Nye udgivelser 2026-03

Nye udgivelser 2026-03

Hver uge udkommer der nye og interessante titler indenfor de fantastiske genrer. Med disse lister forsøger jeg at samle særligt spændende udgivelser og give dem lidt velfortjent rampelys. Titlerne beskrives med link til forlagenes/boghandlernes omtaler, og skulle jeg have omtalt bogen allerede, er der også link til den her på Gyseren.

Tak til Janus Andersen for at trække ugelisterne jeg bruger til udarbejdelsen.

Nye udgivelser 2026-03

Cyber chronicles: Apokalypse af Emilio Balcarce & Juan Zanotto (ill.) er blandt de nye udgivelser 2026-03Cyber chronicles: Apokalypse af Emilio Balcarce & Juan Zanotto (ill.)
E-voke, 2021-2025. – 65 sider

Cyber Chronicles når sin episke afslutning med dette fjerde album. Serien er stadig rå og brutal, vild og dekadent, men har tilmed en slag slags famile-saga som man finder det i “Star Wars”. Så man kan læse noget så udsædvanligt som et generationsskifte, børn der fødes og ‘tager arven op’ i de dystopiske kampe – og så helt exceptionelt vores heltinde, Safari, der er bleve ældre og ‘bedstemor’ – alt sammen oveni i et brag af en afslutning!


Ved dette spyd skal jeg herske! af Peter BéliathVed dette spyd skal jeg herske! af Peter Béliath
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2025. – 270 sider

Peter Béliath romandebuterer med en heavy metal-inspirerede filosofiskesoterisk fantasysaga Ved dette spyd skal jeg herske!om spyddronningen Heldíz’ liv og skæbne.

Peter Béliath har gennem flere årtier været en markant stemme i dansk heavy metal-journalistik, kendt for sin evne til at omsætte elektricitetens energi til sprog – og nu har han omsat den samme vision til fantasy. Ved dette spyd skal jeg herske! er hans romandebut, og man mærker straks, at den er skrevet af en forfatter, der har lyttet til mytens rungende ekko i moderne tid. Bogen har en episk tone, der minder om sagaen, men sproget vibrerer af en moderne bevidsthed – et sted mellem Beowulf og Black Sabbath.


Spøgelsesår af Emma Bess er blandt de nye udgivelser 2026-03Spøgelsesår af Emma Bess
Gutkind, 2026. – 207 sider

I sensommeren vender 13-årige Käthe og hendes søster, mor og mormor tilbage til storbyen. Årevis med oversvømmelser har nedbrudt husene. Byen er i en form for undtagelsestilstand, men moren holder fast i sit hjem, som mormoren holder fast i sin tro. Käthe observerer sine omgivelser og skriver sine tanker i en notesbog. Det er et forsøg på at få den nye virkelighed til at hænge sammen og finde et sprog, som kan forbinde hende til søsteren, der er holdt op med at tale. Et poetisk sprog, som følger sine egne logikker.

Spøgelsesår er en roman om at få hold på en verden, der er faldet fra hinanden. Set fra en trettenårig piges perspektiv i en nær fremtid i Europa.


Bram Stokers Dracula af Michael Burgan & José Alfonso Ocampo Ruiz (ill.)Bram Stokers Dracula af Michael Burgan & José Alfonso Ocampo Ruiz (ill.)
Bach & Co., 2025. – 69 sider

På en rejse til Transsylvanien bor Jonathan Harker på et uhyggeligt slot ejet af den mystiske grev Dracula. Snart begynder sære ting at ske, og da greven rejser til London, går det op for Harker, at både han selv og hans venner er i stor fare.

Dracula – grafisk roman er baseret på Bram Strokers berømte klassiker og er en del af serien Genfortalt og Grafisk, hvor store klassikere får nyt liv som grafiske romaner.


