Torsdag d. 29. februar åbner Skrækfest 2024, og programmet ser yderst lovende ud.
I uge 9 sætter Odense biblioteker og borgerservice i samarbejde med en række lokale aktører endnu en gang fokus på gysets og horrorens verden. I år er det overordnede tema ‘virkelighedens horror’ med blandt andet foredrag om okkultisme i Danmark, profilering af seriemordere og et indblik i Elizabeth Báthory, blodbaronessen fra Tatrabjergene. Derudover er der også masser af andre, spændende aktiviteter. Ikke mindst Dark Market hele lørdag med mulighed for at købe alt hvad hjertet måtte begære.
Herunder kommer et lille udpluk af de mange foredrag, events og koncerter, du kan opleve på Skrækfest 2024. Vær opmærksom på at nogle af programpunkterne foregår andre steder end Hovedbiblioteket og kræver billet.
Torsdag d. 29. februar
kl. 18.30-20.15 Italiensk B-horror ved journalist Davide Rota
Italien har generelt en stor tradition for B-gysere, og vi dykker ned i den klassiske, italienske horrorfilmhistorie, når Davide Rota hylder instruktører såsom Joe D’Amato, Riccardo Freda, Sergio Martino, Michele Soavi og forfattere af manuskripter som Dardano Sacchetti og Ernesto Castaldi.
Hovedbiblioteket, lokale 3.5. Billetpris: 75 kr. via aof.dk
kl. 19.00-20.30 Kristian Corfixen – bag om sygeplejerskesagen
Oplev forfatter Kristian Corfixen, der står bag bogen “Sygeplejersken” – som også er udkommet som en Netflixserie sidste år. I bogen undersøger og dokumenterer Corfixen de drab, der fandt sted på Nykøbing Falster Sygehus – hvor det hele startede med, at en sygeplejerske mistænkte sin kollega for at stå bag en forfærdelig forbrydelse. Foredraget er et samarbejde mellem Skrækfest og Magasinet, Kulturmaskinen.
Magasinet. Billetpris: 170 kr. via kulturmaskinen.dk
kl. 20.00-22.00 Myrkur
Amalie Bruun alias Myrkur markerede sig fra start med rå second-wave black metal og en forkærlighed for den nordiske folkemusik. Myrkur går på scenen i anledning af hendes seneste album “Spine”, og koncerten afholdes i samarbejde mellem Skrækfest 2024 og Musikhuset Posten.
Musikhuset Posten. Billetpris: 280 kr. via postenlive.dk
Fredag d. 1. marts
kl. 15.00-16.00 Fantasy booktalk
Fantasyeksperter og entusiaster Kimmie Lønsmand og Sarah Tarp Madsen deler ud af inspiration og anbefalinger til læsere, der kan lide krimi OG fantasy. Bøgerne foregår i parallelle universer, nutidens London eller episke lande, hvor magi er en fast del af hverdagen. Skal fortællingen dryppe af blod? Eller skal uhyggen komme snigende gennem et psykologisk spil? Lige meget hvordan du ønsker, at skrækken skal udfolde sig, vil der helt sikkert være noget for dig. Kom med til et gys – og en hyggelig booktalk.
Hovedbiblioteket, Musikscenen. Gratis adgang. Tilmelding nødvendigt
kl. 17:00-18:00 Odense Filmværksted præsenterer
Odense Filmværksted viser et lille program af kortfilm, som hver især benytter sig af nogle af horror-genrens velkendte virkemidler. De tre film (“Højlandet”, “Sommerhus” og “Bæst”) er produceret med støtte fra Odense Filmværksted af unge, aspirerende filmskabere. Odense Filmværksted er til stede ved visningens start til at præsentere filmene.
Hovedbiblioteket. Gratis adgang. Tilmelding nødvendigt
kl. 18.30-19.30 Genfortælling af en klassiker med Kenneth Bøgh Andersen
Kenneth Bøgh Andersen har taget tre af de største gyserklassikere under kærlig behandling og pustet nyt liv i “Frankenstein”, “Jekyll & Hyde” og “Dracula”. Kenneth Bøgh Andersen fortæller indlevende om udfordringerne og dilemmaerne i en genfortællingsproces og om de spændende valg og fravalg, han har truffet som forfatter. For hvad kan vi lære af værker, der blev skrevet i 1800-tallet? Hvilke temaer og motiver er fortsat vedkommende for os i det 21. århundrede? Og hvordan sætter man som forfatter sit eget præg på en klassiker, mens man samtidigt er tro mod den oprindelige historie?
