Omen III: the final conflict

the_final_conflict_boxcoverJeg var ikke så begejstret for anden film i serien, og selvom tredje film heller ikke lever op til den første, så er “Omen III: the final conflict” dog bedre end “Damien: Omen II”. Denne gang er Graham Baker instruktør, mens produceren stadig hedder Harvey Bernard.

Historien er nu rykket frem, og Damien er blevet en voksen mand, der står i spidsen for det verdensomspændende Thorn selskab. Han bliver udnævnt til ambassadør i England af sin gode ven USA’s præsident, men Damien betinger sig, at han også kan blive formand for FN’s ungdomsråd. Han har nemlig store planer for ungdommen.

Nogle italienske præster har dog tænkt sig at sætte en stopper for disse. De har ad kringlede veje fået fat på Megiddo-knivene, der som det eneste på jorden kan slå Damien ihjel, og de er fast besluttet på at stoppe ham. Første forsøg sker i et filmstudie, hvor Damien bliver interviewet, men det slutter grumt for præsten.

Det stopper dog ikke gruppen, som også har et andet mål – nemlig at holde Damien væk fra Kristus, der efter 2000 år er blevet genfødt på jorden. Det er Damien også klar over, så han forsøger på den anden side at slå Kristus ihjel. Men da han ikke ved, hvilket barn der er Kristus følger han i fodsporene af kong Herodes, samtidig med at han undslipper præsterne gang på gang.

Til sidst er kun præsten DeCarlo tilbage, og han henvender sig til journalisten, der interviewede Damien under det første attentat. Men kan det lykkes ham at overbevise hende om, at Damien er djævelens søn? Og vil det denne gang lykkes at stoppe ham…

Rotweileren er tilbage er i film 3, og alene det er et uhyggeligt gensyn værd. Derudover synes jeg godt om sideplottet med at dræbe alle de små drengebørn for at slippe af med den genfødte Kristus. Jeg synes desværre ikke, at Sam Neill, der spiller Damien, virker særlig overbevisende – hverken når han taler til sine tro tilhængere, eller når han fører samtaler med sin djævelske far. Han er dog god til at virke hypnotiserende på de unge.

Slutningen bliver lidt “over-the-top” efter min smag. Alt i alt ikke den bedste film, men kan dog godt ses en mørk og stormfuld aften.

Instruktør: Graham Baker
Udgivelsesår: 1981

Serien:

The Omen, 1976 – Richard Donner
Damien: Omen II, 1978 – Don Taylor
Omen III: the final conflict, 1981 – Graham Baker
Omen IV: the awakening, 1991 – Jorge Montesi & Dominique Othenin-Girard

The Omen, 2006 – John Moore (genindspilning)

Læs hvad de mener på Planet Pulp

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.