januar 2020
M Ti O To F L S
« dec    

Indlæg tagget med ‘2000-2009’

Horror: A Tematic History in Fiction and Film af Darryl Jones

Horror: A Tematic History in Fiction and Film

Da Darryl Jones var 12 år fik familien sin første videoafspiller. Da hans mor var vild med gyserfilm, og hun ikke brød sig om at se dem alene, blev det et kært tidsfordriv for de to. Blandt filmene de så sammen var The Exorcist, Halloween, The Hills Have Eyes, The Texas Chain Saw Massacre og Zombie Flesh Eaters. I forordet til Horror: A Tematic History in Fiction and Film fortæller Jones, hvordan mange af disse film senere blev forbudt i henhold til ‘Video Recordings Act of 1984’. En form for censur han betegner således:

“… Given this history of unexamined prejudices and contradictions, the conclusion that suggests itself to me here is that the impulse to ban films such as “The Exorcist” was ultimately not predicated on moral or ideological grounds, since these grounds did not exist; rather, these films were banned for aesthetic reasons. That is, political decisions were made on matters of taste, based on conservative aesthetic belief that it is the function and purpose of art to reinforce and reassure, to comfort and to confirm what we already know, rather than to question our assumptions, to shock, to confront, or to overturn.”

I de efterfølgende 8 kapitler ser Jones nærmere på temaer gennem horrorens historie fra Horace Walpoles The Castle of Otranto (1765) og Mathew Lewis The Monk (1796) op til årtusindskiftet, og eksemplificerer dem gennem film og bøger.

Hating others: Religion, nationhood and identity
I kapitel et ser Jones nærmere på hadet mod ‘de andre’. Kapitlet starter med det gotiske, hvor briterne ser resten af Europa som de andre: “… Thus, by imaging forth the European Other as Catholic, supserstitious, barbarous, irrational, chaotic, rooted in the past, the Gothic novel allowed a British audience conversely to identify itself as Protestant, rational, ordered, stable, and modern: Continentel Europe is the domain of fantastic unreality, whereas England is rooted in contemporary realism.”

Og ender med kannibalisme – at spise de andre: “…It is Italian cinema, however, which has provided the most complete vision of man-as-meat, with a series of notorious, long-banned cannibal movies made during the 1970s and 1980s, a list which includes “Cannibal Holocaust”, “Cannibal Ferox”, “Eaten Alive”, “Prisoner of the Cannibal God”, “Deep River Savages”, and a number of others. Together, these constitute the most extreme body of work in Cinematic history, if not in aesthetic history tout court, offering a grim, relentlessly repellent vision of the human body and of human culture. Though the films differ from one another in detail and intensity … they all follow what is essentially the same plot. In these films, a group of modern, Western adventures, scientists, or film-makers, travels up the Amazon, encountering first nature in the raw, and then a tribe of Amerindian cannibals, invariably described as belonging to a culture fundamentally of the Stone or Iron Age. That is to say, the cannibals are figured as less evolved than their Western counterparts, and the films’ dietary logic follows itself a kind of Darwinian principle, moving ‘up the ladder’ from depictions of animals eating each other, to animals eating humans (or anyway attacking or killing them), to humans eating animals (real footage of the killing and eating of live animals is a regular feature in these films), to Amerindians eating each other, and culminating in scenes of the cannibals eating the Westerners. Like Montaigne’s essay, however, the films do attempt some degree of relativism: the Westerners are usually untrustworthy types – capitalist out to secure uranium (“Prisoners of the Cannibal God”), exploitative film-makers (“Cannibal Holocaust”), drug-dealers on the run (“Cannibal Ferox”), Jim Jones-type cultists (“Eaten Alive”) – who do great damage to the Amazonian communities the effectively invade, leading to an anthropophagous revenge. Typically, the films close by asking who the ‘real savages’ were.”

Mad science: Frankenstein and his monsters
I kapitel to, som undersøger Mad Science, ser Jones nærmere på Mary Shelleys Frankenstein, The Fly (både 1958 og 1986 udgaven) og en lang række fortællinger om videnskaben i horror.

“…The 20. century, in particular, provided ample reasons to fear science. The early century saw what the popular imagination understood as the ‘dethroning’ of humanity from the centre of creation as a consequence of Darwinist evolutionary theory, and many early horror movies reflects this…” “… this notion of playing God as the major transgression of scientists has become a central concern in cinematic mad science.”

”…We should not, however, assume that all horror-movie science is necessarily mad science. Horror can result from fundamentally benign scientific endeavour which goes awry. This is the basic position of André Delambre and of Seth Brundle in both versions of “The Fly”, working on a matter-transfer device, who accidentally fuse their own genes whit those of a fly.”

”… Or, horror can be the result of the unexpected consequences of technological advancement, inn technophobic narratives in which science itself is seen as the treat, rather than the workings of individual scientists. Earlier technophobic films most commonly figured the treat in the form of transfiguring radiation, a common trope of 1950s’ horror, overshrouded as it was by cold war terrors and particularly fears of nuclear annihilation.”

”… Horror can also result from the total severing of scientific concerns from ethical conerns in a grotesque version of ’disinterested’ scientific pursuit, ’for its own sake’, without concern for the consequences. This is probably the most influential type of horror-science, as practiced by the paradigmatic trio of mad scientist, Doctors Frankenstein, Jekyll and Moreau, though all three of their original novels at least gesture towards the idea that their scientific advances are made in some way for the betterment of humanity….Finally, at the extreme end of our spectrum, there are scientists whose aims are explicitly evil … and this is not to mention the host of mad scientists bent more generally on world domination.”

Vampires: Children of the night
Kapitel tre omhandler vampyren.

“…part of the very appeal of the vampire is its symbolic flexibility and applicability: vampires have been made to mean many things. Thus we have, for example, the vampire as a symbol for pestilence, disease, or invasion; in an often related way we have the vampire as symbol for colonialism or nationalism (vampires and nationalists share the same language, the rhetoric of ‘blood and soil’); we have vampirism as a metaphor for gender-relations or sexuality, for sexual repression, perversion, or dissidence – hence the frequent Freudian readings of vampirism, and we have the vampire as a symbol of class-relations, as the embodiment of aristocracy, or as a metaphor for the ‘bloodsucking’ process of capitalism – and more generally, as above, for any exploitative human relationship.”

“…The most important thing to say about the development of vampirology across these centuries was that there was a profound shift in forms of representation between the Enlightenment and the publication of “Dracula” in 1897, a shift which, broadly speaking, saw the vampire move from a creature of folklore to one of literature. In doing so, it also partook of a considerable upward social mobility, from peasant to aristocrat (there’s also a concomitant geographical mobility – literary vampires have a fondness for the Grand Tour: class an mobility become important when the vampire is deployed metaphorically in narratives of invasion – peasants are simply not mobile enough to represent such fears), and importently in doing so, became sexualized.”

Monsters from the id: Horror, madness and the mind
I fjerde kapitel ser Jones på monstret indefra. Det 19. århundrede var fyldt med dobbeltgængermotivet, spejlbilledet og Den Anden som også er én selv, og hvor  mødet med den dobbelte varsler døden. Tæt forbundet med dette er frygten for portrættet eller spejlet som en refleksion af det korrupte og onde selv. Jones kommer bl.a. omkring Dr. Jekyll & Mr. Hyde og Stephen Kings Mørkets halvdel.

Og fortsætter med slasherfilmene: “…Under the slasher’s mask there may be no face at all, for the killer may have no identity other than as an embodiment of unmotivated destructiveness. This is certainly the premise behind Ellis’s ‘American Psycho’, where Bateman is perpetually being mistaken for any number of his Wall Street colleagues, all of whom are indistinguishable from each other… Linked to these issues and problems of identity are problems of identification… for examble, the slasher’s heavy use of subjective camerawork, which theoretically at least invites viewer-identification with the killer himself.”

Forbidden knowledge: Textuality, metafiction and books
Kapitel fem handler om forbudt viden, som bl.a. ser nærmere på både Edgar Allan Poe og H. P. Lovecraft, men også drager nutidens mockumentar ind med The Blair Witch Project (1999)

“…What ‘Blair Witch’ really capitalized on was its audience’s collective desire to believe in the reality of what they saw… Rather, what the audience was responding to was a series of cinematic cues and devices which traditionally signify ‘reality’: shooting on video rather than film, blurry, jerky, ‘hand-held’ camera-work; the lack of a ‘classic’ three-act cinematic structure; the presence of amateur of semiprofessional actors. The documentary style of ‘Blair Witch’ serves, indeed, to draw attention to its own fictionality and artfulness in ways in which the ‘neutral’ style of classic American Cinema, though ostensibly more formalized, does not. This it does both stylistically and by self-consciously foregrounding a number of generic conventions. First, ‘Blair Witch’ is in essence an updating of one of the oldest of all Gothic devices – her the found manuscript of ‘The Castle of Otranto’ is technologically updated as the found videotape…Second, ‘Blair Witch’ is generically a work of regional Gothic (another city slicker narrative of urban folks in trouble in the country), and thus it opens with a series of mock-interviews with locals, who tell of local legends and atrocities…The ‘official’ documentary which Heather, Josh and Mike set out to mak, shot in black and white and on film, is inter-cut with the footage of the making of the movie, on video. In this, ‘Blair Witch’s unacknowledged source is a far more notorious quasi-snuff-movie, Deodato’s ‘Cannibal Holocaust’. Like the film-makers in ‘Cannibal Holocaust’, Josh, Heather and Mike perpetually film each other, and film each other filming, consistently foregrounding what the, and the film, are setting out to do.”

Them!: Narratives of pestilence and invasion
Kapitel seks har ‘de andre’ i fokus. Kapitlet indledes med et citat af John Carpenter, som teoriserer over, at alle horror-fortællinger fundementalt kan kategoriseres som enten left-wing eller right-wing horror.

“… In left-wing horror narratives, the source of the threat is within. That is, it posits an internal agency of horror: that which we have to fear is located within ourselves, in the human mind and its potential for creation or destruction, and in the human body  and its potential for metamorphosis or mutilation. ‘Frankenstein’ might be the archetype for this kind of horror. Conversely, in right-wing horror, the threat comes from without, something other, alien and external to humanity, which is coming to get ‘us’ remorselessly, and against which we must guard if we can. The archetype for this kind for horror would then be ‘Dracula’.”

Som Jones fortsætter med at sige, er denne opdeling af genren meget grov, men ikke desto mindre kan den sagtens bruges om en stor del af genren. Kapitlet handler bl.a. om H.G. Wells The War of the Worlds, James Herberts The Rats, John Wyndham Gøgene i Gorby og George A. Romeros zombi-film.

“… From the beginning, zombification had provided a ready political metaphor due to its connections with Haitian voodoo, and thus with colonialism and particularly slavery … In ‘Night of the living dead’ and its two equally impressive sequels, ‘Dawn of the dead’ and ‘Day of the dead’, Romero develops on the ‘The Plague of the Zombies’s’ vision of the walking dead as corpses in various stages of decomposition, dispenses with voodoo in favour of a mad-scientific cause of zombification, and adds cannibalism and a wholly new apocalyptic political element.”

Transformations: Body horror
Syvende kapitel omhandler transformationen og krops-horror, og her ser Jones nærmere på både The Wolf Man, Cat People, The Thing og ikke  mindst David Cronenberg og Clive Barker.

“…Clive Barker, a prolific and distinguished contributor to modern horror across a number of media, who also came to prominence in the 1980’s, shares this vision of the body as the true site of horror, in its tranformation, and pain, but also its beauty, for Barker’s characters achieve what he clearly sees as a kind of transcendence, an escape from selfhood, through their pain: ‘for some of us,’ Barker has written, ‘monsters are welcome opportunities to be different, to act in anti-normal ways, hideous and beautiful at the same time.’ Thus, Barker’s work is full of hideous/beautiful monsters, grotesque arrangements of flesh presented as aesthetic artefacts.”

Hail Satan!: Diabolism, the occult and demonic possession
Ottende og sidste kapitel går ind i det dæmoniske gys. Jones er klar over, at emnet er overvældende og gør fra starten af klart, at han kun kommer ind på selektivt udvalgte værker herunder naturligvis både Rosemarys Baby, Exorcisten og The Omen.

Darryl Jones bog er en letforståelig og grundig indføring i horrorens historie. Han kommer vidt omkring, men formår samtidig at holde fokus på emnet, således at Horror: A Tematic History in Fiction and Film bliver en vellykket og interessant udgivelse for horror-entusiaster.


Introduction: Ban this sick filth!
1. Hating others: Religion, nationhood and identity
2. Mad science: Frankenstein and his monsters
3. Vampires: Children of the night
4. Monsters from the id: Horror, madness and the mind
5. Forbidden knowledge: Textuality, metafiction and books
6. Them!: Narratives of pestilence and invasion
7. Transformations: Body horror
8. Hail Satan!: Diabolism, the occult and demonic possession

Om Horror: A Tematic History in Fiction and Film:

Udgivelsesår: 2002
Forlag: Arnold Publishers, 224 sider

Don’t Look Up

Don't Look UpIfølge en gammel legende tegnede en sigøjnerkvinde i middelalderen en pagt med Beng (djævelen), som gav hende en magtfuld mand mod at Beng fik hendes første barn. Men barnet – pigen Matya – blev dræbt af landsbyboerne. I 1928 besluttede den ungarske instruktør Bela Olt så at filme historie om Matya med den ledende sigøjnerskuespillerinde Lila Kis i hovedrollen. Men filmen var forfulgt af uheld, og før den blev færdig, forsvandt instruktøren, og tilbage blev kun enkelte stillbilleder fra filmen.

