Den grønne mil af Stephen King

Paul Edgecombe sidder som gammel mand på plejehjemmet Georgia Pines og tænker tilbage på året 1932. Dengang var Paul leder af dødsgangen på Cold Mountain, og det var året, hvor han led af en særlig slem urinvejsinfektion. Det var også året, hvor negeren John Coffey blev dømt for voldtægt og mord på to små tvillingepiger og kom ind for at sidde på “Mile”, som dødsgangen blev kaldt.

Coffey er dog ikke som de andre mordere og voldtægtsforbrydere, Paul har mødt. Der er noget med hans øjne .

Udover historien om John Coffey som viser sig at være et meget usædvanligt menneske, hører vi også om de andre fanger på “Milen”, Delacroix og William “Wild Bill” Wharton. Vi hører om Pauls forhold til sine kollegaer, Brutus, Dean, Harry og den skruppelløse Percy Wetmore, og om en lille mus som får stor betydning.

Stephen King var stærkt inspireret af Charles Dickens, da han skrev Den grønne mil. Mange af Dickens romaner blev nemlig udgivet som føljetoner, hvor læserne stod i kø for at læse næste afsnit af historien. Denne måde at skrive på fascinerede King så meget, at han besluttede sig for selv at afprøve det, og resultatet er blevet til Den grønne mil, en roman udgivet som seks små hæfter. Noget af det King fandt interessant ved at prøve at skrive på den facon, var udfordringen, for som han siger i forordet: “Jeg kunne godt lide det dumdristige ved idéen: hvis man gik død på idéen, ville man pludselig få en million læsere på nakken“.

Det lykkedes heldigvis Stephen King at holde gejsten og skrive Den grønne mil færdig. Og det er blevet en fremragende roman. Som altid formår King at skildre sine personer, så de står i kød og blod for læseren, når man er færdig, og selve historien fanger fra start til slut, selvom King som vanlig fører os ud på flere sideveje, før vi når frem til slutningen.

Også idéen med at lade Paul tænke tilbage, mens han sidder på et plejehjem, er rigtig god. Ind i mellem føles det næsten som om Paul er blevet gæst på “Milen” – for begge steder venter beboerne kun på døden.

Som så mange af Kings romaner er også Den grønne mil blevet filmatiseret. Instruktøren Frank Darabont, som også har instrueret den fantastiske The Shawshank Redemption, stod bag filmen, som kom i 1999. Og som altid når Darabont og King laver noget sammen, blev resultatet godt. Så godt at The Green Mile blev nomineret til ikke mindre end 4 Oscars, bl.a. for manuskriptet og for Bedste Film.

Tom Hanks har hovedrollen som Paul, og det gør han glimrende. Også Doug Hutchison som spiller den småslimede Percy og Sam Rockwell som Wild Bill er overbevisende. Derimod synes jeg ikke, at Michael Clarke Duncan lever op til det billede, jeg havde af John Coffey, selvom han faktisk blev nomineret til en Oscar for Bedste Mandlige Birolle. Men det er også en utrolig vanskelig rolle at udfylde.

Filmen følger bogen ret godt, og giver sig tid til at bygge en atmosfære op, og jeg synes, det er lykkes for Darabont at fange essensen af romanen. Men selvom jeg var godt underholdt med filmen, er bogen min klare min favorit. Her skinner Kings fantastiske fortællerevne bedst igennem, og det er det, som gør Den grønne mil til noget helt specielt.

Om bogen:

Originaltitel: The Green Mile
Udgivelsesår: 1996

Også omtalt på Bogrummet.dk