august 2017
M T O T F L S
« jul    
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘dansk science fiction’

Destin – seerkrystallen af Danny Biltoft Davidsen

destin-seerkrystallen31-årige Danny Biltoft Davidsen har skrevet science fiction siden han var 17 år, og har tidligere udgivet science fiction trilogien ”Meta-type”, hvis første bind fik følgende ord med på vejen i Himmelskibet nr. 5: ”…en god ungdoms-science fiction-actionroman, der på den ene side er fyldt med action og på den anden side udfolder et godt drama.”

Nu er Biltoft så aktuel med Destin – seerkrystallen, der ligeledes er første del af en serie, og jeg er ganske begejstret.

Vi befinder os 10.000 år ude i fremtiden, hvor menneskene har fået hjælp af overlegne teknologiske race Torakiderne. Siden har mennesket bekriget dem til udryddelse, så de nu bruger de nye teknologier, men har glemt hvor de kommer fra.

I denne verden lever drengen Destin en kummerlig tilværelse på asteroiden Lyoneida, indtil den dag hans veninde Maridel finder en ældgammel boks. Før de når at finde ud af, hvad de skal gøre med den, bliver de fanget af Rødfrakkerne fra kongeriget Carnelior. Maridel bliver bortført, mens Destin efterlades som død.

Han er dog langtfra død og ender ombord på rumskibet Den lovløse under kaptajn Cyrils kommando. Cyril og besætningen er skattejægere, som søger efter artefakter fra Torakiderne for at sælge dem videre. Og nu er de på jagt efter Maridels boks.

Destin – seerkrystallen er en rigtig tjubang-historie med masser af slagsmål, action og eventyr. Biltoft skaber et spændende univers, hvor højteknologiske våben eksisterer side om side med kårder og knive, og hvor menneskene kan mekaniseres for at få bedre syn eller flere kræfter. Biltoft går ikke i detaljer med teknologien, men skaber i stedet et rigtigt rumeventyr med tydelige helte og skurke, tilsat et stænk 1700-tals-atmosfære.

Målgruppen er unge science fiction læsere, men historien er som sagt både spændende og underholdende, så den voksne læser kan også sagtens være med – også selvom sproget ikke altid er lige elegant. Jeg blev i hvert fald lynhurtigt fanget ind, og venter nu i spænding på bind to efter en rigtig cliffhanger-afslutning på bind et.

(anmeldt til Himmelskibet nr. 48)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: mellemgaard, 225 sider
Omslag: Jessica Heick

Den gale galakse 1: Ondskaben vågner af Anders Winkel Hjelm Nielsen

Ondskaben vågner af Anders Winkel Hjelm NielsenHvad har dinosaurernes uddøen med teddybamser at gøre? Tilsyneladende en hel del hvis den debuterende forfatter Anders Winkel Hjelm Nielsen har ret

Peter er lidt af en nørd og er vild med dinosaurer. Desværre er der ikke rigtig andre, der forstår hans fascination. Forældrene har travlt med at feste, og skælder bare ud når de endelig lægger mærke til ham. Og i skolen er både klassekammeraten Hans og deres klasselærer hr. Rheitl efter ham.

Men en dag finder Peter en teddybjørn ude i skoven. Han tager bamsen med hjem, blot for at opdage at den er levende! Faktisk hedder den Lumbazor, er teddarianer og har ligget i dvale i sit rumskib i 65 millioner år.

Peter bliver selvfølgelig begejstret og vil gøre alt for at hjælpe sin nye ven. Desværre er han ikke klar over, at Lumbazor blot lader som om, han er rar. I virkeligheden er han et morderisk bæst, der drømmer om at blive universets hersker, og som sammen med de andre teddarianer har flere planet-udryddelser på samvittigheden.

Heldigvis er pigen Hyori lige startet på skolen. Og så er der også den grå alien, Bent.

Med muligheden for selvudgivelser er bogmarkedet blevet åbnet for alle med en forfatter i maven. Langt fra alle forsøg er lige vellykkede, men jeg synes faktisk, at Ondskaben vågner er underholdende læsning.

Dels har Anders Winkel Hjelm Nielsen et godt nuanceret sprog, på et til tider højt – og bramfrit – niveau for en børnebog. Dels er historien både skæv og sjov med overraskende vinkler, som f.eks. en fortæller der helt fralægger sig ansvaret for bogens indhold. Jeg er også vild med, hvordan AWHN har lavet sit eget rumvæsen-alfabet, som jeg bladrede lystigt frem og tilbage til, når jeg skulle oversætte undervejs.

