Indlæg tagget med ‘1800-1899’

“Vennernes ven” af Henry James blev første gang udgivet i 1896. Den kom i to udgaver: en amerikansk med titlen “The friends of the friends” og en London-udgave med titlen “The way it came”. Historien er et uddrag fra en dames dagbøger, som vores forfatter overlader til læseren at bedømme. Historien fortælles uden brug af navne, og forfatteren vil derfor meget gerne vide, om læseren ved, hvem personerne i virkeligheden er?

Fortælleren beretter om en kvinde, der som ganske ung var på udenlandsrejse med sin tante, og pludselig befinder sig ansigt til ansigt med sin fars genfærd. Hvor usædvanlig denne hændelse må anses for at være, er der dog også en mandlig bekendt i forfatterens omgangskreds, som i sin ungdom ser sin moders genfærd. Fortælleren beslutter sig derfor for at bringe de to sammen, men skæbnen vil det anderledes.

Gennem flere år sker der forviklinger, når de to skal mødes, så først da fortælleren selv er blevet forlovet med den mandlige bekendte, kan det lykkes at sætte de to sammen. Men kort før selve mødet bliver fortælleren usikker og forpurrer mødet. Men er det nok til at snyde skæbnen?

Ligesom i “Skruen strammes” giver Henry James to muligheder for læseren. Enten tager vi fortællerens ord for gode varer, og tror på at genfærdene har vist sig for de to personer, og dermed skabes mulighed for det møde, som fortælleren er overbevist om sker til sidst. Eller også tror vi på den mandelige bekendtes version: at der ikke var tale om et genfærd. Dermed forankres historien i vores virkelighed, og fortælleren lider blot af jalousi uden en virkelig begrundelse.

“Vennernes ven” fortælles levende og spændende på trods af de mere end 100 år på bagen, og Henry James er stadig et besøg værd.

Udgivet i “10 fantastiske fortællinger” udvalgt og med efterskrift af Bo Hakon Jørgensen.

Originaludgave: 1896

E. T. A. Hoffmann (1776-1822) skrev sine fortællinger under Sturm und Drang perioden, hvor rationalismen var på vej ud, mens de store romantiske følelser var på vej ind i litteraturen. Hoffmann var ikke så anerkendt af samtiden, men senere forfattere som f.eks. Guy de Maupassant og Edgar Allan Poe har fundet inspiration i hans værker.

“Sandmanden” er fra 1817.

Nathanael bor sammen med sin moder, sin forlovede Clara og hendes broder. I et år skal han dog rejse bort for at studere, og her møder han optikeren Guiseppe Coppola, der bringer uhyggelige minder fra barndommen frem.

Som barn hørte Nathanael nemlig historien om Sandmanden, som kaster sand i øjnene på de børn, der ikke vil sove, så øjnene bløder og springer ud af hovedet. Den historie forbinder han med en af faderens bekendte, Coppelius, som altid kommer på slaget 9, og hvor børnene altid sendes i seng. Bedre bliver det ikke, da faderen dør, en aften hvor Coppelius har været på besøg.

Optikeren Coppola bringer fuldstændig Nathaneal ud af ligevægt, og hverken breve fra Clara eller hendes broder kan bringe klarhed i hans tanker. Endnu værre bliver det, da han en aften ser Coppolas datter gennem vinduet, og pludselig forelsker sig inderligt i hende. Glemt er Clara, og først i sidste øjeblik lykkes det Nathaneal at gennemskue Coppolas bedrag. Men er det nok til at redde ham?

“Sandmanden” er en blanding af breve mellem Nathanael, Clara og Lothar (Claras bror), som blandes med forfatterens indlæg, hvor han henvender sig direkte til læseren “Der kan ikke være noget mere sælsomt eller mærkeligt end det, som hændte min stakkels ven, den unge student Nathanael, og som jeg har sat mig for at fortælle dig, min gunstige læser“. I dag føles stilen lidt opstyltet, men selve essensen af historien er stadig interessant.

Læs mere om E. T. A. Hoffmann

Udgivet i “10 fantastiske fortællinger” udvalgt og med efterskrift af Bo Hakon Jørgensen.

