Hideo Nakata

Hideo Nakata blev født d. 19 juli 1961 i Okayama, Japan. Debuterede i 1992 med “Honto ni atta kowai hanashi: Jushiryou”, tre korte overnaturlige fortællinger. Den første handler om en teenagepige, som drømmer om en besat dukke. Den anden handler om en enke, som bringer sine børn til et hus i en skov for at hjælpe dem med at glemme deres fars død. Mens børnene er i skoven møder de et spøgelse, og det vil ikke bare være venner. Den sidste fortælling handler om tre teenagepiger, som tager på ferie i et hjemsøgt hotel. Filmen var en del af Honto ni Atta Kowai Hanashi tv-serien, som var en eksperimenterende begyndelse for mange af de japanske horror-instruktører i 1990’erne.

Hideo Nakata var  i 1980’erne gennem længere tid instruktør-assistent for porno- og erotica-instruktøren Masura Konuma ved Nikkatsu-studiet. I begyndelsen af 1990’erne tog han til London for at studere film, men da Nikkatsu gik fallit i 1993, blev Nakata i England, hvor han påbegyndte dokumentarfilmen “Joseph Losey: Yottsu no Na o Mutsu Otoko” (Joseph Losey: The Man With Four Names, 1998). Filmen var flere år undervejs, og Nakata rejste i den tid frem og tilbage mellem England og Japan, hvor han skaffede finansieringen til sin film ved at tage instruktørjobs på forskellige erotiske film. Også “Joyû-re” fra 1996 (Ghost Actress) blev lavet for at skaffe penge til dokumentaren. “Joyû-re” foregår på et filmset, hvor man er ved at indspille et krigsfilms-drama, men instruktøren får problemer, da et kvindeligt spøgelse dukker op på settet, og en masse uheld begynder at ske for skuespillerne. Filmen blev en slags forløber til “Ringu” (1998), ikke kun med brugen af det kvindelige spøgelse, men fordi Nakata allerede her har idéen om at lade selve filmmediet være hjemsøgt – i dette tilfælde celuid-filmen de optager på. I 2009 blev filmen genindspillet til det amerikanske marked med kinesiske Fruit Chan (“Three Dumplings“) som instruktør.

“Ringu” fra 1998 blev Hideo Nakatas store gennembrud, og ses af mange som starten på de asiatiske horrorfilms gennembrud i Vesten. Filmen handler om et videobånd, der tilsyneladende er forbandet. Alle, som ser det, dør efter 7 dage. Journalisten Asakawa opdager historien og bliver snart mere involveret, end hun forventede. Kenneth T. de Lorenzi skriver i sit portræt af Hideo Nakata i Kosmorama, nr. 236: “Det kan hævdes, at bevægelsen væk fra 1990’ernes selvbevidste tungen-lige-imunden-horror begyndte med Hideo Nakatas “Ring”, der peger lige frem mod Daniel Myrick og Eduardo Sánchez’ kæmpehit “The Blair Witch Project” (USA, 1999), selvom Nakatas film først udkom året efter i Vesten. Men begge tager de udgangspunkt i teenagekulturens vandrehistorier og er markeret ved deres fravær af indforstået humor.” Allerede året efter kom en efterfølger “Ringu 2” (1999), og i 2002 kom en amerikansk udgave med titlen “The Ring” instrueret af Gore Verbinski. Også “Ringu 2” blev amerikaniseret i 2005, denne gang med Nakata selv i instruktørstolen.

Ringu-filmene har en insisterende tone, der kræver af sit publikum, at de tager filmene alvorligt. Her bruges på intet tidspunkt humor for at løsne stemningen. I stedet kryber stemningen sig ind på publikum, som gribes af uvished og frygt for, hvad der kommer til at ske. Usikkerheden gør det så meget mere skræmmende, når det man så frygter, rent faktisk sker. F.eks. i en scene i “Ringu” hvor en af personerne ser skikkelsen af det kvindelig spøgelse på en tv-skærm. Skikkelsen kravler nærmere og nærmere på skærmen – og pludselig trækker hun sig ud gennem skærmen! Scenen virker utroligt stærkt, netop fordi Nakata lader uhyggen snige sig ind med den intense stemning.

Hideo Nakata har både hentet inspiration til sine film globalt og lokalt. Det kvindelige spøgelse i “Ringu” med et enkelt åbent øje synligt gennem det lange sorte hår, er en ikonografi, som Nobou Nakagawa brugte. Han var en af de mest betydelige gyser-instruktører i Japan i 1950’erne og 1960’erne, hvor han var en stor fornyer af genren med sine film, der kan minde om drømme, som er på nippet til at briste og blive til mareridt. Den globale inspiration er bl.a. fundet via Kiyoshi Kurosawa, som ved siden af sit instruktørjob holdt forelæsninger om amerikanske genrefilm ved universitetet i Tokyo i slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne. En af hans tilhørere var Nakata, som her lærte at tage gysergenren alvorligt og blev introduceret for, hvordan man kunne forny den japanske gysergenren.

