Fantasia Zoo af Jonas Wilmann

Fantasia Zoo af Jonas Wilmann

Med Fantasia Zoo har Jonas Wilmann skrevet sin hidtil længste bog. En fantasyroman for børn om en gammel, nedslidt dyrepark for fabeldyr. Selvom her er tale om en børnebog, skal du dog ikke sætte næsen op efter ren hyggenygge, for historien er både barsk og blodig.

Forlagets beskrivelse

Fyrst Zerfyr af Gallheim har overvundet den tyranniske hersker i nabolandet Astraria og befriet den undertrykte befolkning. Fra nu af er der frihed og rettigheder til alle. Men Astraria er et land i chok efter den lange krig.

I landets hovedstad ligger den gamle dyrepark Fantasia Zoo, der huser prægtige dyr som grif, basilisk og warg. Men de er udpinte og udsultede.

Senrail, en ung dyretræner fra Gallheim, får til opgave at overtage driften af Fantasia Zoo. Få rettet op på forholdene og gøre stedet til et symbol på det nye og forbedrede Astraria.

Da hun ankommer til parken, bliver hun rystet over, hvor slemt det står til. Nogle af dyrene er døden nær, og det går op for hende, at Fantasia Zoo er blevet en brik i et underligt, politisk spil. Det virker næsten, som om fyrsten ikke bekymrer sig nær så meget om dyrene, som han har ladet befolkningen tro, og Senrail bliver selv nødt til at tage affære.

Vurdering

Det er som oftest en fornøjelse at sætte sig til rette med en ny Jonas Wilmann bog. Selvom jeg personligt holder mest af hans voksen horror, så har jeg hygget mig med flere af hans børne- og ungdomsbøger. Det gjorde jeg også med Fantasia Zoo.

Hovedpersonen er dyreelskeren Senrail. Hun har haft en barsk opvækst og har derfor kastet alt sin kærlighed på verdens dyr. Senrail er både sej, stærk og intelligent, selvom hun indimellem lader temperamentet løbe af med sig. Hellere slå først end trække sig, kunne være hendes motto. Hun får da også brug for al sin styrke i Fantasia Zoo, som hun nødtvunget har sagt ja til at rette op på efter års vanrøgt.

Det er herligt med en stærk, handlekraftig kvindelig hovedperson, og jeg var særligt glad for beskrivelsen af det fine bånd, hun opbygger med dyrene, især med griffen Hachyera.

Vi kommer omkring mange temaer i løbet af historien. Senrail tilhører en minoritet i Gallheim, khorierne, som aldrig er blevet anerkendt på lige fod. Det betyder bl.a., at nogle i personalet er utilfredse med, at hun skal styre deres zoo. Og de er ikke bange for at vise det.

Den lange krig mellem Gallheim og Astraria har medført stor nød i befolkningerne. Både de overlevende soldater men også familier, der har mistet kære, bærer på store traumer, og også det møder Senrail.

Selv er Senrail ligeglad med, hvad fyrsten hedder. Hun har ikke meget til overs for tyranner, der udnytter befolkningen og sender dem i krig. Zerfyr virker dog helt anderledes end forventet, da hun møder ham. Kan hun stole på hans løfte om at give zoo’en alle de midler, der er brug for, eller er det rent skuespil?

Dyrevelfærd spiller naturligvis en stor rolle i historien, og romanen stiller spørgsmålstegn ved, om man overhovedet kan forsvare at have zoologiske haver.

Da her er tale om en børnebog, behandles bogens temaer ikke så dybt. Men jeg synes, det er rigtig fint, at historien fletter disse alvorlige emner ind i den spændende fortælling.

Med Jonas Wilmann bag rattet rummer historien selvfølgelig også en del blod og gru, så det er ikke en bog for de yngste læsere. Men kender du en +10-årig fantasyentusiast, venter der nogle underholdende timer i selskab med Fantasia Zoo.

Om Fantasia Zoo:

Udgivelsesår: 28.07.2025
Forlag: Kaos, 462 sider
Omslag: Shutterstuck, Warm Tail

Læs også:

Malea og søuhyrets æg af Lasse Bo Andersen
Danske sagnvæsener – et bestiarium af Kenneth Bøgh Andersen & Kristian Eskild Jensen
Blodets bånd af Christian Kronow
Metro af Emil Landgreen
Forstadsgysere af Patrick Leis
Danmarks magiske væsener og fabeldyr af Charlotte Lindhardt & Jim Lyngvild
Vinterherrens arving – Legender fra Ishtaija af Casper Richter
Skeletter i skabet af Nicole Boyle Rødtnes
Stenvogteren af Rikki Tholstrup Jørgensen
Rummets guder af Jonas Wilmann
Svovlild af Jonas Wilmann

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.