april 2018
M T O T F L S
« mar    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
30  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘2010-2019’

Åndehvisken af Haidi W. Klaris

Åndehvisken af Haidi W. Klaris16-årige Evyn flytter med sine forældre til den lille by Janmoor. Faren er ved at komme sig efter at være gået ned med stress, så de er flyttet tilbage til området, hvor hans bedsteforældre boede, og hvor han tilbragte mange ferier som barn.

Men allerede den første dag får Evyn en underlig fornemmelse af deres nye hus. Forældrenes soveværelse føles alt for koldt, og flere gange fornemmer hun en form for tilstedeværelse, selvom hun er alene. Så da hun vågner med et stort blåt mærke på kinden efter at have drømt, at hun faldt ned af trappen, er hun nødt til at finde ud af, hvad der foregår.

Det viser sig, at huset tidligere har været et børnehjem. Evyns nye veninde Monica og hendes fætter Chris fortæller, at huset ovenikøbet har ry for at være hjemsøgt. Chris har endda været på ‘hunt’ der sammen med sin kammerat Linx, uden dog at have oplevet noget nær så voldsomt som Evyn.

Efterhånden som følelserne vokser mellem Chris og Evyn, vokser også Evyns behov for at finde ud af, hvem der hjemsøger huset og hvorfor. Måske kan hun få fred, hvis hun kan give den, der hjemsøger hus fred?

Åndehvisken af Haidi W. Klaris er en letlæst og underholdende roman om hjemsøgte huse og ung kærlighed. Jeg er ikke altid så god til kombineret gys og kærlighed, men faktisk synes jeg, det lykkes for forfatteren at gøre både sine hovedpersoner OG den spirende kærlighed troværdig, samtidig med at her også er en helt fin spøgelseshistorie.

At bruge et gammelt børnehjem som udgangspunkt for et hjemsøgt sted er ganske vist set før, men Klaris lader sine unge hovedpersoner gå relativt videnskabeligt til værks i deres forsøg på at opklare fortidens hemmeligheder, og det virker godt. Bl.a. benytter de en slags optager til at opfange EVP – Electronic Voice Phenomenon, eller åndestemmer som de også kalder dem – som skaber et godt link til den catchy titel.

Forsiden skal også nævnes. Danielle Finster har skabt en meget stemningsfuld forside, som helt sikkert fanger øjet hos læseren, og som samtidig afspejler indholdet godt.

Min eneste anke er, at jeg ikke kunne finde ud af, hvor historien foregik. Er det i USA? Det tyder beskrivelsen af huset og personnavnene på, men samtidig går Evyn i 2. g, og her er helt klart en mere afslappet tilgang til teenagesex end normalt i USA. Geografien har dog i bund og grund ingen betydning for historien, og jeg tænker heller ikke, at de unge læsere vil skænke det en tanke. Jeg ville bare gerne vide det.

Åndehvisken er ikke skræmmende horror, men er du til paranormal romance med et spøgelses-tvist, så er Haidi W. Klaris roman et godt bud.

Tak til forlaget Tellerup for læseeksemplaret

Om Åndehvisken:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Tellerup, 327 sider
Omslag: Danielle Finster

Besøg Haidi W. Klaris hjemmeside

Læs også:

Ghost House 2.0 af Arne Dahl
Porcelænsdukken af Bjarne Dalsgaard Svendsen & Henrik Einspor
De døde brødre af Nick Clausen

Armada – Spillet om jorden af Ernest Cline

Armada - Spillet om jorden af Ernest Cline18-årige Zack går op i computerspil, men selvfølgelig kan han kende forskel på spil og virkelighed. Indtil den dag han opdager et rumskib fra yndlingsspillet Armada udenfor skolen …

Egentlig burde jeg slet ikke være interesseret i denne roman, for jeg spiller aldrig computerspil. Ikke desto mindre slugte jeg Ernest Clines Armada – Spillet om jorden over et par dage, kun afbrudt af det allermest nødvendige (såsom arbejde og den slags). Jeg blev nemlig lynhurtigt fanget ind af historien, som måske nok handler om computerspil, men som fortælles så spændende, at jeg kunne leve mig ind i det hele.

Zack går i High School. Hans far døde da Zack var ganske lille, så han bor alene med sin mor. Faren var en computernørd, og Zack har arvet hans interesse. Han spiller masser af computerspil, mens han lytter til farens musik, som moren har gemt. Hun har også gemt et gammelt hæfte, hvor Zacks far skrev nogle mystiske noter om en gigantisk sammensværgelse mellem spiludviklere og det amerikanske militær. Ting, der lyder som om de er udtænkt af en paranoid, syg hjerne.

