Uanset hvad jeg havde forventet, da jeg begyndte at læse Flemming Dalsgaards seneste roman, blev jeg snydt. Sig bare Lucy! er en anderledes, provokerende og samtidig vældig underholdende roman, som dog kræver lidt af sin læser.
Djævelen var et avanceret væsen fra himmelrummet, der kom til Jorden for at herske. Det blev ingen succes. Væsenet troede sig smuk og fornem, men vakte kun had og frygt hos menneskene. Så skabte det sig om til noget mere populært: Kvinden. Men det havde stadig brug for menneskenes blod som næring, og da vi møder hende, lever hun stilfærdigt som vampyr i det Østrig-ungarske rige.
Journalisten Jonathan rejser til Bistrita for at undersøge de mange forsvindinger, og han forelsker sig i Constance, djævelen i forklædning. Hun drikker hans blod, men gør ham levende igen med sit eget. Han vågner – men er nu en smuk, blond pige. Det bliver nu hende, der må lære Constance om kærlighed og forskellen på godt og ondt.
Vor kultur har troet på guder og djævle, men her drages konsekvensen: At lade Djævelen spille hovedrollen. Ikke kristendommens djævel, men et væsen udefra, der ikke kender moral.
Romanen er en yderst veloplagt fortælling, hvor flere af karaktererne på hver deres måde er troværdige og flertydige. (fra forlagets beskrivelse)
Det er ikke mange romaner, der kombinerer aliens med vampyrer og djævelen. Men det gør Flemming Dalsgaard her i Sig bare Lucy! og det utrolige er, at historien virker. Via en række papirer, breve, politirapporter m.m. indsamlet over flere hundrede år, følger vi væsenet Constance fra hendes liv som grevinde i Transylvanien over en årrække i Victoriatidens London til nutidens USA, hvor rejser i rummet er en realitet.
Her er masser af referencer til alt fra Bram Stokers Dracula og Jack the Ripper til den tyske fysiker Werner Heisenberg og hans ubestemthedsrelation, og jeg tror langt fra, at jeg fangede dem alle. Det betyder dog ikke noget for selve historien, der veksler mellem den underholdende fremadskridende handling og filosofiske betragtninger. Det hele fortælles med en satirisk undertone, der dog ikke overdøver muligheden for eftertænksomhed.
Sprogligt syntes jeg til tider, at fortællerens omstændelige alvidenhed bliver lidt tungt at læse. Den gammeldags skrivestil er dog fuldt bevidst, forklarer Dalsgaard i en artikel på bogbrancheguiden, hvor han også skriver lidt om Sig bare, Lucy!:
I nyeste udgivelse: “Sig bare Lucy!” har jeg taget springet fuldt ud og skabt en person, der gennemgår en forvandling fra mand til kvinde. Her har jeg taget fantasien til hjælp, og involveret kræfter, som også kendes fra forfattere som Bram Stoker, Stephen King og Anne Rice. Det vil sige opbygget et samfund, hvor en enkelt person udviser egenskaber som ikke kendes fra vor virkelighed, men som ligner “fantasy.” Men med involvering af filosofiske og kulturelle elementer, der normalt ikke forbindes med fantasygenren. Samtidig har jeg valgt at tage vores kultur på ordet, idet religionen har en påfaldende lighed med fantasygenren: Man tror på noget, der har kræfter der er menneskene totalt overlegne. Konkret er det Djævelen der tænkes på. Men også denne håndteres på måder der er langt fra sædvanen. (Læs hele interviewet)
Jeg kan godt lide romaner, der efterlader læseren med noget at tænke over, og det synes jeg lykkes her. Er moral for eksempel ens for rig og fattig? Kan vi undgå onde gerninger, når vi ikke kender fremtiden? Og hvad er kærlighed?
Andre skriver:
Det blå bogskab:
Det har været en interessant læseoplevelse. Man følger Constance gennem flere hundrede år i en tekst, som har en stærk satirisk og næsten uforskammet undertone. Man glider let ind i en anden tid, hvor sproget passer godt til det vi oplever gennem personerne. Stærkest er således også de dele af historien der netop handler om en tid før vores egen. Her kommer forfatterens fine sprog rigtig til sin ret. (læs hele anmeldelsen her)
Bibliotekernes lektørudtalelse:
Romanen er skrevet i et fint sprog, der er meget beskrivende. Vinklen med, at Jonathan pludselig har skiftet køn, giver et aspekt af en LGBT+ tematik. Den har dog en satirisk tilgang hele vejen igennem. Den fremstår en anelse rodet, da der er rigtig mange informationer om begivenheder, omgivelser, personer, o.lign. og er til tider en kende konstaterende.
Om Sig bare Lucy!:
Udgivelsesår: 15.03.2023
Forlag: Attika, 279 sider
Læs også:
Blodrus af Alzamora
Tvisten af Anika Eibe
Horn af Joe Hill
Historikeren af Elisabeth Kostova
Vlad af Hanna Lützen
Et satans arbejde af A. Silvestri
Lucie af Anne-Marie Vedsø Olesen
Tusind tak, fordi du gad kommentere min bog. Jeg har ved din anmeldelse følelsen af at blive forstået. Jeg ved at bogen genremæssigt er noget at et vovestykke. Jeg kan (vil) ikke skrive decideret fantasy. Jeg vil hellere skrive i den reale verden, men inddrage elementer der har magter, der ikke er naturlige, men som passer til mit formål. (som at gøre en mand om til en kvinde.) Når man tager religionen på ordet og skriver om djævelen, kan det risikere at irritere læsererne. Den risiko må jeg løbe. Forfatteren Hans Scherfig skrev et sted, at vi mennesker ikke kan forestille os en himmel, som vi ikke kender fra Jorden. Jeg tror, han havde ret. Og min djævel har da også egenskaber, der er meget menneskelige, hvilket jeg har set som en nødvendighed. Ikke mindst, da jeg har ønsket en humorisk tone i mange situationer. Tak igen og venlige hilsner. Flemming Dalsgaard.
Selv tak for en spændende og anderledes læseoplevelse. Jeg synes, det er et stort plus at blive overrasket over en bog, og det blev jeg virkelig over “Sig bare Lucy”.
Bedste hilsner
Jette
I Arthur C. Clarkes sciencefictionroman, “Ud af barndommen,” begås den genistreg, at de såkaldte “Warlords,” der i rumskibe, svævende over mange af Jordens store byer, hersker ved en stilfærdig kontrol (der mest sigter på at holde menneskene fra for stor ondskab), viser sig at have et udseende, der helt matcher menneskenes forestilling om djævelen. For mange tusinde år siden kom de til Jorden. Besøget gik galt, og de måtte rejse bort for ikke at gøre skade. Men deres ydre gled ind i menneskenes myter og kulturelle hukommelse. Vor kollektive forestilling om djævelen, stammer altså fra dette fortidige besøg fra rummet. Jeg tilstår, at Clarke, min overmand på sciencefictionområdet, har givet inspiration til dele af “Sig bare Lucy!”
Jeg har vist aldrig fået læst “Ud af barndommen”, men det må jeg vist hellere få fulgt op på. Tak for opklaringen vedrørende noget af din inspiration til romanen 🙂