I år falder min fødselsdag fredag d. 13. Det tager jeg som en perfekt anledning til at se nærmere på filmåret 1972.
Tales From the Crypt (dansk titel: Skærsild)
Instrueret af Freddie Francis. Premiere 8. marts 1972 (New York)
Fem fremmed farer vild, da de er på rundtur i en engelsk katakombe. De ender i et rum uden udgang, hvor en munk pludselig dukker op. Én efter én præsenteres vi for deres historier, og de er ikke kønne.
Joan Collins spiller husmoren Joanne Clayton, der er træt af sin mand i ‘And All Through the House’. Ian Hendry spiller Carl Maitland, der forlader sin kone og sine børn i ‘Reflection of Death’. Peter Cushing bliver offer for naboen Elliot spillet af Robin Phillips i ‘Poetic Justice’. Richard Greene spiller den benhårde forretningsmand, der går bankerot i ‘Wish You Were Here’. Og endelig spiller NIgel Patrick major Rogers, der bliver administrator på et blindehjem i ‘Blind Alleys’.
Tales From the Crypt er baseret på historier af Al Feldstein, Johnny Craig og Bill Gaines, der oprindeligt blev trykt i EC magasinerne Tales From the Crypt og The Vault of Horror.
Jeg elsker den slags antologifilm, og selvom effekterne i dag er mere corny end skræmmende, og selvom plotlogikken bestemt ikke holder hele vejen, så fandt jeg den dybt underholdende.
Chris Wood skriver om filmen på British Horror Films:
Due to its uncompromising source material (the EC horror comic of the same name), Tales From The Crypt stands out from the other Amicus anthologies for its bleak subject matter. You might not see much on-screen, but once you start thinking about each of the respective fates of the damned (even before they have been consigned to the pits of hell) they are wince-inducing. (Læs hele anmeldelsen her)
Frogs (dansk titel: Kryb)
Instrueret af George McCowan. Premiere 10. marts 1972 (USA)
En ung Sam Elliott spiller freelance fotografen Smith, der er på en opgave for et øko magazin. Han skal fotografere dyrelivet og forureningen omkring familien Crocketts private ø. Ved et uheld bliver han sejlet ned i sin kano, men reddes i land af søskendeparret Clint og Karen Crockett. De inviterer ham på frokost i familiens mansion, hvor patriarken grandpa Crockett styrer både familien og firmaet med hård hånd.
Mr. Crockett er ikke begejstret for Smiths profession. Han er af den opfattelse, at mennesket er herre over naturen. Men snart bliver hans holdning udfordret. Smith finder en ansat død i et mudderhul, bidt ihjel af en slange. Det er ikke muligt at tilkalde hjælp, da telefonerne er nede. Og dagen efter – d. 4. juli som er Mr. Crocketts fødselsdag – fortsætter dødsfaldene. Naturen er begyndt at slå tilbage.
For noget tid siden så jeg genindspilningen af The Long Weekend, der oprindelig udkom i 1978. Måske instruktøren Colin Eggleston har set Frogs og tænkt “God idé, det kan jeg gøre bedre.” Og det havde han i givet fald fuldstændig ret i.
På trods af at Frogs kun er 91 minutter, er den alt for lang. Igen og igen dvæles der ved de mange tudser, slanger, edderkopper, igler m.m., der myldrer frem på øen. Det er meningen, at det skal være skræmmende, men jeg heppede bare på, at dyrene ville tvære familien Crockett ud, for de er dog en usympatisk flok.
Der er også det ene hul i plottet efter det andet. F.eks. vælter en varan en masse gift ud i et drivhus, som et af børnebørnene indånder og dør af. Sjovt nok påvirker det ingen af de mange dyr, der også er i drivhuset. Geografien i historien virker også helt skæv. I nogle scener er afstanden fra huset til stranden ganske kort, i andre scener kan personerne gå og gå. De medvirkende slanger er vist mest valgt for deres udseende, frem for om de her hjemmehørende, og så videre.
Filmen blev da heller ikke modtaget ret godt af anmelderne ved premieren. F.eks. skrev New York Times d. 6. juli, dagen efter premieren:
It’s nature’s half-acre gone amok, apparently because of pollution and the somewhat too-free use of pesticides authorized by rich old men who live on their own islands in the middle of the Florida Everglades.
