januar 2019
M T O T F L S
« dec    
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Gudrun Østergaard’

De sidste kærester på Månen – Lige under overfladen 9 / red. Carl-Eddy Skovgaard

De sidste kærester på Månen / red. Carl-Eddy SkovgaardSpændende antologi fra Science Fiction Cirklen, hvor temaerne strækker sig fra tidsrejser og virtuelle virkeligheder over cyborgs og uforklarlige opfindelser til dommedagsscenarier og aliens.

I 2007 udgav Science Fiction Cirklen første bind i serien Lige under overfladen med nyskrevne danske science fiction-noveller skrevet af en blanding af nye og etablerede forfattere. Konceptet har vist sig at være så levedygtigt, at vi her i 2014 er nået til bind ni, og endnu en gang må jeg sige, at her overordnet er tale om en rigtig fin udgivelse.

I alt tyve fortællinger (heraf et digt) er blevet valgt ud, og temaerne strækker sig fra tidsrejser og virtuelle virkeligheder over cyborgs og uforklarlige opfindelser til dommedagsscenarier og aliens. Også tandlæger har fundet vej til flere fortællinger, så det er science fiction i en bred forstand, læseren kan fornøje sig med.

Blandt mine absolutte favoritter i antologien er Jesper Golls novelle ’Betydningen af små ting’. Han skrev titelnovellen i seriens bind otte Farvel, min astronautog ’Betydningen af små ting’ er en selvstændig fortsættelse af denne. Vi følger en gruppe astronauter, som er udvalgt til at rejse ud i rummet, og for at klare den lange rejse er deres biologiske tid gjort så langsom, at for dem svarer en måned til hundrede menneskeår. Da de endelig når deres mål, planeten FGTS-218b, lykkes det dem at etablere en base. Men så sker det uforudsete, hvor små tings betydning går op for besætningen.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig en fortsættelse på beretningen om Cecilie og de øvrige astronauter og krydser fingre for, at Jesper Goll har det på samme måde. Også A. Silvestri imponerer med sin novelle ’Ukrudt’, som foregår på en planet, hvor en stamme fortæller om livet, der hver eneste dag er en kamp mod planterne. En velskrevet og velkomponeret historie, som rummer flere overraskelser undervejs.

Mikkel Harris Carlsens ‘Ledige værelser’ hører også til mine favoritter. Den handler om en sælger, som tilbringer de fleste af sine nætter på upersonlige hotelværelser over hele landet for en dag at falde over en hemmelighed om nattens værelse. Blandt kuriositeterne er Niels Kjærgaards ’Hvis De lige vil gabe op engang’ om tandlægen, der opdager et sort hul i patientens tænder. Digtet er ikke litterært nogen stor oplevelse, men idéen og lunet bag er ganske enkelt underholdende.

Derudover kunne jeg nævne ’Cogitopia’ af Kim Foss, som fascinerede mig med sin forestilling om, hvorledes Medicopolitiet i fremtiden medicinerer borgerne, så de overholder samfundets regler til alles bedste, ’Komtessen, opfinderen, direktøren og baronen – og Emma’ af Glen Stihmøe, en underholdende pastiche, der mindede mig om science fiction skrevet i starten af 1900-tallet samt ’De sidste kærester på Månen’ af Lars Ahn Pedersen, en velskrevet historie om hvad der vil ske med en månekoloni, hvis kontakten til jorden ryger.

Som sagt er kvaliteten af novellerne generelt højt og temaerne meget blandede. Enkelte noveller fangede mig dog ikke rigtigt, hovedsageligt fordi jeg ikke helt fik fat i pointen, for eksempel ’Stakhanov’ af Henning Andersen. Men det skal ikke afholde mig fra at anbefale De sidste kærester på Månen til alle, der holder af spændende ny science fiction.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Indhold:

Kenneth Krabat: Storm på vej.
Gudrun Østergaard: Mission.
Martin Schantz Faurholt: Blændværk.
Henning Andersen: Stakhanov.
Jesper Goll: Betydningen af små ting.
Mikkel Harris Carlsen: Ledige værelser.
Beatrix Miranda Ginn Nielsen: Græsset må ikke betrædes.
Glen Stihmøe: Komtessen, opfinderen, direktøren og baronen – og Emma.
Lonni Krause: Tandlægen der havde en plan.
A. Silvestri: Ukrudt.
Niels Kjærgaard: Hvis De lige vil gabe op engang.
Lars Ahn Pedersen: De sidste kærester på Månen.
Gry Pil Lund Ranfelt: HjernProtesen.
Claus Holm: Den perfekte partner.
Bo Sejer: Stilheden.
Majbrit Høyrup: Dommedagsdrømmere.
Christian Kaarup Baron: Den oligocæne forbindelse.
Maik Jensen: Bangkok Sim.
Kim Foss: Cogitopia.
Jon Terje Østberg: Bunker Blues

Om De sidste kærester på månen:

Udgivelsesår: 2014
Forlag: Science Fiction Cirklen, 322 sider

Serien Lige under overfladen:

Efter fødslen – lige under overfladen 12
Lidenskab og lysår – lige under overfladen 11
Som et urværk – lige under overfladen 10
De sidste kærester på månen – lige under overfladen 9
Farvel min astronaut – lige under overfladen 8
Nær og fjern – lige under overfladen 7
Fremmed stjerne – lige under overfladen 6
Den nye koloni – lige under overfladen 5
Ingenmandsland – lige under overfladen 4
Den hemmelige dal – lige under overfladen 3
I overfladen – lige under overfladen 2
Lige under overfladen

Undergang / red. Martin Schjönning

UndergangFængslende og meget forskellige noveller om menneskehedens undergang

I februar 2013 udskrev forlaget Valeta sammen med bloggen Apokalyptisk en konkurrence for apokalyptiske noveller. Reglerne var simple; novellerne skulle udspille sig under eller efter en global katastrofe, hvor jorden/menneskeheden går helt eller delvist under. Dog ingen historier om zombier!

