Indlæg tagget med ‘1960-1969’

Kirkeorganisten Mary Henry kører sammen med nogle veninder galt, og bilen ender i en flod, som redningsmandskabet ikke kan redde den op af. Men efter næsten tre timer dukker Mary uskadt op af vandet. Hun kan ikke redegøre for, hvordan hun slap ud, men det tilskriver man chokket.

Kort efter rejser Mary til en anden by, hvor hun skal starte som kirkens nye organist. Tilsyneladende er alt i orden, men Mary virker sært ved siden af sig selv, og hun begynder at se en mærkelig mand, der tilsyneladende forfølger hende overalt. Samtidig kommer hun ud for flere hændelser, hvor hun nærmest forsvinder ud af virkeligheden – og det hele virker knyttet til det forladte tivoli lidt udenfor byen.

“Carnival of Souls” er fra 1962, og når man ser den i dag, er alderen naturligvis tydelig på mange måder. Ikke desto mindre synes jeg, den er ganske vellykket. Den efterlader en med en ubehagelig følelse, og selvom den i virkeligheden ikke viser særlig meget, så kryber den ind under huden. Candace Hilligoss, som spiller Mary Henry, virker hele tiden lidt ved siden af sig selv, som om hun ikke rigtig er til stede, og det fungerer helt på filmens præmisser. Scenerne, hvor lyden forsvinder og Mary falder ud af virkeligheden, er også spændende lavet. Så på trods af at filmen er langsomt klippet i forhold til nutiden, og selvom der stort set ikke bruges specieal effects, så kan jeg anbefale “Carnival of Souls”, hvis man vil prøve en lidt anderledes gyserfilm fra 60′erne.

Instruktør: Herk Harvey
Udgivelsesår: 1962

Jeg har ikke tidligere set film af Mario Bava, men eftersom han skulle være en af Italiens mest indflydelsesrige instruktører, tog jeg imod tilbuddet om at låne “Black Sabbath” af en ven.

“Black Sabbath – The Three Faces of Fear” består af tre korte film med introduktion og afslutning af Boris Karloff. Den første film hedder ”The Telephone” og handler om kvinden Rosy, som en aften kommer hjem til en lang række mærkelige telefonopringninger, hvor en stemme truer hende med døden. Tilsyneladende ved stemmen alt, hvad Rosy gør, så til sidst ringer hun til veninden Mary, der indvilliger i at komme over, selvom de ikke har talt sammen længe. Men Marys ankomst er ikke aftenens afslutning.

Anden historie hedder “The Wurdulak” og har Boris Karloff i hovedrollen. En tyrkisk bandit har gennem længere tid hjemsøgt egnen, og bedstefar Gorca er taget ud for at fange ham. Desværre får banditten fat i Gorca og forvandler ham til en Wurdulak, før Gorca slår ham ihjel. En Wurdulak drikker blodet af de mennesker, han elsker, så Gorca drager hjem for at føde af sin familie, der i mellemtiden har fået uventet besøg af en fremmed, som forelsker sig uhjælpeligt i Gorcas datter. Men kan han redde hende fra familiens skæbne?

Den sidste historie kaldes “A drop of water”. Sygeplejersken Helen tilkaldes for at gøre liget af en okkult interesseret grevinde i stand, men hun fristes til at stjæle en ring fra ligets finger. Det får – naturligvis – konsekvenser …

Den bedste historie er efter min mening den sidste, selvom historien er set før. Men her lykkes det Mario Bava at skabe et overbevisende setup, og jeg var imponeret over hans brug af kameraet, bl.a. den måde, man har filmet Helens ankomst til grevindens hjem. Fra frøperspektiv ses husholdersken gå gennem flere slidte og støvede værelser mod en stor dør, og mens hun bliver mindre og mindre, føles uhyggen større og større. Interessant filmet. Den svageste film er “The Wurdelak”, hvor ikke engang Boris Karloff kan redde den sløve historie.

