oktober 2017
M T O T F L S
« sep    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘dansk science fiction’

Delirium af Chris D’Amato

Delirium af Chris D'Amato, illustreret af D. S. BlakeDelirium består af 6 korte, men yderst underholdende science fiction noveller skrevet af Chris D’Amato og flot illustreret af D. S. Blake.

Hvis man slår ordet delirium op i en lægefaglig ordbog, får man følgende forklaring: “Delirium kaldes også for konfusion, akut organisk psykosyndrom eller organisk psykose. Det viser sig især ved at man over kort tid bliver forvirret og ikke helt ved hvor man er og hvornår det er.” Den følelse kan man godt få, når man læser Delirium.

Jeg har tidligere læst Midtland af Chris D’Amato samt antologien Malkøbing Museum, hvor han også bidrager. Begge hører til i horror-genren, men med Delirium bevæger D’Amato sig over i science fiction. Og gør det godt.

Samlingen åbner med novellen “Kryb”, hvor Kaiu er kommet lidt på afveje. På en svømmetur ser hun en aflang ting fyldt med små kryb, som er sjove at iagttage. Så hun svømmer efter, og ender på en ø hun ikke kender. Her er fuld af de små kryb og masser andre underlige ting, Kaiu ikke kender, og hun hygger sig med at lege med dem. Indtil det pludselig ikke er sjovt mere.

På trods af at “Kryb” kun er på tre sider, når historien både at være morsom, overraske og have referencer til såvel Godzilla som King Kong. Og så er Blakes illustration vidunderlig tvetydig i forhold til fortællingen.

I “Richards helvede” møder vi Richard, som under afsoningen af en fængselsdom møder den pensionerede fysiker Schmidt. Schmidt har forsket i tidsrejser og har endda lavet tegningerne til en tidsmaskine – men han har aldrig haft mulighed for at afprøve den. Og så bliver Richard løsladt. Igen er her tale om en meget kort novelle, men også her lykkes det at fortælle en fuldt udbygget historie med et grumt twist, der fik mig til at tænke på Frysepunktet af Anders Bodelsen.

Hjerneforskeren Alexandre Marais arbejder på et stof, der øger hjernens kapacitet, og forsøg med mus har vist, at det virker. Men er det ubetinget godt at blive klog? Jeg måtte læse “Eliksir” to gange, før jeg fangede pointen (så jeg kunne vist godt have brug for Marais opfindelse hø, hø), for D’Amato lader meget være usagt og overlader en stor del af baggrunden samt slutningen til læseren. Og jeg er stadigvæk lidt i tvivl om, hvordan jeg tror, den ender.

“Da Bernhard vendte hjem” er historien om en astronaut, der drager længere ud end nogen andre har været. Men hvad er der i det enorme kolde rum? En lidt speciel historie med et spændende tema, hvor jeg dog synes, at det korte omfang forhindrer novellen i at fungere optimalt.

Til sidst var han endt et fuldstændigt sort sted. Det var så koldt, at han frøs inde i cockpittet, gennem kødet og helt ind til knoglerne. Mens han sad og rystede med armene over kors, så han sig eget kondensvand fryse til is på de små rektangulære ruder og endte dermed i en slags dobbelt blindhed; det var for mørkt til at man kunne se noget udenfor, men han kunne end ikke se det gennem de tilfrosne ruder.”

Illustration af D. S. Blake til Månen over Zneva af Chris D'AmatoMin favorit historie er “Månen over Zneva”, hvor Blakes illustration og D’Amatos historie igen går op i en højere enhed. Wryb lader sig indrullere i hæren, hvor han bliver medansvarlig for udviklingen af ZYNARG, der kan udslette alt liv i universet. I starten er offentligheden skeptisk overfor projektet, men da Zneva pludselig udsættes for den ene meteor efter den anden, er ZYNARG pludselig som sendt fra himlen. Men …

Undervejs i historien skifter fortællingen fuldstændig retning, og jeg er vild med slutningen, der både er tragikomisk og samtidig sært optimistisk.

Samlingens sidste novelle hedder “Phobos, Deimos, Mars” og er den måske mest klassiske science fiction fortælling i Delirium. Året er 2159, og fortælleren arbejder på Mars’ måne Phobos, hvor man har fundet en måde at udvinde Helium-3. En dag får de besked om en ny virus, der truer menneskeheden på jorden. Men det har vel ingen umiddelbare konsekvenser for de udsendte på Phobos?

“Phobos, Deimos, Mars” er nok den mindst overraskende af novellerne. Til gengæld er den mere actionfyldt og umiddelbart underholdende med sin mere klassiske plot-opbygning, så den slutter samlingen godt af.