På minus-siden er der ikke helt overensstemmelse mellem udseende og indhold. Forsiden signalerer umiddelbart børn, men her tænker jeg, at bl.a. den ret splattede slutning bliver for voldsom. Til gengæld er personerne lidt unuancerede for den unge læser, hvortil indholdet passer. Forfatteren angiver selv målgruppen som 12+ med et ønske om ”at sprede latter til læserne, hvad enten de er 12 eller 30.”

Bortset fra dette lille sure opstød, så blev jeg dog hurtigt grebet af det skøre univers, hvor dødsensfarlige teddybjørne med znazzle blastere ikke lige er sådan at spøge med. Humoren fejler ikke noget, og slutningen har masser af splatter, såvel som begyndelsen på et nyt eventyr. Så jeg ser frem til fortsættelsen. Ondskaben vågner er nemlig blot første bind i serien Den gale galakse, som AWHN har arbejdet på siden 2012.

Brachiosauren blev holdt fast, da tippen af dens hale kørtes over af meteoren. Det store dyr kunne ikke bevæge sig og trompeterede højt af smerte, mens kometen kørte længere og længere hen over dinosaurens krop som en kagerulle over en dej! Meteoren havde bevæget sig fra halespidsen op ad ryggen og kørte nu hen ad dyrets lange hals, mens blodet fossede ud af munden på den stakkels sauropod. Meteoritten stoppede endelig op, men det var kun brachiosaurens hoved, der ikke nåede at blive mast fladt under det tunge himmelobjekt. Dens oppustede øjne lignede fodbolde med pupiller, der kiggede i hver deres retning … OKAY, HVOR POKKER BLIVER DEN ALTØDELÆGGENDE KOMET AF!? ØH, HVAD FA...”

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: Anders Winkel
Forlag: Books on Demand, 163 sider

Gamiderne af Pelle Ilja Goldin

gamiderne_pelle-ilja-goldin”Gamiderne” er ikke en nem bog at anmelde. Den starter ligeså brat, som den slutter, og undervejs holdes læseren fanget i uvidenhed – nøjagtig som bogens hovedperson, Ilja.

I bogens start dømmes Ilja til døden. For hvad ved vi ikke, blot at han skal overflyttes til Engfængslet, mens han venter på henrettelse eller benådning. Fængslet er dog slet ikke, som Ilja forventer. Han ser nærmest ingen andre fanger og kan frit gå rundt, både ude og inde, blot er der altid en vagt i nærheden af ham. Og skulle han forsøge at flygte, vil han blive skudt.

Alligevel tager Ilja chancen efter nogen tid. Selvom flugten ikke går efter planen, ender han i et samfund skjult i bjergene langt fra Engfængslet. Her bliver Ilja vel modtaget og indgår snart i hverdagen. Men hvad er formålet med det lille samfund? Hvem står bag? Og hvad er Gamiderne?

Uden mange svar og med masser af spørgsmål følger læseren Iljas forsøg på at finde ud af, hvad der foregår. Han finder ud af, at der for 35 år siden i området ved Engfængslet skete en atomulykke, men har den noget med Gamiderne at gøre? Er de aliens eller måske mutanter fra ulykken? Eller kan de være et eksperiment, som enten er løbet løbsk eller kører helt efter planen? Under alle omstændigheder er han ikke tryg ved det samfund, der opbygges omkring dem. Men hvad kan han gøre?

Forlaget kalder ”Gamiderne” for: ‘…en forrygende og mystisk spændingsroman, der ikke er en krimi, men en svært definerlig blanding af en science fiktion roman og en fremtids-dystopi.’ Jeg synes måske ikke, at ‘forrygende’ er helt sandt, men mystisk og tankevækkende er den. Læseren følger Ilja ind i ukendt territorium og udforsker den menneskelige eksistens. Hvor stammer vi fra, og hvor skal vi hen? Er vi enestående væsner eller myrer i en tue? Er Gamiderne fjenden eller frelsen?

Palle Ilja Goldin skriver godt, og jeg læste ”Gamiderne” uden mange pauser, fordi jeg hele tiden var nysgerrig på, hvad i alverden der foregik. Så på den ene side har Goldin skrevet en interessant fortælling, som udspiller sig i et genkendeligt samfund, der samtidig er meget fjernt fra vores. På den anden side virker Iljas historie meningsløs, fordi jeg ikke kunne sætte den ind i en forståelig sammenhæng og egentlig er usikker på, om jeg overhovedet har forstået den.

Alt i alt må jeg nok erkende, at jeg mere er til handlingsorienterede fortællinger end til ”Gamiderne”s kafkaske univers. Det skal dog ikke afholde andre fra at give Goldins roman en chance, hvis man har lyst til at prøve kræfter med en anderledes læseoplevelse.

Besøg forlagets hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: Larsen Lab
Forlag: Apuleius Æsel, 312 sider
ISBN: 978-87-998882-3-8

Oprindeligt anmeldt på Litteratursiden.dk

Rummets guder: Den mystiske eneboer af Jonas Wilmann

RummetsGuder_WilmannJeg har sagt det før, og nu siger jeg det igen – man ved aldrig, hvad næste projekt fra Jonas Wilmann bliver, bortset fra at det med stor sandsynlighed bliver godt. Det er også tilfældet med “Den mystiske eneboer”, som er første bind i en ny serie, ‘Rummets guder’, hvor vi er langt fra både ‘Frygtfilerne‘ og ‘By‘.

Tusindårskrigen var endelig slut. Fra himlene havde de mægtige guder vist sig og endegyldigt sat en stopper for kampene. Beskeden var klar: Overhold freden eller føl gudernes vrede! ‘Fredsvogtere’ blev udstationeret i alle riger. De var almindelige dødelige begavet med lidt af gudernes kosmiske kraft – kun lige nok til at håndhæve den guddommelige lov. Så freden var en realitet. Og den var god. Men sommetider var den også bare … røvkedelig.”

Miko og Drex er to unge fyre på planeten Corint, der drømmer om at blive optaget på Pilotakademiet. Miko vil i virkeligheden helst være kamppilot og hævne sin far, der døde langsomt efter at være blevet forgiftet af en renki på vulkanplaneten Dracknos. Men det er udelukket, nu hvor freden hviler over Den Interplanetariske Union.

Desværre har de to unge mænd ikke særligt gode odds for at få opfyldt deres drøm. For overhovedet at komme i betragtning til Pilotakademiet skal grundskolen bestås med 1000 point, og Drex er ikke for kvik, mens Miko synes skolen er én lang, kedelig hyldest til de guder, der har afskåret ham fra sin hævn.

Men en dag får Miko en god idé. Ikke langt fra ham bor den tidligere Fredsvogter Mortus, som nu er blevet sær og holder sig for sig selv i sit hus, der langsomt falder sammen om ørene på ham. Miko er overbevist om, at Mortus har forbindelser, der kan få de to drenge ind på Pilotakademiet, så de tilbyder Mortus hjælp med at sætte huset og haven i stand igen for at overbevise ham om, at de har det der skal til.

Og i første omgang virker planen. Mortus ansætter dem, men han viser sig at være noget vanskeligere at imponere end Miko havde forestillet sig. Og ret hurtigt opdager de to drenge også, at både huset og Mortus gemmer på livsfarlige hemmeligheder.

‘Rummets guder: Den mystiske eneboer” føles som en blanding af tv-serien ‘Firefly’ og H. P. Lovecrafts kosmiske rædsler, og Wilmann betegner den selvom som “gotisk sci-fi“. Historien fortælles med masser af energi, og er både sprudlende og underholdende. Wilmann fortæller på sin blog, hvordan han sidste år følte behov for at lægge de samfunds-kritiske romaner på hylden en tid og i stedet skrive mere eventyrligt og fantastisk. Det har udmøntet sig i ‘en række eventyr på fantastikkens overdrev’: “hvor alt er muligt, og det vælter med dæmoner, monstre, der jongleres med tidsrejse, andre dimensioner etc. etc.”

Og Wilmann skruer virkelig volumeknappen op for fuld drøn her i romanen, hvor vi både møder kosmiske monstre, og aliens der barberer sig, mens de to ikke så kloge hovedpersoner sørger for et humoristisk islæt. Som altid er romanen både velskrevet og velredigeret, og selvom her ikke er tale om regulær horror, så kan Wilmann alligevel ikke lade være med at skrive nogle totalt klamme afsnit ind i historien – heldigvis 🙂

Han registrerede svagt, at noget kom svævende mod ham fra siden, men han havde svært ved at samle sig om det. Alt for koldt, alt for lidt ilt! Den svævende ting var måske en krop? En død krop? Den kom tættere på. Var omgivet af svævende murbrokker. ‘Jeg er Cielvar,’ sagde liget. Det havde ikke noget ansigt, kun et optrevlet rod af blodige kødstykker, der flagrede i vægtløsheden. Stemmen lød, som om den kom direkte ind i Mikos hoved, som ved telepati. ‘Jeg er en af de døde fra Prima-Agnog’.”

Formentlig kommer ‘Rummets guder: Den mystiske eneboer’ til at stå blandt ungdomsbøgerne på biblioteket, men jeg var nu herregodt underholdt, selvom jeg er oppe i 40’erne, så lad endelig ikke læsningen blive begrænset af det. Selv ser jeg i hvert fald både med forventning og utålmodighed frem til, at bind 2 udkommer næste år.