Instruktør: Mario Bava
Udgivelsesår: 1963
Originaltitel: I tre volti della paura

Udvalgt filmografi:

Cani arrabbiati (1974 - ”Kidnapped”)
Gli orrori del castello di Norimberga (1972 – “The Torture Chamber of Baron Blood”)
Diabolik (1968 – “Danger: Diabolik”)
Operazione paura (1966 – “Kill, Baby… Kill!”)
I tre volti della paura (1963 – “Black Sabbath”)
La maschera del demonio (1960 – “Black Sunday”)

Se mere om Mario Bava på  Wikipedia

Hvem fandt på, at det kunne være en god idé at sætte en flok cowboyer til at fange en dinosaurus med lasso?

Syd for Rio Bravo opsøger Tuck Kirby sin tidligere kæreste, T.J., for at overtale hende til at sælge sin berømte hest, som hun bruger i sit Wild West cirkus. Hun afslår, og i stedet møder han professor Horace Bromley, som har opdaget en miniature hest – Eohippus - forfader til nutidens vilde heste. Og der er flere dyr fra fortiden. Tuck opdager en tyrannusaurus-lignende dinosaur, som de lokale kalder Gwangi, og han beslutter sig for at hjælpe T. J. med at fange dyret, så det kan bruges i hendes show. Men naturligvis er det lettere sagt end gjort, og Gwangi slipper fri midt under showet.

Det er i korte træk handlingen i “The Valley of Gwangi”, der desværre ikke helt levede op til mine forventninger. Filmen er fra 1969, og er lavet ved hjælp af stop-motion teknik mixet med real optagelser. Manden bag dinosaurerne er Ray Harryhausen, og han får masser af ros i ekstra materialerne, hvor han nærmest omtales som ophavsmanden til alle gode stop motion film. Selv var han dog godt klar over, at han skyldte en stor del til Willis O’Brian (“Lost World” og “King Kong”).

Jeg synes såmænd, at flere af scenerne med dinosaurer og mennesker sammen var teknisk godt lavet, men jeg var ikke imponeret over historien, som er set før (fx “King Kong”), så alt i alt kommer “The Valley of Gwangi” ikke til at stå højt på min personlige favoritliste.

Instruktør: James O’Connelly
Udgivelsesår: 1969

“Eyes without a face” åbner med en kvinde, som kører i bil en mørk aften. Hun virker nervøs, og i et glimt i bakspejlet ser vi, at hun har en person siddende på bagsædet skjult under en frakke. På et tidspunkt holder kvinde ind, løfter personen ud af bilen og smider vedkommende i Seinen.

Så skifter scenen. Docteur Génessier holder et foredrag om at skabe evig ungdom ved hjælp af transplantationer, da han bliver bedt om at komme til retsmedicinsk institut. Man har fundet liget af en ung kvinde uden ansigt, og man mener, at det kan være hans datter, Christiane. For nogle år siden var hun ude for et alvorligt trafikuheld, som vansirede hende frygteligt dog uden at ramme hendes øjne, og for et par uger siden forsvandt hun så.

Génessier bekræfter, at det er Christiane, og begravelsen finder sted. Men det viser sig, at Génessier løj. Christiane lever – og Génessier eksperimenterer for at give hende et ansigt igen. Ofrene er unge kvinder, som hans sekretær samler op, men da en af kvinderne meldes savnet af sin veninde, og hun beskriver en person, der kunne være Génessiers sekretær, som den sidste hun så sin veninde med, bliver Christianes forlovede mistænksom.

Imens kæmper Christiane for at bevare sin fornuft i huset, mens faderen udfører sine eksperimenter på både dyr og mennesker. Hun ønsker ikke mere at leve, men det valg vil Génessier ikke lade hende træffe.

“Eyes without a face” er en dyster historie om en gal doktor Frankenstein, der ikke kan slippe sin dårlige samvittighed eller sit ønske om at nå længere som kirurg end nogen anden. Alt andet må vige for hans lidenskab. Udgaven jeg så, var desværre temmelig grynet, hvilket var med til at ødelægge lidt af stemningen. Der er dog ingen tvivl om, at filmen oprindeligt må have været endnu mere ubehagelig.

Edith Scob, som spiller Christiane, gør det utrolig godt, når man tager i betragtning, at vi stort set kun ser hendes øjne. Det meste af tiden er hun iført en tynd tætsiddende maske, der gør hendes ansigt på en måde utrolig smuk, men også dødt at se på. Pierre Brasseur spiller Génessier, og allerede fra første scene aner man, at her er en gal person på færde. Det er på en måde lidt ærgerligt, for kunne han have spillet lidt mere tiltalende i begyndelsen, ville chokket ved hans bedrag have været større, men hans måde at spille sorgfuld og gal på var svær at adskille fra hinanden.

