oktober 2017
M T O T F L S
« sep    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘teenagegys’

Solstice

SolsticeHvis jeg havde været opmærksom på, at solstice betyder solhverv, var jeg måske ikke blevet så overrasket, da det gik op for mig, at jeg sad og så en genindspilning af Carsten Myllerups danske gyser Midsommer.

Megan har for nyligt mistet sin tvillingesøster, Sophie, der begik selvmord. I et forsøg på at komme videre tager hun med vennerne på en planlagt efter-eksamens tur til familiens hus i Nowell Lake i Louisiana, hvor der står afslapning på skemaet. Knap er de dog kommet dertil, før Megan begynder at føle, at Sophie er i nærheden, og at hun prøver at fortælle hende noget. Bl.a. bliver Megan ved med at finde en nøglering med en bamse i, og uanset at hun pakker den væk, dukker den op igen.

Christian, der var kæreste med Sophie, prøver at hjælpe Megan, men ingen af de andre forstår helt, hvad der sker. Og de tror slet ikke på, at Sophie er kommet tilbage. Det gør den unge ekspedient i den lokale købmandsbutik dog. Nick kender til voodoo fra sin bedstemor, og da Megan inviterer ham til at komme ud og fejre midsommer med dem, ender de med at forsøge en seance, der skal hjælpe Sophie med at komme frem. Det ender med en forskrækkelse, men Megan er fast besluttet på at finde ud af, hvad der sker. Og da hun kort tid efter opdager Sophies yndlingshat i den lokale særlings bil, tager hun af sted for at undersøge hans hus. Måske gemmer svaret sig der …

Instruktøren Daniel Myrick har bl.a. også lavet The Blair Witch Project, som jeg ikke var så imponeret af. Solstice er dog en helt anden type gyser. Hvor Blair Witch kørte på det usagte og usete, så bliver vi i Solstice allerede helt fra starten af bombarderet med visuelle antydninger om, hvad der kommer, med en mørk skikkelse med røde øjne som den værste af dem.

Det er længe siden, at jeg så Midsommer, men jeg husker den som god og overraskende. Og noget af det gode i den var bl.a., at man et langt stykke hen ad vejen var i tvivl om, hvorvidt Christian bare forestillede sig de ting, der skete. Om hans overspændte fantasi kørte af med ham. Den tvivl har vi slet ikke i Solstice. Her er der fra starten af dømt genganger, og det lille splash voodoo der også kastes ind over historien understreger bare, at vi har med en overnaturlig gyser at gøre. Det gør historien lidt svagere i mine øjne, især fordi jeg heller ikke synes, at Elisabeth Harnois er så stærk i rollen som Sophie.

For så vidt er R. Lee Ermey genialt castet i rollen som den lokale særling, for jeg kan ikke se ham uden at tænke på sherif Hoyt fra Motorsavsmassakren. Dermed VED vi bare, at der er noget galt med ham, hvilket giver lidt ekstra suspense på spændingskurven.

Solstice følger i store træk handlingen fra Midsommer, så for dem, der har set den, er der ikke den store overraskelse i plottet. Men har man ikke set den danske film, tror jeg, at Solstice overrasker til sidst.

Solstice var ok underholdning, men jeg vil dog hellere anbefale Midsommer.

Om filmen:

Instruktør: Daniel Myrick
Udgivelsesår: 2008

Læs også Uncut.dk for en mere positiv anmeldelse

Scream 2

Scream 2 instrueret af Wes CrawenFor et par uger siden genså jeg Scream, og det var så fornøjeligt et gensyn, at jeg også fik lyst til at se efterfølgeren.

Der er gået to år, siden Sidney overlevede seriemorderne i Woodsboro. Nu går hun og Randy – den anden overlevende af kliken – på Windsor College i Cincinnati. Hun er blevet kæreste med Derek, og livet er helt almindeligt, bortset fra enkelte prank-calls i ny og næ. Cotton Weary, som sad uskyldig fængslet for mordet på Sidneys mor, er kommet ud af fængslet, og Gale Weathers er aktuel med en bog om Sidneys liv og begivenhederne i Woodsboro, som også er blevet lavet til spillefilmen “Stab”.

