august 2017
M T O T F L S
« jul    
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘2000-2009’

Red Eye

Red EyeFor flere år siden forulykkede et tog, hvor flere hundrede passagerer blev dræbt. Vognene blev restaureret og sat i drift igen, men nu er det togets sidste tur, før ruten nedlægges.

Ombord er togstewardessen Oh Mi-sun, som lige er startet – og faktisk har byttet sig til vagten, selvom det er hendes fødselsdag. Allerede kort efter togets afgang begynder hun at opleve sære ting. Hun ser mennesker og begivenheder, som udspillede sig på turen, hvor katastrofen skete, og det går langsomt op for hende, at tiden imellem de to begivenheder er smeltet sammen, og at toget nu er på vej til at gentage ulykken.

Jeg var ikke voldsomt imponeret af Red Eye, som dog teknisk set er ganske vellykket med flotte visuelle sekvenser, når spøgelsestoget og det nutidige tog smelter sammen. Til gengæld er plottet fuld af usandsynligt mange tilfældigheder, og personerne forbliver ret uinteressante. Der dør nogen undervejs, men det bliver aldrig rigtig interessant hvem og hvorfor.

Beyondhollywood.com skriver i deres anmeldelse: “As another entry into the ever-growing list of Asian horror films about vengeful female ghosts and a blank slate leading lady going through the motions of discovering the past so she can resolve the present and save the future (the basic template of many Asian ghost stories since “Ringu”), “Red Eye” is ultimately a middling effort. It’s not overly horrible, but it’s not really all that good, either. If you’ve never seen an Asian horror film in your life, or any of the recent spate of American remakes, then I suppose “Red Eye” may be worth the price of a video rental. Then again, considering the film’s overall pedestrian qualities, waiting for the free TV broadcast might be a better deal.”

Mens Korean Grindhouse opsummerer filmen således: “If nightmare-causing moments are what you’re after, most Korean fright flicks are bound to disappoint. Look at Redeye, Kim Dong-bin’s moody spookshow about a phantom train on which deceased passengers share berth-space with the living. It’s got plenty of horror movie mainstays: the rainstorm, flickering lights, fog, cobwebs, a random spider, a music box, and an affectless child who likes to draw in red. It’s also got some second-tier dependables like dirty mirrors, a late victim’s cell phone, a possessed wig, a camera that sees ghosts, and a pair of shiny scissors used repeatedly as a weapon. As a catalogue of creepiness, Redeye is respectable stuff. As a journey into your darkest fears, however, it’s more a conundrum. As the runaway train careens towards a terminal of the dead, the heroine (snack bar servant and daughter of the dead engineer) sleepwalks from one disaster to the next. Ghosts may come and go; she may scream and faint. But the dreamlike world isn’t terrifying so much as its surreal. That’s not a complaint. K-horror often feels like a strange, off-kilter parallel universe. Like many unconscious psychic trips, it’s filled with symbols and a cast of characters who rarely ask why anything is happening.”

Retfærdigvis skal den mere positive omtale fra Asian Cinema også nævnes: “It’s not terribly original, most of it we’ve seen before, but there’re enough cool little details and inventive moments to call this a success. The train setting alone is enough to make the film feel a little different and fresh. When the real world and the ghost world are brought together and the darkness starts to spread through the train, we get some very effective creepy moments. The shadows come alive, things are crawling around on the walls, and there’s the sound of crying. Like I said, it’s not new, but it works.”

Samme år udkom iøvrigt endnu en film med titlen Red Eye instrueret af Wes Craven. Denne foregår i et fly, men om der er nogen forbindelse imellem de to film, ved jeg desværre ikke.

Om Red Eye:

Instruktør: Dong-bin Kim
Udgivelsesår: 2005
Originaltitel: Redeu-ai

Shutter

ShutterDet er ikke hver dag, jeg støder på en thailandsk gyser, men jeg har fået en ny kollega med forkærlighed for Asien, så pludselig åbner helt nye film sig for mig. Shutter er en af dem.

Fotografen Tun og kæresten Jane kører en aften en ung kvinde ned. Da Jane vil stige ud af bilen, overtaler Tun hende til at køre videre. Den dårlige samvittighed plager dog Jane, som også begynder at opleve mærkelige ting. Men da hun undersøger aviserne for at finde frem til, hvem de kørte ned, står der intet!