“Eyes without a face” er en fascinerende historie, som absolut også er værd at se i dag. Den bygger på en roman af Jean Redon, og filmen skabte store overskrifter, da den havde premiere. Franske L’Express skrev, at publikum dånede under visningen. Da filmen i 1962 kom i en amerikansk udgave, var den blevet klippet, så nogle af de værste scener forsvandt, ligesom en scene der viste Génessiers mere menneskelige sider var blevet tilføjet. Endelig blev filmen synkroniseret og udgivet under titlen “The horror chamber of Dr. Faustus”.

Instruktør: Georges Franju
Udgivelsesår: 1960
Originaltitel: Les yeux sans visage

Endnu engang er Peter Cushing tilbage i rollen som baron Frankenstein, og uanset at filmen denne gang er ret ujævn, så er hans præstation stadig båret af vid, ironi og en tindrende galskab, der står som et fyrtårn i filmen.

Baron Frankenstein er flyttet ind hos den alkoholiserede doktor Hertz. Her eksperimenterer han med at finde ud af, hvor sjælen er efter døden. Hans mål er at indfange sjælen af en afdød og putte den i en ny krop.

Mens Frankenstein og Hertz arbejder på dette, følger filmen det unge par Hans og Christina. Hans’ far blev dømt til døden for mord, da Hans var ganske lille, og ingen synes derfor særligt om ham. Slet ikke Christinas far der ejer den lokale kro.

En aften bliver Christina (som er frygtelig vansiret i ansigtet og har deforme lemmer) udsat for chikane af en gruppe unge mænd fra landsbyen. Hans er tilstede, og han forsvarer Christinas ære, men kroejeren henter politiet, og selvom Hans ikke kommer i fængsel, så hører alle, at han truer kroejeren. Så da kroejeren næste dag findes død, er alle overbeviste om, at Hans er morderen. Den eneste som kan redde ham er Christina, men hun er rejst til en doktor i en anden by. Så Hans ryger i guillotinen, og da Christina kommer tilbage og opdager det, springer hun i floden og drukner sig.

Nu kommer Frankenstein så ind i billedet igen. Det lykkes ham nemlig at fange Hans’ sjæl og overføre den til Christinas krop. Da hun vågner op, husker hun dog ingenting, og først da hun ser guillotinen kommer hukommelsen tilbage til hende. Og Hans vil have hævn …

Som sagt er “Frankenstein created woman” en noget ujævn og temmelig langsommelig affære. Det første lange stykke tid af filmen er man i tvivl om, hvad de to historier har med hinanden at gøre, og da de så flettes sammen, er det til gengæld så åbenlyst, hvad der skal ske, at jeg ikke rigtig blev grebet. Peter Cushing er stadig suveræn som baronen, og idéen med at forsøge at indfange sjælen er god, men selve resultatet er ikke blevet specielt interessant.

Instruktør: Terence Fisher
Udgivelsesår: 1967

Frankenstein film fra Hammer Film:

The Curse of Frankenstein (1957)
The Revenge of Frankenstein (1958)
The Evil of Frankenstein (1964)
Frankenstein Created Woman (1967)
Frankenstein Must Be Destroyed (1969)
The Horror of Frankenstein (1970)
Frankenstein and the Monster from Hell (1974)

The Ultimate Hammer Collection:

She, 1965
The Nanny, 1965
Dracula – Prince of Darkness, 1966
The Plague of the Zombies, 1966
Rasputin the Mad Monk, 1966
The Reptile, 1966
The Witches, 1966
One Million Years B.C., 1966
The Viking Queen, 1967
Frankenstein Created Woman, 1967
Quatermass and the Pit, 1967
The Vengeance of She, 1968
The Devil Rides Out, 1968
Prehistoric Women, 1968
Scars of Dracula, 1970
The Horror of Frankenstein, 1970
Blood from the Mummy’s Tomb, 1971
Straight on till Morning, 1972
Fear in the Night, 1972
Demons of the Mind, 1972
To the Devil a Daughter, 1976

Gwen Mayfield har været skolelærer i Afrika, men et nervesammenbrud sender hende hjem til England, hvor hun får chancen for at blive lærer på en privatskole i den lille landsby Heddaby. Her falder hun godt til, og bliver snart gode venner med søskendeparret Stephanie og Alan Bax som betaler for skolen.