Hovedbiblioteket, Musikscenen. Gratis adgang. Tilmelding nødvendig
kl. 19.30-20.30 Vlad Spidderen ved kulturformidler Nicolas Barbano
Hvem var Vlad Spidderen? Og hvordan endte han med at blive grundlaget for en helt myte? Det kan du høre meget mere om, når Nicolas Barbano gør os klogere på manden bag myten. Verdens bedst kendte rumænske regent er utvivlsomt Vlad III, bedre kendt som Vlad Țepeș, der betyder “Vlad Spidderen” og hentyder til hans foretrukne teknik, når tusindvis af tilfangetagne fjender skulle aflives. Allermest kendt er Vlad III dog under tilnavnet Dracula, som også er navnet på vampyrgreven i Bram Stokers fortælling. Horroreksperten Nicolas Barbano kortlægger sammenhængen mellem de to Draculaer, spidderen og blodsugeren, og hamrer en pæl gennem de mest udbredte misforståelser.
Hovedbiblioteket, Musikscenen. Gratis adgang. Tilmelding nødvendig
Lørdag d. 2. marts
kl. 11.00-18.00 Dark Market
Oplev Danmarks hyggeligste uhyggelige marked, når Dark Market indtager Odense Hovedbibliotek i forbindelse med Skrækfest 2024. Dark Market giver mindre butikker og freelance-producenter med fokus på subkulturer mulighed for at præsentere og sælge deres produkter. Markedet er børnevenligt og en oplevelse for hele familien.
Hovedbiblioteket. Gratis adgang uden tilmelding
kl. 11.00-18.00 VR Horror Zone
UCL udfordrer de mest hårdføre og modige gæster i Virtual Reality Horror Zone. Tag VR brillerne på hovedet og få horroren så tæt på, som den overhovedet kan komme. Arrangementet er støttet af Odense Kommune og Statens Kunstfond.
Hovedbiblioteket. Gratis adgang uden tilmelding
kl. 11.00-13.00 Ondskabens psykologi – profiler af seriemordere ved Florence McLean
Som Danmarks førende ekspert indenfor psykologisk profilering, ‘criminal profiling’ og seriemordere fortæller Florence McLean om nogle af de værste serieforbrydere fra hele verden. Hvordan finder man en seriemorder? Hvad siger en seriemorders valg af gerningssted, ofre mm. om, hvem seriemorderen er?
Hovedbiblioteket, Musikscenen. Gratis adgang. Tilmelding nødvendig
kl. 13.00-14.00 Når frosten kommer – foredrag med forfatter Aske Munk-Jørgensen
Forfatter Aske Munk-Jørgensen i samtale med formanden for Dansk Horror Selskab A. Silvestri om sin gyserroman “Når frosten kommer“, om Thomas, der mister sin kone i en bilulykke, han også selv er en del af. Tragedien tærer på ham og for at komme væk fra mareridtet, flytter han til Vestjylland for at starte et nyt liv. Her ser alting ud til at lysne for ham; han møder en rar nabo og endda også en ny kærlighed i – men kærligheden kommer med en skyggeside. Og det er ikke det eneste mørke, der er i hans liv – for er hans indre dæmoner kun i hans sind, eller er de faktisk også flyttet ind i hans hus?
Hovedbiblioteket, Musikscenen. Gratis adgang. Tilmelding nødvendig
kl. 14.00-15.00 Bliv klogere på middelalderens hekse ved Martin Wangsgaard Jürgensen
Før kristendommen fandtes der mange slags magikere; præst, nekromantiker, sandsiger, seer og heks. I middelalderen blev den magiske verden til en enkel kamp mellem Gud og Djævelen, og man mente, at heksen stod i ledtog med Djævelen. Men hvorfor mente man det? Hvordan blev heksen koblet til Djævelen?
