Når de døde rejser sig af T. Kingfisher er en stemningsfuld gendigtning af Edgar Allan Poes novelle Ushers Fald.
Historien fortælles gennem løjtnant Alex Easton, der kendte familien Usher i barndommen, og siden var i hæren sammen med Madelines broder Roderick. Ved romanens begyndelse er det mange år siden, Alex sidst har været sammen med søskendeparret, men efter at have modtaget et brev om at Madeline er døende, tager Alex straks afsted.
Familien Ushers herregård er dog langt fra fordums storhed. Bygningen er praktisk talt en ruin. Taget er flere steder faldet sammen, og fugten driver nærmest af væggene. Selv naturen omkring herregården fremstår trøstesløs og forvitret. Det eneste, der virkelig trives i området, er de mange svampe, som den engelske mykolog, miss Eugenia Potter, begejstret underholder Alex med, da de mødes.
Alex besøg overrasker Roderick. Alligevel er Alex ikke den eneste besøgende. Også den amerikanske læge Denton gæster søskendeparret, dog uden at kunne hjælpe Madeline, der bliver svagere og svagere. Hvad hun fejler er uvist, men da hun dør, går det for alvor op for Alex, at noget er forfærdeligt forkert i familien Usher.
Jeg er meget begejstret for Når de døde rejser sig. Historien er tro mod Poe, men er samtidig sin egen.
Atmosfæren i romanen er gennemsyret af en ildevarslende uro. Alt føles lidt skævt, som om den virkelighed, vi ser, kun er et dække. T. Kingfisher beskriver forfaldet, både indenfor og udenfor, så ens hjerte synker, og vi føler Rodericks håbløshed strømme ud fra siderne. Det er dystert, trøstesløs, og yderst virkningsfuldt.
Derudover er jeg-fortælleren Alex Easton en interessant og relaterbar karakter. Alex er en edsvoren soldat fra Gallacien, hvis særegne historie vi også får et indblik i undervejs. Løjtnanten er også hovedpersonen i Kingfishers seneste roman fra 2024: What Feasts at Night.
Kingfisher skriver godt, og selvom stemningen er dyster, er der også små glimt af humor i historien. Blandt andet når den stovte miss Potter træder ind på scenen.
Jeg er vild med den smukke forside, og de fine vignetter der indleder hvert kapitel. Det er altid dejligt, når der er kælet for detaljerne. Som et lille drys malurt i bægeret faldt jeg dog nogle steder over korrekturfejl og ind i mellem også en lidt for angliseret oversættelse efter min smag. Men jeg kan være en pernittengryn, hvad det angår, og det var slet ikke nok til at trække læseoplevelsen ned i det store billede.
Så konklusionen er, at hvis du er til velskrevet og underholdende gotisk uhygge, er Når de døde rejser sig et must.
Uddrag af romanen:
Jeg er som regel ikke den mest fantasifulde type. Anbringer man mig i Europas mest hjemsøgte hus og beder mig overnatte der, så sover jeg trygt og vågner næste morgen med sund appetit. Jeg mangler enhver form for spirituel modtagelighed […] Set i lyset af den fantasiløshed må du undskylde mig, når jeg siger, at stedet blot gav mig en følelse af at have tømmermænd.
Hvad var det ved huset og bjergsøen, der var så deprimerende? Slagmarker er selvfølgelig grufulde, men ingen behøver spørge hvorfor. Det her var ikke andet end en dyster sø, et dystert hus og nogle dystre planter. Det burde ikke have påvirket mit humør så voldsomt.
Indrømmet, planterne så alle ud til at være døende eller døde. Indrømmet, husets vinduer stirrede ned som øjenhuler i en række dødningehoveder. Javist. Og hvad så. Havde det faktisk været en række kranier, ville det ikke have påvirket mig på denne måde… (s. 15-16)
Om Når de døde rejser sig:
Udgivelsesår: 29.05.2024
Forlag: Falco, 187 sider
Omslag: Annie Ariel Lassen & Daniel Lundsgaard
Originaltitel: What Moves the Dead, 2022
Oversætter: Nikolaj Steen Møller
Læs også:
Mørket i Hill House af Shirley Jackson
Plantagen af Steen Langstrup
Rebecca af Daphne du Maurier
Ondskabens rødder af Flemming Chr. Nielsen
Ushers Fald af Edgar Allan Poe
Lille fremmede af Sarah Waters
The Last Days on Mars
The Last of Us
The Ruins
Sea Fever
