september 2017
M T O T F L S
« aug    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Aliens’

Dæmonen i hælene af Dennis Jürgensen

Dæmonen i hælene af Dennis JürgensenDet er stort set altid en fornøjelse at læse Dennis Jürgensen, og Dæmonen i hælene er ingen undtagelse.

I køen i Netto mærker Rune pludselig, at nogen stirrer ondt på ham. Ikke bare ondt som “du har taget min plads i køen”-ondt, men hadefuldt som “jeg ønsker du skal dø”-ondt. Kort efter finder han en forladt mobiltelefon, som en teenager tilsyneladende har glemt. Da den ringer op, er det en ung pige, som råber på hjælp. Rune tror, at det er en joke, men pigen ved en masse ting om ham, som ingen andre ved, og det ender med, at han tror på Sandra, som hun hedder.

Sandra er blevet taget af de grå mænd. Hun befinder sig et mørkt sted, og nu vil hun have Rune til at hjælpe hende. De grå mænd går rundt blandt os og “kidnapper” enkeltpersoner, hvorefter personerne ophører med at eksistere! Ingen husker at de har været til – pånær Rune.

Rune forsøger på flere måder at hjælpe Sandra. Først ved at gå til politiet, siden ved bl.a. at søge hjælp hos en computerkyndig kammerat, men intet hjælper tilsyneladende. Og så må Rune tage sagen i egen hånd.

Som altid blev jeg lynhurtigt fanget ind i Jürgensens univers. Uanset om det handler om børn, eller som her i Dæmonen i hælene en voksen hovedperson, så fortæller Jürgensen flydende og effektivt. Her er Rune fanget i en mareridtsagtig verden, hvor alle han kender forsvinder, og han bliver mere og mere i tvivl om, hvorvidt det virkelig sker, eller om det hele blot foregår i hans hoved.

Plottet er måske nok set før, f.eks. i Jack Finneys roman fra 1955, hvor aliens overtager menneskenes kroppe og langsomt udsletter menneskeheden. Men jeg synes stadigvæk, at Dennis Jürgensen sætter sit eget præg på historien, som efter min mening er velskrevet og underholdende for både unge og voksne.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2007
Omslag: Leif Rosby

Andre bøger af Dennis Jürgensen:

Tunnelmanden (2010)
Dødens mange facetter (2009)
Dæmonen i hælene (2007)
Kadavarjagt (2006)
Uhyret i brønden (1998)
Måske (1994)
Monsteret i kælderen (1993)
Tingen i cellen (1992)
Kadavermarch (1991)
Grønne øjne (1985)

Besøg Dennis-klubben

Det kom fra en anden verden af John W. Campbell Jr.

Det kom fra en anden verdenUdover horror læser jeg gerne science fiction, men da jeg er lidt doven anlagt, er det sjældent, at jeg får læst bøgerne på engelsk. Derfor er jeg altid glad, når Science Fiction Cirklen kommer med nye udgivelser, for generelt er de af høj kvalitet, og er ofte præcis det, jeg ikke vidste, at jeg manglede at læse.

Nu er det måske ikke lige til højrebenet at omtale science fiction udgivelser på et horror-site, men når det drejer sig om Det kom fra en anden verden, synes jeg dog sagtens, det kan forsvares. Titelnovellen ligger nemlig til grund for ikke mindre end 3 filmatiseringer, der alle kan betegnes som delvis horror, nemlig: The Thing From Another World (1951), John Carpenter’s The Thing (1982) og The Thing (2011).

Novellesamlingen består af 6 noveller samt et forord og et omfattende efterord af Rasmus Wichmann, som også har udvalgt historierne. Her vil jeg dog kun beskæftige mig med Det kom fra en anden verden, eller Who Goes There som er originaltitlen.

En ekspedition til Antarktis falder over et rumskib, der ligger begravet dybt nede i isen. I forsøget på at komme ind i det destrueres det ved et uheld, men man har dog også fundet et væsen fra fartøjet ligeledes begravet i isen, som man nu bringer tilbage til basen. Her kommer det til en afstemning om, hvorvidt man skal prøve at tø væsenet op eller ej. I forventning om at væsenet umuligt kan have overlevet de mange år i isen, ender det med, at man lader det tø op for at biologen Blair kan undersøge det nærmere.

Men væsenet er langt fra dødt, og snart går det op for mændene, at væsenet har evnen til at imitere andre skabninger til mindste detalje. Spørgsmålet er, om nogen allerede er blevet “besat” af væsenet – og i givet fald hvem?

Oprindelig udkom Who Goes There i 1938 i Astounding Science Fiction under pseudonymet Don A. Stuart. I efterordet skriver Wichmann, at Campbell var stærkt inspireret af H. P. Lovecrafts fortælling Vanviddets bjerge fra 1931. Begge historier foregår da også i Antarktis, og i begge historier gør ekspeditionsdeltagerne et enestående fund. Udover disse rent åbentlyse sammenligninger kommer Wichmann også ind på “det mest Lovecraftske træk”: “… at mange af dem, der forstår konsekvenserne af deres opdagelse, simpelthen mister forstanden. I Lovecrafts tilfælde, er det fordi det menneskelige verdensbillede undermineres, i Campbells tilfælde specifikt fordi væsenets evner umuliggør netop dét bærende element, der gør hans hovedpersoner til mennesker, og som er altafgørende i et fjendtligt klima: tillid.”

Jeg må erkende, at jeg ikke selv havde tænkt over inspirationen fra Lovecraft, men efterfølgende kan jeg også godt se andre ligheder. F.eks er rædslerne i Lovecrafts univers ofte unævnelige, blasfemiske, umenneskelige og uforklarlige, og her i Who Goes There er det fremmede væsen også umenneskelig og uforklarligt. Tanken om, at de mennesker, man har levet så tæt sammen med, måske i løbet af natten har ændret sig til et monster med uforståelige bevæggrunde og et ønske om at underlægge sig verden, er nok til at gøre et menneske sindssygt. Uvisheden og utrygheden sammen med det umulige i at komme væk fra det usynlige trussel skaber en paranoid stemning, hvor alle mistænker alle, og hvor der ingen sikkerhed er at finde. Ligesom i Lovecrafts univers.

Campbell underbygger paranoiaen i den måde, han fortæller historien på. I stedet for at tage udgangspunkt i en hovedperson og dennes tanker og følelser, er novellen mere observerende blandet med dialog. F.eks. beskrives fundet af rumskibet kun gennem mændenes dialog og deres beskrivelse af, hvad der skete. Vi ved således ikke, hvad der foregår i hovedet på personerne, kun hvilke tanker de udtrykker højt. På den måde er læseren i ligeså høj grad som novellens personer i tvivl om, hvem væsenet har overtaget, og det forøger mistænksomheden, for hvem kan vi stole på?

På trods af de mange år på bagen holder Campbells historie stadigvæk. Nok er tempoet anderledes end i dag, og nok forklarer Campbell ind i mellem lidt omstændigt. Men selve omdrejningspunktet – det umenneskelige væsen og den intense skildring af mændenes paranoia holder stadigvæk 100%.

Endnu har jeg kun set de to første filmatiseringer, men her er der en tydelig forskel i, hvad instruktørerne har lagt væk på. Christian Nybys film fra 1951 har lagt vægten på action. Her handler det om det fremmede væsens forskellighed fra mennesket, dets flugt efter optøningen og kampen mod det, der ender med, at det dræbes. Væsenet er her menneskelignende at se på, men planteagtig af væsen, og imiterer ikke andre men formerer sig via frøkapsler (måske er det herfra Jack Finney fandt inspiration til sin roman Invasion of the Body Snatchers fra 1955?)

I John Carpenters fortolkning fra 1982 er der lagt langt mere vægt på paranoiaen og mændenes forsøg på at finde ud af, hvem der eventuelt er blevet smittet. Her ser vi ikke væsenet, men den originale historie følges langt hen ad vejen, f.eks. forsøgene på at finde en test der kan afsløre væsenet.

Jeg glæder mig til at se den nyeste filmatisering, og finde ud af hvor meget inspiration den henter fra Campbells novelle. Men indtil da kan jeg kun anbefale at læse originalforlægget, som sagtens står alene.

Om filmen:

Udgivelsesår (dansk): 2011
Originalt udgivelsesår: 1938
Originaltitel: Who Goes There?
Omslag: Shadow Legion

Se mere om “Det kom fra en anden verden” på Science Fiction Cirklens hjemmeside, hvor du også kan læse Rasmus Wichmanns artikel “Mens vi venter på The Thing“.

