Der er spelt-forældre, øko-idealister og kontrære øboere i Pelle Møllers debutroman Tilflytterne. En satirisk og samtidig dybt foruroligende fortælling om drømme og mareridt.
Den velmenende Sarah og hendes familie flytter fra København til Arø. De har store ambitioner for livet på den idylliske lille ø, de vil dyrke grønsager og lave bæredygtigt landbrug, leve i pagt med naturen. Men de er ikke de første, og de lokale på øen er absolut ikke interesseret i at få deres gamle verden invaderet af frelste økotyper. Anført af den lokale ø-konge Bent opstår der hurtigt konflikt mellem de to grupperinger. Og imens truer en gammel hemmelighed med at bryde frem af jorden. Noget er sket på den gård, hvor den lille familie er flyttet ind. Knivene forsvinder fra køkkenet, og den tunge træplade ned til den gamle gylletank flytter på sig. Samtidig er der noget i gære i naturen. Hvad der før stod i fuldt flor er nu pludselig mudret og svampet. Som om jorden selv har noget, den vil sige. (fra bogens bagside)
Tilflytterne er en af den slags romaner, hvor jeg først smågrinede og siden stivnede. Det første fordi Pelle Møller rammer de idealistiske øko-hipsters lige på kornet i sin skildring af Sarah, der flytter til Arø for at leve i pagt med naturen. Samtidig går hun dog så højt op i hvordan andre opfatter hende, at hun ikke er i pagt med sig selv. Det andet fordi der under ø-idyllen findes en dyster bagside. Sidstnævnte er det, der ændrer romanen fra at være et kærligt, satirisk samtidsportræt af speltsegmentet til folk horror om kultursammenstød og naturens mørke kræfter.
Historien fortælles dels via Sarah, der har alle de rigtige meninger og en masse drømme. Det er hende, der har skubbet på for at flytte familien til Arø. Tue og børnene er bare fulgt med. Sarah kæmper dog med sit sind, og virker mest i balance når hun arbejder i sin have. Hun har ikke et godt forhold til moren, og er heller ikke så tæt på sine egne børn som hun ønsker. Det er Tue til gengæld, og ind i mellem frustreres Sarah over deres intimitet.
Den anden fortæller er Bent, den lokale ø-konge, eller sheriffen som mange af tilflytterne kalder ham. Bent har boet på øen hele sit liv, og er lidt af en krakiler. Han er træt af de mange tilflyttere, som han synes tramper på de gamle øboere og deres livsstil. Han er ikke bange for at sige sin mening højt – eller at følge den op med handling, og hans hidsige gemyt holder de fleste på afstand.
De to hovedpersoner synes umiddelbart som hinandens modsætninger. Hvor Sarah prøver at være åben og accepterer andres synspunkter, lytter Bent sjældent til andre, men holder dumstædigt fast i sine egne meninger. Mens Sarah drømmer om fremtiden, drømmer Bent om fortiden. Men som romanen skrider frem, opdager vi, at Sarah og Bent i virkeligheden ikke er så forskellige fra hinanden (et godt eksempel på det er f.eks. skildringen af nogle malerier på kroen, som jeg ikke kunne lade være med at smile af). Til sidst er det da også Sarah og Bent, der må stå op mod ondskaben, der har indtaget Arø.
Jeg var godt underholdt under læsningen af Tilflytterne, der starter som en nutidsroman om familie, bæredygtighed og fremtidsdrømme, for så fuldstændigt at ændre retning. Pelle Møller kaldte selv romanen for Nordic Horror i et interview på Krimimessen i Horsens. Her fortalte han bl.a. om, hvordan inspirationen til bogen kom, da han i forbindelse med et tv-projekt modtog trusler fra pæne, veluddannede borgere, som ønskede, at han måtte brænde i helvede. Det fik ham til at tænke på, hvad nu hvis den slags trusler blev virkelige? Derudover nævnte han en forfatter som svenske John Ajvide Lindqvist som inspirationskilde, idet han også skriver romaner, der lægger sig midt imellem realisme og det fantastiske.
Bibliotekernes lektørudtalelse kalder Tilflytterne for: “særdeles underholdende og blodigt uhyggelig på samme tid.” Bedre kan det vist ikke siges.
Uddrag af bogen:
Sarah stiller sig foran døren, trækker vejret dybt og åbner den med et hurtigt ryk.
Der står ingen udenfor. Ingen alvorlige politifolk eller opildnede naboer. Ingenting. Hun undrer sig, mens hun stirrer ud på gårdspladsen, der ligger hen i totalt mørke. Sarah er sikker på, hun hørte nogen banke.
Hun stikker forsigtigt sin arm ud og rykker den fra højre mod venstre og tilbage igen for at få lys-sensorerne i gang. Der sker ikke noget, der er bare bælgravende mørkt. Tue har lige installeret sensorerne, og de er allerede holdt op med at virke. Efter et par forsøg høres et let klik, gårdspladsen bliver lyst op, og det eneste, der træder ud af mørket, er nogle flyttekasser, en spade, der hviler op ad muren til gårdbutikken, og hendes hvide varevogn med plads til hele familien.
Sarah synes, hun kan se noget bag bilen, men hun er ikke helt sikker. Hun sætter sig på hug i entréen for at få et bedre kig ind under bilen. Der er umiddelbart ikke noget. I det samme hører hun den dumpe lyd igen, den ruller ind over gårdspladsen og rammer hende i brystet, så hun stivner. Lyden kommer fra bagsiden af den forladte svinestald. Lige efter lyden kommer stanken. (side 6-7)
Reklame: Tak til forlaget Gyldendal der har foræret mig bogen til anmeldelse
Om Tilflytterne:
Udgivelsesår: 23.03.2022
Forlag: Gyldendal, 316 sider
Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet
Læs også:
Menneskehavn af John Ajvide Lindqvist
Skyggen over Mundstrup af Mads L. Brynnum
Høst af Jacob Hedegaard Pedersen
Sankt Michaels Sanatorium af Elsebeth Gundersen Jensen
In the Tall Grass af Stephen King og Joe Hill
Skidt klædte mænd med baseballbat af Morten Nis Klenø
Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen
Fluernes hvisken af Steen Langstrup
Etatsråden af Arne Munk
Ondskabens rødder af Flemming Chr. Nielsen
