Indlæg tagget med ‘apokalypse’

Biblen har været udgangspunkt for mange gode gysere, og endnu flere dårlige. Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal placere “The Reaping” i den sætning.

Hilary Swank spiller professoren Kathrine Winther, en frafalden præst som nu har viet sit liv på at “afsløre” mirakler, dvs. bevise dem videnskabeligt. Og det er lykkes hende 48 gange ud af 48.

Men så bliver hun opsøgt af Doug Blackwell fra den lille by Haven i bibelbæltet, og han kan fortælle hende om nogle mystiske ting, der sker – som minder ganske meget om de ti plager fra biblen: floden bliver rød, frøer falder fra himlen, bylder, lus osv. Kathrine lader sig overtale til at undersøge sagen, og sammen med sin ven og assistent Ben, tager hun af sted.

I byen beskylder man en ung pige, Loren, for at være ansvarlig for alle ulykkerne. Hendes familie er udstødt af fællesskabet, og er kendt for at være satandyrkere. Men Kathrine har svært ved at forlige sig med tanken om, at pigen er ansvarlig, og snart er hun rodet dybt ind i et plot, som er mere end det først ser ud til.

Det bedste ved filmen er næsten, da Hilary Swank forklarer de ti plager set ud fra videnskabens briller. Men bortset fra det, så er der flere gode scener, og Hilary Swank udfylder rollen som Kathrine Winthers godt. Når jeg alligevel ikke hopper ud af stolen af begejstring, tjahh – måske så jeg den bare på en dårlig dag.

Instruktør: Stephen Hopkins
Udgivelsesår: 2007

Også omtalt på Horrorsiden.dk

“The Screwfly Solution” er nok den film i sæson to af Masters of Horror, som jeg har haft det sværest med indtil nu. Joe Dante, som har instrueret den, stod i første sæson bag “Homecoming“, der mere var et politisk budskab end en gyser, men som iøvrigt var en udmærket film.

Tværs over USA sker en række mord på kvinder, alle begået af mænd som efter mordet bekender, at det var Gud, som bad dem slå kvinderne ihjel. Regeringen forsøger at finde ud af, hvad der sker, og efterhånden går det op for dem, at nogen har ændret ved mændenes reaktionsmønstre, så når de føler seksuel lyst, føler de nu i stedet for aggressioner overfor kvinderne. Selvom man forsøger at dæmme op for situationen, løber det fuldstændig ud af kontrol, og snart er kvinder en truet art.

“The Screwfly Solution” bygger ligesom “Homecoming” på et kontroversielt emne, og selvom filmen er velspillet, vellavet og på mange måder rigtig god, så blev jeg ikke fanget af den, og det tror jeg desværre er min egen skyld. Jeg kunne nemlig ikke lade være med at tænke på, hvordan kvinder nogen steder i verden er fanget under en burka, for at mændene ikke skal blive fristet af dem, og med den tanke in mente kunne jeg ikke lade mig underholde af det fiktive plot i filmen.

Instruktør: Joe Dante
Udgivelsesår: 2006

“The Signal” er, hvad jeg kalder en god, anderledes gyser. Der gives ingen forklaringer – udover en af hovedpersonernes lidt forvirrede teorier, vi introduceres stort set ikke til personerne, og alligevel blev jeg fanget fuldstændigt ind. Dels af den anderledes opbygning af historien, og dels fordi at trods den manglende opbygning af personernes karakter, så griber deres “skæbne” mig alligevel. Eller jeg skulle måske hellere sige fascinerer deres “skæbne” mig.

Filmens hovedpersoner er Mya, Lewis og Ben. Mya er gift med den jaloux Lewis, men har en affære med Ben. Da hun kommer hjem en aften, går hele verden amok. Først ved at Lewis slår en af sine venner ihjel, som er ovre for at se en kamp på tv, men da Mya stikker af, opdager hun, at det er alle i opgangen, som er gået amok. Og, viser det sig senere, også dem udenfor. Så da morgenen kommer drager Mya af sted for at finde Ben. Ben er derimod kommet for at finde Mya, og han slipper ved et uheld Lewis fri.

Så klippes til næste afsnit, hvor vi er i en anden lejlighed, som er pyntet op til fest. Men også her er noget galt. Kvinden sidder og taler med sin døde mand, som har en cykelpumpe stikkende ud af halsen. Viceværten Clark kommer og forsøger at hjælpe kvinden, men så dukker Lewis op. Og så vil jeg ikke afsløre mere af handlingen.

Den spontane sindssyge, som personerne lider af, kommer af at se tv eller høre radio, så Clark har en formodning om, at nogen sender et hemmeligt signal. Det uhyggelige ved det er, at du ved ikke hvem, der er sindssyg – det ene øjeblik er de helt normale, og det næste øjeblik klipper de struben over på dig med en hæksaks. Og personerne, som bliver sindssyge, synes de gør de uhyrlige gerninger ud fra en god og fuldstændig rationel grund! Og det gør virkelighedens mordere måske også.

Under alle omstændigheder er “The Signal” en film, som absolut skal ses!

Instruktør: David Bruckner, Dan Bush og Jacob Gentry
Udgivelsesår: 2007

Hør et interview med instruktørerne:

Se også Janus omtale af “The Signal” på horrorsiden.dk

Filmen “Constantine” bygger på en tegneserie, og første gang jeg så den, var jeg ikke specielt imponeret. For et par dage siden blev den sendt i tv, og så blev jeg alligevel fanget ind.

Keanu Reeves spiller John Constantine, som har den særlige evne, at han kan se dæmoner, der går blandt os. Han lider af lungekræft, og desværre ved han, at han skal i helvede. For selvom han hele sit voksne liv har kæmpet mod dæmonerne, så forsøgte han som dreng at begå selvmord, og det er en dødssynd i den katolske verden. Men Constantine fortsætter kampen mod dæmonerne i håb om at kunne “købe” sig vej ind i himlen, så da betjenten Angela Dodson (Rachel Weisz) opsøger ham for at få hjælp til at finde ud af, hvad der er sket med hendes søster, siger han ja. Der er dog meget mere på spil, end de umiddelbart tror, og snart går det op for Constantine, at verden står på randen af apokalypsen.

Jeg er som regel ikke så vild med Keanu Reeves, fordi hans mimik altid er den samme. Som John Constantine passer han dog rigtig godt netop af samme årsag. En anden positiv overraskelse er filmens visual effects, som var væsentlig bedre end jeg huskede. På minus-siden kan det dog irritere mig vældigt, at Angela skal være så dum, men bortset fra det synes jeg egentlig, at “Constantine” var et godt gensyn, og kan roligt anbefale den til en mørk og stormfuld aften på sofaen.

Instruktør: Francis Lawrence
Udgivelsesår: 2005

Også omtalt på horrorsiden.dk

5. bind i Robert Kirkmans episke tegneserie “The walking dead” er absolut det mest grusomme indtil videre. Gruppen med Rick Grimes i spidsen har slået sig ned i et fængsel, hvor de nu er ved at få en normal hverdag op at stå. En dag opdager Rick og Glenn en helikopter, der styrer ned, og sammen med Michonne tager de af sted for at finde eventuelle overlevende. Men da de når frem til helikopteren opdager de, at der allerede har været nogen, så de følger sporene og når frem til en lille by, hvor en anden gruppe overlevende har slået sig ned. Denne gruppe styres af “the governor”, som passer godt på sin flok – men har en modbydelig smag for underholdning!

Denne gang slutter historien midt i et klimaks. Vil det lykkes for “the governor” og hans folk at finde frem til fængslet? Og hvis de gør, hvad vil der så ske med Ricks gruppe? Jeg sidder personligt med en meget stor hævntørst og håber, at det lykkes Michonne at få hævn over “the governor”. Faktisk synes jeg ikke, at øje for øje er helt nok her …

Jeg er kommet til volume 3 og 4 i Robert Kirkmans tegneserie “The walking dead”. I volume 2 blev Rick og gruppen smidt ud fra Hershels farm, og finder et forladt fængsel. Dvs. helt forladt er det nu ikke, for naturligvis myldrer det med zombier. Men gruppen beslutter sig alligevel for at give stedet en chance, fordi det er let at lukke af for omverdenen og sandsynligvis har masser af fødevarer på lager. Rick beslutter sig for at tilbyde Hershel og hans familie plads i fængslet. Dels fordi de har brug for deres landbrugsviden, men også fordi han mener, det er sikrer for dem.

I fængslet finder de også 4 indsatte, og Ricks kone Lori er meget opsat på, at de ikke skal have lov til at gå frit rundt i gruppen. Hun bliver nedstemt, men så sker et mord og stemningen vender. Gruppen er sikre på, at det er en af de indsatte. De er til gengæld overbeviste om, at det er en fra gruppen.

Nu begynder Robert Kirkman at se på, hvordan vi mon genindretter samfundet, når der igen begynder at være lidt stabilitet. Hvor gruppen tidligere har støttet sig meget til én stærk leder, begynder der nu at ske opbrud mod den styreform. Kirkman ser også på temaer som hævn og retsfølelse, og så begynder der også at ske brud mellem personerne i gruppen. Og hvad sker der ved det?

Robert Kirkman holder stilen fra de første to bind, og selvom jeg stadig ikke synes, at Charlie Adlard laver helt så gode tegninger som Tony Moore, så vænner jeg mig mere og mere til dem, og synes de underbygger historien aldeles udmærket. Så har du endnu ikke læst “The walking dead” er der ingen grund til ikke at kaste sig over dem nu.

Bind 2 i Robert Kirkmans store zombi-serie hedder “Miles behind us”. Denne gang er tegneren Charlie Adlard, og jeg synes desværre ikke, at hans tegninger er helt så gode som Tony Moores i første bind. De er mere skitseagtige og rå i udtrykket. Historien lever dog helt op til etteren, så jeg er stadig hooked på serien.

Rick og gruppen af overlevende er kørt væk fra Atlanta, hvor de i første bind ventede på, at myndighederne skulle finde dem. Nu leder de efter et godt sted at bosætte sig, så de ikke skal bo i RV’en vinteren over. Det første sted, de falder over, er en lille by “Wishire Estates”. Umiddelbart ser det lovende ud med et hegn, der omringer det hele, men efter en rolig nat bryder helvede løs, og gruppen må kæmpe sig videre.

Herefter begynder det at knibe med maden, så da de når en farm, hvor de får lov at blive i en periode, tegner alt godt. Men der opstår gnidninger mellem gruppen og farmens ejer. Han har et håb om, at zombierne en dag kan blive normale igen, og vil derfor ikke være med til at slå dem ihjel. Også andre ting spiller ind, og til sidst må Rick og gruppen igen forlade farmen i jagten på et sted at overleve i.

Nogen af spørgsmålene denne gang er, hvordan møder vi fremmede i denne nye verden? Vil vi fortsat forelske os, selvom verden er brudt sammen omkring os? Og hvordan forholder man sig til sorgen over de mistede? Allen mister sin kone til zombierne, og i sin sorg kan han ikke tage sig af sine børn. Men som Andrea siger til ham:
“Everyone in this group is dealing with the loss of someone. We’re surrounded by death. It’s taken over our lives, and there isn’t a goddamn thing we can do about it!”

I introduktionen til denne tegneserie fortæller Robert Kirkman, at det han holder så meget af ved zombie film og bøger er, at de får os til at stille spørgsmål ved vores samfund. At der måske nok er masser af splat og vold, men der er altid (i de gode film og bøger altså) en understrøm af en tankevækkende social bevidsthed. Det tror jeg sådan set, at Kirkman har ret i, og det er også den del af zombie-universet, han prøver at ramme i sin serie om “The walking dead”.

Første bind (der er indtil videre 8 ialt) hedder “Days gone by”, og her introduceres vi for hovedpersonen Rick Grimes, som vågner op på hospitalet og finder ud af, at verden er gået helt amok. Han tager hjem til sit hus, hvor han finder ud af, at hans hustru og søn ikke længere er, og i sin søgen efter dem tager han til Atlanta, hvor han møder en gruppe overlevende.

Tony Moore, som har tegnet serien, er virkelig dygtig. Han rammer præcist den rette blanding af splattede zombier og virkelige omgivelser og personer. Historien fremstår nærmest filmisk, og jeg synes, det er brandgodt lavet. Selve historien fungerer også godt, selvom der ikke her i første bind gives en forklaring på, hvorfor zombie-svøben har ramt jorden. Til gengæld er Kirkman i hvert fald ikke bange for at vise, hvad der sker med os, når civilisationen forfalder.

Jeg glæder mig til at læse de næste bind i serien.

Af en eller anden grund får døde mennesker som genopstår og raver rundt for at æde de levende mig til at smile – i hvert fald når det er Patrick Leis, som fortæller historien, for han skriver så det er en sand fornøjelse.

Det er nu ikke fordi, der er noget at grine af i Leis nye novellesamling. I 7 noveller fortæller han forhistorien til sine to zombie-romaner “Requiem” og “Pax Immortalis“, hvor de døde pludselig vandrer på jorden, og hvor mennesket er en truet art.

Den første novelle “Infektion” er også blevet bragt i science fiction antologien “I overfladen“, og fortæller hvordan de første zombier opstod. En ny verdensorden så dagens lys, da supercomputeren IO fra  “Psykonatuen” blev nedkæmpet, men samtidig begyndte der også at blive født langt flere børn med Downs syndrom. For at helbrede disse børn forsøgte firmaet Bophal Entreprise at vaccinere dem med en nyopfundet kur – men kuren har en uforudset effekt.

De efterfølgende noveller fortæller om tiden efter infektionen brød ud. I “Udbrud” følger vi en gruppe nationalgardister, som bliver sendt ud til et boligkvarter for at bremse nogle uroligheder. Desværre for dem viser det sig, at urolighederne involverer zombier, og på dette tidspunkt i historien er man endnu ikke klar over den fare zombierne udgør, eller hvad de overhovedet er!

I “Spredning” fortæller Leis, hvordan regeringen nægter at se fakta i øjnene, og hvordan dårlig ledelse og indbyrdes skænderier om ansvaret er med til at give infektionen frit løb. I “Epidemi” er svøben løs, og man har opgivet at redde alle. I stedet forskanser en oberst sig på et hospital med sin deling, og her rydder de op blandt patienterne efter Darwins princip om survival of the fittest.

I “Pandemi” er en enlig overlever tilbage i byen. Han har barrikaderet sig og har overlevet svøbens første march. Men kan han overleve ensomheden? “Svøben” er næstsidste novelle, og den er skrevet som tegneserie. I et mix af naive stregtegninger og billeder som næsten ligner fotos, fortælles om hvordan verden langsomt genopstod efter svøbens hærgen. Og sidste kapitel “Necrodemic” er historien om, hvordan C-city samfundet, som vi hører om i “Pax Immortalis” opstår.

Patrick Leis er i mine øjne en eminent fortæller, hvad enten han bruger ord eller billeder, og novelleformen er velvalgt til at give os forhistorien til zombie-trilogien (for der er – heldigvis -et tredje bind på vej!).

Ved at springe i tiden og fortælle gennem forskellige personer, får vi et skræmmende billede af et samfund, som lynhurtigt styrter ud over afgrundens rand. Leis udstiller samfundets manglende evne til at tage beslutninger, fordi alle hytter deres eget skind, samtidig med at han beskriver, hvilke konsekvenser det kan have med et totalitært samfund. Og hvem andre end Patrick Leis kan også lige give den nye rygelov et ord med på vejen i en zombie-roman, uden at det virker mærkeligt?

“Necropolis” er skræmmende på mere end et plan. Men den er heldigvis også skræmmende godt fortalt!

“Necropolis” udkommer d. 22. september på Forlaget Facet, hvor du allerede nu kan læse en smagsprøve.

Besøg Patrick Leis hjemmeside og læs mere om hans forfatterskab og andre talenter.

Udgivelsesår: 2008
Omslag: Patrick Leis

Necrodemic-sagaen:

Camp 41 (Reservatet, Heksehammeren), 2011
Necropolis, 2008
Psykonauten, 2007
Pax Immortalis, 2006
Requiem, 2003

I Guandong provinsen i Kina opdager myndighederne et udbrud af den frygtede fugleinfluenza H5N1. Over en million fugle destrueres, men for sent. Der er allerede smittet mennesker, og nu muterer H5N1 så den kan overføres mellem mennesker.

Det første offer er en kinesisk arbejder, som smitter en amerikansk forretningsmand. På sin rejse hjem i flyet smitter han en række andre mennesker, og instruktør Richard Peace viser ved at opdele skærmen hver gang smitten overføres, hvor hurtigt det kan gå. Flot lavet – og jeg mistede lynhurtigt overblikket.

For det går stærkt. I løbet af få uger er der over tyve millioner døde på verdensplan, og det værste er, at lederen af Epidemic Intelligence Service, dr. Iris Varnack (Joely Richardson) kun kan love, at det bliver langt langt værre. Smitten er nemlig stærkere end den spanske syge (også en fugleinfluenza overført til mennesker) som i 1918 slog op mod 40 millioner mennesker ihjel …

Det er ikke fordi “Fatal contact: Bird flu in America”, som sådan er en fantastisk film, men jeg synes, den er ret så skræmmende, fordi den er lavet meget realistisk. Der er ikke som i “Outbreak” fra 1995 lagt stor vægt på at vise forfærdelige sygdomstegn med slim og blod osv. I stedet for vises hvor hurtigt vores moderne samfund kan inficeres af en pandemi, og hvor hurtigt vores samfundsstruktur bryder sammen.

For hvad hvis der ikke er lastbilschauffører til at køre mad og medicin ind i storbyerne? Og hvad hvis sundhedspersonalet bliver hjemme af angst for selv at blive smittet? Og er det en fordel at lave karantæneområder eller skaber det bare flere syge?

Richard Pearce har lavet en i mine øjne stærk film, fordi den behandler emnet som den gør. Det er måske ikke en rigtig gyser, men det er i hvert fald uhyggeligt!

Læs mere om den spanske syge

Instruktør: Richard Pearce
Udgivelsesår: 2006