Det er blevet d. 19. december, og bag dagens kalenderlåge gemmer sig novellen Hvid jul af Michael Kamp.
Det er juleaftensdag, og sneen falder tungt over Moln. Over hele byen lukker og låser de voksne alle døre og vinduer med bekymrede miner. I aften skal ingen være ude efter mørkets frembrud.
15-årige Louise er ikke i det bedste humør, for Steffen slog op med hende en uge siden. Hun trænger gevaldigt til en smøg, og sniger sig til at ryge ud af vinduet i sit værelse. I mens bolter de voksne døre og vinduer og flytter rundt på møblerne nedenunder, så de nærmest danner en barrikade. Overfor de små lader de voksne som om, at de er nødt til at flytte møblerne for at gøre plads til at danse om juletræet. Louise undrer sig dog, for normalt behøver de ikke at flytte noget.
Da de voksne er tilfredse, begynder farfaren at fortælle historien om julemanden, som han gør hver jul. Men det er historien om den rigtige julemand, hvis tøj er hvidt og først bliver rødt, når han spiser. Den julemand der leder efter uartige børn og kan komme ind af det mindste hul. Louise kender historien til hudløshed, men i år føles den anderledes …
Michael Kamp er en effektiv fortæller, og i dagens novelle forvandler han ønskedrømmen om en hvid jul til et iskoldt mareridt.
Uddrag af novellen
Louise slikkede sine læber og skulle til at spørge om noget, da hele familien begyndte at skråle en julesang. Lyse barnestemmer og dybe voksenstemmer fyldte stuen og sang om juletræet med sin pynt. Louise skævede over skulderen på sin mor, der stod helt stille. Hun havde slået hænderne for munden og stirrede på vinduet.
Skikkelsen derude rakte en arm frem og hvilede den ene hånd mod ruden. Så trak den langsomt hånden hen over glasset, så en skinger lyd kunne anes under den højlydte sang.
“Hvem er det?” mimede Louise, men moren rørte sig ikke.
Endnu en skikkelse dukkede op bag den første, og en tredje kom til syne i vinduet ved siden af. Moren lagde en hånd på Louises arm og trak hende langsomt baglæns mod resten af familien, mens flere og flere skikkelser dukkede op derude. Louise lod sig bare føre med, mens hun stirrede på skikkelserne uden for vinduet.
“Hvad sker der?” mimede hun igen, men moren rystede bare på hovedet og samlede et sanghæfte op fra gulvet.
“Syng,” hviskede hun. “Syng, så børnene ikke hører noget.” (side 93)
Om Hvid jul:
Udkommet i Moln – jorden husker, 2011
Besøg Michael Kamps hjemmeside
