Indlæg tagget med ‘genindspilning’

The Ring

The RingEgentlig synes jeg, at det er noget pjat med alle disse genindspilninger af asiatiske gysere, for som regel er originalen alligevel bedre. Det synes jeg også “Ringu” er i forhold til sin amerikanske version, men jeg vil trods alt ikke afskrive “The Ring” som decideret dårlig.

To piger sidder en aften, og den ene fortæller en historie om et mystisk videobånd, hvor man, hvis man ser det, dør efter syv dage. Samme aften dør den ene pige. Hendes moster, Rachel, er journalist og begynder at undersøge sagen, da det går op for hende, at tre andre unge døde samme aften – og at alle fire havde været sammen en uge før.

Rachel får fat i videobåndet og ser det, og nu har hun kun en uge til at opklare sagen, før hun selv bliver offer for videobåndets forbandelse. Som hjælp får hun sin eks-kæreste Noa, der også er far til hendes søn Aidan. Men hvem er personerne på videoen? Og hvorfor dør alle som ser den?

Plottet følger i det store hele den originale historie, og der gemmer sig derfor ingen overraskelser i slutningen, hvis man har set “Ringu”. Til gengæld er der lavet lidt ændringer i, hvor og hvordan båndet er blevet til. I stedet for en synsk kvinde har vi en hesteopdrætter, og hvorfor lige den ændring kan jeg ikke gennemskue, når resten helt ind til små detaljer med kameraføringen stort set følger originalen.

Jeg blev dog positivt overrasket over brugen af chok-effekter. Hvor de amerikanske genindspilninger som regel går helt amok og viser spøgelser og klamme skikkelser i en lind strøm, så holder Gore Verbinski sig nogenlunde klar af det vildt overdreven, og det betyder, at “The Ring” er ganske uhyggelig på den mere underspillede måde.

Hvis man ikke har set “Ringu”, tror jeg, at “The Ring” er en rigtig god film. Og har man set originalen, så bliver man selvfølgelig ikke så overrasket, men her er stadig tale om en vellavet film.

Filmen bygger på roman “Ring” af Koji Suzuki

Om “The Ring”:

Instruktør: Gore Verbinski
Udgivelsesår: 2002

Sweeny Todd

Sweeny ToddJeg holder meget af Tim Burton, og synes nærmest han er genial til at skabe stemning i sine film. Og det gør han også til fulde i denne mørke historie om Sweeny Todd, barberen fra Fleet Street.

Sweeny Todd, som han kalder sig nu, har været forvist i 15 år for en forbrydelse, han ikke begik. Grunden hertil var Todds smukke hustru, som dommer Turpin ønskede at få for sig selv. Todd er nu tilbage i London og ønsker hævn, for hans kone er død, og hans datter vokset op hos Turpin, som nu ønsker at gifte sig med hende.

Todd slår sig sammen med Mrs. Lovett, som sælger de værste pies i London. Han skærer halsen over på de kunder, som han synes fortjener det, og takke være den ny kødforsyning, bliver Mrs. Lovetts pies pludselig ganske populære. Til sidst lykkes det også Todd at få lokket dommer Turpin til sig. Men hævnen kan også have en bagside.

“Sweeny Todd” bygger på en musical, og her er en del sang i. Normalt synes jeg, at alt det syngeri trækker tempoet for meget ud af en film, men det fungerer faktisk udmærket her. Måske fordi Tim Burton – som altid – har kælet utrolig meget for billedsiden. Her er arbejdet med farverne, med kulisserne, med kostumerne osv. så det hele fremstår i et smukt dystert billede af London. Burton kan fremmane en gotisk stemning som få, og samtidig kan man mærke, at han har moret sig med at lave de mere blodige detaljer i filmen, som f.eks. Todds maskine til at få ligene af vejen.

