Jeg har tidligere læst en række af Morten Carlsens noveller i diverse antologier. Nu udkommer han med novellesamlingen I tusmørket er alle katte blå, som er hans første selvstændige udgivelse. Samlingen består af 13 noveller, hvoraf de otte har været trykt tidligere, mens fem af dem udgives for første gang.
Det sidste strå
Blandt mine favoritter i samlingen er ‘Det sidste strå’. Her fortæller psykiateren Mogens Kastbjerg om sit møde med patienten H. H. Det blev kun til en enkelt konsultation, men dette møde gjorde et så skræmmende indtryk, at han er nødt til at nedskrive sine tanker, beskrivelser og notater af hensyn til sit psykiske velvære.
Synet af den kvinde der mødte mig, da jeg drejede rundt om hjørnet ind i venteværelset, var gruopvækkende. Hun sad foroverbøjet i stolen med armene tæt knuget om sine skuldre. Det mørke hår hang ned over det bøjede ansigt, som tunge gardiner der var tynget af et ældgammelt hus frygtelige historie og skimlede aromaer. (Side 52)
Kvinden er overbevist om, at hun er ramt af noget, hun bedst kan betegne som dårligt indeklima. En betegnelse Mogens synes klinger godt i metaforisk og overført betydning. Alligevel kan han ikke undgå at bemærke, hvordan luften i hans kontor bliver tung og fugtig under hendes besøg. Da han prøver at forklare H. H., at hendes tvangstanker kan føres tilbage til hendes OCD diagnose, forlader hun brat kontoret. Det bliver sidste gang Mogens ser H. H. Men ikke det sidste han hører til hende.
Jeg er vild med konceptet, at et menneske kan lide af dårligt indeklima, og beskrivelserne af H. H.s symptomer fremstår yderst levende og urovækkende.
Dybt nede
‘Dybt nede’ har tidligere været trykt i Grufulde mørke, og er endnu en af mine yndlinge i I tusmørket er alle katte blå.
På en forskningsstation ved det sydlige ishav drikker Russell vodka og spekulerer på, hvorfor han dog befinder sig her i stedet for hjemme ved familien. Han tænker på bjærgningen af en undervandsbase, som de foretog tidligere på dagen – og på hvad der fulgte med op…
Her er jeg især begejstret for novellens beskrivelse af de isolerede mennesker, der må forholde sig til det ukendte der dukker op, i vished om at der ikke er mulighed for hjælp udefra.
Armen
Benjamin mister sin højre arm i en arbejdsulykke. Da han tilbydes at få transplanteret en arm, som han med tiden vil få fuld følelse i, siger han ja tak. Men det går ikke helt som ønsket.
‘Armen’ er måske ikke den mest nytænkende novelle i samlingen. Historien om mennesker, der får transplanteret kropsdele og derefter ændrer sig, er set flere gange. (Jeg husker især filmen Body Parts fra 1991, som satte sig grundigt i mig) Men Morten Carlsens novelle brillierer ved sin slutning, som fuldstændigt tog r…. på mig. Og det er altid fedt.
I tusmørket er alle katte blå
Jeg er også nødt til at fremhæve titelnovellen, der virkelig ramte mig.
Fortælleren er på vej ud til en gammel, forladt ejendom. Her boede hans barndomskammerat Kim sammen med sine forældre og lillebroren Esben. Moren Marianne var tavs og indesluttet, og det var faren Svend, der tog sig af de huslige pligter ved siden af arbejdet med landbruget og savværket. Mens fortælleren tænker tilbage, dukker et særligt minde op. Et minde om lillebroren Esben, og spørgsmålet om hvorvidt katte virkelig har ni liv.
En rigtig fin novelle om traumer og de hemmeligheder et menneske kan gemme på.
Vurdering
Helt overordnet synes jeg, at Morten Carlsen har nogle fantastiske idéer. Novellerne drejer flere gange i uventede retninger, og selvom jeg enkelte gange tabte tråden, gav det langt de fleste gange novellerne et vellykket tvist.
Generelt er jeg ikke så stor fan af alt for floromvundet sprog, og jeg må indrømme, at jeg ind i mellem blev lidt overvældet af billedsproget, som Carlsen bruger flittigt. Men det er en smagssag, og man kan i hvert fald ikke beskylde novellesamlingen for at være tam og tør.
Et brus af kvalme gennemstrømmede min krop, og det skyldtes ikke det tætte slør af tobaksrøg eller den uhumske dunst af menneskelig udsondring. Det var som at træde ned i en mægtig vom der var i færd med at fordøje, og som derved skvulpede, vuggede, skreg. Jeg forkastede tanken om alkoholens påvirkning, for det var ikke en genkendelig følelse, og beruselse var immervæk noget jeg havde en vis erfaring i. Det var en ukendt, knugende fornemmelse der syntes at bedøve mine sanser, og samtidig give mig en form for fred og ligegyldighed over for mine personlige problemer. (Side 20)
Til gengæld er jeg vild med, når fortællingens indhold styrer formen, og det synes jeg lykkes rigtig godt. F.eks. i ‘Messias maske’ der starter med en dagbogsoptegnelse fra 1941. Her spiller både sprogtone og atmosfære 100% sammen.
Vestkjær Mose
Fjerde April 1941Gode Gud, jeg ryster som et Espeløv, mens jeg skriver disse Ord! Blæsten slaar mod Ruden ude fra Hedens tørre Landskab. De kraftige Vindstød faar Karmen til at knage. Sjældent har jeg haft saa stort et Besvær med at tyde min egen Skrift … (Side 217)
De 13 noveller kommer langt omkring. I nogle noveller mærkes en tydelig inspiration fra H. P. Lovecraft, mens andre trækker på helt andre strenge. ‘Stationen’ fik mig f.eks. til at tænke på Stephen King og novellen ‘Willa’ i Efter solnedgang, men Carlsen har alligevel sin egen vinkel på historien.
Jeg har som udgangspunkt et svagt punkt for dansk horror, som jeg synes alt for ofte bliver overset. Alene af den grund vil jeg anbefale I tusmørket er alle katte blå. Men læs den også for de fantasifulde plots og stemningsmættede beskrivelser. Og vær forberedt på lidt af hvert …
Om I tusmørket er alle katte blå:
Udgivelsesår: 21.12.2025
Forlag: Enter Darkness, 272 sider
Omslag: Lesia Solot (germancreative)
Indhold:
Hændelse i dr. Francos laboratorium
Fra brændingen (Når mørket kommer krybende, 2018)
Det sidste strå
Dybt nede (Grufulde mørke, 2012)
Olie på lærred
Stationen (Himmelskibet, 2010)
Interiør i spundet silke (Monster, 2016)
Harpiks
Armen (Det sker igen, 2011)
Babusjkaernes herre (Hvis jeg overlever natten, 2016)
Messias’ maske (Himmelskibet, 2011)
Phallos (Rustkammeret, 2017)
I tusmørke er alle katte blå
