Indlæg tagget med ‘2000-2009’

Darren Shan er en helt almindelig dreng, ja faktisk lidt af et dydsmønster. Men en dag sniger han sig sammen med sin bedste ven Steve til at besøge et omrejsende freakshow, og herfra ændres hans liv fuldstændig. Han bliver nemlig så betaget af edderkoppen Octa, at han stjæler den fra en vampyr, der optræder i cirkusset.

Men edderkoppen slipper væk og bider Steve, og for at redde Steves liv må Darren indgå en aftale med altovervældende konsekvenser. Og som om det ikke var nok, er begge drenge nu kommet i Mr. Tinys søgelys, og Mr. Tiny har en plan …

Filmen “The Vampire’s Assistant” bygger på børnebogsserien om drengen Darren Shan, og det er da også en børnefilm fremfor en decideret gyser. Men den var nu ganske underholdende, og jeg er altid vild med John C. Reilly, som spiller Mr. Crepsley – vampyren der gør Darren til sin assistent.

Instruktør: Paul Weitz
Udgivelsesår: 2009

Nu var jeg ikke specielt begejstret for første film “The Messengers“, så når jeg alligevel snuppede toeren med hjem, var det kun fordi, at danske Martin Barnewitz (“Kollegiet”) instruerede. Og selvom jeg stadig ikke er voldsomt imponeret af historien, så synes jeg, at Barnewitz får en rimelig film ud af et forudsigeligt oplæg.

Det går ikke så godt for landmanden John Rollins. Majsen tørrer ud på marken, og kragerne æder løs. Banken truer med tvangsauktion, og på hjemmefronten aner man også, at problemerne lurer i baggrunden. Men så finder John et gammelt fugleskræmsel i laden, og selvom sønnen advarer ham mod at sætte det op, ender det alligevel med at han gør det.

Pludselig vender lykken. Majsene vokser, kragerne dør – og det gør meget belejligt også alle andre som kommer i vejen for John. Men man skal passe på med, hvad man ønsker, for måske får man det …

Som sagt er historien ganske forudsigelig, og selvom manuskriptforfatter Todd Farmer forsøger at lave et twist med en sær nabo og dennes kone, så bliver det aldrig rigtig overraskende.

Hvor jeg synes, at “The Messengers 2″ bliver bedre end første film, er i scenerne ude på majsmarken. For mig er det bare enormt skræmmende, og Barnewitz bruger kameraets bevægelser til at underbygge forvirringen og manglen på retningssans, som personerne oplever herude. Der er også et par drømmesekvenser, som er ganske vellykkede, så selvom “The Messengers 2″ ikke kommer til at gå over i historien som årets horrorfilm, så er det langt fra den værste Hollywood produktion, jeg har set.

Læs også Caspar Vangs anmeldelse på Uncut.dk

Instruktør: Martin Barnewitz
Udgivelsesår: 2009

I år så jeg min første danske zombifilm (Opstandelsen), og nu har jeg så set min første franske. Og selvom danske Casper Haugegaard med garanti ikke har haft ligeså mange penge at gøre godt med som Yannick Dahan og Benjamin Rocher, så synes jeg faktisk, at “Opstandelsen” på sin vis var bedre.

4 betjente er på et personligt hævntogt mod en narkobande, som holder til i toppen af et kondemneringsværdigt højhus. Det går dog helt galt, og de bliver fanget i stedet for, og en af dem myrdes. Men før der kan ske mere, bryder mareridtet ud i fuldt flor. De døde begynder at rejse sig og angribe de levende, og snart må de overlevende betjente slå sig sammen med forbryderne for at forsøge at slippe levende ud af højhuset.

Normalt er jeg ret vild med zombifilm, og jeg kan ikke helt sætte fingeren på, hvorfor jeg ikke synes “La Horde” fungerer. Zombierne er sådan set gode nok, og personerne er hverken værre eller bedre end i så mange andre zombifilm. Ikke desto mindre var jeg forholdsvis ligeglad med, om de overlevede eller ej og synes nok i virkeligheden, at de var lidt for overspillede allesammen.

