John Lennon sang, at livet er det, der sker, mens du lægger andre planer. For hovedpersonen i Eneboer er apokalypsen, det der sker, mens hun prøver at overvinde sine tømmermænd.
En dag vågner en nogen og 40-årig kvinde op i sin lejlighed på Frederiksberg. Hun har tømmermænd, drikker af en doven cola på natbordet, går på toilettet for at tisse og er for træt til at vaske hænder. Hun kigger ud ad vinduet og ser – apokalypsen!
På mindre end et døgn er kvinden det sidste levende menneske på Frederiksberg, i Danmark, ja måske i hele verden. Hvordan overlever man, når hele den civiliserede verden er gået til grunde omkring en? Når mos, elm og mælkebøtter langsomt tager over i asfaltjunglen, og mens rotter, krager, hunde og hejrer farer rundt i gaderne for at spise lig og plyndre de mennesketomme supermarkeder? Og hvordan overlever man, når man ikke har nogle at tale med, udveksle ideer med og leve med? (Forlagets beskrivelse)
Persille Ingerslev nye roman er en velskrevet og eftertænksom fortælling om ensomhed, og hvordan den påvirker os, her sat på spidsen hvor fortælleren – måske – er det sidste menneske i verden.
På et splitsekund forsvinder verden omkring vores fortæller. Hun ved ikke, hvorfor alle andre er døde, og hun ved ikke, hvorfor hun lever. Alligevel beslutter hun sig til at overleve, og det fører en masse praktiske opgaver med sig. Det er dog ikke nok til at tage hendes tanker bort fra savnet af især hendes mand, men også alt det andet, hun har mistet. Hun opdager, hvordan overlevelse i den grad handler om tid, der skal gå.
Jeg havde ikke set for mig, hvor meget af apokalypsen der er ventetid. Især om vinteren. Der er nærmest ikke andet end ventetid, og jeg bliver skrøbelig i mine tanker […] De fleste morgener vågner jeg ved, at min krop gisper i angst og afmagt. Så tager vi den derfra, kroppen og jeg. Jeg strækker de kolde ben, ser min ånde i rummet og beslutter mig igen og igen for at overleve. At overleve er et valg, der skal tages hver dag. (Side 71-72)
Imens nedbrydes den menneskeskabte verden omkring hende. De mange lig går gennem alle forrådnelsens mange forskellige stadier. Nogle bliver spist af bl.a. hejrer og rotter. Bygninger begynder at falde sammen og overtages af naturen. Og endnu har hun ikke set eller hørt et andet menneske.
Vurdering:
Jeg blev ret betaget af Eneboer, som er både smuk og grusom. Grusom fordi fortælleren mister hele sin verden, og smuk fordi en ny verden opstår. Der opstår f.eks. små mikroverdener i maden, der rådner i supermarkederne. Det lugter forfærdeligt, men har også sin egen skønhed som Persille beskriver utroligt fint.
Frugt og grønt er noget af det første der går til i et supermarked. Luften derinde er tyk af flere former for råd, både lig, mælkeprodukter og fersk kød, og luften står stille. Fuldstændig stille. Stilheden fylder for en tid, men så opstår næste generation af liv. Først bananfluerne og behåringen på eksempelvis rabarber, tomater og økologiske citroner, sidenhen kommer behåringen til det nye liv i kølediskene. Flæskesteg og rødspætte er det første, der liver op, derefter begynder vakuumpakket svinemørbrad at bevæge sig. Et nyt stadie af liv er begyndt, indelukket og uden mulighed for at flygte. De er individuelle biotoper uden kendskab til hinanden. (Side 24)
Ord og sprog betyder meget for fortælleren, hvis hjerne ind i mellem flyder over af ord. Når sådan en ‘sprogstorm’ overmander hende, kan hun ikke gøre andet end at lægge sig ned og lade det ske.
Eneboer er en helt speciel oplevelse at læse. Den er både fuld af sorg og savn, men også af håb og nyt liv. Den fortælles på den ene side helt nøgternt og praktisk, og på den anden side filosofisk og tankevækkende. Jeg kom til at tænke på Rakel Haslund-Gjerrilds roman Alle himlens fugle, hvor sproget ligeledes har en enorm betydning for den enlige overlevende efter en katastrofe. Begge bøger kan varmt anbefales.
Andre skriver:
Bibliotekernes lektørudtalelse:
Spændende og filosofisk roman om “det sidste menneske på jorden”. Ensomheden kryber helt ind under huden på læseren, og man forstår, hvor frygteligt det er at være berøvet al samtale, al berøring og al samarbejde. Samtidig forvitrer verden omkring vores hovedperson, og naturen vinder efterhånden over civilisationen.
POV International
Eneboer er ikke tætpakket action, det er liv reduceret til overlevelse, et indblik i den menneskelige psyke, når den er trængt. Det er insisterende stilfærdigt, sådan som liv kan være, når det gror nedefra og op. En krokus, der kæmper sig vej gennem rimfrost og hård jord. Et ganske lille Big Bang. Et liv, der stædigt kæmper sig vej. (Læs hele anmeldelsen her)
Om Eneboer:
Udgivelsesår: 24.02.2026
Forlag: Alhambra, 212 sider
Omslag: Maija Hejgaard
Læs også:
Vores endeløse dage af Claire Fuller
Alle himlens fugle af Rakel Haslund-Gjerrild
Termush, Atlanterhavskysten af Sven Holm
Efter syndfloden af Kassandra Montag
Undergang af Søren Poder
Station 11 af Emily St. John Mandel