Så da Zack midt i en time ser et rumskib fra hans yndlingsspil flyve udenfor skolens vinduer, frygter han, at farens sindssyge er nedarvet til ham. Men snart går det op for ham, at der måske alligevel er noget om farens noter. Og at jordens overlevelse er på spil.

Jeg var som sagt dybt underholdt af Armada – Spillet om jorden. Zacks far var ung i 1980’erne, så historien er fyldt med referencer til arkadespil, film og musik, og jeg havde en fest med de mange minder, der dukkede op undervejs. Cline smider også en masse henvisninger ind på bøger, som f.eks. Enders strategi, en af mine yndlings romaner.

Men selvom man ikke skulle have samme referenceramme vedr. 1980’erne, så er historien i sig selv elementært spændende. En invasion truer jorden, så hvad gør vi? Men Cline giver lige det klassiske setup et twist, for er der ikke noget sært i den måde rumvæsnerne opfører sig på? Og slutningen kunne sagtens lægge op til en fortsættelse.

Armada – Spillet om rummet er en ungdomsroman, men selvom begivenhederne til tider udspiller sig lidt vel “heldigt”, så var jeg som voksen læser nu alligevel godt underholdt. Så er du science fiction elsker (eller computerspils-entusiast), bør du absolut sætte dig godt til rette og lade dig underholde af Zack og co.

Forfatteren Ernest Cline har også skrevet den roste og nyligt filmatiserede Ready Player One, som jeg dog ikke har læst endnu.

Tak til forlaget Tellerup som har sponseret læseeksemplaret

Om Armada – Spillet om jorden:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Tellerup, 497 sider
Omslag: Will Staehle
Vignetter: Mark Duszkiewicz

Læs også:

Den 5. bølge af Rick Yancey 
Illuminae
af Amie Kaufman og Jay Kristof.

 

Djævlens hjerte af Lars Kramhøft

Djævlens hjerte af Lars Kramhøft

En vellykket kombination af fantasy, dansk middelalder og mørke okkulte kræfter gemmer sig bag omslaget af Lars Kramhøfts roman Djævlens hjerte

I 1300-tallet har Valdemar Atterdag forenet det danske kongerige under sig, og landet er ved at komme sig efter pestens dødelige svøbe. I det lille len Hadrun bor Damian, søn og arving til den dybt religiøse lensherre, Magnus Drakensten. Damian er blevet opdraget som en dygtig, gudfrygtig ridder, men kæmper for at leve op til Magnus’ forventninger. Selv faderens beslutning om at grave en tunnel ned til selve Helvede, støtter Damian i overbevisningen om faderens almægtighed.

Under en fest opdager Damian dog, at Magnus gemmer på en mørk hemmelighed. Ude af sig selv flygter Damian, og snart befinder han sig frændeløs og eftersøgt på landevejen.

Ved et tilfælde møder han en skuespillertrup og slår følge med dem, indtil han finder ud af, hvad han skal gøre. Livet i truppen viser Damian nye måder at leve på, og ikke mindst den unge taterkvinde, Esme, sniger sig ind i hans sind. Men faderens soldater er på sporet af Damian. Magnus helmer ikke, før sønnen er hjemme igen, og han er ikke den eneste, der leder efter Damian.

Djævlens hjerte er en spændende fantasyroman placeret midt i Danmarkshistorien. Bortset fra at Hadrun vist ikke er en virkelig by, så er setuppet solidt funderet i den danske middelalder, og det er rigtig godt fundet på. I middelalderens Danmark finder Lars Kramhøft nemlig alle de ingredienser, en fantasyverden skal have, lige fra hekse over djævletilbedere til riddere og social uretfærdighed.

Jeg har egentlig haft Djævlens hjerte til at ligge i min læsestak, siden den udkom sidste år. Af uvisse grunde har jeg først fået læst den nu. Det var dog klart en fejl, for her er tale om en underholdende fortælling om ridderære, sort magi og familiehemmeligheder som jeg ikke kunne lægge fra mig igen, da jeg først begyndte at læse.

Damian er en usikker ung mand, der evigt stræber efter at leve op til faderens forventninger. Han drømmer også om at blive en ædel ridder, som dem han læser om i bøgerne. Men da hans verden vendes på hovedet, tvinges han til at finde styrken i sig selv, og lærer at se verden med øjne der ikke længere er forstyrret af hans opdragelse og baggrund. Den indre kamp giver Damians figur kant og substans, hvilket gør ham interessant at følge. Også figuren Esme beskrives i kød og blod, og – ikke mindst – som en mere handlekraftig og nuanceret kvinde end det ofte sker i fantasyromaner. I det hele taget synes jeg, at persongalleriet fremstår meget vellykket, selv ned i de mindre biroller, og det er der normalt ingen garanti for i nogen genrer.

