Et af årets højdepunkter for mig er Skrækfest i Odense. Den falder hvert år i uge 9, og plejer at være et overflødighedshorn af foredrag, film og fine sager af alle slags på Dark Market. Temaet til Skrækfest 2025 er nordisk horror.
Ses vi?
Program Skrækfest 2025
Torsdag d. 27. februar
Kl. 17.00-18.30 Musikscenen, hovedbiblioteket
Fra Valhalla til Dante’s Inferno ved Davide Rota
En Rejse i Frygten for Efterlivet i Katolicismen og Nordisk Mytologi. Historien omkring italienske horror-tegneserier.
Frygten for de dødes verden og kontrasten mellem truende og beroligende ånder illustrerer to af de væsentlige forskelle mellem den katolske tro og nordisk mytologi i deres opfattelse af efterlivet.
I Italien, et land præget af katolicisme, bygger frygten for det hinsidige på skræmmende fortællinger, der præsenteres i erotisk-gyser-tegneserier. Disse historier, der først blev censureret i hjemlandet, blev eksporteret til USA, før de vendte tilbage til Europa — herunder Danmark — som kultfilm med betegnelsen “spaghetti-gyser”.
Tegneserierne er ofte inspireret af film, der igen har rødder i biografiske værker. Ved at undersøge kulttegneserier som “Oltretomba”, “Sukia”, “Vampirella”, “Jacula”, samt den mest anerkendte “Dylan Dog” og “Martin Mystere”, og grafikere som Emanuele Taglietti og Alessandro Biffignandi, tager vi på en rejse ind i frygten for død og helvede, ofte illustreret som Dantes inferno.
Vi får også indblik i Valhalla og Ragnarok, samt anekdoter fra 70’ernes og 80’ernes censur, som fik italienerne til at købe disse kulttegneserier “inkognito” i aviskiosker.
Kl. 18.30-19.30 lokale 3.6, hovedbiblioteket
Spejlportaler i horrorfilm ved Nicolas Barbano
Verden på vrangen – foredrag om spejles optræden i horrorfilm
Spejle har været brugt i fiktionen længe før filmmediet. For eksempel eventyret om Snehvide hvor den onde dronning har et troldspejl, hun vækker med ordene “mirror mirror on the wall“. På film blev spejlet første gang brugt i en horrorfilm tilbage i 1910 i J. Searle Dawleys Frankenstein.
Hør Nicolas Barbano fortælle om brugen af spejle i horrorfilm til Skrækfest 2025.
Bestil gratis billetter på bibliotekets hjemmeside
Kl. 20-21.30 Musikscenen, hovedbiblioteket
SØS Gunver Ryberg performing soundtrack til “Cutterhead”
Koncert og artist talk
Den prisvindende komponist og lydkunstner SØS Gunver Ryberg er kendt for sin banebrydende og genre-overskridende elektroniske musik. Med sin kompromisløse intensitet har hun overvældet publikum på internationale events som Berghain, Atonal, CTM Festival og Rewire. Under SKRÆKFEST opfører hun det fremragende soundtrack til survival horror-filmen “Cutterhead” live-on-stage i en ny version. Hun modtog Carl Prisen for scoren som bedste komponist.
Fredag d. 28. februar
Kl. 10-10.45 Hovedbiblioteket
Skræmmende historier og gyserskrivning
Lær at mestre gysets kunst med den danske forfatter Michael Kamp på Skrækfest 2025
Kom med i maskinrummet, når Michael Kamp forklarer hvordan man skaber et gys via tekst. Vi kommer omkring teknikker, psykologi, røverhistorier og en masse eksempler fra det virkelige liv. Arrangementet henvender sig især til unge og større børn.
Bestil gratis billetter på bibliotekets hjemmeside
Kl. 15.00-16.00 Hovedbiblioteket

Alletiders mareridt ved Nicolas Barbano
Gør dig klar til et godt gys ved synet af ét af verdens mest uhyggelige malerier!
