Jeg faldt over et par artikler om monstret som metafor og spejl på samfundet, da jeg researchede til et afsnit af Bibliotek X. De var så interessante, at essensen også skal nævnes her.
Så langt tilbage vi kan spore, har mennesket været fascineret af monstre. Monstret har symboliseret vores dybeste frygt, men er også blevet brugt til at lære os om samfundets moralske værdier, ved at symbolisere hvad der sker, hvis vi bryder dem.
Hulemalerier viser væsner, der er halvt menneske og halvt dyr. I digtet Gilgamesh, der stammer fra ca. 2100 år f.v.t., beskrives dæmonen Humbaba “hans stemme er som Syndfloden, hans tale er ild, og hans ånde er døden“. Senere bragte først grækerne og siden romerne fortællinger om skrækkelige væsener med tilbage fra deres handelsrejser til fjerne steder.
Med renæssancen blev den moderne verden grundlagt, og videnskabelige opdagelser førte til nye måder at se verden på. Men med oplysningen kom også en frygt, for hvad videnskaben kunne afstedkomme af frygteligt opfindelser. Her står Mary Shelleys roman Frankenstein fra 1818 som et fyrtårn med sin advarsel mod menneskelig arrogance i forsøget på at spille gud.
Monstre fra græsk mytologi
Monstret i folkloren
Victoriatidens monstre
Monstret som metafor og spejl på samfundet
Monstret i de fire vægge
Traumer som monstre
Kosmisk horror
Det ukendte/fremmede
Monstret som spejl på samfundet
Monstret som kulturel frygt
Læs mere
Monstre fra græsk mytologi
Karl Hughes omtaler i sin artikel Historical Context of Monsters as Metaphors bl.a. nedenstående historiske monstre, der fungerede som metaforer i deres samtid og gav form til en ellers uhåndgribelig frygt.
Medusa var i græsk mytologi en af de tre gorgoner, hvis hår var slanger, og som kunne forstene et menneske med deres blik. I den romerske digter Orvids version var hun en præstinde, der bliver forvandlet til et monster, som straf for at blive voldtaget i Athenes tempel og dermed skænde det (Kristeligt Dagblad).
Medusa kan således ses et symbol på den frygtelige feminine magt, der udløses af vægten af kvindelige traumer. En metafor som f.eks. også kan læses ind i Stephen Kings debutroman Carrie, hvor den endelige fornedrelse af hovedpersonen fører hende på et blodigt hævntogt rettet mod alle omkring hende.
Myten om Minotauros stammer ligeledes fra græsk mytologi. Ifølge myten blev kong Minos’ hustru, dronning Parsifaë, forelsket i en smuk hvid tyr og fødte Minotaurus – et væsen med menneskekrop og tyrehoved. Kong Minos holdt Minotauros fanget i en labyrint på Kreta, og hvert år ofrede man mennesker til ham (Lex). Minotauren ses bredt som et monster, der repræsenterer de dyriske og voldelige impulser i den menneskelige natur.
Monstret i folkloren
I 1600-tallets Øst- og Sydeuropa blev vampyrer betragtet som en reel trussel, der kunne rejse sig fra graven og sprede sygdom og død over de levende. Med vampyrens indtog i Vestens populærkultur ændrede dens rolle sig. Fra at være sygdomsbærer blev vampyren i romanen Dracula et symbol på nødvendigheden af at beherske sine lyster, samt en advarsel mod at lukke det fremmede ind.
Dracula is a masterful work of literature that combines the eeriness of the unknown with the themes of temptation and seduction […] Dracula acts as a warning for us to resist indulging in our darkest desires and to be cautious of those we consider ‘different’. (Inspired Quill)
I dag er vampyrens rolle endnu en gang ændret. Ann Rice og måske Især efter Stephanie Meyers Twilight-serie opfatter vampyren som en forfører, der ofte er offer for en tragisk skæbne.
Både varulve og hekse optræder også som monstre i folkloren. Her blev varulven set som symbol på ukontrolleret aggression, mens heksen repræsenterede kvinders magt, som skulle holdes nede for at bevare status quo i samfundet.