Lars Kramhøft serverer en actionfyldt og underholdende historie, som vil fornøje både unge og voksne fantasylæsere. Tempoet er højt, sproget letlæst og historie er uden garanti for en happy ending. Kramhøft kan nemlig ikke beskyldes for at lide af overdreven sentimentalitet, når det gælder bogens personer.

Djævlens hjerte er første bind i serien Sortekunstens Mysterier, og jeg glæder mig allerede til næste bind. Kramhøft efterlader nemlig læseren med en gevaldig cliffhanger, som kan gå til hvad side, det skal være. Så hvis du kan lide solid fantasy og historier om sort magi, dæmoner og kampen mod ondskab, så går du bestemt ikke galt i byen med Djævlens hjerte. En stor anbefaling herfra.

Lars Kramhøft har tidligere udgivet novellesamlingen Således forgår alverdens herlighed samt den prisbelønnede tegneserie Made Flesh sammen med Tom Kristensen. Derudover har han også skrevet en række børnebøger, bl.a. serien Rakkerpak.

Når du har læst Djævlens hjerte, kan jeg også anbefale trilogien Mørkets søn af Jeanette Hedengran & Tina Sanddahl.

Om Djævlens hjerte:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Ulven og Uglen, 371 sider
Omslag: Mads Ahm
Serie: Sortekunstens Mysterier

Besøg Lars Kramhøfts hjemmeside

Læs et interview med Lars Kramhøft på Ulven og Uglens blog

Is i blodet af Robert Zola Christensen

Is i blodet af Robert Zola ChristensenIs i blodet er en spændende thriller om miljø og udenrigspolitik i Grønland

Et hold danske geologer dør under mystiske omstændigheder, mens de er i gang med at undersøge indlandsisen på Grønland. Lederen af teamet, Hans-Jesper Theis, finder alle i gruppen frossen ihjel – på nær én – Vibe, som Theis har et forhold til. Det danske politi sættes på sagen i form af bosnieren Aslam, og Bent Kastrup som er blevet udstationeret af PET. Sagen viser sig dog at have tråde ud til udlandet, og pludselig går der dansk politik i sagen.

Is i blodet er Robert Zola Christensens første spændingsroman. Jeg synes, det er lykkes ham at skabe et underholdende og yderst aktuelt plot, baseret på kampen om minedrift og olieudvinding i Grønlands undergrund kombineret med en forsvunden atombombe og de døde forskere. Jeg kan godt lide kombinationen af den videnskabelige og historiske baggrund med krimiplottet, som starter lige på og hårdt, men jeg har læst andre anmeldelser, som følte, at spændingskurven blev ødelagt af de faktuelle afsnit.

Jeg var dog godt underholdt, og kan anbefale Is i blodet, som en interessant og spændende thriller, der tager samtidig fat på store spørgsmål om bl.a. miljø og udenrigspolitik.

Om Is i blodet: 

Udgivelsesår: 2013
Forlag: Gyldendal, 319 sider

Rummets Guder 2: Rumhavne af Jonas Wilmann

Rummets Guder 2: Rumhavne af Jonas WilmannEfter 3 år i skjul i rumhavnen Zoltr får Miko og Drex muligheden for at hævne sig på guderne – eller er det blot en fælde?

Rumhavne er andet bind i Jonas Wilmanns gotiske sci-fi serie om de to ikke alt for kvikke eventyrere Miko og Drex. I første bind drømte de om at komme ind på Pilotakademiet. Det førte dem til at arbejde for den pensionerede Fredsvogter Mortus, men i hans sære, faldefærdige hus fik Miko i stedet for færten af en gigantisk sammensværgelse. De kosmiske guder havde kun afsluttet Tusindårskrigen og skabt fred i universet med det formål selv at fortære alt liv. Opdagelsen af denne grusomme hemmelighed sendte Miko og Drex på flugt, og nu – 3 år senere – befinder de sig i rumhavnen Zoltr. Endestationen for universets værste afskum.

I Zoltrs pøl af voldelig afstumpethed klarer de to unge fyre sig igennem med hiv og sving. Drex er faldet i alkoholens tåger, mens Miko stadig tænker på gudernes forræderi og ønsker at hævne det. Så da guiden Di-Hozir lader til at vide noget om den forsvundne planet, Ellintia, overhører Miko alle advarsler og følger Di-Hozir til mineplaneten Andros sammen med Drex.

Men Di-Hozir har en helt anden dagsorden end at hjælpe Miko og Drex, og snart er de i endnu større problemer, end de var på Zoltr. Heldigvis dukker en usandsynlig allieret op, da tingene ser værst ud. Spørgsmålet er dog, om de bevæger sig fra asken over i ilden?

Rumhavne fortsætter i samme hæsblæsende stil som Den mystiske eneboer. I en blanding af humor, action og gru følger vi Miko og Drex’s vilde eventyr i deres forsøg på at stoppe guderne i at æde hele universet. Det er dog lettere sagt end gjort. Især i betragtning af at Miko ikke engang har en plan.

“Miko, jeg skal lige høre dig om noget. Jeg har gået sådan og tænkt lidt.”
“Uh, det lyder farligt. Kom du til skade?”
Drex fnøs.
“Hæ, jeg kan egentlig meget godt lide, når du gør det der. Fornærmer mig. Det minder mig om Corint. Minder mig om gamle dage.”
“Jeg skal gøre mit værste, når det nu glæder dig sådan.”
“Men jeg mener det faktisk seriøst. Jeg har tænkt over noget. Efter at ham Di-Hozir har slået os ihjel, hvad er planen så egentlig? Gudejagt, ikke? Men er sådan nogen ikke ret store?”
“Guderne …? Jo, enorme, tror jeg. I hvert fald en af dem. En rød djævel. Den kan æde en hel planet. Trække den lige ind i gabet med sådan nogle lange fangarme.”
“Men hvad gør vi så, hvis vi finder en?”
“Så langt er jeg aldrig kommet i planerne. Normalt ville man vel sige det til myndighederne, så planeterne kunne forsvare sig eller i det mindste forberede sig på udslettelse, men i det her tilfælde er myndighederne de onde, så jeg ved det faktisk ikke.”
“Og der er nok ikke nogen, som vil lytte til os alligevel, fordi vi er idioter og alt det.”
“Nej, også det. Så planen er desværre strandet ved, at vi finder guderne. Og så ser hvad der sker.” (s. 46-47)

Jeg har ventet på fortsættelsen af Rummets Guder, siden bind et udkom i 2016, og heldigvis har det været ventetiden værd. Rumhavne er mindst ligeså underholdende og crazy som forgængeren. Handlingen ruller fra første side, og selvom jeg godt kan synes, at det er et lidt for heldigt tilfælde, at Miko og Drex er bedstevenner med Zoltrs hårdeste negl, Dawaneck (ligesom jeg bliver uendelig træt af teenagepigers tilsyneladende uimodståelige tiltrækningskraft på vampyrer og andre overnaturlige væsener), så lapper jeg med glæde usandsynlighederne i mig, for Wilmann fortæller sin historie med så meget entusiasme og energi, at man bare må overgive sig og lade sig fortære af dens uimodståelige charme.

Rumhavne er med andre ord en vellykket afslutning på et underholdende rum-eventyr, der kan læses af både unge og voksne.

Om Rumhavne:

Udgivelsesår: 01.02.2018
Forlag: Kaos, 217 sider
Omslag: Aske Schmidt Rose

Besøg Jonas Wilmanns hjemmeside

 

 

Reservedelenes by af Lise Bidstrup

Reservedelenes by af Lise Bidstrup

Tænk at kunne leve over 100 år uden at skulle spekulere på sygdomme og andre aldersrelaterede skavanker – men til hvilke omkostninger?

Vinge er en uregistreret. Hun bor på jorden, Terra, sammen med sin mor og lillebror og arbejder hver dag i kartoffelmarkerne. Men når Mentoratet laver deres optællinger, er hun nødt til at skjule sig. Finder Tællerne, at der er for mange mennesker i distriktet, er det nemlig ikke kun de uregistrerede, der bliver straffet. Hele distriktet ‘nulstilles’, som Mentoratet kalder det, når de lader en bombe udslette en landsby.

Alligevel er Vinge egentlig godt tilfreds med sit liv. Ikke som vennen Ollie der drømmer om at komme op i svævebyen over dem, når han ikke fantaserer om at tilslutte sig modstandsbevægelsen og bringe Mentoratet til fald.

I fremtiden er samfundet nemlig blevet skarpt opdelt. De privilegerede klasser lever hele livet i Sky Citys; arbejder med det de har lyst til, og lever langt over 100 år hvis de ønsker det. Imens kæmper de, der blev efterladt på Terra, hver eneste dag for at overleve.

Terraboerne slaver for Mentoratet, der udnytter dem. Dels som arbejdskraft idet Terraboerne dyrker maden, der spises i svævebyerne. Dels bruger dem som en levende organbank for Sky Citys beboere. Hvert øjeblik kan en Terraboer blive standset og få fjernet organer, hvis der er brug for dem i Sky City. Og Høsterne er ligeglade med, om donoren overlever operationen.

Lægen Shoan bor i Sky City. Hun er ambitiøs og dygtig til sit arbejde, der bl.a. består i at udføre organtransplantationer. Da hendes øverste chef kommer ud for et uheld op til en afgørende operation på Sky Citys højmentor Gewin, bliver hun forfremmet til Urban Immortalis’ nye cheflæge. Men under forberedelserne til højmentorens operation begynder sandheden om donororganernes oprindelse at gå op for hende. Det idylliske liv i svævebyerne dækker over en sammensværgelse så stor, at Shoan har svært ved at begribe den.

Udover Vinge og Shoan introduceres vi også for Jonas, som står foran sin certificering, der afgør, hvad han skal arbejde med resten af livet. Jonas har altid været den bedste og drømmer om en fremtid som arkitekt. Men den afsluttende test går ikke helt som forventet, og pludselig befinder Jonas sig i et mareridt.

Det samme gør Artur. Efter et langt liv med hustruen Ester har de besluttet sig for sammen at drage ’tilhimmels’, og efter den sædvanlige ceremoni med familie og venner skydes de ud i rummet. Desværre lader det til, at der er en fejl i raketten, for afslutningen bliver ikke som forventet.

Reservedelenes by er fjerde bind i Lise Bidstrups Urban-serie, der består af selvstændige romaner med forskellige tematikker. I tredje bind Overlevernes by brød verdensøkonomien sammen og efterlod verden i kaos. Denne gang handler det om, hvor langt samfundet er villigt til at gå for at blive udødelige.

Allerede i dag kan man købe sig til ulovlige organer, hvis man er rig nok og ikke har moralske skrupler over, hvor organet kommer fra. Lise Bidstrup tager denne tanke en tand længere ud og forestiller sig et todelt samfund, hvor underklassen ikke betragtes som rigtige mennesker, og som det derfor er helt i orden at bruge som reservedele.

Hidtil havde han opfattet forsyningen af organer som en selvfølgelig nødvendighed, helt på linje med alle de andre fornødenheder, svævebyerne modtog fra Terra. De var, ligesom kyllingen, man spiste til aftensmad, udelukkende produkter. Han indså med en gysen, at han havde opfattet de mennesker, der frembragte organerne, som produktionsmidler, ganske på linje med hønen, der lagde de æg, kyllingerne var udruget af.”

Bidstrup krydsklipper mellem de fire hovedpersoner, og lader på den måde læseren få et indblik i hvordan samfundsopbygningen påvirker dem hver især. Derudover er opbygningen med til at skabe suspense, når vi pludselig efterlader én person for at følge de andre.

Med Reservedelenes by har Lise Bidstrup endnu engang skrevet en underholdende og letlæst ungdomsroman med noget på hjertet. Samtidig er historien actionfyldt, ligesom Bidstrup er god til at skildre sine personer, så de fremstår levende og relativt nuancerede.

Da det er en ungdomsbog, er der elementer af historien som fremstår lidt vel unuancerede for en voksen læser, men ikke desto mindre serverer Bidstrup en tankevækkende fortælling for læseren, som samtidig er elementært spændende. Og selve slutningen tager en overraskende drejning, jeg ikke lige havde set komme.

Af de indtil videre fire bøger i Urban-serien har jeg nu læst de to, og mens Overlevernes by var udmærket, synes jeg, at Reservedelenes by lige er en tand bedre. Dels synes jeg, at historien holder hele vejen denne gang. Dels får det dystopiske element lige et ekstra skru. Lise Bidstrup er nemlig ikke spor blid overfor sine personer denne gang.

Har du læst dystopier som Hungergames og Den femte bølge,, og har du lyst til at prøve en dansk pendant, så er Lise Bidstrups Reservedelenes by et godt bud.

(anmeldt til Himmelskibet.dk, nr. 53)

 

Om Reservedelenes by:

Udgivelsesår: 10.08.2017
Forlag: Høst & Søn, 318 sider
Omslag: Peter Stoltze

Besøg Lise Bidstrups hjemmeside

Urban-serien:

Reservedelenes by, 2017
Overlevernes by, 2015
Idolernes by, 2014
Spillets by, 2012

En cirkel af blod af Christian Engkilde

En cirkel af blod af Christian EngkildeSpændende og velskrevet gyser for børn og unge om ånder, besættelse og en museumsdirektør, der vil gå alt for langt for at bevise sin teori

I 2016 udkom første bind i Christian Engkildes gysertrilogi for børn og unge: Skygger i mørket. Det var historien om fodbolddrengen Sebastian, der fik som opgave at hjælpe den blinde Thomas til rette i klassen. Det viste sig, at selvom Thomas var blind, kunne han se mærkelige skygger, der tilsyneladende forfulgte Sebastian og lavede ulykker, som fik Sebastian i problemer. Skyggerne var afdøde ånder, og første bind sluttede med et voldsomt opgør i skolens gange, som bl.a. involverede den lokale museumsdirektør Botved, og hvor Sebastian kom slemt til skade.

En cirkel af blod starter umiddelbart efter. Sebastian ligger på hospitalet med hovedet indbundet i bandager. Han har fået syre i øjnene, og lægerne ved ikke, om han får synet igen. Indtil videre skal øjnene i hvert fald være i totalt mørke.

Udover at være dybt bekymret for sit syn har Sebastian også andre problemer. Ingen tror på hans og Thomas’ historie om, hvad der virkeligt skete på skolen. I stedet har Botved fået overbevist alle om, at Sebastian står bag det omfattende hærværk. Kun Thomas og deres klassekammerat Caroline, som er indlagt på hospitalet med et brækket ben, tror på hans uskyld.

Oveni er Sebastian også begyndt at se skyggerne. Og mere skræmmende – han ser en skygge besætte pigen Maja, som også er indlagt på hospitalet. Naturligvis tror ingen af lægerne på Sebastian, da han fortæller dem om Maja, og både han og Thomas er sikre på, at Maja er i fare pga. skyggens besættelse. Men hvordan kan de redde hende?

Endelig viser det sig at drengenes sammenstød med Botved langt fra er slut. Endnu en gang må de stå op imod museumsdirektøren, som ikke har opgivet at bevise sin tese om, at den gamle munkeorden Fakkelbrødrene kunne fremmane dæmoner.

Her i andet bind har Christian Engkilde i den grad skruet op for uhyggen. Hvor jeg særligt var begejstret for beskrivelsen af Sebastian og Thomas og udviklingen af deres venskab i første bind, og ikke fandt fortællingen så skræmmende, så leverer En cirkel af blod på alle planer. Her er masser af spænding, men samtidig udbygges især Sebastians karakter. Bekymringerne om blindheden, og reflektionerne over hvordan det påvirker både ham og Thomas, som er født blind, er yderst troværdige og til tider helt gribende.

Afslutningen er til gengæld fuld af tjubang. Caroline er også blevet involveret i opgøret med Botved, og bind to afsluttes med en forrygende redningsaktion under ruinerne af Fakkelbrødrenes kloster. Her er naturligvis tale om en børne/ungdomsgyser, så visse ting står lidt utroværdigt for en voksen læser, men ikke desto mindre var jeg klart underholdt og glæder mig til bind tre, der ifølge forlaget udkommer senere i 2017.

(anmeldt til Himmelskibet.dk, nr. 53)

 

Om En cirkel af blod:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Silhuet, 268 sider
Omslag: Nathascha Friis

Serien:

Skygger i mørket, 2016
En cirkel af blod, 2017

 

Scrapbogen af Karsten Mungo Madsen

Scrapbogen af Karsten Mungo MadsenEn ung studerende, der har brug for at tjene lidt penge og samtidig få læst op på sine studier, tager jobbet som afløser på det ensomt beliggende Kalvø Fyr julen over. Men hvad der på forhånd lignede en loppetjans, viser sig at være alt andet end det.

Fortælleren beretter historien flere år senere, mens han skriver den ned. Han fortæller, hvordan han selv kan være i tvivl om, hvorvidt det virkeligt er sket, eller om det blot var et udspring af hans fantasi. Men et blik i spejlet viser en alt for tidligt ældet mand, så noget er der sket!

Herefter hører vi, hvordan han ankommer d. 23. december 1997 til fyrtårnet. Det er blevet lidt sent på grund af det dårlige vejr, så opsynsmanden viser ham hurtigt rundt og kører så derfra. Efter at have pakket ud kigger fortælleren sig omkring og ender i stuen, hvor han falder over en gammel scrapbog i en reol fyldt med bøger om søfart og fiskeri. Scrapbogen er fyldt med underholdende minder, men mod slutningen er indsat en avisartikel, som får uroen til at vokse i fortælleren. Og om natten har han det værste mareridt, han har oplevet. Men det er kun begyndelsen…

Scrapbogen er Karsten Mungo Madsens første forsøg udi horrorgenren, ihvertfald rettet mod voksne, og han er blandt de fem nominerede til Årets Danske Horrorudgivelse 2017.

Trods de rædselsfulde minder er bogens fortæller meget nøgtern i sin beretning. Men hans pragmatiske fremstilling af begivenhederne suppleres af billedsiden, der er anderledes fuld af følelser. Lige fra skildringen af det dramatiske uvejr ved fortællerens ankomst til Kalvø Fyr, til mareridtets kaos hvor selv billedrammerne bugter og drejer sig i en forvrænget virkelighed.

Billedsiden er holdt i sort/hvide toner, afbrudt af pludselige farveindslag som nærmest virker chokerende efter de mange sider med dæmpet farvebrug. Samtidig bruger Mungo Madsen aktivt historiens billedrammer, så billedsiden til tider føles nærmest filmisk, når han zoomer helt ind på detaljer for derefter at panorere ud eller tilte synsvinklen.

Karsten Mungo Madsen har fortalt, at hans ambition har været at få historien til at føles som en klassisk horror film. Det, synes jeg, er lykkes godt. Ikke mindst fordi historien giver mindelser om de gamle Twilight-afsnit på tv med sin forankring i tværsnittet mellem det virkelige og det uvirkelige.

Nu har jeg læst meget gys og horror, så jeg blev ikke rigtig overrasket over slutningen. Ikke desto mindre var jeg særdeles underholdt af Scrapbogen, hvis kombination af det faktuelle sprog og den dramatiske billedside skaber en fantastisk atmosfære, som virkelig fangede mig under læsningen.

Læs et interview med Karsten Mungo Madsen på Nummer9, hvor han bl.a. afslører, at han pt. arbejder på endnu en horrortegneserie. Denne gang om en virkelig person, Giertrud Bodenhoff, om hvem samtiden sagde, hun var blevet levende begravet …

Om Scrapbogen:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Fahrenheit, 52 sider
Omslag og illustrationer: Karsten Mungo Madsen

Du bør også læse:

Lille fugl af Lauri og Jaakko Ahonen
Vand til blod af Morten Dürr og Lars Gabel
Mørket venter af Loka Kanarp og Carl-Michael Edenborg
Einherjar af Thomas Engelbrecht Mikkelsen
Fordærvet af Lars Kramhøft og Tom Kristensen
Mørkets skønhed af Fabien Vehlmann og Kerascöet
Diego og Dolly af Jesper Wung-Sung og Palle Schmidt

 

 

Castra Damnatorum (Necrodemic, 2) af Patrick Leis

 

Castra Damnatorum af Patrick LeisNår det gælder danske zombifortællinger, er det ikke til at komme udenom Patrick Leis’ Necrodemic-serie, der nu bliver genudgivet i en revideret udgave på forlaget Valeta. Første bind var Necropolis – de levende døde, der kom i 2016, og nu er så Castra Damnatorum klar.

Castra Damnatorum er en revideret og udvidet udgave af de to bøger Camp 41. I introduktionen fortæller Leis, at der udover det nye omslag også er tilføjet nye illustrationer samt en intro-tegneserie. Desuden er der tilføjet nye afsnit og visse hændelser er blevet korrigeret, så de passer med resten af serien.

At gennemskrive denne mammutserie må have været en kæmpeopgave. Både at holde styr på de mange handlingstråde og personer, men også at sørge for at tidslinjen holder og undgå redundans. Da bøgerne oprindeligt er skrevet over lang tid og udgivet på forskellige forlag, har det også været nødvendigt at give dem et  sprogligt eftersyn. Og for at starte med lidt malurt så er det desværre ikke lykkes helt. Der er stadigvæk en del korrekturfejl, som burde være blevet fanget, og det er en skam.

Handlingen i Castra Damnatorum udspiller sig i flygtningelejren Camp 41 under kommandant Videkamp. Her afventer et par tusind civile, at hæren får nedkæmpet zombierne, så folk kan vende tilbage til deres normale liv. Men zombierne er ikke en almindelig fjende. De kan ikke afskrækkes, og hver gang en soldat eller en civil dør, genopstår de som zombier. Så i stedet for at minimere fjendens antal, maksimeres det støt.

Vi følger en række forskellige personer, som er interneret i lejren. Teenagepigen Lomis, der mener, at man kun kan stole på én person her i livet – sig selv. Kommandant Videkamp som forsøger at redde lejren med militær disciplin. Pigen Tilde med den talende bjørn hr. Knut, og drengen Bernard der bliver hjulpet ind i lejren af sortbørshandleren Jason.

Nogle af personerne er gengangere fra Necropolis – de levende døde, som romanen tidsmæssigt udspiller sig samtidig med. Mens andre får en betydning i seriens kommende bind. Atter andre bruges til at sætte fart i handlingen, som f.eks. Mugge der tror på survival of the strongest, eller religiøse Ann Magret der anser Svøben som Guds straf over synderne, og selv mener at hun kan udpege og dømme dem. Endelig er der også det mærkelige søskendepar, som tilsyneladende har rødder i sigøjner slægten, og som pludselig dukker op i lejren, uden at nogen ved hvor de kommer fra.

Livet i lejren er dog langt fra problemfrit. Videkamp forsøger efter bedste evne at opretholde ro og orden, men efterhånden som de må modtage flere og flere traumatiserede flygtninge, og det bliver sværere og sværere at få forsyninger igennem, forværres stemningen. Soldaterne begynder at slække på disciplinen, religiøs fordømmelse blusser op og interne stridigheder om mad, plads og alt muligt andet bliver mere voldelige.

