september 2019
M Ti O To F L S
« aug    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
30  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘1800-1899’

Skygger red. Steen Langstrup

Skygger red. Steen LangstrupJeg har egentlig allerede skrevet om antologien “Skygger“, som udkom i marts i år. Antologien indeholder et udvalg af de bedste gysernoveller gennem de sidste 200 år udvalgt af Steen Langstrup med bidrag af bl.a. B. S. Ingemann, H. C. Andersen, Kenneth Bøgh Andersen, Hanna Lützen og Grete Roulund.

Når jeg alligevel lige vil nævne den igen, er det fordi, at da jeg anmeldte bogen her på siden, var et af mine få kritikpunkter, at man ikke kunne se, hvorfor Langstrup havde udvalgt netop disse noveller til antologien. Det har han nu rådet bod på, og på mxrket.dk kan man læse en kort introduktion til alle novellerne i samlingen.

Om en af mine favoritter “Staudebedet” af Hanna Lützen skriver Langstrup f.eks.: “Jeg elsker, når en forfatter tryller gyset hen et sted, hvor det næsten lyder umuligt – og det er lige, hvad der sker i denne herlige, lille novelle, som ikke bare rummer et af de mest syrede og originale monstre, jeg har set, men sørme også er uhyggelig samtidig.” Mens en anden favorit, B. S. Ingemanns “Fjendskab efter døden”, beskrives som et drilsk gys.

Om det at medtage en af sine egne noveller i samlingen skriver Langstrup: “Jeg kunne ikke stå for fristelsen til at tage en af mine egne noveller med i Skygger. Jeg var godt klar over, at nogen måske ville synes, at det var noget underligt noget at gøre, men sandheden er, at bogen er blevet til for mine egne sparepenge – og om ikke andet, så skal man jo ikke betale for sin egen tekst. Det er nok også en fare for – når en forfatter selv skal vælge den bedste blandt sine egne noveller – at man vælger en anden end andre ville have gjort. Læseoplevelsen behøver jo ikke have noget med skriveoplevelsen at gøre. Det kan sagtens være en stor fornøjelse for forfatteren at skrive en dårlig tekst. At jeg så lige valgte De sidste skyldes, at det er den af mine noveller, der ligger mit eget hjerte nærmest. Ideen havde puslet i mit hoved i godt 8 år, før jeg skrev den, og det var samtidig den sidste horror-tekst, jeg skrev, før jeg forlod genren for at prøve kræfter med andet. Nu var jeg jo vendt tilbage ikke bare til gyseren igen, men endda til Gillsby, hvor både De sidste og min nye roman-trilogi Plantagen foregår – og det fik det til at give endnu mere mening i mit eget hoved at tage De sidste med i Skygger.”

Indhold:

De sidste af Steen Langstrup (2001)
Gennem parken af Poul-Henrik Trampe (1970)
Men du skal mindes mig af Herman Bang (1885)
Blandt skovens skygger af Kenneth Bøgh Andersen (2002)
Lille Peter af Peter Mouritzen (2003)
Fjendskab efter døden af B. S. Ingemann (1852)
Strømafbrydelse af Sara Skaarup (2002)
Papegøjepigen af Henning Mortensen (1983)
Schimmelmanns hest af Vilhelm Bergsøe (1868)
Nattevagtens sidste time af Kenneth Bernholm (2006)
Staudebedet af Hanna Lützen (1997)
Natravnen af Holger Drachmann (1890)
Laifs af Grete Roulund (1999)
Skyggen af H. C. Andersen (1847)

Besøg Mørket

Om Skygger:

Udgivelsesår: 2010
Omslag: Steen Langstrup

Udvalgte bøger af Steen Langstrup:

Kat – ondskaben lurer i regnen
Blodets nætter
Pyromania
Forvandling
Fluernes hvisken
9 før døden
Poe – 4 makabre hyldelster
Plantagen – Den hvilende ondskab
Plantagen 2 – Intet er, som du tror

Masser af gys udvalgt af Michael Tejn

Masser af gysDer er desværre ikke skrevet et forord til denne glimrende samling af gyser-noveller: Masser af gys, udvalgt ved Michael Tejn, så hvorfor netop disse 13 historier er udvalgt, vides ikke. Men det gør ikke historierne mindre gode, og holder du som jeg af det fortættede gys i novelleform, så prøv denne antologi fra 1966 hvor den ældste novelle er fra 1845 og den nyeste fra 1962.