Også Tun begynder at opleve uforklarlige hændelser. De billeder, han tager, bliver alle ødelagt af en sær skygge, og da hans bedste ven en dag dukker op helt ude af den og spørger efter BILLEDERNE for kort efter at begå selvmord, må Tun erkende overfor Jane, at han faktisk kendte pigen, de kørte ned. Det var hans tidligere kæreste, Natre.

Sammen prøver de nu at mane ånden til ro, men Tun har ikke fortalt Jane hele sandheden.

Shutter er fra 2004, dengang digitalkameraer endnu ikke var udbredte, og de sorthårede kvindelige spøgelser stadig kunne skræmme en vis legemesdel ud af bukserne på de fleste. I dag kan man ikke lave samme historie over et foto, men jeg må sige, at i enkelte sekvenser kunne Natre stadig stoppe mit åndedræt. For mig er det altså bare dybt skræmmende, når personerne ligger i sengen og kigger mod fodenden, hvor tæppet langsomt trækkes ned – og man ved bare, at når kameravinklen skifter, så ser man et sorthåret spøgelse – og alligevel så gipper det i mig hver gang. Ligeledes fik en scene på en brandstige også fik mit hjerte til at slå lidt hurtigere.

Det er første gang, jeg ser en asiasisk gyser med en mandlig hovedperson, og her er Ananda Everingham overbevisende som Tun. Som regel er hovedpersonen en uskyldig ung kvinde, men Tun er både mand og knap så uskyldig i og med han overtaler Jane til at køre bort fra ulykkesstedet uden at hjælpe deres offer. Senere opfører han sig som om intet er hændt, så selvom han virker som en god fyr, er man alligevel lidt i tvivl. Det er godt spillet.

Historien virker ind i mellem lidt usammenhængende på mig, men med den velspillende Ananda og et par gode gys undervejs så ender Shutter alligevel med at være en ganske underholdende affære. Især da slutningen er ganske grum.

Erik Miller på Classic-horror.com er mere positiv og skriver: “While it inevitably has a few minor flaws (even though spirit photography is used as the springboard for the story, not much is done with the concept, for instance), Shutter, nevertheless, is a chilling and spooky ghost story that is presented very well.  It has an intriguing idea, a very good cast, and two directors who pull no punches.  This film is, as has been noted, one of the best films in the recent flowering of Asian horror cinema, and it is a harrowing and disturbing experience.  It makes one wish that these films would stop having bland American remakes (the US Shutter pales in comparison), and instead be given greater distribution in American theaters.”

Shutter er blevet genindspillet i 2008 som Shutter med Masayuki Ochiai i instruktørstolen.

Om filmen:

Udgivelsesår: 2004
Instruktør: Banjong Pisanthanakun og Parkpoom Wongpoom

Splice

SpliceGuillermo del Toro er executive producer på denne scifi-thriller om gensplejsningens muligheder og fælder.

Clive Nicoli og Elsa Kast er forskere hos Newstead Farmaci, hvor de forsker i gensplejsning af forskellige dyr med den hensigt at finde medicinske fordele for menneskeheden. Det er lykkes dem at skabe to hybrider, Ginger og Fred, men efter et uheld under en pressekonference beslutter ledelsen sig for at lukke eksperimentet.

Clive og Elsa fortsætter dog i hemmelighed, og det lykkes dem at kombinere hybriden med menneskelig DNA. Eksperimentet går dog for vidt for Clive, da deres eksperiment udvikler sig til en intelligent skabning, men Elsa knytter sig tæt til Dren. Det viser sig naturligvis, at det ikke er uden konsekvenser at skabe en ny, intelligent race – og slet ikke når den også indeholder DNA fra stort set alle levende væsener.

Jeg må nok erkende, at jeg blev lidt skuffet over Splice, som ikke helt er hverken fugl eller fisk. Filmen har flotte CGI-effekter, og med Adrian Brody og Sarah Polley i hovedrollerne er skuespillet sådan set også ok. Men handlingen overrasker stort set ikke, og de steder, hvor man kunne have forsøgt at grave dybere (som fx Elsas problematiske barndom og dennes konsekvenser eller prøve at se verden fra Drens øjne) nøjes man med at skøjte hen over overfladen.

Splice ender dermed som et ret forudsigeligt indlæg i debatten om gensplejsning forklædt som underholdning, og jeg vil langt hellere anbefale Vincenzo Natalis fantastiske film Cube fra 1997.

