Efter midnat af Stephen King

Efter midnat består af tre historier: “Hemmeligt vindue, hemmelig have”, “Biblioteksbetjenten” og “Foto med hund”. Den sidste historie fra Four Past Midnight er på dansk blevet udgivet separat som Langolinerne.

Hemmeligt vindue, hemmelig have

I “Hemmeligt vindue, hemmelig have” bliver forfatteren Morton Rainey beskyldt for at have hugget en historie fra den for Mort totalt ukendte John Shooter. Shooter opsøger Mort for at “bringe tingene i orden”, og han accepterer ikke nej for et svar.

Historien blev filmatiseret i 2004 med Johnny Depp i rollen som Mort. David Koepp instruerede, og personligt kan jeg godt lide, at Koepp har lavet sin egen slutning.

Om fortællingen beskriver King i forordet, hvordan han en dag opdagede et lille vindue i deres vaskerum, som han ikke tidligere havde lagt mærke til.

Jeg masede mig ikke desto mindre derhen og kiggede ud. Dette vindue vender ud mod en smal, brolagt plads mellem huset og den tilbyggede solterrasse. Det er et sted, jeg ser omtrent hver eneste dag … men vinklen var ny.

Min kone havde anbragt en halv snes urtepotter derude, for at planterne kunne få lidt af den tidlige novembersol, formodentlig, og resultatet var en charmerende lille have, som kun jeg kunne se. Den sætning, der dukkede op i mig, var selvfølgelig titlen på denne historie.

Den virkede for mig som et lige så godt udtryk for, hvad forfattere … især forfattere, som skriver fantastik … bruger deres dage og nætter til. At sætte sig til skrivemaskinen eller tage en kuglepen i hånden er en fysisk handling. Den åndelige parallel er at se ud ad et næsten glemt vindue, et vindue som viser en velkendt udsigt fra en helt anden vinkel … en vinkel som gør det almindelige til noget ekstraordinært. Forfatterens job er at kigge ud ad dette vindue og fortælle, hvad han ser.

Men somme tider bliver vinduet knust. Jeg tror, at dét, mere end noget andet, er denne histories hensigt. Hvad sker der med den ivrigt seende iagttager, når vinduet mellem det virkelige og det uvirkelige knuses, og glasskårene flyver omkring ham? (side 6-7)

Biblioteksbetjenten

Da den lokale Rotary klub kommer i bekneb for et foredrag, lader Sam Peebles sig overtale til at træde til i stedet for. Han beslutter sig for at fortælle lidt om livet som selvstændig i ‘small town America’, men hans første udkast er alt for kedeligt. For at pifte talen op besøger han Junction Citys lokale bibliotek, hvor den mærkelige bibliotekar Ardelia Lortz hjælper ham med at finde de helt rigtige bøger. Men hun advarer ham. Han må kun have bøgerne i en uge, og hvis han ikke afleverer dem til tiden, sender hun biblioteksbetjenten efter ham …

Stephen King fik delvis inspirationen til historien af sin søn Owen, som helst ikke ville gå på biblioteket, fordi han var bange for bibliotekspolitiet. Det fik King til at tænke på sin egen barndomsfrygt.

At skrive er en art selv-hypnose, og i den tilstand dukker gamle erindringer tit op, og den rædsel, der for længst burde være død, begynder at røre på sig og tage ordet igen.

Det skete for mig, mens jeg arbejdede på denne historie. Jeg vidste, da jeg begyndte, at jeg som barn havde elsket biblioteket … og hvorfor ikke? Det var det eneste sted, et forholdsvist fattigt barn som jeg kunne få alle de bøger, han ville. Men mens jeg fortsatte skrivearbejdet, genopdagede jeg en dybere sandhed. Jeg havde også været bange for det. Jeg havde været bange for at blive væk i de mørke magasiner, jeg var bange for at blive væk i en mørk krog af læsesalen og blive låst inde hele natten, jeg var bange for den gamle bibliotekar med det blå hår og katteøje – brillerne og den næsten læbeløse mund, som tog én om hænderne med sine lange, blege fingre og hvæsede SHHH! hvis man glemte, hvor man var, og begyndte at tale højt. Og ja, jeg var bange for bibliotekspolitiet.

Det, som var sket med en meget længere historie, en roman, der hedder Christine, begyndte også at ske her. Omkring tredive sider inde i historien begyndte det morsomme at sive ud af den. Og omkring halvtreds sider inde i den, drejede hele historien til venstre på hvinende dæk ind mod dunklere områder, hvor jeg så tit har færdes, og som jeg stadig ved så lidt om. (side 176-177)

Foto med hund

Den sidste historie hedder “Foto med hund”, og er en historie fra Kings Castle Rock univers. I forordet fortæller han, at historien kan læses som et slags bindeled mellem Dyrekirkegården og Begærets butik.

Kevin ønsker sig brændende et fotografiapparat i fødselsdagsgave, og stor er hans glæde, da han får det. Men snart viser det sig, at kameraet kun kan tage et motiv – et billede af en hund ved et stakit. Og kender man King ret, ved man, at det ikke er en helt almindelig hund…

Der er én ting til, jeg er nødt til at sige. Hver eneste fortælling har sit eget hemmelige liv, helt løsrevet fra scenarierne, og “Foto med hund” er en fortælling om kameraer og fotografier.

For omkring fem år siden blev min kone Tabitha interesseret i fotografering, fandt ud af, at hun var helt god til det og begyndte at dyrke det seriøst ved at læse om det, eksperimentere og øve-øve-øve. Jeg tager selv nogle elendige billeder (jeg er en af den slags, som altid har held til at skære mine ofres hoveder af, tage billeder hvor deres mund står åben eller begge dele) men jeg har temmelig meget respekt for dem, som kan tage gode billeder. Og selve processen fascinerer mig.

Under sine eksperimenter fik min kone fat i et polaroid kamera, et ganske enkelt et, som kunne bruges selv af et fjols som mig. Jeg blev fascineret af dette kamera. Jeg havde selvfølgelig set og brugt polaroid kameraer før, men jeg havde aldrig tænkt ret meget over dem. Jeg havde heller ikke set nærmere på de billeder, disse kameraer tager.

Jo  mere jeg tænkte over dem, jo mærkeligere forekom de mig. I virkeligheden er det jo ikke bare billeder, men udsnit af tiden … og der er noget helt specielt ved dem. (side 408)

Om Efter midnat:

Udgivelsesår: 1990
Forlag: Artia, 585 sider
Omslag: Marie Brandt
Originaltitel: Four Past Midnight (sidste fortælling er Langolinerne)
Oversætter: Mogens Wenzel Andreasen