På plussiden er slutningen, som lige faldt i min smag, men bortset fra den har jeg set mange zombifilm, som var mere underholdende. For en god ordens skyld må jeg hellere gøre opmærksom på, at “La Horde” har fået ros fra andre sider, bl.a. Horrortalk.com, som skriver: “The Horde (La Horde) is not quite as powerful as what some are calling The New Wave of French Extremism, yet still packs a decent punch while delivering a crowd-pleasing action-horror flick.”

Instruktør: Yannick Dahan & Benjamin Rocher
Udgivelsesår: 2009

“End of the Line” var en af de herlige overraskelser, hvor jeg troede, jeg skulle se en halvsløj historie og i stedet endte med en overraskende underholdende film.

Karen arbejder på et psykiatrisk hospital. En aften på vej hjem efter en lang arbejdsdag, hvor en af hendes patienter har begået selvmord ved at springe ud foran et undergrundstog, stopper hendes tog pludseligt. Samtidig begynder en masse personsøgere at ringe, og kort efter starter en massakre. En religiøs gruppe er nemlig overbevist om, at Armageddon er nær, og at Gud ønsker, at de skal redde så mange som muligt, før dæmonerne oversvømmer verden. Og de redder folk ved at dræbe dem.

Karen undslipper sammen med en lille gruppe det første angreb i undergrundstoget, og nu forsøger de at finde vej ud af tunnellerne og slippe væk fra deres forfølgere. Spørgsmålet er, om det vil hjælpe dem?

Jeg blev som sagt positivt overrasket over “End of the Line”. Historien om religiøse galninge er måske nok set før, men instruktør og manuskriptforfatter Maurice Devereaux holder sin fortælling stramt og uden for meget hysteri og svingærinder, og på den måde bliver  filmen både effektiv og ubehagelig.

Devereaux lader sig heller ikke forlede til at bruge overdrevne monstereffekter for at fremmane dæmonerne (før til allersidst hvor det desværre til gengæld bliver helt komisk med skuespillere i grå plastik heldragter og selvlysende øjne), så ondskaben i historien er menneskelig og dermed særdeles troværdig.

Da “End of the line” hovedsageligt udspiller sig i undergrundens tunnelsystem, er billedsiden generelt mørk og dyster. Det er med til at skabe en glimrende klaustrofobisk følelse undervejs i filmen, som underbygger personernes panik og søgen efter lyset.

Skuespil-siden er også kompetent, særligt synes jeg, at Robin Wilcock som den psykopatiske Patrick er særdeles overbevisende – især mod slutningen af filmen.

Desværre bliver slutningen lidt forplumret af de tidligere nævnte plastik heldragter, og der er ærgerligt, for selve slutningen er faktisk også rigtig god efter min mening. Den ser bare kikset ud. Men det skal nu ikke afholde mig fra at rose “End of the Line” som en særdeles underholdende oplevelse, der langt oversteg mine forventninger.

Instruktør: Maurice Devereaux
Udgivelsesår: 2007

Hvad får man, hvis man kobler en kærlighedshistorie med spøgelser? Nogen gange en rigtig god historie, andre gange en lidt sær hybrid. Sidstnævnte synes jeg er tilfældet med “In love with the dead”.

Bagsiden lover ellers masser af gys med ordene “Pang-brødrene har gjort det igen! Endnu en gang har de kun én mission: at skræmme dig fra vid og sans.” Men i stedet får vi de første 80 minutter et - i øvrigt meget smukt – kærlighedsdrama om det unge par, Ming og Wai.

Wai får kræft og chancerne for helbredelse er ikke gode. I starten holder de humøret oppe, og Ming gør alt for at være så meget sammen med Wai som muligt. Det fører til, at han bliver fyret fra sit job, og i stedet må tage til takke med et noget mindre prestigefyldt arbejde sammen med en tidligere skoleveninde, Ting.

Mens Wai bliver mere og mere syg, får Ming vanskeligere ved at håndtere situationen. Allerhelst vil han være der for Wai hele tiden, men hun trækker sig tilbage og søger alternative måder at blive rask på. Samtidig plages hun af jalousi over, at Ming nu ser Ting hver dag, og det er måske ikke uden grund, for Ting har stadig følelser for Ming.