Jord til jord (Earth to Earth) af Robert Graves udkom i 1955 og er en lidt pudsig historie om ægteparret Elsie og Robert Hedge, som bliver fuldstændig besat af dr. Eugen Steinpilz teorier om havekompost, og efterlever hans påskrifter mere end punktligt.

Hvad der virkelig hændte M. Valdemar (The Facts in the Case of M. Valdemar) af Edgar Allan Poe udkom i 1845. Fortælleren har gennem flere år beskæftiget sig med hypnose, og da en bekendt, M. Valdemar, ligger for døden, beder fortælleren om lov til at hypnotisere Valdemar i dødsøjeblikket. Valdemar siger ja, og det lykkes fortælleren mod alle forventninger. Men under hypnosen står Valdemar udenfor tiden, og da hypnosen afbrydes, er virkningen øjeblikkelig og rystende. Novellen er blevet filmatiseret flere gange, bl.a. af Roger Corman i Tales of Terror som består af tre filmatiseringer af Edgar Allan Poe noveller.

Værtinden (The Landlady) af Roald Dahl er fra 1959. Den unge Billy Weaver er taget til Bath for at søge arbejde. Nu leder han efter et sted at bo, og selvom han egentlig helst vil bo på det lokale værtshus, hvor der er masser af liv og gæster, bliver han alligevel draget af et skilt i et vindue med en vase med gule krysantemum. På skiltet står: Pensionærer modtages, og da Billy ringer på, står den venlige, men glemsomme værtinden klar til at byde ham velkommen med en kop te. “Værtinden” har et af den slags overraskende twist i slutningen, som giver en lyst til at genlæse den med det samme. En humorfyldt uhyggelig lille sag.

Tommelfingeren (Thompson) af George A. Zorn fra 1962 er en af samlingens længste noveller. Sælgeren Thompson er på vej hjem, da han kører forkert og må spørge en kvinde om vej. Hun svarer venligt nok, men Thompson bliver alligevel grebet af uro. Uroen bliver værre, da hans bil pludselig ikke kan starte, og da han bliver nødt til at låne telefonen i huset, slår panikken ham næsten ud. Men værst bliver det, da alt ellers ser ud til at være gået i orden igen. “Tommelfingeren” er en rigtig ubehagelig historie, hvor atmosfæren er langt værre end selve handlingen. Hvad er der egentlig sket med Thompson inden denne afstikker? Og hvorfor er kvinden og barnet så skræmmende?

Tårnet (The Tower) af Marghanita Laski er fra 1955 og handler om en ung kvinde, som på sin bryllupsrejse er ude på egen hånd. Hendes mand er vældigt interesseret i italiensk historie, så da hun falder over ruinen efter Niccolo di Ferramanos “Offer-Tårn”, beslutter hun sig for at gå op i det. Men det bliver en skæbnesvanger beslutning.

Det tredje område (The Third Circle) af Frank Norris fra 1909 er historien om en hvid kvinde, som forsvinder sporløst under en tur til San Franciscos Chinatown. Mere end 20 år senere fortælles historien om miss Ten Eyck stadigvæk.

Natviolen (Evening Primrose) af John Collier fra 1941 foregår i et stormagasin. En digter beslutter sig for at stige af verdens stress og jag og vil bosætte sig i den lokale stormagasin. Men han opdager, at han langt fra er den første, som har fået den idé, og at der blandt de nuværende beboere er et strengt hieraki. Så da han forelsker sig i den unge Ella, får det alvorlige konsekvenser. Novellen danner baggrund for en tv-musical fra 1966 med titlen Evening Primrose.

Hindbærsyltetøj (Raspberry Jam) af Angus Wilson fra 1949 er trods sin søde titel en grum historie om drengen Johnnie, som hygger sig med at besøge to gamle pebermøer. Men en dag ser han noget skrækkeligt hos dem.

