november 2017
M T O T F L S
« okt    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘1800-1899’

Carmilla af Sheridan Le Fanu

Carmilla af Sheridan Le FanuCarmilla blev første gang publiceret i magasinet “The Dark Blue” i 1872. Senere blev den udgivet i novellesamlingen “In a Glass Darkly” samme år.

I prologen fortæller Le Fanu, at doktor Hesselius har skrevet et essay om emnet, som det vedlagte manuskript beskriver. Manuskriptet er en 16 kapitler lang beretning, som fortælles af den unge pige Laura.

Laura vokser op langt ude på landet på et schloss i Sterimark sammen med sin fader, to guvernanter og tjenestefolkene. En af hendes første erindringer er et skrækkeligt mareridt, hvor en ung dame kommer til Lauras værelse en nat og putter sig ind til hende i sengen. Men drømmen ender med en skarp smerte som af to nåle, der blev jaget i hendes bryst, og Laura glemmer det aldrig.

Som ung dame får hun og faderen en ukendt gæst. De skulle egentlig have haft besøg af General Spielsdorfs niece, men hun dør pludselig, og generalen aflyser sit besøg. I stedet møder de tilfældigt den unge kvinde Carmilla, hvis rejsevogn forulykker netop ved deres schloss. Carmilla bliver boende for at komme til hægter, mens hendes moder haster videre i et uopsætteligt ærinde, og aftalen er at hun vil hente Carmilla efter nogle måneder.

De to unge piger bliver gode veninder. Dog synes Laura, at Carmilla i visse henseender er meget apatisk, og ind i mellem henfalder hun i et mærkeligt humør, hvor hun med sin vanvittige tale og blikke, skræmmer Laura og gør hende forlegen.

Som tiden går, sker der flere pludselige dødsfald blandt de unge piger på egnen, alle startende med nogle få dages afkræftethed og så pludselig død. Men da Laura selv får disse symptomer, bider hun ikke mærke i dem. Først da det går op for hendes fader, at der er noget galt, tilkaldes lægen, og det viser sig, at Laura er i yderste livsfare. Hendes redning hænger sammen med General Spielsdorfs pludselige opdukken, for det viser sig, at han har fundet frem til, hvem der stod bag hans nieces død, og nu ønsker han hævn.

Carmilla er blevet fremhævet som inspirationskilde til Bram Stokers mere kendte vampyr-roman “Dracula“. Stoker lod i sin kladde Dracula stamme fra Styria – samme sted som Carmilla udspiller sig – men ændrede det senere til Transylvanien. Stokers figur Lucy er meget ens med Le Fanus Carmilla – begge høje, slanke, apatiske og med store øjne, fyldige læber og bløde stemmer. Også inspirationen til vampyrjægeren Van Helsing kan findes i Le Fanus historie, nemlig i generalens ven, Baron Vordenburg, som via sin forskning i vampyrens væsen, hjælper familien med at dræbe vampyren.

Vilkårene for vampyrerne er dog ikke ens i de to historier, idet Carmilla hos Le Fanu godt kan bevæge sig udenfor om dagen, omend hun dog som regel ikke står op før hen på eftermiddagen.

Udover at være en inspirationskilde for Bram Stoker har Carmilla også inspireret flere filmskabere, blandt andre Carl Th. Dreyer hvis film “Vampyr” fra 1932 er løseligt baseret på Le Fanus fortælling.

Læs også Mogens Høegsbergs anmeldelse

Om Carmilla:

Udgivelsesår: 1872

Draculas gæst og andre vampyrhistorier

Draculas gæst og andre vampyrhistorierTage la Cour har udvalgt disse fire historier, som er samlet i Draculas gæst og andre vampyrhistorier. Den første historie er titelnovellen og er skrevet af Bram Stoker.

“Draculas gæst” blev udgivet i 1914 af Stokers enke, Florence, to år efter hans død i novellesamlingen “Dracula’s guest and other weird stories”. I forordet skriver Florence, at “Draculas gæst” er et hidtil upubliseret afsnit fra “Dracula”, som blev udeladt af hensyn til længden af den samlede bog. Nu vil hun give læserne mulighed for at få dette manglende stykke af Stokers mest berømte værk.