Om Splice:

Instruktør: Vincenzo Natali
Udgivelsesår: 2009

Ånden i cirklen af E. E. Richardson

Ånden i cirklenJustin og Joys farfar er meget interesseret i det okkulte, og en dag mens farfaren er ude at rejse, sniger Justin sig dog ind og “låner” en bog med besværgelser. Sammen med lillesøsteren Joy og vennen Trevor planlægger Justin at påkalde en ånd for at drille skolekammeraten Daniel Eilersen, der slet ikke tror på den slags. Det gør Justin egentlig heller ikke, men ikke desto mindre lykkes det for dem at få kontakt med en ånd, og desværre er det en meget stærk ånd, der ikke har tænkt sig at adlyde Justins kommandoer. Det lykkes for den at bryde cirklens magt og slippe fri, og nu er det op til de fire unge at sende ånden tilbage, inden den slår dem alle ihjel.

E. E. Richardson debuterede med The Devil’s Footstep i 2005. Jeg faldt tilfældig over Ånden i cirklen, da jeg havde en stille vagt i børnebiblioteket, hvor jeg ellers sjældent befinder mig. Således er det også afsløret, at her er tale om en ungdomsbog, og starten er da også lige på og rå uden særlig introduktion til de lidt skabelon-agtige karakterer. Plottet er heller ikke særligt overraskende for den voksne læser, som formentlig ikke vil være det mindste i tvivl om, hvem ånden i sidste ende besætter.

Der hvor historien lykkes bedst, er i beskrivelserne af konfrontationerne med ånden. Her lykkes det flere gange for E. E. Richardson at skabe en troværdig og uhyggelig stemning, som i hvert fald virkede på mig.

“Joy kiggede op – og himlen var levende. Mørke skyer sejlede hen over den ligesom røg fra en voldsom ildebrand, men det var ikke aske eller støv, hun så. Skyerne bestod af noget levende, noget stimlende og strømmende, en mængde vingede væsner, der flagrede ned fra himlen og styrede lige mod dem. Flagermus? råbte Justin uforstående og beskyttede øjnene. Fugle, sagde Eilersen, og det burde i sig selv have været fuldstændigt latterligt, harmløst, men ikke så mange fugle, der dykkede hen mod dem med dén fart og dét formål. De væltede ned fra træerne og hen over hustagene: spurve og krage og måger og duer og andre fugle, som Joy ikke kendte, samlede sig i en unaturlig stor monstersværm. For det var en sværm, ikke bare en almindelig flok. Og fuglene bevægede sig ikke ligesom fugle; de formørkede himlen som en af Egyptens ti plager, klar til at hærge landskabet og forvandle grønne marker til ørken. Joy så allerede de blafrende vinger for sig, hun så, hvordan små stikkende øjne stirrede på dem fra alle sider, og hvordan næb og kløer flænsede og flåede… “

Trods disse glimt af rigtig horror så lykkes Ånden i cirklen aldrig at blive rigtig interessant for den voksne læser. Dog er jeg overbevist om, at E. E. Richardson rammer sin målgruppe perfekt, og som ungdomsgyser er bogen godkendt, omend jeg har læst bedre.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2007
Originaltitel: The Summoning
Omslag: www.25design.co.uk

 

Udgivelser af E. E. Richardson:

Djævelens fodspor, 2007 (The Devil’s Footsteps, 2005)
Fanget, 2006 (The Intruders, 2006)
Devil for Sale (2007)
Ånden i cirklen, 2007 (The Summoning, 2007)
Et djævelsk håndslag, 2009 (The Soul Trade, 2008)
Gravens gru, 2008 (Grave Dirt, 2008)
Black Bones (2010)

The Hole

The HoleFire unge skoleelever har været forsvundet i næsten to uger, og ingen aner, hvad der er sket med dem. Pludselig dukker pigen Liz op, udsultet og fuldstændig traumatiseret. Det lykkes for psykiateren Philippa Horwood at opnå kontakt med Liz og få hende til at fortælle, hvad der er sket.

Liz fortæller en grusom historie, hvor de fire er blevet lukket ned i en gammel bunker af skolekammeraten Martin. Meningen var, at de skulle være der i tre dage for at undgå en skoleudflugt, men Martin kom aldrig tilbage for at lukke dem ud igen.

