Michael Sims har redigeret Draculas gæst, en skøn samling af 22 noveller om vampyrer i bred forstand fra den victorianske æra, og selvom jeg på forhånd kendte en lille håndfuld af titlerne, så var der heldigvis også mange for mig ukendte.
De to første beretninger er ikke noveller, men derimod beskrivelser af vampyrfænomenet som de blev opfattet i samtiden.
Lord Byrons novelle “Afslutningen på min rejse” blev skrevet den legendariske aften, hvor Mary Shelley fik idéen til Frankenstein, og det fremgår tydeligt, når man læser Byrons bidrag, at John Polidori, som siden skrev “Vampyren” (der også er med i denne samling) ikke kun baserede vampyren Ruthven på Byron, men også fandt stor inspiration i denne novelle.
“Væk ikke de døde – de bringer kun dyster nat
og uhyggelig trøstesløshed ind i dagen
for den der lå rådnende i graven,
kan ikke længere føle lysets indflydelse,
eller overgive sig til solens frodige magt;
Lad dem hvile i deres huse af ler”
Således starter “Væk ikke de døde“, som bliver tilskrevet Johann Ludwig Tieck, en tidlig, vigtig kraft i den tyske romantik. Historien handler om Herr Walter som i sine unge dage er voldsomt forelsket i den lidenskabelige og heftige Brunhilda, som dog dør ung. Trods sin store sorg gifter Walter sig igen, denne gang med den mere stille og jordbundne Swanhilda. I en tid er de lykkelige, men så begynder Walter at længes efter Brunhilda, og med hjælp af en troldmand får han hende bragt tilbage til livet – men ikke uden omkostninger.
Aleksej Tolstoj var fætter til Leo Tolstoj, og selvom han i dag ikke huskes nær så godt, så var han dog en fremtrædende forfatter på sin tid. “Vourdalakkens familie” skrev han på fransk i 1839 under pseudonymet Krasnorogskij, men den blev ikke udgivet på russisk før i 1884 – 9 år efter Aleksejs død. Historien er også blevet filmatiseret af Mario Bava i “Black Sabbath – the three faces of fear“, og hvor jeg synes, filmen er knap så god, så lever novellen langt bedre.
Om “Varney the Vampire” skriver Sims: “Vampyrfans værdsætter Rymer på en Ed Wood-agtig måde som forfatteren til en banebrydende vampyrroman, der var betydningsfuld, men, i hvert fald efter vore standarder, ufrivilligt hylende komisk. Denne tilsyneladende endeløse roman dukkede op i åndeløse ugentlige afsnit mellem 1845 og 1847. Med sit skamløse Sturm und Drang, sit skrigende blonde og savlende uhyre, får Rymer Bram Stoker til at virke adstadig.” Det valgte uddrag er kapitel 1 i første uges afsnit, og jeg må give Sims ret – her er virkelig Sturm und Drang ud over det hele.
“Hvad var det?” af Fitz-James O’Brien hører til novellerne som flere gange har været trykt på dansk, bl.a. i “Rædslernes hus“. Om ham citeres Amanda Salmonson for at sige, at Fitz-James O’Brien er den vigtigste skikkelse efter Poe og før Lovecraft, når det kommer til moderne skræklitteratur. Det skal jeg ikke kunne sige, for jeg har ikke læst andet af Fitz-James, men novellen her er i hvert fald interessant og har en ny vinkel på vampyr-temaet.
“Den mystiske fremmede” er samlingens anonyme bidrag, som første gang kunne læses i magasinet “Odds and Ends” i 1860. Ridderen af Fahnenberg arver et slot fra sin barnløse bror. Sammen med datteren Franziska, niecen Bertha og baron Franz von Kronstein som kurtiserer Franziska, drager han af sted for at bese ejendommen. Undervejs bliver de overfaldet af ulve, men reddes af en ukendt mand ved en ruin, som den lokale fører tilsyneladende er bange for. Manden forsvinder, før de når at takke ham, men så møder de ham på en udflugt, og kort efter begynder den ellers så robuste Franziska at skrante. Sims skriver i sit forord, at visse kritikere antager, at Bram Stoker har fundet en vis inspiration til “Dracula” i “Den mystiske fremmede”, og jeg kom selv til at tænke på Le Fanus “Carmilla“, men det fortæller vel bare, at “Den mystiske fremmede” er en god historie.