Gør dig klar til et godt gys ved synet af ét af verdens mest uhyggelige malerier, nemlig Fuselis The Nightmare og dets tre danske slægtninge, deriblandt Nicolai Abildgaards “Mareridt”, som hænger på Sorø Kunstmuseum.
Med hjælp fra talrige billedeksempler og filmklip vil kulturformidler og horrorekspert Nicolas Barbano placere i billederne i en større kulturel sammenhæng – et illuminerende og til tider ildevarslende fletværk af mytologi, psykologi, popkultur, gotisk uhygge og dunkel romantik. Motivet er aktuelt med en cameorolle i den danske spillefilm “Englebørn”, hvor både Barbano og Abildgaards maleri optræder, og som vises på Skrækfest 2025.
Bestil gratis billetter på bibliotekets hjemmeside
Kl. 16.00-17.30 Musikscenen, hovedbiblioteket
Rejse gennem nordisk folklore og rædsler fra vikingetiden til 1800-tallet ved Mikkel Starup
Fra vampyrmyten til spøgelsesfortællinger. Hvad er det som gør historierne skræmmende?
Forfatteren Mikkel Starup inviterer på en rejse gennem nordisk folklore og rædsler fra vikingetiden til 1800-tallet, hvor varulve, spøgelser og kloge koner var en del af hverdagen. Han trækker paralleller mellem disse gamle myter og moderne horrorfilm for at afdække, hvad der gør historier skræmmende. Fra vampyrmyten til spøgelsesfortællinger udforskes det, hvordan klassiske film som “An American Werewolf in London” og “The Innocents” spiller på disse tidløse motiver. Aftenen byder også på anekdoter fra optagelserne af “Elverkongen,” der trækker på mørke og mystik fra Danmarks egen folketro.
Bestil gratis billetter på bibliotekets hjemmeside
Kl. 17.30-19 Musikscenen, hovedbiblioteket
Kartoffelzombiernes nat ved Nicolas Barbano
Da de levende døde invaderede Danmark!
♩♪ Vågner, vågner danske døde, springer op, gør dig til føde! ♪♫
Zombiefilmens historie i udlandet har budt på højdepunkter som haitiansk voodoo i 1930’erne og en apokalyptisk menneskeæderepidemi i 1960’erne. Men i Danmark gik zombierne først til filmen i starten af 1990’erne. Siden da har danske dødninger gnasket løs i mange mindeværdige værker selvom filmene typisk er lavet af fans uden offentlig støtte. Horroreksperten Nicolas Barbano fortæller historien om vores hjemmedyrkede kartoffelzombier fra ”De lever” og ”Vågn op!” til ”Sorgenfri”, ”Lad de døde hvile” og ”Sort kaffe …dommedagen derpå!”
Bestil gratis billetter på bibliotekets hjemmeside
Kl. 19-20 Musikscenen, hovedbiblioteket
Gys i sort og hvidt
Filmens gys i romanens sider
Kom med når gyserforfatter Michael Kamp åbner døren til gysets verden og afslører, hvordan man overfører biografens nervepirrende stemning til bogens sider. Med udgangspunkt i sine egne værker tager han publikum gennem forskelle og ligheder mellem film og roman, og dykker ned i alt fra psykologisk frygt til groteske chok – og ikke mindst, dræber-kaniner.
Bestil gratis billetter på bibliotekets hjemmeside
Kl. 20-23 Frølageret
Metalkoncerter på Frølageret
Oplev de to stærke danske metalnavne Hadron og Danefae live-on-stage
I samarbejde med Kulturmaskinen og Metal Mekka, byder SKRÆKFEST velkommen til en fantastisk aften med to forskellige og fantastiske danske bands.
Danefae er en progressiv og udforskende metalgruppe, der gennem indlevende kompositioner formidler inderlige følelser og oplevelser med aner i den danske sangskat. Hadron er nyligen genopstanden fra de døde og serverer noget af det bedste retroinspirerede mørke, der længe er slået an på en guitar.
(Link til billetkøb er på vej!)