Ud af de halvfjerds modtagne noveller blev femten udvalgt til antologien Undergang, og vindernovellen blev ganske fortjent Mikkel Harris Carlsens velskrevne ’La Gioconda ved Tidernes Ende’ om kunsthistorikeren Pawel, som står og nyder maleriet af Mona Lisa på Louvre, da bygningen pludselig styrter sammen omkring ham. Med døde og sårede omkring sig men selv uskadt tager han maleriet med sig for at beskytte det. Men efterhånden, som katastrofens omfang bliver klar, ændrer kunstens rolle sig.

De femten noveller tager meget forskelligt fat på emnet, og på trods af, at det umiddelbart ville være let at forfalde til rene horror-scenarier, så er novellerne andet og langt mere end det.

Åbningsnovellen ’Skriften på væggen’ af Inge Pernille er for eksempel en ganske humoristisk fortælling i to spor. Et, hvor den fåmælte forfatter forsøger at finde på en original apokalyptisk idé og et, hvor den gode doktor skal behandle en patient med en vorte. De to spor krydses til sidst i en finurlig og tankevækkende slutning.

’Sværmen’ af Manfred Christiansen er en mere klassisk undergangsfortælling i science fiction-regi, hvor en barriere lukker af for solens stråler og efterlader civilisationen i opløsning. Det lykkes for en gruppe overlevere at bryde barrieren, men ikke alle er glade for dette.

I ’Frelse gennem bod’ af Jacob Holm Krogsøe og Martin Wangsgaard Jürgensen er katastrofen for længst indtruffet, og nu forsøger de overlevende at klare sig igennem på bedste beskub. De to brødre, Peter og Jeppe, bor alene sammen med deres lille søn, Søren, men på en nærliggende herregård holder en religiøs gruppe til, som med alle midler forsøger at få brødrene med ind i fællesskabet. Her handler det ikke om selve katastrofen, men om de eftervirkninger den har på menneskeheden og civilisationen.

Den sidste novelle, jeg vil fremhæve, er Kasper Grandetofts ’Klong Prem’. I et thailandske fængsel sidder fortælleren, en vesterlænding, og venter på en dødsstraf. Han vil gøre alt for at flygte og har allieret sig med en lokal mafialeder, men før dagen for flugten oprinder, falder fængslets rutiner fra hinanden. Først begynder vagterne at opføre sig mærkeligt og endnu mere voldeligt, end de plejer, og så efterfølges et enormt brag af sprækker i fængslets mure. I kaosset slipper fortælleren ud, men til hvad?

Som det fremgår af ovenstående er novellerne, trods det fælles udgangspunkt, meget forskellige. Generelt synes jeg, at de er velskrevne og spændende tænkt, og det er også dejligt forfriskende, at der er flere nye navne blandt bidragsyderne, blandt andet en debutant på 70 år! Der var dog også enkelte noveller, som ikke sagde mig så meget, eksempelvis ’Lys, levende og langt væk’, som bestemt er velskrevet, men hvor jeg simpelthen ikke forstår historien. Men det kan jo være min dumhed.

Udover de femten noveller indeholder Undergang også et kort forord, hvor redaktøren fortæller om konkurrencen samt et interessant essay til slut om de apokalyptiske genrer. Desuden er der en kort introduktion til forfatterne sidst i bogen.

Alt i alt en spændende og velredigeret antologi, som kan læses af alle og ikke kun genre-entusiaster.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2014
Forlag: Valeta

Indhold:

Inge Pernille: Skriften på væggen
Maria Kjær-Madsen: Kromoson Y
Gudrun Østergaard: Ord har hærget
Paul Calderara Eskekilde: Mui Ne
Manfred Christiansen: Sværmen
Jacob Holm Krogsøe og Martin Vangsgaard Jürgensen: Frelse gennem bod
Mikkel H. Carlsen: La Gioconda ved tidernes ende
Rasmus Wichmann: Den forkerte art
Jeppe Bisbjerg: Sort sol
Merete Richter: Mycelium
Nikolaj Johansen: Døde mænd
Kasper Grandetoft: Klong Prem
Michael Toubro: Røvbøde
Martin Paludan: Lys, levende og langt væk
Amdi Silvestri: Den allersidste dans

Også omtalt på Litteratursiden.dk

Nær og fjern – lige under overfladen 7 / red. Carl-Eddy Skovgaard

Nær og fjern / red. Carl-Eddy Skovgaard Hvad kan en fejl under en teleportation afstedkomme, og må man fuske med ekspeditionsdata, hvis det kan ændre fremtiden til det bedre? Science fiction er meget mere end rumkrig og små grønne mænd.

Jeg har været fast læser af serien Lige under overfladen, siden den første antologi udkom i 2007. Serien indeholder science fiction-noveller skrevet af danske forfattere, og med science fiction menes genren i bredeste forstand. Årets første antologi Nær og fjern indeholder femten noveller af både debutanter og gamle kendinge. Temaerne er som altid mange, og generelt er novellerne af høj kvalitet. Det er interessant at læse, hvor mange forskellige temaer og indfaldsvinkler, genren giver plads til, og uanset om man mest er til det eksperimenterende eller det mere klassiske sci-fi, vil jeg mene, at man kan få sin lyst stillet.

Blandt de noveller jeg især bed mærke i, er Jesper Rugård Jensens ’Krigen i himlen’. Da Eigons kone bider ham i læben under et kys, overfører hun utilsigtet nogle af sine nanoer til ham. Eigon har aldrig fået lavet nogen udvidelser, da stemmerne i hans hoved har sagt nej. Så hvad sker der, når en skizofren krop tilføres nanoer, der arbejder for at hjælpe værtskroppen mange personligheder med at opnå sine mål?

Mere klassisk er titelnovellen, ’Nær og fjern’, af Gudrun Østergaard. Her styrter et rumskib ned på en planet, og da den eneste overlevende kommer til sig selv, er hun blevet reddet af et fremmed væsen, der viser sig at være intelligent. Men hvordan kommunikerer man på tværs af race? Simon Christiansen bidrager med novellen ’Fanget i tiden’, som er et interaktivt science fiction-eventyr, hvor læseren er helten. Historien er opdelt i små bidder, og efter hver bid vælger man hvilken vej, man vil gå. Personligt er jeg ikke så vild med den slags fortællinger, men historien er velskrevet og veludført, så jeg er sikker på, at andre læsere vil finde den vældigt underholdende.

