Jeg har egentlig haft Cannibal the Musical liggende ved dvd-afspilleren i nogle måneder, for godt nok tænkte jeg, at den kunne være sjov at se, da jeg købte den, men siden har der altid lige været en anden film, som var mere interessant, når jeg skulle sætte noget på. Men nu har jeg endelig set den, og som altid når det er en Troma udgivelse, blev det en noget anderledes filmoplevelse.
Alferd Packer begiver sig sammen med en gruppe guldgravere til Colorado for at søge efter guld, men det viser sig at Packer ikke er den store guide. På rejsen møder de bl.a. tre fangere, som er stærkt misundelige over Packers hest, og de støder også ind i en gruppe japanske indianere. Efter et ophold hos sidstnævnte drager gruppen over bjergene, men farer vild, og efter lang tids sult begynder de at æde hinanden for at overleve, til der til sidst kun er Packer tilbage. Han finder tilbage til civilisationen, men kannibalismen bliver opdaget, og Packer bliver dømt til døden. Journalisten Polly Pry har dog andre planer.
Cannibal the Musical bygger på en sand historie. Alferd Packer var den første amerikaner, der blev dømt til døden for kannibalisme. Han flygtede fra fængslet i 1874, men 9 år senere blev han fanget og dømt. Dødsstraffen blev dog ændret til 40 års fængsel i 1886, og han blev løsladt efter pres fra Polly Pry i 1901. Filmens sidehistorie om Packers forelskelse i sin hest er dog det pure opspind, og de indianere Packers gruppe mødte var heller ikke japanere med samuraisværd.
Filmen er en musical, og derfor bryder skuespillerne ind i mellem ud i sang. Men da det er en Troma film, og ydermere er instrueret af Trey Parker, som er kendt fra South Park, så er her naturligvis ikke tale om speciel skønsang eller særlig lødig sang. Det gør kun filmen bedre i mit univers, hvor jeg nu vil huske at synge sangen om snemænd, når livet går mig imod …
Trey Parker har både skrevet og instrueret Cannibal the Musical, ligesom han spiller hovedrollen som Alferd Packer. Idéen til filmen opstod, mens Parker studerede på Colorado University, og begyndte som en falsk trailer til en film for siden at udvikle sig til en spillefilm lavet ved hjælp af studiekammerater og finanseret af private investorer og familie. Oprindelig hed filmen Alferd Packer – the Musical, men da Troma kom til i 1996 blev det besluttet at udgive den under den nuværende titel, da kun ganske få udenfor Colorado havde hørt om Alferd Packer.
Da filmen for en stor del er lavet af amatører, er billedsiden naturligvis derefte. Men eftersom replikkerne hele filmen igennem fyger gennem luften som kugler, og skuespillet er så tilpas overspillet og skørt, at det bliver kitch, så er Cannibal the Musical ikke bare en anderledes filmoplevelse, men faktisk også en ganske morsom og underholdende film. Og hvor tit er det lige, man kan sige, at man har set en western-horror-kannibal-komedie-musical?
Om Cannibal the Musical:
Instruktør: Trey Parker
Udgivelsesår: 1996
Også omtalt på Horrorsiden.dk