Nattens musik (The Music of Erich Zann) af H. P. Lovecraft er fra 1922. Fortælleren beretter om dengang han boede på Rue d’Auseil i et hus, som han siden de omtalte begivenheder aldrig har kunne finde igen. I perioden havde han ikke særligt mange penge og boede derfor til leje i dette ikke særligt velholdte hus. I huset boede også en ældre tysk mand, som spillede violin. En nat hørte fortælleren en sælsom vidunderlig og samtidig skræmmende musik oppe fra tyskerens etage, men da han ved lejlighed komplimenterede hans musik, blev tyskeren nærmest vred i stedet for. Den natlige musik fortsatte dog, og en nat overhørte fortælleren den gamle mands desperate koncert, som denne nat endte i kaos. “Nattens musik” er en skræmmende og velskrevet novelle, som meget godt demonstrerer H. P. Lovecrafts særlige fortælle-stil og introducerer hans rædselsfulde parallelunivers.

Den lille snigmorder (The Small Assassin) af Ray Bradbury fra 1946 handler om et uskyldigt lille spædbarn, der måske ikke er så uskyldigt alligevel. En glimrende novelle med en grum slutning.

En rose til Emily (A Rose for Emily) af William Faulkner er fra 1930. Frøken Emily havde i levende live været en slags tradition i byen. Mens faderen levede, holdt han hende i kort snor, og efter hans død havde hun en kort opblomstring, hvor hun bl.a. så en del til en herre, der dog slet ikke var i hendes klasse. Han forsvandt dog også igen efter nogen tid. Men nu er frøken Emily død … Novellen er filmatiseret som kortfilm af Lyndon Chubbuck i 1983 under titlen Rose for Emily.

Kispus (Georgy Porgy) af Roald Dahl er fra 1960, og handler om præsten som er hundeangst for kvinder, samtidig med at han er betaget af dem på afstand. Denne splittethed får alvorlige konsekvenser, da byens damer tilsyneladende indleder en klapjagt på ham. “Kispus” er anden novelle af Roald Dahl i samlingen, og er en helt anden slags historie end “Værtinden”, selvom den underliggende humor strømmer igennem dem begge.

Enoch (Enoch) af Robert Bloch fra 1945 er 13. og sidste novelle i samlingen. Fortælleren bor alene efter moderens død – pånær den lille usynlige Enoch, som bor på hans hoved. Enoch får ham til at slå forbipasserende ihjel, men til gengæld giver Enoch også glemsel. En dag bliver fortælleren dog fængslet og anklaget for mordene, men da han fortæller anklageren om Enoch, får historien pludselig en helt ny drejning. “Enoch” er en perle af en novelle, som på ganske få sider giver læseren myrekryb. Tænk at have et lille usynligt væsen boende på sig, som kun drømmer om død og ødelæggelse – og som fuldstændig har magten over dig, men ingen tror dig …

Indhold:

Jord til jord af Robert Graves
Hvad der virkelig hændte M. Valdemar af Edgar Allan Poe
Værtinden af Roald Dahl
Tommelfingeren af George A. Zorn
Tårnet af Marghanita Laski
Det tredje område af Frank Norris
Natviolen af John Collier
Hindbærsyltetøj af Angus Wilson
Nattens musik af H. P. Lovecraft
Den lille snigmorder af Ray Bradbury
En rose til Emily af William Faulkner
Kispus af Roald Dahl
Enoch af Robert Bloch

Læs mere:

FantasticFiction
Enotes.com
Wikipedia

Rædslernes hus / red. Jørgen Rothenborg

Rædslernes husNovelle-antologien Rædslernes hus er udvalgt ved Jørgen Rothenborg og udkom i 1953. Her er desværre ingen forord med overvejelser om, hvorfor de enkelte noveller er valgt til samlingen, ligesom der hverken er noteret udgivelsesår eller originaltitel.

Den første novelle hedder “Herren fra Amerika” og fortæller historien om den gæve amerikaner Howard Puce, som grundet et væddemål overnatter i et hjemsøgt hus. En overnatning som får uforudsete konsekvenser.

Den næste novelle “Mrs. Amworth” er en vampyrhistorie. I den lille by Maxley i Sussex flytter en enlig dame ind i huset ved siden af fortælleren. Hun og han bliver gode venner, men da en ung dreng bliver alvorlig syg, sættes deres venskab på prøve, da den pensionerede professor Urcombe kommer med en alvorlig beskyldning.

I “Hvad var det?” flytter fortælleren ind i et pensionat i en hjemsøgt bygning i New York. Det første stykke tid går uden begivenheder, men så en nat vågner han ved en mærkelig trykken for brystet. Novellen har også været trykt i Blodet er livet.

“Horla” handler om et usynligt væsen, der tilsyneladende forfølger fortælleren og styrer hans tanker og handlinger. Til sidst gør fortælleren et alvorligt forsøg på at befri sig for væsnet, men lykkes det?

“Tarnhelm” handler om en dreng, hvis forældre befinder sig i Indien, så han bor skiftevis ved forskellige familiemedlemmer. Nu er turen kommet til to onkler, der lever temmelig afsondret fra omverdenen i det nordlige England. I begyndelsen er drengen ganske tilfreds med sit ophold, men langsomt begynder han at frygte den ældste onkel, og da denne en dag inviterer drengen ind i sit aflåste tårnkammer, ser han noget, han aldrig siden glemmer. “Tarnhelm” findes også i antologien Gotiske gysere.

Samlingens sidste novelle “Rædslernes hus” handler om et hjemsøgt hus i London. Fortælleren  beslutter sig for at tilbringe en nat i huset sammen med sin tjener, men i løbet af natten sker der nogle utrolige begivenheder, så tjeneren stikker af. Efterfølgende har fortælleren dog en teori om, hvad der ligger til grund for hjemsøgelsen. Denne novelle er også at finde i samlingen Gys og Geister fra 1989 under titlen “Husets hemmeligheder”.

Indhold:

Herren fra Amerika af Michael Arlen (The Gentleman from America, 1925. Filmatiseret i 1956 i Alfred Hitchcock Presents)
Mrs. Amworth af E. F. Benson (Mrs. Amworth, 1923)
Hvad var det? af Fitz-James O’Brien (What was it? 1859)
Horla af Guy de Maupassant (The Horla, 1886)
Tarnhelm af Hugh Walpole (Tarnhelm, 1933)
Rædslernes hus af Edward Bulwer-Lytton (er udkommet i to versioner, denne er med den fulde slutning – The Haunted and the Haunters/The House and the Brain fra 1857 eller 1859)

Se FantasticFiction for mere om forfatterne

Om Rædslernes hus:

Udgivelsesår: 1953
Forlag: Thaning & Appel, 138 sider
Ved Jørgen Rothenborg

Carmilla af Sheridan Le Fanu

Carmilla af Sheridan Le FanuCarmilla blev første gang publiceret i magasinet “The Dark Blue” i 1872. Senere blev den udgivet i novellesamlingen “In a Glass Darkly” samme år.

I prologen fortæller Le Fanu, at doktor Hesselius har skrevet et essay om emnet, som det vedlagte manuskript beskriver. Manuskriptet er en 16 kapitler lang beretning, som fortælles af den unge pige Laura.

Laura vokser op langt ude på landet på et schloss i Sterimark sammen med sin fader, to guvernanter og tjenestefolkene. En af hendes første erindringer er et skrækkeligt mareridt, hvor en ung dame kommer til Lauras værelse en nat og putter sig ind til hende i sengen. Men drømmen ender med en skarp smerte som af to nåle, der blev jaget i hendes bryst, og Laura glemmer det aldrig.

Som ung dame får hun og faderen en ukendt gæst. De skulle egentlig have haft besøg af General Spielsdorfs niece, men hun dør pludselig, og generalen aflyser sit besøg. I stedet møder de tilfældigt den unge kvinde Carmilla, hvis rejsevogn forulykker netop ved deres schloss. Carmilla bliver boende for at komme til hægter, mens hendes moder haster videre i et uopsætteligt ærinde, og aftalen er at hun vil hente Carmilla efter nogle måneder.

De to unge piger bliver gode veninder. Dog synes Laura, at Carmilla i visse henseender er meget apatisk, og ind i mellem henfalder hun i et mærkeligt humør, hvor hun med sin vanvittige tale og blikke, skræmmer Laura og gør hende forlegen.

Som tiden går, sker der flere pludselige dødsfald blandt de unge piger på egnen, alle startende med nogle få dages afkræftethed og så pludselig død. Men da Laura selv får disse symptomer, bider hun ikke mærke i dem. Først da det går op for hendes fader, at der er noget galt, tilkaldes lægen, og det viser sig, at Laura er i yderste livsfare. Hendes redning hænger sammen med General Spielsdorfs pludselige opdukken, for det viser sig, at han har fundet frem til, hvem der stod bag hans nieces død, og nu ønsker han hævn.

Carmilla er blevet fremhævet som inspirationskilde til Bram Stokers mere kendte vampyr-roman “Dracula“. Stoker lod i sin kladde Dracula stamme fra Styria – samme sted som Carmilla udspiller sig – men ændrede det senere til Transylvanien. Stokers figur Lucy er meget ens med Le Fanus Carmilla – begge høje, slanke, apatiske og med store øjne, fyldige læber og bløde stemmer. Også inspirationen til vampyrjægeren Van Helsing kan findes i Le Fanus historie, nemlig i generalens ven, Baron Vordenburg, som via sin forskning i vampyrens væsen, hjælper familien med at dræbe vampyren.

Vilkårene for vampyrerne er dog ikke ens i de to historier, idet Carmilla hos Le Fanu godt kan bevæge sig udenfor om dagen, omend hun dog som regel ikke står op før hen på eftermiddagen.

Udover at være en inspirationskilde for Bram Stoker har Carmilla også inspireret flere filmskabere, blandt andre Carl Th. Dreyer hvis film “Vampyr” fra 1932 er løseligt baseret på Le Fanus fortælling.

Læs også Mogens Høegsbergs anmeldelse

Om Carmilla:

Udgivelsesår: 1872

Draculas gæst og andre vampyrhistorier

Draculas gæst og andre vampyrhistorierTage la Cour har udvalgt disse fire historier, som er samlet i Draculas gæst og andre vampyrhistorier. Den første historie er titelnovellen og er skrevet af Bram Stoker.

“Draculas gæst” blev udgivet i 1914 af Stokers enke, Florence, to år efter hans død i novellesamlingen “Dracula’s guest and other weird stories”. I forordet skriver Florence, at “Draculas gæst” er et hidtil upubliseret afsnit fra “Dracula”, som blev udeladt af hensyn til længden af den samlede bog. Nu vil hun give læserne mulighed for at få dette manglende stykke af Stokers mest berømte værk.

Historien handler om en engelsk gentleman (som må være Harker), der er på vej gennem Tyskland. Det er Walpurgis  Nacht, og hans kusk er utrolig nervøs. Da Harker beder ham om at køre en anden vej, fordi han gerne vil se nærmere på en forladt landsby, ender det med, at Harker stiger af og går, mens kusken kører videre. Men en snestorm er på vej, og da Harker endelig når frem til landsbyen, viser det sig, at der også gemmer sig andre farer her.

“Den smukke vampyr” (“La Morte Amoureuse”) af Théophile Gautier er fra 1836 og blev første gang trykt i “La Chronique de Paris”. Fortælleren er præsten Romuald, som samme dag han skal afgive sit præsteløfte, ser den underskønne Clarimond og forelsker sig øjeblikkeligt. Han gennemfører dog ceremonien, men kan ikke slå Clarimond ud af hovedet, selv da han bliver sendt ud til sit nye sogn. Et år efter bliver han en nat tilkaldt, da en rig frue ligger for døden. Det viser sig at være Clarimonde, og i sin kvide over at være kommet for sent, kysser Romuald hende. I det samme slår hun øjnene op og udbryder: “Åh, er det dig, Romuald. Hvad har du lavet? Jeg har ventet på dig så længe, at jeg er død; men nu da vi er trolovede, vil jeg kunne se dig og komme til dig.” Og så starter et mærkeligt dobbeltliv for Romuald, hvor han om dagen er præst og om natten en ung adelsmand, der lever sammen med Clarimonde. Men Clarimondes skønhed er ikke uden pris, og Romuald opdager, at hun bærer på en hemmelighed.

