikke helt er den, hun ser ud til at være. “Ôdishon” starter ud i et roligt tempo, som lader publikum få en fornemmelse af og forståelse for Aoyama. Men den slutter i et helt andet tempo med hurtige klip, flashbacks og nærmeste mareridtsagtige visioner hvor dagligdagens trummerum skiftes ud med lidenskab, angst og nærmeste surrealistiske begivenheder.
To år efter i 2001 kom “Koroshiya 1” (Ichi the Killer), som er baseret på en manga af samme navn. En yakuza-boss forsvinder med 300 millioner yen, og hans håndlanger Kakihara starter en eftersøgning sammen med resten af banden. De finder frem til Ichi, en psykotisk, seksuelt undertrykt ung mand der kender til martial arts og slås som en djævel. Et voldeligt opgør står for døren, og Miike ligger ikke fingrene imellem i sin udpensling af de mange voldsscener, der er en blanding af nærmeste tegneserie-agtig karikeret vold, hvor publikum kan trække på smilebåndet, som så afløses af frastødende, realistiske scener som bliver endnu mere effektfulde, idet Miike lader publikums fantasi generere de afsluttende billeder ved at klippe væk før kniven skærer brystvorten af osv.
“Chakushin ari” (One Missed Call) udkom i 2003, og var en spin-off af Hideo Nakatas “Ringu“, hvor Miikes version af forbandelsen bliver sendt via mobilen frem for et videobånd. Filmen er en af hans mest kommercielle, og i 2008 blev den genindspillet til det amerikanske marked under titlen “One Missed Call” med Eric Valette i instruktørstolen.
I 2004 bidrog Miike til “Sam gang yi” (Three Extremes), en boks hvor tre af Asiens bedste instruktører slog sig sammen og kom med hvert deres bud på en horror-kortfilm. Miikes bidrag var filmen “Box” om en kvindelig forfatter, der har svært ved at slippe sin tvillingesøsters død for mange år siden, og samtidig lider af mareridt om at blive levende begravet. De øvrige instruktører var Fruit Chan fra Kina og Chan-wook Park fra Sydkorea.
I 2006 bidrog Miike til den amerikanske tv-serie Masters of Horror med filmen “Imprint“, om journalisten Christopher der leder efter sin japanske kæreste, Komomo, som blev solgt til prostitution, før han kunne gifte sig med hende. Det lykkes ham at finde frem til et sted, hvor hun måske har været, og her tilbringer han natten med kvinden Youki, der fortæller ham historien om, hvad der er hændt Komomo. “Imprint” var den eneste episode i Masters of Horror-serien, som ikke blev vist på tv i USA men kun udsendt på dvd, da Showtime var bekymret over den ekstreme grafiske vold, Miike viser undervejs. Executive producer Mike Garris udtalte efterfølgende om “Imprint”: “amazing, but hard even for me to watch… definitely the most disturbing film I’ve ever seen.”
Nyeste film fra Miikes hånd er “Jûsan-nin no shikaku” (Thirteen Assassins – 2010), en genindspilning af Kaneo Ikegamis film af samme navn fra 1963. “Jûsan-nin no shikaku” blev vist på Venice Film Festival i 2010, og handler om 13 samuraier under ledelse af Shimada Shinzaemon, der sendes ud for at dræbe Lord Naritsugu, som hærger blandt sine undersåtter og nu er gået for vidt. Mark Schilling skriver i The Japan Times: “…there is also a more mature, legacy-conscious Miike present in “Jusannin no Shikaku.” No longer satisfied with just being the coolest kid in the class, he is matching himself against the Golden Age greats of the samurai genre — not only Kudo, but the greatest of all, Akira Kurosawa; especially his 1954 epic “Shichinin no Samurai” (Seven Samurai). This oversize ambition, present in every frame, does not result in a bloated, self-indulgent genre parody like “Sukiyaki Western Django,” Miike’s 2007 Eastern-Western. Instead, he has taken his virtuous-few-against-evil-many story line — a genre perennial — to the outer limits of his formidable talent and energy. There is plenty of high-charged splatter action, with black comic touches, in the familiar Miike style. But in the 50-minute climactic battle, the heroes change from cocky, near-superhuman fighters, wasting opponents with everything from massive explosions to sticks and stones, to wounded, desperate men fighting for their lives against overwhelming numbers, filmed in dark, grainy shades that foreshadow doom. There is a pathos in their struggle that is new to Miike’s work — but often present in the great samurai epics he is trying to equal.”