I 1999 instruerede Nakata “Kaosu”, en labyrintisk thriller om en kidnapning, der går galt. “Kaosu” handler om Kuroda, som laver en fupkidnapning af den succesfulde forretningsmand Komiyamas hustru. Men det hele går galt, og Kuroda går i panik, og det får vidtrækkende følger. Filmen består af små fortællinger, der ikke udspiller sig kronologisk, og intet er, som det umiddelbart ser ud til at være undervejs. En gennemført film med et komplekst plot, som bringer tankerne hen på de amerikanske film noir fra 1940’erne og 1950’erne. Efter sigende skulle der være en genindspilning af “Kaosu” undervejs med bl.a. Robert De Niro på rollelisten og Jonathan Glazer instruktørstolen.

I 2002 lavede Hideo Nakata “Honugurai mizo no soko kara“, der i 2005 blev amerikaniseret med Walter Salles i instruktørstolen under titlen “Dark Water”. Separerede Yoshimi har vundet forældremyndigheden over den 5-årige datter, og nu skal hun starte på ny. De to flytter ind i en lejlighed, som i starten virker perfekt, men snart begynder der at ske mærkelige ting. En uforklarlig vandskade kommer til syne på loftet, og den bliver større og større for hver dag. Så begynder en barnetaske at dukke op alle steder, og snart ser Yoshimi også den lille pige, som ejer tasken. Men hun er ikke en almindelig lille pige.

“Honugurai mizo no soko kara” er en dyster og fascinerende film. Det lykkes Hideo Nakata på en og samme tid at fremstille Yoshimi som en kærlig og pligtopfyldende moder, men samtidig er hun et menneske presset til randen af sine ressourcer, og som filmen udspiller sig, rykker hun nærmere og nærmere en psykisk kollaps. Vi bliver ikke overdynget med blod og gore, og selvom her er lidt flere special effects end i “Ringu”, bruges de lidt anderledes her. F.eks. ser vi ikke spøgelsets ansigt tydeligt før langt henne i historien, og det er med til at gøre uhyggen desto større, fordi publikum selv begynder at udfylde ansigtet, hvilket er langt værre end noget Nakata kunne finde på. Et andet uhyggeligt element er den røde taske. Umiddelbart er den jo ikke skræmmende, men lige meget hvad Yoshimi gør for at slippe af med den, bliver den ved med at dukke umotiveret op, og denne gentagende opdukken er ligeledes insisterende skræmmende. Endelig er hele atmosfæren så dyster og trøstesløs, og den evige dryppen fra loftet påvirker nerverne hos såvel filmens aktører som publikum. Som Classic-horror.com skriver: “Hideo Nakata is becoming a household name, taking a positive seat in the ghost story horror genre. He does for the paranormal what Lucio Fulci did for gore, or what George Romero did (does?) for zombies. The highly praised Japanese director establishes smart and moody visuals that will always be remembered in your psyche. Before you go to bed, when you turn out the lights, and in “Dark Water”‘s case, when you get in an elevator, you will remember these scenes.”

Hideo Nakata vendte tilbage til sine japanske rødder, da han i 2007 lavede periodefilmen “Kaidan” baseret på en historie af 1900-tals forfatteren Encho Sanyutei. Filmen kombinerer drama med en klassisk spøgelseshistorie, og handler om en mand, som ved et uheld slår sin kone ihjel. Kort efter forelsker han sig í en yngre kvinde, men hans første hustru vender tilbage fra gravens dyb og truer med, at hun vil hjemsøge ham for resten af livet, hvis han nogen sinde gifter sig igen. I slutningen af 1950’erne havde Nobuo Nakagawa, som Nakata tidligere har hentet inspiration fra til bl.a. “Ringu”, stor succes med at bruge gamle japanske historier og legender som baggrund for sine film, bl.a. “Kaidan Kasane-ga-fuchi” som også var skrevet af Encho. Nakata lader næsten “Kaidan” være en form for remake af denne, men for at imødegå det moderne publikums ønske om drama og uhygge, sætter Nakata tempoet op i “Kaidan” i forhold til de gamle film, og smider også flere chok-effekter ind. “Kaidan” blev dog ikke modtaget så godt af anmelderne, som fandt at filmen, trods det at den teknisk var flot lavet, ikke kunne engagere publikum følelsesmæssigt.

Året efter lavede Hideo Nakata “L: Change the world” som er en sequel til “The Death Note”-serien, som baserer sig på mangaen “Death Note” skrevet af Tsugumi Ohba og illustretet af Takeshi Obata. Nakatas film blev også adapteret til bogform. Hovedpersonen L er en ung detektiv, som stopper en gruppe miljø-aktivister i at udslette menneskeheden med en virus 100 gange værre end Ebola. Men ikke al virussen er blevet ødelagt, og L må igen op imod terroristerne. Nakatas film er mørkere end de to forgængere og fortælles med en mere lige-ud-ad-landevejen stil, men har dog stadig en humoristisk undertone.

Hideo Nakata bryder sig ikke om at blive sat i bås som horror-instruktør, og har i løbet af årene også lavet flere dokumentarfilm samt non-horrorfilm både for tv og som spillefilm. Senest “Chatroom” der kom på gaden i 2010 og handler om en gruppe teenagere, som opfordrer hinanden til dårlig opførsel. Filmen er med engelske skuespillere, og blev vist til Cannes Festivalen 2010. Det er Nakatas første originale engelsk-sprogede spillefilm

Læs mere:

Kosmorama, 2005 – nr. 236
Sarudama.com
Classic-horror.com
The Japan Times
IMDB
Wikipedia

Udvalgt filmografi: