I dag er det nøjagtig en uge siden, jeg kom hjem fra Fantasyfestival 2026 i Esbjerg, og igen i år var det en fantastisk weekend. Jeg synes, det siger noget om kvaliteten, at selvom jeg egentlig ikke er den store fantasylæser, så indeholder programmet hvert år så mange interessante oplæg, at jeg ikke kan nå at høre dem alle.
Som jeg plejer, har jeg samlet lidt indtryk fra weekendens oplevelser.
Lørdag:
Da skurken blev helt ved Jakob Levinsen
Jakob Levinsen er både en meget vidende og en vældig interessant oplægsholder. I år var han inviteret til at fortælle om skurken, der blev helt. Han startede dog med at gøre opmærksom på, at helte i virkeligheden er kedelige. Det er ligegyldigt, hvem der bliver den nye James Bond, for skurken er den, der gør filmene interessante.
Det uddybede han lidt med en opdeling af helten i tre kategorier. Mens fødte skurke kan være utroligt underholdende, er de fødte helte kedelige. Vi ved, at de klarer alt. De tvivlende helte og anti-helten er langt mere interessante.
Med 1. verdenskrig mister verden sin uskyld. Her blev anti-helten og den tvivlende helt for alvor en del af den vestlige litteratur, fortalte Jakob og gav flere eksempler, bl.a. J. R. R. Tolkiens hobbitter og Jaroslav Hašeks soldat Svejk.
I skurkeforskningen skelner man mellem intention, handling og moral. Skurke som trolde og orker er f.eks. ikke egentlig onde. De har ikke et valg, men udlever deres natur.
Andre skurke er decideret onde, som f.eks. Ramsey Bolton og Bjerget fra Game of Thrones. De er, ligesom den fødte helt, ikke særligt interessante i længden. Jokeren fra Batman universet er nærmest en ‘over the top’ skurk, som nyder at skabe kaos i verden, og af den grund bliver han en underholdende skurk.
Endelig er der den tvivlende skurk, der også kan være en mulig helt? Her kom Jakob ind på, at i oplæggets beskrivelse er Snape fra Harry Potter universet nævnt som en tvivlende skurk. Det er dog forkert. Snape er snarere en tragisk helt, idet han lever undercover i 10 år, hvor han lader som om, han er på Voldemorts side. I virkeligheden er han dog aldrig en skurk.
Game of Thrones
Jakob dykkede herefter lidt ned i de tre Lannister søskende fra Game of Thrones. Ingen af dem har bedt om at få rollen som ond, men de er født ind i en stræber-familie, som vil gøre alt for at få og beholde magten. Faren bruger således Jamie og Cersei som værktøjer for at nå dette mål.
Både Jamie og Cersei foretager mange onde handlinger i serien, men begge ender alligevel, ifølge Jakob, som en slags helte. Jamie tvinges til at tage andre valg, da hans sværdhånd bliver hugget af, og han mister sin identitet som Westero’s bedste sværdkæmper. De valg er nogle gange bare at undlade at gøre det onde, der er mulighed for.
Cersei bliver den første dronning af De Syv Riger, og selvom hendes styre ikke er særligt retfærdigt, står hun i slutningen op mod en endnu værre magt, da Daenerys tropper massakrerer både soldater og civile i slaget om King’s Landing.
Den sidste af de tre Lannister søskende er Tyrion. Under hans fødsel dør moderen Joanna, og faderen Lord Tywin Lannister hader ham for det. Da Tyrion samtidig er født som dværg, er han også værdiløs for Lord Tywin i spillet om magten, så Tyrion sendes bort og bruger sit liv på at drikke og hore. Han er ved seriens start galvaniseret i kynisme. Men efterhånden som Tyrion kommer ud i verden, får han mulighed for at finde nye alliancer og opføre sig mindre skurkagtigt.
Virkelighedens tvivlende skurke
Tvivlende skurke som de tre Lannister søskende findes også i virkelighedens verden, fortalte Jakob. Under 2. verdenskrig gav Hitler f.eks. ordre til at minere Paris, og hvis byen faldt, skulle den sprænges i luften.