Fortælleren er ude at gå tur, da han ser en banevogter i bunden af en kløft, hvor han står ved sporet. De falder i snak, men først efter at banevogteren har opført sig meget mærkeligt overfor fortællerens første tilråb. Det viser sig, at banevogteren flere gange har oplevet at blive antastet af noget eller nogen, som ikke rigtig var der, og hver gang er der sket noget forfærdeligt. Fortælleren er dog overbevist om, at det er indbildning, og de taler et stykke tid for så at aftale, at fortælleren skal komme igen en anden dag. Men da han kommer, er banevogteren der ikke mere…

Novelle fra antologien “Den nye spøgelsestime“.

Charles Dickens har formentlig baseret sin historie på et virkelig uheld kaldet “the Clayton Tunnel Crash” i 1861. Dickens var dog også selv involveret i en togulykke i 1865, hvor de syv første vogne i togstammen røg af sporet – og Dickens selv sad i den ottende!

Læs mere på wikipedia

Udgivelsesår: 1866

“John Bartines ur” er oprindelig skrevet i 1893, og handler om to venner som en aften sidder og taler foran kaminen. Fortælleren spørger tilfældigt, hvad klokken er, og vennen John opfører sig yderst mærkeligt ovenpå denne forespørgsel. Det kommenterer fortælleren på, og han får herefter forklaringen på, hvorfor vennen ikke bryder sig om at se på uret på et bestemt tidspunkt i døgnet. Forklaring gør fortælleren så nysgerrig, at han beslutter sig for at foretage et lille eksperiment med John Bartine. Men det får skæbnesvangre følger.

Novelle fra antologien “Den nye spøgelsestime“.

En røverhistorie og fortællingen om universet er samlet i disse to fortællinger af Edgar Allan Poe.

Jeg holder meget af Edgar Allan Poes noveller, og købte også Klims fine udgivelse med hans samlede værker, da de udkom i 2007. Jeg var derfor spændt på at se, hvordan Poe ville klare sig, når det gjaldt de længere historier.

Første historie er en farverig røverhistorie om Arthur Gordon Pym, som mod familiens ønske stikker til søs – endda som skjult passager – og oplever de mest sindsoprivende eventyr. Skibet bliver udsat for mytteri, men det lykkes Arthur og hans kammerat at overleve mytteriet og et efterfølgende skibsbrud. Herefter sejler de videre og oplever et endnu vildere eventyr med bl.a. kannibaler og kanotur til Antarktis.

Anden historie er et essay om det stoflige og åndelige univers. Her forsøger Poe at redegøre for sin påstand om, at ”I den Første Tings Oprindelige Enhed ligger Alle Tings Sekundære Årsag samt Kimen til deres Uundgåelige Udslettelse.”

Jeg er mere til røverhistorien om Pym end til essayet om universet, da disse filosofiske overvejelser ikke appellerer så meget til mig. Til gengæld vil jeg sige, at ”Arthur Gordon Pyms eventyr” var yderst underholdende, selvom der selvfølgelig er en del ting, som vi med nutidens viden ved er en tand for usandsynligt.

Et kendetegn for Poes forfatterskab er, at han i sine historier blander det sandsynlige med det usandsynlige. ”Arthur Gordon Pyms eventyr” starter f.eks. ud som en rejsendes beretning fortalt til Edgar Allan Poe, og undervejs forklares mange ting også udførligt om f.eks. skibets lastning osv. Men så blandes det med det usandsynlige og bliver tydelig fiktion.

Poe er i dag mest kendt for sine makabre noveller. De har inspireret både forfattere og filmfolk op gennem tiden og gør det stadigvæk. Bl.a. er en nyudgivelse undervejs med titlen ”Poe – 4 makabre hyldelster” hvor 4 danske gyserforfattere nyfortolker en Poe-novelle hver.

Har du aldrig læst Poe før, er ”Arthur Gordon Pyms eventyr & Heureka” måske ikke det mest oplagte sted at starte. Men kender du lidt til Poe og har lyst til at se en anden side af ham, så grib den og nyd et par timer i røverhistorie-land.

Også omtalt på Litteratursiden.dk

Originaludgaver: 1838 og 1848

“Timerne efter midnat” er en samling noveller skrevet af Sheridan Le Fanu i perioden 1838 til 1872. Le Fanu var stærkt inspireret af den gotiske tradition, som Ann Radcliffe og Mary Shelley var repræsentanter for, og var en yderst produktiv forfatter som selv øvede indflydelse på bl.a. Bram Stokers “Dracula”. Le Fanu troede selv på det overnaturlige, og det skinner igennem i flere af hans noveller. Bl.a. ved at der fx ikke gives en forklaring på hændelserne i historien. Det er op til læseren at tro på det eller lade være.