Læs også anmeldelsen på Planet Pulp

Gøgene i Gorby af John Wyndham

Gøgene i GorbyFor nogen tid siden genså jeg filmatiseringen af John Wyndhams roman Midwich Cuckoos, der blev filmatiseret som Village of the Damned. Jeg var ret betaget af den og fik lyst til at læse romanen bag. Desværre er den eneste udgave på dansk en forkortet og bearbejdet udgave til børn. Det bedste, man kan sige om Gøgene i Gorby, er, at filmen tilsyneladende følger oplægget temmelig nøjagtigt, og at idéen til toeren også kan findes i bogforlægget. Jeg må vist hellere få fat i originaludgaven.

John Wyndham har bl.a. også skrevet Da Trifitterne kom, hvor jorden bliver invaderet af menneskeædende planter, og Invasion fra dybet som jeg endnu har til gode at læse.

Om bogen:

Originalt udgivelsesår: 1957
Originaltitel: Midwich Cuckoos

Village of the Damned (1960)

Village of the DamnedDet er efterhånden en del år siden, at jeg første gang så den originale Village of the Damned, og jeg må indrømme, at jeg nok synes bedre om den ved dette gensyn.

Den lille engelske by Midwich falder en dag bogstaveligt talt i søvn. Alle, som befinder sig indenfor en radius af 5 km fra byens centrum falder om i en dødlignende søvn på samme tid, uanset hvad de var i gang med. Det bliver opdaget af major Alan Bernard, da han vil besøge sin søster, som er gift med videnskabsmanden Gordon Zellaby og bor i Midwich.

Før myndighederne finder ud af, hvad der foregår, vågner alle dog op igen – tilsyneladende uskadte – men to måneder senere får byen endnu en overraskelse. Alle de fødedygtige kvinder, som befandt sig i Midwich den dag, er gravide! Og oveni udvikler fostrene sig hurtigere end normalt.

Efter fødslen fortsætter denne hurtige udvikling, og Gordon Zellaby, som holder børnene (inklusive sin egen søn, David) under nøje observation, finder ud af, at når et af børnene har lært noget, kan de det alle. Desuden kan de læse tanker og kontrollere andre mennesker ved hjælp af deres mentale kræfter. Og da børnene ikke lader til at have samme moralske sans som almindelige mennesker, bliver det snart klart at noget må gøres for at stoppe dem.

Village of the Damned er fra 1960, så naturligvis er tempoet væsentlig langsommere end i nutidens film. Selvom der er flere ganske voldsomme scener undervejs, så antydes de blot. F.eks. brænder en mand op, men vi ser kun ham, så flammerne og til sidst hvordan andre mænd tramper på noget på jorden. Et andet eksempel er en mand, der skyder sig selv med et jagtgevær – også her er det tilskuerens fantasi, der gør det beskidte arbejde. Men denne antydelsens kunst fungerer rigtig godt, og gør efter min mening ikke filmen ringere. Samtidig er starten af filmen yderst effektfuld, idet synet af de mange livløse mennesker i hverdagssituationer virker overraskende voldsomt. Jeg tænker næsten, at Mick Garris, som instruerede Stephen Kings The Stand, er blevet inspireret til sin start med de mange døde forskere i militærlaboratoriet.

Stemningen i Village of the Damned minder mig om Invasion of the Body Snatchers med den samme følelseskolde overtagelse af menneskeheden. Børnene ser måske ikke specielt skræmmende ud med deres kunstige parykker, men når deres øjne skifter udtryk, bliver de alligevel ganske ubehagelige at se på, og jeg synes, det er lykkes fint at gøre dem til små udtryksløse skabninger med et stirrende, koldt blik.

Village of the Damned bygger på romanen The Midwich Cuckoos fra 1957 af John Wyndham (på dansk Gøgene i Gorby). Nogle år senere kom sequalen Children of the Damned af Anton Leader (også med titlen Horror!), og i 1995 lavede John Carpenter en genindspilning af filmen. Selvom jeg mener at have set den, så kan jeg faktisk ikke rigtig huske den for hverken noget godt eller skidt. Jeg har købt en dobbeltudgave, hvor også Children af the Damned er med, og efter fornøjelsen med første film glæder jeg mig til at se, om den næste er ligeså god.

Om Village of the Damned:

Instruktør: Wolf Rilla
Udgivelsesår: 1960

The Forgotten

“The Forgotten” hører til blandt de psykologiske thrillers, og jeg blev hurtigt opslugt af historien. Desværre kører den efter min mening af sporet til sidst, og bliver alt for sukkersød og idyllisk, men det er selvfølgelig også en amerikansk film med Julianne Moore i hovedrollen.