Selvom jeg ikke er lige vild med alle skuespillerne, så imponerer både Johnny Depp og Helene Bonham Carter som henholdsvis Sweeny Todd og Mrs. Lovell. Men også Timothy Spall i birollen som dommerens håndlanger, Beadle Bamford, er helt forrygende. Han er usandsynlig slesk og ulækker, så det er en fryd for øjet.

“Sweeny Todd” er en film, hvor der i den grad er kælet for detaljerne, og hvor tempoet er roligt, så historien får lov til at udvikle sig stille og roligt, mens man som tilskuer bliver fanget fuldstændig ind. Den er iøvrigt filmatiseret flere gange, bl.a. i 1936 af George King.

Om filmen:

Instruktør: Tim Burton
Udgivelsesår: 2007

Besøg filmens hjemmeside

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Quarantine

QuarantineJeg var vildt begejstret for [REC], som er den originale indspilning af Quarantine. Jeg ved ikke, hvorfor man besluttede at genindspille den med amerikanske skuespillere (udover at man “over there” åbenbart ikke kan læse undertekster), for handlingen og filmningen følger næsten slavisk originalen. Der er måske arbejdet lidt mere med special effects, men i det store hele synes jeg, at filmene er identiske. Det er dog ikke nødvendigvist negativt, for eftersom jeg holdt meget af [REC], bliver Quarantine også god – men måske lidt unødvendig.

Vi følger journalisten Angela, som sammen med sin kameramand skal tilbringen natten på en brandstation og filme, hvad der sker. I starten er alt roligt, men så får stationen et opkald om en ældre kvinde, som tilsyneladende ikke kan komme ud af sin lejlighed. Angela tager med, og det bliver starten på et mareridt. Kvinden virker konfus og bange, men pludselig angriber hun en politimand og bider ham alvorligt. Da de forsøger at få fat i en ambulance til ham, opdager de, at hele huset er blevet sat i karantæne, og ingen får lov at komme ud.

Som [REC] er Quarantine en yderst klaustrofobisk og skræmmende oplevelse. Ingen ved, hvad der foregår, og efterhånden som situationen glider ud af kontrol, bliver virkeligheden mere og mere uvirkelig. Hele filmen er optaget med et subjektivt kamera set fra Angelas kameramand. Det giver nogle fantastiske intense billeder, og er med til at gøre handlingen plausibel. For vi ser, hvad personerne ser, og får ingen forklaring ud over hvad de får. Slutningen holder stadig, og jeg kan bestemt anbefale Quarantine, hvis du ikke har set originalen.

Om filmen:

Instruktør: John Erick Dowdle
Udgivelsesår: 2008

Mirrors

Så har jeg også fået set genindspilningen af “Into the mirror“, som Alexandre Aja lavede en genindspilning af i 2008 under titlen “Mirrors”.

Kiefer Sutherland spiller betjenten Ben, der tager et job som nattevagt i det nedbrændte stormagasin Mayflower, mens han kæmper for at komme på foden igen efter at have skudt en mand i tjenesten. Hans ægteskab er gået fløjten, han bor hos sin søster og drikker for meget. Men med jobbet håber han på en ny start.

Ben har dog ikke været længe i stormagasinet, før det går op for ham, at noget er forkert. Spejlene er skinnende blanke – og de viser ting, som ikke er der, når man vender sig om. Efter en oplevelse hvor Ben tror, han er ved at brænde ihjel, beslutter han sig for at finde ud af, hvad det er, spejlene vil fortælle ham. Det er dog ikke helt ufarligt …

Jeg har været meget begejstret for Alexandre Ajas tidligere film (“Haute tension” og genindspilningen af “The hills have eyes“), så jeg så frem til denne genindspilning af Sung-Ho Kims film fra 2003, som jeg synes var okay med flere gode elementer. Jeg er dog ikke sikker på, at “Mirrors” levede op til mine forventninger.

Aja giver historien sit eget twist, og det synes jeg er positivt. Hemmeligheden er derfor ikke ens i de to film, og det gør det jo altid lidt mere interessant, når man ikke fra starten kender plottet. Han genbruger dog flere ting, bl.a. slutningen som jeg nu forstår, men synes er bedre udført i originalen.