Angst og sult flår langsomt civilisationens fine lag fernis af lejrens beboere, og snart er det ikke kun zombierne man er nødt til at frygte.

Castra Damnatorum er skræmmende læsning. Civilisationens sammenbrud er – trods alle vore teknologiske fremskridt – ikke langt væk. Når først selvopholdelsesdriften sparker ind, glemmes let alle humanistiske forestillinger om at hjælpe de svage. Så gælder det overlevelse.

Jeg er som udgangspunkt vild med Patrick Leis serie, men Castra Damnatorum er ikke mit yndlingsbind. Selvom beskrivelserne af de menneskelige sammenbrud hos bl.a. Videkamp og Mai er gode, og man virkelig føler hele lejrens forfald, så synes jeg det næsten bliver for meget, når vi også introduceres for “magi” i form af søskendeparret, ligesom Ann Magrets figur minder mig lidt for meget om Stephen KingsTågen”.

Der er dog ingen tvivl om, at Castra Damnatorum trods mine anker er underholdende læsning. Særligt mod slutningen når handlingen accelerer, sidder man på det yderste af stolen og kan ikke slippe bogen. Her mærker man for alvor Leis’ evne til effektivt at beskrive gru og rædsel, så man får trang til at se sig over skulderen under læsningen.

Jeg vil glæde mig til næste bind i serien “Requiem – Fort Fergusson” udkommer. Og håber det ikke varer for længe.

Den nye Necrodemic-saga:

Regnum Mortis
Pax Immortalis – Opgøret
Requiem – Fort Fergusson
Castra Damnatorum – Camp 41
Necropolis – De levende døde

Læs mere om serien på Patrick Leis’ hjemmeside

Om Castra Damnatorum:

Udgivelsesår: 01.12.2017
Forlag: Valeta, 532 sider
Omslag og illustrationer: Patrick Leis

 

Jeg er Sif af Thomas Clemen

Jeg er Sif af Thomas ClemenVoldtægtsofferet Sif Magnisdóttir er hovedperson i denne nye, spændende og underholdende krimiserie. Hun er færdig med at være offer.

Thomas Clemen debuterede som forfatter i 2012 med Langs smertegrænsen, en spændende actionfyldt thriller om biologiske våben, magtbegær og storpolitik. Tre år efter udgav han den kontrafaktiske Berlin 404, en intelligent thriller der udspiller sig i en verden, hvor Berlinmuren aldrig faldt. Med Jeg er Sif skriver Thomas Clemen for første gang en ren spændingsroman, dog med mytologiske indfald, og også det gør han godt.

For fire år siden blev Sif Magnisdóttir voldtaget, skalperet og efterladt som død. Godt nok blev gerningsmanden, erhvervsmanden og psykopaten Johan Pressler, anholdt og fængslet, men Sif har levet med følgerne siden. Og nu står Pressler for at blive løsladt.

Samtidig med Presslers løsladelse bliver København centrum for en bandekrig, som også rammer byens indbyggere. Krigen tager fokus fra alt andet, så da en af Sifs veninder fra selvhjælpsgruppen for voldtægtsofre findes voldtaget og dræbt, afskriver politiet hurtigt sagen som et æresdrab. Men Sif er overbevist om, at det er Pressler, der står bag. Spørgsmålet er nu, hvem der er hans næste offer.

Jeg var så heldig at få lov til at tale med Thomas Clemen i Krimimessen Horsens stand til Bogforum 2017Jeg er Sif er både spændende og underholdende. Selvom Thomas Clemen ikke eksperimenterer med genrekrydsning så tydeligt denne gang, så leger han stadig med fortællerstemmerne. Vi følger således historien gennem flere øjne og springer mellem jeg-fortælleren Sif over psykopaten Johan Pressler til den traumatiserede krigsveteran Thor. Endelig får vi også politiets vinkel gennem betjenten Juliane Thorup, der kæmper med at blive accepteret i styrken – eller måske snarere med at acceptere sig selv? Og så er der Sifs drømme, som måske hænger sammen med krigsveteranen Thor.

Jeg læste romanen i stort set ét hug, men slutningen måtte jeg lige tage en ekstra gang. Thomas Clemen er ikke rar ved sine personer. Det rokker dog ikke ved, at jeg var vældig underholdt og kun kan anbefale Jeg er Sif til alle, som holder af en gedigen og velskrevet spændingsroman. Det skal nok blive interessant at følge Sif, Thor og Juliane fremover.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Jeg er Sif:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Modtryk, 350 sider
Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet