Indlæg tagget med ‘Aliens’

“Vikaren” er Ole Bornedals gensyn med gysergenren efter hans fremragende gennembrudsfilm “Nattevagten” fra 1994.

Paprika Steen spiller skolelæreren Ulla Harms, som bliver vikar for en 6. klasse. Der går dog ikke længe, før børnene finder ud af, at hun ikke er helt almindelig, men selvom de klager deres nød til forældrene, så hører disse selvfølgelig ikke efter. Og det ender med, at Ulla Harms får alle børnene med på en studietur til Paris – som i virkeligheden fører et helt andet sted hen. For Ulla Harms er nemlig slet ikke et menneske …

Paprika Steen er rigtig god i rollen som Ulla Harms, og Jeg holder meget af, at hun lander i en burhønsefarm, da hun ankommer til jorden. Faktisk indgår der høns i flere af scenerne, og det vælger jeg at se som en klar hyldest til Tobe Hoopers “Motorsavsmassakren”, men det er måske at læse for meget ind i filmen

En af mine kollegaer så den sammen med sin 11-årige søn, og de havde en herlig oplevelse med filmen, så går man til den med sjove briller på, så er “Vikaren” et udmærket bud til lidt aftenunderholdning. Bare du ikke forventer at blive bange.

Instruktør: Ole Bornedal
Udgivelsesår: 2007

Jeg kan rigtig godt lide Alien-serien, så da “Alien vs. Predator” kom i 2004, var det en film, jeg bare skulle se. Heldigvis faldt den helt  i min smag, selvom jeg godt er klar over, at den nok ikke ligefrem topper, som den bedste og mest meningsfyldte film i verden.

I 2007 kom så efterfølgeren “Aliens vs. Predator – Requiem”, og min mening var at se den i biografen, men det nåede jeg ikke. Og det kan jeg så prise mig lykkelig over i dag, for magen til møgfilm har jeg da ikke set længe.

Et Predator-rumskib med en masse aliens ombord styrter ned i nærheden af en lille by nær Colorado. Predatroren dør men når at sende et SOS signal. De medbragte aliens overlever derimod, og snart er landsbyen oversvømmet med dem.

Filmen følger dels en Predator, som følger SOS signalet og sætter sig for at udrydde både aliens og menneskene, dels en gruppe mennesker som slår sig sammen for at klare sig igennem.

Historien er fyldt med huller. Vi får ingen forklaring på personerne (hvorfor er det fx vigtigt, at Dallas har siddet i spjældet og er ven med sheriffen? Hvis det ikke er vigtigt hvorfor så nævne det overhovedet?), der er ingen sammenhæng i forhold til de øvrige film i, hvor hurtigt og hvordan aliens formerer sig, historien er nærmest ikke eksisterende, og så spiller de medvirkende generelt rigtig dårligt.

Jeg blev rigtig skuffet og kan ikke anbefale “AVP2 – Requiem”. Øv øv. 

Instruktør: Colin og Greg Strause
Udgivelsesår: 2007

I den lille by Wheelsy lader indbyggerne op til årets begivenhed – The Dear Cheer. En fest som hvert år åbner jagtsæsonen på rådyr. Men i år er rådyrerne ikke det primære bytte. En meteor falder nemlig ned i skoven, og meteoren indeholder en mystisk parasit, som slår sig ned i mennesker og overtager deres kroppe.

Grant er parasittens første offer, og det går snart op for hans unge og smukke hustru Starla, at noget er helt galt. Heldigvis har Weesly også en ung og kvik politichef, Bill Pardy, og da tingene for alvor begynder at gå galt, er han på pletten.

“Slither” er ganske underholdende. Den er ikke speciel uhyggelig, men der er flere morsomme scener – og så er den til tider ganske splattet.

Instruktøren James Gunn virker inspireret af Romeros zombier og af David Cronenbergs parasitter i filmen “Shivers” fra 1975. “Slither” er dog ren underholdning og skal ses en aften, hvor hjernen gerne må slå fra.

Instruktør: James Gunn
Udgivelsesår: 2006

“Signs” er Shyamalans tredje film (de to første var “Den sjette sans” og “Unbreakable”) og den finder sted på en farm i Bucks County. Graham Hess (Mel Gibson) bor her sammen med sine to børn og broderen Merrill (Joaquin Phoenix).

En dag begynder tingene at føles forkerte. Der er ikke umiddelbart noget at se, men vinden lyder anderledes, når den suser gennem majsmarkerne. Skyggerne virker mørkere og mere dunkle, hundene begynder at gø ad ingenting, og så opdager familien store korncirkler på deres mark. Nogenlunde samtidig begynder tv at fortælle om tilsvarende korncirkler rundt om i hele verden. Børnene tror, at det er rumvæsner, som er kommet til jorden og får snart overbevist Merrill, som ikke er den klogeste mand på jorden, men Graham nægter at tro på det. Hvem har ret?

“Signs” er en underspillet film, hvor Shyamalan ikke lader sig forlede af det store Hollywood budget til at fylde op med special effects. I stedet skaber han en utrolig intens stemning ved at bruge dagligdagsting som katalysator for utrygheden. Gennem det meste af filmen holdes publikum i uvidenhed om, om der virkelig er rumvæsner på spil, eller om det hele blot er et stort fupnummer, og hele dette “build-up” kulminerer først til allersidst.

Selve plottet er ikke stort, men skuespillerne yder en fantastisk indsats. Mel Gibson er god i rollen som den desillusionerede enkemand og fader, hvor netop fraværet af følelser vises så tydeligt. Datteren Bo spilles af kun 6-årige Abigal Breslin, som leverer en levende og flot præstation, og Joaquien Phoenix er suveræn i rollen som den lidt småtbegavede Merrill.

Instruktør: M. Night Shyamalan
Udgivelsesår: 2002

“Evil Aliens” er en af den slags film, som man godt ved, er dårlige, men nogen gange er de dårlige på den fede måde.

Michelle Fox er vært på kanalen Weird World, der præsenterer historier om spøgelser og aliens i flæng. Seertallene er dog på vej ned, så da en historie om en ung pige på en ø uden for Wales kyst er blevet gravid med en alien når Michelles øre, samler hun hurtigt sit hold og tager af sted til Wales.

Men hvad der skulle have været en nem fuphistorie, viser sig pludselig at være den barske virkelighed. Øen er virkelig fuld af aliens – og de er tilsyneladende bare ude på at slå alle mennesker ihjel. Så nu er det eneste, der står mellem jordens overtagelse, en nørd og en gruppe tv-folk.

“Evil Aliens” er fyldt med splat og crazy humor, og jeg kom i perioder til at tænke på Peter Jacksons “Braindead“. Også her må helten bruge de forhåndenværende remedier som våben, og hvor en plæneklipper er nok for Lionel i “Braindead“, må vores helt have fat i en mejetærsker for at klare de mange aliens.

Det er fedt på en sær måde, og selvom historien ind i mellem bliver for meget, så grinte jeg nu nok til, at jeg alligevel synes, at “Evil Aliens” var værd at se.

Instruktør: Jake West
Udgivelsesår: 2005

Den rige Charles Weyland står bag en ekspedition til Antarktis. Det har vist sig, at der langt nede i jorden ligger et mystisk pyramide-agtigt tempel, som han sætter en ekspedition til at udforske. De finder dog snart ud af, at templet IKKE er ubeboet – faktisk huser det æg med Aliens i, som begynder at klække. Og da der kort efter ankommer tre Predators, er de overlevende mennesker fanget i et gigantisk slag.

Jeg ved godt, at “Alien vs. Predator” ikke er en god film i den forstand. Men jeg er helt vild med den! Jeg synes, det er så sejt med slagsmålene mellem mennesker, Aliens og Predators, og jeg synes, scenerne i den underjordiske pyramide er fedt lavede. Og så har jeg en svaghed for Paul W. S. Anderson, som også har instrueret en af mine absolutte yndlingsfilm “Event Horizon”.