I “Et mysterium i Campagna” af Anne Crawford får vi fortællingen om den excentriske kunstner Marcello, som insisterer på at bo i en afsidesbeliggende ejendom, kun beboet af en skummelt udseende tjener. Men kort efter han flytter ind her, mister han forbindelsen med sin gode ven Detaille, som ovenikøbet bliver syg. Det sender en tredje bekendt af Marcello på en tur til ejendommen, og det ender med, at man her opdager at også Marcello er syg. Jeg var ikke så vild med historiens første halvdel, som fortælles af Detaille, men sidste halvdel, som fortælles af den tredje bekendte, bliver mere interessant.
Emily Gerards bidrag til antologien hedder “Død og begravelse – vampyrer og varulve” og stammer fra en slags kulturhistorisk rejsebog, som Gerard skrev, mens hun boede i Transsylvanien sammen med sin mand. Sims skriver, at Gerards bog var en inspirationskilde for Bram Stoker, bl.a. skulle han have taget betegnelsen Nosferatu herfra, som Gerard påstod betyder Vampyr på rumænsk (hvilket ikke er korrekt). Gerard beskriver i teksten, hvem der bliver vampyrer, hvordan de skal begraves osv. og hun fortæller om forskellen på Strigoi og Nosferatu, hvor førstnævnte ikke er ondsindede, men betyder ulykke, mens sidstnævnte betegnes som afgjort ond.
“Sæt fri” handler om arkitekten Blake, som tager til den lille by Wet Waste i Yorkshire for at studere en fresko i den lokale kirke. I første omgang værger præsten sig for at give ham adgang til krypten, hvori fresken befinder sig, men til sidst lader han sig overtale af Blake, mod at han tager nogle helt særlige forholdsregler. Blake indvilliger uden at kende grunden dertil, men den lærer han siden at kende.
I “Den sørgeligste historie om en vampyr” ser hovedpersonen ser tilbage på sin barndom, hvor hun boede alene sammen med sin bror og sin far, indtil en dag en fremmed kommer på besøg. Han besnærer fuldstændig broderen, som herefter begynder at blive svagere og svagere.
Om Mary Elizabeth Braddon skriver Sims, at hun på højdepunktet af sin karriere var dronningen af sensationsforfatterne. Sensationsforfatterne brugte gotikkens hang til melodrama, men i stedet for at henlægge historien til transsylvanske slotte, førte de det skumle ind i hverdagen, og de onde baroner blev udskiftet med engelske forretningsmænd. I “Den gode lady Ducayne” får den unge pige Bella et job som selskabsdame for at hjælpe sin mor økonomisk. Hun bliver ansat af den meget gamle lady Ducayne, som tager hende med til Italien. I starten går alt godt, men så begynder Bellas helbred at skrante.
“Og skabningen kom ind” var første gang at finde i forfatteren Augustus Hares selvbiografi. Øjensynligt skulle han have fået fortalt historien om de tre søskende, som en nat får uventet besøg, af en kaptajn Fisher. Om denne korte historie hører hjemme i en biografi, er nok tvivlsomt, men jeg fandt den forfriskende ligetil og for en gang skyld med en stærk kvindelig hovedperson.
I mange vampyrhistorier er det svært at overbevise myndighederne om, at der er en vampyr løs. Det er det også i novellen “Sarahs grav“, hvor man under renoveringen af en kirkegård er nødt til at flytte en række grave, herunder Sarahs, som hviler under en inskription med ordene: “For de dødes og de levendes velfærds skyld, lad dette gravlægge forblive uberørt og dens beboer uforstyrret til Kristi komme.” Trods advarslen åbner man graven, og kort efter begynder der at ske mystiske begivenheder. Heldigvis er forfatteren bekendt med vampyrer, men han er nødt til at få hjælp fra præsten, som bestemt ikke tror på den slags overtro.
“Vampyrpigen” er historien om en ung mand, som for at få frisk inspiration, tager en tur ud i landet. På en vandretur på heden opdager han et idyllisk lille hus, hvor en mor og hendes datter bor alene. Fortælleren slår sig ned hos dem og forelsker sig dødeligt i datteren.
En af mine yndlingshistorier i samlingen er “Luella Miller” af Mary E. Wilkins Freeman. Her fortæller den gamle kvinde Lydia Anderson historien om Luella, en smuk, ung kvinde, der havde en sær vane med at omgive sig med folk, der vartede hende op, indtil de døde af udmattelse. Novellen fortælles i et enkelt talesprog, og virker meget overbevisende. En lidt anderledes, men meget interessant vampyrfortælling.
