For efterhånden en del år siden så jeg en film om et ægtepar, som havde en masse ulve, og så var der noget med en ung kvinde, der havde en unaturlig tæt tilknytning til disse ulve. Dengang var jeg meget fascineret af historien, og da jeg så forleden tilfældig faldt over romanen bag filmen, fik jeg lyst til at læse den.
Fortælleren Anna er gift med forfatteren Tom, der skriver om jagt og naturoplevelser. En dag får de en henvendelse fra den unge kvinde Ellinor, som har en ulv, hun godt vil have passet hos dem, da hun ikke selv har pladsen. I starten siger de nej, men det ender alligevel med at Ellinor og ulven Nero flytter ind.
Ganske langsomt bliver Anna skubbet mere og mere ud, mens Tom og Ellinor finder sammen om ulvene – for der kommer flere til. Og mens Tom skriver sin bog, og Ellinor passer dyrene, går Anna omkring med underlige tanker. Hun kan ikke sove om natten, fordi der lugter af blod fra ulvenes foder, og så er der også noget mærkeligt med Ellinor. Hun har et næsten unaturligt tæt forhold til ulvene, og så har hun sammenvoksede øjenbryn!
Ulvetid er en ganske kort roman på kun 133 sider, men jeg synes absolut, at Helle Stangerup har fået fyldt noget indhold i. Hun beskriver Annas mentale sammenbrud helt fantastisk, og selvom jeg i dag kan undre mig lidt over, hvorfor en kvinde i 1980 var nødt til at finde sig i den slags fra sin mand og ikke bare rejser, så ødelægger det ikke bogen. For det er jo ikke så nemt bare at sige farvel og tak.
Stangerup beskriver overbevisende, hvordan angst kan ændre ens opfattelse af virkeligheden, og det mest skræmmende er måske netop, at vi ikke ved, hvad der rigtigt sker. Sker det virkeligt eller blot i personernes hoveder?
Ulvetid er mere en psykologisk thriller end en egentlig gyser, men læs den alligevel.
Om bogen:
Udgivelsesår: 1980
Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet
