I weekenden har Esbjerg bibliotek og deres samarbejdspartnere afholdt Fantasyfestival 2025. Årets tema var skurke, og jeg var med for fjerde gang. Programmet var overdådigt, så som sædvanligt nåede jeg langt fra at høre, alt det jeg gerne ville. Jeg fik heller ikke taget så mange billeder, selvom der var masser af flotte kostumer, stande og optrædener. De foredrag, jeg hørte, var til gengæld både interessante, spændende, oplysende og sjove.
Her kommer et udpluk af mine oplevelser på Fantasyfestival 2025.
Lørdag
Åbningstale
Første programpunkt lørdag for mit vedkommende var åbningstalen for Fantasyfestival 2025 kl. 10.20. Efter projektleder Jacob Krogsøes velkomst, overtog først Kenneth Bøgh Andersen mikrofonen og derefter amerikanske Tad Williams.
Kenneth Bøgh Andersen fortalte, at han også havde været med til den allerførste Fantasyfestival i 2015. Og så kunne han i øvrigt fejre sit 25 års jubilæum som forfatter.
Det rene pulp?
Herefter gik turen til Gildesalen, hvor Martin Wangsgaard Jürgensen fortalte om monstre hos H. P. Lovecraft og Robert E. Howard. Martin er et omvandrende leksikon fuld af viden, der serveres med lune og humor, og det er altid enormt underholdende at høre ham fortælle.
Om monstre fortalte han blandt andet, at i litteratur som fx Dracula af Bram Stoker kan man læse monstret som et symbol. Når man forstår vampyrens symbolik, opløses monstret til et begreb. Men i pulp læser man ikke for at analysere monstret. Her handler det om det sensationelle, det spændende og det farlige. Robert E. Howard elskede pulp og omfavnede det i sit eget forfatterskab. Men selvom H. P. Lovecraft også elskede det, følte han sig bedre og ønskede ikke at skrive pulp.
Begge forfattere udkom i Weird Tales, et amerikansk pulp magasin for science fiction, horror og fantasy. Lovecraft var med fra starten, og især hans Poe-pasticher var elsket af læserne. Snart udkom også Howard i magasinet, i begyndelsen med historier der trak på Tarzan og de gotiske monstre.
Lovecrafts monstre var i de første fortællinger klassiske gotiske monstre i en bearbejdet form. Efterhånden begyndte Lovecraft dog at forestille sig, at der findes væsener, vi ikke kender til. Med sin interesse i naturvidenskab og universet førte det ham til at søge væk fra folklore og myter. I stedet blev hans monstre med tiden det fuldstændig fremmede og ukendte. Den udvikling gør Lovecraft unik, fortalte Martin. Ingen andre har på det tidspunkt gjort det, og med opfindelsen af kosmisk horror skriver Lovecraft sig ud af pulpen.
Howards forfatterskab strækker sig ikke over så lang en periode, da han skød sig som 30-årig i 1936. Howard var i modsætning til Lovecraft en ultrakommerciel forfatter, som nærmest sprøjtede historier ud. Men blandt andet gennem brevvekslingen med Lovecraft ændrede hans monstre sig.
Howard så verdenshistorien som et stort hjul, hvor civilisationer konstant opstår og falder igen. Hans monstre udviklede sig til væsner, der var reminiscenser af noget, der eksisterede i den dybe fortid for æoner siden.
Fra at bruge kæmpeslanger, som han hadede og ofte skrev om i begyndelsen, opfandt han blandt andet en gammel race kaldet ‘serpent men’ (slangemennesker) i sine King Kull fortællinger. Slangemenneskene havde tidligere underlagt sig menneskene, men blev overvundet. Nogle stammer eksisterer dog stadig i det skjulte og forsøger med tusinder af års mellemrum at genrejse deres imperium. Howards monstre udviklede sig således som en vild fabuleren ind i naturvidenskaben.
Martin Wangsgaard Jürgensen sluttede af med at sige, at det lønner sig at prøve at forstå forfatterskaber som Lovecraft og Howard. Det udvider fortællingernes substans og giver et helt andet blik på dem.
Velkommen til Valhalla
Fra pulp og monstre til nordisk mytologi og gendigtninger. I Teatersalen i Esbjerg Musikhus var Kenneth Bøgh Andersen og Peter Madsen klar til at tale om Valhalla i en snak faciliteret af A. Silvestri.