I ’Et hændeligt uheld på Lincoln Street’ ser Mikkel Harris Carlsen på, hvad en fejl under en teleportation kan afstedkomme. Mens Manfred Christiansen undersøger, om det kan tilgives at fuske med ekspeditionsdata, hvis det kan ændre fremtiden til det bedre. Endelig bidrager Lars Ahn Pedersen med ’Tannhäuser Gate’, som måske mere er en historie om science fiction og de ting, der følger med at være fan af genren, når fremtiden udvikler sig i en anden retning, end man forventede. Forfatteren har fundet inspiration i blandt andet filmen Blade Runner og romanen Neuromancer, men som altid giver han historien sit helt eget twist.

Alt i alt er Nær og fjern endnu en spændende udgivelse fra Science Fiction Cirklen, som kun kan anbefales til alle fans af genren men også til dem, der endnu ikke ved, at science fiction er meget mere end rumkrig og små grønne mænd.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Indhold:

Henning Andersen: Fyrtårnet
Jesper Rugård Jensen: Krigen i himlen
Nicole Boyle Rødtnes: Mobildoktor
Lonni Krause: Tibetaneren Tilda og grønthandleren
Gudrun Østergaard: Nær og fjern
Martin Willer: Dr Kincaids optegnelser
Simon Christiansen: Fanget i tiden
Ellen Miriam Pedersen: For sent
Helle Jakobsen: PXx21894 område DK-Nord
Mikkel Harris Carlsen: Et hændeligt uheld på Lincoln Street
Beatrix Miranda Ginn Nielsen: Chatbot
Flemming R. P. Rasch: Omvej ved de ydre planeter
Nikolaj Johansen: Jump Session
Kenneth Krabat: Verdens nye ende
Manfred Christiansen: Mod bedre tider
Lars Ahn Pedersen: Tannhäuser Gate

Om Nær og fjern:

Udgivelsesår:
Forlag: Science Fiction Cirklen, 260 sider

 

Serien Lige under overfladen:

Efter fødslen – lige under overfladen 12
Lidenskab og lysår – lige under overfladen 11
Som et urværk – lige under overfladen 10
De sidste kærester på månen – lige under overfladen 9
Farvel min astronaut – lige under overfladen 8
Nær og fjern – lige under overfladen 7
Fremmed stjerne – lige under overfladen 6
Den nye koloni – lige under overfladen 5
Ingenmandsland – lige under overfladen 4
Den hemmelige dal – lige under overfladen 3
I overfladen – lige under overfladen 2
Lige under overfladen

Fremmed stjerne – Lige under overfladen 6 / red. Carl-Eddy Skovgaard

Fremmed stjerne - lige under overfladen 6Tidsrejser, satiriske fremtidsscenarier og alternative virkeligheder og aliens er blot nogle af ingredienserne i Fremmed stjerne.

Fremmed stjerne er sjette bind i Science Fiction Cirklens serie af novelleantologier med nyskrevne noveller af danske forfattere. I år er der medtaget 26 noveller plus et digt, og sidetallet er da også nærmest fordoblet i forhold til første bog i serien. Det skal jeg dog på ingen måde brokke mig over, for som i de første fem bind er her generelt tale om noveller af høj kvalitet.

Temaerne i antologien dækker både tidsrejser, satiriske fremtidsscenarier og alternative virkeligheder, aliens og meget mere, mens forfatterne spænder fra debutanter til garvede skribenter.

Blandt mine favoritter er Sofie Boysens novelle ”Savner du din far?”, som foregår i en verden i krig. Hver aften skal hovedpersonen, en lille dreng, svare på et langt spørgeskema, som altid indledes med spørgsmålet: Savner du din far? En fin lille novelle som fik mig til at tænke på Orson Scott Cards roman Enders strategi.

En anden perle er Beatrix Miranda Ginn Nielsens ”Orm”. I en fremtidig verden er følelser ilde set. Hvis man ikke selv kan kontrollere dem, kan man få en ”orm” indopereret, og herefter er man sikker. Hovedpersonen Rikke er dog sikker på, at hun aldrig vil få brug for en orm, men så falder hendes fars rumsonde ned. Tanken om et fremtidssamfund, hvor følelser ikke længere er tilladte, virker skræmmende på mig, og måske derfor står denne novelle stærkt efter endt læsning.

I Richard Ipsens novelle ”Jeg husker alt” er vesten blevet stedet med den billige arbejdskraft, og kineserne har overtaget stort set alle arbejdspladser i Danmark. Hovedpersonen er uddannet akademiker, men kalder sig selv for dataslave. Hans job går ud på at behandle forskningsdata i små bidder og sende resultaterne videre. Hovedpersonen hader kineserne og det, de står for, og han har en plan, som skal gøre ham rig og samtidig ødelægge kinesernes monopol på vigtige opdagelser. Jeg synes tanken om en verden, hvor vi i vesten er reduceret til lønslaver under usle forhold er rigtig interessant. Scenariet henleder læserens tanker på, hvordan virkeligheden er for mange millioner mennesker i dag, men som vi sjældent interessere os for.

Også Jesper Rugård Jensen har med ”Fredag formiddag” skrevet en yderst vellykket fortælling. Miklas arbejder for politiet, og en fredag formiddag bliver han bedt om at tage til Dragør med en kollega for at undersøge et mord. Og hvad har det så med science fiction at gøre? Jo, Dragør var udsat for en uforklarlig hændelse nogen tid før, hvor alle indbyggerne blev kopieret. Nu er byen kontrolleret af militæret, som altså har brug for Miklas hjælp. En rigtig skræmmende og velfortalt novelle om identitet og menneskelighed.