Telly (Julianne Moore) mistede sin søn i en uforklarligt flyulykke for 14 måneder siden. Hun sørger stadig dybt og bruger timer hver dag på at se på billeder og film med sønnen, selvom hun også modtager psykologhjælp for at komme videre. Men en dag er alle billeder af sønnen væk! Først anklager hun sin mand for at stå bag, men det går snart op for hende, at alle – undtagen hende selv – har glemt alt om sønnens eksistens. Det får hende til at søge i gamle aviser for at finde beviser på flyulykken, men også her er artiklerne på mystisk vis forsvundet og er blevet erstattet af andre nyheder.

I sin søgen efter sandheden og sønnen slår Telly sig sammen med Ash, en far som mistede sin datter i samme ulykke, som Telly mistede sin søn. Først har også han glemt alt om sin datter, men det lykkes for Telly at få ham til at huske, og nu forsøger de at finde ud af, hvem der står bag denne mystiske affære – og ikke mindst, hvorfor?

Det bedste ved “The Forgotten” er den første times tid, hvor man undrer sig over, hvad i al verden der sker. Først er man i tvivl om, hvorvidt Telly er rigtig velforvaret. Så tror man, at hendes mand er en del af plottet mod hende, og så skifter historien helt spor og bliver rigtig interessant. Jeg vil ikke afsløre med hvad, for det bør man selv opdage.

Jeg var vild med den måde, man har filmet på. Bl.a. er mange af scenerne skudt direkte mod jorden, og det giver en følelse af, at filmens personer bliver overvåget hele tiden. Det bidrager til den paranoia, som Telly og Ash har, for uanset hvad de gør, virker det som om, at “de” ved det. Desuden er der nogle virkelig fede scener med brug af special effects, som næsten fik mig til at lette af sædet.

Slutningen er som sagt ikke lige min kop te, men indtil da var jeg vældig godt underholdt, så kan man lide psykologiske thrillers med et twist, er “The Forgotten” glimrende tidsfordriv.

Instruktør: Joseph Ruben
Udgivelsesår: 2004

Quatermass and the Pit

Det er ikke så ofte, når jeg ser disse gamle horror-film, at jeg bliver rigtig grebet af historien. Som oftest er det underholdende kuriositeter, men for “Quatermass and the Pit” var det en anden sag. Her blev jeg fuldstændig optaget af historien uden at tænke over hverken tid eller sted.

Quatermass arbejder i British Experimental Rocket Group, da man i en udbygning af undergrundsbanen på Hobb Street finder skeletterne af nogle forhistoriske mennesker. Skeletterne ligger sammen med noget, der da det bliver gravet ud ligner en form for raketskib, hvorfor militæret bliver tilkaldt, og Quatermass får lov at følge med. Under udgravningen oplever Quatermass en meget ubehagelig hændelse sammen med oberst Breen, men hvor Quatermass ønsker at være forsigtig ud fra devisen, at de ikke ved, hvorfra raketten stammer, er oberst Breen overbevist om, at det er resterne af en tysk raket fra 2. verdenskrig. Og selvom de finder astropods inde i raketten med resterne af noget, der ligner insekter på størrelse med en stor hund, så holder Breen fast i sin overbevisning.

Mod Quatermass anbefaling, åbnes udgravningen op for pressen og nysgerrige borgere, men noget går helt galt, og pludselig er tilskuerne forvandlet til en blodtørstig pøbel, der overfalder alt og alle, mens alting kollapser omkring udgravningen.

Her er nogle efter min mening helt fantastiske scener, hvor genstande flyver gennem luften, øjensynligt pga. af fald i luftens atmosfære, og slutningen med pøblen, som går amok, er ligeledes eminent. De insektagtige skabninger er måske ikke så vellykkede, men forklaringen på dem er til gengæld tankevækkende, og jeg kom til at tænke på “2001: A Space Odyssey” af Stanley Kubrick, der kom året efter i 1968.

Quatermass spilles af Andrew Keir, som jeg synes var temmelig anonmy i “Blood from the Mummy’s Tomb“, men jeg må sige, at denne rolle fylder han anderledes godt ud. Han er overbevisende, og især mod slutningen hvor alle mister grebet om dem selv, fungerer han rigtig godt.