Kiefer Sutherland spiller rollen som Ben godt, og jeg synes, at visual effects er lavet fantastisk. Det nedbrændte Mayflower stormagasinet er en uhyggelig og overbevisende kulisse, så der er mange gode elementer. Men – jeg synes, at Aja smører for tykt på historien, så den mister troværdigheden. “Ånden” i stormagasinets spejle flytter sig fx rask rundt til spejle andre steder, og slutningen trækker lidt langt ud efter min mening.

“Mirrors” er en okay, men ikke specielt overraskende eller uhyggelig film, som kan ses af de fleste uden at provokere. Lidt for meget amerikansk mainstream, når man tænker på, hvor interessant Aja har været i sine tidligere film.

Instruktør: Alexandre Aja
Udgivelsesår: 2008

The Invasion

Jack Finneys roman “The body snatchers” fra 1955 er efterhånden blevet filmatiseret en del gange. Senest af Oliver Hirschbiegel i 2007 med bl.a. Nicole Kidman og Daniel Craig på rollelisten. Og hvor 1993 versionen er en ret ligegyldig og tam affære, er 2007 udgaven slet ikke så tosset. Ikke så god som Philip Kaufmans version fra 1978 med Donald Sutherland, men en ganske udmærket film. (Og nej, jeg har desværre ikke fået set originalfilmen fra 1956 af Don Siegel endnu)

“The invasion” starter med, at en spaceshuttel falder ned og straks isoleres, for noget gror på skroget. Men selvom man er opmærksom på faren, lykkes det alligevel sporene (som det viser sig at være) at inficere nogle mennesker, og en spredning af noget begynder. Det går dog ikke op for den almene befolkning, som blot tror, at en alvorlig influenza epidemi er under optræk.

Hovedpersonen Carol Bennell er psykolog og enlig mor for sønnen Oliver. En dag fortæller en af hendes patienter, at hendes mand ikke længere er hendes mand, og Carol opdager, hvordan folk omkring hende ændrer opførsel. Da hun opdager et mystisk stof og tager det med til sin ven, lægen Ben, opdager de, at noget er helt galt. Men før de når at reagere, er alt for mange smittet, og situationen virker ude af kontrol.

Nicole Kidman er udmærket i rollen som Carol, men jeg må også sige, at jeg fik en ny respekt for hendes evner som skuespiller i “The others”. Oliver Hirschbiegel har ikke satset på at lave klamme scener med de inficeredes forvandling (selvom det, vi ser, er godt lavet). I stedet fokuserer han på de psykologiske aspekter af historien. Hvordan en kendt verden pludselig virker anderledes og fjendtlig, uden at man kan sætte en præcis finger på hvorfor. Og på samspillet mellem menneskerne og de inficerede. Det er ret godt lavet.

Det eneste jeg har et problem med er slutningen, og nu kommer jeg med en spoiler!!!! Romanen fra 1955 ender med, at menneskene finder en kur mod sporene fra rummet, og det gør man også i “The invasion”. Men her synes jeg, at 1978 udgaven er langt mere uhyggelig. Jeg husker med gru og yderst tydeligt, hvordan Sutherland i slutningen af filmen afsløres som inficeret. Puha det var klamt!

Om “The Invasion”:

Instruktør: Oliver Hirschbiegel
Udgivelsesår: 2007

Se traileren til 1978 versionen

The hills have eyes (2006)

Her er endnu en film, hvor jeg ikke har set den originale klassiker, men først får set genindspilningen. I dette tilfælde vil jeg dog vove at påstå, at Alexandre Aja har gjort et glimrende job. Det betyder dog ikke, at jeg vil undlade at se Wes Cravens udgave også.