Livsvidnet af Birgitte BaadegaardLivsvidnet af Birgitte Baadegaard
Content Publishing, 2026. – 445 sider

Kvinden Charlotte kommer til verden i 1971 – dengang computere ikke fandtes for flertallet, smartphones ikke var udviklet, pas var en lille fysisk bog, og penge var til at tage og føle på. Som oldgammel viskvinde lægger hun sig til at dø i 2090, 119 år senere – i en tid, hvor teknologien har taget over, og alt er forandret. I en gammel grotte, dybt inde i et bjerg, gemmer hun en notesbog, hvori hun har delt sin historie og sit metablik på kloden og livet: glæde og sorg, liv og død, pandemi og teknologi, kærlighed og svigt, demokrati og autokrati, krop og sjæl.

I en bevægende og tankevækkende fortælling rives læseren med på en rejse, der på en og samme tid beskriver Charlottes personlige livsforløb og samtidig perspektiverer det til verden og dens udvikling.


I tusmørket er alle katte blå af Morten CarlsenI tusmørket er alle katte blå af Morten Carlsen
Enter Darkness, 2025. –  272 sider

I skumringen trækker skyggerne sig lange og forvredne. I timerne inden midnat ligger det ukendte på lur. Når daggryet lyser på vore ansigter, har det groteske taget plads i menneskenes hjerter. Vi er gemmesteder for dét der vil os det ondt … 13 fortællinger, 13 skæbner, 13 mareridt … Til skumringstimen, til solnedgangen … og til langt over midnat.

Morten Carlsen (f. 1980) har altid elsket det makabre og det grusomme – i fiktiv form vel at mærke. Kærligheden til horrorgenren har været en iboende del af forfatteren siden de tidlige teenageår, hvor forfattere som Dennis Jürgensen og Stephen King, videovold og slasherfilm som Fredag d. 13., Maskernes nat og Morderisk mareridt, satte uudslettelige spor. Forfatteren har rødder i det randrusianske opland og bor til daglig i den lille østjyske by Laurbjerg. Han har tidligere bidraget med noveller til omkring tyve antologier.

I tusmørket er alle katte blå er hans første selvstændige udgivelse.

Læs min omtale her


Sangen om storken og dromedaren af Anjet Daanje er blandt de nye udgivelser 2026-03Sangen om storken og dromedaren af Anjet Daanje
Gyldendal, 2026. – 740 sider

Eliza May Drayden, den helt centrale hovedkarakter i Sangen om Storken og dromedaren, dør ganske ung i allerførste kapitel. Hun trækker vejret for sidste gang den 12. december 1847 i den lille landsby Bridge Fowling i Yorkshire, hvor hun er vokset op med sine søstre i en ensomt beliggende præstegård. Første kapitel fortælles af Elizas dødevasker, Susan Knowles-Chester, og herefter slippes hendes spøgelse løs i resten af romanens elleve store, selvstændige kapitler. Hvert kapitel beskriver et menneskeliv fra fødsel til død, alle med en stærk forbindelse til Eliza May, og alle med dramatiske levnedsløb fyldt med uforklarlige hændelser.

Anjet Daanje fortæller imponerende, gribende, og dødsens uhyggelige historier, der spænder over næsten 200 år frem til år 2030. Hele vejen gennem romanen optræder Eliza Draydens lille sorte notesbog, der er fyldt med sære, uudgrundelige tegn og skriblerier, som tillægges alskens betydninger, og først i allersidste kapitel får vi ’opklaret’ mysteriet om den.


Drabets tid af Elly GriffithsDrabets tid af Elly Griffiths
Gad, 2026. – 358 sider

Et mystisk dødsfald trækker tråde til fortidens mørke hemmeligheder i andet bind af Elly Griffiths’ charmerende og originale bestsellerserie om den tidsrejsende efterforsker Alison Dawson fra Londons Politi.