Læs mere på forlaget Kaos hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 20.05.2016
Omslag: Aske Schmidt Rose
ISBN: 978-87-998356-3-8
Sider: 170
Forlag: Kaos

Blandt danske galakser: humor, horror og science fiction af Kristoffer J. Andersen

Blandt_danske_galakser“Blandt danske galakser” er Kristoffer J. Andersens anden novellesamling udgivet på forlaget Kandor. Den første hed “Dansk tusmørke” og udkom i 2013. Den bestod af noveller indenfor henholdsvis humor, horror og fantasy. Denne gang er emnerne humor, horror og science fiction, men ellers er konceptet og målgruppen den samme – unge mennesker med smag for underholdning i et lidt crazy univers.

Samlingen åbner med tre noveller under temaet Humor, og her kan jeg absolut anbefale den allerførste novelle “En revisors død”.

Revisoren Poul vågner op på en blød sky, og opdager at han er død. Ikke nok med det, han er valgt som Guds repræsentant mod Djævelen i en kamp om jordens sjæle. Poul føler sig absolut ikke som en særlig velvalgt repræsentant, da han tvivler på, at nogen af de tre udfordringer, han og Djævelens repræsentant skal dyste i, handler om bogføring eller dansk virksomhedsskat. “En revisors død” er en af samlingens bedste. Den er morsom på den underspillede måde, og så synes jeg, at det er rigtig fedt, at KJA lige giver novellen et lille twist mod slutningen.

Jeg var ikke så vild med “Snyd, svindel og kikset hår”, men “Karzul, Stjernekoglerens forbandelse” er en underholdende fantasy fortælling om Den Fede, som ernærer sig ved at fange røvere og lignende. En dag får han mulighed for at finde den ældgamle troldmand Karzul, som bevogtes af Solens Klinger, og slå ham ihjel. Det bliver en underholdende færd, hvor Den Fede må kæmpe mod både mennesker og monstre.

Under temaet Horror  hedder den første novelle “Barnegråd”. Lasse og Susanne venter barn og er derfor flyttet i en ny lejlighed. Men om natten, et kvarter efter midnat, vågner Lasse ved lyden af voldsom barnegråd. Først tror han, at lyden kommer fra naboerne, men det viser sig, at den kommer fra deres eget tomme barneværelse. Selve novellens idé er rigtig god og ond, men måske særlig i horror-novellerne spiller det en rolle, at målgruppen er unge. I hvert fald bliver personerne for stereotype og flade, til at “Barnegråd” holder hele vejen.

”Ildskolopendre” har tidligere været trykt i “Universets Mørke“, og ligesom med “Barnegråd” er idéen god, mens persontegningerne er for karikerede til at være troværdige. På planeten, der rummer femte koloni, oplever man problemer med nogle skolopender-lignende dyr, som angriber koloniens beboere. Ledelsens ønske er at gasse dyrene, men xeno-biologen Anders får dem overtalt til at give ham en uge for at undersøge konsekvenserne. Men en uge går hurtigt.

Sidste novelle i Horror-afdelingen er “Eliksir” om den hjemløse pige Helene, som får tilbudt et nemt job. Hun skal blot røre i en eliksir en gang hver uge og ellers holde sin mund. Helene kan dog ikke helt holde næsen for sig selv, og snart opdager hun, at når man fusker med magi, er der altid en pris at betale. Særligt slutningen synes jeg rammer rent, og novellen findes også i en illustreret udgave udgivet på Forlaget Silhuet.

De tre noveller under Science fiction hatten lægger ud med novellen “Sumpmus” der tidligere har været trykt i 10. bind “Som et urværk” i Science Fiction Cirklens årlige novelleantologi. Det er en tankevækkende historie, der ligesom “Ildskolopendre” handler om, hvad der sker, hvis man ændrer på balancen i naturen.

“Wingcommander Zorg” er derimod ren underholdning. Nørden Bjarke er vild med Rikke, men hun vil da aldrig se til hans side, eller – måske hvis verden blev angrebet af aliens?

Sidste novelle “Rumrejsen 2014” er skrevet af Bettina Andersen. Her bliver drengen Anton hentet til Universets Midterste Domstol for at forsvare menneskets ret til jorden, og det er en fin lille historie med en god pointe.