Kl. 20.30-22.30 Cafe Biografen
Forpremiere på “Englebørn” inkl. filmintroduktion
Peder Pedersen, der tidligere har lavet musikvideoer for blandt andet Minds of 99, Aqua og The Raveonettes, er aktuel med sin første spillefilm, der udforsker, hvad der kan ske, når det sensitive sind møder den brutale fortid.
Da den usikre kunstner Freya flytter ind i en ny lejlighed med sin kæreste, begynder hun at høre lyde af grædende børn hver eneste nat. Hun dykker derfor ned i bygningens dystre fortid, der gemmer på hemmeligheder, som snart bringer både hende og hendes nærmeste i fare.
I “Englebørn” bringer natten klaustrofobiske skygger med sig, når vores skrøbelige hovedperson bringer sin egen sindsro (og sikkerhed) i fare ved at have for megen empati med ofre for fortidens synder.
Peder Pedersen og co. vil være til stede ved visningen til at introducere filmen.
Lørdag d. 1. marts
Kl. 11-18
Dark Market Hovedbiblioteket
Kom og oplev, hvad der kun kan beskrives som det hyggeligste uhyggelige marked, når Dark Market indtager Odense Hovedbibliotek i forbindelse med Skrækfest 2025.
Gratis adgang
Kl. 11-17 Hovedbiblioteket
Oplev Steen Langstrups novelle “Alene og et let offer” som tegneserie på Skrækfest 2025
Tegnekunstnere fra forlaget Afkom leverer live-horror på biblioteket
Skrækfest præsenterer et unikt live-event, hvor professionelle tegnere fra forlaget Afkom bringer Steen Langstrups nervepirrende novelle “Alene og et let offer” til live på en stor tegnevæg. Følg processen, der omdanner den klassiske horrorfortælling til tegneserie live. Det bliver både skræmmende og fascinerende!
Gratis adgang
Kl. 11-14 Hovedbiblioteket, lokale 3.6

Workshop: Skab din egen horrortegneserie
Kom og skab din egen horrortegneserie med den anerkendte tegneseriekunstner NMAAR
Oplev kunsten at bygge skræmmende universer og dynamiske fortællinger gennem tegning. Deltag i en intens, tre timers workshop med en professionel tegneserietegner, hvor du lærer at skabe alt fra uhyggelige væsener til komplette historier. Workshoppen er opdelt i tre hovedtemaer: 1) Brug af mytologi og uhyggelige virkemidler i horrortegneserier, 2) Cinematiske teknikker og dynamisk fortælling i billeder, 3) Fra idé til færdig historie – hvordan du planlægger og konstruerer din fortælling.
Hver sektion byder på både teori, praksis og kreativ udvikling, samt mulighed for at arbejde i grupper. Kom og fordyb dig i tegneseriens skræmmende og fantastiske univers!
OBS! Medbring dit eget tegnegrej til workshop. Biblioteket stiller papir til rådighed.
Gratis adgang
Kl. 12-16
Horror Maze (Aldersgrænse: 15 år)
Tør du gå ned i bibliotekets mørke kældermagasin?
Skrækfest 2025 inviterer dig i samarbejde med Det Forladte Sommerland til en nervepirrende horror-labyrint i bibliotekets kælder!
Her vækkes rædslerne til live af de mørke sjæle fra Det Forladte Sommerland, som skaber en uforglemmelig og grusom oplevelse, der vil få hjertet til at hamre og hårene til at rejse sig. Efter deres forrygende debut i 2024 er de allerede klar til at skræmme livet af dig igen i 2025.
Find også ud af hvad Det Forladte Sommerland laver udover at skræmme fra vid og sans, f.eks. hvordan arrangørerne laver proteser m.m.
Gratis adgang
Kl. 12-15 Hovedbiblioteket
VR Horror Zone
Tør du træde ind i den virtuelle horrorverden?
Prøv kræfter med skræmmende oplevelser i den virtuelle verden under Skrækfests horror zone.