Endelig skal folkeeventyrene også nævnes. Det var barske fortællinger, hvor en lykkelig slutning ikke var garanteret. Fuldstændig ligesom i livet. Tag for eksempel Hans og Grete som svigtes af deres forældre og efterlades i skoven. Her bliver de fanget af en kannibalistisk gammel kone. Men børnene klarer sig ved hjælp af sammenhold og mod, og finder både rigdom og vejen hjem. Den slags eventyr var moralske fortællinger med en opdragende funktion.
Victoriatidens monstre
Vi har allerede kort været omkring Bram Stokers Dracula (1897), men to andre klassiske monstre dukker op i samme århundrede.
I 1818 skrev Mary Shelley romanen Frankenstein, om videnskabsmanden Victor Frankenstein der i sin iver efter af overvinde døden giver liv til et væsen skabt af ligdele. Her bliver monstret symbolet på alt det, der kan gå galt med de nye videnskabelige opfindelser, både menneskeligt og de reelle følger.
Rather than representing an evil being, the monster at the centre of this tale is a metaphor for unchecked scientific progress and the fear of the unknown. Created and then abandoned by that same creator, this monster is left alone and at the mercy of society. It is the monster’s suffering that pushes him into violence. It calls attention to our need for restraint when it comes to scientific advances and reminds us that, no matter what we create, we must take responsibility for the outcomes. At the heart of Frankenstein is also the question of which is more monstrous – the monster or its creator? (Inspired Quill)
I Robert Louis Stevensons roman fra 1886 Dr. Jekyll & Mr. Hyde opfinder den gode dr. Jekyll en mikstur, der spalter alle hans ‘grimme sider’ ud i monstret mr. Hyde. Når han er Hyde, er han ligeglad med samfundets normer og udlever alle sine lyster. Mens han som dr. Jekyll er et respekteret og ulasteligt medlem af samfundet.
As the novel progresses, it becomes clear that Mr. Hyde serves as a metaphor for our capacity for evil, showing how powerful and dangerous our dark desires can be when they are suppressed and repressed by societal pressures and expectations. A powerful exploration of fear and loss of control, this novel is essential reading in understanding both ourselves and what lurks beneath the surface, and the price we sometimes have to pay to protect others. (Inspired Quill)
Disse tidlige myters monstre fungerede som metaforer i deres samtid, for den angst og frygt for det ukendte det ellers føltes umuligt at formulere.
Op gennem det 20. århundrede gav den vestlige civilisations ekspansion, to verdenskrige og i nyere tid klimaændringer og terrorisme dog grobund for nye former for monstre.
Monstret som metafor og spejl på samfundet
Selvom monstret har skiftet form igennem tiden, trives det stadig i vor tid. Hvor historierne tidligere handlede om guddommelig straf eller udforskning af det ukendte, handler de nu om det moderne livs trusler og ubekendte. Det kan være racisme, traumer, afhængighed eller som tidligere nævnt klimaændringer og terrorisme. Bag monstrets maske gemmer sig samtidens inderste frygt.
Sara-Jayne Slack kommer i sin artikel Contemporary Monsters as Metaphor ind på det samtidige monster som metafor.
When we read monster stories today, it’s important to consider their deeper implications. We love monsters because they give shape to things that otherwise feel untouchable. You can’t fight climate change in a boxing ring, but give it a snarling, apocalyptic beast form and suddenly you’ve got a story. You can’t wrestle with the idea of industrialisation, or systemic collapse, or even your own trauma. But put it in the shape of a creature and suddenly it’s something we can face (… or at least run screaming from). (Inspired Quill)
Også Elise Johnson kommer i sit essay The Ideological Monster: Horror’s Social Purpose ind på, hvordan monstrets udvikling fra bogstavelig væsner til mere abstrakte tematiske koncepter for alvor har taget fart i 2010’ernes og 2020’ernes horrorfilm.