Herefter skifter fokus fra Liz fortælling. Politiet får fat i Martin, som fortæller en helt anden historie, og i glimt vender Liz’ hukommelse tilbage og giver flere brikker til puslespillet om, hvad der virkeligt skete i hullet.

The Hole har helt sikkert sine øjeblikke. Thora Birch, der spiller Liz, har bl.a. brillieret som utilpasset teenager i Ghost World og American Beauty, og hun formår også her at spille både cool og fuldstændig ude af den.

Instruktør Nick Hamm fortæller historien ved at stykke erindringsbilleder sammen med politiets arbejde og Liz’ forklaring til dr. Horwood. Det virker fint et langt stykke hen ad vejen, og skaber muligheder for flere synsvinkler på begivenhederne så publikum holdes i spænding.

Når jeg alligevel ikke falder helt på halen over The Hole, så er det fordi, slutningen bliver lidt for påtaget. Det er simpelthen for utroværdigt, at politiet er så nemme at narre. Men helt op til de sidste minutter følte jeg mig ok underholdt, og jeg har bestemt fået lyst til at læse Guy Burts bogforlæg.

Om The Hole:

Instruktør: Nick Hamm
Udgivelsesår: 2001
Bygger på roman af Guy Burt

The Man in the Picture af Susan Hill

The Man in the Picture af Susan HillEfter skuffelsen over The Mist in the Mirror var jeg lidt spændt på, om The Man in the Picture også ville skuffe. Men heldigvis er Susan Hill her tilbage i klassisk god stil med en victoriansk spøgelseshistorie, præcis som den skal være.

Oliver besøger sin gamle mentor, Theo Parmitter, i Cambridge, hvor Parmitter fortæller ham en gådefuld historie om et maleri, han længe har haft i sin vartægt. Billedet, som forestiller et venetiansk karneval, kom i Parmitters hænder under en kunstauktion. Egentlig var det slet ikke hans normale stil, men maleriet kaldte på ham, så da han efterfølgende blev tilbudt at sælge det videre (og blot skulle nævne en pris), siger han klart nej.

Der er dog noget ualmindeligt ved maleriet, som er malet sidst i 1700-tallet, men som alligevel indeholder meget vellignende ansigter på nutidige personer. Og efterhånden som Parmitter fortæller Oliver hele historien om maleriet, går det op for ham, at billedet gemmer på en tragedie.

Susan Hill skaber en klassisk gotisk atmosfære i fortællingen, og hvor jeg ikke syntes, at historien helt hang sammen i The Mist in the Mirror, så fungerer plottet fint her i The Man in the Picture. En dejlig, velskruet og underholdende historie, der passer perfekt til en mørk og stormfuld aften.

Om The Man in the Picture:

Udgivelsesår: 2007
Forlag: Profile, 145 sider

Dæmonen i hælene af Dennis Jürgensen

Dæmonen i hælene af Dennis JürgensenDet er stort set altid en fornøjelse at læse Dennis Jürgensen, og Dæmonen i hælene er ingen undtagelse.

I køen i Netto mærker Rune pludselig, at nogen stirrer ondt på ham. Ikke bare ondt som “du har taget min plads i køen”-ondt, men hadefuldt som “jeg ønsker du skal dø”-ondt. Kort efter finder han en forladt mobiltelefon, som en teenager tilsyneladende har glemt. Da den ringer op, er det en ung pige, som råber på hjælp. Rune tror, at det er en joke, men pigen ved en masse ting om ham, som ingen andre ved, og det ender med, at han tror på Sandra, som hun hedder.

Sandra er blevet taget af de grå mænd. Hun befinder sig et mørkt sted, og nu vil hun have Rune til at hjælpe hende. De grå mænd går rundt blandt os og “kidnapper” enkeltpersoner, hvorefter personerne ophører med at eksistere! Ingen husker at de har været til – pånær Rune.

Rune forsøger på flere måder at hjælpe Sandra. Først ved at gå til politiet, siden ved bl.a. at søge hjælp hos en computerkyndig kammerat, men intet hjælper tilsyneladende. Og så må Rune tage sagen i egen hånd.

Som altid blev jeg lynhurtigt fanget ind i Jürgensens univers. Uanset om det handler om børn, eller som her i Dæmonen i hælene en voksen hovedperson, så fortæller Jürgensen flydende og effektivt. Her er Rune fanget i en mareridtsagtig verden, hvor alle han kender forsvinder, og han bliver mere og mere i tvivl om, hvorvidt det virkelig sker, eller om det hele blot foregår i hans hoved.