Så langt så godt – uden et eneste lille gys udover Wais lillesøsters fascination af gysertegneserier. Først i filmens sidste kvarter kommer der lidt horrorstemning ind i filmen. Wai forsvinder, og da hun vender tilbage, trækker hun sig fuldstændig væk fra omverdenen, og imens begynder også Ming at opleve sære hændelser. Slutningen vil jeg selvfølgelig ikke afsløre, men den trækker helt klart op i gyserøjne.

Problemet med filmen er, at en bagsidetekst som ovenstående lokker lidt andre seere til, end hvis man beskrev den som det kærlighedsdrama, det reelt er. Samtidig tror jeg dog nok, at de fleste seere til kærlighedsdramaer vil betakke sig for den grumme slutning. Så på den måde bliver “In love with the dead” en sær blanding, som måske nok er både velspillet, underholdende og overraskende til sidst, men som alligevel ikke rigtig fik mig helt op at ringe.

Richard Kuipers kalder “In Love With the Dead” for: “a moody terminal-illness meller that develops into a ghost story with a “Fatal Attraction” kick“, og det er nok ikke helt galt.

Danny Pang står bl.a. også bag den visuelt smukke “Re-cycle“, som ligeledes var en lidt anderledes filmoplevelse.

Instruktør: Danny Pang
Udgivelsesår: 2007
Originaltitel: Chung oi

Læs omtaler af andre film af Danny Pang

Ægteparret Mi-sook og Do-il har længe forsøgt at få et barn. Til sidst beslutter de sig for at adoptere, og da Mi-sook på børnehjemmet ser drengen Jin-song, føler hun øjeblikkeligt, at han hører til hos dem.

Jin-song er en stille dreng med en passion for træer og for at tegne, og han “forelsker” sig straks i et dødt akasie-træ, som står i parrets have. Han falder dog efterhånden til i familien, men så bliver Mi-sook pludselig gravid, og det ændrer alt.

“Acacia” er snarere et drama end en egentlig gyser. Den indeholder dog nogle meget intense og skræmmende scener, som gør, at jeg alligevel vil omtale den her på siden. Instruktør Ki-hyeong Park fortæller sin historie i en rolig og lavmælt tone, men mod slutningen bruger han nogle spændende klipninger med pludselige spring i tidsforløbet.

Jeg har set mere uhyggelige asiatiske film, men “Acacia” er værd at se, hvis man blot ikke forventer en film, hvor blodet sprøjter, og man hopper ud af sædet af forskrækkelse.

Instruktør: Ki-hyeong Park
Udgivelsesår: 2003

I 1968 bryder helvede løs på Ravenside militærhospital. Patienterne begynder at spise hinanden, og de døde rejser sig igen. Militæret sættes ind for at stoppe balladen, og alle i området dræbes, hvorefter bygningen brændes ned. Men én mand nåede udenfor murene, før han blev dræbt, og han havde noget med sig.

I nutiden er Ravenside blevet genopført som psykiatrisk hospital, og vi følger en gruppe patienter, som alle behandles af den uortodokse læge, Donwynn. En dag finder en af mændene en beholder gemt i noget buskads, men da han åbner beholderen, åbner han samtidig døren ind til et nyt mareridt. Og denne gang står hæren ikke klar udenfor hospitalet…

Nu kan jeg godt lide zombi-film, så de skal være temmelig ringe, for at jeg ikke føler mig godt underholdt. “Day of the Dead 2: Contagium” (eller som den hedder på dansk “Day of the Dead: the Beginning – forstå den oversættelse hvem der kan?) er langt fra den værste, jeg har set, men den scorer dog kun 2,3 på IMDB. Jeg følte mig nu ganske underholdt, og synes at instruktørerne generelt er sluppet ok fra både splatter-effekter og skuespilspræstationer.

Filmselskabet prøver at sælge “Day of the Dead 2″, som en forløber til George A. Romeros zombi-film, meeen det er vist lidt af en tilsnigelse. Derimod tror jeg, at de har fundet lidt inspiration i “Doom” også fra 2005. Her er i hvert fald lidt samme idé om DNA-mutationer.

Instruktørerne Ana og James står også bag den temmeligt dårlige “Creepshow 3“.

Instruktør: Ana Clavell og James Glenn Dudelson
Udgivelsesår: 2005

Hvis du er mørkeræd, vil jeg ikke anbefale dig at se “Darkness” – for så vil du aldrig kunne sove med slukket lys igen!

“Darkness” er instrueret af en af mine absolutte yndlingsinstruktører, spanske Jaume Balagueró, som også selv har været med til at skrive manuskriptet til denne yderst vellykkede thriller, om en amerikansk familie som flytter til Spanien, hvor faderen stammer fra. De flytter ind i et hus lidt udenfor byen, og umiddelbart falder de alle godt til.

Som tiden går, begynder teenagedatteren Regina dog at føle, at noget er galt, og især ser det ud til at påvirke lillebroren Paul. Men ingen af forældrene lytter. Moren har travlt med det nye job og med at få huset pakket ud, mens faren plages af en sygdom, som han ellers har været symptomfri af gennem flere år. Langsomt opbygges spændingen i huset, og til sidst søger Regina hjælp hos bedstefaderen i håb om at redde sin familie fra husets truende favntag.

“Darkness” er ikke en nyskabende film. Den er delvist bygget op på samme måde som “The Amityville Horror“, hvor angivelsen af dage er med til at skabe suspense ved at antyde noget ildevarslende lige om hjørnet, og historien om det besatte hus med hemmeligheder er også set i mange andre film. Udover Amityville-serien kan i flæng nævnes House-serien, “Thir13teen Ghosts“, “The Shining” og Balaguerós egen “Fragile” for blot at give nogle få eksempler.

Alligevel står “Darkness” ud af mængden, og det er hovedsageligt, fordi Balagueró fortæller den kendte historie ualmindelig godt. I ekstra-materialerne fortæller han, at for ham er udfordringen i en film som “Darkness” at skabe atmosfæren via lys, klipning og kameraføring, og det er netop det, som er utrolig vellykket her. Uden at forfalde til kiksede specialeffects og CGI-effekter får Balagueró hårene til at rejse sig på armene bare ved at tænde og slukke lys. Hans brug af zoom i særlige scener giver næsten et sug i maven, og så er det bare altid uhyggeligt, når noget gemmer sig under sengen. Allerbedst er slutningen, og det er bare fedt at se en film til ende og tænke: “Gudskelov at jeg ikke er mørkeræd!”

Jeg var egentlig ikke synderligt imponeret over skuespillet. Anna Paquin spiller Regina, men hun er lidt for overspillet efter min smag, mens Stephan Enquist, der spiller Paul, gør det udmærket. Lena Olin spiller moren, og hun har én fremragende scene mod slutningen. Derudover er hun mere eller mindre anonym. Det samme er Iain Glen som spiller faren i store træk, og heller ikke Giancarlo Giannini, der spiller bedstefaren, brillierer særligt. Alligevel var jeg som sagt vældig underholdt og betaget af “Darkness” og fik endnu en gang bekræftet, at spanske instruktører - og Jaume Balagueró i særdeleshed – har noget godt at tilbyde horrorgenren.

Jeg må dog også hellere nævne, at jeg tilsyneladende er ret alene i min begejstring for “Darkness”. I hvert fald har de øvrige anmeldelser jeg har læst af den været ret negative, men det ændrer nu ikke på min oplevelse

Instruktør: Jaume Balagueró
Udgivelsesår: 2002

Læs omtaler af andre Balagueró film på Gyseren.dk

Lucky McKee står bag interessante film som “May” og “Sick Girl“, så jeg var ikke i tvivl, da jeg faldt over “The Woods”, at den måtte jeg se.

Historien udspiller sig i New England i 1965. Teenagepigen Heather er efterhånden kommet så voldsomt på kant med sin mor, at hun bliver sendt på kostskolen Falburn Academy midt i en gammel skov. Allerede den første dag kommer hun på kant med en af skolens førende elever, men langsomt falder hun til og bliver venner med den stille Marcy.

Der er dog hele tiden noget, som ikke er helt rigtigt. Heather hører stemmer fra skoven, og da en af pigerne en aften fortæller en spøgelseshistorie om tre søstre, som tidligere gik på skolen, og som blev forfulgt for at være hekse, går det op for hende, at ikke alt er, hvad det ser ud til at være.

