Siden Mali af Torben Mathiassen udkom i 2022, har jeg haft den på min læseliste. Men det var først, da den udkom i en ny udgave sammen med andet bind i serien, 3 grader celsius, at jeg fik gjort noget ved det. Der var dog absolut ingen grund til at vente med at læse Mali, som er en barsk og tankevækkende roman.
Klimaforandringer har nu vist deres fulde styrke.
Nordeuropa fryser, og mere end 100 millioner indbyggere er tvunget på flugt. De er magtesløse, uønskede, bange, sultne og uden håb for fremtiden, men ifølge FN og gældende international lov kan de ikke kategoriseres som flygtninge.
I et øde hjørne af Danmark ligger en lille landsby, hvor nogle få familier endnu forsøger at overleve det nye miljø, hvor de er afskåret fra omverdenen. Da kulden bliver værre, og mad og brændsel hurtigt svinder ind, må de forlade landsbyen og stå ansigt til ansigt med deres nye virkelighed sydpå. (forlagets beskrivelse)
Når jeg tænker på konsekvenserne af klimaforandringerne, er det i første omgang stigende have og varmere klima, der træder frem. Men i Mali forestiller Torben Mathiassen sig, at Golfstrømmen er kollapset. Den store mængde ferskvand fra Grønlands smeltende iskappe har ødelagt den ‘pumpemekanisme’, der holdt Golfstrømmen i gang. Resultatet er, at temperaturen er faldet drastisk i Nordeuropa. I stedet for regn får man sne, og år for år tiltager kulden.
Magnus og Freja er sammen med børnene Emilie og Kristian én af de få familier, der blev tilbage i landsbyen, efter at størstedelen af landet gav op og flygtede sydpå. Men forholdene i Danmark bliver konstant værre, og Magnus og Freja frygter, at de snart ikke vil kunne klare sig i kulden. Der bliver færre sæler og mindre brænde, og vinteren bliver længere år for år. Risikoen for at dø af sult, kulde og sygdom er ikke til at komme udenom.
Sammen med vennerne Zaid og Farhana og deres datter Fatima samt det unge par Mikkel og Anna og deres lille dreng beslutter de sig for, at deres eneste chance for at overleve på sigt er at rejse sydpå. Rejsen bliver hård og uden garanti for at de alle klarer den. Og selv hvis det lykkes dem at komme frem, er fremtiden usikker. Det ved Zaid og Farhana, som allerede en gang er flygtet fra krigen i Syrien. Og de ved også, at selvom gruppen skulle nå i sikkerhed, er deres trængsler ikke nødvendigvis forbi. For ingen er interesserede i at modtage flygtningene.
Historien fortælles skiftevis af Magnus og Freja og er inddelt i fire dele: Isbjørn, Sommerstorme, Uønskede og Kalifat. De to første dele handler om livet i Danmark og flugten sydpå, mens de to sidste handler om tiden efter, gruppen når til en flygtningelejr i Spanien.
Mali er virkelig barsk læsning. Det er beskæmmende at læse om behandlingen af klimaflygtningene i bogen, fordi jeg så tydelig genkender det fra vores hjemlige politik. For eksempel minder uddelingen af madrationerne i romanens flygtningelejr (som er udregnet efter, hvor meget energi man som minimum har brug for alt efter om man er mand, kvinde eller barn) mig om diskussionen omkring madordningen på Sjælsmark Udrejsecenter i 2019, hvor formålet var at få de afviste asylansøgere til at rejse ud af Danmark.
Det er nemmere at glemme, at der bag hver enkelt flygtning gemmer sig et menneske med en historie, for så behøver man ikke forholde sig til deres tragedier, håb og drømme. Samtidig er det også forståeligt, at man ikke bare kan åbne alle porte, for med klimaændringerne er der for alvor kommet kamp om klodens ressourcer. Det er bare lidt trist at tænke på, at dem, der i vores virkelighed må flygte for konsekvenserne af klimaændringerne, ikke er dem, der har haft glæde af overforbruget.
Udover klimaændringerne sætter Mali fingeren på det barske og til tider umenneskelige liv flygtninge lever. Ved at vende bøtten så det er det rige Nordeuropa, der har brug for hjælp, får vi en anderledes vinkel på problematikken. For selvom de menneskelige konsekvenser ved at være flygtning er ens, uanset hvor vi kommer fra, så kommer det pludselig meget tæt på. Heldigvis er der dog også glimt af kærlighed og medmenneskelighed midt i mørket.
Jeg blev grebet af Mali, som både er en dramatisk roman om overlevelse og et tankevækkende debatindlæg. Hvis 3 grader celsius, der er andet uafhængige bind i serien Jordens klimaramte, er ligeså vellykket, har jeg i den grad noget at se frem til.
Uddrag af romanen:
“Men I var ikke truet på livet, da I drog bort?”
“Jo, selvfølgelig var vi da det,” sprutter jeg og har svært ved at sidde stille på stolen. Hvad hentyder han til?
“Udover at det var koldt og maden sparsom, så ser I sådan set ikke udmagrede ud. I må alligevel have fået noget at spise?”
“Ja, vi har været heldige,” svarer jeg og gentager endnu en gang mig selv. “Vores landsby ligger ikke så langt fra havet, hvor en koloni sæler slog sig ned. Og vi havde masser af brænde i skoven ved siden af byen. Men som jeg sagde, så forsvandt skoven dag for dag i flammerne, for at vi kunne holde varmen, og sælkolonien blev mindre og mindre. Der skydes flere, end der støder til. Det er blot et spørgsmål om tid, før ressourcerne slipper op.”
Manden holder inde og stirrer længe på mig med et uudgrundeligt blik. Efter en pinefuld lang pause, hvor han ikke viger øjenkontakten så meget som et enkelt sekund, stiller han mig pludselig et nyt spørgsmål.
“Er I ikke i virkeligheden bare det, som vi kalder for velfærdsflygtninge? Migranter, om man vil?”
Jeg kigger overrasket på ham. Forsøger at finde blot en flig af antydning af, at han blot laver sjov. Forkvaklet, men trods alt bare en ironisk bemærkning med et formål at løsne lidt op for stemningen. Men der går ikke så meget som en trækning over hans fyldige læber, og det går snart op for mig, at spørgsmålet er seriøst ment.
“Velfærdsflygtninge?” spørger jeg indigneret. “Har du noget imod at uddybe, hvad du mener med det?”
Han læner sig godt tilbage i stolen, der knager faretruende under hans vægt, inden han svarer med en så tålmodig mine, som han overhovedet er i stand til at mønstre.
“Ja, altså, der er jo ikke noget, der tyder på, at I har været tvunget på flugt. Der har ikke været nogen efter jer, som ville slå jer ihjel. I har haft nok at spise. I har været i stand til at tilpasse jer og overleve et liv i kulden.”
“Ja, indtil nu!” svarer jeg harmedirrende. “Men hvem ved, hvor længe endnu vi ville være i stand til at overleve? Hører du slet ikke efter, hvad jeg fortæller?”
Manden smiler overbærende og læner sig atter frem i stolen, mens han med overdreven artikulation fremturer yderligere.
“Men I er jo ikke drevet på flugt, fordi kulden truede med at slå jer ihjel her og nu. Og sælerne er der jo endnu. Så det er heller ikke sådan, at maden er forsvundet helt. Tværtimod havde I så meget af den, at I slæbte rigelige forsyninger med herned. Slæderne derude bugner jo af kød. Så tilgiv mig, hvis det er svært at acceptere jeres påstande om, at jeres liv har været i overhængende fare. Det er umiddelbart langt mere nærliggende at drage den konklusion, at I er her for at drage fordel af franskmændenes gavmildhed. Er det ikke bare det, I er ude på? At nasse lidt på Frankrig?” (side 245-246)
Om Mali:
Udgivelsesår: 17.08.2023 (2. udgave)
Forlag: Pantanal, 486 sider
Omslagsfoto: Pobytov / iStock by Getty Images
Serien Jordens klimaramte:
Mali, 2022 (2. udgave 2023)
3 grader Celsius, 2023
Læs også:
48 timer i Massachusetts-havet / udvalgt og oversat af Lise Andreasen og Niels Dalgaard
Komplekskuller – klimafiktion / red. Carl-Eddy Skovgaard
Fire fortællinger om kærlighed af Trine Andersen
Solstorm af Rasmus Dahlberg
En sang for de levende af Irene Scharbau
Ord har hærget af Gudrun Østergaard