Historien handler om en engelsk gentleman (som må være Harker), der er på vej gennem Tyskland. Det er Walpurgis  Nacht, og hans kusk er utrolig nervøs. Da Harker beder ham om at køre en anden vej, fordi han gerne vil se nærmere på en forladt landsby, ender det med, at Harker stiger af og går, mens kusken kører videre. Men en snestorm er på vej, og da Harker endelig når frem til landsbyen, viser det sig, at der også gemmer sig andre farer her.

“Den smukke vampyr” (“La Morte Amoureuse”) af Théophile Gautier er fra 1836 og blev første gang trykt i “La Chronique de Paris”. Fortælleren er præsten Romuald, som samme dag han skal afgive sit præsteløfte, ser den underskønne Clarimond og forelsker sig øjeblikkeligt. Han gennemfører dog ceremonien, men kan ikke slå Clarimond ud af hovedet, selv da han bliver sendt ud til sit nye sogn. Et år efter bliver han en nat tilkaldt, da en rig frue ligger for døden. Det viser sig at være Clarimonde, og i sin kvide over at være kommet for sent, kysser Romuald hende. I det samme slår hun øjnene op og udbryder: “Åh, er det dig, Romuald. Hvad har du lavet? Jeg har ventet på dig så længe, at jeg er død; men nu da vi er trolovede, vil jeg kunne se dig og komme til dig.” Og så starter et mærkeligt dobbeltliv for Romuald, hvor han om dagen er præst og om natten en ung adelsmand, der lever sammen med Clarimonde. Men Clarimondes skønhed er ikke uden pris, og Romuald opdager, at hun bærer på en hemmelighed.

Sheridan Le Fanu bidrager til antologien med “Carmilla“, som første gang blev publiseret i 1872, og sidste novelle er “Berencie” af Edgar Allan Poe som første gang blev publiceret i Southern Literary Messenger i 1835. Fortælleren Egæus beretter om sin skæbne. Hvordan han som barn voksede op sammen med kusinen Berenice, og hvordan de udviklede sig yderst forskelligt – hun yndefuld og livlig, han svagelig med mørkt sind og med en mærkelig trang til at fordybe sig i de særeste detaljer.  Men så bliver Berenice syg, og i et anfald af medlidenhed beder Egæus hende om at gifte sig med ham. Kort før brylluppet bliver han dog besat af tanken om hendes tænder efter at have set et kort glimt af dem. Det får grusomme konsekvenser.

Da “Berenice” først udkom, modtog udgiveren Thomas W. White flere klager over, hvor voldsom og brutal novellen var. Det medførte, at novellen i 1840 blev publiceret i en redigeret version. En moderne gendigtning af “Berenice” kan læses i novelle-antologien “Poe – 4 makabre hyldelster” fra 2009, hvor Rikke Schubart giver sin udgave af historien. Også denne novelle fik flere anmeldere til at mene, at forfatteren var gået over stregen for, hvad man kan tillade sig at skrive.

Samlingen indeholder kun disse fire historier og har hverken forord eller yderligere oplysninger om de enkelte historier eller forfattere. Det er lidt ærgerligt, for jeg synes altid, det er spændende at få lidt baggrundsstof med for, hvorfor netop disse historier er valgt ud af de mange vampyrfortællinger, der er skrevet. Men bortset fra det er Draculas gæst og andre vampyrhistorier bestemt en læsning værd.

Om Draculas gæst og andre vampyrhistorier:

Udgivelsesår: 1974
Forlag: Carit Andersen, 165 sider

Olalla af Robert Louis Stevenson

Olalla af Robert Louis StevensonRobert Louis Stevenson er i gyser-sammenhæng nok mest kendt for klassikeren “Dr. Jekyll og Mr. Hyde”, som absolut også er værd at stifte bekendtskab med. Denne lille novelle “Olalla” er dog heller ikke helt ueffen.

