september 2019
M Ti O To F L S
« aug    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
30  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘overlevelse’

Regnen af Virginia Bergin

Regnen”The Rain” is a sci-fi apocalyptic/dystopian horror-thriller – with comedy, unsuitable footwear and a bacterium from outer space. It is also a story about love; love for your home, for your family, for your friends; love for strangers . . . for the planet we live on . . . and for the wrong guy. (Possibly.)

Alle ved, at livet på jorden er afhængig af vand; at regn er en livsnødvendighed for planter, dyr og mennesker. Hvad nu hvis en dag regnen forvandles til flydende død?

15-årige Ruby bor sammen med sin mor, stedfaren Simon og lillebroren Henry i den lille by Dartbridge. Hverdagen går med skolen, veninderne og skænderier med stedfaren. Ruby er med andre ord en helt almindelig teenager, men en aften under en fest hos en af kammeraterne ændres alt.

Det er en varm sommeraften i England. Stort set alle griller og hygger sig i haverne, da det pludselig begynder at regne. Og verden forvandles til et blodigt kaos. I starten forstår ingen, hvad der foregår, blot at regnen tilsyneladende dræber. Senere kommer det frem, at der i regnen gemmer sig en extremofil rumbakterie, som, når den rammer mennesker, graver sig ind i blodet, hvor den kopierer sig uhæmmet, hvilket til sidst dræber én under voldsomme smerter.

Ruby og hendes stedfar er heldige at overleve den første byge, men hvordan klarer man sig i en verden, hvor selv den mindste dråbe vand kan dræbe dig?

Jeg læste ”Regnen” nærmest i et stræk og var helt fanget trods visse usandsynligheder. Det er godt nok en ungdomsbog, men jeg finder det nu alligevel svært at tro, at makeup og om man er hip eller ej vil fylde så meget, som det gør for Ruby, hvis alle omkring én dør.

Ligeledes er der detaljer, som virker uigennemtænkte eller endda modstidende, som f.eks. når Ruby et sted fortæller, at hvis man drikker bakterien, dør man meget hurtigt, og 60 sider senere er der en, der drikker bakteriefyldt vand og alligevel overlever et stykke tid. Eller at de eneste væsner, der rammes af bakterien, er mennesker – hverken hunde, fugle, katte eller køer bliver tilsyneladende påvirket.

Alligevel var jeg som sagt dybt fascineret af fortællingen, hovedsageligt fordi Virginia Bergin virkelig formår at folde gruen ved det dødbringende vand ud. Det er f.eks. ikke nok at holde sig indenfor, mens det regner. Hvad nu hvis du går ud i vådt græs bagefter og får våde sko, så vandet når huden? Eller hvis du har gemt dig i en bil under en byge, og så falder der en dræbe vand fra karmen, når du åbner døren? Og når grundvandet bliver forgiftet, hvor længe kan menneskene så overleve?

”Regnen” er en velfortalt og yderst grum katastroferoman, som fortælles i tilbageblik en måneds tid efter den første regnbyge, og trods mine ankepunkter var jeg både underholdt og skræmt af fortællingen. Virginia Bergin debuterede med ”Regnen”, og på engelsk er der udkommet en fortsættelse med titlen ”The Storm”. Jeg håber, vi også får den på dansk.

Besøg Virginia Bergins hjemmeside

Læs mere på forlaget Turbines hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: Karin Hald
ISBN-13: 9788740607352
Sideantal: 408
Forlag: Turbine

 

Station 11 af Emily St. John Mandel

Station11I 2012 læste jeg den fremragende Høstens engle, en post-apokalyptisk zombi-roman som udkom på forlaget Iris. Nu udgiver Iris endnu den post-apokalyptiske Station 11, som er mindst lige så interessant.

20 år efter en influenzaepidemi har dræbt de fleste mennesker, rejser skuespilleren Kirsten Raymonde sammen med teaterkompagniet Den Omrejsende Symfoni rundt blandt småbyer og enklaver. I en verden hvor hver dag er en kamp for overlevelse, hvor fremmede ses som en trussel og hvor den moderne civilisations teknologi er ubrugeligt skrammel, opfører de Shakespeare-stykker og klassiske koncerter, hvor de kommer frem, ud fra tanken om at det ikke er nok bare at overleve.