I nutiden er instruktøren Marcus Reed dybt fascineret af historien om Matya. Han har visioner om historien og Bela Olts film, og sammen med produceren Josh Petri drager han til Rumæninen for at genindspille filmen på Olts location. Der går dog ikke længe, før filmen rammes af uheld, og Marcus’ hallucinationer tager til.

Eli Roth har en cameo i Don’t look up som Bela Olt, og i ekstra-materialerne roser han i høje vendinger Fruit Chan.

Hiroshi Takahashi, som har skrevet manuskriptet til denne genindspilning af Hideo Nakatas film Joyû-rei fra 1996, skrev også manuskriptet til Ringu. Jeg har ikke set Joyû-rei, så jeg ved ikke, hvor tæt den ligger herpå, men kinesiske Fruit Chan kender jeg fra Dumplings-segmentet fra Three Extremes.

Et langt stykke hen ad vejen synes jeg vældig godt om Don’t look up, som indeholder masser af underspillet uhygge og ikke forfalder til at vise “lynlåsen” med det samme. Chan bruger både skæve kameravinkler og farvesætningen som gode medspillere i historien, og flere af de mindre roller er udfyldt på fornem vis. F.eks. er jeg vild med Lothaire Bluteau, som spiller sigøjneren Grigore. Han har en ustyrlig morsom dialog, hvor han beskriver forskellen på sig selv og Frankensteins hjælper Igor, men er i det hele taget overbevisende. Også Henry Thomas, som spiller den emsige producer Josh, der vil gøre alt for at få filmen færdig, er yderst velspillende.

Desværre er Reshad Strik ikke særligt overbevisende i hovedrollen som Marcus. Det er Uncle Creepy fra DreadCentral helt enig med mig i, og slutter sin anmeldelse af filmen således: “Don’t Look Up” is a very Asian film sprinkled with American flavor that never quite rises to the occasion that it should have. Not even the most powerhouse of directors can save a movie if its actors aren’t up to snuff, but wow does Fruit give it a go. If you’re a fan of Chan’s films, then this is a must-see flick if only for a sampling of just how visionary he can be. Everyone else may not want to look up, down, left, right, or at all for that matter.

Om Don’t look up:

Instruktør: Fruit Chan
Udgivelsesår: 2009
Genindspilning af Joyû-rei
Tagline: Fear Comes From Above


CarriersForleden så jeg et klip på YouTube med en ung mand, der havde planlagt, hvordan han ville klare sig, når zombierne kommer. Jeg har ikke på samme måde lagt en plan, men jeg er ikke desto mindre vældig fascineret af tanken om, hvordan man egentlig ville klare sig, hvis jorden blev udsat for f.eks. zombier eller en dødelig pandemi. Derfor sluger jeg katastrofefilm, og en sådan er Carriers.

Brødrene Brian og Danny er på vej til havet sammen med de to piger, Bobby og Kate. Verden er blevet ramt af en dødelig influenza-pandemi, og ingen steder er der sikkert, så hvorfor ikke taget til strandhotellet, som for brødrene er fyldt med gode barndomsminder.

Men vejen dertil er fyldt med farer. Dels er der risikoen for at møde smittede – og selv blive smittet. Dels er der behovet for mad, vand og benzin til bilen, og det er ikke altid let – eller ufarligt – at få fat i.

Samtidig er der også det menneskelige spørgsmål. Godt nok har de fire lavet en pagt, hvor aftalen er, at bliver nogen smittet, må de anses for døde og efterlades. Men hvordan fungerer den strategi, når de stilles overfor den i praksis?

Jeg købte Carriers på en ferie i Thailand, og bagsiden stod kun på thai, så jeg anede intet om indholdet udover de stills, der var på coveret. Men jeg blev kun positivt overrasket. Carriers er filmet i New Mexico, og stemningen emmer af undergang. Jeg tror ikke, at brødrene Pastor har haft et overvældende budget, men med beskedne midler har de alligevel skabt et troværdigt efter-katastrofen scenarie.

Samtidig synes jeg egentligt også, at de unge skuespillere gør det udmærket, og så er der lige en birolle til Christopher Meloni (Special Victims Unit), som er overraskende god i rollen som Frank Holloway, faren til en lille syg pige, som de fire møder på deres vej.

Filmen skildrer både gruen over sygdommen, og de moralske spørgsmål som de overlevende stilles overfor. Og så er der nogle umanerlig ubehagelige makeup-effekter af de ramte. Alt i alt en rigtig vellykket pandemi-film, om hvilken min yndlings forfatter Mr. King skriver i Entertainment Weekly: “Is Carriers a great movie? No. But it’s a good movie. Piper Perabo is sensitive and believable as the survivalist older brother’s girlfriend, and Christopher Meloni turns in a bravura performance as the desperate father. When he’s on the screen, you can’t take your eyes off him; the simplicity of his rage and grief compels belief … The real pleasures of Carriers though are its bleak, believable script and the gorgeous daylight-nightmare cinematography of Benoit Debie. Downbeat or not, Carriers is a beautiful thing to look at.”

Om filmen:

Instruktør: David Pastor og Àlex Pastor
Udgivelsesår: 2009
Tagline: The rules are simple. You break them, you die…

Red Eye

Red EyeFor flere år siden forulykkede et tog, hvor flere hundrede passagerer blev dræbt. Vognene blev restaureret og sat i drift igen, men nu er det togets sidste tur, før ruten nedlægges.

Ombord er togstewardessen Oh Mi-sun, som lige er startet – og faktisk har byttet sig til vagten, selvom det er hendes fødselsdag. Allerede kort efter togets afgang begynder hun at opleve sære ting. Hun ser mennesker og begivenheder, som udspillede sig på turen, hvor katastrofen skete, og det går langsomt op for hende, at tiden imellem de to begivenheder er smeltet sammen, og at toget nu er på vej til at gentage ulykken.

Jeg var ikke voldsomt imponeret af Red Eye, som dog teknisk set er ganske vellykket med flotte visuelle sekvenser, når spøgelsestoget og det nutidige tog smelter sammen. Til gengæld er plottet fuld af usandsynligt mange tilfældigheder, og personerne forbliver ret uinteressante. Der dør nogen undervejs, men det bliver aldrig rigtig interessant hvem og hvorfor.

Beyondhollywood.com skriver i deres anmeldelse: “As another entry into the ever-growing list of Asian horror films about vengeful female ghosts and a blank slate leading lady going through the motions of discovering the past so she can resolve the present and save the future (the basic template of many Asian ghost stories since “Ringu”), “Red Eye” is ultimately a middling effort. It’s not overly horrible, but it’s not really all that good, either. If you’ve never seen an Asian horror film in your life, or any of the recent spate of American remakes, then I suppose “Red Eye” may be worth the price of a video rental. Then again, considering the film’s overall pedestrian qualities, waiting for the free TV broadcast might be a better deal.”

Mens Korean Grindhouse opsummerer filmen således: “If nightmare-causing moments are what you’re after, most Korean fright flicks are bound to disappoint. Look at Redeye, Kim Dong-bin’s moody spookshow about a phantom train on which deceased passengers share berth-space with the living. It’s got plenty of horror movie mainstays: the rainstorm, flickering lights, fog, cobwebs, a random spider, a music box, and an affectless child who likes to draw in red. It’s also got some second-tier dependables like dirty mirrors, a late victim’s cell phone, a possessed wig, a camera that sees ghosts, and a pair of shiny scissors used repeatedly as a weapon. As a catalogue of creepiness, Redeye is respectable stuff. As a journey into your darkest fears, however, it’s more a conundrum. As the runaway train careens towards a terminal of the dead, the heroine (snack bar servant and daughter of the dead engineer) sleepwalks from one disaster to the next. Ghosts may come and go; she may scream and faint. But the dreamlike world isn’t terrifying so much as its surreal. That’s not a complaint. K-horror often feels like a strange, off-kilter parallel universe. Like many unconscious psychic trips, it’s filled with symbols and a cast of characters who rarely ask why anything is happening.”

Retfærdigvis skal den mere positive omtale fra Asian Cinema også nævnes: “It’s not terribly original, most of it we’ve seen before, but there’re enough cool little details and inventive moments to call this a success. The train setting alone is enough to make the film feel a little different and fresh. When the real world and the ghost world are brought together and the darkness starts to spread through the train, we get some very effective creepy moments. The shadows come alive, things are crawling around on the walls, and there’s the sound of crying. Like I said, it’s not new, but it works.”

Samme år udkom iøvrigt endnu en film med titlen Red Eye instrueret af Wes Craven. Denne foregår i et fly, men om der er nogen forbindelse imellem de to film, ved jeg desværre ikke.

Om Red Eye:

Instruktør: Dong-bin Kim
Udgivelsesår: 2005
Originaltitel: Redeu-ai


ShutterDet er ikke hver dag, jeg støder på en thailandsk gyser, men jeg har fået en ny kollega med forkærlighed for Asien, så pludselig åbner helt nye film sig for mig. Shutter er en af dem.

Fotografen Tun og kæresten Jane kører en aften en ung kvinde ned. Da Jane vil stige ud af bilen, overtaler Tun hende til at køre videre. Den dårlige samvittighed plager dog Jane, som også begynder at opleve mærkelige ting. Men da hun undersøger aviserne for at finde frem til, hvem de kørte ned, står der intet!

Også Tun begynder at opleve uforklarlige hændelser. De billeder, han tager, bliver alle ødelagt af en sær skygge, og da hans bedste ven en dag dukker op helt ude af den og spørger efter BILLEDERNE for kort efter at begå selvmord, må Tun erkende overfor Jane, at han faktisk kendte pigen, de kørte ned. Det var hans tidligere kæreste, Natre.

Sammen prøver de nu at mane ånden til ro, men Tun har ikke fortalt Jane hele sandheden.

Shutter er fra 2004, dengang digitalkameraer endnu ikke var udbredte, og de sorthårede kvindelige spøgelser stadig kunne skræmme en vis legemesdel ud af bukserne på de fleste. I dag kan man ikke lave samme historie over et foto, men jeg må sige, at i enkelte sekvenser kunne Natre stadig stoppe mit åndedræt. For mig er det altså bare dybt skræmmende, når personerne ligger i sengen og kigger mod fodenden, hvor tæppet langsomt trækkes ned – og man ved bare, at når kameravinklen skifter, så ser man et sorthåret spøgelse – og alligevel så gipper det i mig hver gang. Ligeledes fik en scene på en brandstige også fik mit hjerte til at slå lidt hurtigere.

Det er første gang, jeg ser en asiasisk gyser med en mandlig hovedperson, og her er Ananda Everingham overbevisende som Tun. Som regel er hovedpersonen en uskyldig ung kvinde, men Tun er både mand og knap så uskyldig i og med han overtaler Jane til at køre bort fra ulykkesstedet uden at hjælpe deres offer. Senere opfører han sig som om intet er hændt, så selvom han virker som en god fyr, er man alligevel lidt i tvivl. Det er godt spillet.

Historien virker ind i mellem lidt usammenhængende på mig, men med den velspillende Ananda og et par gode gys undervejs så ender Shutter alligevel med at være en ganske underholdende affære. Især da slutningen er ganske grum.

Erik Miller på Classic-horror.com er mere positiv og skriver: “While it inevitably has a few minor flaws (even though spirit photography is used as the springboard for the story, not much is done with the concept, for instance), Shutter, nevertheless, is a chilling and spooky ghost story that is presented very well.  It has an intriguing idea, a very good cast, and two directors who pull no punches.  This film is, as has been noted, one of the best films in the recent flowering of Asian horror cinema, and it is a harrowing and disturbing experience.  It makes one wish that these films would stop having bland American remakes (the US Shutter pales in comparison), and instead be given greater distribution in American theaters.”

Shutter er blevet genindspillet i 2008 som Shutter med Masayuki Ochiai i instruktørstolen.

Om filmen:

Udgivelsesår: 2004
Instruktør: Banjong Pisanthanakun og Parkpoom Wongpoom


SpliceGuillermo del Toro er executive producer på denne scifi-thriller om gensplejsningens muligheder og fælder.

Clive Nicoli og Elsa Kast er forskere hos Newstead Farmaci, hvor de forsker i gensplejsning af forskellige dyr med den hensigt at finde medicinske fordele for menneskeheden. Det er lykkes dem at skabe to hybrider, Ginger og Fred, men efter et uheld under en pressekonference beslutter ledelsen sig for at lukke eksperimentet.

Clive og Elsa fortsætter dog i hemmelighed, og det lykkes dem at kombinere hybriden med menneskelig DNA. Eksperimentet går dog for vidt for Clive, da deres eksperiment udvikler sig til en intelligent skabning, men Elsa knytter sig tæt til Dren. Det viser sig naturligvis, at det ikke er uden konsekvenser at skabe en ny, intelligent race – og slet ikke når den også indeholder DNA fra stort set alle levende væsener.

Jeg må nok erkende, at jeg blev lidt skuffet over Splice, som ikke helt er hverken fugl eller fisk. Filmen har flotte CGI-effekter, og med Adrian Brody og Sarah Polley i hovedrollerne er skuespillet sådan set også ok. Men handlingen overrasker stort set ikke, og de steder, hvor man kunne have forsøgt at grave dybere (som fx Elsas problematiske barndom og dennes konsekvenser eller prøve at se verden fra Drens øjne) nøjes man med at skøjte hen over overfladen.

Splice ender dermed som et ret forudsigeligt indlæg i debatten om gensplejsning forklædt som underholdning, og jeg vil langt hellere anbefale Vincenzo Natalis fantastiske film Cube fra 1997.