Jeg er også vild med Lars Ahn Pedersens novelle ”Zoo”. Fortælleren har aldrig troet på ”galningene”, som fortalte, at de havde været kidnappet af rumvæsner. Stor er derfor hans fortrydelse, da han selv oplever det – og endnu større bliver fortrydelsen, da det går op for ham, hvad formålet med kidnapningen har været. Lars Ahn Pedersen har en sjælden evne til at sige ”hvad nu hvis?” og så løbe tanken helt ud. Denne gang fortæller han humoristisk om manden, der ender som udstillingsobjekt i en intergalaktisk zoologisk have, men samtidig rummer fortællingen en dyb alvor, og som i Richard Ipsens novelle viser han os skyggesiderne i vores egen verden.

Naturligvis – kunne jeg næste skrive – er også A. Silvestris novelle ”Højdepunkt” blandt samlingens bedste. Her følger vi en ung mand, som lever under jorden. Han drømmer om at blive voksen, så han kan komme i gang med at arbejde og få sig en kæreste – gerne Maria med de store bryster. Novellen virker umiddelbart som en fortælling om en fremtidig verden, der har måttet forskanse sig under jorden pga. en ukendt katastrofe, men i A. Silvestris univers er sandheden aldrig simpel.

Til slut skal også Gudrun Østergaards ”Sidst på eftermiddagen, først på aftenen” fremhæves for sin smukke og grumme fortælling, samt Michael Kamp for titelnovellen ”Fremmed stjerne” som i den grad maner til eftertænksomhed.

Som sagt er kvaliteten af novellerne dog generelt højt, og jeg kunne sagtens have fremhævet endnu flere fortællinger fra Fremmed stjerne. Jeg glæder mig allerede til næste års udgivelse.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

 

Indhold:

Flemming R.P. Rasch: Hotellet ved verdens ende.
Sofie Boysen: Savner du din far?.
Hanne Rump: At bede en stille bøn.
Mogens Graae Hansen: Hvad man ønsker.
Beatrix Miranda Ginn Nielsen: Orm.
Maria Kjær-Madsen: Aldrig mere svag.
Lise Andreasen: Samtaler på bryllupsdagen / Lise Andreasen & Glen Stihmøe.
Nicole Boyle Rødtnes: Koden under huden.
Mikkel Harris Carlsen: Dette er mit legeme.
Richard Ipsen: Jeg husker alt.
Kenneth Krabat: Genopfindelsen af sorg.
Gry Pil Lund Ranfelt: Den lykkelige slutning.
Oliver Ruby: Hvis dette var science-fiction (digt)
Jesper Rugård Jensen: Fredag formiddag.
Maik Jensen: Museumsinspektøren.
Lars Ahn Pedersen: Zoo.
Klaus Æ. Mogensen: Julemandens store nat.
Bjarke Sølverbæk: Maskinen der skrev.
A. Silvestri: Højdepunkt.
Manfred Christiansen: Peblingesøen.
Michael Kamp: Fremmed stjerne.
Simon Christiansen: Roboethius de Dacia.
Lonni Krause: Slagelse versus Kuiperbæltet.
Patrick Leis: Utilsigtede bivirkninger.
Gudrun Østergaard: Sidst på eftermiddagen, først på aftenen.
Nikolaj Johansen: Atomvinter.
Henning Andersen: Aldrig skal forlade dig

Om Fremmed stjerne:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Science Fiction Cirklen, 409 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Serien Lige under overfladen:

Efter fødslen – lige under overfladen 12
Lidenskab og lysår – lige under overfladen 11
Som et urværk – lige under overfladen 10
De sidste kærester på månen – lige under overfladen 9
Farvel min astronaut – lige under overfladen 8
Nær og fjern – lige under overfladen 7
Fremmed stjerne – lige under overfladen 6
Den nye koloni – lige under overfladen 5
Ingenmandsland – lige under overfladen 4
Den hemmelige dal – lige under overfladen 3
I overfladen – lige under overfladen 2
Lige under overfladen

Til deres dages ende / redigeret af Nikolaj Højberg

Jeg læser ikke ret meget fantasy. Sikkert fordi jeg fejlagtig forbinder det med meget sort/hvide tjubang-fortællinger med muskelsvulmende helte, som redder skønjomfruer og kæmper mod onde troldmænd, drager og andet skidtværk. Jeg læste dog alligevel “Til deres dages ende”, fordi jeg i en omtale af antologien havde set, at enkelte af novellerne også indeholdt horror-træk. Stor var min glæde, da det viste sig at være sandt, og at “Til deres dages ende” ovenikøbet er en rigtig underholdende antologi, også for ikke-fantasy-læsere.

Novellerne er skrevet af en blanding af mere og mindre kendte forfattere. Ikke overraskende er de mest vellykkede historier (efter min mening) skrevet af de mere garvede penneførere, men der er også rigtig gode takter blandt de nyere stemmer, og jeg synes ikke, at nogen af novellerne falder helt ved siden af.

Min favorit er Teddy Vorks ”Mare mare minde”, som bringer Ole Lukøje ind i en ny kontekst. Drengen Peter er alvorlig syg, og denne aften er han alene med babysitteren. Peter kan ikke sove, og selvom han prøver at overbevise sig om, at der ikke gemmer sig noget i skyggerne, så lykkes det ikke helt. Pludselig får han hjælp fra en uventet kant – men er det for sent? Vork har bl.a. skrevet novellesamlingen “Hvor skyggen falder” og romanen “Diget“. Her kombinerer han sin evne til at fortælle en skarp og velvinklet historie med sit kendskab til sagn og myter. En uhyggelig underholdende novelle.

Aske Munk-Jørgensen indleder antologien med sin skræmmende og velfortalte ”Seidr”, som tager læseren med tilbage i Danmarkshistorien, før kristendommen helt fordrev de gamle skikke. Jeg har ikke læst andet af Munk-Jørgensen, men her viser han klart gode takter indenfor horror-genren.

Også Richard Ipsen får det til at isne i læseren med novellen ”Bronze” om jalousi og alkymi, og hvad der kan ske, når man ikke helt gennemtænker konsekvenserne af sine handlinger.