Sideløbende med fortællingen om Den Omrejsende Symfoni fortælles historien om skuespilleren Arthur Leander, som dør samme aften, som pandemien bryder løs i USA. På trods af det bliver Leander en samlende figur for romanen, idet vi følger personer, som i et eller andet omfang har været forbundet til Leander, herunder også Kirsten, der var barneskuespiller i samme stykke, som Leander dør i.

Romanen er opdelt i 9 overordnede kapitler, som igen er inddelt i 55 afsnit. Afsnittene fortælles gennem forskellige personer og skiftevis fra tiden før og lige omkring pandemiens udbrud til 20 år efter, hvor de overlevende efterhånden har fået etableret sig i små samfund. Det kunne blive yderst forvirrende, men Emily St. John Mandel mestrer den kalejdoskopiske fortællestil, og fletter de forskellige skæbner i Station 11 til en smuk og eftertænksom roman om undergang, overlevelse, håb, mod og kærlighed.

Station 11 er en velskrevet, nøgtern og i det hele taget uforglemmelig roman, som fortjent har vundet The Arthur C. Clarke Award 2015.

Om bogen:

Original udgivelsesår: 2014
Omslag: Sigrún Gudbrandsdóttir

Læs mere på Emily St. John Mandels hjemmeside

 

I morgen er alt mørkt – Brages historie af Sigbjørn Mostue

I-morgen-er-alt-moerktHvad har “Død sne“, “Troldjægeren“, “Vildmark” og nu ungdomsromanen “I morgen er alt mørkt – Brages historie” af Sigbjørn Mostue til fælles? De har alle overrasket mig positivt – og så er de norske.

Brage er en helt almindelig norsk teenager, som bor sammen med sine forældre og lillesøsteren Marte. For ham er det største problem et håbløst crush på klassens lækre pige, Frida, og om nu matematikprøven går godt. Hverdagen ændres dog for altid, da nyhedsudsendelserne begynder at rapportere om blodige massakrer i Japan. En farlig parasit får folk til at gå amok i blodrus og myrde løs.

I starten er man overbevist om, at det er noget, der kun sker langt væk, men langsomt breder smitten sig, og da også Europa til sidst rammes, begynder alvoren at gå op for Brage og hans venner. Alligevel er det et stort chok, da de første forrykte, som de smittede kaldes,  dukker op i Norge, og Brage og hans familie befinder sig pludselig i et mareridt. For hvordan forsvarer man sig mod truslen, når man ikke ved, hvordan smitten spreder sig? Hvor kan man gemme sig? Og hvem kan man stole på, når ens nærmeste pludselig kan forvandle sig til frådende monstre, der kun ønsker at dræbe en?

Jeg har næsten lige lagt “I morgen er alt mørkt” fra mig og føler mig stadig helt fanget ind i dens dystre og grufulde univers. Uden at svælge i blodige detaljer, men alligevel skræmmende som bare pokker, beskriver Mostue, hvordan civilisationen bryder sammen i land efter land, når epidemien rammer, og efterlader enkelte mennesker som desperat forsøger at overleve i kølvandet af blodbadet. Hvad det vil sige, at der pludselig ingen el er; at man ikke bare kan handle i supermarkedet, når man er sulten; at man aldrig ved, hvornår nogen vil gøre en ondt. Hvordan den vestlige verden pludselig oplever den rædsel, som mange af de flygtninge, der netop nu mens jeg sidder og skriver, flygter fra Syrien og andre steder i verden, der hærges af krig og terror, kender alt til. Det er godt trukket op, og det er skræmmende som ind i h…..

Det er ikke så længe siden, at jeg skrev om Line Kyed Knudsens “De døde vågner“, der overordnet set kan  minde om “I morgen er det mørkt” ved også at handle om en teenager, som pludselig befinder sig i et samfund, der kollapser under en zombi-lignende trussel. Men selvom jeg var godt underholdt af Line Kyed Knudsen, kan “De døde vågner” slet ikke sammenlignes med “I morgen er det mørkt”, som er langt mere dyster og tankevækkende.