Samlingen indledes med et forord og et efterord. I det sidste takker KJA læseren for at have kæmpet sig igennem de ni noveller og nu være mytonaut. Dernæst takker han sine hjælpere for at have sat deres præg på historierne og dermed været med til at gøre læserens rejse bedre. Endeligt slutter han af med følgende citat, som jeg simpelthen nød uden forbehold:

Fandt du alligevel en stavefejl trods navigatørens, ingeniørens, maskinmesterens, warp-drive-ekspertens, den holografiske doktors, pilotens og det venlige rumvæsens utrættelige arbejde? Blev et ord brugt forkert på trods af deres umenneskelige indsats? Skiftede hovedpersonen pludselig hårfarve? Eller reagerede en person underligt og unaturligt på det, han oplevede? Ja, så skyldes det sikkert interferens i subspace, et misforstået rumvæsen eller en anormalitet i rum-tid-kontinuummet.” Og så er mine kommentarer ligesom sat til vægs 🙂

Hvis man er til skæv humor iblandet lidt splat og horror, så er Kristoffer J. Andersen, manden der leverer. Dybere persontegninger og komplekse problemstillinger kan ikke forventes, men eftersom det heller ikke er formålet med hans fortællinger, så pyt med det. I hvert fald var jeg godt underholdt af “Blandt danske galakser”, og jeg er sikker på, at den unge læser vil have en fest med læsningen.

Læs mere på forlaget Kandors hjemmeside

Indhold:

En revisors død
Snyd, svindel og kikset hår
Karzul, Stjernekoglerens forbandelse
Barnegråd
Ildskolopendre
Eliksiren
Sumpmus
Wingcommandor Zorg
Rumrejsen 2014 af Bettina Andersen

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: Frenta | Dreamstime.com
ISBN-13: 9788791589522
Sideantal: 224
Forlag: Kandor

 

 

Livets barske lektie 3 af Helene Th. Svolgart

livets_barske_lektie3

Endnu en omgang underholdende action i serien om lejesoldaten Mike og morderen Keelan

Vi er nu nået til bind 3 i serien om lejesoldaten Mike og morderen Keelan, som mødtes i fængslet Delta Zeich. Bind 2 sluttede med, at de to fandt frem til Keelans datter og reddede hende fra dusørjægere på planeten Verion 4.

I starten prøver Mike og Keelan at skjule for Misery, som datteren hedder, at Keelan er en eftersøgt morder. Men Misery slægter sin far på, og snart finder hun ud af sandheden. Nu er målet at oplære Misery i både lejesoldatens og lejemorderens verden, samtidig med at de holder sig klar af de efterhånden mange personer, som ønsker at fange dem.

Da det er ved at være fem år siden, jeg læste bind 2, kunne jeg godt ønske, at Helene Th. Svolgart havde startet med et kort resumé af de tidligere begivenheder, eller evt. indsat en liste over persongalleriet. Jeg havde simpelthen rigtig svært ved at holde styr på de mange navne på dusærjægere, tidligere fængselskammerater, soldaterkammerater og så videre.

Til gengæld leverer Svolgart, som i de første to bind, underholdende action og smæk for skillingerne. Mike og Keelan må redde en dygtig hacker ud af et supersikret fængsel for at beskytte Misery. De støder ind i de berygtede pirater, Technoraiderne, med et overraskende resultat. Endelig kommer også Misery i kamp, da trekløveret vender tilbage til Verion 4 for at hente Alice, Miserys mor, hvor det hele kulminerer, da de ryger i et baghold.

Det er et enormt univers, Svolgart opbygger i bøgerne. Hun introducerer spændende verdener og væsner, som Tecnoraidere, Kiromantikere og Varanuider, ligesom hun gør en del ud af at integrere de tekniske dimsedutter i fortælling. Svolgart afslører da også sidst i bind 3, at “Livets barske lektie” kun er en forsmag på en mere omfattende serie i EVO-universet, hvor premierløjtnant Lewis, Mikes tidligere chef, kommer til at spille hovedrollen.

På trods af mine problemer med at overskue persongalleriet så endte jeg med at føle mig godt underholdt af Helene Th. Svolgarts kulørte og underholdende space opera. Jeg glæder mig derfor til at læse de kommende bøger. Dog håber jeg, at hun vil gøre lidt mere ud af at tydeliggøre relationer, væsner og verdener, evt. via en hjemmeside eller som et appendiks til bøgerne.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Forlag: forlaget Balatana, 341 sider

Troldmandens sværd af Niels E. Nielsen

Troldmandens sværd af Niels E. NielsenUnderholdende og tankevækkende fremtidsroman sat i en verden, hvor miljøet er gået amok.

Som ung slugte jeg alt, hvad jeg kunne finde af Niels E. Nielsen på biblioteket. Det var derfor med forventning iblandet skræk, at jeg læste Science Fictions Cirklens genudgivelse af Troldmandens sværd, der oprindeligt udkom i 1967, for kunne den nu leve op til mine erindringer?