Fortælleren er en soldat, som skal komme sig efter at være blevet såret. Han får husly hos en familie af fornem byrd, som tidligere var højt på strå både økonomisk og anseelsesmæssigt, men som gennem årtierne er forfaldet mere og mere, og nu lever ydmygt for sig selv langt oppe i bjergene.

Fortællerens første møde med familien er sønnen Felipe, der kører soldaten til huset. Felipe var usædvanlig velskabt, smidig og stærk med nydelige træk. Dog var han også mørk og med kraftig behåring samt gule, ikke særligt udtryksfulde øjne. Af væsen var han pludrende og lettere enfoldig, men fortælleren fandt dog behag i hans samvær.

Efter nogle dage møder han også fruen i huset. Hun slænger sig mageligt i solen, og ligesom Felipe har hun store gule udtryksløse øjne. Hun er ikke særlig snakkesagelig, men venlig nok. Fortælleren er dog nysgerrig efter at møde det sidste familiemedlem, datteren Olalla, og da han en nat hører skrækkelig skrig fra huset, er han sikker på, at Felipe (som han har observeret pine et egern) gør noget grufuldt ved Olalla. Men han er låst inde og kan ikke komme hende til hjælp.

Næste dag gennemsøger han dog huset og finder frem til Olallas værelse, og her finder han beviser på en meget tænksom og ærbar sjæl. Kort efter ser fortælleren Olalla, og hendes ydre er så smukt, som han forestiller sig hendes indre, så han forelsker sig hovedkulds i hende. Der er dog ikke nogen umiddelbart nem måde at forene de to, og hvad er det med moderen og Felipe?

“Olalla” er en blanding af en kærlighedshistorie og en fantastisk fortælling som første gang blev trykt i 1885 i “Court and Society Review”. Som Bo Hakon Jørgensen beskriver i sit efterskrift, så trækker novellen tråde til den gotiske roman med spørgsmålet om, hvem er jeg, og hvad er mit jeg? Olalla står fanget i midten mellem sit jeg og “det andet”. Hun forsøger ved hjælp af religionen at undertrykke slægtens dæmoniske træk, mens moderen tydeligt udlever al sin sensualitet uden hæmninger.

Jeg fik tanker om varulve, da jeg læste novellen. At familien gennem generationer er degenereret ind til det rent dyriske og nærmest er blevet varulve. Jeg ved dog ikke, om det er forfatterens hensigt. Til gengæld passer plottet godt ind i Stevensons tanker om splittelsen af jeg’et i følelser og intellekt, som han også beskriver i “Dr. Jekyll og Mr. Hyde”.

“Olalla” er ikke en specielt uhyggelig historie i vore dages opfattelse, men den er et godt udtryk for tiden og stadig værd at læse.

Om “Olalla”:

Udgivet i “10 fantastiske fortællinger” udvalgt og med efterskrift af Bo Hakon Jørgensen.
Originaludgave: 1885

Vennernes ven af Henry James

Vennernes ven findes bl.a. i antologien 10 fantastiske fortællinger“Vennernes ven” af Henry James blev første gang udgivet i 1896. Den kom i to udgaver: en amerikansk med titlen “The friends of the friends” og en London-udgave med titlen “The way it came”. Historien er et uddrag fra en dames dagbøger, som vores forfatter overlader til læseren at bedømme. Historien fortælles uden brug af navne, og forfatteren vil derfor meget gerne vide, om læseren ved, hvem personerne i virkeligheden er?

Fortælleren beretter om en kvinde, der som ganske ung var på udenlandsrejse med sin tante, og pludselig befinder sig ansigt til ansigt med sin fars genfærd. Hvor usædvanlig denne hændelse må anses for at være, er der dog også en mandlig bekendt i forfatterens omgangskreds, som i sin ungdom ser sin moders genfærd. Fortælleren beslutter sig derfor for at bringe de to sammen, men skæbnen vil det anderledes.

Gennem flere år sker der forviklinger, når de to skal mødes, så først da fortælleren selv er blevet forlovet med den mandlige bekendte, kan det lykkes at sætte de to sammen. Men kort før selve mødet bliver fortælleren usikker og forpurrer mødet. Men er det nok til at snyde skæbnen?