Det er muligvis “kun” en ungdomsroman, men det bør ikke afholde voksne fra at læse med. Selvom der er lidt kærlighedsintriger osv., så er det altoverskyggende i romanen den uhyggeligt realistiske skildring af samfundets kollaps, og hvordan folk reagerer i en  krisesituation. Samtidig tager Mostue ikke særlige hensyn til sine hovedpersoner, så som læser kan man ikke vide sig sikker på noget, og så skriver han faktisk godt, så der også sprogligt er noget at komme efter.

Men fy da for en slutning! Jeg håber virkelig, at der kommer en fortsættelse.

Hør Sigbjørn Mostue fortælle om romanen eller besøg hans hjemmeside

Besøg ABC forlags hjemmeside

Læs interview med Sigbjørn Mostue

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Juve Design
ISBN-13: 9788779163065
Sideantal: 234
Forlag: ABC Forlag

De døde vågner af Line Kyed Knudsen (Hvidt støv; 1)

hvidt-støv-1Et par dage før Emilys 18 års fødselsdag bryder en dødelig epidemi ud. Den breder sig med lynets hast, og dræber unge såvel som gamle. Men Emily overlever og slår sig kort efter sammen med skolekammeraten Palina og et par andre unge, som tilsyneladende også er immune. Men hvad gør man, når verden omkring én er brudt sammen? Og endnu værre – når de døde vågner op igen med en umættelig trang til kød …

“De døde vågner” er første bind i en ny ungdomsserie af Line Kyed Knudsen, og ja – plottet er bestemt set før. Alligevel må jeg indrømme, at jeg var rigtig fint underholdt og ser frem til at læse bind to. Der er naturligvis lidt ungdomsdrama i form af kærlighed på kryds og tværs, men hovedsageligt har forfatteren fokus på, hvad personerne gennemgår, og hvordan de forholder sig til katastrofen.

Palina har f.eks. haft et reality tv-show næsten hele sit liv. I begyndelsen er hun overbevist om, at det hele er sat op af filmholdet for at se, hvordan hun reagerer i en krisesituation. Det lyder jo helt tåbeligt, men hvis man altid  har haft kameraer omkring sig, må man nødvendigvis få et forskruet forhold til, hvad der er virkeligt.

Emily er en gæv pige med en lidt speciel baggrund, og bind et slutter med noget af en cliffhanger for  hende.

Sproget er enkelt og effektivt, og “De døde vågner” er en ungdomsroman der godt kan tilbyde den voksne læser et par underholdende timer. Hvis man altså er til undergangslitteratur med zombier.

Min faster vender sig mod mig og snerrer. Hendes øjne er grågrumsede, hendes tænder er sorte, og pletterne på hendes kinder er blevet til kratere, der blotter knoglerne i hendes kindben. “Tag kniven!” råber drengen, mens han slås med Linda. Han får sparket sig fri, men hun bliver ved med at kaste sig over ham. “Linda!” skriger jeg igen, selvom jeg godt ved, at jeg ikke kan snakke hende til fornuft. “Hjælp mig nu, for helvede!” skriger drengen. Så får jeg øje på skovlen på verandaen, og jeg kaster mig ud efter den og svinger den mod Lindas ryg. Hun vælter forover, men springer op igen og vender sig knurrende mod mig. Jeg svinger skovlen igen, denne gang så hårdt, at hun vælter om på maven og bliver liggende. Jeg lægger mig på knæ ved siden af hende. Jeg er sikker på, at jeg har slået hende ihjel. Men så hæver hun sit hoved op og drejer det mod mig.”

Besøg Line Kyed Knudsens hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Forlag: Gyldendal, 236 sider
Omslag: Mette Breth Klausen

Carriers

CarriersForleden så jeg et klip på YouTube med en ung mand, der havde planlagt, hvordan han ville klare sig, når zombierne kommer. Jeg har ikke på samme måde lagt en plan, men jeg er ikke desto mindre vældig fascineret af tanken om, hvordan man egentlig ville klare sig, hvis jorden blev udsat for f.eks. zombier eller en dødelig pandemi. Derfor sluger jeg katastrofefilm, og en sådan er Carriers.