Men på premiereaftenen  for “Stab” bliver to farvede studerende dræbt af en morder iført samme maske, som morderne brugte i etteren. Desvære er halvdelen af publikum iført maskerne, så ingen opdager at noget er galt, før det er for sent.

Sidney frygter, at mordene starter igen, men ingen tror hende – før endnu et offer myrdes på Campus. Det bliver Gale Weathers som opdager sammenhængen med Woodsboro. Som usandsynlige allierede slår hun og Dewey sig sammen for at finde ud, hvem morderen kan være, mens Sidney må igennem endnu et mareridt.

Scream 2 følger samme gode stil, som blev grundlagt i etteren. Her er masser af referencer til andre gyserfilm og ikke mindst til etteren, og Wes Craven lader igen sine personer spille på genren. Bl.a. nævner Drew Barrymore i etteren, at hvis det her var en film, ville det sikkert blive Tori Spelling, som skulle spille hende, men her i toeren spiller Tori Spelling den skuespiller, der spiller Sidney.

Der er metareferencer, som når læreren i en diskussion i filmklasse siger: “Are you suggesting that someone’s trying to make a real life sequel?” Hvortil Randy svarer: “Stab 2? Who’d want to do that? Sequels suck!” Eller når de to første ofre har en samtale om, at de sorte altid dør først i horrorfilm – hvorefter de bliver myrdet. Ligesom i etteren kommer Randy også med en række regler, som skal overholdes, hvis man er med i en sequel. Bl.a. er drabstallet altid højere, og dødsscenerne er altid endnu værre. Og det lever Wes Craven så op til.

Jeg morede mig herregodt over Scream 2, og synes det er fuldt fortjent, at filmen alene i sin første weekend indspillede 33 mio. $ (budgettet var på 23 mio. $). Til sammenligning kostede etteren ca. 15 mio. $ og indspillede i løbet af det første år ca. 100 mio. $.

Hovedrollerne er besat af skuespillerne fra første film, og replikkerne falder perfekt og med masser af ironi og humor. Som når Gale Weathers bliver konfronteret med nøgenbilleder på Internettet og udbryder: “It was just my head. It was Jennifer Aniston’s body“. Og selvom man sidder vildt og gætter med, hvem morderen kan være denne gang, så lykkes det igen Wes Craven at lave en twist, som jeg tvivler på, ret mange havde forudset. Så jeg kan klart anbefale Scream 2, men først når man har set etteren.

Om filmen:

Instruktør: Wes Craven
Udgivelsesår: 1997

Serien:

Scream, 1996 – D: Wes Craven
Scream 2, 1997 – D: Wes Craven
Scream 3, 2000 – D: Wes Craven
Scream 4, 2011 – D: Wes Craven

Scream

I en fredelig californisk by bor teenageren Sidney Prescott alene med sin far. For et år siden blev hendes mor brutalt myrdet, men selvom morderen blev fanget, er Sidney stadig præget af begivenheden. Så da en række nye mord ryster det lille samfund, går det i særlig grad Sidney på. Ikke mindst da hun bliver morderens næste mål.

Wes Craven fik et kæmpe comeback med filmen Scream i 1996. Her tog han alle horrorgenrens elementer og twistede dem i en selvironisk film, der bragte slasherfilmene tilbage til førstepladsen i biografsalene. På rollelisten sås både Drew Barrymore og de to kendte serie-skuespillere Neve Campbell og Courteney Cox. Derudover har bl.a. Linda Blair (The Excorcist) en cameo, som en ivrig journalist: “the people has a right to know!”

Filmen er fyldt med henvisninger til andre horrorfilm. Bl.a. hedder skolens pedel Fred og ses vaske gulv iført en grøn og rød stribet trøje. Morderen bruger kendskab til horrorgenren som sin indgang til mordene, når han leger quiz med det første offer, og hun skal fortælle morderen fra Friday the 13th. I en scene hvor de unge holder fest og ser gyserfilm, gennemgår en af dem reglerne for at overleve en gyserfilm. Bl.a. skal man være jomfru og aldrig sige “I’ll be right back“. Personerne i filmen kender dermed til horrorfilm og kommenterer aktivt på dem undervejs, som når de omtaler Jamie Lee Curtis og analyserer om forskellige horror-monstre har haft motiver eller ej.