Samlingen her består af 9 noveller, hvor jeg især kan anbefale “Sagnet om Dunblane”. Fortællerens onkel har som ung mand kendt Lord Dunblane. Mange år senere bliver han inviteret til dennes gods, hvor Dunblane bor sammen med sin yngre hustru i et giftigt ægteskab. Sagnet beretter om et hemmeligt rum på godset, som ikke må betrædes af andre end tre udvalgte, men Dunblanes hustru beslutter sig for at forsøge at finde frem til det. Om det lykkes hende ved fortælleren ikke, men historien finder først sin uhyggelige slutning flere år efter i et andet land.

Også “Maleren Schalken” fandt jeg rigtig interessant. Her fortælles ud fra et maleri, om en ung kvinde hvis onkel bortgifter hende til en rig mand med et afskyeligt ydre. Da onklen ikke hører fra kvinden igen, tager han af sted for at finde hende, men opdager at rigmanden har opgivet falsk adresse. Slutningen er grum og samtidig op til læseren.

De øvrige noveller i samlingen er: “Sir Robert Ardaghs skæbne”, “En spøgelseshistorie”, “Spøgelseshuset”, “Onkel Watson”, “Fru Crowls genfærd”, “Grøn te” og “Djævle-Dickon”

I dag bruges udtrykket “Grand Guignol” som en beskrivelse af underholdning, der behandler det makabre på en måde, der udpensler den grafiske vold, men oprindelig var det et teater i Paris Le Theatre du Grand Guignol, som blev grundlagt i 1897 og først lukkede igen mere end 60 år senere i 1962.

Grundlæggeren var Oscar Metenier, og teatret blev opkaldt efter den populære dukke Guignol (på dansk kendt som Mester Jakel), der så dagens lys i 1808 og straks blev populær både blandt børn og voksne for sit mod, sin humor og sin aldrig svigtende sans for retfærdighed. Den franske betydning af Guignol, er klovn, men det er i virkeligheden ganske misvisende, for Guignol er slet ikke dum.

En aften i Le Theatre du Grand Guignol bestod som oftest af 5-6 korte stykker, som kunne være alt fra sex farcer til suspensfyldte krimidramer, men midtpunktet for teatret var gyset, som altid blev spillet med udpenslet vold, hvor øjnene poppede ud af hovedet på skuespillerne, eller blodet væltede ud fra en overskåret hals i et dramatisk og blodigt klimaks.

Le Theatre du Grand Guignol blev over årene en populær turist attraktion i Paris, men i 1962 lukkede teatret. Efter sigende skulle daværende direktør, Charles Nonon have udtalt: “Før 2. verdenskrig følte publikum, at det, der udspillede sig på scenen, var umuligt. Men nu ved alle, at disse ting – og ting langt værre – er mulige i virkeligheden”. Teatret var blevet overhalet af virkelighedens rædsler i Holocaust.

I dag lever kun begrebet “Grand Guignol” videre, men der er ingen tvivl om, at det parisiske teater har haft en væsentlig indflydelse på hele gysergenren og ikke mindst udviklingen af special effects.

Besøg Grand Guignols hjemmeside

Læs mere på wikipedia

“Rickshaw-genfærdet” fortælles af Jack Pansays bekendte, som har fået fat i det manuskript, Pansay selv nedskrev om de efterfølgende begivenheder.

Jack Pansay var udstationeret i Indien, og på vej tilbage efter en lang orlov mødte han mrs. Agnes Keith-Wessington, der var gift med en officer. De to indledte et forhold og Agnes forlod hele sit liv for Pansays skyld. Desværre gled hans betagelse over, og skønt Agnes vedblev at håbe og forsøgte at få ham til at glemme “fejltagelsen”, så bryder han helt forbindelsen og forlover sig ydermere med den unge miss Kitty Mannering. Kort efter dør mrs. Agnes af et knust hjerte.

Nu burde verden ligge åben for Parsay, men på en ridetur ser han pludselig Agnes rickshaw, og det viser sig, at han er den eneste, som kan se den! Herfra følger rickshawen ham overalt, og omverdenen tror, han er blevet gal, da han gør opmærksom på den. Det ender med, at Kitty bryder forlovelsen, og Parsays liv ender i fuldstændig ruin. Hans sidste tanker går på, om han mon vil genfinde sin kærlighed til mrs. Agnes i den næste verden, eller om han i al evighed skal føle væmmelse ved hende.