Brødrene Brian og Danny er på vej til havet sammen med de to piger, Bobby og Kate. Verden er blevet ramt af en dødelig influenza-pandemi, og ingen steder er der sikkert, så hvorfor ikke taget til strandhotellet, som for brødrene er fyldt med gode barndomsminder.

Men vejen dertil er fyldt med farer. Dels er der risikoen for at møde smittede – og selv blive smittet. Dels er der behovet for mad, vand og benzin til bilen, og det er ikke altid let – eller ufarligt – at få fat i.

Samtidig er der også det menneskelige spørgsmål. Godt nok har de fire lavet en pagt, hvor aftalen er, at bliver nogen smittet, må de anses for døde og efterlades. Men hvordan fungerer den strategi, når de stilles overfor den i praksis?

Jeg købte Carriers på en ferie i Thailand, og bagsiden stod kun på thai, så jeg anede intet om indholdet udover de stills, der var på coveret. Men jeg blev kun positivt overrasket. Carriers er filmet i New Mexico, og stemningen emmer af undergang. Jeg tror ikke, at brødrene Pastor har haft et overvældende budget, men med beskedne midler har de alligevel skabt et troværdigt efter-katastrofen scenarie.

Samtidig synes jeg egentligt også, at de unge skuespillere gør det udmærket, og så er der lige en birolle til Christopher Meloni (Special Victims Unit), som er overraskende god i rollen som Frank Holloway, faren til en lille syg pige, som de fire møder på deres vej.

Filmen skildrer både gruen over sygdommen, og de moralske spørgsmål som de overlevende stilles overfor. Og så er der nogle umanerlig ubehagelige makeup-effekter af de ramte. Alt i alt en rigtig vellykket pandemi-film, om hvilken min yndlings forfatter Mr. King skriver i Entertainment Weekly: “Is Carriers a great movie? No. But it’s a good movie. Piper Perabo is sensitive and believable as the survivalist older brother’s girlfriend, and Christopher Meloni turns in a bravura performance as the desperate father. When he’s on the screen, you can’t take your eyes off him; the simplicity of his rage and grief compels belief … The real pleasures of Carriers though are its bleak, believable script and the gorgeous daylight-nightmare cinematography of Benoit Debie. Downbeat or not, Carriers is a beautiful thing to look at.”

Om filmen:

Instruktør: David Pastor og Àlex Pastor
Udgivelsesår: 2009
Tagline: The rules are simple. You break them, you die…

Contagion

ContagionDet myldrer med stjerner i Steven Soderbergs skræmmende Contagion, hvor en dødelig virus pludselig skaber panik overalt i verden.

Filmen er kronologisk bygget op, og vi starter dag 2, hvor Beth (Gwyneth Paltrow) flyver hjem efter en forretningsrejse til Hong Kong. Hun har kun været hjemme i kort tid, da hun bliver alvorlig syg og kort efter dør på hospitalet. Det bliver starten på et skræmmende kapløb, hvor forskere over hele verden forsøger at finde frem til virussen – og ikke mindst en vaccine mod den – som dræber i millionvis.

Vi følger forskellige personer undervejs i filmen. Beths mand Mitch (Matt Damon), som viser sig at være immun og nu kæmper for at datteren skal overleve. Det er nemlig ikke kun sygdommen, der er farlig. Også menneskene omkring dem bliver farlige efterhånden som samfundets normer bryder sammen under virussens angreb.

Laurence Fishburne spiller dr. Ellis Cheever, som står i spidsen for CDC (Center for Disease Control) i Atlanta. Her kæmper man for at finde en vaccine, men må også hele tiden forholde sig til rygter om hemmeligholdelse af en kur og forfordeling af visse befolkningsgrupper fremfor andre.

Marion Cottilard spiller dr. Leonora Orantes fra WHO (World Health Organization), som bliver kidnappet under sit ophold i Kina og ført til en lille landsby, hvor halvdelen af byens indbyggere er døde af sygdommen. Indbyggerne holder Orantes som sikkerhed for at få fingre i vaccinen, når den engang kommer.