Hovedbiblioteket, Musikscenen. Gratis adgang. Tilmelding nødvendig
kl. 15.00-16.00 Okkultisme i Danmark ved Bo Bomuld-Hamilton Wittendorff
Bo har samlet nogle af Danmarks bedste overnaturlige historier i sin bog “Det okkulte Danmark”. Her er historiske fakta og øjenvidneberetninger, og historierne svinger fra at handle om spøgelser over mytiske væsener til magi og meget mere. På Skrækfest 2024 har Bo samlet de bedste okkulte historier med udgangspunkt i historier, der stammer fra det fynske.
Hovedbiblioteket, Musikscenen. Gratis adgang. Tilmelding nødvendig
kl. 16.00-17.00 Virkelighedens horror: Et forskningsperspektiv på den morbide nysgerrighed ved Mathias Clasen
Hvorfor hævder så mange horrorfilm at være ”baseret på virkelige hændelser”? Hvorfor er found footage-horror som fx “The Blair Witch Project” så effektivt? Og hvorfor elsker så mange af os true crime? Det vil horrorforsker Mathias Clasen, ph.d. og lektor i litteratur og medier ved Institut for Kommunikation og Kultur ved Aarhus Universitet, gøre os meget klogere på.
Hovedbiblioteket, Musikscenen. Gratis adgang. Tilmelding nødvendig
kl. 17:00-18:00 SCARYO – Danmarks nye horror-streamingtjeneste
Hvad der skal til for at skabe en streaming-tjeneste med et dedikeret genre-fokus, som også skal give plads til de film, der aldrig får en chance hos de store spillere, i biografen eller på TV? Det kan du blive klogere på, når de to stiftere Morten Bak og Steffen Trannerup, som står bag SCARYO, besøger Skrækfest 2024. Med i lommen har de også vouchers til to gratis film på SCARYO, som de deler ud til festivalens gæster.
Hovedbiblioteket. Gratis adgang uden tilmelding
kl. 18.00-19.00 Blodbaronessen ved kulturformidler Nicolas Barbano
Elizabeth Báthory er verdens mest grusomme og berømte seriemorderske. Hun levede i 1600-tallet og har hjemsøgt populærkulturen i århundreder. I spændingsfeltet mellem myter og dokumentation har kunstnere og historikere kappedes om at levendegøre hendes livshistorie, et vampyrisk portræt vævet af smertefuld død, frisktappet blod og drømme om evigt liv. Nicolas Barbano vil i foredraget kortlægge og vise eksempler fra den grusomme saga om Elizabeth Báthory, blodbaronessen fra Tatrabjergene.
Hovedbiblioteket, Musikscenen. Gratis adgang. Tilmelding nødvendig
kl. 19.00-20.00 Bliv klogere på djævleuddrivelser ved Martin Wangsgaard Jürgensen
Djævleuddrivelser er blevet set flere gange gennem tiden. Hvor kommer de fra? Hvordan har de udviklet sig? Djævleuddrivelser ses også igen og igen i horrorgenren. Hør Martin Wangsgaard Jürgensen fortælle meget mere om netop dette emne med udgangspunkt i filmen “Eksorcisten“.
Hovedbiblioteket, Musikscenen. Gratis adgang. Tilmelding nødvendig
kl. 20.00- Filmfest til den lyse morgen
Vær med, når Skrækfest 2024 traditionelt slutter af lørdag med en nattelang film-marathon med film indenfor genrene found footage og mockumentary. Filmnatten fortsætter senest til kl. 6.30, men man må også gerne gå undervejs. Medbring gerne dine egne yndlings filmsnacks!
Hovedbiblioteket, Musikscenen. Gratis adgang. Tilmelding nødvendig
Om Skrækfest 2024
Skrækfest 2024 præsenteres af Odense biblioteker og borgerservice i samarbejde med en række lokale partnere. I får finder Skrækfest sted fra torsdag d. 29. februar til søndag morgen d. 3. marts, og de fleste arrangementer foregår på Odense Hovedbibliotek.
Langt de fleste arrangementer er gratis, men en del af dem skal man dog bestille billetter til.
Se det fulde program HER