Wes Craven leger med genrekonventionerne i filmen, samtidig med at han følger dem. Filmen starter således med den klassiske scene, hvor en ung pige er alene i huset og morderen venter på at dræbe hende. Selvom hun siger, at hun hader film, hvor personerne er dumme nok til at gå ovenpå i stedet for at løbe ud, og hun rent faktisk selv følger sit råd, så lykkes det hende ikke at overleve. Til gengæld lykkes det Wes Craven at komme op med en overraskende morder til sidst, og så er både plottet og personerne langt mere interessante, end de ofte er i slasherfilm.

Efter Scream kom udover de tre efterfølgere en lang række horrorfilm inspireret af successen. Bl.a. film som I know what you did last summer fra 1997 der fik to sequals, Urban Legend fra 1998 med to sequals, Final Destination fra 2000 med tre sequals indtil videre, Scary Movie fra 2000 med tre sequals, som nærmere er en gyserparodi osv.

Om filmen:

Instruktør: Wes Craven
Udgivelsesår: 1996

Serien:

Scream, 1996 – D: Wes Craven
Scream 2, 1997 – D: Wes Craven
Scream 3, 2000 – D: Wes Craven
Scream 4, 2011 – D: Wes Craven

Ginger Snaps

“Ginger Snaps” er en anderledes varulvehistorie, som tager udgangspunkt i to livestrætte teenagepiger, Ginger og Brigitte. De har lavet en pagt, at hvis de ikke er flyttet hjemmefra som 17-årige, begår de selvmord sammen, og indtil da iscenesætter de forskellige dødsmetoder for at se, hvad der ser mest cool ud!

Som man næsten kan høre er Brigitte og Ginger skolens nørder, men en dag går drilleriet for vidt, og de to piger beslutter sig for at kidnappe skolens ukronede dronnings hund. Om aftenen tager de derfor af sted, men på vejen bliver Ginger overfaldet af noget, der minder om en stor hund. Det lykkes pigerne at slippe væk, og Brigitte vil have Ginger til lægen. Det vil Ginger ikke, og det viser sig også, at sårene allerede er ved at gro sammen.

Selvom Ginger hurtigt er fysisk fit igen, er hun dog forandret, og Brigitte frygter, at det ikke var en helt almindelig hund, der bed Ginger. Og hun har ret …

“Ginger Snaps” er både uhyggelig og til tider ret morsom. Mimi Rogers, der spiller pigernes mor, er vidunderlig i rollen, som moren, der så gerne vil have et tæt forhold til sine døtre, men slet ikke forstår hvad der foregår. Kort efter Ginger er blevet bidt, forklarer hun f.eks. Brigitte om, at det ikke er så nemt at være teenager og få menstruation – nej, i hvert fald ikke når man også er ved at blive forvandlet til en varulv! Hun er forrygende, men det er også både Emily Perkins (Brigitte) og Katharine Isabelle (Ginger).

Jeg følte mig vældig godt underholdt af “Ginger Snaps”, som måske ikke er verdens mest uhyggelige varulve historie, men som ikke desto mindre giver flere gode gys undervejs. Slutningen bliver lidt overspillet, som det ofte er tilfældet i amerikanske film, men generelt synes jeg egentlig, at her er tale om en satirisk ungdomsgyser med potentiale til flere gode gys.

Instruktør: John Fawcett
Udgivelsesår: 2000

Sidste time

Sidste time instrueret af Martin SchmidtEfter Nattevagten kom der fart på danske gysere. Allerede året efter udgav Regner Grasten Film Sidste time instrueret af Martin Schmidt med manuskript af Dennis Jürgensen. Filmen blev en biografsucces med 118.496 solgte billetter, og var dermed næsten på højde med film som Batman forever og Stargate. Den eneste danske film, som solgte mere i 1995, var Kun en pige. Filmen blev også solgt til udlandet, og jeg har fundet den tyske trailer, som kan ses i bunden af artiklen.