Lars Ahn Pedersen er også altid repræsentant for en læseværdig novelle, og således er ”Til deres dages ende” med sine fortsættelser på kendte eventyr både underholdende og tankevækkende. Det er måske ikke rigtig horror, men det er faktisk lidt uhyggeligt alligevel.

Også A. Silvestri skal fremhæves for sin ”Et horn i siden”, om lykkeridderen Erdengard som fanger en enhjørning ved hjælp af svig. En humoristisk fortælling som sætter spørgsmålstegn ved, om man nu kan stole helt på de gamle myter.

Nikolaj Johansens ”Sidste Konda” er en betagende fortælling med rødder i kinesisk folklore, og Martin Schjønnings ”Træ” er actionfyldt underholdning med grønne bagtanker og en advarsel om ubetinget at stole på magthaverne. Endeligt vil jeg også fremhæve ”Cara” af Tina Christensen, som er en alfe-historie med en ny vinkel.

Som sagt er niveauet generelt højt i samlingen, som i bibliotekernes lektørudtalelse også fik følgende beskrivelse med sig: ”Alle novellerne emmer af stor fortælle- og skrivelyst, og bogen er en oplagt mulighed for at få en smagsprøve på, hvad dansk fantasy kan.”

Jeg følte mig vældigt underholdt, og synes at de mange forskellige noveller viser en bred mangfoldighed indenfor fantasy-genren, som jeg stort set var uvidende om. Og så er det jo lækkert, at der også er et par horror-bidder med undervejs.

Indhold:

Aske Munk-Jørgensen: Seidr
Sven Ørnstrup: Zebraungens jul
Richard Ipsen: Bronze
Nikolaj Johansen: Sidste Konda
Andreas Markert: Eudaimonia
Gudrun Østergaard: Animaxit
Kristoffer J. Andersen: Tale af guld, tavshed af sølv
Lars Ahn Pedersen: Til deres dages ende
Sari Therkelsen Arent: Krystalstemmer
Martin Schjønning: Træ
Tina Christensen: Cara
Mikkel Harris Carlsen: De umætteliges kreds
A. Silvestri: Et horn i siden
Helle Lee Sol Haugaard: Engel eller dæmon?
Teddy Vork: Mare, mare minde

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Leeloomultipass/Dreamstime.com

Også omtalt på Den Elektriske Kanin og Litteratursiden.dk

Det sker igen / red. Nikolaj Højberg

Det sker igenI 2010 opfordrede forlaget Kandor til indsendelse af noveller til en antologi, hvis mål var at give udtryk for, hvorfor vi aldrig igen skal give plads til racisme og fascisme. Resultatet blev Det sker igen, som udkom i slutningen af 2011.

Om antologien skriver forlaget selv: ”Racisme. Kontrolmentalitet. Fremmedgørelse. Ringeagt af medmenneskelighed. Alle har haft gode vækstvilkår det sidste årti. Hvilken verden går vi i møde, hvis denne vækst får lov til at fortsætte? Hvilken verden skal vores efterkommere vokse op i? Det er svært at spå om fremtiden, men med denne antologi gøre elleve danske forfattere forsøget og giver deres bud på, hvilken verden vi går i møde. Hvis den da ikke allerede er her.”

Jeg har bestemt sympati for udgivelsen, som sætter fingeren på, hvordan vores hverdag har ændret sig i de senere år. Hvordan vi tager os mindre af hinanden og er bange for det fremmede, det nye og i sidste ende hinanden. Hvordan enhver er sig selv nærmest, og det ikke så meget handler om, hvad man har brug for, men hvad man har krav på.

Men det kan være en vanskelig opgave at skrive en novelle med et forudbestemt budskab uden at virke prædikende eller bedrevidende. Det er dog i store træk lykkes rigtig godt, og flere af novellerne er af rigtig høj klasse.

Blandt de bedste er A. Silvestri, som virkelig er ved at finde sin platform som forfatter. I novellen ”Morituri te salutant” følger vi fire borgere, som i fremtidens Danmark ikke kan yde deres bidrag til samfundet. Steffen ryger for meget, Lise spiser for meget, Morten drikker for meget, og Erica er kritisk kunstner. Først ligner novellen en historie der er set flere gange før, bl.a. i Stephen Kings novelle ”Quitters A/S” fra 1978, om en mand som ønsker at holde op med at ryge og til det formål får hjælp fra et barsk firma. Men Silvestri driver tanken endnu længere ud, og lader de fire borgere optræde i et tv-program, mens de afstraffes – og de har indflydelse på de andres lidelser. Titlen er latinsk og betyder ”de, der skal dø, hilser dig”, og blev brugt af gladiatorerne når de hilste på kejseren på vej ind i arenaen, og både Steffen, Lise og Morten accepterer da også, at det er deres lod at blive straffet for ikke at leve op til samfundets normer, ligesom gladiatorerne accepterede, at det var deres lod at dø for underholdningens skyld.

En anden af mine favoritter er Flemming Raschs novelle ”Mordet på Mads”, som i et enkelt og nærmest udtryksløst sprog fortæller om Mads, der ikke er dygtig nok i skolen og derfor skal destrueres. Det lykkes ham i første omgang at flygte, men alle, han søger hjælp hos, stikker ham. Senere kommer han dog tilbage i en ny og forbedret version, og nu er det ham, de andre bør frygte.

Sprækker” af Gudrun Østergaard handler om Inga Horsman, der opdager, at nogen vandaliserer de offentlige bygninger. Hun melder det naturligvis, og efter noget tid lykkes det at fange forbryderen som må modtage sin straf i offentlighed og med hjælp fra tilskuerne. Novellen bringer tankerne tilbage på middelalderens afstraffelsesmetoder, men viser også, at selv det mest modbydelige, vi kan udtænke, alligevel ikke kan stoppe frie tanker.

Den anden kvindelige forfatter i antologien er Lise A., som bidrager med ”Snuppet i tolden”. Her bliver en af hovedmændene bag det 100 % sikre middel til at sikre Danmark mod uønsket indvandring, selv stoppet i tolden. Naturligvis er han sikker på, at systemet snart vil opdage sin fejl, men hvad nu hvis det ikke gør?