Plottet er måske nok set før, f.eks. i Jack Finneys roman fra 1955, hvor aliens overtager menneskenes kroppe og langsomt udsletter menneskeheden. Men jeg synes stadigvæk, at Dennis Jürgensen sætter sit eget præg på historien, som efter min mening er velskrevet og underholdende for både unge og voksne.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2007
Omslag: Leif Rosby

Andre bøger af Dennis Jürgensen:

Tunnelmanden (2010)
Dødens mange facetter (2009)
Dæmonen i hælene (2007)
Kadavarjagt (2006)
Uhyret i brønden (1998)
Måske (1994)
Monsteret i kælderen (1993)
Tingen i cellen (1992)
Kadavermarch (1991)
Grønne øjne (1985)

Besøg Dennis-klubben

Kat

KatDa Steen Langstrup i 1995 skrev romanen “Kat“, tror jeg ikke, at han havde regnet med, at den ville blive filmatiseret af Martin Schmidt 6 år senere. Jeg ved, at han efterfølgende har udtalt, at filmen ikke helt levede op til hans forventninger, og nu hvor jeg langt om længe har fået set den, må jeg indrømme, at det forstår jeg godt.

Martin Schmidt debuterede samme år som Langstrup med “Sidste time“, som var en stor biografsucces, og som jeg personligt var rigtig begejstret for. Året efter kom han med “Mørkeleg“, som klarede sig lidt dårligere i biograferne, men stadig var en ganske ok film. Der var derfor god grund til at tro, at Schmidt kunne tage Langstrups roman og transformere den om til endnu et hit. Men det kan man ikke siges lykkedes.

Maria (Liv Corfixen) deler lejlighed med Isabella (Charlotte Munck). De bor i samme opgang som Isabellas bedsteforældre, som går meget op i det okkulte. En fredag afholder de en seance, der går helt galt. Noget slipper igennem til vores verden, og da Maria næste morgen vil nusse sin kat, føler hun at noget er forkert.

Og hun har ret. Da to mennesker myrdes på bestialsk vis, mens Maria er ude at spise med kæresten Henrik (Martin Brygmann), får hun nogle mystiske syn. Og da myrderierne fortsætter, bliver hun sikker på, at katten på en eller anden måde er involveret. Men et besøg hos dyrlægen får ikke den afslutning, som hun havde regnet med.

Filmens manuskript er skrevet af Marie Trolle Larsen, og den er frit efter Langstrups roman. At den ikke følger romanens plot, behøver ikke at være dårligt, men jeg må indrømme, at jeg synes, Trolle Larsens historie er langt mindre interessant. Dels er Maria utrolig naiv, og hendes forhold til Henrik er så tåkrummende pinligt, at det er svært at tro på, at nogen kan være så lidt i kontakt med hinanden efter tre år. Dels bliver katten aldrig rigtig uhyggelig, og dermed ryger meget af plottets troværdighed. Endelig er de fleste af dialogerne mildest talt ringe, og måden betjenten Hald (Søren Pilmark) får koblet Maria sammen med mordene er heller ikke just overbevisende.

Jeg må også indrømme, at jeg blev temmelig skuffet over Martins Schmidts instruktion. I både “Sidste time” og “Mørkeleg” viste han, at han kan bruge genrens elementer effektivt, men her i “Kat” føles det, som om han tager samtlige klichéer og kaster dem i nakken på hinanden. Filmen når ikke at starte, før vi skal forskrækkes over et par fødder i mørket. Der bruges konstant skæve kameravinkler og unaturlige farvenuancer, og hvor begge dele kan være utroligt effektive, når de bruges korrekt, så bliver denne overdrevne brug bare irriterende.

Endelig var jeg heller ikke imponeret over skuespillet, men det har sikkert også været svært at få særlig meget liv ud af de meget lidt mindeværdige replikker.

Slutningen (som følger Langstrups) er dog lige i øjet, selvom den virker lidt påklistret og ikke rigtig hænger sammen med resten af historien. Så rigtig ærgerligt at det ikke lykkedes bedre.

Om Kat:

Instruktion: Martin Schmidt
Udgivelsesår: 2001

Nightmare

NightmareEn gruppe studiekammerater hænger altid ud sammen, men en begivenhed gør, at gruppen lidt efter lidt mister kontakten med hinanden og begynder hvert sit liv.