I slutningen af 2. verdenskrig planlagde Hitler og Nazityskland at søndersmadre det centrale Paris som en sidste hilsen inden Det tredje Rige endeligt bukkede under. Notre Dame-kirken, Eiffel-tårnet, Invalides-hospitalet, Triumfbuen, Louvre-slottet … Alle de historiske bygninger skulle smadres efter at samtlige broer over Seinen var blevet bombet og havde blokeret for vandet som derefter var gået over sine bredder og havde oversvømmet byen i flere meters højde. (DR)
Men på trods af at kommandanten for Paris havde likvideret tusindvis af jøder og stået for andre brutale militæraktioner under krigen, vælger han alligevel IKKE at følge Hitlers befaling. Dermed redder han hundredtusindvis af menneskeliv, og er set i det lys en tvivlende skurk/helt.
Opsummering af skurkens rollen i litteraturen
Jakob Levinsen ser en klar bevægelse i skurkerollen fra Tolkien og frem til i dag. Hobbitten udkom i 1937. J. R. R. Tolkien var katolik, så hans karakterer opererer med syndefaldet. Dvs. at alle hans skurke er blevet forledt af f.eks. magtbegær. De er stræberskurke uden moralske skrupler, men de er ikke decideret onde skurke som Ramsey Bolton.
I Tad Williams serie Memory, Sorrow, and Thorn fra 1988 er ingen af karakterne sort/hvide. Her får vi lov til at se de forskellige fortællinger og personer fra flere vinkler, og får forståelse for dem alle.
Jakob sluttede af med George R. R. Martins serie A Song of Ice and Fire fra 1996, hvor alle mere eller mindre er skurke.
At fejle sig til sejr ved Maria Månson
Mit næste programpunkt var kulturjournalist Maria Månson, som fortalte om ‘At fejle sig til sejr’. Helt som forventet var det et veloplagt og underholdende oplæg, hvor vi både fik præsenteret den teoretiske baggrund, og heltene som teorierne bunder i.
Først introducerede Maria Campbells monomyte, der bryder heltens rejse ned i 17 punkter. MEN, fortalte Maria, så dur Campbells regelsæt ikke, når det drejer sig om den uduelige helt. I stedet for en stødt stigende kurve bliver de uduelige helte samme sted og er den samme person som før prøvelsen. Det er deres mentorers agens, der er den udslagsgivende faktor.
Hvor den fødte helt er så kompetent, at vi har svært ved at relatere til dem, kan vi meget bedre sympatisere med den uduelige helt. Den uduelige helt overlever på trods og er, modsat den fødte helt, blot en af flere faktorer for sejren. Den uduelige helt er nemlig god til at samle folk omkring sig, så fællesskabet udfører heltegerningen.
Faktisk, forklarede Maria, så er mange uduelige heltes rejse snarere en dekonstruktion end en udvikling. F.eks. ender Frodo i Ringenes herre med hverken at kunne huske Herredet eller kunne gå selv. I stedet bærer Sam Frodo og ringen op til toppen af Mount Doom.
Af andre uduelige helte nævnte hun bl.a. Emmett Brickowski, Willow og Feyre Acheron.
I sin research til oplægget fortalte Maria, at hun kun fandt én uduelig kvindelig helt, og det skyldes Trinity syndromet. I mange film introduceres en stærk kvinde, der kunne være helten men i stedet ender som den uduelige helts heppekor og indpisker. Trinity syndromet er opkaldt efter karakteren Trinity i The Matrix fra 1999 (hvor Carrie-Anne Moss’ navn i øvrigt ikke er nævnt sammen med Keanue Reeves og Lawrence Fishburne øverst på plakaten).
Mytologi og fantasy ved Anne-Marie Vedsø Olesen
Anne-Marie Vedsø Olesen holdt oplæg om mytologi og fantasy med udgangspunkt i, hvordan hun i sit forfatterskab har arbejdet med det.
Hun startede med at understrege, at det ikke kun er i fantasy, at forfattere kan tage udgangspunkt i mytologi. Også ‘finlitterære’ romaner som Achilleus’ sang af Madeleine Miller og Dafnesyndromet af Siri Ranva Hjelm Jacobsen er inspireret af mytologi.
Det, der tiltrækker Anne-Marie, er det filosofiske grundtræk i mytologien. Historierne er dramatiske, men tager udgangspunkt i nogle grundlæggende menneskelige problemstillinger/tanker/følelser. Myterne har en substans, der løfter fortællingerne op over blot underholdning. Det er dog vigtigt at forholde sig originalt til det mytologiske stof. Man skal turde gøre det til sit eget. For Anne-Marie er det vigtigt at researche, men man skal også være loyal over sin historie. Og så skal man være modig og skrive, hvad der føles rigtigt, uden at tænke over om det vil sælge.