Syv gymnasieelever skal sidde efter en fredag eftermiddag, men da de kommer til klasselokalet, er der ingen lærer. Og da de forsøger at gå igen, låses døren og vinduerne lukkes hermetisk i. I stedet starter et tv, og en stemme fortæller dem, at der er begået et mord på gymnasiet, og dem der overlever har bestået.

Først er eleverne overbeviste om, at der er tale om en spøg, men da de finder liget af læreren Gerluf Løvholm, går alvoren op for dem. En for en får morderen fat i dem, og mens de kæmper for livet inde på gymnasiet, vises det hele på live tv udenfor…

Sidste time er blevet kaldt alt lige fra en “discountudgave af en gyser” (Gyldendals danske filmguide) til “pinlig dårlig fra start til slut” (Uncut.dk), men jeg er ikke enig. Dels husker jeg stadigvæk, hvordan jeg smed alle mine popcorn, i scenen hvor Ingas lig afsløres, da jeg så filmen i biografen i 1995. Dels synes jeg ikke, at gensynet var nær så tåkrummende som det ofte er, når man ser en ungdomsfilm mange år efter.

Der er naturligvis ting, der ikke er optimale. Ind i mellem er replikkerne lidt lamme, og man kan jo undre sig over, hvorfor personerne i gyserfilm ALTID skal dele sig op, når de ved (!!!!) at der er en morder løs. Men så dumme er de altså. Til gengæld spiller både Lene Laub Oksen og Mette Bratlann efter min mening rigtig godt, og Peter Jorde er rigtig slimet som tv-værten, der bare elsker sit job.

Nogen anmeldere har ærget sig over manglende splatter-effekter og synes, at det kikser fuldstændig med den overnaturlige vinkel, som pludselig kommer ind over historien. Jeg købte det fint, og synes det giver filmen en anden indgang end så mange andre slasherfilm, som jo i virkeligheden ikke er spor mere troværdige. For hvordan kan morderen altid vide hvert et træk, som ofrene gør? Og mht. splattereffekter så er det rigtigt, at filmen ikke drukner i blod. Til gengæld er de scener, der er med, helt ok lavet – og især scenen hvor man finder Iris lig.

Sidste time er lavet på et relativt lille budget, og det betød bl.a., at man ikke havde råd til en masse fancy locations. Derfor er det meste filmet på et gammelt gymnasium, men også det virker helt fint efter min mening. Eleverne løber rundt i gangene, op og ned ad trapper, gennem krybekældre osv. Men de kommer ingen vegne, og det giver en fin klaustrofobisk følelse. Friheden er lige udenfor døren, men de kan ikke komme derud.

Jeg synes absolut, at Martin Schmidt slap godt fra sin spillefilmsdebut, og hyggede mig med et gensyn her 15 år efter jeg så Sidste time første gang.

Om filmen:

Instruktør: Martin Schmidt
Udgivelsesår: 1995

Udvalgt filmograf:

Sidste time (1995)
Mørkeleg (1996)
Kat (2001)
Bag det stille ydre (2005)
Monsterjægerne (2009)

The Dead of Night

The dead of NightJeg købte The dead of Night i min lokale byttebiks, og heldigvis kostede den ikke alverden, for det er dog noget værre makværk.

På et hospital (formentlig en institution for farlige mentalt syge)  undslipper en indlagt ved at slå de ansatte ihjel. Han flygter og ender på en kirkegård. Samme kirkegård er hjemsted for en gruppe unge, som kommer her for at feste og kæle. De har inviteret et par nørder for at lave en praktical joke med dem, men aftenen ender med, at nørderne og den ene pige fra gruppen bliver overfaldet af noget, uden de andre opdager det.

Næste dag på skolen opfører de overfaldne sig mystisk, og da aftenen falder på, begynder de at rekruttere andre fra skolen. De er nemlig blevet til en slags mumieagtige væsner uden følelser men med ønsket om at rekruttere alle andre. “You have to die to be reborn“, som monstrene konstant udbryder, og som reborn føler man sig supergodt tilpas, er stærk og om natten forvandler man sig til et rigtig tåbeligt udseende monster.