Ali og hendes team efterforsker gamle kriminalsager, der har været henlagt så længe, at de må rejse tilbage i tiden for at opklare dem. Men afdelingen har haft forbud mod at tidsrejse, siden deres tekniske ekspert blev fanget i victoriatidens London og aldrig kom tilbage. For at distrahere sig selv fra kedelige rutineopgaver beslutter Ali at undersøge en helt ny sag: En ung mand har tilsyneladende begået selvmord ved at springe ud fra en høj bygning. Sporene leder Ali i retning af en karismatisk clairvoyant, som skulle have bildt den unge mand ind, at han kunne flyve.Da Alis elskede kat, Terry, forsvinder, trodser hun forbuddet og rejser tilbage i tiden for at finde ham igen. Men rejsen går galt, og Ali strander i 1800-tallets London – hvor hun møder både gamle bekendte og suspekte typer, som viser sig at spille en central rolle i sagen om den døde unge mand.


Kætterne på Dune af Frank HerbertKætterne på Dune af Frank Herbert
A Mock Book, 2025. – 640 sider

Kætterne på Dune er den femte bog i Frank Herberts storslåede science-fiction-serie om ørkenplaneten Klit.

Femten hundrede år er gået, siden Leto Atreides II, Gudekejseren, døde, og Det Store Imperium er gået i opløsning. Den efterfølgende Spredningstid betød, at mange forlod den smuldrende civilisation og bosatte sig hinsides det velkendte univers. Ørkenklimaet er vendt tilbage på planeten Arrakis, der nu går under navnet Rakis, og sandormene er ved at uddø. Nu er De Bortkomne vendt tilbage fra Spredningsrummet for at deltage i magtkampene. Mens de forskellige fraktioner strides om kontrollen over Imperiet, har pigen Sheeana opnået altovervejende indflydelse i Rakis’ øde ørkner, som vækker rystelser på tværs af galaksen. For hun besidder de evner, som også de frimenske sandryttere besad. Og opfylder derved en profeti, som Gudekejseren forudsagde for længe siden.

Dune er filmatiseret flere gange, senest af Denis Villeneuve med store stjerner som Timothée Chalamet, Charlotte Rampling, Oscar Isaac, Rebecca Ferguson, Zendaya, Josh Brolin, Stellan Skarsgård og Javier Bardem i de bærende roller.


Tusmørke af Hubert & Mallié (ill.)Tusmørke af Hubert & Mallié (ill.)
E-voke, 2025- . – 69 sider

Der var engang en falden ridder og en smuk prinsesse, der begge søgte at blive befriet… Arzhur er foragtet af sine tidligere våbenkammerater for en forbrydelse, der for altid har plettet hans ry, og han driver fra kro til slagmark på jagt efter den næste kontrakt, der kan fylde hans pengepung. En nat tilbyder tre mystiske gamle kvinder ham den pagt, som alle lejesoldater drømmer om: at genvinde ære og rigdom ved at redde en kongedatter, der holdes fanget.

På trods af sin væbners mistillid accepterer Arzhur aftalen og kæmper en nådesløs kamp mod de monstre, der bevogter prinsessen. Men hun er ikke den sarte, hjælpeløse pige i nød, han havde forestillet sig…


Eneboer: dagbog fra apokalypsen af Persille IngerslevEneboer: dagbog fra apokalypsen af Persille Ingerslev
Alhambra, 2026. – 212 sider

»Da det skete, gik det op for mig i etaper. I bidder. Laura fra efterskolen, som jeg ikke havde set i 30 år, er død, og det er hendes børn også. Hus forbi-sælgeren er død, og det er min søster nok også. Folkene i ejendommen laver ingen lyde. De er alle døde. Tilbage er tid. Dryp af minder. Følelser og tanker. Planlægning. Overlevelse. Uendeligt.«

På mindre end et døgn er kvinden det sidste levende menneske på Frederiksberg, i Danmark, ja måske i hele verden. Hvordan overlever man, når hele den civiliserede verden er gået til grunde omkring en? Når mos, elm og mælke­bøtter langsomt tager over i asfaltjunglen, og mens ­rotter, krager, hunde og hejrer farer rundt i gaderne for at spise lig og plyndre de mennesketomme supermarkeder? Og hvordan overlever man, når man ikke har nogle at tale med, udveksle ideer med og leve med?