Ligesom i “Skruen strammes” giver Henry James to muligheder for læseren. Enten tager vi fortællerens ord for gode varer, og tror på at genfærdene har vist sig for de to personer, og dermed skabes mulighed for det møde, som fortælleren er overbevist om sker til sidst. Eller også tror vi på den mandelige bekendtes version: at der ikke var tale om et genfærd. Dermed forankres historien i vores virkelighed, og fortælleren lider blot af jalousi uden en virkelig begrundelse.

“Vennernes ven” fortælles levende og spændende på trods af de mere end 100 år på bagen, og Henry James er stadig et besøg værd.

Udgivet i “10 fantastiske fortællinger” udvalgt og med efterskrift af Bo Hakon Jørgensen.

Om “Vennernes ven”:

Originaludgave: 1896

Læs mere om M. R. James her

Sandmanden af E. T. A. Hoffmann

Tre fortællinger af E. T. A. HoffmannE. T. A. Hoffmann (1776-1822) skrev sine fortællinger under Sturm und Drang perioden, hvor rationalismen var på vej ud, mens de store romantiske følelser var på vej ind i litteraturen. Hoffmann var ikke så anerkendt af samtiden, men senere forfattere som f.eks. Guy de Maupassant og Edgar Allan Poe har fundet inspiration i hans værker.

Sandmanden er fra 1817.

Nathanael bor sammen med sin moder, sin forlovede Clara og hendes broder. I et år skal han dog rejse bort for at studere, og her møder han optikeren Guiseppe Coppola, der bringer uhyggelige minder fra barndommen frem.

Som barn hørte Nathanael nemlig historien om Sandmanden, som kaster sand i øjnene på de børn, der ikke vil sove, så øjnene bløder og springer ud af hovedet. Den historie forbinder han med en af faderens bekendte, Coppelius, som altid kommer på slaget 9, og hvor børnene altid sendes i seng. Bedre bliver det ikke, da faderen dør, en aften hvor Coppelius har været på besøg.

Optikeren Coppola bringer fuldstændig Nathaneal ud af ligevægt, og hverken breve fra Clara eller hendes broder kan bringe klarhed i hans tanker. Endnu værre bliver det, da han en aften ser Coppolas datter gennem vinduet, og pludselig forelsker sig inderligt i hende. Glemt er Clara, og først i sidste øjeblik lykkes det Nathaneal at gennemskue Coppolas bedrag. Men er det nok til at redde ham?

Sandmanden er en blanding af breve mellem Nathanael, Clara og Lothar (Claras bror), som blandes med forfatterens indlæg, hvor han henvender sig direkte til læseren “Der kan ikke være noget mere sælsomt eller mærkeligt end det, som hændte min stakkels ven, den unge student Nathanael, og som jeg har sat mig for at fortælle dig, min gunstige læser“. I dag føles stilen lidt opstyltet, men selve essensen af historien er stadig interessant.

Læs mere om E. T. A. Hoffmann

Udgaven jeg har læst stammer fra “10 fantastiske fortællinger” udvalgt og med efterskrift af Bo Hakon Jørgensen.

Om bogen:

Udgivelsesår: 1991 (1817)
Forlag: Odense Universitetsforlag, 254 sider

Banevogteren af Charles Dickens

Banevogteren / Signalpasseren af Charles Dickens, illustreret af Charles KeepingFortælleren er ude at gå tur, da han ser en banevogter i bunden af en kløft, hvor han står ved sporet. De falder i snak, men først efter at banevogteren har opført sig meget mærkeligt overfor fortællerens første tilråb. Det viser sig, at banevogteren flere gange har oplevet at blive antastet af noget eller nogen, som ikke rigtig var der, og hver gang er der sket noget forfærdeligt. Fortælleren er dog overbevist om, at det er indbildning, og de taler et stykke tid for så at aftale, at fortælleren skal komme igen en anden dag. Men da han kommer, er banevogteren der ikke mere…

Novellen er læst i antologien “Den nye spøgelsestime“.