Nogle år senere opsøges Hye-jin af Sun-ae, som har boet i USA det sidste år. Sun-ae virker skræmt og er overbevist om, at deres veninde Kyung-ah forfølger hende og ønsker at slå hende ihjel. Besøget fra Hye-jin til at tænke tilbage på begivenhederne dengang, og hvad der egentlig skete.

Nightmare er en ganske underholdende koreansk gyser, der i sit set-up minder meget om amerikanske teenage-gys som f.eks. I know what you did last summer.  Instruktør Byeong-ki Ahn forfalder dog ikke til de amerikanske films overdrevne brug af blodige voldsscener for at skabe atomosfære. I stedet er det det klassiske asiatiske spøgelse, den langhårede sorthårede skikkelse, der pludselig dukker, der serverer filmen mest vellykkede gys – og det lykkes faktisk ganske ofte at give tilskuerne et mindre chok.

Historien starter i nutiden, hvorefter den springer tilbage til den dag, Hye-jin møder Kyung-ah, for så at slutte i nutiden igen. Byeong-ki Ahn er som sagt dygtig til at skabe en paranoid stemning i Nightmare, men jeg er dog ikke lige imponeret over alle skuespillerne. De 7 studerende er lige karikerede nok, og det kan være svært at forstå, hvad der holder dem sammen som gruppe, før de får en hemmelighed at beskytte. Det ødelægger dog ikke den overordnede oplevelse af en ganske underholdende gyser med enkelte rigtigt vellykkede scener.

Byeong-ki Ahn står også bag filmen Phone fra 2002.

Om Nightmare:

Instruktør: Byeong-ki Ahn
Udgivelsesår: 2000
Originaltitel: Gawi

Case 39

Case 39Man kan ikke påstå, at jeg er stor Renée Zellweger fan, så at hun har hovedrollen i Case 39, virkede snarere afskrækkende end tiltalende på mig. Men jeg må faktisk indrømme, at hun gør det ualmindelig godt i Case 39, en intens psykologisk thriller, der langsomt udvikler sig til et sandt mareridt.

Emily er socialrådgiver og arbejder med mishandlede børn. Hun tager ud til familierne og forsøger at hjælpe dem, men hvis forældrene ikke samarbejder, tvangsfjerner hun børnene. En dag havner sagen om pigen Lily på Emilys bord. Lily har tidligere fået gode karakterer i skolen og været en sød, almindelig pige, men pludselig rasler karaktererne ned, og Lily falder hele tiden i søvn i timerne.

Da Emily besøger familien, får hun straks en fornemmelse af, at noget er helt galt. Begge forældre virker, som om de hader Lily, men uden beviser kan hun ikke gøre noget. I stedet giver hun Emily sit private telefonnummer og beder hende ringe, hvis hun bliver bange. Og en nat ringer Lily. Hun er overbevist om, at forældrene vil slå hende ihjel.

Den første del af Case 39 er en ren socialrealistisk thriller om børnemishandling, menneskelig ondskab og Emilys kamp for at redde den lille pige. Men så skifter filmen gradvist karakter, og noget uforklarligt begynder at spille ind. Emily fanges i en cirkel af frygt, hvor hun dels frygter at have mistet forstanden, og dels frygter at hun ikke har.

Jeg blev meget positivt overrasket over Case 39, hvor den anden hovedrolle spilles af Jodelle Ferland, som bl.a. også kendes fra Silent Hill. Stemningen i filmen er ond og intens, og Zellweger er faktisk glimrende i rollen som socialrådgiveren, der langsomt mister grebet undervejs i historien. At hun kan spille sødmefyldt og venlig, er nok ingen overraskelse, men at hun også formår at vise en kvinde på kanten af sammenbrud, blev jeg imponeret over.

Ian McShane, som spiller Emilys politi-ven, udtaler i ekstra-materialerne, at Case 39 er en blanding af Bad Seed og Exorcisten, og det er egentlig en meget præcis sammenligning. Under alle omstændigheder følte jeg mig vældig godt underholdt undervejs, og vil måske overveje at se flere film med Renée Zellweger – hvis hun altså vælger nogle ordentlige roller.

Instruktør Christian Alvart har bl.a. også instrueret Pandorum.

Om filmen:

Instruktør: Christian Alvart
Udgivelsesår: 2009

Læs også Janus’ omtale på Horrorsiden.dk