Romanen foregår i en fremtid, hvor jorden har oplevet et økologisk sammenbrud. De overlevende er stuvet sammen i BYEN, et totalt lukket samfund, som ledes af Tante Kluk og hendes 12 Inderste. Ressourcerne er knappe, så alt er strengt reguleret – også fødselstallet. Ikke desto mindre fødes der år for år flere og flere ”lykkebørn”, som må klare sig ved at stjæle og gemme sig. For at bremse overbefolkningen udfører Børnepolitiet razziaer, og de indfangede lykkebørn henrettes og indgår igen i kredsløbet.

BYENs indbyggere husker ikke verden udenfor kuplen, men Kaninen – et lykkebarn – har været der. Majoren sender ham regelmæssigt ud for at se, hvordan det står til derude, så da Kaninen finder ud af, at pigen Bi-P er gravid med hans barn, planlægger han at tage hende med ud, så hans barn ikke skal friste samme kummerlige skæbne som de andre lykkebørn. Men Bi-P er ikke interesseret i hans plan. Hun vil møde tante Kluk og tale fornuft med hende. Så Kaninen må finde frem til tante Kluk, før han kan overbevise Bi-P, men Børnepolitiet er lige i hælene på dem, og denne gang kan Majoren ikke hjælpe.

Niels Dalgaard har skrevet et uddybende efterord, hvor han sætter Troldmandens sværd i kontekst med Niels E. Nielsens øvrige forfatterskab. Her er overbefolkning og forurening med deraf øget belastning af miljøet et tilbagevendende tema, i en tid hvor problemerne knapt var opdaget af det vestlige samfund.

Det er desværre problemer, som stadigvæk er sørgeligt aktuelle. Dermed er Troldmandens sværd også stadig interessant for nutidens læsere. Fortællingen virker ikke sprogligt bedaget, blandt andet fordi personerne ikke forstår de tekniske virkemidler i BYEN, og dermed giver dem deres egne navne. På den måde sætter læseren sit eget forståelsesbillede ind og gør fortællingen up to date.

Et andet plus er, at personerne ikke er sort/hvide. Nok styrer tante Kluk BYEN med fast hånd og slår ned på uregelmæssigheder som lykkebørn, men hun gør det for at passe på flertallet. Og Kaninen er nok vores helt, men han er også tyv og kriminel. Desuden er han den, der – selvom han sætter spørgsmålstegn ved tante Kluk – samtidig forstår, hvorfor det er vigtigt, at der ikke kommer for mange indbyggere i BYEN.

Jeg må sige, at Troldmandens sværd levede op til mine erindringer, og selvom jeg hist og pist blev lidt irriteret over, at genoptrykket tilsyneladende har ændret en masse ø’er til o’er, så er teksten generelt både pæn og læsbar, og sprogligt er der som nævnt heller ikke noget at komme efter.

Alt i alt en både underholdende og tankevækkende roman som jeg kun kan anbefale.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2014/1967
Forlag: Science Fiction Cirklen, 228 sider

De sidste kærester på Månen – Lige under overfladen 9 / red. Carl-Eddy Skovgaard

De sidste kærester på Månen / red. Carl-Eddy SkovgaardSpændende antologi fra Science Fiction Cirklen, hvor temaerne strækker sig fra tidsrejser og virtuelle virkeligheder over cyborgs og uforklarlige opfindelser til dommedagsscenarier og aliens.

I 2007 udgav Science Fiction Cirklen første bind i serien Lige under overfladen med nyskrevne danske science fiction-noveller skrevet af en blanding af nye og etablerede forfattere. Konceptet har vist sig at være så levedygtigt, at vi her i 2014 er nået til bind ni, og endnu en gang må jeg sige, at her overordnet er tale om en rigtig fin udgivelse.

I alt tyve fortællinger (heraf et digt) er blevet valgt ud, og temaerne strækker sig fra tidsrejser og virtuelle virkeligheder over cyborgs og uforklarlige opfindelser til dommedagsscenarier og aliens. Også tandlæger har fundet vej til flere fortællinger, så det er science fiction i en bred forstand, læseren kan fornøje sig med.

Blandt mine absolutte favoritter i antologien er Jesper Golls novelle ’Betydningen af små ting’. Han skrev titelnovellen i seriens bind otte Farvel, min astronautog ’Betydningen af små ting’ er en selvstændig fortsættelse af denne. Vi følger en gruppe astronauter, som er udvalgt til at rejse ud i rummet, og for at klare den lange rejse er deres biologiske tid gjort så langsom, at for dem svarer en måned til hundrede menneskeår. Da de endelig når deres mål, planeten FGTS-218b, lykkes det dem at etablere en base. Men så sker det uforudsete, hvor små tings betydning går op for besætningen.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig en fortsættelse på beretningen om Cecilie og de øvrige astronauter og krydser fingre for, at Jesper Goll har det på samme måde. Også A. Silvestri imponerer med sin novelle ’Ukrudt’, som foregår på en planet, hvor en stamme fortæller om livet, der hver eneste dag er en kamp mod planterne. En velskrevet og velkomponeret historie, som rummer flere overraskelser undervejs.