Charles Dickens har formentlig baseret sin historie på et virkelig uheld kaldet “the Clayton Tunnel Crash” i 1861. Dickens var dog også selv involveret i en togulykke i 1865, hvor de syv første vogne i togstammen røg af sporet – og Dickens selv sad i den ottende!

Historien er blevet filmatiseret flere gange, bl.a. i BBC’s serie “A Ghost Story for Christmas“.

Læs mere på wikipedia

Om Banevogteren:

Udgivelsesår: 1866
Originaltitel: The Signal-man

John Bartines ur af Ambrose Bierce

John Bartines ur af Ambrose BierceJohn Bartines ur er oprindelig skrevet i 1893, og handler om to venner som en aften sidder og taler foran kaminen. Fortælleren spørger tilfældigt, hvad klokken er, og vennen John opfører sig yderst mærkeligt ovenpå denne forespørgsel. Det kommenterer fortælleren på, og han får herefter forklaringen på, hvorfor vennen ikke bryder sig om at se på uret på et bestemt tidspunkt i døgnet. Forklaring gør fortælleren så nysgerrig, at han beslutter sig for at foretage et lille eksperiment med John Bartine. Men det får skæbnesvangre følger.

Novellens originaltitel er dobbelttydig. Den kan både henvise til John Bartines fysiske ur, men også til Bartines ubevidste vågen hver aften indtil klokken har passeret 23. Watch kan nemlig også oversættes til at våge/holde vagt.

Novellen er skrevet af Ambrose Bierce og er læst i antologien “Den nye spøgelsestime“.

Om John Bartines ur:

Udgivelsesår: 1893
Originaltitel: John Bartine’s Watch

Arthur Gordon Pyms eventyr & Heureka af Edgar Allan Poe

Arthur Gordon Pyms eventyr & HeurekaEn røverhistorie og fortællingen om universet er samlet i disse to fortællinger af Edgar Allan Poe.

Jeg holder meget af Edgar Allan Poes noveller, og købte også Klims fine udgivelse med hans samlede værker, da de udkom i 2007. Jeg var derfor spændt på at se, hvordan Poe ville klare sig, når det gjaldt de længere historier.

Første historie er en farverig røverhistorie om Arthur Gordon Pym, som mod familiens ønske stikker til søs – endda som skjult passager – og oplever de mest sindsoprivende eventyr. Skibet bliver udsat for mytteri, men det lykkes Arthur og hans kammerat at overleve mytteriet og et efterfølgende skibsbrud. Herefter sejler de videre og oplever et endnu vildere eventyr med bl.a. kannibaler og kanotur til Antarktis.

Anden historie er et essay om det stoflige og åndelige univers. Her forsøger Poe at redegøre for sin påstand om, at ”I den Første Tings Oprindelige Enhed ligger Alle Tings Sekundære Årsag samt Kimen til deres Uundgåelige Udslettelse.”

Jeg er mere til røverhistorien om Pym end til essayet om universet, da disse filosofiske overvejelser ikke appellerer så meget til mig. Til gengæld vil jeg sige, at ”Arthur Gordon Pyms eventyr” var yderst underholdende, selvom der selvfølgelig er en del ting, som vi med nutidens viden ved er en tand for usandsynligt.

Et kendetegn for Poes forfatterskab er, at han i sine historier blander det sandsynlige med det usandsynlige. Arthur Gordon Pyms eventyr starter f.eks. ud som en rejsendes beretning fortalt til Edgar Allan Poe, og undervejs forklares mange ting også udførligt om f.eks. skibets lastning osv. Men så blandes det med det usandsynlige og bliver tydelig fiktion.

Poe er i dag mest kendt for sine makabre noveller. De har inspireret både forfattere og filmfolk op gennem tiden og gør det stadigvæk. Bl.a. er en nyudgivelse undervejs med titlen Poe – 4 makabre hyldelster hvor 4 danske gyserforfattere nyfortolker en Poe-novelle hver.

Har du aldrig læst Poe før, er Arthur Gordon Pyms eventyr & Heureka måske ikke det mest oplagte sted at starte. Men kender du lidt til Poe og har lyst til at se en anden side af ham, så grib den og nyd et par timer i røverhistorie-land.