Seth, Snehild og …
I dag kender mange nok Anne-Marie for hendes serie om vølven Snehild, der blander nordisk mytologi og fantasy. Men allerede tilbage i 2002 skrev hun trilogien Gudestorm med udgangspunkt i guderne fra den egyptiske mytologi. Her var første bog Djævelens kvint oprindelig tænkt som en almindelig spændingsroman, hvis plot handlede om den egyptiske mytologi. Men da hun havde skrevet første halvdel af historien, gik det op for hende, at Seth ikke blot skulle være en mytologisk skikkelse. Han skulle optræde som jeg-fortæller, og på den måde blev romanen til meget mere end en spændingsroman.
Om Snehild-serien fortalte Anne-Marie bl.a., at hun slet ikke havde tænkt sig at skrive bøgerne med en kvindelig vinkel. Men da forlaget havde læst udkastet, havde de straks set mulighederne, så hun endte med at sætte fokus på den nordiske mytologis underbelyste kvinder.
Til slut kunne Anne-Marie Vedsø Olesen løfte sløret for, at hun pt. skriver på en roman funderet i den græske mytologi. Allerede i gymnasiet elskede hun oldtidskundskab og startede også på Klassisk arkæologi studiet, men hun var bange for selv at skrive i den græske mytologi, fordi den er så fast etableret. Men nu tager hun altså springet, og jeg kan kun forestille mig, at resultatet bliver godt.
Havets helte ved Nicolas Barbano
Mit sidste programpunkt lørdag var altid interessante Nicolas Barbano, der fortalte om havets helte. Med næsten 9000 km kystlinje skulle man tro, at Danmark havde masser af maritime helte i film og litteraturen, men det kunne Nicolas afkræfte. Vi har i stedet forbavsende få. Så Nicolas startede sit oplæg med de udenlandske helte.
Litteraturens første to maritime helte findes i Gilgamesh-eposset. Et over 4000 år gammelt værk skrevet i kileskrift på lertavler. Den ene helt er Utnapishtim, der får besked på at bygge et fartøj, da guderne sender en stormflod. Den anden er Gilgamesh, som sammen med færgemanden Urshanabi sejler over Dødens Vand.
Næste helt var Jason, der i den græske mytologi sejlede ud for at få fat i Det gyldne skind sammen med argonauterne. Denne myte ligger i øvrigt til grund for verdens bedste film ifølge Nicolas: Charles H. Schneers Jason and the Argonauts fra 1963.
Herefter sprang vi frem til historien om Sinbad Søfareren fra 1001 nats eventyr, der er skrevet i 1700-tallet. Charles H. Schneer stod også bag en filmatisering af denne historie, The Golden Voyage of Sinbad, fra 1973. Ray Harryhausen stod for monstrene i begge film.
I 1700-tallet kom der for alvor gang i de maritime helte. I 1719 skrev Daniel Dafoe romanen Robinson Crusoe, der startede sin helt egen genre: Robinsonader. Syv år senere i 1726 skrev Jonathan Swift historien om Lemuel Gulliver, der drager på en eventyrlig færd til fire ukendte lande i Gulliver’s travels. Og i 1798 udkom Samuel Taylor Coleridges digt om the Ancient Mariner.
Herfra fortalte Nicolas bl.a. om maritime helte i Moby Dick af Herman Melville (1851), Skatteøen af Robert Louis Stevenson (1883), Hornblower-sagaen af C. S. Forester og Hemingways Den gamle mand og havet. Vi hørte om Arthur Gordon Pym, Kaptajn Nemo, Skipper Skræk, Corto Maltese, Ariel, Jack Sparrow og mange flere.
Danske hav-helte
Da Nicolas Barbano havde ridset overfladen på den store verdens maritime helte, vendte han blikket mod Danmark, og her er udvalget som tidligere nævnt anderledes småt.
Fra 1901-1921 kunne man følge med i Walter Christmas serie om Peder Most, der går til søs og møder storme, mytteri og kampe. En klassisk dansk drengeroman, bare til havs. I dette årtusind er det også blandt børnebøgerne, man finder flest maritime helte. F.eks. er der udkommet en del bøger om pirater.