Gratis adgang
Kl. 10.30-11.30 Musikscenen, hovedbiblioteket
Horror – er det farligt? ved Mathias Clasen
Foredrag om videnskaben bag horror
Horrorgenren har i årtier været genstand for skepsis, mistænksomhed og fordømmelse. Victoriatidens England betragtede skrækhistorier som moralsk fordærvende. 1950ernes horrortegneserier gjorde børn til forbrydere, og 1980ernes slasherfilm ansporede til sadistisk identifikation med menneskeslagtere. Senest i nuller blev “torture porn” anklaget for igen at korrumpere biografgængere. Er der noget om snakken? Kan horror være moralsk og psykologisk skadelig? Hvad siger forskningen?
Lyt med når horrorforsker Mathias Clasen, ph.d. leder af forskningsenheden Recreational Fear Lab ved Aarhus Universitet, dykker ned i skrækmyten og horrorgenrens funktion og fascination til Skrækfest 2025.
Bestil gratis billetter på bibliotekets hjemmeside
Kl. 11.30-12.30 Musikscenen, hovedbiblioteket
Pramdrageren og det nordiske gys
Mød forfatterne bag den anmelderroste og prisnominerede roman “Pramdrageren“
I vinteren 1898 tager en lille gruppe pramdragere på en meget farlig tur på Gudenåen sammen med den mystiske københavner Felix Høst. Felix vil have dem til at fragte ham afsted på åen til et ikke specifikt sted mellem Randers og Silkeborg. Men hvad er der på det sted? ”Pramdrageren” er en historisk roman tilsat myter og elementer fra det man kunne kalde ”folk horror.”
Bogens forfattere, Martin Wangsgaard Jürgensen og Jacob Holm Krogsøe, vil fortælle om bogens tilblivelse og hvilke tanker de har gjort sig i forhold til ”Pramdrageren” som genrefiktion.
Bestil gratis billetter på bibliotekets hjemmeside
Kl. 12.30-13.30 Musikscenen, hovedbiblioteket
Dansk gys og fantasy til verden
Om at skrive for et internationalt publikum
Hvordan rammer man læsere i udlandet med historier, der emmer af dansk kultur? Forfatter Jakob Drud deler sine erfaringer med at skrive genrelitteratur til et globalt publikum og navigere i sproglige og kulturelle forskelle. Hør om udfordringerne og kunsten at balancere det danske islæt med internationale forventninger – og få indblik i, hvordan man gør danske fortællinger relevante og spændende for læsere på den anden side af Atlanten.
Bestil gratis billetter på bibliotekets hjemmeside
Kl. 13.30-14.30 Musikscenen, hovedbiblioteket
Ærefrygt i Nordens natur
Om mødet med naturen og følelsen af ærefrygt
Den nordiske natur har bjerge, vand, vulkaner og dybe skove, hvor vi støder på det uhyggelige, det skrækkelige, det fantastiske. Der er vulkaner i “Katla” (2021), Kraken kommer til live i “Kraken” (2024), og der er trolde i “Grænse” (2018). Vi møder monstre, gengangere og mytologiske væsener i nordisk horror.
Foredraget vil fokusere på mødet med naturen og følelsen af ærefrygt. På engelsk er ærefrygt awe som vi kender fra både awful (forfærdeligt) og awesome (fantastisk). Det gyselige er begge dele – både forfærdeligt og fantastisk. Hvad skal vi med ærefrygt? Og hvad betyder følelsen for os? Den nordiske natur er sublim og fantastisk, et sted for underkastelse og død og genfødsel.
Rikke Schubart forsker i gys og det fantastiske og har blandt andet udgivet “Mastering Fear: Women, Emotions and Contemporary Horror” (2018, Bloomsbury). Hun skriver også fiktion og har bl.a. udgivet romanerne “Bid” og”Mørke“, fantasy-romanen “Serkets skorpioner” (2021) og novellesamlingen “Kød” (2021).
Bestil gratis billetter på bibliotekets hjemmeside
Kl. 14.30-15.30 Hovedbiblioteket
Når gyset møder actionheltene
Adrenalinspækket rejse til grænselandet, hvor actiongenren møder gyset.