Især en af drengene i skolen er særlig dygtig, den unge Ronnie, men byens kvinder bryder sig ikke om ham, og det går snart op for Gwen, at de af al magt forsøger at holde ham væk fra pigen Linda, der bor alene med sin bedstemor, Granny Rigg. Pludselig bliver Ronnie syg og falder i dyb coma, og da Gwen begynder at bore i sagen, kommer hun ud, hvor hun ikke kan bunde. Er der virkelig en heksekult i Heddaby? Og hvem kan hun i givet fald så stole på?

Som flere af de andre Hammer film fra perioden blev også “The Witches” omdøbt til det amerikanske marked, og blev markedsført som “The Devil’s Own” (hvilket iøvrigt var titlen på romanen af Norah Lofts, som filmen bygger på).

Jeg blev positivt overrasket over “The Witches”, som jeg i det store hele fandt underholdende og med en svag spænding gennem det meste af filmen. Jeg kan dog se af andre omtaler, at jeg tilsyneladende er ret alene med en følelse, bl.a. kalder British Horror Films den “boring and uneventful”. Men bortset fra at heksemessen i slutningen af filmen virker lidt komisk på mig med de engelske landsbyboere i laset tøj, som spiser jord (?) og danser hektisk, så kan jeg godt lide opbygningen af historien, og den underspillede uhygge undervejs. Jeg havde gættet heksens leder, men det vil jeg ikke holde filmen til last, for den gør et okay forsøg på at holde det skjult længe.

Se traileren på YouTube

Instruktør: Cyril Frankel
Udgivelsesår: 1966

The Ultimate Hammer Collection:

She, 1965
The Nanny, 1965
Dracula – Prince of Darkness, 1966
The Plague of the Zombies, 1966
Rasputin the Mad Monk, 1966
The Reptile, 1966
The Witches, 1966
One Million Years B.C., 1966
The Viking Queen, 1967
Frankenstein Created Woman, 1967
Quatermass and the Pit, 1967
The Vengeance of She, 1968
The Devil Rides Out, 1968
Prehistoric Women, 1968
Scars of Dracula, 1970
The Horror of Frankenstein, 1970
Blood from the Mummy’s Tomb, 1971
Straight on till Morning, 1972
Fear in the Night, 1972
Demons of the Mind, 1972
To the Devil a Daughter, 1976

“The Devil Rides Out” bygger på Dennis Wheatleys roman fra 1934 og er instrueret af Terence Fisher.

Duc de Richleau og Rex Van Ryn er bekymret for deres fælles ven, den unge Simon. De har ikke set noget til ham længe og beslutter sig for at komme på uanmeldt besøg. Men da de kommer er huset fuldt af mennesker, og Simon er ikke specielt glad for at se dem. De får at vide, at Simon er blevet medlem af et astronomisk selskab, men da han efterfølgende smider dem ud, opdager Richleau, at selskabet snarere handler om sort magi, og at Simon skal indvies til djævelen.

Til festen er også den unge kvinde Tanith, som Rex bliver ganske indtaget i. I deres kamp for at få fat i Simon, opdager Rex, at heller ikke Tanith er blevet indviet endnu, og han forsøger at redde hende også. Men deres kamp mod Mocata, som leder kulten, er ikke uden problemer, og de må både møde mennesker og djævle ansigt til ansigt for at befri Simon og Tanith fra kulten.

“The Devil Rides Out” er fuld af action og spænding, og der er nogle ganske uhyggelige scener undervejs. Bl.a. må Richleau og vennerne stå op mod selveste dødsenglen, og selvom afsløringen af dødsenglens ansigt ikke er det klimaks, det sikkert var i 1968, så er optakten med den sorte hest stadig effektiv.