Helt ikonisk er naturligvis den lille havfrue, men Danmarks måske største maritime helt er, ifølge Nicolas Barbano, ingen mindre end Rasmus Klump, som jeg husker tydeligt fra min barndom. Sammen med vennerne Skæg, Pingo og Pelle sejler han på eventyr med skibet Mary, som de bygger i første nummer af tegneserien.
Nicolas Barbano tog os med langt ud på de syv have og hjem igen i sit spændende oplæg om havets helte, og jeg er hver gang lige imponeret over hans enorme viden.
Søndag:
Heksens rejse ved Gry Kappel Jensen
Søndag startede for mit vedkommende med Gry Kappel Jensens oplæg om heksens rejse fra forfølgelse til heltedyrkelse.
Gry har i sit forfatterskab beskæftiget sig med hekse i mange år. Bl.a. har hun skrevet Rosenholm-trilogien, hvis hovedpersoner ligeså vel kunne være hekse, og pt. er hun aktuel med en ny serie, Eventyr-sagaerne, der vender kendte folkeeventyr på vrangen. Historierne har forskellige hovedpersoner, men en fast figur er heksen Nebula.
Gry startede med et historisk kig på heksen. Hvordan vi engang troede, at hekse fandtes i blandt os og var farlige. Om Christian d. 4.’s Trolddomsforordning, der satte fart i hekseprocesserne i Danmark. Og om demonologier som Heksehammeren, der var vejledninger til at fange, afhøre og dræbe hekse.
I dag har heksen ændret karakter, og for Gry kan en heks rumme meget mere end en Disney prinsesse, når man skal skrive en roman. Prinsessen er som oftest smuk, fin og god. Men en heks kan også være vred, beslutsom og ambitiøs.
Herefter fortalte Gry lidt om Eventyr-sagaerne, som jeg fik lyst til at læse. Hun fortalte, at hun er fascineret af de grundmyter/grundfortællinger, folkeeventyrerne bygger på, og at hun gerne vil finde den sandhed, der ligger til grund for fortællingernes opståen. Det er interessant, hvordan de samme historier dukker op forskellige steder i verden. Midgårdsormen kendes f.eks. i flere lande, men er det den samme historie, der er blevet delt? Eller er den samme historie opstået flere gange?
Historikerens værktøjskasse ved Carsten Bosse Christiansen
Fra hekse gik turen til historikerens værktøjskasse hvor Carsten Bosse Christiansen fortalte om, hvordan man kan bruge historie til at gøre sin fantasy troværdig.
Han startede med at fastslå, at mennesket er et produkt af sin tid. Vi er formet af de sociale normer, kønsroller, religion, ideologi og kultur i det samfund, vi fødes ind i. Det gælder også karakterer i en roman.
I bund og grund handler det om world building, fortalte han. Men selvom man har researchet eller opfundet en masse, skal man passe på ikke at overlæsse læseren med detaljer. Kun nok til at overbevise læseren om, at universet er konsistent. Så hvis nogle mennesker er udødelige i historien, skal man have styr på, hvilke konsekvenser det har for samfundet. Gemmer de sig? Regerer de landet? Hvordan opfattes de? Osv.
Detaljer har konsekvenser
Carsten kom ind på vigtige elementer i worldbuilding, som ikke umiddelbart syner af meget, men som siger rigtig meget om et samfund. F.eks. er bandeord og høflighedsfraser en stærk indikator på, hvilket samfund man befinder sig i. Bandeord er nemlig kulturelt betinget og siger derfor noget om et samfunds værdier, religion og historie. I den vestlige, kristne verden er mange bandeord hentet i religionen (satans, fandens, herregud), men efterhånden som kristendommen fylder mindre, går bandeordene mere på tabuer som sex og kropslige ting (shit, fuck, røvhul).
Også et element som kærlighed siger meget om et samfund. Kærlighed er en luksus, som tidligere var sjælden i vores eget samfund. Tidligere giftede de rige sig af “politik” og de fattige af nødvendighed. Man skal også gøre sig klart, hvad der egentlig er et godt forhold. Er det, at far kun har slået mor tre gange i dag?
Endelig skal man huske, at uanset hvor interessant en verden, man skaber, så er det sjældent den, der holder læseren fanget. Det gør bogens karakterer, og derfor skal opbygningen af dem gøres ligeså omhyggeligt som den generelle worldbuilding.
