Hver uge udkommer der nye og interessante titler indenfor de fantastiske genrer. Med disse lister forsøger jeg at samle særligt spændende udgivelser og give dem lidt velfortjent rampelys. Titlerne beskrives med link til forlagenes/boghandlernes omtaler, og skulle jeg have omtalt bogen allerede, er der også link til den her på Gyseren.
Tak til Janus Andersen for at trække ugelisterne jeg bruger til udarbejdelsen.
Nye udgivelser 2025-01
Pigen i Volden af Tomas Björnsson
Afart, 2024. – 45 sider, alle illustreret
Om natten kan du høre barnegråd på Christianshavns volde.Det har masser af mennesker oplevet. Det siger folkesagnene, og det står lige her i Cecilie og Samins historiebog, og der står hvorfor. Sagnet siger, at man begravede børn levende i troen på, at børnenes liv ville blive skånet, og voldenes vægge ville stå for evigt.
Levende begravet, så onde er voksne da ikke?
En sen aften bryder Cecilie og Samen ind i Volden for at finde sandheden. De ved bare ikke, at det også er starten på deres værste mareridt.
Mr. Blue Skye af Claus Bork
BoD, 2024. – 254 sider (Mr. Blue Skye; 3)
Bind 3 i serien om mennesket Dave Maximillian og hans AI Mr. Blue Sky. De Bigdogs man forviste til Australien begynder at gøre modstand. De sender en ny type modstandere til Europa, for at eliminere Dave. Efter en del dramatik, beslutter de australske Bigdogs at forlade jorden, beskyttet af de aliens, der støtter dem. Mr. Blue Sky og Dave bliver bedt om at rejse efter dem, for at nedkæmpe dem. En navigationsfejl medfører, at de kommer til et parallelt univers – og jorden, som den ville have set ud, hvis Mr. Blue Sky aldrig var opstået.
Sange fra den fjerne Jord: noveller af Arthur C. Clarke
Science Fiction Cirklen, 2024. – 275 sider
Arthur C. Clarke var en af verdens kendteste science fiction-forfattere gennem seks årtier. Han beskæftigede sig især med menneskehedens fremtid og rumfartens udvikling og er bl.a. forfatteren til romanen bag filmen Rumrejsen år 2001.
I denne samling kan man komme med på eventyr i en fremtid, hvor Jorden er ramt af en ny istid, en fremmed planet, hvor en koloni af jordboere fungerer som mellemstation for en ekspedition endnu længere ud i universet, en rejse med luftskib ned i Jupiters atmosfære, mystiske fremmede, der kan sætte tiden i stå, og adskilligt andet forunderligt og tankevækkende. Samlingen slutter med en historie om et filosofisk problem af betydning for hele universets skæbne.
Så fremmed et sted: noveller af Cory Doctorow
Science Fiction Cirklen, 2024. – 313 sider
Samlingen indeholder i alt ni fortællinger fra årene 1998-2003, oversat og med efterskrift af Jesper Mark Pedersen. Da de første af disse noveller var kommet på tryk i diverse canadiske magasiner og tidsskrifter, blev Cory Doctorow i år 2000 tildelt John W. Campbell-prisen for Bedste Nye Science Fiction-Forfatter. I 2004, da samlingen ’A Place So Foreign and Eight More’ forelå, indbragte den ham desuden Sunburst-prisen for Canadisk Fantasy-litteratur.
Doctorows historier kredser omkring affald, populærkultur, computer nørderi og mødet mellem sociale forandringer og teknologiske nyskabelser. Disse hudløse og febrile historier skubber til grænserne for science fiction og beretter om vores lange, koffein-boostede rejse gennem den teknokulturelle revolution. Mens verden er på vej mod kaos, udgør Doctorows fiktion et vejkort over de mulige fremtider, der kan opstå i vores levetid.
I flere af novellerne forestiller forfatteren sig en jord, der er overtaget af bugouts, rumvæsner, der dels er besat af at bytte teknologisk ekspertise for menneskeligt skrammel, dels holder menneskehedens skæbne i deres hånd – udslettelse eller mulig optagelse i Den Galaktiske Føderation?
Bidansen af Claus Due
Linje H, 2024. – 359 sider (Vandabe-trilogien; 2)
I et dystert hjørne af stamværtshuset på Frederiksberg drukner forsker Poul Hansen rædselsbillederne fra sit seneste forskningsprojekt ved Rødehavet og håber, at resultaterne ikke kommer frem. Men fortiden indhenter ham, da en kvinde uventet slår sig ned ved hans bord.
Da Poul samme dag finder et lig i sin brors lejlighed, går alvoren op for ham. Med kvindens hjælp flygter han og bliver snart hvirvlet ind i et spind af mennesker, der profiterer på fake news, og som vil misbruge hans forskningsresultater til at manipulere med menneskets tanker.
Bidansen er andet selvstændige bind i Vandabe-trilogien – en spændingsserie om forskeren Poul Hansen, der kommer i klemme mellem videnskab og grådighed, og som tvinges til at vælge side.