Instruktør: Paul W. S. Anderson
Udgivelsesår: 2004

De tre første film kan ses som en livscyklus for Alien-monstret. I første film fødes Alien og kommer i kontakt med menneskenes verden. I anden film udvikler den sig til mange og i sidste af de tre dør den.

Det samme sker næsten med den anden hovedperson, Ripley. I første film modnes hun til at være den, der til sidst overvinder den første Alien. I anden film finder hun mand og barn, og i tredje film dør også hun. Efterfølgende er der så lavet en fire, som ikke helt passer ind i triologien.

Bo Green Jensen har set nærmere på filmene.
“Alien” blev instrueret af Ridley Scott. Scott lavede en ‘saglig’ fremstilling af alien med kun et enkelt monster på skibet. Til gengæld var Nostromo i modsætning til fx Enterprise fra StarTrek, en nedslidt skrotbunke fyldt med rustne rør og mørke, tærede gange. Scotts “Alien” viste en troværdig men meget lidt tillokkende fremtid, og filmen er fuld af realistiske og samtidigt frastødende scener, som fx da videnskabsofficeren viser sig at være en androide.

Nr. 2 film “Aliens” fra 1986 blev instrueret af James Cameron, som kort forinden havde etableret sit navn med “Terminator”. “Aliens” blev da næsten også bygget op over samme recept, hvor Ripley som en anden superhelt næsten ene kvinde udraderer en hel planet fuld af aliens.

I 1992 laver David Fincher så “Alien 3″ i en mørk ‘mindre er mere’-filosofi, som han siden har brugt i den sorte thriller “Seven” fra 1995. Hele filmen er mørk og trøstesløs indtil sidste billede, hvor Ripley som en anden kristusfigur falder baglæns ned i støbeovn fyldt med smeltet stål.

Den fjerde og formentlig sidste film blev lavet i 1997 af Jean-Pierre Jeunet. Han er kendt for bl.a. “De forbudte børns by” (1996) og har også genbrugt et par skuespillere fra denne. Jeunets version er, modsat Finchers meget nøgne og asketiske skildring, en overdådig udgave med masser af slim, kroppe og visuelle gimmicks.

Filmene er klassikere indenfor genren, og jeg kan klart anbefale dem, hvis der endnu skulle være få, der ikke har fået set dem endnu. Mine yndlings er nr. 1 og nr. 3 – ikke nødvendigvis i den rækkefølge – og den dårligste er nr. 2. Her bliver der sat for meget focus på actiondelen – dvs. selve udryddelsen af aliens’ne – og for lidt focus på spillet mellem alien og mennesket. Jeg synes heller ikke, at 2′eren har samme uhygge-element som de andre, netop af samme årsag.

Rikke Schubart analyserer de første tre film i sin bog “I lyst og død”, der handler om gysergenren. Her kommer hun ind på, hvordan man kan tolke alien (den fremmede) som seksualiteten. Gysergenren deler hun op i 5 subgenrer, hvoraf den ene er det videnskabelige gys. Det videnskabelige gys kan igen deles ud i tre versioner. Den første er om videnskabsmanden, eksperimentet, monstret og katastrofen, hvor Mary Shelleys “Frankenstein” er det klassiske eksempel. Dernæst er der historien om den tro kopi af mennesket, hvor kopien fx kan være en robot et biologisk manipuleret afkom eller et rumvæsen. Endeligt er der den sidste version, som er den klassiske konfrontationsmodel forklædt som science fiction. Her er problemet ikke så meget viden eller videnskab, som et invaderende monster fra rummet, og løsningen er at bekæmpe monstret med vold.

