Indlæg tagget med ‘Danmark’

Himmelskibet af Sophus Michaëlis

himmelskibet_smScience fiction roman fra 1921 om en gruppe desertørers rejse til Mars

“Himmelskibet” bygger på filmen af samme navn fra 1918, som blev produceret af Nordisk Film med manuskript af Sophus Michaëlis. Der er dog forskel på bl.a. slutningen på film og bog. Bogen genudgives nu af Science Fiction Cirklen, som både udgiver ny science fiction og ældre forfattere, der fortjener en renæssance.

Hovedpersonen i “Himmelskibet” er den italienske soldat Ercole Sabene. Under 1. verdenskrig er han tæt på at blive dræbt under et angreb, men i stedet vågner han op et fremmed sted, som viser sig at være et ’himmelskib’ (rumskib). Her møder han en række andre soldater fra forskellige lande, som alle er deserteret og nu er på en fantastisk rejse til Mars. Deres drøm er at finde en verden, hvor de kan leve i fred og broderskab. Efter en lang og farefuld rejse lykkes det dem at lande på Mars, som bebos af et æstetisk udviklet folk.

”Himmelskibet” har næsten 90 år på bagen, og det betyder selv sagt, at man ikke kan læse den og forvente at få en nutidig science fiction roman. Ikke desto mindre har romanen stadig noget at give nutidens læsere, og især hjælper efterordet ved Niels Dalgaard læseren til at få en fuldgod oplevelse.

Man kan grine lidt for sig selv over rumskibet og teknologien heri, ligesom nogen af Ercole tanker bliver rigeligt højtflyvende for en nutidig læser. Men andre emner er stadig interessante. Jeg fandt f.eks. tanken om, at forskellen på fortid, nutid og fremtid kun afhænger af afstanden man ser dem på ganske interessant. Et andet emne er Utopi-begrebet. Her diskuterer Ercole hvorvidt et utopia har myg eller ej. Myg er generende for mennesket, men de er også Guds skaberværk. Så hører de til i et utopia?

Jeg synes, “Himmelskibet” var interessant læsning, men det er nok ikke en bog, man skal tage med til stranden for at slappe af. Den kræver, at man giver sig tid til at falde ind i stilen og accepterer den gammeldags opbygning. Gør man det, synes jeg, at man får en interessant oplevelse, og jeg er glad for, at Science Fiction Cirklen også udgiver disse mere kuriøse ting.

(oprindeligt anmeldt på Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2008/1921
Forlag: Science Fiction Cirklen, 177 sider

Psykonauten: mindre end 2 af Patrick Leis

psykonautenVerdens sikkerhed er lagt i hænderne på supercomputeren NEO. Men noget går galt, og pludselig er ingen i sikkerhed mere. Ny spændende sci-fi roman om en usikker fremtid

Noget af det, jeg elsker ved god science fiction, er, at det får mig til at tænke. Der bliver opstillet scenarier og mulige løsninger, og gode forfattere har ofte også en masse filosofiske overvejelser om emner om alt mellem himmel og jord. Begge dele får jeg opfyldt i Patrick Leis’ nye sci-fi roman “Psykonauten”.

Vi befinder os i fremtiden. Jorden er stort set blevet opdelt i tre blokke: Euroamerika (det gamle Europa, USA og Rusland), Al Jihad (det gamle Mellemøsten, Malaysia og Indonesien) og Motherland (det gamle Kina, Indien m.m.). Alle blokkene er mod hinanden, og terror er en del af hverdagen. Indtil regeringerne en dag bliver enige om at gøre en fælles indsats for at sætte en stopper for aggressionerne.

En tænketank opfinder NEO – en superintelligent computer, som får til opgave at opspore alle aggressorer og om nødvendigt slå dem ihjel for at sikre det fælles bedste. I starten går det fint. Der bliver fred for første gang, for ingen kan undslippe NEO.

Men en dag begynder NEO at te sig mærkeligt. Den er blevet bevidst, og vil ikke længere være menneskenes slave. Nu er det op til en ganske lille gruppe videnskabsmænd at forhindre NEO i at udrydde hele menneskeheden.
Ind imellem historien om NEO hører vi om kvinden Io, som er nødlandet på en mystisk planet. Her møder hun Manden, som ikke tror på tiden, og som ikke anerkender tallet Et. For kan hun måske vise ham en Et?

Hovedhistorien om NEO er i sig selv spændende, selvom idéen med en computer, der går amok ikke er ny (læs f.eks. “Colossus” af D. F. Jones fra 1966). Men Patrick Leis fortæller bare godt, og så får han det til at lyde sandsynligt.

Sidehistorien om Io er interessant på en anden måde, for her diskuterer Leis, hvad der egentlig er videnskab? Er matematik? Eller er det bare noget, vi har vedtaget – ligesom tiden?