Nidaros: en Trondheim-fortælling af Unna Hvid
BoD, 2024. – 88 sider, illustreret i farver (Moderne Nordiske Folkefortællinger;8)
Hrafn er sniffer i Ts efterretningstjeneste, og han bliver sendt til Trondheim for at følge og skrive en rapport over indspilningen af filmen Troll2, som optages i byen i marts 2024. Han har strenge ordrer om ikke at opsøge de tyske bunkeranlæg fra Anden Verdenskrig, Dora I og II. Men han har svært ved at holde sig væk, og en sen aften møder han en mand, som er ude at gå med sin hund ved Dora II. Der er noget bekendt ved manden, og Hrafn vælger at følge efter manden i mørket. Men Hrafn er ikke nogen dygtig sniffer; han bliver opdaget, og mødet bliver skæbnesvangert.
Nidaros er en fortælling fra Trondheim i Norge. Fortællingen er inspireret af Trondheims natur, historie og folklore. Nidaros er det ældste kendte navn for Trondheim.
De eviges planet af Lilli Lund Christensen
Science Fiction Cirklen, 2024. – 289 sider
Langt ude i fremtiden, i et computerstyret samfund, lever drømmen om det evige liv stadig.
Et ungt forskerteam finder ud af, hvordan den enkelte celle kan forynges uendeligt og dermed leve evigt, så længe den får tilført næring. Men sådan en forskning falder ikke i god jord hos det globalt styrende computernetværk, som er programmeret til at holde menneskehedens antal konstant. Som straf bliver de unge deporteret. Forinden når de at give sig selv, deres veninder og de sponsorer, der har finansieret forskningen, de nødvendige to livsforlængende sprøjter med det enzymdannende gen, som de har isoleret. Og de lever og lever og lever. Men en dag sker der noget uventet. Er der alligevel en faktor, som de unge forskere har overset?
Under vandet af Cecilie Ravn og Ziggie Ravn
Cobolt, 2024. – 209 sider (Wayfinders; 2)
De fire helte Sallly, Lani, Andrée og Alban følger deres magiske kompas, som fører dem dybt ind i ukendt farvand. Her ender de på havets bund, i den skjulte by Tirthea, hvor havfolket desperat har brug for deres hjælp. Men mørke kræfter lurer i dybet, og snart udsættes de for grusomme prøvelser og svære dilemmaer. Kan de bekæmpe ondskaben, eller vil havets mørke magi for evigt forandre dem?
Mord på Merkur: noveller af Kim Stanley Robinson
Science Fiction Cirklen, 2024. – 235 sider
I en tid, hvor klimaet optræder hyppigt i litteraturen, er det værd at bemærke, at Kim Stanley Robinson har skrevet science fiction om det siden 1980’erne. Både som roman- og novelleforfatter er detnoget, der ligger ham på sinde. Men han har også andre strenge på sin bue. Ud over klima- og miljøproblemer (og samfundsudvikling i bredere almindelighed) skriver han således bl.a. om, hvordan vi ved, det vi tror vi ved, om historien.
Kan vi være sikre på hvad arkæologerne finder – og betyder det i virkeligheden noget, når alle mener at vide, hvad der er sket?
Rumfart er også et emne der diskuteres flere steder i forfatterskabet. Både koloniseringen af Mars og rejser rundt i Solsystemet er repræsenteret i denne samling, ligesom problemerne med at kommunikere med fremmede intelligensvæsner, såfremt vi møder nogen.
Centralt står de udfordringer, som mennesker står overfor i en verden under stadig forandring. Både de personer, der formår at flyde ovenpå, og dem der havner på bunden. Enten det er en arkæolog, der må se sit livsværk gå op i luft, en subsistensløs i et fremtidigt New York eller en kunstsvindler i en kørende by på Merkur, alle må overveje deres handlinger og konsekvenserne af dem. Selv om Robinson tit skriver med anseelig humor, er der næsten altid en alvorlig problemstilling et sted i historierne, og ofte en skarp kritik rettet mod vores måde at opføre os på. Det gælder både overfor hinanden, overfor Jorden og overfor universet i almindelighed.
E – Forseglet i blod af Lars Thomassen
Månen, 2024. – 430 sider (Alfabetserien; 5)
Den ellers rolige og idylliske kystby Gilleleje rystes af en række brutale mord, der tilsyneladende er inspireret af nogle af historiens mest berygtede seriemordere.
Et kærestepar findes skudt på klos hold i deres bil ved stranden, og ikke længe efter bliver endnu et offer fundet myrdet. Denne gang findes offeret i sin egen lejlighed omgivet af blodige symboler, der peger på okkulte ritualer og en morder med en skræmmende fascination af fortiden.
Kriminalkommisær Iben Brahms og hendes Rejsende Efterforskningsteam kastes ud i en intens jagt på en morder, der ikke kun er brutal men også tilsyneladende uforudsigelig. Efterforskningen fører dem dybt ind i en labyrint af ondskab og hemmeligheder, hvor gamle synder trækker blodige spor ind i nutiden.
Samtidig må Ibens kollega og kæreste, Asger Hartvig, håndtere en personlig krise, der truer med at ødelægge ham – personligt såvel som arbejdsmæssigt.