Løøøøb! af John Kenn Mortensen m.fl.

Løøøøb! af John Kenn Mortensen m.fl.

Mads Bluhm, der er projektleder for Bogforum Comics, har skrevet forordet til Løøøøb!, der er resultatet af tegnevæggen på Bogforum 2021. Her fortæller han dels lidt om tegnevæggens historie, og dels om hvordan årets historie blev til.

Hvor tegnevæggen tidligere har været løst baseret på et tema eller tegnernes egne idéer, står John Kenn Mortensen bag den overordnede rammehistorie i Løøøøb! Pigen Ellen vågner om natten og skal tisse. På toilettet glemmer hun sin bamse, og nu må hun igennem et monsterfyldt mareridt for at få fat i bamse igen.

De inviterede tegnere er en blanding af nye talenter og garvede tegneserieskabere. Hver tegner fik på forhånd en række stikord til, hvad deres side skulle illustrere af historien, og så tegnede de ellers live under Bogforum med publikum lige i nakken. Normalt udgives tegnevæggen ikke, men forlaget Afart havde stand lige overfor og blev så begejstrede for resultatet, at de bad om lov til at udgive den.

Og det kan jeg godt forstå! Løøøøb! fungerer nemlig godt. Både som historie og som en mulighed for at nyde en lang række danske tegnere. Forventeligt er der stor forskel på tegnestil og udtryk fra kunstner til kunstner, men det tager intet fra oplevelsen. Tværtimod giver det historien en ekstra dimension at se, hvor forskelligt situationerne fortolkes.

Flere af mine yndlingstegnere deltager så jeg havde også lidt sjov med at prøve at spotte deres tegninger uden at smugkikke. Men det pudsige er, at når man fordyber sig i billederne flere gange, så bliver oplevelsen bare bedre og bedre. Der dukker nye detaljer op. Man lægger mærke til brug af skygger/perspektiv/valg af tegneredskab osv., og pludselig er også dette billede en yndling.

Selvom det at læse tegneserien ikke er den samme totale oplevelse, som hvis man var til stede på Bogforum, så er resultatet absolut underholdende. Man får også en lille snert af stemningen, idet der er indsat en række fotos fra tegnevæggens udførelse. Derudover er JKM’s manuskript indsat til sidst med navnet på den tegner, der efter planen skulle illustrere siden.

En herlig og anderledes tegneserie, der bestemt kan anbefales. Både for monster-elskere og andre.

Om Løøøøb!:

Udgivelsesår: 2022
Forlag: Afart, 48 sider
Omslag: Johan F. Krarup

Læs også:

Absurd #8
De underjordiske af Dan Abnett, John Tomlinson og Steve White
Exodus af Jacob Rask Nielsen
Gigant af Rune Ryberg
Hit And Run Mutants af Sprogø & Balslev
I ly af mørket – en H.P. Lovecraft tegneserieantologi
King af A. Silvestri, illustreret af Christoffer Gertz Bech
Kulkælderen #5
Made Flesh af Tom Kristensen og Lars Kramhøft
Natteræd af John Kenn Mortensen
Videovold og 80’er snask
Volt #5

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.