Jeg har kaldt fortællingerne for noveller, men det er nok i virkeligheden mere korrekt at kalde dem for kortprosa. Kortprosa defineres bl.a. ved at være ultrakort; meget står mellem linjerne; der gives ingen ‘facitliste’ til teksten; og små ubetydelige pointer kan pludselig vendes og få stor værdi for læseoplevelsen. Læst i den optik passer “Eliksir” og “Da Bernhard vendte hjem” perfekt og gør mine anker ugyldige.

Alligevel ville jeg ønske, at Chris D’Amato ville skrive lidt længere. Et ønske jeg også fremførte efter læsningen af Midtland. Delirium indeholder masser af gode idéer, og D’Amato forstår også at fremføre dem. Sproget er godt, og selvom samlingen er udgivet som et hæfte, er der arbejdet med såvel layout og indhold, som fremstår professionelt og gennemført. Derfor kunne det være så fedt at få lov at synke ind i fortællingerne, men det giver formatet på så få sider ikke mulighed for.

Når det er sagt, er jeg nu alligevel begejstret for Delirium, hvis ultra-korte historier succesfuldt fanger læserens opmærksomhed. Med det korte format er det nærmest givet, at her ikke er tale om hård science fiction, men fortællingerne formår både at overraske, stille spørgsmål og udforske fremtiden, med en understrøm af tør humor og et glimt i øjet. Det er slet ikke så ringe endda.

D. S. Blakes illustration til Kryb af Chris D'AmatoIndhold:

Kryb
Richards helvede
Eliksir
Da Bernard vendte hjem
Månen over Zneva
Phobos, Deimos, Mars

Om Delirium:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Mojibake, 40 sider
Illustrationer: D. S. Blake

Tak til forlaget for læse-eksemplaret

Sand og sten, stål og glas – udvalgte fortællinger af A. Silvestri

Sand og sten, stål og glas af A. Silvestri

Fra bagsiden:
Otte fortællinger om fremtiden og os
Mennesket er et grimt og ubehøvlet dyr, der hellere vil stjæle føden fra sine kammerater end at hjælpe dem. Mennesket ser ikke frem, men ind, centrerer universet omkring sig selv. Men mennesket er også et snedigt og stærkt dyr. Møder det modstand, bryder det ikke sammen, men kæmper blot hårdere, og selv når menneskets undergang er uundgåeligt, uddør det med oprejst pande.
Mennesket er både usselt og smukt, nogle gange samtidig, og nogle gange det ene eller det andet, alt efter hvilken læser, der læser historien.

A. Silvestri er en ualmindelig flittig forfatter. Hver måned opdaterer han sin blog med, hvor meget han har nået at skrive den forløbne måned. Det er sjældent småting, og når man ser på hans litterære C.V., har han skrevet indenfor stort set alle genrer, medvirket i over 35 antologier + blade og magasiner, samt udgivet seks selvstændige værker, herunder zombieromanen Pandaemonium.

I Sand og sten, stål og glas har Silvestri samlet 8 tankevækkende science fiction noveller, hvoraf de 7 tidligere har været udgivet i andre sammenhænge. Hver novelle følges af en kort kommentar, hvor Silvestri bl.a. fortæller lidt om idéerne bag, tankerne bag skrivestilen osv. Det kan man vælge at springe over, hvis man helst selv vil stå for hele tolkningen. Personligt synes jeg dog, at det er spændende at få et lille kig ind i forfatterens ‘maskinrum’.

Samlingens første novelle hedder Det bedste og er det ældste bidrag. Her beretter fortælleren om dengang for 30 år siden, hvor han sammen med tre medstuderende besluttede sig for at finde på et bedre samfund. Over en uge i morfarens sommerhus nedfælder de grundstenene til det samfund, der nu eksisterer. Et samfund hvor alle virker til gavn for det fælles bedste. Hvor der ikke findes racisme, kønsdiskriminering og lignende, fordi det eneste man bedømmes på er sin intelligens. Men som altid når der er tale om et totalitært styre, er der enkelte forstyrrende elementer, hvilket leverer den overraskende afslutning.

Også den anden novelle Glemmer du så husker jeg alt udspiller sig i en fremtid, hvor befolkningen er underlagt kontrol og censur. Miranda vågner øm i kroppen og forbereder sig på en ny dag. Kort efter vågner David med et vræl, og hun gør sutteflasken klar. Snart går det dog op for læseren, at David ikke er en almindelig baby. Han er en voksen mand, der hver dag må gennemleve et helt livsforløb både fysisk og mentalt. Hvorfor skal ikke afsløres her, men historien handler om kontrol på flere niveauer, og – måske – om kærlighed.