Mikkel Harris Carlsens ‘Ledige værelser’ hører også til mine favoritter. Den handler om en sælger, som tilbringer de fleste af sine nætter på upersonlige hotelværelser over hele landet for en dag at falde over en hemmelighed om nattens værelse. Blandt kuriositeterne er Niels Kjærgaards ’Hvis De lige vil gabe op engang’ om tandlægen, der opdager et sort hul i patientens tænder. Digtet er ikke litterært nogen stor oplevelse, men idéen og lunet bag er ganske enkelt underholdende.

Derudover kunne jeg nævne ’Cogitopia’ af Kim Foss, som fascinerede mig med sin forestilling om, hvorledes Medicopolitiet i fremtiden medicinerer borgerne, så de overholder samfundets regler til alles bedste, ’Komtessen, opfinderen, direktøren og baronen – og Emma’ af Glen Stihmøe, en underholdende pastiche, der mindede mig om science fiction skrevet i starten af 1900-tallet samt ’De sidste kærester på Månen’ af Lars Ahn Pedersen, en velskrevet historie om hvad der vil ske med en månekoloni, hvis kontakten til jorden ryger.

Som sagt er kvaliteten af novellerne generelt højt og temaerne meget blandede. Enkelte noveller fangede mig dog ikke rigtigt, hovedsageligt fordi jeg ikke helt fik fat i pointen, for eksempel ’Stakhanov’ af Henning Andersen. Men det skal ikke afholde mig fra at anbefale De sidste kærester på Månen til alle, der holder af spændende ny science fiction.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Indhold:

Kenneth Krabat: Storm på vej.
Gudrun Østergaard: Mission.
Martin Schantz Faurholt: Blændværk.
Henning Andersen: Stakhanov.
Jesper Goll: Betydningen af små ting.
Mikkel Harris Carlsen: Ledige værelser.
Beatrix Miranda Ginn Nielsen: Græsset må ikke betrædes.
Glen Stihmøe: Komtessen, opfinderen, direktøren og baronen – og Emma.
Lonni Krause: Tandlægen der havde en plan.
A. Silvestri: Ukrudt.
Niels Kjærgaard: Hvis De lige vil gabe op engang.
Lars Ahn Pedersen: De sidste kærester på Månen.
Gry Pil Lund Ranfelt: HjernProtesen.
Claus Holm: Den perfekte partner.
Bo Sejer: Stilheden.
Majbrit Høyrup: Dommedagsdrømmere.
Christian Kaarup Baron: Den oligocæne forbindelse.
Maik Jensen: Bangkok Sim.
Kim Foss: Cogitopia.
Jon Terje Østberg: Bunker Blues

Om bogen:

Udgivelsesår: 2014
Forlag: Science Fiction Cirklen, 322 sider

Den hvide fjende af Niels Meyn

Den hvide fjende af Niels MeynEn ny istid truer med at gøre Danmark ubeboelig i denne interessante genudgivelse af Niels Meyns katastroferoman fra 1921

Da den ellers så velestimerede videnskabsmand, dr. phil. Jens Rønning, fremsætter sin teori om at en ny istid, som vil knuse hele Skandinavien, er på vej, opstår der stor bestyrtelse i København. Alle hans kollegaer undsiger ham, og han beskyldes for alt lige fra at spekulere på børsen med sin påstand til at være blevet sindssyg. Kun bankdirektør Kruses datter, Eva, tror fuldt og fast på ham. Da hendes far sætter alt ind på at få Rønning fængslet for landsskadelig virksomhed, trodser hun hans vilje og hjælper Rønning. Så sætter en voldsom kulde ind, og pludselig virker Rønnings istids-teori slet ikke så usandsynlig.

Den hvide fjende udkom i 1921, og forfatteren Niels Meyn var en af datidens mest produktive forfattere indenfor børne- og underholdningslitteratur. I dag er han nærmest ukendt og ikke helt uden grund. Som Niels Dalgaard skriver i efterordet, så er hans værker et eksempel på, at kvantitet og kvalitet ofte er hinandens modsætninger. Dermed ikke sagt, at jeg ikke brød mig om Den hvide fjende. Jeg følte mig egentlig ganske godt underholdt, selvom sproget naturligvis er lidt gammeldags og moralen både racistisk og chauvinistisk. For eksempel anser man det for ganske naturligt, at danskerne kan bygge et nyt Danmark i Sydøstafrika, hvor befolkningen alligevel ikke formår at udnytte landets ressourcer!

