Sidste hus på Needless Street af Catriona Ward er rædselsvækkende, hjerteskærende og skrevet så alt falder på plads på bogens sidste sider. En både fremragende og forfærdelig læseoplevelse.
I 2023 udgav forlaget Screaming Books Sundial af Catriona Ward. Det var en fremragende roman, men også en roman der efterlod mig med en følelse af granatchok. Den var simpelthen så urovækkende og uforudsigelig at læse. Derfor har jeg gået og luret lidt på Sidste hus på Needless Street, før jeg endelig gav mig i kast med at læse den. For på den ene side var jeg spændt på at læse den og se om den kunne leve op til Sundial. Og på den anden side var jeg bange for, at den kunne, fordi jeg simpelthen blev så påvirket af læsningen.
Sidste hus på Needless Street er bygget op af korte kapitler med forskellige jeg-fortællere. Vi møder Ted Bannerman, der bor i et slidt, forskanset hus; hans kat Olivia, pigen Lauren og den unge kvinde Dee, hvis søster Lulu forsvandt, da hun var seks år gammel. De fortæller på skift men ikke nødvendigvis i kronologisk rækkefølge.
Vi hører Ted fortælle om den dag, politiet kom for at gennemsøge huset, og han endte på forsiden af avisen. Hvordan han optager opskrifter på en båndoptager, fordi han er bange for at glemme sig selv. Om hans forhold til moren og datteren Lauren. Om besøgene hos psykiateren, han kalder Insektmanden. Besøg hvor Ted altid er forsigtig med ikke at fortælle sandheden.
Vi hører Olivia fortælle, om den dag Ted fandt hende i skoven ved hendes døde mor og reddede hende. Om hverdagen i Teds hus og hendes irritation over Laurens besøg. Og hendes forsøg på at se verden udenfor huset igennem de små kighuller i de stængte vinduer.
Og vi hører Dee fortælle om søsterens forsvinden, og siden om hendes jagt på at finde frem til, hvem der tog lillesøsteren.
Hvordan de forskellige tråde skal ende med at skabe en sammenhængende fortælling – og hvad den fortælling egentligt er – er længe uklart. Alligevel blev jeg fanget ind og vedblev at læse, mens jeg forsøgte at få greb om handlingen. Den evne til at fastholde læseren i usikkerhed er helt særlig for Catriona Ward. Som læser har vi både svært at forudsige, hvordan historien vil udvikle sig, men også om vi overhovedet kan stole på det, vi læser. Er personerne, dem vi tror, de er? Er der sket det, vi tror, der er sket? Og hvis ikke – er virkeligheden så værre eller bedre end vi forestiller os?
Den diskrepans advares vi for så vidt om allerede på forsiden, hvor der fra titlen drypper skygger, der bliver til slanger. På samme måde er det i skyggerne af romanens faktiske hændelser, at sandheden dukker frem.
Sidste hus på Needless Street er ikke en bog, man sidder og hygger sig med over en skål popcorn. Det er en fortælling om ondskab og traumer, som beskrives næsten for realistisk. Alligevel vil jeg anbefale den til alle, som tør tage en tur ind i menneskesindets mørke, for det er også en fortælling om håb og om viljen til livet. Catriona Ward har endnu en gang skrevet en roman, der er både er meget læseværdig og meget ubehagelig.
Andre skriver:
Bibliotekernes lektørudtalelse: “Foruroligende, voldsom og klaustrofobisk thriller om ondskab og ensomhed og om alt det, vi er i stand til at gøre for at beskytte os selv og vores hemmeligheder. Plottet vrider og drejer sig over siderne, strækker sig både udover tid og normalitet og efterlader læseren både anspændt og fascineret. Meget bliver kun antydet mellem linjerne, og alligevel er man hele tiden opslugt af den grusomme fortælling.”
Vogue Horror:
“The heartbeat of The Last House on Needless Street is discordance. Every character, setting, and arc is an askew, asymmetrical thing that shuffles at the edge of the reader’s perception showing a side that does not match its shadow. This is the unreliable narrator taken from element to thesis, and throughout my time with the novel I felt a deep discomfort which underpins all of the events that play out on the pages.” (læs hele anmeldelsen)
The Guardian:
“It is the story of a child whose life was stolen, of Ted, the man who may or may not have done it, and of Dee, the sister out for revenge. That might make The Last House on Needless Street sound straightforward – it’s not. This is the most gloriously complex, shifting story, deeply disturbing yet also, somehow, heartwarming.” (læs hele anmeldelsen)
Publishers Weekly:
“There’s a creeping sense of something off with every member of the cast, even as Ward immerses the reader in each of their hyperfocused points-of-view. Subtle clues scattered throughout make terrifying sense in retrospect as the bigger picture slowly comes into focus. This masterful horror novel packs an emotional wallop that lingers.” (læs hele anmeldelsen)
Reklame: Tak til forlaget Screaming Books der har foræret mig bogen til anmeldelse
Om Sidste hus på Needless Street:
Udgivelsesår: 26.04.2024
Forlag: Screaming Books, 332 sider
Omslag: Sara Laub og Sofie Alsbo
Originaltitel: The Last House on Needless Street, 2022
Oversætter: Rasmus Hastrup
Læs også:
Enken af Fiona Barton
Lille pige af Sarah Engell
Jack the Rippers lærling af Carina Evytt
Terapien af Sebastian Fitzek
Hviskeren af Karin Fossum
Den røde drage af Thomas Harris
Fuglereden af Shirley Jackson
Søstre af Daisy Johnson
Sundial af Catriona Ward