Som nævnt eksperimenterer Silvestri ofte med sin skrivestil. I Højdepunkt er fortælleren den 16-årige Joakim, og novellen er en stil, han skal aflevere. Da Joakim er ordblind, er fortællingen fuld af stavefejl, hvilket får ham til at fremstå lidt naiv. Joakim er snart voksen og skal have sit eget indeklima, så han kan arbejde udenfor kuplen. Han ved, at der er sket en katastrofe på jorden, som gør, at han og de andre må arbejde under jorden, men Joakim stiller ingen spørgsmålstegn ved sit liv. Ikke engang i novellens slutning, som efterlod mig lidt trist.

Matthæus 20:16 er historien om verdens første (og sidste) tidsrejsende. Det lykkes Kaspersen at rejse 1000 år frem i tiden, men da han når frem, ser verden noget anderledes ud, i forhold til hans forestillinger. Novellen er velskrevet og har kant, og så har den en sidste linje som lige fik mig til at tænke en ekstra gang.

I novellen Ukrudt fører Silvestri læseren på en rejse i både tid og rum. Novellen foregår på en planet, hvor en stamme fortæller om livet, der hver eneste dag er en kamp mod planterne. Jeg kom til at tænke på romanen Grøn af Alan Dean Foster, som også udspiller sig på en plante-domineret planet, men som altid har Silvestri sin helt egen vinkling. En velskrevet og velkomponeret historie, som rummer flere overraskelser undervejs.

I sit ansigts sved foregår i en ikke nærmere defineret fremtid. Det meste af verdens elektronik er lagt øde af ‘Impulsen’, og de overlevende er enten presset sammen i få større byer eller bor på isolerede gårde i oplandet. Her må de hele tiden må holde et vågent øje med fribyttere, der stjæler hvad de kan komme til. En dag kommer en sælger til gården Karlsbo. Han har noget helt særligt at sælge dem, men salget går ikke efter planen. Silvestri lader historien udfolde sig i et adstadigt tempo, og fortæller en historie om det at være et godt menneske i et post-apokalyptisk samfund, som i mine øjne også rummer pointen: Den kloge narrer den mindre kloge.

Samlingens nyskrevne novelle er titelnovellen Sand og sten, stål og glas. Fortælleren er Konrad Pri, som hver dag møder ind på sit arbejde, hvor han sidder og bedømmer sine medmennesker udfra en computergenereret test. Konrad Pri er tilfreds med sit liv og efterlever til mindste detalje samfundets krav om effektivitet og lydighed. Men en dag dukker et umuligt testresulatat op, og Konrad Pri befinder sig pludseligt i et dilemma. Computeren kan ikke lave fejl, for den styres af systemet, så hvordan kan testen så findes? Novellen rummer små citater fra flere science fiction klassikere, og kan til dels ses som Silvestris version af The Matrix. Naturligvis med Silvestris tydelige fingeraftryk, som bl.a. ses i skrivestilen, hvor tal konsekvent skrives 1, 2, 3 osv.

Den sidste novelle hedder Den allersidste dans, og Silvestri kalder den for en af sine smukkeste tekster. Historien, der handler om 7 par, der danser på himmelvælvingen, mens jorden går under omkring dem, er en sprogligt eksperimenterende novelle. Silvestri har lagt hele teksten til sangen Den allersidste dans ind i fortællingen. Samtidig består teksten af 30% unikke ord, dvs. at de kun optræder én gang. Særligt for denne novelle har det været positivt for min læseoplevelse at læse forfatterens tanker bag. Jeg er generelt mest til tekster, hvor handlingen eller personerne er i centrum, fremfor fordybelse i det sproglige. Men ved at genlæse historien med Silvestris noter i baghovedet, blev den langt mere interessant, selvom jeg dog stadig holder mere af de øvrige noveller i Sand og sten, stål og glas.

De 8 noveller bevæger sig bredt indenfor science fiction genren med temaer som jordens undergang, tidsrejser, dystopiske fremtidsscenarier, rumrejser til fremmede planeter osv. Silvestri lader dog den teknologiske vinkel ligge, så her er ikke decideret ‘hård’ science fiction, hvilket gør samlingen velegnet til læsere, der ikke tror, at de kan lide genren.

Jeg kan både lide ‘blød’ og ‘hård’ science fiction, men historien skal dog være troværdig. Så selvom jeg f.eks. synes godt om plottet i “Højdepunkt”, finder jeg det utroværdigt, at menneskene i kuplen har forandret sig så meget i løbet af så få generationer. Hvis de er blevet genetisk modificeret, hvorfor føder de så så mange børn? Spørgsmål, som ikke betyder det store for plottet, men som stikker irriterende under læsningen.