Sheridan Le Fanu bidrager til antologien med “Carmilla“, som første gang blev publiseret i 1872, og sidste novelle er “Berencie” af Edgar Allan Poe som første gang blev publiceret i Southern Literary Messenger i 1835. Fortælleren Egæus beretter om sin skæbne. Hvordan han som barn voksede op sammen med kusinen Berenice, og hvordan de udviklede sig yderst forskelligt – hun yndefuld og livlig, han svagelig med mørkt sind og med en mærkelig trang til at fordybe sig i de særeste detaljer.  Men så bliver Berenice syg, og i et anfald af medlidenhed beder Egæus hende om at gifte sig med ham. Kort før brylluppet bliver han dog besat af tanken om hendes tænder efter at have set et kort glimt af dem. Det får grusomme konsekvenser.

Da “Berenice” først udkom, modtog udgiveren Thomas W. White flere klager over, hvor voldsom og brutal novellen var. Det medførte, at novellen i 1840 blev publiceret i en redigeret version. En moderne gendigtning af “Berenice” kan læses i novelle-antologien “Poe – 4 makabre hyldelster” fra 2009, hvor Rikke Schubart giver sin udgave af historien. Også denne novelle fik flere anmeldere til at mene, at forfatteren var gået over stregen for, hvad man kan tillade sig at skrive.

Samlingen indeholder kun disse fire historier og har hverken forord eller yderligere oplysninger om de enkelte historier eller forfattere. Det er lidt ærgerligt, for jeg synes altid, det er spændende at få lidt baggrundsstof med for, hvorfor netop disse historier er valgt ud af de mange vampyrfortællinger, der er skrevet. Men bortset fra det er Draculas gæst og andre vampyrhistorier bestemt en læsning værd.

Om Draculas gæst og andre vampyrhistorier:

Udgivelsesår: 1974
Forlag: Carit Andersen, 165 sider

Indhold:

Draculas gæst af Bram Stoker
Den smukke vampyr af Théophile Gautier (La Morte Amoureuse, 1836)
Carmilla af Sheridan Le Fanu
Berenice af Edgar Allan Poe

Olalla af Robert Louis Stevenson

Olalla af Robert Louis StevensonRobert Louis Stevenson er i gyser-sammenhæng nok mest kendt for klassikeren “Dr. Jekyll og Mr. Hyde”, som absolut også er værd at stifte bekendtskab med. Denne lille novelle “Olalla” er dog heller ikke helt ueffen.

Fortælleren er en soldat, som skal komme sig efter at være blevet såret. Han får husly hos en familie af fornem byrd, som tidligere var højt på strå både økonomisk og anseelsesmæssigt, men som gennem årtierne er forfaldet mere og mere, og nu lever ydmygt for sig selv langt oppe i bjergene.

Fortællerens første møde med familien er sønnen Felipe, der kører soldaten til huset. Felipe var usædvanlig velskabt, smidig og stærk med nydelige træk. Dog var han også mørk og med kraftig behåring samt gule, ikke særligt udtryksfulde øjne. Af væsen var han pludrende og lettere enfoldig, men fortælleren fandt dog behag i hans samvær.

Efter nogle dage møder han også fruen i huset. Hun slænger sig mageligt i solen, og ligesom Felipe har hun store gule udtryksløse øjne. Hun er ikke særlig snakkesagelig, men venlig nok. Fortælleren er dog nysgerrig efter at møde det sidste familiemedlem, datteren Olalla, og da han en nat hører skrækkelig skrig fra huset, er han sikker på, at Felipe (som han har observeret pine et egern) gør noget grufuldt ved Olalla. Men han er låst inde og kan ikke komme hende til hjælp.

Næste dag gennemsøger han dog huset og finder frem til Olallas værelse, og her finder han beviser på en meget tænksom og ærbar sjæl. Kort efter ser fortælleren Olalla, og hendes ydre er så smukt, som han forestiller sig hendes indre, så han forelsker sig hovedkulds i hende. Der er dog ikke nogen umiddelbart nem måde at forene de to, og hvad er det med moderen og Felipe?