“The hills have eyes” handler om en amerikansk familie, som på en ferietur beslutter sig for at se ørkenen. Desværre for dem ender de på en blind vej, hvor bilen forulykker. Big Bob (spillet af Ted Levine som havde den uforglemmelige rolle som Jame Gumb i “Ondskabens øjne”) beslutter sig for at gå tilbage til gasstationen, som de kom forbi nogle miles siden for at ringe efter hjælp. Men mens han er væk, går det op for de andre, at de ikke er alene. Nogen holder øje med dem fra bjergene …

Der er flere virkelig fede scener i filmen, og alene selve scenariet i ørkenen er både smukt og skræmmende. På ekstra materialerne forstod jeg, at Aja har tilføjet en forladt by midt i ørkenen i forhold til originalen, og jeg synes, idéen er genial. Mutanternes make-up er ganske enkelt fremragende lavet, og hele stemningen i filmen er gysende lige fra filmens intro, som viser dokumentarklip af amerikanske atomprøvesprængninger.

Jeg har tidligere set “Haute tension” af Aja, som jeg også faldt fuldstændig for. Denne genindspilning af Wes Cravens klassiker levede til fulde op til mine forventninger, og jeg glæder mig til at se hans genindspilning af “Into the mirror”, som snart kommer i de danske biografer.

Instruktør: Alexandre Aja
Udgivelsesår: 2006

The Omen

The Omen, 2006Da jeg skrev denne anmeldelse, havde jeg endnu ikke har fået set den originale The omen fra 1976, så jeg kunne ikke sammenligne de to film. Men det kan måske være, at det var en fordel for min oplevelse af genindspilningen, for jeg blev egentlig positivt overrasket. Her var flere gode og uhyggelige scener, og skuespillet var heller ikke så tosset.

Robert Thorn (Liev Schreiber) arbejder på den amerikanske ambassade i Rom. Hans hustru Katherine (Julie Stiles) er gravid, men barnet er dødfødt. Det ved Katherine dog ikke, og da hospitalets leder tilbyder Robert, at de kan få en anden nyfødt dreng, hvis mor døde under fødslen i stedet for, accepterer han og fortæller intet til Kathrine.

Årene går, og Robert bliver flyttet til London, hvor han udnævnes til ambassadør efter, at hans chef er død i en ulykke, men familien er lykkelige. Så til Damiens fødselsdag hænger hans barnepige sig foran alle gæsterne. Alle er chokerede – måske på nær Damien. Den nye barnepige (Mia Farrow) overtager hurtigt styring, og snart mærker Kathrine, at noget er galt. Hun bliver bange for Damien og fortæller Robert, at hun tror, at Damien er den inkarnerede ondskab.

Men Robert lytter ikke, og først da Kathrine dør, og journalisten Jennings (David Thewlis) opsøger ham, begynder han at agere. Men måske er det allerede for sent?

Som sagt synes jeg, at der var flere gode takter i The Omen. Bl.a. var scenen på kirkegården, hvor Robert og Jennings opsøger Damiens biologiske mors grav uhyggeligt lavet. Også scenen hvor Kathrine ligger på hospitalet og den nye barnepige besøger hende, var rigtig skræmmende.

Mia Farrow udfylder rollen som barnepigen til fulde, og Seamus Davey-Fitzpatrick der spiller Damien, er ikke voldsomt irriterende, hvilket jeg ofte synes børn, der spiller onde kan være. Uden at have set originalen vil jeg derfor anbefale The Omen, som en udmærket gyser. Især er jeg glad for, at slutningen er, som den er. Andet ville have været for usandsynligt.

Om The Omen:

Instruktør: John Moore
Udgivelsesår: 2006
Originalfilm: 1976

The Toolbox Murders

“The Toolbox Murders” blev første gang blev lavet i 1978 af instruktøren Dennis Donnely, stærkt inspireret af “The Texas Chainsaw Massacre”. “The Toolbox Murders” fik dengang masser af omtale og blev forbudt i England pga. sin eksplicitte vold og sit kvindesyn. Knap 30 år senere har Tobe Hooper lavet en ny version af “The Toolbox Murders”, og ligesom første gang er her masser af blod.

En af mine yndlingsskuespillere, Angela Bettis, har hovedrollen som Nell. Hun flytter sammen med sin mand ind i Lusmans Arms, et gammelt hotel som nu er omdannet til lejligheder, og pt. er ved at blive renoveret. Men de har ikke boet i lejligheden mange timer, før det går op for dem, at væggene er tynde som papir – og at renoveringen langt fra er kommet så langt som lovet.

En dag overhører Nell naboens skrig om hjælp og ringer efter politiet, men da de kommer er der intet at se i lejligheden. Et par dage efter forsvinder Nells løbeveninde, og nu bliver Nell for alvor mistænkelig. Da ingen vil tro hende, begynder hun selv at undersøge sagen, og hun finder ud af, at der er et hus inde i huset. Men da hun finder indgangen, kommer hun selv i livsfare.

Der er gode ting i “The Toolbox Murders”, men der er også nogle knap så gode ting. Idéen om huset i huset er rigtig god, og kunne være rigtig skræmmende – hvis ikke lige morderen blev afsløret indenfor filmens første 5 minutter. Jo, han er en mystisk skikkelse, men i samme øjeblik man ser, hvem der myrder kvinderne, synes jeg mystikken og det uhyggelige forsvinder, og tilbage er bare splat som ikke er uhyggeligt.

Alt i alt er “The Toolbox Murders” dog ganske underholdende, hvis man kan lide film med masser af blod og visuelle mord. Men rigtig uhyggelig er den nu ikke.

Også omtalt på horrorsiden.dk

Instruktør: Tobe Hooper
Udgivelsesår: 2003

The Texas chainsaw massacre, 2003

The Texas Chainsaw MassacreHvorfor man har lavet denne genindspilning af den originale klassiker, fatter jeg simpelthen ikke. Her er tale om en virkelig dårlig film, som hverken bringer noget nyt til historien, eller tilføjer spændende elementer på billedsiden. Marcus Nispel har bare lavet en utrolig dårlig film, ud af et originalt oplæg.

Fem unge mennesker er på vej til en koncert, da de næsten kører en ung pige, som går midt på vejen, ned. De tager hende med op, men da de vil kører hende til et resthouse, går hun amok og skyder sig selv. Nu prøver de unge så at få fat i en sherif, men i stedet for ender de hos den gale familie Hewitt, som slår dem ihjel en for en.

Ingen overraskelser, intet særligt skuespil og kedelig. Det er, hvad jeg synes om den nye version af “Texas Chainsaw Massacre”.

Instruktør: Marcus Nispel
Udgivelsesår: 2003

Salem’s Lot

“Salem’s Lot” blev oprindelig filmatiseret i 1979. I 2004 kom så denne TV-udgave af Kings glimrende bog.

Rob Lowe spiller hovedrollen som forfatteren Ben Mears, der vender tilbage til sin barndoms hjemby for at skrive en bog. Men der går ikke længe efter, at han er ankommet, før det går op for ham, at noget er helt galt i byen. De nye beboere i det gamle Marsten House er ikke de pæne antikvitetshandlere, som de udgiver sig for, og snart er Ben involveret i en kamp på liv og død sammen med en lille gruppe af byens andre beboere.

Rollelisten indeholder udover Rob Lowe navne som Donald Sutherland, James Cromwell og Rutger Hauer. Manuskriptet følger ikke minutiøst bogen, men det gør nu ikke noget. Det kan give lidt overraskelser undervejs, og instruktøren har altid sin kreative frihed.

“Salem’s Lot” er ikke en dårlig film – den er bare heller ikke specielt god. Jeg blev aldrig rigtig skræmt undervejs, så hvis du ikke får set denne film, går du ikke glip af det helt store.

Instruktør: Mikael Salomon
Udgivelsesår: 2004