Sand og sten, stål og glas er første bind i et samarbejde mellem A. Silvestri, forlaget Calibat og forlaget Dreamlitt. Målet er at udgive flere genre-samlinger af Silvestris noveller både fysisk og digitalt, og jeg ser frem til at læse dem. For selvom jeg havde læst 6 af novellerne i Sand og sten, stål og glas før, så giver det læseoplevelsen noget særligt at sidde med en lækker bog i hånden. Og så er jeg som nævnt også vild med at kigge ind i forfatterens ‘maskinrum’.

Indhold:

Det bedste – Proxima nr. 92: 2010
Glemmer du, så husker jeg alt – Den nye koloni: 2011
Højdepunkt – Fremmed stjerne: 2012
Matthæus 20:16 – Ingenmandsland: 2010
Ukrudt – De sidste kærester på månen: 2014
I sit ansigts sved – Farvel, min astronaut: 2013
Sand og sten, stål og glas – 2016
Den allersidste dans – Undergang: 2014

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Calibat, 221 sider
Omslag: Anna Degnbol

Lidenskab og lysår – Lige under overfladen 11 / red. Carl-Eddy Skovgaard

Lidenskab og lysår - Lige under overfladen 11Science Fiction Cirklens årlige udgivelse af nye danske science fiction noveller er nu nået til bind 11, men der er heldigvis ingen metaltræthed at mærke. Tværtimod kan man faktisk sige. For oveni diskussionen om hvorvidt dansk science fiction har udviklet sig til dystopiske fremtidsfortællinger, serverer Lidenskab og lysår et bredt udvalg af noveller både indenfor hård science fiction, spekulativ fiktion og grænselandet mellem science fiction og socialrealisme.

Samtidig er her endnu en gang tale om et generelt meget højt niveau blandt bidragene, som rummer både gamle kendinge og debutanter blandt forfatterne.

Carl-Eddy Skovgaard er redaktør på serien, og beskriver i forordet valget af titlen: “Antologiens titel, der i år er Lidenskab og lysår, er som sædvanlig ikke valgt for at fremhæve en bestemt novelle, men valgt ud fra at jeg synes titlen ganske udmærket dækker bredt, hvad hele antologien indeholder. Specielt hvis man tager ordene hver for sig. Jeg læser her lidenskab som: forhold mellem mennesker, og lysår som: forskelle i tid og rum.” Den beskrivelse, synes jeg, dækker udgivelsen på bedste vis.

Kickstart af Niels Kjærgaard
Thorkild er på date med en herlig blondine, da tiden pludselig fryser. Bandende må han forlade hende for at finde kickstartpedalen, så han kan sætte tiden i gang igen, før tidskræene får fat i ham. Humoristisk novelle, der godt kunne være inspireret af Stephen Kings kortroman Langolinerne.

Jerndrømme af Manfred Christiansen
Gennem årtier har menneskeheden vidst, at en stor asteroide ville flyve forbi jorden uden problemer. Men man tog fejl. Dragon Ball, som asteroiden blev kaldt i folkemunde, kolliderer med solen og udløser en voldsom solstorm over jordens dagside, der efterlades forbrændt og overtrukket med en rødglødende glasur af jern, og kun ganske få overlevende. 14 år efter arbejder Piet Jarnosh på at få sendt en Ark afsted med menneskehedens udvalgte for at give racen en chance for at overleve. Den umulige opgave er blevet gjort nemmere af, at jernet fra Dragon Ball har nogle særlige egenskaber, som kan bruges under bygningen af rumskibet. Ikke alle er dog trygge ved at bruge det ukendte materiale, for man har jo ikke nået at teste det til bunds.

Manfred Christiansen er en af de garvede bidragsydere til serien, ligesom han står bag den rigtig fine forside til Lidenskab og lysår. Hans novelle er både spændende og velskrevet, og så giver den også et lille hip til den igangværende debat, som jeg nævnte i indledningen. Her er nemlig tale om en novelle, der både er en dystopisk fremtidsfortælling, men som også indeholder hård science fiction samt filosofiske overvejelser.

Nettet over Berlin af Torben Magnild Husum
Herschel Knecht er ene-ejer et gammelt antikvariat, efter at hans partner Joseph W. Benz er død. En aften på vej hjem bliver Herschel standset af politiet og anklaget for potentiel e-kriminalitet. Nu må han forsøge at overbevise overkommisæren om, at han ikke er den eftersøgte hacker, staatsfeind. Vellykket novelle med både et krimi-plot og en humoristisk vinkel, der udspiller sig i en fremtid, hvor myndighederne forsøger at styre internettet og den digitale kommunikation.