Der er flere grunde til, at The dead of Night er rigtig dårlig. Dels selve historien som virker noget tilfældig og hovsa-agtig uden nogen forklaringer eller afslutninger. Dels måden den er filmet på med meget bratte klipninger, irriterende brug af zoom og slørede billeder, forsøg på at gøre filmen interessant ved at skifte mellem frøperspektiv, zoom og rystende billeder, og brugen af ind i mellem meget grynede billeder og andre gange helt skarpe billeder uden der umiddelbart er nogen grund. Dels den åbenlyse mangel på et budget til lokations, hvor man på skolen aldrig ser andre elever, og til en fodboldkamp tydeligvis bruger billeder fra en anden optagelse, og jeg kunne blive ved.

Manuskriptet har stjålet inspiration fra Invasion of the Body Snatchers, men specials effects er rystende ringe. Når menneskene forvandler sig til monstre, bliver de bare pakket ind i bandager og får en gummimaske på med store, skæve tænder. På ingen måde skræmmende, bortset fra at deres savl er ret ulækkert.

Ligeledes falder filmen mellem to stole i forsøget på enten at være uhyggelig eller sjov, og ingen af delene lykkes. Langt det meste af filmen er det (formentlig) meningen, at tilskueren skal blive bange, men pludselig begynder monstrene at diskutere med deres ofre, og nogle ufattelig flade jokes fyres af. Det virker slet ikke.

Der er faktisk ikke rigtig noget godt at sige om The dead of Night, som da også kun har fået en “user rating” på 1,9 på IMDB.

Om The dead of Night:

Instruktør: Tom Duncan, Miles Feldman, Serge Rodnunsky
Udgivelsesår: 2004

The Funhouse

The FunhouseTobe Hoopers film The Funhouse er fra 1981. Amy tager med den upolerede Buzz på date. De besøger et omrejsende tivoli, som Amy ellers har fået forbud mod at tage til, for “der var noget med nogen der forsvandt der i en anden by”. Sammen med Amy og Buzz er vennerne Liz og Richi. Og uden at nogen opdager det, følger også Amys lillebror Joey med.

I tivoliet hygger de unge sig, ryger nogle joints og prøver nogle forlystelser, men da det er ved at være tid til at gå hjem, foreslår Richi, at de bliver og overnatter i spøgelseshuset. Som sagt så gjort, og til at begynde med hygger de unge sig vældigt. Men så hører de spetakel og overværer et mord. Desværre opdager morderen, at nogen er i huset med ham, og nu går jagten ind på de unge. En for en bliver de fanget i spøgelseshuset mange mørke kroge …

Jeg ved ikke helt, hvad jeg synes om The Funhouse. På nogle måder er det en sjov idé, og kulisserne i spøgelseshuset er fin baggrund til forfølgelsen og slasherscenerne. Men på andre måder er filmen bare blevet for 80’er agtig. Jeg bliver så irriteret over piger, der bare står og skriger hysterisk, mens fyrene kæmper for livet. Derudover synes jeg også, at optakten er alt for lang, samtidig med at klimaks’et til sidst i filmen ikke er særligt godt lavet. Det virker ikke overbevisende og er alt for “dødt”.

Det var ikke spild af tid at se The Funhouse, men jeg kommer ikke til at huske den som en af Tobe Hoopers bedste film.

Om The Funhouse:

Instruktør: Tobe Hooper
Udgivelsesår: 1981

Halloween (2007)

Halloween-Unrated-2007Jeg var rigtig begejstret for Rob Zombies instruktørdebut “House of 1000 Corpses“, selvom jeg godt ved, at den ikke er noget særligt. Efterfølgeren “The Devil’s Rejects” var derimod noget af en skuffelse, så jeg var lidt spændt på, om hans genindspilning af John Carpenters klassiker fra 1978 ville kunne leve op til forventningerne. Og jeg må sige – ikke helt.