Hvor Frankenstein-versionen viser en symbolsk konflikt mellem videnskabsmanden, der symboliserer overjeg’et og monstret, der symboliserer id’et, kan rumvæsnet være noget udefra kommende, som fx i “Invasion of the Bodysnatchers” (1956), hvor det kan tolkes som frygten for kommunismen. Her i Alien-filmene mener Schubart dog, at man godt kan tolke Alien seksuelt. Alene udformningen af monstret:

“…H. R. Giger har designet monstrets udvikling som en forvrænget og dødelig fortolkning af menneskelige kønsdele: Den eneste aliendel, besætningen kan kigge nærmere på, ligner en opskåret kusse med en lang finger i enden, og den nye Alien, der gør sin effektfulde entré ud af Kanes mave, ligneren penis med hugtænder. Det udvoksede eksemplar er udstyret med et aflangt glinsende hoved, der mest af alt ligner glansen af en penis, og dets hale er en lang fallos, som Alien bruger til at voldtage og dræbe et kvindeligt besætningsmedlem med ved at stikke den op mellem hendes ben…”

Tolker man kun Alien som menneskets angsten for seksualiteten, kommer man dog til at mangle det andet aspekt i det videnskabelige gys – nemlig temaet om menneskelighed – og det går også meget tydeligt igennem i filmene. I første film er der ikke bare tilsynekomsten af Alien, som er en invaderende trussel uden nogen forsonende træk. Der er også videnskabsofficerens pludselige forvandling til androide, som et symbol på umenneskeligheden i menneskene selv. Profit er vigtigere end menneskeliv, og androiden forsøger derfor at forhindre besætningen i at slå Alien ihjel – selvom det i sidste ende vil betyde menneskets udslettelse at bringe Alien til jorden. Altså en påmindelse om at det fremmede ikke nødvendigvis kommer til os fra rummet. Den fjerde films ene hovedperson er androiden Call, som – på trods af at hun er helt igennem maskine – er mere menneskelig end de forskere, der eksperimenterer med Ripley. Hun forsøger at slå Ripley ihjel for “Hvilken grund har du til at leve nu?”, men indser at Ripley stadig er så meget menneske, at hun kan finde en mening med livet, så også i 4′eren findes temaet menneskelighed.

En klonet Ripley vågner op 200 år efter hendes selvmord på fængselsplaneten. Hun er alligevel endt i The Corporations kløer.

En bande smuglere ankommer med en last af mennesker, der bruges til værter for nye aliens, men en af smuglerne er android og ønsker at slå Ripley ihjel, fordi hun anser Ripley for anstødelig mod menneskeheden.

Men det går hverken værre eller bedre, end at de opfostrede aliens bryder løs, og Ripley – som gennem kloningen selv er blevet halvt alien – slår sig sammen med smuglerne for at slippe bort fra rumskibet.

Instruktør: Jean-Pierre Jeunet
Udgivelsesår: 1997

Ripleys redningskapsel styrter ned på en gold fængselsplanet, og da hun vågner op, opdager hun, at både pigen og sergenten er døde. Af frygt for at der skulle være sluppet en alien med fra planeten får hun fængslets læge til at obducere pigen, men finder ingen spor af aliens. Den er dog alligevel på planeten, og snart begynder den ulige kamp mellem alien og fangerne, som står uden nogen form for våben.

Instruktør: David Fincher
Udgivelsesår: 1992

Efter mange år i rumsøvn bliver Ripleys redningskapsel fundet, og hun kommer tilbage til jorden. Her er der ingen, som tror på hendes historie om den dødbringende og stort set usårlige alien, og i stedet bliver hun stillet til ansvar for tabet af rumskibet Nostromo.

Noget tid efter Ripleys tilbagekomst til jorden mister man imidlertid kontakten med en nyligt koloniseret planet, og The Corporation sender et redningshold af sted, og overtaler Ripley til at tage med som rådgiver. Planeten er samme planet, som Nostomo landede på i første film, og den er nu fuldstændigt inficeret af aliens.

Instruktør: James Cameron
Udgivelsesår: 1986