Filmen følger bogens forlæg ret tæt, og jeg synes, at Christopher Lee gør det glimrende som Richleau. Det er interessant at se, hvor godt han udfylder helterollen, når han som oftest spiller ondskaben selv. Rex rolle spilles af Leon Greene, som er mere anonym, men hans rolle er også mere actionmandens. Mocata spilles af Charles Gray, der har en udmærket scene, hvor han viser sin viljes kræfter.

“The Devil Rides Out” blev iøvrigt udsendt på det amerikanske marked under titlen “The Devil’s Bride”, da originaltitlen mindede for meget om en western! Selvom “The Devil Rides Out” ikke er en af de film, som kommer til at stå mejslet i min hukommelse fremover, er det fin underholdning, og har man lyst til et let gys, er det bestemt et udmærket valg, hvis man holder af de gamle Hammer film.

Se traileren på YouTube

Instruktør: Terence Fisher
Udgivelsesår: 1968

The Ultimate Hammer Collection:

She, 1965
The Nanny, 1965
Dracula – Prince of Darkness, 1966
The Plague of the Zombies, 1966
Rasputin the Mad Monk, 1966
The Reptile, 1966
The Witches, 1966
One Million Years B.C., 1966
The Viking Queen, 1967
Frankenstein Created Woman, 1967
Quatermass and the Pit, 1967
The Vengeance of She, 1968
The Devil Rides Out, 1968
Prehistoric Women, 1968
Scars of Dracula, 1970
The Horror of Frankenstein, 1970
Blood from the Mummy’s Tomb, 1971
Straight on till Morning, 1972
Fear in the Night, 1972
Demons of the Mind, 1972
To the Devil a Daughter, 1976

I 1958 var det første gang, at Christopher Lee spillede rollen som grev Dracula i Terence Fishers “Dracula”. Der skulle gå 8 år, før han igen iførte sig hugtænderne og den blodrøde kappe i “Dracula – Price of Darkness”, der ligeledes blev instrueret af Terence Fisher.

Fire englændere er på ferie i centraleuropa, hvor de bl.a. besøger byen Kleinberg. Her møder de munken Sandor, der advarer dem mod at besøge den nærliggende by Carlsbad – og i særdeleshed om at nærme sig slottet der. Men de ender naturligvis alligevel i nærheden af slottet, og da deres kusk nægter at køre dem videre og forlader dem med alt deres bagage, tager de op til slottet for at overnatte. Her venter allerede et måltid mad og en varm seng, men selvom de finder det underligt, er det kun Helen, som føler, at det er helt forkert. Hun trygler de andre om at tage af sted igen, men de overhører hende. Hendes mand, Alan, beder hende falde til ro, for i morgen ser alt bedre ud. Til det svarer Helen: “There will be no tomorrow for us”.

I løbet af natten vågner Helen ved en lyd, og hun vækker Alan, som går ud for at undersøge det. Han finder et mystisk rum under slottet, og her venter tjeneren Klove på ham. Alan dør, og hans blod vækker Dracula til live. Næste offer bliver Helen, men det lykkes for Charles og Diana at flygte, og de søger hjælp hos fader Sandor. Men er det lykkes dem at undslippe Dracula?

“Dracula – Prince of Darkness” er en klassisk Dracula-film, hvor Christopher Lee med sine røde øjne, hugtænder og kappen, der er sort som natten udvendig og blodrød indvendig, spiller uden en eneste replik. Der var skrevet replikker ind i hans figur, men han nægtede at sige dem, for det var (ifølge Lee selv) “pure nonsens like – I am the apocalypse!” Trods manglen på replikker fungerer hans figur fint, og selvom vi i dag nok ikke ligefrem gyser over filmen, så er den bestemt ganske underholdende.