Også omtalt på Litteratursiden.dk

Originaludgaver: 1838 og 1848

Timerne efter midnat af Sheridan Le Fanu

Timerne efter midnat er en samling noveller skrevet af Sheridan Le Fanu i perioden 1838 til 1872. Le Fanu var stærkt inspireret af den gotiske tradition, som Ann Radcliffe og Mary Shelley var repræsentanter for, og var en yderst produktiv forfatter som selv øvede indflydelse på bl.a. Bram Stokers Dracula. Le Fanu troede selv på det overnaturlige, og det skinner igennem i flere af hans noveller. Bl.a. ved at der fx ikke gives en forklaring på hændelserne i historien. Det er op til læseren at tro på det eller lade være.

Timerne efter midnat her består af 9 noveller, hvor jeg især kan anbefale “Sagnet om Dunblane”. Fortællerens onkel har som ung mand kendt Lord Dunblane. Mange år senere bliver han inviteret til dennes gods, hvor Dunblane bor sammen med sin yngre hustru i et giftigt ægteskab. Sagnet beretter om et hemmeligt rum på godset, som ikke må betrædes af andre end tre udvalgte, men Dunblanes hustru beslutter sig for at forsøge at finde frem til det. Om det lykkes hende ved fortælleren ikke, men historien finder først sin uhyggelige slutning flere år efter i et andet land.

Også “Maleren Schalken” fandt jeg rigtig interessant. Her fortælles ud fra et maleri, om en ung kvinde hvis onkel bortgifter hende til en rig mand med et afskyeligt ydre. Da onklen ikke hører fra kvinden igen, tager han af sted for at finde hende, men opdager at rigmanden har opgivet falsk adresse. Slutningen er grum og samtidig op til læseren.

De øvrige noveller i samlingen er: “Sir Robert Ardaghs skæbne”, “En spøgelseshistorie”, “Spøgelseshuset”, “Onkel Watson”, “Fru Crowls genfærd”, “Grøn te” og “Djævle-Dickon”

Om Timerne efter midnat:

Dansk udgivelsesår: 1977
Forlag: Lademann, 230 sider

Grand Guignol

I dag bruges udtrykket “Grand Guignol” som en beskrivelse af underholdning, der behandler det makabre på en måde, der udpensler den grafiske vold, men oprindelig var det et teater i Paris Le Theatre du Grand Guignol, som blev grundlagt i 1897 og først lukkede igen mere end 60 år senere i 1962.

Grundlæggeren var Oscar Metenier, og teatret blev opkaldt efter den populære dukke Guignol (på dansk kendt som Mester Jakel), der så dagens lys i 1808 og straks blev populær både blandt børn og voksne for sit mod, sin humor og sin aldrig svigtende sans for retfærdighed. Den franske betydning af Guignol, er klovn, men det er i virkeligheden ganske misvisende, for Guignol er slet ikke dum.

En aften i Le Theatre du Grand Guignol bestod som oftest af 5-6 korte stykker, som kunne være alt fra sex farcer til suspensfyldte krimidramer, men midtpunktet for teatret var gyset, som altid blev spillet med udpenslet vold, hvor øjnene poppede ud af hovedet på skuespillerne, eller blodet væltede ud fra en overskåret hals i et dramatisk og blodigt klimaks.

Le Theatre du Grand Guignol blev over årene en populær turist attraktion i Paris, men i 1962 lukkede teatret. Efter sigende skulle daværende direktør, Charles Nonon have udtalt: “Før 2. verdenskrig følte publikum, at det, der udspillede sig på scenen, var umuligt. Men nu ved alle, at disse ting – og ting langt værre – er mulige i virkeligheden”. Teatret var blevet overhalet af virkelighedens rædsler i Holocaust.

I dag lever kun begrebet “Grand Guignol” videre, men der er ingen tvivl om, at det parisiske teater har haft en væsentlig indflydelse på hele gysergenren og ikke mindst udviklingen af special effects.

Besøg Grand Guignols hjemmeside

Læs mere på wikipedia