Om Splice:

Instruktør: Vincenzo Natali
Udgivelsesår: 2009

Ånden i cirklen af E. E. Richardson

Ånden i cirklenJustin og Joys farfar er meget interesseret i det okkulte, og en dag mens farfaren er ude at rejse, sniger Justin sig dog ind og “låner” en bog med besværgelser. Sammen med lillesøsteren Joy og vennen Trevor planlægger Justin at påkalde en ånd for at drille skolekammeraten Daniel Eilersen, der slet ikke tror på den slags. Det gør Justin egentlig heller ikke, men ikke desto mindre lykkes det for dem at få kontakt med en ånd, og desværre er det en meget stærk ånd, der ikke har tænkt sig at adlyde Justins kommandoer. Det lykkes for den at bryde cirklens magt og slippe fri, og nu er det op til de fire unge at sende ånden tilbage, inden den slår dem alle ihjel.

E. E. Richardson debuterede med The Devil’s Footstep i 2005. Jeg faldt tilfældig over Ånden i cirklen, da jeg havde en stille vagt i børnebiblioteket, hvor jeg ellers sjældent befinder mig. Således er det også afsløret, at her er tale om en ungdomsbog, og starten er da også lige på og rå uden særlig introduktion til de lidt skabelon-agtige karakterer. Plottet er heller ikke særligt overraskende for den voksne læser, som formentlig ikke vil være det mindste i tvivl om, hvem ånden i sidste ende besætter.

Der hvor historien lykkes bedst, er i beskrivelserne af konfrontationerne med ånden. Her lykkes det flere gange for E. E. Richardson at skabe en troværdig og uhyggelig stemning, som i hvert fald virkede på mig.

“Joy kiggede op – og himlen var levende. Mørke skyer sejlede hen over den ligesom røg fra en voldsom ildebrand, men det var ikke aske eller støv, hun så. Skyerne bestod af noget levende, noget stimlende og strømmende, en mængde vingede væsner, der flagrede ned fra himlen og styrede lige mod dem. Flagermus? råbte Justin uforstående og beskyttede øjnene. Fugle, sagde Eilersen, og det burde i sig selv have været fuldstændigt latterligt, harmløst, men ikke så mange fugle, der dykkede hen mod dem med dén fart og dét formål. De væltede ned fra træerne og hen over hustagene: spurve og krage og måger og duer og andre fugle, som Joy ikke kendte, samlede sig i en unaturlig stor monstersværm. For det var en sværm, ikke bare en almindelig flok. Og fuglene bevægede sig ikke ligesom fugle; de formørkede himlen som en af Egyptens ti plager, klar til at hærge landskabet og forvandle grønne marker til ørken. Joy så allerede de blafrende vinger for sig, hun så, hvordan små stikkende øjne stirrede på dem fra alle sider, og hvordan næb og kløer flænsede og flåede… “

Trods disse glimt af rigtig horror så lykkes Ånden i cirklen aldrig at blive rigtig interessant for den voksne læser. Dog er jeg overbevist om, at E. E. Richardson rammer sin målgruppe perfekt, og som ungdomsgyser er bogen godkendt, omend jeg har læst bedre.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2007
Originaltitel: The Summoning
Omslag: www.25design.co.uk


Udgivelser af E. E. Richardson:

Djævelens fodspor, 2007 (The Devil’s Footsteps, 2005)
Fanget, 2006 (The Intruders, 2006)
Devil for Sale (2007)
Ånden i cirklen, 2007 (The Summoning, 2007)
Et djævelsk håndslag, 2009 (The Soul Trade, 2008)
Gravens gru, 2008 (Grave Dirt, 2008)
Black Bones (2010)

The Hole

The HoleFire unge skoleelever har været forsvundet i næsten to uger, og ingen aner, hvad der er sket med dem. Pludselig dukker pigen Liz op, udsultet og fuldstændig traumatiseret. Det lykkes for psykiateren Philippa Horwood at opnå kontakt med Liz og få hende til at fortælle, hvad der er sket.

Liz fortæller en grusom historie, hvor de fire er blevet lukket ned i en gammel bunker af skolekammeraten Martin. Meningen var, at de skulle være der i tre dage for at undgå en skoleudflugt, men Martin kom aldrig tilbage for at lukke dem ud igen.

Herefter skifter fokus fra Liz fortælling. Politiet får fat i Martin, som fortæller en helt anden historie, og i glimt vender Liz’ hukommelse tilbage og giver flere brikker til puslespillet om, hvad der virkeligt skete i hullet.

The Hole har helt sikkert sine øjeblikke. Thora Birch, der spiller Liz, har bl.a. brillieret som utilpasset teenager i Ghost World og American Beauty, og hun formår også her at spille både cool og fuldstændig ude af den.

Instruktør Nick Hamm fortæller historien ved at stykke erindringsbilleder sammen med politiets arbejde og Liz’ forklaring til dr. Horwood. Det virker fint et langt stykke hen ad vejen, og skaber muligheder for flere synsvinkler på begivenhederne så publikum holdes i spænding.

