Efterhånden er det ikke så tit, at jeg kører i tog mere. Men når jeg gør, er det alfa og omega med en bog, der kan holde opmærksomheden fanget. Det kunne F – I morgen skal vi dø af Lars Thomassen i den grad. Faktisk læste jeg den stort set i et stræk, fordi jeg ikke kunne lægge den fra mig.
Fra bogens bagside:
Efter de grufulde afsløringer om datteren Isabellas død, er Asger flygtet til USA, hvor han får dagene til at gå med spil, druk og diverse småjobs. Da hans søn, Oliver, anklages for mord hjemme i Danmark, dukker Iben Brahms op i USA for at hente Asger hjem. Det, der starter som en kamp for at redde en uskyldig, udvikler sig hurtigt til en yderst uhyggelig sag, der trækker dybe spor ind i mørket.
Samtidig forsvinder den unge atlet Mathias Hoffmann sporløst på sin morgenløbetur i Marselisborgskoven i Aarhus, og efterforskningen afslører gruopvækkende detaljer om en skruppelløs morder.
Sporene tegner et både makabert og ubegribeligt mønster, som ingen på RET-holdet var forberedte på. Mens presset vokser, og fortidens hemmeligheder truer med at splitte alt, må RET sætte alt på spil for at finde sandheden. Men når mørket omslutter dem, hvem kan man så egentlig stole på?
Vurdering:
Serien om det Rejsende Efterforskningsteam med blandt andre kriminalkommissær Iben Brahms og kollegaen Asger Hartvig plejer ikke at være kedelig læsning. Det er F – I morgen skal vi dø bestemt heller ikke. Denne gang handler det blandt andet om dobbeltspil, fortidens fejltagelser og ikke mindst følgevirkninger – følgevirkninger af Covid19 og følgevirkninger af dårlige beslutninger.
Historien fortælles i korte kapitler, der skifter mellem historiens personer, og Lars Thomassen beviser igen, at han er ekspert i at skrive cliffhangers. Både i forhold til at drive plottet videre undervejs. Men i særdeleshed også med sine slutninger. Endnu en gang efterlades vi med pulsen helt i vejret og et ønske om at bind G udkommer i morgen.
Sjette bind i Lars Thomassens Alfabetserie er lige så hæsblæsende underholdende som de tidligere bind. Så hvis du er til krimier med smæk for skillingen og et spændende indblik i politiets arbejde, bør du gribe fat i F – I morgen skal vi dø. Bogen læser nærmest sig selv.
Andre skriver:
Krimispot
Lars Thomassens bøger er virkelig undervurderede! Jeg håber, at han med et større forlag i ryggen kan få alfabetserien ud til endnu flere læsere, for den fortjener det virkelig. Alt i alt endnu en stærk, velskrevet og vanvittigt spændende krimi, der viser, at Lars Thomassen hører hjemme i toppen af dansk krimilitteratur. Jeg giver “F – I morgen skal vi dø”: 5/6 stjerner (Læs hele anmeldelsen her)
Livet_paa_olof
Det er en roman med højt tempo, masser af overraskelser og en mørk, krybende stemning, som virkelig sniger sig ind under huden. Lars Thomassen fletter flere handlingstråde sammen på elegant vis, og det hele kulminerer i en slutning, der både chokerer og giver stof til eftertanke. 6/6 stjerner (Læs hele anmeldelsen her)
Gullbergs_bogreol
Denne historie er dejlig makaber med et strej af ondskab der kryber ind under huden på dig. Forfatteren har en skøn, ligetil skrivestil, der gør det nemt for dig som læser – at kunne balancere mellem at få detaljerne serveret og selv lave scenerne i fantasien. Plottet er virkelig gennemført, og jeg er spændt på, hvad der venter os i den næste bog. Bogen får 6/6 stjerner. (Læs hele anmeldelsen her)
Om F – I morgen skal vi dø:
Udgivelsesår: 22.05.2025
Forlag: Falco, 406 sider
Omslag: Lars Thomassen og Annie Ariel
Alfabetserien:
G – Den der graver en grav, 2025
F – I morgen skal vi dø, 2025
E – Forseglet i blod, 2024
D – Døden vinder altid til sidst, 2024
C – Hviskende glansbilleder, 2023
B – Se dig om ved alle døre, 2023
A – Mørket lyver altid, 2022
Læs også:
Over mit lig af Mikkel Birkegaard
Suffløren af Donato Carrisi
Hvidt had af David Garmark
In Absentia af Daniel Henriksen
Hjælperen af David Jackson
Løbende tjener af Dennis Jürgensen
Dexters dunkle drømme af Jeff Lindsay
Tandsamleren af Lotte Petri
Det sidste suk af George D. Shuman
Ensom ulv af Tommy Thorsteinsson
Kaldet af Inger Ash Wolfe

