I løbet af 2010’erne udgav forlaget Kandor under Nikolaj Højberg en række horror-antologier. Én af dem var Monster, som jeg nu endelig får skrevet lidt om.
Vampyren. Varulven. Zombien. Ikoniske monstre fra utallige film og bøger. Fra utallige mareridt. De er dog ikke de eneste. Verden myldrer med monstre. Med ånder. Med dæmoner. Med det, der er værre. Nogle monstre skal man lede efter. Men alle skal man skjule sig for.
I denne bog kan du opleve 11 monstre på sikker afstand. Og så måske alligevel ikke. De findes iblandt os. De findes i os. Men ingen af dem vil os det godt. (Forlagets beskrivelse)
Monster blev til på baggrund af en konkurrence med formålet at tænke nyt og udfordre de gammelkendte monstre. Ud af 42 indsendte bidrag udvalgte forlaget 11 noveller, der i den grad lever op til oplægget. Det var en fornøjelse at genlæse Monster, og jeg har ingen fornuftig forklaring på, hvorfor jeg ikke har fået omtalt den før.
Tomme kar af Teddy Vork
Historien starter med, at fortælleren binder en bevidstløs kvinde til en seng. Herefter får vi i tilbageblik at vide, hvordan det er endt her. Fortælleren er gift med Zenia, som han har datteren Leonora med. Zenia har gennem årene været plaget af depressioner, dog med gode perioder ind i mellem. Nu er hun desværre på vej ned i mørket igen, men denne gang føles det anderledes …
Teddy Vork beskriver som få det at leve med psykiske lidelser. Både med udgangspunkt i den syge og i den pårørende. I ‘Tomme kar’ følger vi den pårørendes blik, og oplever hvordan angsten og depressionen forvandler hans elskede til en fremmed, og hvordan han reagerer på det. Det er skræmmende, trist og forståeligt på én og samme tid.
Om blod og blæk af A. Silvestri
Thomas er vokset op hos sin far, der aldrig var hjemme. Heldigvis boede Thomas morfar, en pensioneret sømand, i nærheden, og det var ham, som var det faste holdepunkt, og ham der holdt Thomas til ilden gennem skoletiden. Da morfaren dør, forsvinder jorden under Thomas. Han tager på interrail og går mere eller mindre i hundene. En dag ender han i byen Ancona, som han har læst om i morfarens dagbog. Her fik morfaren lavet en tatovering i sin ungdom, og nu vil Thomas opsøge tatovøren. Det bliver et besøg, der afslører mere end ønsket.
A. Silvestri er altid garant for en velskrevet og gennemført fortælling. Det er også tilfældet i ‘Om blod og blæk’, som skiftevis skræmmer og giver kvalme, og ikke mindst giver ordet familietraditioner en helt ny betydning.
Fornuftens søvn af Alice Aagaard
Da en mand findes død i et barrikaderet værelse, kommer politikommisær Otto Rude og politiassistent Rebekka Dam på sagen. Dybe kradsemærker skæmmer hans krop, men dødsårsagen er en delvist knust brystkasse. Der er ingen umiddelbare spor efter morderen, men da Rebekka finder en håndskrevet logbog, får hun en idé.
Novellen fortælles i nutid og hovedsageligt som en dialog mellem de to politifolk. Historien er letlæst og med et underholdende tvist. Skulle du få lyst til at læse lidt mere om maleren Goya, så klik HER.
Vand af Ditte Kure
Lærke og Luna er tvillinger og bedste venner. Men da de fylder 10, begynder Luna at ændre sig. Hun stopper med at vokse, hendes hår bliver hvidt, og moren begynder at omtale hende som satan-ynglet. Fra at Luna var yndlingen, gemmer deres forældre hende nu væk, og til sidst tror omverden, at hun er død. Men Lærke drømmer om at tage Luna med hjem til sig selv at bo, når hun engang får råd.
Nu er det blevet tvillingernes 21-års fødselsdag, og Lærke har sneget sig hjem for at besøge Luna, der bor skjult på loftet. Efter en hyggelig eftermiddag falder pigerne i søvn. Da Lærke vågner, er Luna væk. Hun frygter, at Luna er gået med Skyggemanden ud i skoven, så hun tager ud for at lede efter søsteren. Men det går ikke efter planen.
Skyggemanden hjemsøgte Lunas barndom mindst lige så meget, som forældrene gjorde. Han besøgte hende om natten, snakkede til hende. Lærke hørte aldrig, hvad han prøvede at sige, men én gang så hun ham. Et syn hun aldrig kunne glemme.