Mod død skal livet leves af Christian Holger Pedersen
Christian Holger Pedersens bidrag til Lidenskab og lysår er svær at give et handlingsreferat af uden at komme til at røbe for meget. Hovedpersonen er den selvmordssyge Gustav, der vågner på hospitalet efter at have kastet sig ud fra en bro. Han er sluppet uden skader, men kæresten Livaea finder ham dybt egoistisk. Hvorfor og hvordan skal jeg ikke røbe, men jeg kan afsløre, at manglende fertilitet og beskrivelsen af orgasme som la petite mort randt mig i hu under læsningen.

Ud af mørket af Jesper Rugaard Jensen
Daanie vågner op alene i en ødelagt redningskapsel. Hun kan intet se og husker ikke, hvordan hun er endt i her. Det lykkes hende at komme tilbage til astroiden, hvor hun straks begynder at lede efter andre overlevende. Men hvad er der sket? ‘Ud af mørket’ er nærmest scifi-horror og meget vellykket. Jesper Rugaard Jensen skriver, så jeg følte mig fanget i mørket, blind og uden hukommelse, sammen med Daanie. Og da så brikkerne begynder at falde på plads, kommer bare endnu et chok. Virkelig vellykket novelle om hvad der skal til, hvis vi skal bosætte os i rummet, og hvilke konsekvenser det kan få. En af mine favoritter.

Slidte dukker af Majbrit Høyrup
I stedet for at sende mennesker af sted for at undersøge fremmede planeter, har man opfundet en måde at overføre menneskets hjerneaftryk til kropsdukker, der kan dyrkes på stedet, når blot det fjernstyrede rumskib har fundet et velegnet sted og udvundet de relevante råmaterialer. På Bror Måne vågner således Rosalin op som den første af seks kropsdukker, der er blevet modificeret til at kunne overleve og udforske månen. De skal løbende sende aftryk af deres hjerner retur til deres primere på jorden, og når dukken er nedslidt, skal de afslutte missionen.

Majbrit Høyrup har bl.a. skrevet en novelle til antologien Universets mørke med titlen ‘Killinger’, der leger med samme problemstilling som i ‘Slidte dukker’: genetisk fremavlede hybrider, her blot brugt til udforskning af fremmede verdener. Og ligesom i ‘Killinger’ giver Høyrup sin fortælling en etisk dimension, for hvornår er man en kopi, og hvornår bliver man et menneske? En af mine favoritter.

Mord på Mars af Glen Stihmøe
Et ægtepar har vundet et ophold på Hotel Ares på Mars. Hustruen er stor fan af tv-serien, der indspilles her, og som en del af præmien skal hun spille en mindre rolle i et afsnit. Hendes mand deler ikke hendes begejstring for hverken serien eller skuespilleren Sam Willer, men hvad kan han gøre? Humoristisk novelle, der bruger lokationen Mars som kulisse.

Genfærdenes Tårn af Nikolaj Johansen
På kanten af rummet passer fortælleren sit job som fyrtårnspasser. Det er et ensomt job, hvor kun døde astronauter engang i mellem holder ham med selskab. En dag dukker en kæmpe flok rumsprutter op og omringer fyrtårnet. Fortælleren giver Centralen besked, og de vil sende et operatørskib. Men hvad er proceduren for mødet med aliens?

Nikolaj Johansen har tidligere udgivet flere noveller samt romanen Skygger fra Oktoberland. Han vandt Science Fiction Cirklens romankonkurrence 2016 med Syndfloden og Storbyen, og hvis den er ligeså velskreven som ‘Genfærdenes Tårn’ er det fuldt fortjent. Novellen er skarptskåren, stemningsfuld og med et spændende twist i slutningen. En af mine favoritter.

I fædrelandets tjeneste af A. Silvestri
Hovedpersonen i novellen er blevet udpeget til en særlig opgave. En opgave der kræver stor disciplin og gennemførelsen af en række ritualer. En opgave der er en stor ære. A. Silvestri er en forfatter, der eksperimenterer med stil, genrer og alt der i mellem, når han skriver, hvilket gør ham rigtig interessant at følge. Hans bidrag til Lidenskab og lysår er f.eks. fortalt kun med brug af du, og så har den en slutning, man husker.

Hver time får du også et glas vand, og du drikker det altid, fordi salt gør dig tørstig. De syv andre kokke er danskere. De tager dig kort i skulderen, når de går forbi, men de snakker ikke med dig. Hvis du skal opnå balance i dit sind, er det vigtigt at du ikke deltager i en samtale. Du tager langsomme og dybe indåndinger. Punkt 7 i din kontrakt.”

