I Giallo-serien udgivet af Another World Entertainment er film nummer tre “Torso” af Sergio Martino, som bl.a. sælges på slaglinjen: “Træd ind i det psykoseksuelle sinds bizzare verden”. Og ja, når italienere viser sex-scener, så er det væsentlig mere explicit end i amerikanske film.
Filmen følger en gruppe piger, der studerer kunsthistorie. En aften bliver en af dem kvalt og bagefter skåret op af en ukendt morder, som tager hende og kæresten i at dyrke sex i bilen. Kort efter bliver endnu en af pigerne dræbt, og politiet beder de studerende om hjælp til at fange morderen. De har fundet tørklædet, der blev brugt til at strangulere det ene offer, og nu håber de at nogen kan huske at have set det før.
Daniela er sikker på, at den medstuderende, Stefano, har haft et sådan tørklæde, men veninden Jane overbeviser hende om, at hun tager fejl. Stefano kan ikke være morderen, mener hun. I stedet tager de to sammen med to andre veninder væk for en tid. De rejser til Danielas onkels villa ude på landet. Men morderen er fulgt efter dem, og snart dukker han op for at gøre sit arbejde færdigt.
Jeg var en lille smule skuffet over “Torso”. Historien virker til tider temmelig rodet, og jeg synes ikke, at personerne gjorde noget særligt indtryk. Filmen virker lidt som en undskyldning for at vise smukke nøgne kvinder have sex, og så smider man en morder ind for at gøre det til en thriller fremfor en erotisk film. Det er selvfølgelig en del af Giallo-konceptet, men jeg synes, at andre instruktører har gjort det langt mere elegant.
På nogen måder minder “Torso” lidt om slasherfilm som “Halloween” og “Friday the 13th”, der fik stor succes som serier op gennem 1980’erne. I “Torso” er det nemlig de seksuelt aktive kvinder/piger, der myrdes, mens jomfruen får lov at overleve, og det er jo typisk for en amerikansk slasherfilm, men måske ikke så typisk i europæisk sammenhæng.
Afsløringen af morderen var heller ikke den store overraskelse, selvom Martino forsøger at spille flere mulige emner på bordet, og vi helt frem til slutningen kun ser de sorte handsker og et maskeret ansigt, når morderen arbejder.
Det, der efter min mening fungerede bedst, er i slutningen af filmen, hvor en af pigerne gemmer sig på husets første sal. Morderen ved ikke, at der er flere piger i huset og er i gang med at skaffe de øvrige lig af vejen. Her lykkes det at skabe en vis suspense, mens vi spekulerer på, om det kan lykkes pigen at slippe væk uset.
Instruktør: Sergio Martino
Udgivelsesår: 1973
Originaltitel: I corpi presentano tracce di violenza carnale
Andre film i AWE’s Giallo-serie:
Cold eyes of fear, 1971 – D: Enzo G. Castellari
Torso, 1973 – D: Sergio Martino
Dødens puslespil, 1974 – D: Duccio Tessari
Profondo Rosso, 1975 – D: Dario Argento
The New York Ripper, 1982 – D: Lucio Fulci
Modelmordene, 1985 – D: Carlo Vanzina