Endelig vil jeg også lige nævne ”Underboen” af Mikkel Carlsen, der som en af de få noveller ender optimistisk. Pensionisten Johannes får en ny underbo, og da han går ned for at byde velkommen, opdager han, at det er et insektlignende væsen. I rædsel murer han sig inde i sin lejlighed, og til sidst beslutter han sig for, at han er i sin gode ret til at begå selvtægt for at få underboen væk. Undervejs sker der dog noget uforudset.

Forlaget KANDOR drives af ildsjæle, der brænder for at udgive bøger indenfor de fantastiske genrer: gys, horror, fantasy og science fiction. Læs mere om Det sker igen på deres hjemmeside

Om Det sker igen:

Udgivelsesår: 2011
Omslag: Aleksandr Frolov | Dreamstime.com

Læs et interview med Nikolaj Højberg på Fantastiske Forfattere

Indhold:

Maskinskær af Nikolaj Johansen
Hamatano af Thomas Strømsholt
Den søde ventetid af Jesper Rugård Jensen
Et øjebliks transcendens af Jonas Wilmann
Morituri te salutant af A. Silvestri
Mordet på Mads af Flemming Rasch
Sprækker af Grudrun Østergaard
Armen af Morten Carlsen
Underboen af Mikkel Carlsen
Snuppet i tolden af Lise A.
Hvid Chili af Nikolaj Højberg

Den nye koloni – lige under overfladen 5 / red. Carl-Eddy Skovgaard

Den nye koloni - LUO 5Rumrejser, kolonier på månen, satiriske fremtidsscenarier og spekulativ fiktion er blot nogle af ingredienserne i endnu en fin novelleantologi fra Science Fiction Cirklen

Forestil dig en verden hvor døden er udryddet. Du bliver bare ved og ved med at leve, og skulle du komme alvorligt til skade i en ulykke, så bliver du uden problemer reloaded og kan leve videre. For Piet er livet dog blevet for indholdsløst, og nu ønsker han at dø for alvor. Men det kræver tilladelse – og hjælp fra et særligt firma.

Det er udgangspunktet for Lars Ahn Pedersens En helt almindelig død, der indleder Den nye koloni, femte novelleantologi fra Science Fiction Cirklen med nyskrevet dansk science fiction. Pressemeddelelsen lover, at samlingen er endnu bedre end i de foregående år, og jeg er tilbøjelig til at give redaktør Carl-Eddy Skovgaard ret, for fra Ahns fremragende start stiger niveauet bare endnu mere.

Blandt de øvrige bidrag finder man bl.a. A. Silvestri, som giver et utraditionelt bud på en science fiction historie med Glemmer du så husker jeg alt; Steen Knudsens Ad Astra som lader fremtidens rumrejser blive foretaget af munke; Gudrun Østergaards Den sidste markør der bliver endnu mere aktuel pga. det nyligt udskrevne valg; Flemming R. P. Rasch’s Lige efter bogen som både er interessant og skræmmende; Glen Stihmøes Grimpeur som giver os noget at tænke over i forhold til aliens og cykelløb; og ikke mindst Oliver Rubys poetiske Kærlighedens gyldne ord.

Jeg holder meget af science fiction og i særdeleshed i novelleformen, hvor forfatteren skærer helt ind til benet af sin historie. I Den nye koloni er det lykkedes at samle en lang række spændende og meget forskellige historier, som hver især giver sit bud på, hvad en science fiction novelle kan være. Her er både rumrejser og alternative religiøse samfund; her er aliens og robotter og ikke mindst mennesket kastet ud i forskellige fremtidsscenarier. Det er underholdende, tankevækkende, spændende, morsomt og til tider rørende. Det er med andre ord god litteratur for alle – og ikke bare for science fiction entusiaster som mig…

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Indhold:

Lars Ahn Pedersen: En helt almindelig død
Christian Holger Pedersen: Ingen plads til superhelte
Steen Knudsen: Ad astra
Michael Kamp: Homo arachnida
Maria Kjær-Madsen: Mellem liv og død
Nikolaj Johansen: Ex terra
Jesper Rugård: Hvis løver kunne tale
Camilla Wandahl: Himmelflugt
Jeppe Bisbjerg: Eon
Klaus Æ. Mogensen: Palins projekt
Gudrun Østergaard: Den sidste markør
Mogens Graae Hansen: En mand ved navn Quinn
Manfred Christiansen: Bedre oplevelser til salg
Palle Hellemann: Den nye koloni
Henning Andersen: Ananke
Patrick Leis: Loops
Glen Stihmøe: Grimpeur
Flemming R.P. Rasch: Lige efter bogen
Ellen Miriam Pedersen: Sort Messias
A. Silvestri: Glemmer du så husker jeg alt
Oliver Ruby: Kærlighedsgyldne ord
Richard Ipsen: Lysets by
Anders Weitze Pedersen: Istid
Kenneth Krabat: Tænke på silke under invasionen

Om Den nye koloni:

Udgivelsesår: 2011
Forlag: Science Fiction Cirklen, 332 sider

Serien Lige under overfladen:

Efter fødslen – lige under overfladen 12
Lidenskab og lysår – lige under overfladen 11
Som et urværk – lige under overfladen 10
De sidste kærester på månen – lige under overfladen 9
Farvel min astronaut – lige under overfladen 8
Nær og fjern – lige under overfladen 7
Fremmed stjerne – lige under overfladen 6
Den nye koloni – lige under overfladen 5
Ingenmandsland – lige under overfladen 4
Den hemmelige dal – lige under overfladen 3
I overfladen – lige under overfladen 2
Lige under overfladen

Ingenmandsland: lige under overfladen, 4 / red. Carl-Eddy Skovgaard

Ingenmandsland - Lige under overfladen 422 nyskrevne danske science fiction noveller der tager læseren med til både månen, fremtiden og fortiden.

Science fiction er mange ting. De, der tror, at det kun drejer sig om krig i rummet eller kedelige beskrivelser af robotter og rumskibe, har aldrig læst rigtig science fiction. Til dem vil jeg anbefale at læse Ingenmandsland, for her præsenteres en bred vifte af noveller, der viser, hvor forskellig science fiction kan være.

Ingenmandsland er den fjerde antologi fra Science Fiction Cirklen med nyskrevne danske science fiction noveller. Redaktør Carl-Eddy Skovgaard har udvalgt 22 noveller af mere end 50 indsendte, og det er blevet en blandet samling af fortællinger, der spænder lige fra rumrejser og alternative virkeligheder over aliens til spekulativ fiktion.

Samlingens måske bedste novelle er Matthæus 20:16 af A. Silvestri. Historien om verdens først (og sidste) tidsrejsende. Novellen er velskrevet og har både kant og stiller spørgsmål, og så har den en sidste linje som lige får læseren til at tænke sig om en ekstra gang.

Lars Ahn Pedersen kandiderer dog også til bedste novelle med Portræt af en månepige, hvor den tidligere så berømte journalist Vincent Lee bliver sendt til månen for at lave et portræt af Selene Ramirez Zhao, der snart fylder 80, men er det første menneske, som aldrig har været på jorden. Det starter som en banal opgave, men ender med at Lee opdager, at historien ikke er så enkel endda.

En anden favorit er Thomas Strømsholt Tiamat. Her er det lykkedes forskere at stabilisere et ormehul, og nu kommunikerer ormehullet med alvorlige konsekvenser for menneskene. Novellen er et godt eksempel på, at selvom jeg ikke nødvendigvis fatter det mere videnskabelige indhold i novellen, så kan jeg godt blive grebet, når idéen er god.

Jeg synes, det endnu en gang er lykkes for Science Fiction Cirklen at udgive en både interessant og underholdende antologi. Der er selvfølgelig forskel på kvaliteten af novellerne eftersom nogen af forfatterne nærmest debuterer i Ingenmandsland, mens andre har større erfaring. Ikke desto mindre følte jeg mig både underholdt og fik noget at reflektere over under læsningen, så nyd en tur ind i dansk science fiction med ’Ingenmandsland’.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Indhold:

Ellen Miriam Pedersen: Byens lyd
Maria Kjær-Madsen: Russisk roulette
Majbrit Høyrup: Debriefing af Hibernauter
Jeppe Bisbjerg: Ingenmandsland
Steen Knudsen: Skyggen af en kat
Nikolaj Johansen: Vandkøler
Lav sol over Krakow / Lise Andreasen og Glen Stihmøe
Lars Ahn Pedersen: Portræt af en månepige
Gudrun Østergaard: Havnomader
Richard Ipsen: De gamle svin
Katja Nilsen: Når lyset går ud
Camilla Wandahl: Se mig
Lonni Krause: Blåfugl
A. Silvestri: Matthæus 20:16
Mogens Hansen: Jeg er
H.H. Løyche: Der’ penge i skidtet
Flemming R.P. Rasch: Nosferata
Kenneth Krabat: Plan
Thomas Strømsholt: Tiamat
Henning Andersen: Kogebog for tidsrejsende
Jesper Rugård Jensen: Mission til Cho’it
Patrick Leis: Genfærd

Om Ingenmandsland:

Udgivelsesår: 2010
Omslag: xxxrt.org
Forlag: Science Fiction Cirklen, 307 sider

Serien Lige under overfladen:

Efter fødslen – lige under overfladen 12
Lidenskab og lysår – lige under overfladen 11
Som et urværk – lige under overfladen 10
De sidste kærester på månen – lige under overfladen 9
Farvel min astronaut – lige under overfladen 8
Nær og fjern – lige under overfladen 7
Fremmed stjerne – lige under overfladen 6
Den nye koloni – lige under overfladen 5
Ingenmandsland – lige under overfladen 4
Den hemmelige dal – lige under overfladen 3
I overfladen – lige under overfladen 2
Lige under overfladen

Den hemmelige dal – Lige under overfladen 3 / red. Carl-Eddy Skovgaard

den_hemmelige_dalluo3Forestil dig, at du kan designe din egen baby ned til mindste detalje. Eller at hele din verden i virkeligheden er et stort forsøgslaboratorium

God science fiction stiller spørgsmål. Det kan være spørgsmål om samfundet, etiske holdninger, historiske ”kendsgerninger” m.m. I ”Den hemmelige dal” har Science Fiction Cirklen for 3. gang samlet en række nyskrevne danske noveller, der alle lever op til prædikatet: God science fiction.

De 21 noveller er alle meget velskrevne. I de første to udgivelser har der været et par noveller, som jeg ikke var lige så vild med som de øvrige, men denne gang er niveauet utroligt højt, og det er svært for mig at fremhæve en enkelt novelle som den bedste.

Maria Kjær-Madsen er dog ikke til at komme uden om. Hun fortæller i ”Wonderboy” om parret, som er blevet godkendt til en baby hos BabySign. De er et atypisk par, idet hun er designet, og han er ”bibel-barn”, men indtil nu har de haft et godt liv sammen. Med babyen kommer dog en masse spørgsmål, for hvad er vigtigst – at være glad for naturen eller kunne stave 100%. ”Wonderboy” stiller en masse interessante spørgsmål til, hvor langt vi kan – og vil – gå, når det drejer sig om genteknologi.

”Hulsleb” af Richard Ipsen vil jeg også hive frem, fordi den blander nogle elementer ind, som vi normalt ikke forbinder med en science fiction historie, nemlig små mænd med røde huer og træsko!

En mere ”typisk” science fiction fortælling er ”Alien Ghost Ballet” af Lars Ahn Pedersen, hvor en kendt ballet-instruktør sendes til en fremmed planet for at lære indbyggerne at danse ballet. Der er dog den hage ved det, at indbyggerne har tre ben, vinger og er dobbelt så høje som mennesker! Naturligvis er der andet end ballet i historien, som er meget velskrevet og også er den længste i samlingen.

Slutteligt skal også ”Bevillinger” nævnes. En satirisk fremstilling af forskningens vilkår i Danmark der også involverer tidsrejser.

