PLANET X – SLUTSPILLET er sidste del af trilogien om Planet X.
Destinationen er Giza, Ægypten. Det skjulte, underjordiske lyntog skal føre dem dertil. Mørket har stadig verden i sit greb, og de venter utålmodigt på lysets tilbagevenden.
Cody og Susan kæmper sammen med deres mange unge venner for at finde en vej til overlevelse – heldigvis med General Reyes og hans soldater ved deres side. Henry er lykkelig for at være genforenet med Cody, men tvivlen sniger sig ind på ham. Er han stadig den søn, han kendte?
Annuakierne gør sig klar til at invadere. Rumskibe positionerer sig strategisk omkring hele Jorden, og alt peger på et endeligt opgør ved Keopspyramiden. Men selv den bedste planlægning kan slå fejl, og de tvinges ud på en mission, der kan koste dem alt. (Forlagets beskrivelse)
Vi er nået til sidste bind i trilogien, og historien slutter i samme høje tempo, som den begyndte.
Annuakierne byggede for tusindvis af år siden pyramider over hele Jorden, der fungerer som energicentre for deres rumskibe. General Reyes er sikker på at moderskibet befinder sig over Keopspyramiden, og nu er han sammen med Cody, Susan og ‘stjernebørnene’ samt Henry Hicks og de øvrige forskere på vej til Egypten. Her vil de forsøge at stoppe Annuakiernes invasion af Jorden. Men det er ikke kun Annuakierne, de skal frygte.
Historien fortælles i korte kapitler med skiftende synsvinkler og konstante cliffhangers, der lokker læseren videre. Vi hører mere om, hvordan ‘stjernebørnene’ har fået DNA-opgraderinger gennem energipulsen, der ramte dem. Flere af børnene har f.eks. fået telepatiske evner. Susan kan udskille og forme plasmaenergi, og alle børnene har fået formidable kampevner.
Vi opdager også, at selvom Jorden ikke er et teknologisk match for Annuakierne, så er teknologien dog langt mere fremskreden, end almindelige mennesker ved. Her afslører general Reyes flere overraskelser undervejs.
Og måske bliver den planlagte aktion ved Keopspyramiden alligevel ikke det endelig standoff mod Annuakierne. Måske befinder moderskibet sig et helt andet sted?
Samtidig har Cody, Susan og børnene deres egne planer, som ikke nødvendigvis korresponderer med general Reyes planer.
Vurdering
Ronny Reffelt sparer ikke på effekterne i Planet X – Slutspillet. Vores hovedpersoner må slås imod ‘dæmoner’, kæmper og kloner. Der er skruet op for de teknologiske special effects. Vi præsenteres for et hemmeligt netværk, der har eksisteret i tusindvis af år. Og dertil kommer ‘stjernebørnenes’ evner.
Jeg har været begejstret for Planet X trilogien siden første bind. Det er ikke et litterært mesterværk, og det behøver det heller ikke at være. Jeg synes dog, det er lidt ærgerligt, at sætningerne til tider er unødvendigt kringlede med flere indskudte sætninger og danglish udtryk.
Soldaterne stormede ned imod kæmperne i et frygtløst angreb, som tilsyneladende tog kæmperne med overraskelse. For hvem ville vove et frontalangreb, når deres skud ikke virkede? Kæmperne tog alligevel ingen chancer, for hvad nu, hvis angriberne havde spottet en fatal fejl i deres forsvar? Det var, hvad Cody tænkte om kæmpernes reaktion på deres angreb, da han spottede en let forvirring blandt kæmperne, som trak sig ud fra deres samlede gruppe og i stedet fordelte sig i mindre grupper, der efterlod huller i deres samlede forsvarsværn. (Side 114-115)
Til gengæld er der smæk for skillingerne, og det er dæleme underholdende. Jeg er ikke helt så begejstret for Slutspillet som for de to første bind, men ikke desto mindre kan jeg sagtens anbefale serien.
Så kan du lide actionfyldt science fiction, hvor det er handlingen fremfor personerne, der driver plottet, er Planet X et rigtig godt bud.
Reklame: Tak til forlaget Brændpunkt der har foræret mig bogen til anmeldelse.
Om Planet X – Slutspillet:
Udgivelsesår: 16.12.2025
Forlag: Brændpunkt, 326 sider
Omslag: Per Baasch Jørgensen
Planet X:
Planet X – Slutspillet, 2025
Planet X – Mørket, 2024
Planet X – Ankomsten, 2023
Læs også:
Solstorm af Rasmus Dahlberg
Orion-effekten af Torben Magnild Husum
Udhængt af Per Jacobsen
Dommedag af Dean Koontz
Den armenske sarkofag af Rasmus Wichmann