Der er gode takter i “The Woods”. Bl.a. spiller Agnes Bruckner rollen som Heather meget overbevisende, og især den første scene i skoven hvor Heather hører stemmerne er ganske stemningsfuld. Men i det store hele synes jeg, at historien bliver alt for usammenhængende, og slutningen eskalerer til det nærmest komplet latterlige, så det hele falder til jorden med et skuffet brag.

Undervejs kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om McKee har været inspireret af Dario Argentos “Suspiria“. I så fald er det desværre ikke lykkes at tilføje idéen noget nyt eller udføre den bedre. Øv øv, men forhåbentlig kommer han stærkt igen. I hvert fald er der et projekt på trapperne med titlen “The Woman”, som er skrevet i fællesskab med Jack Ketchum (“The Girl Next Door“). Det kunne godt blive grumt …

Instruktør: Lucky McKee
Udgivelsesår: 2006

Takashi Miike er en af de instruktører, som jeg ind i mellem har endog meget svært ved at se, fordi hans film indeholder så ekstremt realistiske voldelige scener. Det er også tilfældet her i “Ôdishon”, selvom filmen starter helt anderledes op.

Den midaldrende Aoyama mistede for 7 år siden sin hustru, og siden har han været alene med sønnen Shigehiko. Nu er sønnen blevet stor, og han opfordrer Aoyama til at finde sig en ny hustru. Men hvordan gør man lige det?

Aoyama arbejder for et filmselskab, og en dag foreslår en kollega, at han sidder med under en audition. Her bliver han betaget den smukke unge Asami, som han inviterer ud at spise. Daten går godt, og de to begynder at ses. Men kollegaen er bekymret. Han synes, der er noget sært ved den unge kvinde, og selvom Aoyama afviser mistanken, går han dog med til at tage det lidt med ro. Alligevel varer det ikke længe, før han er dybt forelsket og foreslår Asami, at de forlover sig. Men så ændres alt.

”Ôdishon” starter som sagt ud i et roligt tempo, som lader publikum få en fornemmelse af og forståelse for Aoyama. Her skildres en ærlig og sympatisk mand, som har viet sit liv til sin søn, og nu drømmer om at undslippe ensomheden med en ny hustru. Den første time er filmet i klare farver og med et roligt klippetempo.

Men den slutter i et helt andet tempo! Vi får først en mistanke om, at Asami ikke er en helt almindelig ung kvinde, da vi ser hende sidde ubevægelig i sin lejlighed, mens hun stirrer på telefonen, og efterhånden går det også op for Aoyama. Og jo nærmere han kommer på sandheden om Asami, jo mere skrues tempoet op med hurtig klipning, flashbacks og nærmeste mareridtsagtige visioner hvor perspektivet er fuldstændigt skævt, og farverne unaturlige. Aoyama oplever, at dagligdagens trummerum skiftes ud med lidenskab, angst og nærmeste surrealistiske begivenheder, og filmen kulminerer i et sandt voldsorgie, hvor Miike gør brug af sin specialitet, at lade publikums fantasi generere de afsluttende billeder ved at klippe væk før nålen stikkes ind i øjet osv.

Og hvor jeg f.eks. ikke har lyst til at se “Imprint” igen, selvom det er en udmærket film, så kunne jeg sagtens se “Ôdishon”. Her er masser af ufortalte historier mellem linjerne, som kunne fortjene et gensyn, og Asami er en besynderlig figur, der bliver mere og mere interessant. I begyndelsen af filmen optræder hun som en uskyldig men også gådefuld ung kvinde, der fremstår meget ærbødig og henrykt over Aoyamas opmærksomhed. Men jo længere frem i filmen, vi kommer, jo mere går det op for publikum, at Asami er meget mere end det.

Alt i alt forstår jeg godt, at “Ôdishon” blev Takashi Miikes internationale gennembrud. Det er en både dybt foruroligende, men også fascinerende film, som tåler at blive set mere end en gang.

Læs et interview med Takashi Miike om “Ôdishon”

Instruktør: Takashi Miike
Udgivelsesår: 2000
Originaltitel: Ôdishon