DreamChild af Helle Perrier
Karina og Markus venter barn, og da de har råd til det, har de valgt en rugemor samt fikset lidt på barnets gener for at undgå sygdomme m.m. Selvom de ikke har bestilt pakken med morgenkvalme, er Karina alligevel ikke helt på toppen under graviditeten. Det viser der sig at være en overraskende forklaring på. Udmærket novelle med en anderledes vinkling på etikken i at lave børn med bestemte egenskaber.

HDO Margarethe mod nye mål af Carl Gustav Werner
Novellen udspiller sig i slutningen af 1800-tallet, i et Skandinavien hvor Kalmarunionen stadigvæk eksisterer. Lille Elna sælger sit hår til SAS, som bruger langt hår som brændstof til deres luftskibe. Men præsten derhjemme siger, at kvindens hår hører til på hendes hoved. Kontrafaktisk historie om religion og videnskab skrevet i en blanding af skandinavisk og dansk. Anderledes og interessant novelle.

Lidenskab og lysår af Lise Andreasen
Bonnie og Noah er det perfekte par, der supplerer hinanden som yin og yang. En dag får de muligheden for at tage af sted som kolonister, og det gør pludselig løftet “til døden jer skiller” meget håndgribeligt. En sød og fin kærlighedshistorie der udspiller sig i fremtiden.

Trippelkøb af Lars Behn-Segall
Nationalstaterne eksisterer ikke mere i Lars Behn-Segalls bidrag til Lidenskab og lysår. I stedet har multinationale selskaber taget over, og familien Johansen bor i Adnill Corps handelsimperium. Her afgøres ens værdi for samfundet af, hvor god man er til at øge selskabets profit. Johansens tilhører underklassen, der højst kan håbe på dårligt betalte job i service-sektoren, og hvor sygdom og sult ikke er ualmindelig. Indtil den dag hvor Johansen modtager et trippelkøb. Grum novelle med en genial vinklet slutning, som udspiller sig i en fremtid, hvor demokratiet har slået fejl, og alt nu handler om profit. En af mine favoritter.

Møde af Steen Knudsen
Der er langt mellem stjernerne. Langt, mørkt og koldt… En sjælden gang, en meget sjælden gang, erkender et væsen, at det ikke er en del af omgivelserne. At det er ’sig selv’… På et tidspunkt finder enkelte af disse bevidste væsener ud af, hvad stjernerne i virkeligheden er. Nogle få, nogle ganske få, rækker derpå ud efter dem.” Velskrevet, gennemført og interessant novelle om mødet mellem to fremmede intelligenser midt i det tomme rum. En af mine favoritter.

Den første danske kulturskat af Bjarke Schjødt Larsen
For 6 år siden blev der indført kulturskat i Danmark. Alle skal opleve kultur, og består man ikke den årlige prøve, bliver man skrevet op til et Kulturelt Opfølgningsforløb. Det sker for Lasse, som synes, at alt det kultur er noget opblæst hø. Vellykket novelle med en anderledes vinkel på et fremtidssamfund. Oftest når forfattere beskriver et kontrolsamfund, bliver kunsten og kulturen undertrykt, men her bruges kulturen som kontrol. Er det så ikke magtmisbrug fra statens side?

Eftermiddag i parken af Jesper Goll
Jesper Goll har bl.a. skrevet ‘Farvel min astronaut’ i LUO 8 og ‘Betydningen af små ting’ i LUO 9. Begge noveller udspiller sig i en fremtid, hvor man har lært at gøre tiden langsommere for enkelte mennesker og dermed gøre det muligt at foretage rumrejser. ‘Eftermiddag i parken’ fortsætter i universet. Samleren har gennem mange år rejst fra planet til planet for at beskrive menneskenes historie, overalt hvor de har slået sig ned. Nu har han fået færten af den planet, hvor det første skib efter sigende skulle være landet. En af mine favoritter.

Stoppested af Hans Peter Madsen
Kort, velskrevet novelle om manden der hver dag rejser mellem sit hjem og arbejde via stoppestedet. Hans Peter Madsen sætter meget præcist fingeren på betydningen af eksistens, ægthed og hvad der udgør jeg’et.

Flyvebladenes tid af Gudrun Østergaard
Novellen starter som en hverdagshistorie om den enlige, udearbejdende mor, der døjer med at få hverdagen og arbejdet til at hænge sammen, men udvikler sig, efterhånden som det går op for læseren, hvad hovedpersonen arbejder med. Hverdagsliv under et totalitært-agtig regime.