Rob Zombie bruger de første 40 minutter på at vise, hvilken trist hverdag Michael Meyers har. Hans mor er gift med en alkoholisk nar, der konstant mobber Michael og får stådreng over hans storesøster, og moren elsker måske nok Michael, men har ikke tid til ham – eller de to andre børn iøvrigt. Hun danser striptease på en lokal bar, og da Michael på dagen for Halloween bliver moppet på skolen med morens beskæftigelse, ryger han i slagsmål. Moren bliver kaldt ind til samtale, og her beder psykiateren Samuel Loomis om at måtte behandle Michael. De har nemlig fundet billeder af døde dyr i hans taske. Men Michael stikker af, før samtalen er færdig, og på hjemvejen smadrer han drengen, der moppede ham, til ukendelighed.

Hjemme fortsætter stedfarens ubønhørlige mobberi, og da moren tager på arbejde om aftenen, svigter Michaels storesøster deres aftale og boller med sin kæreste i stedet for at gå ud og rasle med Michael. Så da Michael senere kommer hjem igen, slår han alle i huset ihjel iført sin maske – pånær baby, som han sidder med i armene udenfor huset, da moren senere kommer hjem.

Michael bliver indlagt på en mental institution, og Samuel Loomis bliver hans psykiater. Men hans tilstand bliver værre og værre, og til sidst stopper han helt med at tale. Sådan går 15 år, men en nat slipper Michael ud, og nu vil han tilbage til barndomshjemmet og finde baby, og gøre det færdig han har begyndt.

Så springer filmen til at følge Laurie, den pligtopfyldende babysitter med de to vilde veninder. Det er Halloween, og de to veninder skal bolle deres fyre, så Laurie siger ja til at passe et ekstra barn. Som de fleste nok kan gætte, så går det ilde for veninderne, og Laurie står også pludselig overfor Michael. Men hvorfor er han så interesseret i at finde Laurie?

Jeg synes, Rob Zombie bruger for lang tid på den første del af filmen. Det er for så vidt en interessant vinkel at prøve at finde ud af, hvad der gør Michael Myers til den inkarnerede ondskab, men det bliver bare ikke specielt interessant. Hvorfor kan jeg ikke lige sætte fingeren på – måske fordi Daeg Faerch, som spiller den 10-årige Michael, ikke virker helt troværdigt? Måske fordi at det i virkeligheden er ligegyldigt for historien, hvad der gør Michael Myers til morder?

I sidste halvdel har jeg igen problemer med at holde ud at høre på pigernes fnidder, og selve slasher-scenerne synes jeg egentlig ikke tilfører noget nyt i forhold til originalen. Tyler Mane spiller den voksne Michael Myers, og han tilfører rollen en kæmpekrop, men ikke meget mere. Michael er ikke mere uhyggelig i denne version, fordi han spilles af en kæmpe.

Så alt i alt er jeg ikke imponeret over denne genindspilning, som efter min mening bliver lidt kedelig, og i hvert fald ikke føjer nye, spændende aspekter til den originale historie. Men filmen blev alligevel en succes i USA, hvor den i åbningsweekenden indspillede over 30 millioner dollars. Ret flot af en film med et budget på 20 millioner dollars. Rob Zombie har da også lavet en “Halloween 2”, som jeg dog tror, at jeg springer over.

Instruktør: Rob Zombie
Udgivelsesår: 2007

Friday the 13th – Jason takes Manhattan

Friday the 13th - Jason takes ManhattanSå nåede jeg igennem film 8 om Jason med ishockey-masken, og selvom der er endnu et par film i serien, tror jeg altså ikke, jeg får dem set.

Her i Friday the 13th – Jason takes Manhattan åbner filmen i en husbåd på Crystal Lake. Her fjoller to unge rundt, men da de kaster anker, er de så uheldige at få vækket Jason (og endnu en gang i Frankenstein stil med elektricitet). Jason slår selvfølgelig de to unge ihjel, og uvist af hvilken grund ender han så ude i havet, hvor han beslutter sig til at boarde et skib, der indeholder Lakeview Senior High, der som afslutning på skoleråret skal på et cruise til New York. Skibets navn er i øvrigt Lazarus!

Ombord på skibet er bl.a. pigen Rennie, der lider af vandskræk. Hun bor hos sin onkel, Charles McCulloch, der er lærer på skolen. Også Rennies kæreste, Sean, er med. Han er søn af skibets kaptajn. Og så dukker Jason altså også op, og begynder at slå alle på skibet ihjel en efter en. Til sidst er de kun Rennie, Sean, McCulloch og to mere i live, og de forlader skibet i redningsbåden.

