Med Tørke har Per Jacobsen endnu en gang skrevet en roman, der er umulig at lægge fra sig og samtidig næsten ikke er til at bære at læse.
Havbiologen Nathan Bray er sammen med sin 7-årige datter, Jessie, ombord på fragtskibet M/S Darwin på vej mod Galapagosøerne. Her skal han dokumentere, at der sker koralafblegning, mens Jessie drømmer om at se en havskildpadde. Men cirka 50 sømil fra målet sker noget uforklarligt. Pludselig forsvinder havet, og i stedet for at sejle roligt af sted befinder de sig i et øde landskab, der ligeså vel kunne være Sahara.
Udover Nathan og Jessie overlever kun skibsmekanikeren Earl samt Meredith, fragtskibets eneste passager udover far og datter, katastrofen. Uden håb om hjælp må de selv forsøge at finde land. Men med næsten 90 km til fods gennem et ugæstfrit terræn fuld af dybe kløfte og høje bjerge til de nærmeste beboede øer, er det en tæt på umulig mission. Især da turen skal foretages og nærmest uden mad og vand.
Historien fortælles gennem Nathan over 7 dage. Ind i mellem er indlagt korte kapitler, hvor vi i tilbageblik hører om tiden før. Her får vi forklaringen på, hvorfor Nathan og Jessie er alene sammen.
Tørke er en grum roman. Det er historien om, at nogle gange er det ikke nok at ville noget. Men det er også en fortælling om kærlighed, og om hvor langt kærlighed kan bære os.
Jeg har tidligere sammenlignet Per Jacobsens bøger med at se en amerikansk blockbuster, og det er jeg nødt til at gøre igen. Han har en fantastisk evne til at skrive, så man bliver indfanget af fortællingen uden forbehold.
Vi får ingen forklaring på, hvorfor vandet pludselig forsvinder, og jeg skal da indrømme, at jeg undrede mig lidt over vandrationerne i redningsbåden. Måske var det kun saltvandet, der forsvandt? Men det er ikke de spørgsmål, der er det centrale i Tørke. Det er selve rejsen ind i håbløsheden. Per Jacobsen skriver i sit efterord, at han er gået efter at sætte sine personer i den mest håbløse situation, og se hvordan de klarer konfrontationen med smerte, sygdom og død. Set i bagspejlet kommer vi måske ikke helt ind i deres sind, men ikke desto mindre måtte jeg lige synke en klump i halsen til sidst.
Tørke er en nådesløs overlevelsesroman. Historien flyder fra første linje, og vi får både smæk for skillingen og sympatiske personer. Jeg var rigtig godt underholdt og kan kun give den stor anbefaling.
Uddrag af romanen:
Nathan træder hen til rælingen og griber fat i dens kant. Dernæst læner han sig frem – og mister for et øjeblik evnen til at trække vejret.
Vandet er spækket med bobler. Tusindvis af dem. Små, dirrende bobler, der myldrer frem i vandoverfladen, vokser sig større og derefter brister.
“Hvad er det?” hører han Earl hviske ved siden af sig. “En … fiskestime eller sådan noget?”
“Næppe. Ingen fiskestime er så stor.” For at understrege sin pointe peger Nathan mod et vilkårligt sted længere ude på havet, hvor vandoverfladen også er brudt af bobler. Faktisk er der bobler i alle retninger, så langt øjet rækker. Det ser ud, som om hele Stillehavet er blevet bragt i kog.
Bortset fra, at vi ville være blevet dampkogt nu, hvis det var tilfældet. (side 18-19)
Om Tørke:
Udgivelsesår: 15.09.2023
Forlag: Humblebooks, 280 sider
Omslag: Per Jacobsen
Læs også:
Den lange vandring af Richard Bachman
Dyndkongens datter af Karen Dionne
Vore endeløse dage af Claire Fuller
Udhængt af Per Jacobsen
Vejen af Cormac McCarthy
Den sidste af Alexandra Oliva
Undergang af Søren Poder