Kate Winslet spiller dr. Erin Mears, som i virusudbruddets indledende faser forsøger at få styr på hvem, hvor og hvordan.

Jude Law spiller bloggeren Alan Krumwiede, som hurtigt spotter virusudbruddet og siden får millioner af læsere på sin blog, hvor han skriver om rygter, sandheder og for egen vindings skyld.

Og rækken af dygtige skuespillere fortsætter helt ud i bittesmå roller, som viceværten på CDC der spilles af John Hawkes som kun er med i et par scener.

Til slut i filmen får vi dag 1, hvor vi ser starten på udbruddet, og dermed bindes hele forløbet sammen, og det tydeliggøres hvor lidt der skal til for at tingene går galt.

Steven Soderbergh har ikke så stort fokus på de fysiske konsekvenser af virussen i Contagion, men mere på den psykologiske effekt. Hvordan reagerer mennesker når alle pludselig er en potentiel dødsfare? Hvor længe fungerer samfundet normalt, når verden bliver unormal? Ændrer vores moral sig når vi eller vore kære er i fare? Og så videre.

Det udvikler sig til en efter min mening yderst sober og seværdig film, der trods sit lille fokus på virussens fysiske effekter, leverer en af de mest uhyggelige dødsscener jeg kan mindes, da Beth dør.

Læs også hvad Roger Ebert skriver om Contagionrogerebert.com: “The virus in Contagion is a baffling one, defying isolation, rejecting cure. This film by Steven Soderbergh is skillful at telling the story through the lives of several key characters and the casual interactions of many others. It makes it clear that people do not “give” one another a virus; a virus is a life form evolved to seek out new hosts — as it must to survive, because its carriers die, and it must always stay one jump ahead of death. In a sense, it is an alien species, and this is a movie about an invasion from inner space.”

Om filmen:

Instruktør: Steven Soderbergh
Udgivelsesår: 2011

Fatal contact: Bird flu in America

Fatal_ContactI Guandong provinsen i Kina opdager myndighederne et udbrud af den frygtede fugleinfluenza H5N1. Over en million fugle destrueres, men for sent. Der er allerede smittet mennesker, og nu muterer H5N1 så den kan overføres mellem mennesker.

Det første offer er en kinesisk arbejder, som smitter en amerikansk forretningsmand. På sin rejse hjem i flyet smitter han en række andre mennesker, og instruktør Richard Peace viser ved at opdele skærmen hver gang smitten overføres, hvor hurtigt det kan gå. Flot lavet – og jeg mistede lynhurtigt overblikket.

For det går stærkt. I løbet af få uger er der over tyve millioner døde på verdensplan, og det værste er, at lederen af Epidemic Intelligence Service, dr. Iris Varnack (Joely Richardson) kun kan love, at det bliver langt langt værre. Smitten er nemlig stærkere end den spanske syge (også en fugleinfluenza overført til mennesker) som i 1918 slog op mod 40 millioner mennesker ihjel …

Det er ikke fordi “Fatal contact: Bird flu in America”, som sådan er en fantastisk film, men jeg synes, den er ret så skræmmende, fordi den er lavet meget realistisk. Der er ikke som i “Outbreak” fra 1995 lagt stor vægt på at vise forfærdelige sygdomstegn med slim og blod osv. I stedet for vises hvor hurtigt vores moderne samfund kan inficeres af en pandemi, og hvor hurtigt vores samfundsstruktur bryder sammen.

For hvad hvis der ikke er lastbilschauffører til at køre mad og medicin ind i storbyerne? Og hvad hvis sundhedspersonalet bliver hjemme af angst for selv at blive smittet? Og er det en fordel at lave karantæneområder eller skaber det bare flere syge?

Richard Pearce har lavet en i mine øjne stærk film, fordi den behandler emnet som den gør. Det er måske ikke en rigtig gyser, men det er i hvert fald uhyggeligt!

Læs mere om den spanske syge

Instruktør: Richard Pearce
Udgivelsesår: 2006