Jeg var ikke imponeret over “Red Sands” af Alex Turner, som jeg så for et stykke tid siden. Alligevel blev jeg så nysgerrig over at se hans instruktør-debut “Dead birds” omtalt som kult, at jeg var nødt til at se den – uden i øvrigt at have den mindste anelse om, hvad den handlede om. Det var en god beslutning!
En røverbande begår i 1863 et bankkup, hvor de slipper af sted med flere poser fyldt med guld. Bandens leder, William, kender et forladt sted i nærheden, hvor de kan gemme sig, til faren er drevet over og så tage til Mexico. Huset ligger skjult i en kæmpe majsmark, og selvom de ser spor efter mennesker, finder de ingen. Som mørket falder på, øges spændingen i huset. Gruppen har indbyrdes gnidninger, og samtidig er der en følelse af, at noget lurer i mørket. Men hvad?
Jeg var totalt positiv overrasket over “Dead birds”. Det meste af filmen sad jeg med hjertet oppe i halsen og ventede på, hvad der nu ville ske. Og det fedeste er, at det hovedsageligt er stemningen i filmen, der fremkaldte denne følelse! Alex Turner forfalder nemlig ikke til at vise en masse splat og visual effects udfra devisen “more is better”. I stedet bruger han det underspillede gys, og har samtidig en række utrolig dygtige skuespillere i filmen.
Historien er ikke den mest overraskende i verden, og der er måske nok enkelte løse ender. Alt i alt er den dog veludført, og jeg er imponeret over, at det overhovedet har kunnet lade sig gøre at lave en så sammenhængende og skræmmende film på så kort tid. Budgettet var på ca. 1,5 millionar dollars, og crewet havde 21 dage til at optage i. Trods dette tidspres er resultatet blevet er krybende intens film med masser af nerve og uhygge.
Instruktør: Alex Turner
Udgivelsesår: 2004
Jeg havde ikke opdaget, at det også var instruktøren bag “Red Sands” – nok meget godt, for så havde jeg skruet forventningerne til ørkengyseren lidt op. “Dead Birds” husker jeg nemlig også som en ganske vellykket lavbudgetsgyser. Selvfølgelig med sine fejl, men også med en vis nerve.
Nej, den er noget anderledes end “Red Sands”. Før jeg så den, vidste jeg f.eks. ikke, at den foregik under Borgerkrigen, så alene det gav en helt anden fornemmelse end forventet.
Jeg nød den virkelig 🙂