“Grev Magnus” af M. R. James finder sted i Sverige. Forfatteren har tilfældigt fået fat i papirerne, der fortæller mr. Wraxalls uforklarlige oplevelser i Vestgötland, hvor han besøgte herregården Råbäck for at studere familiens korrespondance og regnskabsbøger fra godsets første ejer, Magnus de la Gardie. Det viser sig, at Magnus var en hård herre, som underkuede sin bønder på brutal vis, men det er mere end vanskeligt for mr. Wraxall at få nogen til at fortælle om ham. Til sidst får han dog en grusom historie ud af kroejeren, men ikke nok til at afskrække ham fra at fortsætte sine undersøgelser af grev Magnus sidste hvilested … M. R. James skriver i indledningen til “Ghost Stories of an Antiquary” hvori denne novelle første gang blev trykt: “Hvis det lykkes for nogen af [historierne] at give deres læsere en følelse af behagelig utilpashed, når de går på en ensom vej ved nattetide eller sidder over et døende bål ud på de små timer, så har jeg opnået mit formål med at skrive dem“. Og det må man sige hans historier gør, selv 100 år senere.
Ægteparret Askew skrev en række historier med den okkulte detektiv Aylmer Vance i hovedrollen. Som Sherlock Holmes havde også Vance en hjælper, mr. Dexter, som berettede om Vances eventyr. I “Aylmer Vance og Vampyren” bliver Vance opsøgt af den unge mr. Davenant, der efter kort tid som lykkelig nygift nu er syg og træt. Lægerne kan ikke give en forklaring, men Davenant har en mistanke om, at hans smukke hustru måske har svaret på hans sygdom. Det bringer Vance og Dexter en tur til Skotland og den næsten uddøde familie MacThanes slot.
Samlingens sidste novelle er titelnovellen “Draculas gæst“. Ifølge Sims er “Draculas gæst” ikke skåret ud af den oprindelige roman “Dracula” for at forkorte denne, som Bram Stokers enke hævdede. I stedet skulle den være en del af et tidligere udkast af romanen. Historien handler om en engelsk gentleman, der er på vej gennem Tyskland. Det er Walpurgis Nacht, og hans kusk er utrolig nervøs, så da han beder kusken om at køre en anden vej, fordi han gerne vil se nærmere på en forladt landsby, ender det med, at han stiger af og går, mens kusken kører videre. Men en snestorm er på vej, og da han endelig når frem til landsbyen, viser det sig, at der også gemmer sig andre farer her. Jeg tror gerne på, at her er tale om et første udkast, for historien virker temmelig rodet, og der er ikke styr på detaljerne. F.eks. gør fortælleren opmærksom på, at han ikke taler tysk, og kort efter kan han læse både tysk og russisk. Men den slags detaljer ødelægger nu ikke stemningen, som det alligevel lykkes for Stoker at opbygge. Så selvom “Draculas gæst” ikke er samlingens bedste novelle, så er den et udmærket punktum for denne fine og spændende udvalgte samling af vampyrfortællinger.
Bagerst i bogen giver Sims forslag til yderligere læsning, og et par af dem viderebringer jeg lige her: The Ghosts & Scholars M. R. James Newsletter og The Literary Gothic
Om Draculas gæst:
Udgivelsesår: 2011
Omslag: Nete Banke, Imperiet
Indhold:
De åbnede gravene af Jean-baptiste de Boyer, Marquis d’Argens (1738-1742)
Døde mennesker i Ungarn af Antoine Augustin Calmet (1746)
Afslutningen på min rejse af George Gordon, lord Byron (1816)
Vampyren af John Polidori (1819)
Væk ikke de døde tillægges Johann Ludwig Tieck (1823)
Den dødbringende elsker af Théophile Gautier (1843, også på dansk under titlen “Den smukke vampyr“)
Vourdalakkens familie af Aleksej Tolstoj (1839)
Vampyren Varney af James Malcolm Rymer (1845-1847)
Hvad var det? af Fitz-James O’Brien (1859)
Den mystiske fremmede af Anonym (1860)
Et mysterium i Campagna af Anne Crawford (1886)
Død og begravelse – vampyrer og varulve af Emily Gerard (1888)
Sæt fri af Mary Cholmondeley (1890)
En sand historie om en vampyr af Grev Eric Stenbock (1894, også på dansk under titlen “Den sørgeligste historie om en vampyr“)
Den gode lady Ducayne af Mary Elizabeth Braddon (1896, også på dansk under titlen “Den søde lady Ducayne“)
Og skabningen kom ind af Augustus Hare (1896-1900)
Sarahs grav af F. G. Loring (1897)
Vampyrpigen af Hume Nisbet (1900)
Luella Miller af Mary E. Wilkins Freeman (1902)
Grev Magnus af M. R. James (1904)
Aylmer Vance og vampyren af Alice og Claude Askew (1914)
Draculas gæst af Bram Stoker (1914)