Da Meyn skrev Den hvide fjende, var videnskaben begyndt at fremsætte teorien om, at vi befinder os i en mellemistid, og han forestiller sig i romanen, hvordan samfundet og de enkelte mennesker ville reagere under en sådan katastrofe. Resultatet er blevet en kulørt og ganske underholdende historie, der blander spænding, politik og kærlighed, og som sine steder meget skræmmende beskriver isens indtog over Danmark.

Også i nutiden bekymrer vi os om klimaet, og et hav af spændingsbøger, krimier og romaner undersøger, hvordan ændringer i klimaet kan påvirke vores levevilkår. Dermed er Meyns roman stadigvæk aktuel på trods af alderen på samme måde som for eksempel Syndfloden af Carl S. Torgius fra 1913.

Den hvide fjende er en del af Science Fiction Cirklens serie med genudgivelser af ældre titler og er som sådan et godt tidsbillede og en interessant læseoplevelse for alle, som interesserer sig for katastrofe-fortællinger.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013/1921
Forlag: Science Fiction Cirklen, 200 sider

Farvel, min astronaut – Lige under overfladen 8 / red. Carl-Eddy Skovgaard

Farvel, min astronaut / red. Carl-Eddy SkovgaardTænk hvis man kunne springe elleve timers rejse til Thailand over og i stedet bare træde igennem en portal! Velskrevet dansk science fiction-antologi udfordrer og underholder læseren.

I år udgiver Science Fiction Cirklen to bind i serien Lige under overfladen, og bind otte – Farvel, min astronaut – lever helt op til de foregående syv bind. Som altid dækker de seksten noveller et bredt spektrum af dansk science fiction, og emnerne spænder lige fra rumrejser over teleportation til tidsrejser og kærlighed, ligesom forfatterne er en blanding af debutanter og garvede forfattere.

En af mine favoritter er Louise Floor Frellsens ’Venter på fremtiden’. Én af de opfindelser, jeg personligt ser meget frem til, er teleportation. Tænk at kunne springe elleve timers rejse til Thailand over og i stedet bare træde igennem en portal og være der øjeblikkeligt! Men forfatteren tegner et dystert billede af bivirkningerne af teleportation, for hvad sker der egentlig med os undervejs?

A. Silvestri er nærmest også altid garant for en god fortælling. ’I sit ansigts sved’ foregår i en ikke nærmere defineret fremtid. Det meste af verdens elektronik er lagt øde af “Impulsen”, og de overlevende er enten presset sammen i få større byer eller bor på isolerede gårde i oplandet, hvor de hele tiden må holde et vågent øje med ”de smittede”. En dag kommer en sælger til gården Karlsbo. Han har noget helt særligt at sælge dem, men salget går ikke efter planen.

Titelnovellen ’Farvel, min astronaut’ af Jesper Goll hører også til blandt samlingens bedste. Som barn var Cecilie et stædigt barn. Hun lærte sig selv at læse som fem-årig, men mistede hurtigt interessen for skolen. Da hun fik et amatørteleskop, ændredes alt dog. Cecilie ville være astronaut. Goll giver et spændende bud på, hvordan fremtidige astronauter tackler de lange rejser, og samtidig er novellen et smukt far/datter-portræt.

De sidste noveller, jeg vil fremhæve, er Richard Ipsen ’Biofeedback 2.0’ og Diana Junchers ’Den tidsrejsende’. ’Biofeedback 2.0’ starter med et forsøg på at foretage tidsrejser ved hjælp af masturbation og slutter med en rørende kærlighedsfortælling, mens ’Den tidsrejsende’ giver sit eget bud på the Big Bang.

Jeg kan godt lide science fiction, fordi det er en genre, som stiller spørgsmål. Den udfordrer læseren og kan underholde, samtidig med at den maner til eftertænksomhed. Det gør novellerne i Farvel, min astronaut også, og bogen er dermed et glimrende bud på god science fiction.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Indhold:

Majbrit Høyrup: Mørkets hastighed.
A. Silvestri: I sit ansigts sved.
Steen Knudsen: Opvågnen.
Louise Floor Frellsen: Venter på fremtiden.
Sofie Boysen: Be My Baby.
Tina Christensen: Solens by.
Christian Kaarup Baron: Vejen hjem.
Jesper Goll: Farvel min astronaut.
Carl Christian Abrahamsen: Manual til robotliv.
Ditte Egegaard Hennild: Vold.
Richard Ipsen: Biofeedback 2.0.
Vagn Grønkilde: Gummianden.
Mogens Graae Hansen: Copenhaven by night.
Bjarke Schjødt Larsen: En god dag.
Diana Juncher: Den tidsrejsende.
Martin Wangsgaard Jürgensen: Panelet

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Forlag: Science Fiction Cirklen, 248 sider