Carsten Bosse Christiansen sluttede med at minde om, at man skal huske at ære den kontrakt forfatter og læser indgår. En læser kan acceptere magi, andre verdener, tidsrejser m.m., men hvis den interne logik ikke hænger sammen, brydes denne kontrakt. Det er derfor, at detaljerne har betydning, og derfor at viden (også historisk) er vigtig.
Heltens sværd ved Valdemar Lenschow
Jeg har hørt Valdemar Lenschow fortælle ved Fantasyfestival flere gange efterhånden, og han er altid meget velforberedt og underholdende. Det var han også til Fantasyfestival 2026, hvor han fortalte om heltens sværd, og startede med lidt historie om sværd generelt.
Uanset genre er sværdet et heroisk våben. Selvom modstanderne har buer og spyd, står helten forrest bevæbnet med sit sværd. Sværdet er også et våben, der kun bruges til krig og kamp. En kniv blev brugt til flere hverdagsting, og en bue blev opfundet til jagt. Men sværdet blev udviklet som våben.
At eje et sværd gav status, og et godt sværd kostede cirka det samme som en gård kunne producere på et år. Nogle sværd var særligt eftertragtede, som Ulfbert sværd. Men ligesom i dag skulle man vogte sig for efterligninger, fortalte Valdemar. Der er nemlig fundet flere sværd, der giver sig ud for at være et Ulfbert sværd, men som er af meget dårligere kvalitet. Enkelte har endda stavet Ulfbert forkert – temu sværd kaldte han dem 🙂
Kvinder måtte godt bære sværd, men de måtte ikke bruge dem som våben. F.eks. bar Jeanne d’Arc et sværd til ceremonielt brug, så folk kunne sværge troskab m.m.
Det var J. R. R. Tolkien, der introducerer sværdet i fantasy, hvor Aragorn bruger sit sværd til at beskytte sine allierede. Hvor sværdet i middelalderen og i sagaerne handlede meget om blod, handler værdighed og ære nu mere om mod. I moderne fantasy kan alle være helte, hvis de har de rette egenskaber. De behøver ikke at være stærke eller modige, måske handler det om, at de er loyale eller venlige.
Valdemar Lenschow sluttede af med at se nærmere på sværdets rolle i film og litteratur, og her blev der både snakket om hobbitter, penisser og det upraktiske ved et sværd.
Fra dystre barbarer til tumpede cowboys ved Martin Wangsgaard Jürgensen
Efter Valdemar Lenschows meget spændende oplæg om heltens sværd skyndte jeg mig over for at høre Martin Wangsgaard Jürgensen fortælle om Robert E. Howards dystre barbarer og tumpede cowboys. Martin er i gang med at skrive en bog om Robert E. Howard, og jeg bliver altid blæst bagover af hans oplæg. Hans viden er kolossal, og han taler fuldstændigt uden manuskript. Det er ret imponerende – og samtidig vældig underholdende.
Martin lagde ud med at fortælle kort om Robert E. Howards liv. Howard blev født i 1906 og voksede op i Texas. Han var et følsomt og excentrisk barn, og havde han levet i dag, havde han sandsynligvis fået en diagnose. Mens Howard vokser op, ændrer Texas sig fra en rolig landbrugsstat til en oliestat med et kæmpe boom af folk og store ødelæggelser af naturen til følge.
Howards far jagtede den ene formuedrøm efter den anden, mens Howard boede med moderen, som fik stor indflydelse på ham. Bl.a. lærte hun ham glæden ved litteratur og støttede hans skrivning. Det var også moderens død, der gjorde udslaget til Robert E. Howards selvmord d. 11. juni 1936. Han blev 30 år gammel.
Martin fortalte, hvordan Howards enorme produktion af historier nærmest kom i én gigantisk udladning over 10-12 år. Det er således svært at pege på en udvikling i forfatterskabet.
Solomon Kane
Robert E. Howard blev kendt for sin enorme energi. I hans fortællinger handler heltene, og alle er i konflikt. Der er ingen neutral grund. Samtidig var han ret kropsfikseret og dyrkede selv boksning.
Moral fylder også en del i forfatterskabet, og puritaneren Solomon Kane blev Howards første helt. Kane havde altid retten på sin side og bekæmpede det onde med sit sværd. Samtidig var han intellektuel, og Howard beskrev hans fysik som mager og senet, men stærk.