One by one the Crocketts are picked off by the frenzied fauna—by lizards, rattlesnakes, water moccasins, alligators, crabs, snapping turtles and tarantulas, as well as by (in at least one case) some Spanish moss. Poor old Jason is finally attacked by frogs, though what exactly they do to him is not clear. Perhaps they thump him to death.
“Frogs,” which is not to be confused with “The Birds” for an instant, is an end-of-the-world junk movie, photographed rather prettily in Florida and acted by Milland as if he were sight-reading random passages from the dictionary. (Læs hele anmeldelsen her)
Det bedste, jeg kan sige om Frogs, er vist, at budskabet om ikke at misbruge naturen er godt. Og at Sam Elliott så godt ud allerede dengang.
Asylum
Instrueret af Roy Ward Baker. Premiere 6. juli 1972 (UK)
Asylum er endnu en antologifilm fra filmåret 1972. Rammehistorien handler om den unge psykiater Dr. Martin, der søger job på Dunsmore Asylum, en institution for uhelbredeligt sindssyge. Han har en aftale med Dr. Starr, men bliver overraskende nok i stedet for mødt af Dr. Rutherford. Dr. Starr er nemlig selv blevet indlagt. For at få jobbet skal Dr. Martin nu gennemskue hvem af de fire patienter, der var hans forgænger i jobbet. Undervejs bliver han hjulpet på vej af portøren Max spillet af Geoffrey Bayldon.
Barbara Parkins spiller elskerinden Bonnie, der må sande, at hustruer ikke altid overgiver sig frivilligt i ‘Frozen Fear’. I ‘The Weird Tailor’ er Bruno (spillet af Barry Morse) bagud med huslejen. Så da Mr. Smith i skikkelse af Peter Cushing tilbyder ham 200£ for at sy et specielt sæt tøj, slår han til. Også selvom instrukserne for opgaven er meget specielle.
Charlotte Rampling og Britt Ekland spiller hovedrollerne i ‘Lucy Comes to Stay’, hvor Barbara er blevet udskrevet fra hospitalet og flytter hjem til sin bror. Men har hun nu sagt farvel til sin sygdom? I sidste fortælling spiller Herbert Lom videnskabsmanden Byron, der søger at give sine små dukker liv.
Jeg var vældig godt underholdt af Asylum, der faktisk overraskede mig til sidst. Manuskriptet er da også skrevet af Robert Bloch (Psycho), mens instruktøren Roy Ward Baker bl.a. også har instrueret Quatermass and the Pit.
Efterfølgende har jeg læst mig frem til, at produktionselskabet Amicus, der stod bag Asylum, i 1970’erne var en skarp konkurrent til Hammer Films. De lykkedes med at producere en serie film, der satsede på atmosfære og “classy production values” trods begrænsede budgetter. (Læs mere her)
I sin anmeldelse på Classic Horror skriver Nate Yapp:
Between 1965 and 1980, Amicus Productions made nine horror anthology films, of which Roy Ward Baker directed three: Asylum, The Vault of Horror, and The Monster Club. Of Baker’s treasuries of terror, Asylum is probably the best […] Three of Asylum’s four stories come highly recommended – a good average – but this omnibus has the added advantage that its wraparound is kept smartly relevant to segments it connects. With its eclectic mix of frightful tales, good direction, and superior acting, this is one Asylum you’ll want to get locked up in. (Læs hele anmeldelsen her)
Fear in the Night
Instrueret af Jimmy Sangster. Premiere 6. juli 1972 (London)
Fear in the Night er mere en thriller end en egentlig gyser. Den unge Peggy gifter sig med den attraktive Robert efter en ganske kort forlovelse. Han underviser på en drengeskole, og Peggy flytter med ham dertil. Peggy er netop kommet sig over en nervøst sammenbrud, og de to mødte hinanden, mens hun var indlagt.
Dagen før hun skal rejse, bliver Peggy overfaldet i sit værelse. Overfaldet bliver ikke anmeldt til politiet pga. Peggys “hysteriske” fortid, og det kniber også for Robert at tro på hende. Så da Peggy bliver overfaldet i deres fælles hjem, stiller Robert endnu en gang spørgsmålstegn ved det.