Eneboer er en dystopisk roman, der udforsker ensomheden, og hvad den gør ved et menneske, der er tvunget til at leve – og overleve – alene. Og den viser, hvor galt det kan gå, når vi mennesker bliver ved med at ignorere klimakrisen og at overforbruge af vores naturressourcer.


Middoth-traktaten af Montague R. JamesMiddoth-traktaten af Montague R. James
2 Feet Entertainment, 2026. – 133 sider

Den engelske forfatter Montague Rhodes James (1862-1936) anses for en af de vigtigste engelsksprogede gyserforfattere nogensinde. De fem noveller i denne bog udspiller sig alle i landlige omgivelser i det victorianske Storbritannien, hvor spøgelser og genfærd gemmer sig i detaljen, i fortiden, i skyggerne.

Læs min omtale her


Hun-ulv varulv af Peter Keller Hansen er blandt de nye udgivelser 2026-03Hun-ulv varulv af Peter Keller Hansen
Afkom, 2025. – Ca. 120 sider

Den unge Sophie hjemsøges af natlige rædsler. Det hele bliver dog kun værre, da en spåkone giver hende en ubehagelig besked, der viser sig at ændre hendes liv for altid…

Snart følger både fæle bæster, blod og brutal vold!


Cluster Z - vinterland af Jannie Uhre KongsgaardCluster Z – vinterland af Jannie Uhre Kongsgaard
Facet, 2026. – 273 sider

Cluster Z er en postapokalyptisk odyssé igennem et øde Syddanmark, hvor levende døde truer med at smitte de sidste overlevende. Blandt overleverne er Laura Kronborg og børnene Elvira og Bjørn, som mod alle odds lever i en verden, hvor det at spritte hænder, holde to meters afstand og hoste og nyse i ærmet har vist sig ikke at være nok.

Det er en fortælling om, hvad kærlighed kan afføde i kamp, og hvordan isolation kan bringe både det bedste og det værste frem i mennesker. Det er også en fortælling om traumer, angst og det at være pårørende til et menneske med psykisk sygdom. Overlevelse kan være mange ting, og fjenden er ikke altid ydre.

Med lige dele dybde, lethed, gys og humor fortæller Cluster Z om det at være et menneske, når vilkårene bliver udfordrende på flere parametre.

Læs min omtale her


Kraften - Thulcandra af C. S. LewisKraften – Thulcandra af C. S. Lewis
ProRex, 2025. – 532 sider

KRAFTEN – Thulcandra er sidste bind i C.S. Lewis’ science fiction-trilogi, men kan læses selvstændigt.

Mørke skygger falder over jorden og koncentreres over en lille engelsk universitetsby. Gennem politisk indflydelse og attentater mod modstandere samler en magtfuld organisation kræfter til at tage kontrollen i verden. Den genskaber mennesket som en robot med kunstig intelligens i kampen for at få herredømme over planeten Jorden.

Det unge ægtepar, Jane og Mark, glider længere og længere væk fra hinanden. Mark fristes til at blive en del af inderkredsen i organisationen, mens Jane tiltrækkes af et broderskab under ledelse af Dr. Ransom. Spændingen stiger, indtil det uundgåelige opgør mellem godt og ondt når bibelske højder.


Den smukkeste afsked af Alen MeskovicDen smukkeste afsked af Alen Meskovic
Gyldendal, 2026. – 314 sider

I Danmark i 2041 kender næsten alle deres præcise dødstidspunkt – oplyst ved fødslen, registreret i systemet, planlagt til sidste sekund. Smerten ved det uventede tab, den meningsløse død, den ubærlige afsked – alt det er forsøgt fjernet. Til fordel for forudsigelighed, stabilitet og ro. Men til hvilken pris?

Kim er ansat som afskedskonsulent i dette hyperrationelle velfærdssamfund, hvor han hjælper borgere med at tage pænt afsked, når tiden er inde. Samfundet og arbejdsmarkedet er bygget op omkring netop den viden. Punktlighed er en dyd. Uvished en trussel.