Skyggemandens krop var tynd og høj med langstrakte, knoglede arme, der strakte sig mod loftet. Mod tvillingerne. Hans skygge derimod var bred og spredte sig fra hjørnet som mørke, der åd det hele. Hun havde skreget, som var han ved at myrde dem. (Side 61)
Spøgelseshistorier af Lars Ahn
Lars Ahn eksperimenterer ofte i sine historier, og det gør ham altid interessant at læse. I ‘Spøgelseshistorier’ følger vi to fortællerstemmer. Dels en forfatter der er på skriveophold og har svært ved at komme i gang. Dels en rengøringskone på et sindssygehospital der skal til at gøre rent efter obduktionen af en patient.
Jeg vil ikke afsløre mere af handlingen, blot tilføje at novellens slutning i den grad tog r…. på mig.
Thorolfs saga af Luna Petersen
Da Gyda finder sin bror Thorolf med en økse i ryggen, beslutter hun sig for at søge hævn. Men der er mange, der ønskede broren død, så hvem står bag drabet?
‘Thorolfs saga’ er lidt af en perle. Gyda fortæller nærmest lidenskabsløst, men samtidig har fortællingen en tung, skæbnebestemt tone, der er dybt skræmmende. Historiens monster er en gammel kending fra de oldnordiske sagaer, og i den anledning kan jeg også anbefale Johan Egerkrans’ fantastiske bog De udøde.
Natten er tæt på, dis hænger mellem de mørke graner, og jeg skynder mig af sted over den frosne jord. Mine lædersko knirker i mødet med underlaget, en frossen vandpyt knækker under den ene, smældet giver genlyd i den tyste aften.
Søen er forude, jeg kan skimte min bror ved den fjerne ende, han sidder på en væltet træstamme, stadig med fiskestangen i hænderne. Jeg vinker til ham, råber ham an, men han reagerer ikke.
Da jeg kommer nærmere, får jeg øje på øksen, kun halvdelen af bladet er synligt, resten sidder begravet i Thorolfs kranium blandt de gyldne krøller. (Side 103)
Bølgerne af Malou Shigebu
Arvid bor på en lille ø. En dag anløber et skib, som afleverer to metalbure, øboerne skal opbevare, til der kommer skib fra fastlandet.
[Arvid] blev sat til at hjælpe med at skubbe en af hestevognene op mod byen. Han var den yngste af mændene, næsten fjorten somre gammel, men han var stærk og sin fars søn, så han greb til, hvor han skulle. De var fire mænd om at trække hver vogn, og lige så mange skubbede bag dem. Hestene havde de opgivet at spænde for vognene. De vred sig i snorene, vrinskede og vendte det hvide ud af øjnene. En af dem nåede at sparke blod frem fra hans onkels øjenbryn, før han slog den i siden med sin knyttede næve og greb en af vognens hanke selv. (Side 119)
Ingen ved, hvad der er i burene. Men et er sikkert. De bringer ulykke til øen.
Fucking lykkelige slutninger af Martin Schjönning
Hvad nu, hvis man ønsker sig mere af livet end karriere, familie og forstadsidyl? Hvad nu, hvis man drømmer om at gå en anden vej?
Martin Schjönning fortæller om sin novelle på sin blog, hvor han bl.a. skriver:
Fucking Lykkelige Slutninger er en indadskuende fortælling, hvor jeg leger med monologformen. Til tider glider den over i en slags stream-of-consciousness-historie, som jeg håber I kan lide, for det er virkelig tilfredsstillende at arbejde med. Monsteret vil jeg ikke afsløre, men lad os bare sige at jeg selv har mødt det, ansigt til fjæs … (Læs hele indlægget her)
Almas minde af Mikkel Harris Carlsen
Jeg-fortælleren, Schmidt, har arvet sin moster Almas hus langt ude på landet. Han er ved at komme sig efter sin skilsmisse og benytter lejligheden til at rejse til Jylland. Dels for at deltage i Almas begravelse, og dels for at se nærmere på huset og få ordnet salget.
I landsbyen bliver han mødt af Frohm, der skal være ham behjælpelig. Lidt overrasket går det op for Schmidt, at de to er de eneste deltagere i begravelsen. Han havde forventet flere, da mosteren var stærkt troende. Men hun levede et ensomt og isoleret liv i landsbyen. Og da han flytter ind i huset de næste par dage for at få ordnet alt det praktiske, opdager han hvorfor.