Forfatter Jacob Holm Krogsøe, som er aktuel med actionfilmfagbogen ”Fra det første blod til den sidste actionhelt”, tager jer med på en adrenalinspækket rejse til det grænseland, hvor actiongenren møder gyset. Dér hvor man både kan sige ”If it bleeds, we can kill it” og”Game over, man. Game over!”.
De film, hvor man det ene øjeblik sidder yderst på sædet med koldsveden drivende ned, mens man det næste øjeblik hujer med på en skøn oneliner.
Bestil gratis billetter på bibliotekets hjemmeside
Kl. 15.30-16.30 Hovedbiblioteket
Drømmenes Pris – H. P. Lovecrafts liv og litteratur
Forfatter Martin Wangsgaard Jürgensen dykker ned i H.P. Lovecrafts dystre univers.
H. P. Lovecraft, der døde i 1937, er en af de bedst kendte skrækforfattere i dag. Hans væsner og univers har skabt en selvstændig undergenre, der stortrives i disse år. Den såkaldte Cthulhu-mythos dukker op de mest overraskende steder, men i alt den begejstring glemmer man hurtigt, hvad Lovecraft egentlig gerne ville udtrykke med sin litteratur.
Det spørgsmål skal blandt andet besvares, når vi dykker ned i forfatterskabet. Foredraget tager udgangspunkt i forfatter Martin Wangsgaard Jürgensens biografi om H.P. Lovecraft, “Drømmenes Pris”, der udkom i efteråret 2024.
Bestil gratis billetter på bibliotekets hjemmeside
Kl. 16.30-17.15 Hovedbiblioteket
Uddeling af Dansk Horror Selskabs kulturpris
Dansk Horror Selskab uddeler for første gang foreningens kulturpris til en kulturprofil, der har gjort en særlig indsats for det danske horror-miljø.
Gratis adgang
Kl. 17.15-18 Musikscenen, hovedbiblioteket
Paneldebat om nordisk horror ved Dansk Horror Selskab
Formand for Dansk Horror Selskab, A. Silvestri inviterer en række af dagens forfattere på scenen til en paneldebat for at diskutere nordisk horror.
Bestil gratis billetter på bibliotekets hjemmeside
Kl. 18-18.45 Hovedbiblioteket
Paneldebat om Nordiske sagnvæsener i horror-tegneserier
Mød tegnekunstnerne fra forlaget Afkom
I forbindelse med Skrækfest 2025 kan du møde tegnekunstnerne fra forlaget Afkom i en snak omkring skabelsen af nordiske sagnvæsner til tegneserie.
Bestil gratis billetter på bibliotekets hjemmeside
Kl. 18.45-19.45 Musikscenen, hovedbiblioteket
Filmatiseringen af gyserromanen “Mulm”
Mød forfatter Teddy Vork der har skrevet romanen bag den anmelderroste horrorfilm “Mulm“
Dansk hverdag, sjæleknugende, skandinavisk mørke og væsner fra nordisk folklore er altid hovedingredienser i Teddy Vorks bøger. Med udgangspunkt i sin prisvindende roman “Mulm“, som netop er blevet filmatiseret, fortæller Vork i dette oplæg, om hvorfor de nordiske elementer er så vigtige for ham for at skabe effektive gys, der bliver siddende i læseren.
Vork fortæller også om filmens tilblivelse og hvordan romanens nordiske grundstoffer måske spiller endnu større roller på det store lærred.
Bestil gratis billetter på bibliotekets hjemmeside
Kl. 20.30-22.30 Café Biografen
“Mulm”-filmforevisning med introduktion af filminstruktør Martin og forfatter Teddy Vork
Oplev den danske horrorfilm ”Mulm” på stort lærred med introduktion af forfatter Teddy Vork og filminstruktør Martin Vrede
Café Biografen præsenterer Martin Vrede Nielsens roste danske horrorfilm “Mulm“, baseret på roman af forfatteren Teddy Vork. Filmvisning indledes med introduktion til filmen i biografsalen af forfatter og filminstruktør.
Se hele programmet for Skrækfest 2025 på Odense bibliotekernes hjemmeside