Fear in the Night er anden “halvdel” af “Women in Terror” filmene (første “halvdel” var Straight on till Morning), som blev de sidste suspense thrillers produceret af Hammer Film, ligesom det blev Jimmy Sangsters sidste film for Hammer.
Jeg var ikke overvældende begejstret for den, da jeg så den, kan jeg se ud af min omtale fra 2010, men andre har set med mildere øjne på den.
“Fear In The Night really qualifies as a thriller more than a horror, but one or two suitably spooky touches put it, I believe, more in the horror vein.” (Læs hele anmeldelsen her)
Last House on the Left (dansk titel: Rædselsnatten)
Instruktør: Wes Craven. Premiere 2. august 1972 (Indiana, USA)
Den nok mest berømte – eller berygtede – titel fra filmåret 1972 må være Last House on the Left.
To unge piger fra forstæderne tager til en rockkoncert i byen. Undervejs bliver de kidnappet af en bande sadistiske, undslupne fanger, som voldtager og myrder dem. Tilfældigt ender banden senere hjemme hos den ene piges forældre. Her opdager forældrene, hvad der er sket, da de finder pigens halskæde og noget blodplettet tøj i bandens bagage. Ude af sig selv af sorg og raseri begynder faren et morderisk selvtægts togt.
Filmkritiker Roger Ebert gav i sin tid Last House on the Left 3½ stjerne ud af fire og beskrev filmen således:
“Last House on the Left” is a tough, bitter little sleeper of a movie that’s about four times as good as you’d expect […] Wes Craven’s direction never lets us out from under almost unbearable dramatic tension […]The acting is unmannered and natural, I guess. There’s no posturing. There’s a good ear for dialogue and nuance. And there is evil in this movie. Not bloody escapism, or a thrill a minute, but a fully developed sense of the vicious natures of the killers. There is no glory in this violence. And Craven has written in a young member of the gang (again borrowed on Bergman’s story) who sees the horror as fully as the victims do. (Læs hele anmeldelsen her)
Wes Craven lavede filmen midt under Vietnamkrigen. Han var overvældet over den vold og barbarisme, som tv viste, og synes slet ikke at volden blev portrætteret lige så råt og modbydeligt i datidens film. Her var volden poleret og og gjort til underholdning. Med Last house on the left ville han vise voldens sande ansigt – og set med datidens øjne lykkedes det til fulde. Last house on the left er ikke æstetisk smuk, og især voldtægtsscenen af Mari, lige før hun bliver slået ihjel, er stadig en grum scene at se.
Hvor andre selvtægtsfilm i tiden forherligede volden, som skurkene blev udsat for, fordi de fortjente det, så beskriver Wes Craven både de indledende krænkelser og den efterfølgende hævn som lige dehumaniserende og forkastelig. Last House on the Left var en stærk debutfilm fra en meget dygtig instruktør.
Horror Express (originaltitel: Pánico en el Transiberiano)
Instrueret af Eugenio Martin. Premiere 30. september 1972 (Sitges – Catalonian International Film Festival)
I 1906 har antropologen professor Saxton (Lee) fundet et frossent fossil i Manchuriet, der muligvis kan bevise det manglende led mellem abe og menneske. For at få fossilet med til Europa må han rejse med det transsibiriske eksprestog. Her støder han på rivalen Dr. Wells (Cushing), der er yderst nysgerrig på, hvad der gemmer sig i den omhyggeligt aflåste og overdækkede kasse.
Allerede før kassen er ombord på toget, sker det første dødsfald. Det slår Saxton hen som et tilfælde. Men da togets bagageansvarlige bliver fundet i den aflåste kasse, og fossilet pludselig er forsvundet, er han nødt til at tage det alvorligt. Sammen med Wells og politiinspektør Mirov må de finde abemanden, før han myrder igen. Det er dog lettere sagt end gjort, da væsenet viser sig at have nogle helt særlige evner …
Horror Express er en international filmproduktion instrueret af spanske Eugenio Martin med efterfølgende dubbing af dialogen. Filmen havde verdenspremiere i 1972 i Spanien, hvor den også er optaget. Eugenio Martin var netop blevet færdig med filmen Pancho Villa, hvor togstation kulisserne blev brugt, så det gav god økonomisk mening at genbruge dem til Panico en el Transiberiano, som originaltitlen lyder.