“Rickshaw-genfærdet” blev første gang publiseret i “Quartette”, en juleudgave af “The Civil and Military Gazette” 1885. Udgaven indeholdt bl.a. fire historier af den 19-årige Rudyard Kipling. En revideret udgave af novellen blev i 1888 udgivet i samlingen “The Phantom Rickshaw and Other Ghost Stories”.

Udgaven, jeg har læst, er trykt i “Mine bedste gysere” redigeret af Dave Allen.

Udgivelsesår: 1885
Originaltitel: The Phantom Rickshaw

Læs mere på Kipling.org

John Polidori skrev “The Vampyre” i 1819. Udgaven jeg har læst er en bearbejdet udgave, som udkom på dansk i 1988. Polidori var venner med Lord Byron, og Byron bliver i romanen brugt som rollemodel for den aristokratiske vampyr Lord Ruthven, som fascinerer Londons unge damer og bedre selskab iøvrigt.

“Lord Ruthven stod lige ved siden af mig. Mine tidligere indtryk af ham blev forstærket mindst ti gange. Han var høj og slank og havde en skarpskåren profil. Det eneste dækkende udtryk, jeg kunne komme i tanke om, var … byronsk.”

Hovedpersonen er Aubrey, en ung mand hvis forældre er døde og har efterladt ham og søsteren Lucy en betydelig formue. Aubrey skal introduceres til Londons selskabsliv, mens søsteren er på en kostskole for unge damer. Under et af de mange selskaber bliver Aubrey introduceret for Lord Ruthven, som han fascineres stærkt af. Så stærkt at da Lord Ruthven foreslår, at Aubrey rejser på en dannelsesrejse til Europa med ham som rejseledsager, siger Aubrey straks ja.

Under rejsen opdager han dog, at der er noget mystisk ved Lord Ruthven, og da han efter flere farlige og uforklarlige begivenheder igen er hjemme i London, opdager han, at Lucy skal giftes med Ruthven, men det vil Aubrey gøre alt for at forhindre.

“Vampyren” er aldrig blevet så kendt som Bram Stokers “Dracula“, men der er ingen tvivl om, at Stoker har skævet til Polidoris roman, da han skrev sin i 1897. Polidori introducerer vampyren som en aristokratisk skikkelse, og det er også ham, som første gang beskriver metoden til at slå en vampyr ihjel – nemlig et træspyd gennem hjertet.

Originaludgave: 1819

Bonden Lodge havde som ung en affære med en af malkepigerne. Det resulterede i en søn, som han dog ikke ser noget til. Det resulterede også i et knust hjerte, for malkepigen Rhoda Brook kom aldrig rigtig over affæren. En dag kommer Lodge hjem med en ny brud, den unge, smukke Gertrude. Hun er en venlig sjæl, men alligevel har Rhonda en nat en forfærdelig drøm om hende. I drømmen lykkes det dog hende at gribe fat i Gertrudes arm og slynge hende væk.

Kort tid efter møder Rhonda første gang Gertrude, og her får hun at vide, at Gertrude har fået en dårlig arm. Faktisk ser det næsten ud, som om en har grebet hårdt fat i armen og efterladt mærker. Rhonda bliver forskrækket og føler sig skyldig, men siger ikke noget til Gertrude om sin drøm.

Som tiden går, bliver Rhonda og Gertrude nærmest venner, men Gertrudes arm bliver dårligere og dårligere. Hun prøver alskens midler uden held, og en dag overtaler hun Rhonda til at hjælpe hende med at opsøge den lokale troldmand, Trendle. Her får Rhonda en besked, som ændrer de to kvinders forhold, men ikke gør Gertrudes arm rask.

Endnu nogle år går, og Lodge og Gertrudes ægteskab er nærmest gået i stykker. Gertrude beslutter sig for endnu en gang at opsøge Trendle i håb om, at han kan hjælpe hende, og denne gang får hun et råd. Hun skal lade sin visne arm rører en nyligt hængt – så vil blodstrømmen vende, og armen vil blive sund igen. Gertrude tør ikke sige noget til sin mand om sagen, og forsøger selv at udfører Trendles råd. Men den hængte gemmer på en overraskelse …

“Den visne arm” er her fra “Klassiske Makabre Historier“.

Originaltitel: The Withered Arm
Udgivelsesår: 1888