“Olalla” er en blanding af en kærlighedshistorie og en fantastisk fortælling som første gang blev trykt i 1885 i “Court and Society Review”. Som Bo Hakon Jørgensen beskriver i sit efterskrift, så trækker novellen tråde til den gotiske roman med spørgsmålet om, hvem er jeg, og hvad er mit jeg? Olalla står fanget i midten mellem sit jeg og “det andet”. Hun forsøger ved hjælp af religionen at undertrykke slægtens dæmoniske træk, mens moderen tydeligt udlever al sin sensualitet uden hæmninger.

Jeg fik tanker om varulve, da jeg læste novellen. At familien gennem generationer er degenereret ind til det rent dyriske og nærmest er blevet varulve. Jeg ved dog ikke, om det er forfatterens hensigt. Til gengæld passer plottet godt ind i Stevensons tanker om splittelsen af jeg’et i følelser og intellekt, som han også beskriver i “Dr. Jekyll og Mr. Hyde”.

“Olalla” er ikke en specielt uhyggelig historie i vore dages opfattelse, men den er et godt udtryk for tiden og stadig værd at læse.

Om “Olalla”:

Udgivet i “10 fantastiske fortællinger” udvalgt og med efterskrift af Bo Hakon Jørgensen.
Originaludgave: 1885

Vennernes ven af Henry James

Vennernes ven findes bl.a. i antologien 10 fantastiske fortællinger“Vennernes ven” af Henry James blev første gang udgivet i 1896. Den kom i to udgaver: en amerikansk med titlen “The friends of the friends” og en London-udgave med titlen “The way it came”. Historien er et uddrag fra en dames dagbøger, som vores forfatter overlader til læseren at bedømme. Historien fortælles uden brug af navne, og forfatteren vil derfor meget gerne vide, om læseren ved, hvem personerne i virkeligheden er?

Fortælleren beretter om en kvinde, der som ganske ung var på udenlandsrejse med sin tante, og pludselig befinder sig ansigt til ansigt med sin fars genfærd. Hvor usædvanlig denne hændelse må anses for at være, er der dog også en mandlig bekendt i forfatterens omgangskreds, som i sin ungdom ser sin moders genfærd. Fortælleren beslutter sig derfor for at bringe de to sammen, men skæbnen vil det anderledes.

Gennem flere år sker der forviklinger, når de to skal mødes, så først da fortælleren selv er blevet forlovet med den mandlige bekendte, kan det lykkes at sætte de to sammen. Men kort før selve mødet bliver fortælleren usikker og forpurrer mødet. Men er det nok til at snyde skæbnen?

Ligesom i “Skruen strammes” giver Henry James to muligheder for læseren. Enten tager vi fortællerens ord for gode varer, og tror på at genfærdene har vist sig for de to personer, og dermed skabes mulighed for det møde, som fortælleren er overbevist om sker til sidst. Eller også tror vi på den mandelige bekendtes version: at der ikke var tale om et genfærd. Dermed forankres historien i vores virkelighed, og fortælleren lider blot af jalousi uden en virkelig begrundelse.

“Vennernes ven” fortælles levende og spændende på trods af de mere end 100 år på bagen, og Henry James er stadig et besøg værd.

Udgivet i “10 fantastiske fortællinger” udvalgt og med efterskrift af Bo Hakon Jørgensen.

Om “Vennernes ven”:

Originaludgave: 1896

Læs mere om M. R. James her

Sandmanden af E. T. A. Hoffmann

Tre fortællinger af E. T. A. HoffmannE. T. A. Hoffmann (1776-1822) skrev sine fortællinger under Sturm und Drang perioden, hvor rationalismen var på vej ud, mens de store romantiske følelser var på vej ind i litteraturen. Hoffmann var ikke så anerkendt af samtiden, men senere forfattere som f.eks. Guy de Maupassant og Edgar Allan Poe har fundet inspiration i hans værker.

Sandmanden er fra 1817.

Nathanael bor sammen med sin moder, sin forlovede Clara og hendes broder. I et år skal han dog rejse bort for at studere, og her møder han optikeren Guiseppe Coppola, der bringer uhyggelige minder fra barndommen frem.

