Da politikvinden Alba hamrer en knytnæve i hovedet på en kollega, så han brækker næsen, er hun tæt på at blive suspenderet. I stedet ender hun med at blive sendt til Sundby i Gnesta ved den svenske østkyst, hvor hun skal arbejde i deres enhed for uopklarede sager.
Sundby viser sig at være en lille hensygnende flække, og og enheden består blot af Alba og hendes chef Tore. Alba forbander det uretfærdige i, at hun er endt her. Især da hun finder ud af, at deres eneste sag er fra 1970’erne, hvor en far blev anholdt for drabet på sin datter. Nogle måneder senere dukkede pigen op igen uden minder om, hvad der var sket, så i stedet blev han dømt for kidnapning. Men hvor havde pigen været i mellemtiden?
Sideløbende med Albas historie følger vi kvinden Marika, der sammen med sin mand og datteren Bisse flytter ind på den idylliske ødegård, Norrberga. Ægteparrets ældste datter druknede i en ulykke året før, og nu prøver de at finde fodfæste igen og hjælpe den yngste datter gennem sorgen, og Bisse begynder da også for første gang siden ulykken at sove igennem uden mareridt. Men Marika føler, at der er noget skummelt ved parret de lejer Norrberga af. Og måske har hun ret.
Jeg har tidligere læst den svenske krimiforfatter Camilla Grebes debut, krimien Jeg ser dig som hun skrev sammen med sin søster, psykologen Åsa Träff. Låneren har hun skrevet sammen med sønnen Carl-David Pärson, og her er tale om noget helt andet. Ifølge bog.dk startede romanen som et filmmanuskript, men da filmbranchen kan være både langsommelig og besværlig, endte parret i stedet med at skrive en roman.
Romanen fortælles skiftevis af de to kvinder afbrudt af små korte erklæringer fra en unavngiven kilde. Historien skrider frem i et roligt tempo, hvor skiftene mellem de to fortællestemmer næsten umærkeligt øger spændingen. Låneren er ikke en hæsblæsende thriller, men den er ikke desto mindre svær at lægge fra sig. Der lurer en skæbnesvanger stemning allerede fra første side, og jo længere ind i fortællingen vi kommer, jo mere påtrængende bliver den. Derudover indeholder plotkonstruktionen et lille twist, som giver historien en drejning mod slutningen.
Låneren er en underholdende og veldrejet fortælling om kærlighed, sorg og skyld. Hvordan lever man videre med sorgen, når det værste er sket, og man har mistet sit barn? Hvordan bærer man skyldfølelsen uagtet, at der var tale om en ulykke? Marika bliver ved med at forestille sig, hvordan livet kunne være, hvis blot små detaljer havde været anderledes på dagen for ulykken. Hvad hun kunne have gjort. Men hvad nu hvis man får muligheden for at få det mistede barn tilbage? Hvor langt vil man så gå?
Jeg kan rigtig godt lide krimi/spændingsromaner, der trækker tråde ud i gråzonen mellem realisme og det overnaturlige. Her er svenske John Ajvide Lindqvist kongen, men også Johan Theorins Ølandskvartet er et godt eksempel på subgenren. Ligeledes skal danske Aske Munk-Jørgensen fremhæves, samt ikke mindst den uforlignelige Teddy Vork.
Jeg var vældig underholdt af Låneren og kan kun tilslutte mig bibliotekernes lektørudtalelse, der beskriver den som en
… skræmmende, velskrevet og foruroligende thriller med et overnaturligt tema og elementer af gys. Mest uhyggelig er den flydende grænse mellem mareridt og virkelighed og hovedpersonernes sorg og savn, der forklarer de uhyrligheder de begår.
Om Låneren:
Udgivelsesår: 29.02.2024
Forlag: Lindhardt og Ringhof, 390 sider
Omslag: Michael Ceken
Originaltitel: Lånaren
Oversætter: Charlotte A. E. Glahn
Læs også:
Menneskehavn af John Ajvide Lindqvist
Anstalten af Stephen King
Gamle venner af Aske Munk-Jørgensen
Ubuden af Teddy Vork
Sidste hus på Needless Street af Catriona Ward
Jeg skal huske dig af Yrsa Sigurðardóttir