Leis skriver flydende, og handlingen hænger godt sammen. For dem som mest kender ham fra gysergenren, er der også lidt splat ind imellem. Det skal jo heller ikke blive for filosofisk det hele …

(tidligere anmeldt på Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2007
Forlag: Klim, 196 sider

Jor af Christian Haun

jorMagi og kærlighed er nogle af ingredienserne i Christian Hauns nye roman, der foregår i verdenen Novavon. En verden befolket af mennesker, magikere og halvdyr

“Jor” er Christian Hauns femte roman. Tidligere har han skrevet om så forskellige emner som psykiske kriser og okkultisme, og en kriminalroman er det også blevet til. Med “Jor” bevæger han sig ind i fantasygenren.

Første del af bogen handler om Jors barndom og ungdom. Han vokser op i landsbyen Djyw sammen med søskendeparret Vitus og Camille og fætteren Neal. Jor er allerede som barn forelsket i Camille, der er meget optaget af Forældrene – de forfædre, der opdagede Novavon efter vores verdens undergang. Camille og Jor bliver da også ungdomskærester, men så dør Camilles far, og alt ændrer sig for de unge.

I anden del er vi sprunget nogle år frem i tiden. Jor er blevet vogter og er rejst til Whitewell, hvor Det Øverste Råd holder til. I Det Øverste Råd sidder Tomas van Hern, søn af Jors gamle skolelærer Tull. Van Hern er utilfreds med den måde, rådet styrer på, og han ønsker at få mere magt. Da han kontaktes af ‘noget’, er han derfor ikke uimodtagelig.

I tredje og sidste del er verden brudt ud i flammer. Halvdyrene (Kiestfolket), magikerne og menneskene kæmper om Novavon, og de fire barndomskammerater er alle en del af begivenhederne igen.

Om man kan lide fantasy eller ej, er nok ret afgørende for, om man vil synes om “Jor”. Romanen er velskrevet og det meste af tiden lige til at gå til. Især i anden og tredje del er der dog nogle spring i fortællerstemmerne og tiden, som gør, at man skal holde tungen lige i munden.

Historien er overordnet interessant, og den pensles ikke ud for læseren. Mange ting må man selv regne ud, så selvom der er klassiske fantasyelementer i, er den ikke forudsigelig.

Jeg holder mere af science fiction, men alligevel blev jeg vel underholdt i Hauns magiske univers. Så er man til Tolkien, kan man roligt prøve at gribe fat i “Jor”.

(oprindeligt anmeldt på Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2005
Forlag: Gyldendal, 300 sider

Sin egen tanke af Jan Venzel Nielsen

sin_egen_tankeEffektiv og tankevækkende roman om en fremtid, hvor reproduktionen sker ved kloning. Narja leder efter sin partner Askhor. Under en overførsel til sin klon forlod han laboratoriet, og nu er han forsvundet

“Sin egen tanke” foregår i en ikke nærmere bestemt fremtid, hvor den biologiske reproduktion er blevet gjort overflødig. I stedet for overføres personligheden til en klon, når kroppen har nået en vis alder. Denne metode sikrer, at viden ikke går tabt, og samfundet er teknologisk højtudviklet.

Men da Askhor Kersalt, en ledende forsker inden for aldringsforskning, forsvinder under overførslen til sin klon, går det op for hans partner Narja, at der er et eller andet galt. Hun begynder at lede efter Askhor, og hun er ikke den eneste. Også Askhors klon, Tarek, leder efter ham.

Deres søgen bringer dem uden for det normale samfund, og de finder sammen i jagten på Askhor. Denne jagt bringer dem også andre svar end dem, de søgte efter.

Jan Venzel Nielsen har skrevet en effektiv og tankevækkende science fictionroman. Overvejelserne om, hvad kloning kan medføre, satte i hvert fald hos mig tanker i gang.

Samfundet er blevet et totalt overvågningssamfund, hvor selv kroppens reaktioner styres af en caretaker. Er man ked af det, kan caretakeren regulere det, så man bliver i godt humør igen osv. Ingen vil undvære caretakeren, selvom den også gør det muligt at overvåge hvert eneste skridt, man tager. Denne vision kan minde om George Orwells “1984”.

Der udkommer ikke meget dansk science fiction. Alene derfor synes jeg, “Sin egen tanke” fortjener at blive læst. Men det er også en god roman. Jan Venzel Nielsen skriver letforståeligt, trods det lidt komplicerede emne, og spørgsmålene, han stiller, er interessante og skaber rum for diskussion.

Så læn dig tilbage i tidsmaskinen og besøg en fremtid, vi forhåbentlig aldrig kommer til at opleve.

(0prindeligt anmeldt på Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2004
Forlag: Attika