Som barn hørte Nathanael nemlig historien om Sandmanden, som kaster sand i øjnene på de børn, der ikke vil sove, så øjnene bløder og springer ud af hovedet. Den historie forbinder han med en af faderens bekendte, Coppelius, som altid kommer på slaget 9, og hvor børnene altid sendes i seng. Bedre bliver det ikke, da faderen dør, en aften hvor Coppelius har været på besøg.

Optikeren Coppola bringer fuldstændig Nathaneal ud af ligevægt, og hverken breve fra Clara eller hendes broder kan bringe klarhed i hans tanker. Endnu værre bliver det, da han en aften ser Coppolas datter gennem vinduet, og pludselig forelsker sig inderligt i hende. Glemt er Clara, og først i sidste øjeblik lykkes det Nathaneal at gennemskue Coppolas bedrag. Men er det nok til at redde ham?

Sandmanden er en blanding af breve mellem Nathanael, Clara og Lothar (Claras bror), som blandes med forfatterens indlæg, hvor han henvender sig direkte til læseren “Der kan ikke være noget mere sælsomt eller mærkeligt end det, som hændte min stakkels ven, den unge student Nathanael, og som jeg har sat mig for at fortælle dig, min gunstige læser“. I dag føles stilen lidt opstyltet, men selve essensen af historien er stadig interessant.

Læs mere om E. T. A. Hoffmann

Udgaven jeg har læst stammer fra “10 fantastiske fortællinger” udvalgt og med efterskrift af Bo Hakon Jørgensen.

Om bogen:

Udgivelsesår: 1991 (1817)
Forlag: Odense Universitetsforlag, 254 sider

Banevogteren af Charles Dickens

Banevogteren / Signalpasseren af Charles Dickens, illustreret af Charles KeepingFortælleren er ude at gå tur, da han ser en banevogter i bunden af en kløft, hvor han står ved sporet. De falder i snak, men først efter at banevogteren har opført sig meget mærkeligt overfor fortællerens første tilråb. Det viser sig, at banevogteren flere gange har oplevet at blive antastet af noget eller nogen, som ikke rigtig var der, og hver gang er der sket noget forfærdeligt. Fortælleren er dog overbevist om, at det er indbildning, og de taler et stykke tid for så at aftale, at fortælleren skal komme igen en anden dag. Men da han kommer, er banevogteren der ikke mere…

Novellen er læst i antologien “Den nye spøgelsestime“.

Charles Dickens har formentlig baseret sin historie på et virkelig uheld kaldet “the Clayton Tunnel Crash” i 1861. Dickens var dog også selv involveret i en togulykke i 1865, hvor de syv første vogne i togstammen røg af sporet – og Dickens selv sad i den ottende!

Historien er blevet filmatiseret flere gange, bl.a. i BBC’s serie “A Ghost Story for Christmas“.

Læs mere på wikipedia

Om Banevogteren:

Udgivelsesår: 1866
Originaltitel: The Signal-man

John Bartines ur af Ambrose Bierce

John Bartines ur af Ambrose BierceJohn Bartines ur er oprindelig skrevet i 1893, og handler om to venner som en aften sidder og taler foran kaminen. Fortælleren spørger tilfældigt, hvad klokken er, og vennen John opfører sig yderst mærkeligt ovenpå denne forespørgsel. Det kommenterer fortælleren på, og han får herefter forklaringen på, hvorfor vennen ikke bryder sig om at se på uret på et bestemt tidspunkt i døgnet. Forklaring gør fortælleren så nysgerrig, at han beslutter sig for at foretage et lille eksperiment med John Bartine. Men det får skæbnesvangre følger.

Novellens originaltitel er dobbelttydig. Den kan både henvise til John Bartines fysiske ur, men også til Bartines ubevidste vågen hver aften indtil klokken har passeret 23. Watch kan nemlig også oversættes til at våge/holde vagt.

Novellen er skrevet af Ambrose Bierce og er læst i antologien “Den nye spøgelsestime“.

Om John Bartines ur:

Udgivelsesår: 1893
Originaltitel: John Bartine’s Watch