Jeg havde en fest med at se Horror Express. Det er muligvis ikke stor filmkunst, men den er virkelig underholdende. Herfra kommer SPOILERS.
Jeg tror aldrig, jeg har set en film, der kombinerer et dybfrossent fortidsvæsen med en alien plus zombie-kosakker samt en sadistisk Kojak, og endda med Christopher Lee og Peter Cushing på rollelisten.
Ja, der er flere steder plottet halter lidt. Hvordan får togstationen besked fra Moskva om at stoppe toget? Hvorfor overtager væsenet ikke bare sit første menneskelige offer, så den slipper ud af kassen med det samme? Og hvad laver Kojak egentlig i filmen? Man kan også påpege, at plottet med den isolerede setting (ingen kan komme af toget), det optøede væsen og dets evne til at overtage andres kroppe, minder mistænkeligt meget om John W. Campbell Jr.s novelle ‘Who Goes There?”
Men alt det gør ingenting, for tempoet er højt, der er nogle ret fede (for tiden) visuel effects, og så er især Christopher Lee særdeles velspillende som professor Saxton.
A wasted life kalder Horror Express for: “… basically a wonderfully entertaining science fiction, monster-on-the-loose and then evil-alien-amongst-us body counter”, og fortsætter:
There is, of course, another reason for Horror Express‘s exalted cult status: it is a damn good train ride! Tense and well-made, it can still scare the bejeebies out of the younger set, while those who no longer pee in their pants at the scary bits will nevertheless find the slightly uneven journey an engrossing and suspenseful one, if lightly spiced with a touch of cheese and some truly fake science […] Of its type of movie — that is: period-set (1906) Euro-horror — we here at a wasted life would put Horror Express on our list of Must-Sees. It is in all likelihood the masterpiece of Spanish director Eugenio Martín. (Læs hele anmeldelsen her)
Demons of the Mind
Instrueret af Peter Sykes. Premiere 5. november 1972 (UK)
Baron Zorn lever isoleret med sine to voksne børn, som han holder indespærret og afsondret fra hinanden. Han taler om en forbandelse, som løber i blodet på dem og kræver blod og forbudt samvær. Det er lykkes for datteren Elizabeth at flygte, men i filmens start bliver hun hentet hjem og spærret inde igen. Imens har Zorn tilkaldt professor Falkenberg, der med sine kontroversielle metoder kan helbrede psykiske lidelser. Zorn vil redde sine børn fra forbandelsen, men det viser sig, at han måske skal kigge et andet sted.
Det er ved at være nogle år siden, jeg så Demons of the Mind som en del af “The Ultimate Hammer Collection” fra Hammer Film. Og jeg må ærligt tilstå, at jeg faldt i søvn et par gange undervejs. Selvom jeg mener, at jeg fik spolet tilbage, så jeg har fået hele historien med, kan der være smuttet noget. Det kan være grunden til, at jeg synes, historien var ualmindelig usammenhængende. Jeg fik aldrig fat i, hvordan Zorn besluttede sig for at kontakte Falkenberg, ligesom jeg heller ikke helt fandt ud af, hvad Falkenberg egentlig gjorde? Det virker som hypnose nogen gange, og andre gange var der lidt rollespil og snak i stedet for.
Ikke en film der står som uomgængelig for filmåret 1972, når jeg genlæser min omtale af den.
“It’s not a total success, in fact it’s rather flawed. But it’s one of the most interesting out of the films in Hammer’s early ’70’s experimental phase, and actually, if you think about it, one of the studio’s most disturbing.” (Læs hele anmeldelsen her)
Silent Night, Bloody Night
Instrueret af Theodore Gershuny. Premiere 17. november 1972 (USA)
Da jeg så Silent Night, Bloody Night, fik jeg en følelse af, at man gerne ville lave er rigtig artsy horrorfilm med en eksperimenterende billedside og truende atmosfære. Desværre synes jeg ikke, at det lykkes.