Det lykkes dem at komme til New York, og her lander de på en forladt havn. Helt forladt er den nu ikke, for de bliver overfaldet af nogle unge mænd, der tager Rennie med for at voldtage hende. Ironisk nok bliver det Jason, der redder hende, men kun for at forfølge hende videre. Rennie og Sean flygter sammen, og efter en tur gennem New Yorks undergrundsbanen og ned i kloakken lykkes det dem endelig at sende Jason retur til Helvede – igen, igen, igen.

Fredag d. 13-filmene er bare ikke særligt gode. Historierne er stort set altid ens, og selvom Rob Hedden har flyttet scenariet til New York, er der ikke meget nyt at finde. I stedet har han genbrugt den enormt irriterende idé med at lade sære personer komme med uhyggelige forudsigelser. Her har vi f.eks. en matros, som helt i starten af filmen ganske umotiveret udbryder “This voyage is doomed!” og senere kommer med ligeså irriterende forudsigelser. Han har ret, men hvorfor pokker render han rundt som en anden dommedagsprofet?

Jeg synes, filmene mangler den humor, som f.eks. A nigthmare on Elm Street flød med, og så er Jason bare ikke særlig uhyggelig. I denne film lærte jeg dog, at hvis man bliver kastet ind mod et kontrolpanel ombord på et skib, bryder man i brand. Hvis man kører en bil ind i en afspærring, bryder den i brand. Og om natten gennemskylles New Yorks kloakker af gift-affald.

Efter en okay underholdende film 7 er 8. del i serien om Jason tilbage i det dårlige spor. Det kan godt være, at han genopstår et par gange endnu, men ikke på min dvd-afspiller …

Om Friday the 13th – Jason takes Manhattan:

Instruktør: Rob Hedden
Udgivelsesår: 1989

Fredag d. 13. serien:

Friday the 13th – 1980, D: Sean S. Cunningham
Friday the 13th, part 2 – 1982, D: Steve Miner
Friday the 13th, part 3 – 1982, D: Steve Miner
Friday the 13th, the final chapter – 1984, D: Joseph Zito
Friday the 13th, a new beginning – 1985, D: Danny Steinmann
Jason lives, Friday the 13th part VI – 1986, D: Tom McLoughlin
Friday the 13th, part VII: The New Blood – 1988, D: John Carl Buechler
Friday the 13th Part VIII: Jason Takes Manhattan – 1989, D: Rob Hedden
Jason Goes to Hell: The Final Friday – 1993, D: Adam Marcus
Jason X – 2001, D: James Isaac

Spin-off:
Freddy vs. Jason – 2003, D: Ronny Yu

Besøg seriens hjemmeside

Prom Night

Prom NightDonna bor hos sin onkel og tante. For tre år siden så hun sin mor blive stukket ihjel, og sin far og lillebror blev også dræbt. Morderen var hendes lærer Richard Fenton, som var besat af Donna. Men hun undslap, og Fenton blev idømt livstid i en mental institution.

Nu er der så gået tre år, og Donna har fået sit liv tilbage. Det er ’senior prom night”, og sammen med kæresten Bobby og deres venner skal hun til fest på hotel Pacific Grad. Aftenen starter godt, men så indløber en besked til det lokale politi. Fenton er undsluppet, og detective Winn tager af sted for at advare Donnas familie.

På hotellet hygger Donna og vennerne sig – uvidende om at Fenton er sluppet ud, og at han er på vej for at hente Donna!

Prom Night er en småkedelig slasherfilm. Der gives ingen forklaring på, hvorfor Fenton er så vild med Donna, og der er ikke den store psykologi gemt i historien. Fenton finder frem til hotellet, dræber alle der kommer i hans vej, indtil han kommer til Donna. Og så kan man vist godt gætte slutningen, uden at jeg siger mere.

I 1980 blev der også indspillet en film med titlen Prom Night, men så vidt jeg ved, har de to film ikke noget at gøre med hinanden udover et sammentræf af titel-lighed.

Om filmen:

Instruktør: Nelson McCormick
Udgivelsesår: 2008