For ca. 50 år siden, da Peter Madsen gik i gymnasiet, lavede han de første illustrationer til tegneserien Valhalla, som han skrev sammen med Henning Kure. Efter bind tre udkom også en tegnefilm baseret på serien, som i alt endte på 15 bind. Herefter følte skaberne, at de havde genfortalt de vigtigste myter.
Kenneth Bøgh Andersen har altid elsket Valhalla-tegneserien, men havde aldrig forestillet sig at han skulle genfortælle historierne i en roman. Så da hans forlag spurgte om han ville, var han vild med idéen, men usikker på hvordan det skulle gribes an. Det skulle ikke bare være en genfortælling af myterne. Det havde PM og HK jo gjort.
I stedet besluttede han at gøre Tjalfe og Røskva til historiens hovedpersoner. Det betød, at der var scener fra tegneserien, som ikke kunne være med i bogen, da børnene ikke var til stede og derfor ikke kunne fortælle. Til gengæld er der også kommet nye scener med, som ikke var i tegneserien.
For KBA var det en fordel at kende hele serien, da han påbegyndte skrivningen. På den måde kunne han tage detaljer fra de sidste bind og lave cliffhangers til dem i starten. KBA var dog nervøs for, hvordan PM og HK ville tage imod hans manuskript, men heldigvis kunne de genkende deres figurer og var tilfredse.
“Det er fedt, at du er gået nye veje, men også tager dele af det oprindelige og tænker det i en større ramme. Du har gjort det, som vi burde have gjort, hvis vi dengang havde vidst, hvad vi ved i dag.” (Peter Madsen til Kenneth Bøgh Andersen i Musikhuset i Esbjerg)
Peter Madsen fortalte også lidt om, hvordan tegningerne til Valhalla blev til. Blandt andet fik vi lov til at se et studie i Lokes udvikling, og hørte at hans smil er baseret på den tidligere amerikanske præsident Jimmy Carter. Endelig fortalte PM også en anekdote, fra dengang de ville sælge Valhalla-filmen til USA. Her vendte distributøren tilbage med en melding om, at de var nødt til “to fix this Loke guy. Is he a good guy or a bad guy?”
Tad Williams
Mit sidste programpunkt lørdag var Tad Williams i Alkymistens Tårnværelse, hvor han talte med Jakob Levinsen. Det var en underholdende samtale, hvor Williams viste sig at have en skøn humor.
Williams debuterede i 1985 med Tailchaser´s Song, men slog for alvor igennem med serien Memory, Sorrow and Thorn. Han har i mere end fire årtier været en betydningsfuld stemme inden for fantasygenren, men har også skrevet science fiction.
Levinsen spurgte blandt andet ind til, hvordan inspirationen til Williams banebrydende fantasy-verdener kom. Mange af samtidens fantasy-forfattere var i høj grad inspireret af Tolkien. I så høj grad at de stort set kopierede de fantasy-troper, som Tolkien havde opfundet. Men selvom Williams elskede Tolkien, så var det ikke det, han ville. I stedet besluttede han sig for at skrive om sin helt egen verden og livsanskuelse.
På spørgsmålet om fantasy kan være politisk svarede Williams, at han nærmest er chokeret, hvis det ikke er. For ham er det svært at forestille sig, at man ikke skriver sine holdninger ind i værket. Men – tilføjede han – det er vigtigt ikke at dunke folk i hovedet. Hvis de synes om historien, vil de tænke over, hvad du prøver at sige.
Williams kom også ind på Tolkien, der var træt af at få læst tolkninger ind om dit og dat. Ikke desto mindre, mener Williams, var også Tolkien politisk. Ringenes herre handler for eksempel om valg og om at stå op for dem uanset følgerne. Ligeledes måtte hans karakterer samarbejde demokratisk på tværs af racer for at nå deres mål.
Til slut drejede samtalen ind på, om fantasy grundlæggende er en positiv genre. Her fik Williams hele salen til at grine, da han svarede, at alene længden af bøgerne antyder “a positive outcome”. For hvem gider læse tusind sider, hvis det hele ender elendigt og alle ens yndlingskarakterer dør? Så ja, der er optimisme i fantasy.