Instruktør: Terence Fisher
Udgivelsesår: 1966

Hammer Films Dracula:

Horror of Dracula (1958) Instr. Terence Fisher, med Peter Cushing, Christopher Lee
The Brides of Dracula (1960) Instr. Terence Fisher, med Peter Cushing
Dracula – Prince of Darkness (1966) Instr. Terence Fisher, med Christopher Lee
Taste the Blood of Dracula (1970) Instr. Peter Sasdy, med Christopher Lee
Scars of Dracula (1970) Instr. Roy Ward Baker, med Christopher Lee
Dracula A.D. (1972) Instr. Alan Gibson,med Peter Cushing, Christopher Lee

The Ultimate Hammer Collection:

She, 1965
The Nanny, 1965
Dracula – Prince of Darkness, 1966
The Plague of the Zombies, 1966
Rasputin the Mad Monk, 1966
The Reptile, 1966
The Witches, 1966
One Million Years B.C., 1966
The Viking Queen, 1967
Frankenstein Created Woman, 1967
Quatermass and the Pit, 1967
The Vengeance of She, 1968
The Devil Rides Out, 1968
Prehistoric Women, 1968
Scars of Dracula, 1970
The Horror of Frankenstein, 1970
Blood from the Mummy’s Tomb, 1971
Straight on till Morning, 1972
Fear in the Night, 1972
Demons of the Mind, 1972
To the Devil a Daughter, 1976

Det er ikke så ofte, når jeg ser disse gamle horror-film, at jeg bliver rigtig grebet af historien. Som oftest er det underholdende kuriositeter, men for “Quatermass and the Pit” var det en anden sag. Her blev jeg fuldstændig optaget af historien uden at tænke over hverken tid eller sted.

Quatermass arbejder i British Experimental Rocket Group, da man i en udbygning af undergrundsbanen på Hobb Street finder skeletterne af nogle forhistoriske mennesker. Skeletterne ligger sammen med noget, der da det bliver gravet ud ligner en form for raketskib, hvorfor militæret bliver tilkaldt, og Quatermass får lov at følge med. Under udgravningen oplever Quatermass en meget ubehagelig hændelse sammen med oberst Breen, men hvor Quatermass ønsker at være forsigtig ud fra devisen, at de ikke ved, hvorfra raketten stammer, er oberst Breen overbevist om, at det er resterne af en tysk raket fra 2. verdenskrig. Og selvom de finder astropods inde i raketten med resterne af noget, der ligner insekter på størrelse med en stor hund, så holder Breen fast i sin overbevisning.

Mod Quatermass anbefaling, åbnes udgravningen op for pressen og nysgerrige borgere, men noget går helt galt, og pludselig er tilskuerne forvandlet til en blodtørstig pøbel, der overfalder alt og alle, mens alting kollapser omkring udgravningen.

Her er nogle efter min mening helt fantastiske scener, hvor genstande flyver gennem luften, øjensynligt pga. af fald i luftens atmosfære, og slutningen med pøblen, som går amok, er ligeledes eminent. De insektagtige skabninger er måske ikke så vellykkede, men forklaringen på dem er til gengæld tankevækkende, og jeg kom til at tænke på “2001: A Space Odyssey” af Stanley Kubrick, der kom året efter i 1968.

Quatermass spilles af Andrew Keir, som jeg synes var temmelig anonmy i “Blood from the Mummy’s Tomb“, men jeg må sige, at denne rolle fylder han anderledes godt ud. Han er overbevisende, og især mod slutningen hvor alle mister grebet om dem selv, fungerer han rigtig godt.

“Quatermass and the Pit” var den tredje serie om Quatermass lavet til BBC i 1950′erne. Serien bestod af i 6 afsnit, og den havde et noget større budget end de første to, som iøvrigt var store successer både på seer- og anmeldersiden. Rettighederne til at lave serien om til en biograffilm blev købt af Hammer Film, og manuskriptet blev skrevet af Nigel Kneale, der også stod bag tv-seriens manuskript. Instruktøren var Roy Ward Baker, som også står bag film som “Scars of Dracula” (1970) og “The Vault of Horror” (1973).

I USA udkom filmen iøvrigt med titlen “5 Million Years to Earth”.