The horror of these movies does arise in part from the literal manifestations of systems of oppression, trauma, and so on, be it a top hat- wearing ghoul, a pagan cult, or a killer suburban family. But the horror also arises from what these monsters represent or what injustice or social concern they are grounded in, the recognition and analysis of which fueling audience’s viewing pleasure. (Horror’s Social Purpose)
Så monstret er evigtgyldigt, uanset form, og er altid en metafor for det, der holder os vågne om natten.
Monstret i de fire vægge
I flere moderne fortællinger fungerer hjemmet som metafor for monstret.
I Mørket i Hill House af Shirley Jackson beskrives huset som mørkt og og labyrintisk med proportioner der snyder øjne og hjerne. Det er nemt at føle huset som ondt. Men det er i virkeligheden hovedpersonen Eleanors udvikling, der er mest skræmmende.
Eleanor har brugt det meste af sit voksne liv på at passe sin syge mor. Invitationen til Hill House føles som hendes eneste chance for at leve sit eget liv, og hun stjæler en bil for at tage dertil. Men allerede ved ankomsten fornemmer hun, at noget er galt, og herfra udfolder historien sig mod hendes totale sammenbrud. Huset repræsenterer her Eleanors samlede bagage af uforløste traumer.
Eleanor is one of contemporary literature’s most fascinating and mysterious protagonists and anti-heroes, and her arc encompasses all of the novel’s major themes: the war between the supernatural and the psychological, the search for home, the perils of isolation, and the dissociative properties of fear. (LitCharts.com)
Et nyere eksempel er Sanne Søndergaards Huset, hvor de tidligere beboeres historier påvirker de nye. Stephen Kings Ondskabens hotel hører ligeledes til her.
Det hjem, som skulle være en sikker havn, forvandles til noget farligt, hvor de mennesker, der burde sørge for at vi er sikre, er dem der gør os ondt.
Traumer som monstre
Stephen King skriver ofte om børn, der ikke vokser op i lykkelige kernefamilier. Det gør han bl.a. i romanen Det Onde, hvor monstret oftest manifesterer sig som klovnen Pennywise, der kan skifte skikkelse alt efter, hvad du frygter mest. Monstret er her en metafor for de psykiske ar, man ikke kommer over, uanset hvor dybt vi prøver at begrave dem.
Romanens Beverly misbruges seksuelt af sin far, hvilket følger hende ind i voksenlivets valg af mænd. Bills lillebror bliver offer for Pennywise, hvilket fører til en livslang skyldfølelse. Richie vokser op alene med sin mor, som frygter alt og indgyder den frygt i Richie sammen med en usund moderbinding. Og så videre.
The real horror in the case of these metaphors is the cycle of childhood abuse, denial, and forgotten (or suppressed) pain. Monsters that prey on children or childhood memories often stand in for the scars that don’t stay buried, no matter how much we want them to. It’s a terrifying symbol of what many people face as they try to heal from past happenings. (Inspired Quill)
Et andet eksempel er The Babadook fra 2014, hvor monstret repræsenterer en moders sorg og trauma.
The haunting of Amelia by the Babadook is always set within the wider context of her being haunted by the death of her husband, and the impact of this on her ability to effectively parent her child […] In the end, Sam helps his mother to find the strength to fight back, along with a timely appearance by their kindly neighbour Mrs Roach, who comes to check on them during the darkest of their nights. Prior to this point, Amelia’s bereavement has remained a taboo; a mark of social stigma, something not to be spoken about or even admitted to. (The Babadook and maternal depression)
Kosmisk horror
H. P. Lovecraft er en kontroversiel skikkelse. Hans forfatterskab kan dog ikke underkendes, og han anses som ophavsmanden for subgenren kosmisk horror. En genre han befolkede med skræmmende væsner som Cthulhu og Azathoth, der i populærkulturen er blevet udvandet til fysiske tentakel monstre.
I virkeligheden handler kosmisk horror om menneskets ubetydelighed i et univers, der er fuldstændig ligeglad med os. Et nihilistisk verdenssyn hvor menneskeheden kun er et glimt i mørket, og hvor Cthulhus udslettelse af verdner svarer til, at vi træder på en myre.