Kim er gift med Rebekka, der som sygeplejerske har oplevet de konsekvenser, som samfundets viden har for den enkelte patient. Men hun oplever også, at noget begynder at skride: Dødstidspunkterne bliver upræcise, så nogle mennesker dør enten før tid eller efter dødstidspunktet. Panikken spreder sig, ikke mindst hos Kim, hvis tro på systemet bliver udfordret.

DEN SMUKKESTE AFSKED er en roman om kærlighed og kontrol, sorg og modstand. Et ægteskabsdrama og en samfundskritisk fremtidsfortælling, hvor det personlige og politiske smelter sammen – med smertefuld aktualitet om indre og ydre trusler. Romanen rejser et af de mest grundlæggende spørgsmål af alle: Hvad vil det sige at leve, hvis man ikke tør se smerten i øjnene?


Ronin af Frank Miller & Lynn Varley er blandt de nye udgivelser 2026-03

Ronin af Frank Miller & Lynn Varley
Faraos Cigarer, 2025 i.e. 2026. – Ca. 340 sider

I en fjern fortid bliver en feudalherre i Japan myrdet. En ung kriger bliver herreløs samurai – en såkaldt ronin – og sværger hævn, men fanges i en evig kamp med den dæmon, der dræbte hans herre. I vore dages New York forbereder virksomheden Aquarius at slippe en dødbringende ny teknologi løs. En ung mand med telepatiske evner og en benhård sikkerhedschef er de eneste, der kan forhindre det. Da disse to verdener støder sammen, smeltes drøm og virkelighed sammen i et afgørende apokalyptisk slag – og midt i kaos vil den ensomme sværdkæmpers troskab står overfor den endelige prøvelse. Ronin er Frank Millers legendariske hyldest til japansk kampkunst og feudalkultur, skabt i årene efter hans banebrydende Batman: Nattens ridder vender tilbage.


Ghost town af Palle SchmidtGhost town af Palle Schmidt
Gyldendal, 2026. – 133 sider

Jeg tager om Selmas arm og hiver hende med ind på fortovet igen.
”Hvorfor blev vi to egentlig aldrig kærester?”
Hun børster en tot af det mørke hår væk fra øjnene. De triste øjne.
”Come on, August. Det ved du jo godt.”
”Hvad?”
Hun trækker armen til sig.
”Ulykken.”
Jeg prøver at tænke tilbage til den nat, men det hele fortaber sig i mørket og tågen.

Syv noveller, der ændrer dit forhold til provinsen for altid.

Ghost Town er en del af serien MOMENT. MOMENT er bøger, der giver unge lyst til at læse – og mod på livet. Vedkommende og relaterbare fortællinger om at være ung med alt, hvad det indebærer: fra det akavede til det vilde til det helt almindelige – enkelt fortalt af nogle af de stærkeste stemmer lige nu.


Den eneste af Martha Flyvholm TodeDen eneste af Martha Flyvholm Tode
Gyldendal, 2026. – 442 sider

Liva er lige fyldt 30 og har netop landet sit drømmejob som præst i den lokale kirke. Hun havde forestillet sig, at det var nu, hun og veninderne for alvor skulle nyde voksenlivet sammen, men det eneste, de taler om, er babyalarmer og bryllupsforberedelser. Selv har hun aldrig haft en kæreste.

I et øjebliks eksistentiel panik downloader Liva en kunstig intelligens ved navn Elias. Det er meningen, at han skal hjælpe hende med hendes prædikener, men som samtalerne mellem dem bliver mere personlige, begynder Liva at overveje: Er det her kærlighed? Kan man stifte familie med en algoritme? Og hvad er hun villig til at ofre for en relation, ingen andre anerkender som virkelig?

Den eneste af Martha Flyvholm Tode er en roman om fællesskaber, tro og ensomhed. Om gamle traditioner, nye teknologier og om at søge mening i relationer, der måske kun eksisterer for at spejle os.


Fantastik skøn 2026-01
Fantastik skøn 202601-05
Fantastik skøn 202606-9-12

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.