“Quatermass and the Pit” var den tredje serie om Quatermass lavet til BBC i 1950’erne. Serien bestod af i 6 afsnit, og den havde et noget større budget end de første to, som iøvrigt var store successer både på seer- og anmeldersiden. Rettighederne til at lave serien om til en biograffilm blev købt af Hammer Film, og manuskriptet blev skrevet af Nigel Kneale, der også stod bag tv-seriens manuskript. Instruktøren var Roy Ward Baker, som også står bag film som “Scars of Dracula” (1970) og “The Vault of Horror” (1973).

I USA udkom filmen iøvrigt med titlen “5 Million Years to Earth”.

Instruktør: Roy Ward Baker
Udgivelsesår: 1967

Læs mere på Wikipedia

The Ultimate Hammer Collection:

She, 1965
The Nanny, 1965
Dracula – Prince of Darkness, 1966
The Plague of the Zombies, 1966
Rasputin the Mad Monk, 1966
The Reptile, 1966
The Witches, 1966
One Million Years B.C., 1966
The Viking Queen, 1967
Frankenstein Created Woman, 1967
Quatermass and the Pit, 1967
The Vengeance of She, 1968
The Devil Rides Out, 1968
Prehistoric Women, 1968
Scars of Dracula, 1970
The Horror of Frankenstein, 1970
Blood from the Mummy’s Tomb, 1971
Straight on till Morning, 1972
Fear in the Night, 1972
Demons of the Mind, 1972
To the Devil a Daughter, 1976

Invasion of the Body Snatchers (1956)

Invasion of the body snatchers 1956Jack Finneys roman Invasion of the body snatchers fra 1955 har efterhånden givet udslag i flere filmatiseringer. Bedst er efter min mening Philip Kaufmans version fra 1978, hvor bl.a. Donald Sutherland spiller med. Nu har jeg så også fået set den første filmatisering fra 1956, og jeg er overrasket over, hvor god jeg egentlig synes, den er.

I den lille by Santa Mira begynder den lokale læge, Miles Bennell, at få nogle mærkelige henvendelser. Flere patienter påstår, at deres nærmeste ikke er dem, de udgiver sig for, men når Miles taler med dem igen efter nogen tid, er alt igen som det skal være.

En aften bliver Miles kaldt hjem til vennen Jack, som har fundet en ufærdig krop i sin have. Miles er lige så forundret over kroppen som Jack, men foreslår at Jack og hustruen Teddy holder øje med kroppen natten over. I løbet af natten falder Jack i søvn, og Teddy opdager, at kroppen vågner op. Heldigvis får hun vækket Jack, og de tager hen til Miles. Sammen med Miles er Becky, og de beslutter, at Teddy og Jack skal forsøge at hente hjælpe udefra, mens Miles og Becky prøver at finde ud af, hvem i byen de kan stole på. Men hvor længe kan de klare sig uden søvn?

Historien om de mystiske frø fra rummet, som forvandler sovende til følelsesløse kopier af dem selv, er stadig skræmmende i dag. Selvom historien er meget 50’er agtig med handlekraftige mænd, og kvinder der klynger sig til dem, når der opstår problemer, så fungerer hele setuppet.

Invasion of the body snatchers var i juni 2008 nr. 9 på American Film Institutes liste over de 10 bedste science fiction film, og det forstår jeg egentlig godt.

Om filmen:

Instruktør: Don Sigel
Udgivelsesår: 1956

Andre filmatiseringer:

The Invasion – D: Oliver Hirschbiegel, 2007
Body snatchers – D: Abel Ferrara, 1993
Invasion of the body snatchers – D: Philip Kaufman, 1978

Altered

AlteredEduardo Sánchez, som instruerede “The Blair Witch Project“, har også instrueret “Altered”, der i mine øjne er langt mere underholdende.

Tre venner er på jagt midt om natten ude i skoven. Det er dog ikke rådyr, de forsøger at få fat i, men aliens. Det lykkes dem rent faktisk at fange én, som de tager med hen til vennen Wyatts hus, og nu vil de hævne sig – for det viser sig, at de alle har været fanget af aliens, og at en af deres venner døde under denne tilfangetagelse.

Men den tilfangetagende alien er ikke ufarlig, og vennerne kommer snart i alvorlige problemer.

“Altered” er ikke en fantastisk overraskende historie, men den er velspillet med gode hop-ud-af-sædet overraskelser og fede visuelle scener. Der gives ikke mange forklaringer, men selvom plottet er simpelt, så fanger det alligevel, og jeg følte mig udmærket underholdt, selvom det sikkert ikke er en film, som går over i historien.