Jeg kunne også have fremhævet Simon Christiansen, Malan Jacobsen, Patrick Leis eller H. H. Løyche, som også bidrager med fremragende noveller. I stedet vil jeg opfordre både science fiction fans og andre til at læse novellesamlingen, for her er masser af gode historier.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Indhold:

Camilla Wandahl: Søsken
Gudrun Østergaard: Ambassadørens blå minder
A. Silvestri: Godnat
H.H. Løyche: Ryg og rejs
Maria Kjær-Madsen: Wonderboy
Helle A. Nissen: Kaptajnen
Malan Jacobsen: Terrarium
Lonni Krause: Irma Ovesen
Klaus Æ. Mogensen: Den hemmelige dal
Richard Ipsen: Hulsleb
Thomas Strømsholt: Arbores
Mikala Rosenkilde: Tusmørkefolket
Simon Christiansen: Simulacra
Brian P. Ørnbøl: Cargo Cult
Lars Ahn Pedersen: Alien Ghost Ballet
Flemming Rasch: Bevillinger
Laila Ammitsbøl: Brevet fra mor
Nicole Boyle Rødtnes: Bjørnedyr
Lise Andreasen: NeuralTerapi
Patrick Leis: Til min elskede
Manfred Christiansen: Jens, Rummand

Om bogen:

Udgivelsesår: 2009
Forlag: Science Fiction Cirklen, 289 sider

Serien Lige under overfladen:

Efter fødslen – lige under overfladen 12
Lidenskab og lysår – lige under overfladen 11
Som et urværk – lige under overfladen 10
De sidste kærester på månen – lige under overfladen 9
Farvel min astronaut – lige under overfladen 8
Nær og fjern – lige under overfladen 7
Fremmed stjerne – lige under overfladen 6
Den nye koloni – lige under overfladen 5
Ingenmandsland – lige under overfladen 4
Den hemmelige dal – lige under overfladen 3
I overfladen – lige under overfladen 2
Lige under overfladen

I overfladen – Lige under overfladen 2 / red. Carl-Eddy Skovgaard

I overfladen / red. Carl-Eddy SkovgaardReptilicus genopstår, zombisvøben rammer jorden, og vejret går amok i disse 20 nyskrevne science fiction noveller

Sidste år udgav Science Fiction Cirklen en antologi med nyskrevne danske science fiction-noveller. Redaktør Carl-Eddy Skovgaard var så begejstret for de mange bidrag, at han nu har lavet en efterfølger, ’I overfladen’. Denne gang er der blevet plads til 20 noveller, og som sidst er kvaliteten høj, selvom det for flere af forfatternes vedkommende er første gang, de bliver udgivet.

Nogle af forfatterne var også repræsenteret i første samling, bl.a. H. H. Løyche, som står for samlingens sidste novelle ’I min faders hus’. På jorden er klimaet ved at gå amok. Temperaturerne stiger, og eksperterne forudser, at jorden snart vil være lige så varm som Venus. Menneskene må skabe en beboelig verden på Mars, men hvem skal af sted?

En anden genganger er en af mine favoritforfattere, Patrick Leis. I novellen ’Infektion’, der er en prequel til hans zombi-trilogi, fortæller han, hvordan zombi-svøben startede.

Af de nye forfattere kan jeg bl.a. fremhæve Brian P. Ørnbøl og novellen ’Stendrømme’ om kvinden, som bor i byen, der tilsyneladende fortsætter uendeligt. Hun drømmer om at komme ud af byen, og en dag tager hun af sted. Men det viser sig at blive en meget lang rejse.

En anden ny forfatter er Gudrun Østergaard, som i ’Den grønne jakke’ beskriver et samfund, der lever i et kæmpetårn opdelt i sektioner. I toppen bor eliten, og de øvrige er opdelt nedefter. Pigen Ivara føler sig ikke hjemme i sin sektion og tager på udflugt nedenunder. Men det viser sig, at det ikke er så nemt at falde til på en anden etage.

Endelig vil jeg også reklamere stærkt for Kenneth Krabats ’Historiens korte arm’, som virker inspireret af en af mine yndlingsromaner, ’Gateway’, men som alligevel har sin helt egen morale.

’I overfladen’ er generelt velskrevet og indeholder både hård science fiction og den blødere slags. Her er kortere og længere noveller, debutanter og professionelle. Kort sagt – her er et godt udpluk til elskere af genren.

Og har du aldrig troet, at science fiction var noget for dig, så giv alligevel samlingen her en chance. For gode historier kan man aldrig få nok af.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Indhold:

Kenneth Krabat: Historiens korte arm
Richard Ibsen: Ting tager tid
Flemming R.P. Rasch: Mission til Eden
Arash Sharifzadeh Abdi: Myten om planeten Turus
Patrick Leis: Infektion
Søren E. Hemmingsen: Bidrag til danmarkshistorien
A. Silvestri: When the music’s over
Nikolaj Højberg: O-puslespillet
Camilla Wandahl: Kælderfødt
Ellen Miriam Pedersen: Bemyndiget
Rasmus Wichmann: En post-apokalyptisk novelle
Camilla Fønns Bach Friis: Du er min bedste ven
John Peter Andersen: Krydsning
Brian P. Ørnbøl: Stendrømme
Gudrun Østergaard: Den grønne jakke
Manfred Christiansen: Sket er sket
Sara Tanderup: I overfladen
Lars Ahn Pedersen: Afhøring af offer nr. 5
Dan Mygind: Christians København
H.H. Løyche: I min Faders hus

Om bogen:

Udgivelsesår: 2008
Forlag: Science Fiction Cirklen, 268 sider

Serien Lige under overfladen:

Efter fødslen – lige under overfladen 12
Lidenskab og lysår – lige under overfladen 11
Som et urværk – lige under overfladen 10
De sidste kærester på månen – lige under overfladen 9
Farvel min astronaut – lige under overfladen 8
Nær og fjern – lige under overfladen 7
Fremmed stjerne – lige under overfladen 6
Den nye koloni – lige under overfladen 5
Ingenmandsland – lige under overfladen 4
Den hemmelige dal – lige under overfladen 3
I overfladen – lige under overfladen 2
Lige under overfladen