Interiør i spundet silke af Morten Carlsen
Kenneth arbejder som ferieafløser i hjemmeplejen. I dag er hans første besøg hos Kirstine Andersen, som han kun har været hos én gang før. Dagens besøg ender dog ganske anderledes end forventet.
Med en let bevægelse skubbede han døren op. Lyset, der trængte svagt igennem det nikotinplettede rullegardin, kastede et sært, blåligt skær over det smådystre værelse. Rullegardinet så ud, som om det var blevet trukket ned med en voldsom bevægelse. Fuck dig, verden, nu går jeg i seng med min brandert, tænkte Kenneth og mærkede et stik i hjertet; et stik af medfølelse og medlidenhed for den pjaltede, fortabte kvinde. En kvinde, der havde givet op og nu sejlede kursløst i en sø af rødvin … og brændemærker. (Side 183)
At slå rødder af Nikolaj Johansen
Udenfor den 12-årige fortællers vindue står et gammelt elmetræ. Nær vinden blæser, kratter dets grene mod ruden, og sender bølger af angst gennem drengen. Der er noget helt igennem skræmmende ved træet, men det forstår hans forældre ikke.
Nikolaj Johansen har også senere i forfatterskabet kastet sig over uhyggelige træer med sin gendigtning af Manden som træerne elskede, der bestemt også kan anbefales.
Om Monster:
Udgivelsesår: 2016
Forlag: Kandor, 216 sider
Indhold:
Teddy Vork: Tomme kar.
A. Silvestri: Om blod og blæk.
Alice Aagaard: Fornuftens søvn.
Ditte Kure: Vand.
Lars Ahn Pedersen: Spøgelseshistorier.
Luna Petersen: Thorolfs saga.
Malou Shigebu: Bølgerne.
Martin Schjönning: Fucking lykkelige slutninger.
Mikkel Harris Carlsen: Almas minde.
Morten Carlsen: Interiør i spundet silke.
Nikolaj Johansen: At slå rødder.
Flere danske horrorantologier:
Bag spejlet og videre / red. Jonas Aagaard Dinesen, 2023.
Kvinder skriver gys / red. Steen Langstrup, 2023.
1900 – et århundredes tusmørke / red. Henrik S. Harksen & Steen Langstrup, 2022.
Frygtelige fynske fortællinger 2 – Alt godt fra havet / red. Nils Anker Tønner-Oldefar, 2022.
Noget er på vej / red. Helle Perrier, 2021.
Pulp Horror Fiction / red. Lars Grill Nielsen, 2021.
Frygtelige Fynske Fortællinger / red. Nils Anker Tønner-Oldefar, 2020.
Skyggespejlet – Fortællinger fra mørket 3 / red. Lars Grill Nielsen, 2020.
Mørkets gerninger går igen / red. Tenna Vagner, 2020.
Mørkets gerninger / red. Tenna Vagner, 2019.
Det grufulde bibliotek / red. Kristian Nordestgaard & Jette Holst, 2019.
Når mørket kommer krybende / red. Lars Grill Nielsen, 2018.
Rustkammeret – Fortællinger fra mørket 2 / red. Lars Grill Nielsen, 2017.
Hvis jeg overlever natten – fortællinger fra mørket / red. Lars Grill Nielsen, 2016.
Monster / red. Nikolaj Højberg, 2016.
Universets mørke / red. Henrik S. Harksen, 2015.
Drifter – 13 erotiske noveller / red. Nikolaj Højberg, 2014.
Varulv / red. Nikolaj Højberg, 2014.
Undergang / red. Martin Schjönning, 2014.
Vampyr / red. Nikolaj Højberg, 2013.
PIX – nygotiske skæbner / red. Henrik Sandbeck Harksen, 2013.
Grufulde mørke / red. Henrik S. Harksen, 2012.
Det sker igen / red. Nikolaj Højberg, 2011.
Dystre Danmark 2 / red. Henrik S. Harksen, 2011.
Velkommen til dybet / red. Mathias Clasen, 2011.
Lyden af vanvid / red. Henrik S. Harksen, 2010.
Skygger / red. Steen Langstrup, 2010.
Poe – 4 makabre hyldester, 2009.
Dystre Danmark / red. Henrik S. Harksen, 2009.
6 gode grunde til ikke at sove i mørke, 2009.
Horror.dk / red. Mathias Clasen, 2008.
Fra skyggerne / red. Henrik S. Harksen, 2007.

