Til Skrækfest 2026 i Odense hørte jeg Niels Dalgaard fortælle om Kopierne af Tonny Hald. Selvom Niels ikke var specielt begejstret for romanen, fik jeg nu alligevel lyst til at læse den. Og nej, det er ikke en voldsom god roman.
Historien fortælles i tre dele.
I første del følger vi Richard Moody, der har fået arbejde i en top hemmelig militærfacilitet, hvor han har ansvaret for de firs beboere i stald 4. Det er dog ikke hverken køer eller heste, han passer. I stedet er det kloner af kendte og rige mennesker, der kan bruge klonernes organer, hvis de selv skulle blive syge. Betalingen er god, men Richard bryder sig ikke om, hvordan klonerne behandles. Så da han en dag står ansigt til ansigt med sin egen klon, skrider han til handling.
I anden del er det lykkes Richard og hustruen Ann at befri Richards klon. Nu er Paul blevet voksen og husker intet fra sin barndom. Men han plages af mareridt, og i forsøget på at slippe af med dem opdager han sandheden om sin oprindelse. Endeligt handler tredje del om, hvad Paul stiller op med sin nye viden.
Som sagt er Kopierne ikke et mesterværk, men Tonny Hald har dog nogle interessante overvejelser om de etiske aspekter i kloning. Han filosoferer også lidt over, hvad magt kan gøre ved folk. Paul vil nemlig bruge sin viden til at skaffe sig magt. I starten har Paul idealistiske forestillinger om, hvad magten skal bruges til. F.eks. var han i universitetstiden del af en gruppe, der demonstrerede mod regeringens forsøg på at lave et pengeløst samfund, ud fra tesen at magthaverne på den måde ville kun spore alles aktiviteter hele tiden. En tanke der var hyper aktuel, da romanen blev udgivet, for dankortet blev indført i 1983.
Men som vi ved, korrumperer magt.
Selvom der er gode takter i Kopierne, løfter hverken historien eller sproget sig over det jævne. Hvis du i stedet vil læse en rigtig god roman om klonings etiske konsekvenser, så læs Slip mig aldrig af Kazuo Ishiguro. Det er en fremragende roman.
Uddrag af romanen:
Da Richard forlod Hegs kontor, var han opfyldt af det, der nu skulle ske. Der var noget ubeskrivelig uhyggeligt ved det. En kopi. Noget af ham selv, der skulle leve i de usle omgivelser under jorden. Der var ingen muligheder for at afslå. Det blev åbenbart betragtet som en tillidserklæring, fra centerets side, at kopien blev sat i gang.
Richard misundte de mennesker, der allerede havde en kopi – uden selv at vide det. Ingen samvittighedskvaler, men fantastiske muligheder, hvis uheldet var ude … (side 11-12)
Om Kopierne:
Udgivelsesår: 1982
Forlag: Thanning & Appel
Forside: Søren Tovborg
Læs om kloning på Etisk Råds hjemmeside
Læs også:
Oryx og Crake af Margaret Atwood
Englemageren af Stefan Brijs
Slip mig aldrig af Kazuo Ishiguro
Måske af Dennis Jürgensen
Sin egen tanke af Jens Vensel Nielsen