Snakken kunne have fortsat længe endnu, men vi blev afbrudt af bibliotekets højtalerudkald, som meddelte, at alle skulle forlade biblioteket NU 🙂
Søndag
Skurken i os selv
Søndagens første foredrag var for mit vedkommende i Merlins Bibliotek, hvor Synne Kristine Eriksen fortalte om skurken i os selv. Synne er nemlig langt mere interesseret i det, der ligger i os selv fremfor psykopat ondskaben. I hendes historier er hovedpersonerne derfor ofte skurke i andres liv.
Synne lagde humoristisk ud med at fortælle, at hun desværre ikke havde en bog at fortælle om, så i stedet havde hun medbragt sine feriebilleder. Hun var nemlig ikke blevet færdig med at skrive romanen Stormfald, som foredraget tog udgangspunkt i.
Ikke desto mindre holdt hun et rigtigt spændende oplæg, hvor hun som ægtefælle til en officer gav et interessant indblik i virkelighedens geopolitik.
For eksempel fortalte hun, hvordan man talte om at nedlægge NATO i 2013, fordi man ingen fjender havde. Rusland havde forbindelsesofficerer i NATO, og man havde gennem flere år diskuteret sikkerhedsspørgsmål i EAPC, hvor flere medlemmer af Warszawapagt-landene sad med. Men i 2014 invaderede Rusland Krim-halvøen. Det fik ikke de danske politikere til at ryste fredsmentaliteten af sig, men der var også officerer, som talte angrebet ned og nedladende betegnede modparten som ‘alarmister’. Det satte tankerne i gang hos Synne, for er det ikke militærets pligt ‘at være bange’ på vegne af nationen, så vi aldrig bliver overrasket af en fjende? De tanker satte hun sig for at udforske i Stormfald.
I oplægget hørte vi også om
- at Synne selv frygtede for at være uagtsom skurkagtig, da hun fik børn. For man kommer uvægerligt til at udsætte sine børn for noget, som de kan få ar af senere i livet.
- at selvom fredstid som udgangspunkt er positivt kan fredstidsmentalitet have negative konsekvenser.
- at ingen imperier er ubetinget gode. Der er altid omkostninger, også ved at bevare freden.
- at der bare nogle gange er forskellige materielle interesser, som gør, at vi bliver modstandere.
- at alle imperier falder.
- at Synne lod sig inspirere af Romerriget i sin worldbuilding. Fx havde døtre ikke deres egen identitet. De tilhørte faderen og havde hans slægtsnavn. Hvis der var flere døtre, blev den første kaldt slægtsnavnet og de næste fx Secunda, Sequester osv.
Læs et lidt ældre interview med Synne Kristine Eriksen på Superkultur.
Mordred, Morgan og Morgause
Jeg skulle ikke gå langt efter søndagens næste foredrag. Valdemar Rygaard Lenschow optrådte nemlig ligeledes i Merlins Bibliotek med sit foredrag om skurkene i Arthur-legenden.
Sidste år hørte jeg Valdemar holde et super interessant oplæg om mod, maskulinitet og middelalderisme, så forventningerne var høje. Jeg blev heldigvis ikke skuffet.
Valdemar fortalte om udviklingen af de tre karakterer op gennem tiden. Han gjorde også opmærksom på, at Arthur-legenden er mange forskellige fortællinger, så de enkelte karakterer skildres ofte forskelligt. Ikke mindst ændrer familieforholdene sig.
Arthur-legenden nævnes første gang i Wales i 1100-tallet Oprindeligt var Arthur søn af kong Uther og kvinden Igraine, der var gift med en af hans fjender. Uther fik Merlin til at kaste en fortryllelse over sig, så Igraine troede, at han var hendes mand, og resultatet af den nat bliver Arthur. Arthur sendes væk og vokser op uden at kende sin familie.
Dengang var Morgan ikke hans søster men en troldkvinde med helbredende evner, som på sin ø helbreder Arthurs sår efter Mordreds forræderi. Her er Mordred hans nevø.
I senere fortællinger ved Arthur ikke, at Morgause, dronningen af Orkney, er hans søster, da han har en affære med hende. Her er Mordred således hans søn. Morgause skildres som en forførerske, men også som en moder, der bliver mor til mange store riddere blandt andre Gawain.
Mordred er som udgangspunkt en dygtig ridder, og Arthur sætter ham på et tidspunkt til at styre riget. Men Mordred ender med at forråde Arthur. Hvorfor?
Det havde Valdemar en mulig forklaring på. I én historie fortæller Merlin nemlig Arthur, at Mordred vil vokse op og slå ham ihjel. For at undgå det iværksætter Arthur en ren Herodes-aktion og dræber samtlige drengebørn. Det lykkes ham dog ikke at dræbe Mordred, men Arthurs ugerning giver Mordred et motiv til det senere forræderi. Den historie er ikke ret kendt, sikkert fordi den giver den ellers så heroiske Arthur gevaldige ridser i lakken.
Morgan (Le Fay) skildres i dag ofte som en ond skikkelse, men i Middelalderen var hun en langt mere kompleks og spændende figur. Dog omtales hun i dag af visse naturreligioner som en slags gudinde, idet der lægges vægt på hendes helbredende evner. Mordred fremstilles i dag ofte mere sympatisk som en antihelt, mens Morgause nærmest er fraværende. Måske fordi hun er svær at nyfortolke på grund af sin tragiske død. Hun bliver nemlig halshugget af en af sine sønner, da han finder hende i seng med arvefjenden.
Få en overblik over Arthurs familiehistorie her.
Som afslutning gav Valdemar sine bud på de bedste Kong Arthur fortællinger. Hans favorit er T. H. Whites roman fra 1958 The Once and Future King med den danske titel Kong Arthur på Camelot. Af de ældre fortællinger anbefalede han middelalderdigteren Chrétien de Troyes, der skrev om flere skikkelser omkring Arthur, blandt andre Gawain og Lancelot. På dansk findes en oversættelse af Li chevaliers au lyeon, der handler om ridder Ivan, søn af Morgan.
Har du lyst til at høre mere om middelalderen og kong Arthur, er Valdemar er vært på podcasten Middelalderlig, som i kapitel 9 blandt andet handler om Arthur.
Beowulf og Grendel
Litteraturhistoriker Lea Grosen Jørgensen var næste punkt på mit program. I Monsterarkivet fortalte hun om Beowulfkvadet, og om hvordan den udstødte Grendel måske i virkeligheden havde en hel del til fælles med helten Beowulf.
Som indledning fortalte hun, at der kun findes et eksemplar af håndskriftet Beowulf, som ifølge kulstof 14 dateringen stammer fra omkring år 1000. Selvom kvadet nævnes allerede i 1700-tallet, hvor det næsten gik tabt i en brand, bliver det først oversat fra oldengelsk til latin i 1815. Man tror, at det er fortalt af en enkelt forfatter, men man kan se, at det er to forskellige, der har skrevet det ned.
Historien udspiller sig i Danmark og er skrevet som et tilbageblik på hedenske dage. Forskere spekulerer i, om kvadet er bestilt af Knud den Store som en hyldest til de danske forfædre. Hvorfor skulle et engelsk kvad ellers beskæftige sig med Danmark?
I den romantiske middelalderisme læser man mange manuskripter ind i en historisk kontekst. Det betød, at Grendel blev tolket som et symbol på en hedensk fortid fremfor en karakter i egen ret. Den opfattelse gjorde Tolkien op med i sin forelæsning Beowulf: The Monsters and the Critics i 1936. Her plæderede han for, at man i stedet skulle læse kvadet som et vidnesbyrd om en digters forestillingsevne, altså læse det som et litterært værk. Dermed var monstrene ikke smagsløse tilføjelser, men essentielle for handlingen og ikke mindst for heltens stigning og fald.
Lea gav også et indblik i, hvordan Beowulf og Grendel er blevet portrætteret op igennem tiden, blandt andet gennem filmatiseringer og nyfortolkninger. Her banede fx britiske John Gardners roman Grendel fra 1971 vej for opfattelsen af ham som en antihelt.
Også flere film har beskæftiget sig med Beowulf-myten. I 1999 udkom fx Den 13. kriger med Antonio Banderas. Her nævnes Grendel dog ikke, idet det er mennesker og ikke et monster, der angriber danerne. I 2005 spiller Gerald Butler med i Beowulf & Grendel, hvor danerne selv skaber monstret med deres barbariske opførsel. Mens Grendel er søn af kong Hrothgar i animationsfilmen Beowulf fra 2007, hvor Angelina Jolie spiller Grendels mor.
Lea sluttede sit oplæg af med at understrege, at hver oversættelse af kvadet er en fortolkning. Og at Grendel fortæller noget om helten, alt efter hvordan man tolker kvadet.