Om “Altered”:

Instruktør: Eduardo Sánchez
Udgivelsesår: 2006

The Invasion

Jack Finneys roman “The body snatchers” fra 1955 er efterhånden blevet filmatiseret en del gange, senest af Oliver Hirschbiegel i 2007 med bl.a. Nicole Kidman og Daniel Craig på rollelisten. Og hvor 1993 versionen er en ret ligegyldig og tam affære, er 2007 udgaven slet ikke så tosset. Ikke så god som Philip Kaufmans version fra 1978 med Donald Sutherland, men en ganske udmærket film. (Og nej, jeg har desværre ikke fået set originalfilmen fra 1956 af Don Siegel endnu)

“The invasion” starter med, at en spaceshuttel falder ned og straks isoleres, for noget gror på skroget. Men selvom man er opmærksom på faren, lykkes det alligevel sporene (som det viser sig at være) at inficere nogle mennesker, og en spredning af noget begynder. Det går dog ikke op for den almene befolkning, som blot tror, at en alvorlig influenza epidemi er under optræk.

Hovedpersonen Carol Bennell er psykolog og enlig mor for sønnen Oliver. En dag fortæller en af hendes patienter, at hendes mand ikke længere er hendes mand, og Carol opdager, hvordan folk omkring hende ændrer opførsel. Da hun opdager et mystisk stof og tager det med til sin ven, lægen Ben, opdager de, at noget er helt galt. Men før de når at reagere, er alt for mange smittet, og situationen virker ude af kontrol.

Nicole Kidman er udmærket i rollen som Carol, men jeg må også sige, at jeg fik en ny respekt for hendes evner som skuespiller i “The others”. Oliver Hirschbiegel har ikke satset på at lave klamme scener med de inficeredes forvandling (selvom det, vi ser, er godt lavet). I stedet fokuserer han på de psykologiske aspekter af historien. Hvordan en kendt verden pludselig virker anderledes og fjendtlig, uden at man kan sætte en præcis finger på hvorfor? Og på samspillet mellem menneskerne og de inficerede. Det er ret godt lavet.

Det eneste jeg har et problem med er slutningen, og nu kommer jeg med en spoiler!!!! Romanen fra 1955 ender med, at menneskene finder en kur mod sporene fra rummet, og det gør man også i “The invasion”. Men her synes jeg, at 1978 udgaven er langt mere uhyggelig. Jeg husker med gru og yderst tydeligt, hvordan Sutherland i slutningen af filmen afsløres som inficeret. Puha det var klamt!

Instruktør: Oliver Hirschbiegel
Udgivelsesår: 2007

Se traileren til 1978 versionen

The thing from another world

The thing from another worldSå fik jeg endelig set originalen, som John Carpenter lavede sin genindspilning The thing af i 1982. Christian Nybys film fra 1951 er en mere humoristisk og knap så uhyggelig film, men jeg tror egentlig, at den var ganske skræmmende i sin tid.

Kaptajn Hendry sendes til en arktisk forskerbase, hvor man har fundet noget stort begravet i isen. Da man forsøger at springe tingen – som man hurtigt finder ud af er en form for rumskib – ud af isen, sprænger man det i stedet i luften. Men det lykkes at redde en indfrossen skikkelse med tilbage til base. Her forlanger kaptajn Hendry ,at den holdes under vagt i frossen tilstand. Men ved et uheld tør isen omkring skikkelsen, og pludselig har man et grønt monster på fri fod, der tilsyneladende er en form for plante med smag for blod.

I The thing from another world står hæren og videnskaben stejlt overfor hinanden. Den førende videnskabsmand dr. Carrington er sikker på, at man kan kommunikere med den fremmede, mens kaptajnen ønsker at holde den under lås og slå. Og det viser sig jo også, at den var en grimme karl – morale: Pas på de fremmede. Skyd først og spørg senere! Det er lidt interessant, som filmhistorien veksler imellem at se på aliens som enten farlige eller som menneskets venner. De forskellige synsvinkler kommer i bølger. Men her under kommunistforskrækkelsen er de fremmede i hvert fald tydeligtvis onde.

Jeg kunne genkende mange elementer som Carpenter brugte i sin version, og ikke mindst de afsluttende ord som bringes næsten ordret i en anden Carpenter film The Fog: Watch the skies, everywhere! Keep looking. Keep watching the skies!

Om The thing from another world:

Instruktør: Christian Nyby, Howard Hawks (uncreditet)
Udgivelsesår: 1951

Også omtalt på horrorsiden.dk