Juleaften 1950 dør Wilfred Butler i en forfærdelig brand foran sit hus i East Willard, Massachusetts. Han testamenterer sit hus til barnebarnet Jeffrey, men på betingelse af at huset forbliver, som det er. 20 år efter dukker en advokat op i byen juleaftensdag. Jeffrey vil sælge huset, og tilbyder byens spidser at købe det i en hurtig handel. Mens de overvejer, indlogerer advokaten sig i Butlers hus sammen med sin elskerinde.
Samme aften dukker Jeffrey selv op i East Willard. Han skal møde advokaten i bedstefarens hus. Men ingen lukker op, og i stedet tager Jeffrey hen til borgmesterens hus, hvor han møder dennes datter, Diane. Borgmesteren er ikke hjemme, så Diane beder Jeffrey tage hen til sheriffen. Heller ikke sheriffen er hjemme, og Jeffrey ender tilbage hos Diane, som fortæller ham om et mystisk telefonopkald fra en ‘Marianne’, der vil have borgmesteren til at komme op til Butler huset.
Og nu bliver det virkeligt sært. Diana begynder at grave i husets historie, og finder ud af at Wilfreds datter Marianne blev voldtaget i 1933, og at Jeffrey er resultatet. Vi finder også ud af, at Wilfred omdannede huset til et psykiatrisk hospital for at hjælpe datteren. Men at han begyndte at afsky lægerne, som han anså for dekadente og opblæste. Det hele kulminerede juleaften i 1935 (hvordan vil jeg ikke afsløre), og nu vil nogen have hævn i nutiden.
Måske lyder ovenstående forståeligt nok, men jeg har også sprunget MANGE tråde over. Plottet er generelt usammenhængende, og såvel handling som stemning svinger i vidt forskellige retninger undervejs i filmen. Jeg var ikke imponeret, men har dog læst en anmeldelsen af filmen på Bloodvine, som er væsentlig mere positiv:
No one who made 1972’s Silent Night, Bloody Night had much of a clue what the story was supposed to be, which sounds like a massive impediment, but it’s all good here in what is tantamount to a progression of darkening images and moods spun around the bare bones of an early Christmas slasher with haunted-house elements.
Coming out two years prior to Black Christmas, Theodore Geshuny’s Silent Night, Bloody Night is at the least a pioneering subgenre offering, given that we didn’t really have Christmas-based murder and mayhem at the movie theater previously. This is a dark film that looks dark. You will see the likes of Christmas wreaths, but only if you peer hard into the gloom. There are no twinkling lights—unlike with Black Christmas—but instead an ooze of terminal night.
[…] Silent Night, Bloody Night most resounds as a historical curio, but an important one, because it suggested that a Christmas needn’t be a bloodless affair. We don’t get rivers of the stuff, but neither are we just talking Santa suits and reindeer-pulled sleighs either. (Læs hele anmeldelsen her)
Flere film fra filmåret 1972:
Tutti i colori del buio
Instrueret af Sergio Martino. Premiere 28. februar 1972 (Italien)
A woman recovering from a car accident in which she lost her unborn child finds herself pursued by a coven of devil worshipers.
“But the film’s positives far outweigh its negatives. Martino directs with style to spare, especially in the bizarre nightmare/hallucination scenes and the moments where Jane is stalked by Cogan. It may not make any sense but it looks beautiful. “Delirious” is a word often over-used when it comes to the giallo but in this case it’s the only one that fits.
Læs hele anmeldelsen af Tutti i colori del buio på The EOFFTV Review
La noche del terror ciego
Instrueret af Amando de Ossorio. Premiere 10. april 1972 (Spanien)
Medieval knights executed for their black magic rituals come back as zombies to torment a group of vacationing college kids.
“Made in the wake of Night Of The Living Dead but before the craze for horror films that dominated European cinema for much of the Seventies, Amando de Ossorio’s vividly realised tale of terror would prove hugely influential.”
Læs hele anmeldelsen af La noche del terror ciego på Eye For Eye Film
Necromancy
Instrueret af Bert I. Gordon. Premiere 24. april 1972 (Tehran Film Festival)
Mr. Cato is the head of a witches’ coven in the town of Lilith, where he needs the powers of Lori Brandon to raise his son from the dead.
“In 1972 [Bert I. Gordon] wrote and directed the Rosemary’s Baby inspired NECROMANCY, where the only onscreen giant was Hollywood legend Orson Welles, who’s girth had grown as big as his reputation. Unfortunately, it’s hard to tell if Gordon’s stab at an occult thriller was any good due to the radical re-editing and reshooting done after its brief theatrical release.”
Læs hele anmeldelsen af Necromancy på HorrorNews.net
Vampire Circus
Instrueret af Robert Young. Premiere 30. april 1972 (UK)
As the plague sweeps the countryside, a quarantined village is visited by a mysterious traveling circus. Soon, young children begin to disappear, and the locals suspect the circus troupe might be hiding a horrifying secret.
“Vampire Circus is quite an enjoyable film. It won’t appeal to everyone, but if you like Hammer horrors you will probably enjoy this one as well.”
Læs hele anmeldelsen af Vampire Circus på A Passion For Horror
Images (dansk titel: Enhjørningen
Instrueret af Robert Altman. Premiere 9. maj 1972 (Cannes Film Festival)
Whilst writing a children’s book, a woman is interrupted by images, unsure if they may or may not be real.
“Things go wrong in the countryside in Robert Altman’s Images – an outlier in his career that found the American director channelling the strangeness of British rural horror.”
Læs hele anmeldelsen af Images på BFI
The Other
Instrueret af Robert Mulligan. Premiere d. 23. maj 1972 (New York)
A series of gruesome accidents plague a small American farming community in the summer of 1935, encircling two identical twin brothers and their family.
“It is a summer when bad luck just seems to come in waves. Maybe they should have taken warning last spring, when Father was killed by a trapdoor that fell on him in the barn. Now things are really getting bad.”
Læs hele anmeldelse af The Other på RogerEbert.com
Children Shouldn’t Play With Dead Things
Instrueret af Bob Clark. Premiere 9. juni 1972 (Texas)
Six friends in a theatrical troupe dig up a corpse on an abandoned island to use in a mock Satanic rite. It backfires with deadly consequences.
Produced on a budget of just $70,000, Children Shouldn’t Play With Dead Thing is billed as a horror/comedy, and despite the limited funds at their disposal, director Bob Clark and his team were able to create some truly frightening zombies.
Læs hele anmeldelsen af Children Shouldn’t Play With Dead Things på 2500 Movies Challenge
Beware! The Blob
Instrueret af Larry Hagman. Premiere 21. juni 1972 (USA)
A technician brings a frozen specimen of the original Blob back from the North Pole. When his wife accidentally defrosts the thing, it terrorizes the populace, including the local hippies, kittens, and bowlers.
“It’s a wonder it took someone fourteen years to make a sequel but here we are with Beware! The Blob.”
Læs hele anmeldelsen af Beware! The Blob på Popcorn Pictures
Ben
Instrueret af Phil Karlson. Premiere 23. juni 1972 (USA)
A lonely boy befriends Ben, the leader of a violent swarm of killer rats.
“Willard was a likeable and unassuming horror film, not brilliant, but suitably creepy and given a great deal of conviction by Bruce Davison’s intense, nervous performance. The sequel however is an astounding exercise in miscalculation.”
Læs hele anmeldelsen af Ben på Moria Reviews
Blacula (dansk titel: Blacula – den sorte vampyr)
Instrueret af William Craine. Premiere 26. juli 1972 (Texas)
Los Angeles decorators buy the coffin of an African prince bitten by Dracula centuries before.
“William Marshall is bloody brilliant as the title bloodsucker in an interpretation that’s presented as more tragic than the average teeth-in-neck extravaganza. Modeled on the COUNT YORGA template, it’s been tweaked into a unique vampire movie dressed up as a blaxploitation film. Easily among the best horrors of that decade boldly anchored by the mesmerizing Marshall.”
Læs hele anmeldelsen af Blacula på Cool Ass Cinema
Mondo Cannibale (originaltitel: Il paese del sesso selvaggio)
Instrueret af Umberto Lenzi. Premiere 8. august 1972 (Italien)
In Thailand, a photographer is initiated into a primitive tribe after the chief’s daughter falls in love with him, and must help them face modern dangers and a rival clan of cannibals.