Junji Itos Uzumaki er et andet eksempel på kosmisk horror. En bizar historie hvor en japansk by hjemsøges af spiraler, der overtager befolkningen og til sidst også byen. Her er ingen forklaring, men effekten på de tilbageværende er mere end skræmmende.
Det ukendte/fremmede
Det er ikke nyt, at monstret kan repræsentere frygten for det ukendte og det fremmede. Vampyren er f.eks. blevet brugt i den rolle tidligere.
Det er dog interessant, hvordan mange nyere fortællinger i stedet fokuserer på, hvordan det er samfundets fordomme, der tillægger det fremmede de negative egenskaber.
In other words, monsters remind us that our knee-jerk fear of the unknown is often misplaced. The real horror isn’t the scarred neighbour, the strange newcomer, or the child who looks different – it’s the prejudice that blinds us to their humanity. (Inspired Quill)
Et eksempel er Robert A. Heinleins roman Starship Troopers. I en meget interessant artikel af Matt Konopka analyserer han historien som et satirisk svirp til fascisme og krigspropaganda. I historien er menneskeheden i krig med The Bugs. Hvorfor får vi ikke at vide. Til gengæld får vi konstant smidt regeringens propaganda om insekternes grusomhed i hovedet, og hovedpersonen Johnny melder sig da også som en loyal soldat i krigen.
Paul Verhoeven, der selv er født i 1938 i Holland og var barn under nazisternes besættelse, filmatiserede historien i 1997.
What [Verhoeven] accomplishes with the bugs is what fascist dictators attempt with virtually anyone who stands against them: they are made to be seen as inhuman enemies, undeserving of life, something to be smooshed beneath your boot […] Verhoeven viewed Starship Troopers as a reflection of America when it was made, a country that often forces itself upon others through death and destruction. Yet I’m not sure even he could have imagined then how much more relevant his film would be today. (Misunderstood Monsters: ‘Starship Troopers’ and Fascism’s Dehumanization of the “Enemy”)
Selvom historien igen og igen proklamerer, at insekterne er monstrene, må vi til sidst se i øjnene, at det er menneskene i filmen, der begår folkedrab.
Monstret som spejl på samfundet
I nogle fortællinger er monstret ikke et væsen, men selve samfundet der omgiver os. De systemer, fordomme og ideologier der er så indgroede i vores hverdag, at vi ikke engang opdager dem. Både science fiction og horror er perfekte genrer til at spejle de virkelige uretfærdigheder i vores verden og afsløre deres uhyrlige natur.
Jordan Peele spejler det amerikanske samfunds systemiske racisme i filmen Get Out fra 2017.
Get Out’s monsters are quite literally wealthy liberal white people who appropriate black bodies for themselves yet cannot see the racism underlying their motivations. But more abstractly, the monster of the film is not only the individually racist members of the Armitage family, but the systemic American racism they help maintain. (Horror’s social purpose)
Elise Johnson giver en grundig analyse af bl.a. Get Out i sit essay. Her kommer hun bl.a. ind på, at når film som Get Out og Night of the Living Dead skildrer systemets uhyrlighed, tilskyndes vi til at reflektere over vores egen rolle/moral.
Horror films depicting injustices as monsters stimulate higher levels of other-awareness regarding systems of oppression, educating their viewers on that which does not marginalize the personally […] they can function as an imaginative instrument of self-examination, confronting those who perpetuate prejudice, knowingly or not, with the damage their actions cause […] As a genre, horror capitalizes on these advantages, actively engaging the viewer while being less likely to provoke of antagonism. (Horror’s social purpose)
I Kit Whitfields roman Fuldmånens magt består 98% af befolkningen af varulve. De får de bedste uddannelser, har de bedste jobs og bor i de bedste huse. De resterende 2% er almindelige mennesker, og deres status er lavest i samfundet. Whitfields samfund belyser hvordan racisme kan være indbygget i samfundet. Men ved at lade mennesket være minoriteten, der undertrykkes, og varulvene den styrende klasse, bliver racismen pludselig meget tydelig.