Ukendt kode af Michael Ganz Andersen
Jonas hører til eliten indenfor kodning og programmering, og kan som sådan vælge og vrage mellem jobtilbuddene. En dag får han et tilbud om at arbejde for en gruppe, der ikke vil fortælle nærmere om deres identitet. De garanterer dog, at han vil komme til at arbejde for verdensfreden. Spørgsmålet er så, om Jonas har samme opfattelse som sin nye arbejdsgiver? Effektiv novelle om borgerpligt og ideologiske forskelligheder.

Mindbook 2.0 af Sara Buch
Hvad nu hvis man opfandt en måde at overføre de følelser, der var i situationen, til de fotos vi lægger ud på nettet? Den tanke lader Sara Buch udfolde sig i ‘Mindbook 2.0’, hvor Patrick, Ducky og Paw beslutter sig for at hacke Mindbooks seneste version. Hvilke etiske konsekvenser ville det have? Vil folk gå efter had eller kærlighed?

Mærk fremtiden af Richard Ipsen
Farfaren og barnebarnet går tur på Hammerknuden, Bornholm. Farmoren er kort forinden død, og nu vil farfaren gerne fortælle barnebarnet sin historie. Smuk og tænksom novelle om at kende sin fremtid. Hvis man nu kan se, hvad der sker, hvordan vælger man så? Og vil ens liv så hele tiden føles som en genudsendelse? En af mine favoritter.

Rumkaptajnens kone af Lars Ahn Pedersen
Rumkaptajnens kone ville skilles. Denne sætning starter Lars Ahn Pedersens bidrag til Lidenskab og lysår, og som altid når det drejer sig om LAP, er her tale om en velskrevet og interessant novelle, der pludselig skifter spor undervejs, så slutningen er ganske uforudsigelig.

Firmaets mand af Nikolaj Højberg
Den sidste novelle i Lidenskab og lysår er en barsk historie. Jonas vil frem i verden og føler ikke, at hans firma værdsætter ham. For at komme af med sine frustrationer opsøger han Kuben, der styres af Værten. Her kan man købe sig til at opleve andres oplevelser – alle slags oplevelser. Men jo dybere Jonas synker moralsk i sine tanke-oplevelser, jo bedre går det hans karriere. Det er muligt, at Nikolaj Højberg har skelet til filmen Strange Days fra 1995, da han begyndte at skrive ‘Firmaets mand’, men han har absolut givet historien sit helt eget twist og tog virkelig r…. på mig med slutningen. En af mine favoritter.

Med 27 forskellige noveller indenfor stort set alle hjørner af science fiction universet er det selv sagt ikke alle, jeg er ubetinget begejstret for. Et par stykker er for sprogligt eksperimenterende efter min smag, da jeg mest læser med følelserne. Og ved et par stykkede misser jeg simpelthen pointen.

Det ændrer dog ikke på, at Lidenskab og lysår lever op til alle forventningerne. Her er både rumrejser, teleportering, aliens, kontrafaktisk historie, hackere, humor, dystopiske fremtider og etiske problemstillinger. Alt det der gør science fiction til sådan en spændende genre at udforske. Og det er fedt at se, hvordan Science Fiction Cirklen år efter år formår at samle så mange og så forskellige noveller ind af så høj kvalitet. Jeg håber, at serien vil fortsætte mange år endnu.

Indhold:

Niels Kjærgaard: Kickstart
Manfred Christiansen: Jerndrømme
Torben Magnild Husum: Nettet over Berlin
Christian Holger Pedersen: Mod død skal livet leves
Jesper Rugaard Jensen: Ud af mørket
Majbrit Høyrup: Slidte dukker
Glen Stihmøe: Mord på Mars
Viggo Madsen: Herligt er Hypermans hop
Nikolaj Johansen: Genfærdenes tårn
A. Silvestri: I fædrelandets tjeneste
Helle Perrier: Dreamchild
Carl Gustav Werner: HDO Margarethe mod nye mål
Ellen Miriam Pedersen: I 1923
Lise Andreasen: Lidenskab og lysår
Lars Behn-Segall: Trippelkøb
Morten Carlsen: Laikas strand
Steen Knudsen: Møde
Libe R.: Dvale
Bjarke Schjødt Larsen: Den danske kulturskat
Jesper Goll: Eftermiddag i parken
Hans Peter Madsen: Stoppested
Gudrun Østergaard: Flyvebladenes tid
Michael Ganz Andersen: Ukendt kode
Sara Buch: Mindbook 2.0
Richard Ipsen: Mærk fremtiden
Lars Ahn Pedersen: Rumkaptajnens kone
Nikolaj Højberg: Firmaets mand

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Science Fiction Cirklen, 441 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Destin – seerkrystallen af Danny Biltoft Davidsen

destin-seerkrystallen31-årige Danny Biltoft Davidsen har skrevet science fiction siden han var 17 år, og har tidligere udgivet science fiction trilogien ”Meta-type”, hvis første bind fik følgende ord med på vejen i Himmelskibet nr. 5: ”…en god ungdoms-science fiction-actionroman, der på den ene side er fyldt med action og på den anden side udfolder et godt drama.”