Historierne om Solomon Kane er dystre, men meget underholdende.
Kull
Mens serien om Solomon Kane kører, bliver Howard vældig interesseret i historie og reinkarnation, og han var overbevist om, at han i et tidligere liv havde været en kriger. En af Howards helte, forfatteren Jack London, troede i øvrigt også på reincarnation.
Howards fascination førte til historierne om barbarkongen Kull. Serien blev ikke en succes, dertil var Kull for grublende og introvert med sine mange overvejelser over, hvorvidt han var en god konge. Men Kulls overvejelser trækker en linje mellem ham og Solomon Kane.
Senere bruger Howard en bifigur fra Kull universet, Bran Mak Morn. Hvor Kull for længst har vundet magten og nu kan spekulere over, hvad der er mere, er Bran Mak Morn den frie barbar. En bister kriger, der hader romerne, og som Howard skriver ind i flere forskellige koncepter. Som Martin sagde, kan man i bagklogskabens lys se Bran Mak Morn som optakten til Conan.
Steve Costigan
Serien om sømanden Steve Costigan kom samtidig med Kull, og blev Howards længst løbende serie. Historierne var humoristisk boksefiktion, som udkom i magasinet Fight Stories, og handlede om Steve som ikke er den største, men som aldrig giver op. Martin beskrev serien som meget skabelonagtig læsning, selvom der kommer mere narrativ hen ad vejen. Historierne var skrevet i dialekt, og læserne elskede dem.
Conan
Med Conan samler Howard alt, hvad han har arbejdet med op til. Rejser ud, tabte civilisationer, kosmisk horror og en form for anti-helt. Conan er retfærdig, fordi han er fri. Han er upåvirket af civilisationens falske kultur.
Conan blev en kæmpe succes. Howard opfandt en ny tidsalder, the Hyborian Age, og befolkede den med forskellige folkeslag og lande, monstre og magi. Hermed definerer Howard nærmest det, der siden bliver til ‘sword and sorcery’ genren.
Den første Conan historie blev bragt i Weird Tales i december 1932, og frem til Howards død i 1936 udkom yderligere 16.
El Borak og Breckinridge Elkins
Samtidig med Conan historierne bliver Howard mere og mere optaget af at skrive historier om personer, der befinder sig i vores tid. Her opstår El Borak, som er ekstremt blodige og vilde westerns, der udspiller sig i Afghanistan. En slags samtidsfiktion sat i vildnisset, hvor vi hører historien gennem bipersonernes blik på El Borak.
Også Breckinridge Elkins opstår her. Han er en stupid, dum redneck, der er grotesk voldelig. Men historierne fortælles løssluppent som falden-på-halen komedie, og de ender altid godt. Historierne om Elkins bliver Howards største kommercielle succes. Han skriver så mange, at de fortsætter med at udkomme længe efter hans død.
Med Elkins fortæller Howard historier, der udspiller sig i den verden, han ser udenfor sit vindue. Western fiktion.
Og med tumpede, voldelige cowboys sluttede min fantasyfestival.
En stor tak til Esbjerg bibliotek og de mange der står bag arrangementet for at gøre tredje weekend i september magisk. Jeg havde endnu en gang en fest, hvor jeg både fik hørt en masse spændende foredrag (og gik glip af mindst lige så mange), og fik hilst på en masse søde mennesker som jeg ikke rigtig ser i andre sammenhænge. Så kan man vist ikke ønske sig mere.
Og mens jeg venter på at få uddybet Robert E. Howards forfatterskab i biografien, som Martin Wangsgaard Jürgensen skriver på, kan jeg jo bruge tiden på at læse de mange dejlige bøger, jeg kom til at købe på fantasyfestival 2026 🙂
Om Fantasyfestival 2026:
Siden 2015 har Esbjerg bibliotek afholdt Fantasyfestival. Det første år deltog nogle få hundrede gæster, men over årene er tallet vokset til over 15.000 besøgende.
Festivalen afholdes hvert år den tredje weekend i september, og med tiden er der kommet en række samarbejdspartnere og sponsorer til. Læs mere om Fantasyfestival her
Tidligere års tilbageblik
Fantasyfestival 2024 i Esbjerg
Fantasyfestival 2023 – lørdag
Fantasyfestival 2023 i Esbjerg – søndag
Fantasyfestival i Esbjerg 2022