“Deep River Savages was the film that inaugurated the late 1970s/early 80s genre of the Italian cannibal film […] Umberto Lenzi directs Deep River Savages with a considerable degree of verisimilitude. The Thai location and travelogue footage looks authentic – there is no doubt that the toothless and unadorned natives are the real deal. Lenzi includes little anthropological snapshots – the bleeding of snake venom and dipping of arrowheads in it to make poison arrows. One has no idea to what extent the film is anthropologically correct or not but it has a ring of authenticity to it.”
Læs hele anmeldelsen af Mondo Cannibale på Moria Reviews
Night of the Lepus
Instrueret af William F. Claxton. Premiere 8. september 1972 (Irland)
Giant mutant rabbits terrorize the south-west.
“Given the appropriate setting, many ordinary, innocuous things can be downright terrifying. Alfred Hitchcock’s The Birds is a wonderful example of what happens when ordinary sea fowl go very, very wrong, while Lewis Teague’s Cujo insinuates that the cuddly family pet may not be as cuddly as previously thought. Some things, however, just aren’t scary. Unfortunately for Night of the Lepus, fluffy bunnies are one of those things.”
Læs hele anmeldelsen af Night of the Lepus på Classic Horror
Garden of the Dead
Instrueret af John Hayes. Premiere 15. september 1972 (USA)
Convicts on a chain gang sniff experimental formaldehyde fumes to get high. They attempt a prison break, are shot down by the guards and buried in the prison garden. Soon, they rise from the dead, using shovels and hoes to kill all who get in their way on their quest to get high once more.
“I saw this in 1975 as it was originally intended – as a B pocture (re-titled Tombs of the Undead in the UK) for director John Hayes’ much more elaborate Grave of the Vampire – and again in 2023, when I programmed it at the Gothique Film Society, on the principle that I hadn’t seen it in so long it must be better than I thought it was as a sixteen-year-old (when I listed it as perhaps the worst film I’d ever seen in a fanzine article).”
Læs hele anmeldelsen af Garden of the Dead på The Kim Newman Website
Enter the Devil
Instrueret af Frank Q. Dobbs. Premiere 29. september 1972 (USA)
Somewhere in south west Texas, where a christian cult is said to have resided in the past, a deputy sheriff investigates a number of suspicious deaths.
“This low-key cultists-in-the-desert chiller, directed by Frank Q. Dobbs, deserves to be better known than it sometimes appears to be. It proceeds at a somewhat stately pace certainly, but there’s atmosphere to spare and there are plenty of quirky characters and odd incidents here and there.”
Læs hele anmeldelsen af Enter the Devil på The EOFFTV Review
Death Line
Instrueret af Gary Sherman. Premiere 13. oktober 1972 (UK)
When a government official disappears in the London tunnels, after several reports of missing people in the same location, Scotland Yard start to take the matter seriously, along with a couple who stumble into a victim by accident.
“Made in England by American director Gary Sherman, Raw Meat (aka Death Line) is a filthy little low budget slow mover featuring few of the type of unexpected twists found in Sherman’s later film, Dead & Buried (1981) or the violent sleaze of Vice Squad (1982), but which is overflowing with the same basic ineptitude Sherman displays in the horrendous Poltergeist III (1988).
Læs hele anmeldelsen af Death Line på A Wasted Life
Piranha
Instrueret af Bill Gibson. Premiere 8. november 1972 (USA)
Wildlife photographer Terry and her brother Art go to Venezuela for a photo shoot. They hire Jim Pendrake to guide them through the jungle. However, the trio run afoul of evil local hunter Caribe.
“This early 70s wannabe exploitation movie/LAREDO reunion isn’t quite as bad as its reputation suggests, but by and large, it’s a missed opportunity.”
Læs hele anmeldelsen af Piranha på Cool Ass Cinema
Sisters
Instrueret af Brian De Palma. Premiere 18. november 1972 (Filmex)
A small-time reporter tries to convince the police that she saw a murder in the apartment across from hers.
“[Sisters] er en vellykket, opfindsom thriller, der trækker på mange inspirationskilder og byder på en god blanding af gys og mystik. De Palma skuffer ikke.”
Læs hele anmeldelsen af Sisters på Colour Tossen
Find flere horrortitler fra filmåret 1972 på IMDB