Et andet form for system/monster findes i Shirley Jacksons novelle ‘Lotteriet‘. Novellen udstiller, hvordan vi ved blindt at følge traditioner uden andre moralske overvejelser end, “sådan plejer vi jo at gøre“, selv bliver en del af monstret.
Jackson reminds us that while supersititon has its own issues, the real ‘monster’ is the cruelty of unthinking, cultish social tribalism, which so often precurses racial and cultural violence in the real world. (Inspired Quill)
Hvor der ikke er nogen logisk ondskab i ‘Lotteriet’, er det samfundets kolde utilitarisme i Kazuo Ishiguros Slip mig aldrig. Her opfostres kloner som ‘reservedele. Men det er ikke klonerne, der er skræmmende. Det er samfundet, der skaber dem og kasserer dem efter brug.
Monstret som kulturel frygt
Historisk set finder man ofte en sammenhæng mellem samtidens kriser og det metaforiske monster i gyset.
I kølvandet på 2. verdenskrig udkom f.eks. en lang række gysere, der beskæftigede sig med frygten for atombomben og kommunismen.
”Monsters came in two basic shapes in the fifties: gigantic, stomping mutations, explicitly the product of atomic testing; and alien invaders, sometimes overgrown themselves, but usually intent on some kind of brainwashing or ideological control. Fifties monsters personified the Bomb as well as the Cold War itself.” (The Monster Show: A Cultural History of Horror)
Sara-Jayne Slack skriver om den særlige japansk subgenre kaldet Kaiju:
The Japanese Kaiju genre forever changed how monster stories are told on both the big screen and on-page. For example, in the original Godzilla film from 1954, the monster represented the ramifications of nuclear war and the destructive power of science in the wrong hands [..] Unlike traditional monster stories, kaiju are often used as metaphors for collective social fears and anxieties (and to show us the possible consequences of our actions). (Inspired Quill)
Som en reaktion på Flower Power periodens opblødning af seksualmoralen, udkom der op gennem 1980’erne et utal af slasher film og franchises. Her skulle film som Halloween og Fredag d. 13. advare unge om farerne ved sex før ægteskabet.
De seneste år op gennem 00’erne og 10’erne er vi blevet oversvømmet af historier om zombier.
Zombier kan repræsentere forskellige typer frygt. Dels frygten for en dødelig pandemi. En frygt der er mere aktuel end nogensinde før, idet vi kan rejse fra den ene ende af verden til den anden nærmest i løbet af et døgn og dermed sprede smitten lynhurtigt.
Andre tolker zombien som vor tids meningsløshed eller som ensomhed. Zombier er mange, men alligevel er de alene. De har ingen fælles kultur og eksisterer kun i dem selv.
Ikke mindst bliver zombien tolket som grådighed og konsumerisme. En desværre meget aktuel fortolkning. Allerede i marts havde vi i Danmark opbrugt vores andel af klodens ressourcer, som ellers skulle række til et helt år. En artikel fra Danmarks Naturfrednings Forening viser, at hvis alle lande forbrugte som Danmark, har vi brug for fire jordkloder til at dække forbruget. Find en oversigt over de forskellige landes Overshoot Day i 2026 her.
”The zombie represents raw consumption. It does not seem to imbibe the things it consumes; it simply extinguishes them. A zombie never stops eating, but never grows or changes.” (Zombies in Western Culture)
Det har været vældigt fascinerende at dykke ned i de forskellige tolkninger af monstret som metafor og spejl på samfundet, og jeg håber, jeg har fået formidlet essensen videre. Ellers tjek kildelisten herunder og læs mere.
Læs mere:
Historical Context of Monsters as Metaphors af Karl Hughes.
The Ideological Monster: Horror’s Social Purpose af Elise Johnson
Misunderstood Monsters: ‘Starship Troopers’ and Fascism’s Dehumanization of the “Enemy” af Matt Konopka.
The Monster Show: A Cultural History of Horror af David J. Skal
Contemporary Monsters as Metaphor af Sara-Jayne Slack.
Vampyrens historie.
Drømmenes pris af Martin Wangsgaard Jürgensen.
