Jeg har været fan af Stephen King i mange (mange) år. Måske er det grunden til, at jeg er lidt undervældet denne gang. Tilfældige ofre er på mange måder en udmærket spændingsroman, men jeg synes bare, at King har skrevet det hele før.
Kriminalinspektør Izzy Jaynes aner ikke, hvad hun skal stille op. Politiet i Buckeye City har modtaget et brev fra en person, der truer med at dræbe ”tretten uskyldige mennesker og én gerningsmand”, som hævn for en efter sigende uskyldig dømt mands uretfærdige død. I et forsøg på at forhindre den morderiske hævnakt beder Izzy privatdetektiven Holly Gibney om hjælp til at opklare sagen.
Samtidig drager den kontroversielle feministiske aktivist Kate McKay af sted på landsdækkende turné. Hun tiltrækker skarer af fans – men også fjender. Da en ubehagelig stalker går over stregen, hyrer Kate Holly som sin personlige bodyguard. Og i takt med at truslerne bliver mere og mere voldsomme, komplicerer Kates frygtløshed Hollys arbejde. (Forlagets beskrivelse)
Tilfældige ofre er fortsættelsen til Holly, der udkom i 2024. Privatdetektiven Holly Gibney kender vi dog også fra Mercedesmanden og Outsideren. De to kvinder Holly og Izzy (Isabelle) mødte hinanden under efterforskningen af ægteparret Harris, og nu mødes de jævnligt som veninder. Izzy, som anerkender Hollys usædvanlige detektiv-evner, vender ind i mellem uofficielt sager med hende. Og da politiet modtager et anonymt brev om, at 13 uskyldige vil blive slået ihjel som hævn, vil Izzy gerne høre Hollys tanker.
Holly hjælper gerne, men da hun samtidig får et job som livvagt for feminist-aktivisten Kate McKay, er hun mest med på sidelinjen. Hun er dog enig med Izzy om, at drabene udføres som hævn for Alan Duffrey, der for nyligt blev slået ihjel af en medfange. Duffrey blev dømt som pædofil, men det viste sig, at han i virkeligheden var uskyldig.
Vi følger de to kvinders historier, sideløbende med at vi får indblik i hævneren Trigs tanker. Der er også spring til Hollys veninde Barbara, der bliver roadie for sangerinden Sista Betty, samt til Kate McKays stalker der ikke nøjes med at skrive grimme ting.
Selvom det er velskrevet, synes jeg dog, at de mange tråde, der skal holdes styr på, er med til at trække tempoet – og til dels spændingen – ud af plottet. King elsker at skrive lange bøger, men her synes jeg godt, at den kunne være skåret noget ned.
Som nævnt føles det også som om, at han har skrevet det meste af Tilfældige ofre før. De fanatiske abortmodstandere ses f.eks. i Søvnløs, hvor pøbel mentaliteten også får frit løb (som den også gør i Begærets butik og flere andre King romaner).
I sit efterord nævner King, at han har skrevet bogen om adskillige gange, og at den undervejs har haft tre forskellige titler. Til sidst blev han tilfreds, eller rettere tilfreds nok, og Tilfældige ofre er slutresultatet. Måske er det denne usikkerhed, der slår igennem. I hvert fald er jeg ikke helt oppe at ringe denne gang. King har skrevet mange meget bedre bøger end denne.
Uddrag af romanen:
Izzy har en forestilling om, hvordan udlånschefen i First Lake City Bank bør se ud, måske fra en husstandsomdelt reklame eller et tv-program. En anelse fedladen, men velklædt, dyr habit, eau de cologne (ikke for meget), imødekommende smil og parat til at sige: Hvor meget skal du bruge?
Sådan ser Cary Tolliver imidlertid slet ikke ud.
Hun og Tom finder ham småsovende i opholdsstuen på tredje sal med en kriminalroman med titlen Toxic Prey i skødet. I stedet for en skarp habit med vest er han iført en slidt hospitalsbadekåbe over en krøllet pyjamas med Hello Kitty-ansigter på. De indfaldne kinder er dækket af grå skægstubbe. Håret er halvlangt og halvtyndt. De skaldede pletter er belagt med en gullig eksem. Den del af ansigtet, der ikke er dækket af det sparsomme skæg, er så hvid, at den nærmest er grøn. Kroppen er tynd som et skelet med undtagelse af den udstående mave, som er enorm. Som en champignon parat til at sporulere, tænker Izzy. Der står en kørestol på den ene side af ham og et dropstativ på den anden. På vej hen mod ham mærker Izzy, at Tolliver ikke lugter særligt godt. Nej, om igen. Han stinker […]
“Jeg er ikke børnelokker,” sagde Tolliver, og det går op for Izzy, at han er dopet til op over begge ører. “Det sagde jeg også til de andre politifolk. Og til anklageren, det røvhul. De ting, de fandt på min computer, havde jeg kun gemt for at få dem til at tro mig. Skrottede det og hentede det så tilbage igen, da jeg blev syg. Kopier af de fleste af de ting, jeg sendte til Duff.” Da han siger Duff, krænger han overlæben opad i en hundelignende snerren, og Izzy kan konstatere, at han mangler nogle tænder. De tilbageværende er ved at blive sorte. Han stinker virkelig: eau de pis, eud de merde og eau de mort. Hun ser i den grad frem til at komme ud herfra og få frisk luft i lungerne. (Side 33-34)
Om Tilfældige ofre:
Udgivelsesår: 17.03.2026
Forlag: Politiken, 536 sider
Omslag (dansk versionering): Marlene Diemar/Imperiet
Originaltitel: Never Flinch
Oversætter: Jakob Levinsen
Læs også:
Måske uskyldig af Alafair Burke
Øje for øje af Paul Cleave
Godnat, min elskede af Inger Frimansson
Det usynlige menneske af D.S. Henriksen
Intet af Catherine Ryan Howard
Weaver af Per Jacobsen
Retfærdig vold af Aske Munk-Jørgensen
Iskoldt had af Robert Pobi
Ormeføde af Irene S. Rasmussen