Miike er en meget produktiv instruktør, som i skrivende stund har instrueret over 60 film, hvor af flere har været internationale successer. Miikes film bevæger sig inden for enhver tænkelig genre, men kendes især på deres eksplicitte udpensling af vold og sex, og han kan med rette kaldes “ultravoldens og genreblandingens ukronede konge” (Lars M. Sørensen). Derudover kendetegnes filmene ofte ved, at karaktererne tit søger efter noget konkret, samtidig med at de søger efter en fast identitet eller måske blot nogle rammer, hvor volden og rastløsheden kan afløses af fred. I Miikes filmiske univers er verden fundementalt ude af balance. Den er et sted befolket af afvigere, som kæmper mod nærmest umulige odds for at undslippe det søle, de er havnet i. “Miike tegner et dystert billede af det urbane Japan, idet han kontrasterer storbyens vold, ensomhed og forladthed med en utopisk fremstilling af rurale områder i såvel Japan som andre asiatiske lande. Alligevel møder karakterne næsten altid deres undergang ved nationens yderste kant. Der er således ikke tale om nogen romantisk skildring af naturen og det ikke-urbane rum som nogen farbar udvej.” (Lars M. Sørensen)
Filmkritikere bider mærke i, at der tilsyneladende er en uoverensstemmelse i Miikes kunstneriske udvikling, idet han på en og samme tid udvikler sig både til en mere radikal og samtidig mere mainstream instruktør. Film som “Chakushin ari” (2003) og “Yôkai daisensô” (2005) hører til hans mest kommercielle film, mens film som “Izo” (2004) og “Box” (2004), hans bidrag til “Sam gang yi” er langt sværere tilgængelige og nærmest sigter på arthouse-publikum og fans af “extreme cinema“.
Det er sjældent, at Miike selv skriver sine film. Oftest foretrækker han projekter, hvor både manuskriptet og castet er klart. Alligevel kan man ikke affærdige ham ved at kalde ham en lejesvend, og kritikere har da også anerkendt ham som en auteur, idet hans værker indeholder såvel dybde som stilistisk og tematisk konsistens. Film som “Bijitâ Q” (2001) og “Izo” (2004) har en filosofisk kant under deres voldelige og tabu-ladede ydre. Dette kombineret med hans fantasifulde og ofte voldsomme cinematografi gør hans film genkendelige, uanset hvilken genre han arbejder i.
Udvalgt filmografi:
1991 Toppuu! Minipato tai – Aikyacchi Jankushon
1995 Shinjuku kuroshakai: Chaina mafia sensô (Shin Juku – Triad Society)
1999 Ôdishon (Audition)
2001 Bijitâ Q (Visitor Q)
2001 Koroshiya 1 (Ichi the Killer)
2003 Chakushin ari (One Missed Call)
2004 Izo
2004 Sam gang yi (Three Extremes – heri “Box”)
2005 Yôkai daisensô (The Great Yokai War)
2006 Imprint (Masters of Horror episode)
2007 Tantei monogatari (Detective Story)
2007 Sukiyaki Western Django
2008 Kamisama no pazuru
2009 Yattâman
2010 Jûsan-nin no shikaku
2011 Ichimei
2012 Aku no kyôten
2014 Kamisama no iu tôri
Læs mere:
Kosmorama, 2005, nr. 236
The Japan Times
IMDB
Wikipedia