Instruktør: Roy Ward Baker
Udgivelsesår: 1967

Læs mere på Wikipedia

The Ultimate Hammer Collection:

She, 1965
The Nanny, 1965
Dracula – Prince of Darkness, 1966
The Plague of the Zombies, 1966
Rasputin the Mad Monk, 1966
The Reptile, 1966
The Witches, 1966
One Million Years B.C., 1966
The Viking Queen, 1967
Frankenstein Created Woman, 1967
Quatermass and the Pit, 1967
The Vengeance of She, 1968
The Devil Rides Out, 1968
Prehistoric Women, 1968
Scars of Dracula, 1970
The Horror of Frankenstein, 1970
Blood from the Mummy’s Tomb, 1971
Straight on till Morning, 1972
Fear in the Night, 1972
Demons of the Mind, 1972
To the Devil a Daughter, 1976

Alfred Hitchcocks mesterværk fra 1960 bygger på en roman af Robert Bloch. Jeg har efterhånden set “Psycho” flere gange, og hver gang rammer den lige hårdt. Det er en fantastisk film, som stadig holder 50 år efter sin udgivelse.

Marion Crane arbejder på et ejendomskontor. Hun ser i hemmelighed Sam Loomis, men de kan ikke gifte sig pga. økonomiske fortrædeligheder. En fredag skal Marion køre i banken med en stor sum kontanter, men i stedet pakker hun en kuffert og kører mod Californien til Sam. Undervejs stopper hun, plaget af samvittighedskvaler, ved Bates Motel hvor hun møder den venlige unge mand, Norman. De taler, og hun ender med at beslutte sig for at køre tilbage med pengene. Men før hun kommer så langt, møder hun Normans mor…

I ekstra-materialerne på dvd’en er en 90 minutter lang dokumentarfilm, som tager os med bag scenen. Her er bl.a. interviews med manuskriptforfatteren Joseph Stefano, som var manden bag idéen om at myrde Marions rolle en tredjedel inde i filmen. Hitchcock var straks med på det og ønskede en stjerne i den rolle. Det blev Janet Leigh, som siden ofte blev spurgt om, hvordan hun havde det med at blive skåret så brat ud af filmen, men det anså hun overhovedet ikke som et problem. Hun var blot begejstret for at arbejde med Hitchcock, og sagde ja til rollen nærmest uden at have læst bogen, som Hitchcock sendte til hende med sin forespørgsel.

Janet Leigh fortæller videre, at hun under sit første møde med Hitchcock fik forklaret hans arbejdsmetode, som helt grundlæggende handlede om, at kameraet var enevældigt på settet. Når kameraet bevægede sig, skulle skuespilleren bevæge sig, og så var det op til hende at finde bevæggrunde i sin rolle til at underbygge dette. For nogen skuespillere, som havde arbejdet med Hitchcock, var dette en kæmpe begrænsning, men Leigh valgte at tage det som en udfordring, og havde kun positive ord til overs for sit samarbejde med “the master of suspense”.

Norman Bates, den anden hovedfigur, spilles af Anthony Perkins, som gør et fremragende job. I Robert Blochs roman var hans karakter beskrevet som en midaldrende, usympatisk, alkoholisk mand, men Joseph Stefano valgte at gøre rollen mere sårbar og sympatisk, for ikke at tabe publikum når Marions karakter forsvinder. Det  lykkes til fulde for Perkins at gøre Normans karakter så troværdig, at vi føler sympati med ham hele vejen igennem filmen.

I Christian Braad Thomsens biografi “Hitchcock – hans liv og film” fra 1990 skriver han om Normans forhold til sin mor: “Psycho har rødder tilbage til den række af Hitchcock-værker, der beskæftiger sig med det betændte forhold mellem mor og søn … Sønnernes livsmuligheder stækkes af moderskikkelser, hvis ekstreme besiddertrang er kamufleret som kærlighed, og det så raffineret, at sønnerne end ikke drømmer om at frigøre sig fra moderens fangarme, men nyder at lade sig besidde. Hun gør dem til fanger af deres oprindelige infantile kærlighedsbehov, som hun nu vender imod dem.”

Og om grunden til, at vi på trods af Normans grusomme gerninger i filmen, alligevel stadig har sympati for ham i slutningen, skriver han: “Når identificeringen med Norman holder, og vi til det sidste har dyb sympati med ham i stedet for at fordømme ham, skyldes det nok, at Normans grusomme handlinger jo egentlig udføres af hans mor, og at Norman til sidst på forunderligste vis frisættes og så at sige forsvinder ud af filmen, mens den person, der i hans skikkelse sidder tilbage i fængselscellen og skutter sig under uldtæppet, er hans mor. Sikkelsen har ganske vist Normans krop, men den har moderens bevidsthed og taler med hendes stemme. Moderen lægger på det voldsomste afstand til sin søn, sådan som Norman vel netop har oplevet hende gøre det fra det øjeblik, hun fandt sig en elsker.”