Skurkenes musik
Gildesalen blev mit sidste stop på Fantasyfestival 2025. Her holdt Mogens Høegsberg og Nicolas Barbano oplæg om skurkenes musik, naturligvis med masser af lytteprøver.
Vi hørte blandt andet
- filmhistoriens første skurketema: Mysterioso Pizzicato no. 30
- at Nicolas’ mormor var biografpianist
- om forskellige skurketyper:
- Skurkagtige skurke (fx Mr. Hyde, håndlangere og troldmænd)
- Uhyggelige skurke (fx spøgelser og monstre)
- Ærefrygtindgydende skurke (fx dæmonkonger og übermench-typer)
- Charmerende skurke (fx skørtejægere, forførende femme fetales og elegante vampyrer)
- Adventure-skurke #1 (fx heltens spejlbillede bortset fra en karakterbrist)
- Adventure-skurke #2 (fx vilde, primitive folkeslag)
- at Dies Irae, en gregoriansk munkesang fra Middelalderen, ekstremt hyppigt citeres i filmmusik, oftest som dødstema men også stedvist som skurketema. Fx i Howard Shores score til Ringenes herre-trilogien, hvor en variation altid høres i tilknytning til Ringåndernes tema
- at Carl Th. Dreyers film Vredens dag fra 1943 er navngivet efter Dies Irae
- at flere tyske skurke er blevet forsynet med temaer fra klassiske tyske komponister. Fx har Hans Gruber i Die Hard tilknyttet Beethovens Ode an die Freude, mens oberst Bockner i Kong Salomons miner har tilknyttet Wagners Ritt der Walküren
- at Valkyrieridtet også bruges i den næsten tre minutter lange biljagt i filmen Blues Brothers
- at heltetemaer ofte lægger trykket på opadgående toner, men skurketemaer lægger trykket på de nedadgående toner
- at Bill Conti utvivlsomt kopierede John Williams score fra Star Wars i Masters of the Universe, 1987. Men at begge er gået på rov i Gustav Holsts Planeterne, heri Mars
- at Sven Gyldmark, som lavede musikken til Reptilicus, blev tilbudt at blive huskomponist hos Disney. Han var Danmarks bedste filmkomponist i sin tid, men ingen af hans scores er blevet udgivet som soundtracks
De to herrer var de rene skatkister af viden, og oplægget var både oplysende, underholdende og fuld af god musik. Jeg fik i hvert fald lyst til at gense flere af de nævnte film, ikke mindst for at lægge mere mærke til musikken.
Og alt det andet på Fantasyfestival 2025
Som jeg nævnte indledningsvist, nåede jeg langt fra at opleve alt det, jeg gerne ville, men jeg laver også altid en yderst ambitiøs tidsplan, der ikke tillader mange tissepauser 🙂
Jeg nåede dog at hilse på enkelte kendte ansigter i løbet af Fantasyfestival 2025. Blandt andet lavede jeg et interview med Teddy Vork under overskriften spøgelser (men huskede jeg at tage et billede? Nej). Det skal bruges i en ny podcast, Horsens bibliotek arbejder på, så nu håber jeg bare, at lyden blev god nok.
Jeg hilste også på C. C. Thybro, der havde udgivelsesreception på romanen Midnatsspillet, en YA-gyser om retfærdighed, mobning og venskab. Hun kunne fortælle, at andet bind af Skyggeaksens kald er færdigskrevet, og da jeg er vild med I skyggen af Udgårdsø, var det en virkelig god nyhed.
Ved 2 Feet Entertainments stand fik jeg endelig fik købt 2. udgave af Steen Langstrups bog Spøgelserne på Frilandsmuseet. Her kom jeg også i snak med bogblogger Bareetkapitelmere, som gjorde mig vildt misundelig, da hun viste mig sin nye pin.
Forlaget Afkom var med på Fantasyfestival 2025 for første gang, så her fik jeg købt mig en Afkom t-shirt og hilst på Anders Fjølvar (og nej, heller ikke her huskede jeg at tage et billede).
Jeg talte med endnu flere, og købte også endnu flere bøger m.m. Så alt i alt var det endnu en gang en helt fantastisk weekend.
Udpluk fra tidligere års Fantasyfestival
Fantasyfestival 2024 i Esbjerg
Fantasyfestival 2023 – lørdag
Fantasyfestival 2023 i Esbjerg – søndag
Fantasyfestival i Esbjerg 2022
Læs mere på om Fantasyfestival på deres hjemmeside