Når jeg alligevel ikke falder helt på halen over The Hole, så er det fordi, slutningen bliver lidt for påtaget. Det er simpelthen for utroværdigt, at politiet er så nemme at narre. Men helt op til de sidste minutter følte jeg mig ok underholdt, og jeg har bestemt fået lyst til at læse Guy Burts bogforlæg.

Om The Hole:

Instruktør: Nick Hamm
Udgivelsesår: 2001
Bygger på roman af Guy Burt

The Man in the Picture af Susan Hill

The Man in the Picture af Susan HillEfter skuffelsen over The Mist in the Mirror var jeg lidt spændt på, om The Man in the Picture også ville skuffe. Men heldigvis er Susan Hill her tilbage i klassisk god stil med en victoriansk spøgelseshistorie, præcis som den skal være.

Oliver besøger sin gamle mentor, Theo Parmitter, i Cambridge, hvor Parmitter fortæller ham en gådefuld historie om et maleri, han længe har haft i sin vartægt. Billedet, som forestiller et venetiansk karneval, kom i Parmitters hænder under en kunstauktion. Egentlig var det slet ikke hans normale stil, men maleriet kaldte på ham, så da han efterfølgende blev tilbudt at sælge det videre (og blot skulle nævne en pris), siger han klart nej.

Der er dog noget ualmindeligt ved maleriet, som er malet sidst i 1700-tallet, men som alligevel indeholder meget vellignende ansigter på nutidige personer. Og efterhånden som Parmitter fortæller Oliver hele historien om maleriet, går det op for ham, at billedet gemmer på en tragedie.

Susan Hill skaber en klassisk gotisk atmosfære i fortællingen, og hvor jeg ikke syntes, at historien helt hang sammen i The Mist in the Mirror, så fungerer plottet fint her i The Man in the Picture. En dejlig, velskruet og underholdende historie, der passer perfekt til en mørk og stormfuld aften.

Om The Man in the Picture:

Udgivelsesår: 2007
Forlag: Profile, 145 sider

Dæmonen i hælene af Dennis Jürgensen

Dæmonen i hælene af Dennis JürgensenDet er stort set altid en fornøjelse at læse Dennis Jürgensen, og Dæmonen i hælene er ingen undtagelse.

I køen i Netto mærker Rune pludselig, at nogen stirrer ondt på ham. Ikke bare ondt som “du har taget min plads i køen”-ondt, men hadefuldt som “jeg ønsker du skal dø”-ondt. Kort efter finder han en forladt mobiltelefon, som en teenager tilsyneladende har glemt. Da den ringer op, er det en ung pige, som råber på hjælp. Rune tror, at det er en joke, men pigen ved en masse ting om ham, som ingen andre ved, og det ender med, at han tror på Sandra, som hun hedder.

Sandra er blevet taget af de grå mænd. Hun befinder sig et mørkt sted, og nu vil hun have Rune til at hjælpe hende. De grå mænd går rundt blandt os og “kidnapper” enkeltpersoner, hvorefter personerne ophører med at eksistere! Ingen husker at de har været til – pånær Rune.

Rune forsøger på flere måder at hjælpe Sandra. Først ved at gå til politiet, siden ved bl.a. at søge hjælp hos en computerkyndig kammerat, men intet hjælper tilsyneladende. Og så må Rune tage sagen i egen hånd.

Som altid blev jeg lynhurtigt fanget ind i Jürgensens univers. Uanset om det handler om børn, eller som her i Dæmonen i hælene en voksen hovedperson, så fortæller Jürgensen flydende og effektivt. Her er Rune fanget i en mareridtsagtig verden, hvor alle han kender forsvinder, og han bliver mere og mere i tvivl om, hvorvidt det virkelig sker, eller om det hele blot foregår i hans hoved.

Plottet er måske nok set før, f.eks. i Jack Finneys roman fra 1955, hvor aliens overtager menneskenes kroppe og langsomt udsletter menneskeheden. Men jeg synes stadigvæk, at Dennis Jürgensen sætter sit eget præg på historien, som efter min mening er velskrevet og underholdende for både unge og voksne.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2007
Omslag: Leif Rosby

Andre bøger af Dennis Jürgensen:

Tunnelmanden (2010)
Dødens mange facetter (2009)
Dæmonen i hælene (2007)
Kadavarjagt (2006)
Uhyret i brønden (1998)
Måske (1994)
Monsteret i kælderen (1993)
Tingen i cellen (1992)
Kadavermarch (1991)
Grønne øjne (1985)

Besøg Dennis-klubben