En af de ting, Hitchcock var meget optaget af i forbindelse med filmingen af “Psycho”, var at hemmeligholde plottet. Han ønskede ikke, at nogen skulle opdage, at Moder var død før i slutningen af filmen, så derfor satte han rygter i gang om castingen til rollen som Moder, og masser af agenter hoppede på limpinden. En anden detalje i forbindelse med hemmeligholdelsen var, at han ikke ønskede, at publikum skulle kunne gå ind i biografsalen, når filmen først var startet. Så opdagede de måske ikke, at Janet Leigh var blevet dræbt og undrede sig over hendes fravær hele filmen. Det lykkedes at få en aftale med biograferne om at lukke dørene i, når filmen begyndte, og filmselskabet benyttede denne gimmick som en del af markedsføringen af “Psycho” med stor succes.

Musikken til filmen blev lavet af Bernard Herrmann, som for at afspejle filmens sort/hvide skarphed valgte kun at bruge strenge-instrumenter. Ingen kan formentlig tænke på “Psycho” uden at huske brusebads-scenen, hvor Marion står ganske uvidende i brusebadet. Pludselig ser publikum døren ud til badeværelset gå op igennem bruserforhænget, hvorefter det flåes tilside, mens hidsige violiner hysterisk hviner gennem luften. En uforglemmelig scene både mht. lyd og billede. Klipningen er fantastisk, og netop denne scene har der gået rygter om, at Saul Brass skulle have instrueret. Det afvises dog fuldstændig af både Joseph Stefano og Janet Leigh, der fortæller, at Saul Brass kun lavede storyboardet til scenen ud fra Hitchcocks anvisninger.

Selvom “Psycho” blev en stor publikumssucces, fik den ikke overvældende gode anmeldelser, lige da den kom ud. Jospeh Stefano mener, at det måske hang sammen med, at anmelderne ikke fik lov at se den til en særforvisning kun for dem, som det ellers var kutyme. I stedet måtte de se den på åbningsdagen sammen med det almindelige publikum, og det brød de sig tilsyneladende ikke om. Ikke desto mindre blev “Psycho” nomineret til fire Oscars, bl.a. for Bedste Kvindelige Birolle og Bedste Instruktør.

En af de ting, der gør “Psycho” så uforglemmelig, er, at Hitchcock i høj grad lader publikum lave deres egen film. Han stiller præmisserne op, og så fortsætter billederne inde i vores hoveder. I brusebads-scenen vises f.eks. ikke en eneste gang, at kniven rammer Marion. Ikke desto mindre ser vi det ganske bestemt i vores indre biograf. Denne måde at bruge publikums egen forestillingsevne til at vise de mest skræmmende scener er måske Hitchcocks mest fantastiske evne.

I 1998 lavede Gus van Sant en genindspilning af “Psycho”, som på trods af at der var tale om et shot-by-shot remake, langt fra levede op til originalen. Her bliver det især tydeligt, hvor klogt et valg Hitchcock traf, da han besluttede at filme i sort/hvid, for i farver forsvinder meget af uhyggen. I det hele taget mangler genindspilningen den intense følelse, og skuespillerpræsentationerne halter også. Hvor man i originalens brusebads-scene klart fornemmer, at Janet Leigh er glad for at have truffet beslutningen om at aflevere pengene, og badet nærmest er en rituel renselse for skylden, ja så tager Anne Heche i genindspilningen bare et bad. Og hvor Anthony Perkins gav Norman en fantastisk akavet sårbarhed, så virker Vince Vaugh blot underlig. Så har du ikke set “Psycho” endnu, må du endelig ikke lade dig narre til at se 1998-udgaven fremfor Hitchcocks originale film fra 1960.

Instruktør: Alfred Hitchcock
Udgivelsesår: 1960

Udover denne trailer lavede Hitchcock også en mere humoristiske trailer.

Læs mere:

“Hitchcock – hans liv og film” af Christian Braad Thomsen (Gyldendal, 1990)

Besøg den danske Hitchcock-hjemmeside