Jeg ser ikke mange stumfilm, men Carl Th. Dreyers Vampyr hører efter min mening til de film, man skal se, hvis man interesserer sig for gysets historie. Jeg havde desværre fået fat i en ret dårlig udgave, hvor både billeder og lyd skrattede, så det ind i mellem var svært at følge med i, hvad der skete. Alligevel kan jeg tydeligt se, hvorfor Vampyr betragtes som et mesterværk i dag.
Allan Gray har interesseret sig for tidligere tiders djævletilbedelse og vampyrer. Studierne har gjort ham til lidt af en drømmer, der ikke altid kan skelne virkeligheden fra fantasien. På en af sine planløse rejser tager han ophold i den franske landsby, Courtempierre. Om natten kommer en ældre herre pludselig ind på Allans værelse. Han siger “Hun må ikke dø…” og så efterlader han en lille pakke med påskriften “Må først åbnes efter min død”.
Allan beslutter sig for at forsøge at finde ud af, hvem manden hentyder til og undersøger hotellet, men han finder ikke, hvad han søger. Så søger Allan ud i parken, og her ser han manden som opsøgte hans værelse om natten. Manden bor alene med sine to døtre, Gisèlle og Léone, på et afsidesliggende gods, og Allan følger med dem hjem.
Her opdager han, at Gisèlle er syg. Hun har et bidmærke på halsen som efter en rotte eller en kat. Mens de venter på doktoren, bliver den gamle mand skudt af en skygge. Nu åbner Allan pakken, som indeholder en bog “The History of Vampires” af Paul Bonnard, som bl.a. fortæller om vampyren Marguerite Chopin fra byen Courtempierre, og om vampyrernes hjælpere som er skygger af henrettede mordere.
Så ankommer doktoren, som giver datteren en blodtransfusion fra Allan. Men mens han hviler, har doktoren onde planer. Han giver datteren en flaske gift, for hvis hun begår selvmord, er hendes sjæl fortabt. Det lykkes dog for tjeneren at vække Allan, som forhindrer udåden. Mens doktoren flygter, deles Allan i to. Hans skygge følger doktoren og finder sig selv som lig i doktorens hus. Hans andet jeg ser tjeneren grave Marguerite Chopins kiste op og hjælper ham med at slå en pæl igennem hendes hjerte. I det samme pælen er slået i, sætter Gisèlle sig op og udbryder “Jeg føler mig stærk. Min sjæl er fri”. Allans skygge befrier samtidig Leoné fra doktorens hus, hvor hun sad bundet, og sammen tager de hjem til godset.
Efter hvor tids standard er historien ikke uhyggelig, men det er tydeligt at se, at Carl Th. Dreyer var en dygtig filmmager. Han filmer fra specielle kameravinkler (som nedefra Allans kiste mens den bæres bort), og arbejder meget med brugen af skyggerne. Og hans trick med at lade Allan splittes i to fungerer 100 % også i dag. Samtiden var dog ikke så begejstret for Vampyr, der endte med at blive en økonomisk fiasko og kostede Carl Th. Dreyer et nervesammenbrud.
Filmen er frit baseret på Sheridan le Fanus’ novelle “Carmilla” fra novellesamlingen In a Glass Darkly (1872) og fortælles nærmest som en labyrintisk drøm. Tempoet er roligt, og kameraet følger Allans vandringer og søgen frem og tilbage på forskellige lokaliteter, som dog alle indeholder enkelte foruroligende elementer. F.eks. det første blik på hotellet er på dets vejrhane, som fik mig til at tænke på den hedenske figur i starten af Exorcisten – men det er blot en vejrhane.
Vampyr er en anderledes oplevelse, og søger man dramatik, blod og benhård uhygge, så er det ikke Vampyr, man skal se. Men filmisk er den en oplevelse værd trods de 77 år på bagen. Selv sad jeg med en mærkelig fornemmelse af at have set hovedpersonen Allan Gray (spillet af Julian West) før – indtil det gik op for mig, at han simpelthen ligner H. P. Lovecraft.
Dreyer kunne ikke beslutte sig for en titel til filmen, og bl.a. var titler som Destiny og Shadows of Hell i spil. Filmen blev i magasinet Close Up kaldt for The Strange Adventure of David Gray.
Læs anmeldelsen på Classic-Horror.com
Besøg også Det Danske Filminstituts Dreyer hjemmeside, hvor der findes alt lige fra anmeldelelser af filmen til stills og meget andet.
Om Vampyr:
Instruktør: Carl Th. Dreyer
Udgivelsesår: 1932