Nu er Biltoft så aktuel med Destin – seerkrystallen, der ligeledes er første del af en serie, og jeg er ganske begejstret.

Vi befinder os 10.000 år ude i fremtiden, hvor menneskene har fået hjælp af overlegne teknologiske race Torakiderne. Siden har mennesket bekriget dem til udryddelse, så de nu bruger de nye teknologier, men har glemt hvor de kommer fra.

I denne verden lever drengen Destin en kummerlig tilværelse på asteroiden Lyoneida, indtil den dag hans veninde Maridel finder en ældgammel boks. Før de når at finde ud af, hvad de skal gøre med den, bliver de fanget af Rødfrakkerne fra kongeriget Carnelior. Maridel bliver bortført, mens Destin efterlades som død.

Han er dog langtfra død og ender ombord på rumskibet Den lovløse under kaptajn Cyrils kommando. Cyril og besætningen er skattejægere, som søger efter artefakter fra Torakiderne for at sælge dem videre. Og nu er de på jagt efter Maridels boks.

Destin – seerkrystallen er en rigtig tjubang-historie med masser af slagsmål, action og eventyr. Biltoft skaber et spændende univers, hvor højteknologiske våben eksisterer side om side med kårder og knive, og hvor menneskene kan mekaniseres for at få bedre syn eller flere kræfter. Biltoft går ikke i detaljer med teknologien, men skaber i stedet et rigtigt rumeventyr med tydelige helte og skurke, tilsat et stænk 1700-tals-atmosfære.

Målgruppen er unge science fiction læsere, men historien er som sagt både spændende og underholdende, så den voksne læser kan også sagtens være med – også selvom sproget ikke altid er lige elegant. Jeg blev i hvert fald lynhurtigt fanget ind, og venter nu i spænding på bind to efter en rigtig cliffhanger-afslutning på bind et.

(anmeldt til Himmelskibet nr. 48)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: mellemgaard, 225 sider
Omslag: Jessica Heick

Den gale galakse 1: Ondskaben vågner af Anders Winkel Hjelm Nielsen

Ondskaben vågner af Anders Winkel Hjelm NielsenHvad har dinosaurernes uddøen med teddybamser at gøre? Tilsyneladende en hel del hvis den debuterende forfatter Anders Winkel Hjelm Nielsen har ret

Peter er lidt af en nørd og er vild med dinosaurer. Desværre er der ikke rigtig andre, der forstår hans fascination. Forældrene har travlt med at feste, og skælder bare ud når de endelig lægger mærke til ham. Og i skolen er både klassekammeraten Hans og deres klasselærer hr. Rheitl efter ham.

Men en dag finder Peter en teddybjørn ude i skoven. Han tager bamsen med hjem, blot for at opdage at den er levende! Faktisk hedder den Lumbazor, er teddarianer og har ligget i dvale i sit rumskib i 65 millioner år.

Peter bliver selvfølgelig begejstret og vil gøre alt for at hjælpe sin nye ven. Desværre er han ikke klar over, at Lumbazor blot lader som om, han er rar. I virkeligheden er han et morderisk bæst, der drømmer om at blive universets hersker, og som sammen med de andre teddarianer har flere planet-udryddelser på samvittigheden.

Heldigvis er pigen Hyori lige startet på skolen. Og så er der også den grå alien, Bent.

Med muligheden for selvudgivelser er bogmarkedet blevet åbnet for alle med en forfatter i maven. Langt fra alle forsøg er lige vellykkede, men jeg synes faktisk, at Ondskaben vågner er underholdende læsning.

Dels har Anders Winkel Hjelm Nielsen et godt nuanceret sprog, på et til tider højt – og bramfrit – niveau for en børnebog. Dels er historien både skæv og sjov med overraskende vinkler, som f.eks. en fortæller der helt fralægger sig ansvaret for bogens indhold. Jeg er også vild med, hvordan AWHN har lavet sit eget rumvæsen-alfabet, som jeg bladrede lystigt frem og tilbage til, når jeg skulle oversætte undervejs.

På minus-siden er der ikke helt overensstemmelse mellem udseende og indhold. Forsiden signalerer umiddelbart børn, men her tænker jeg, at bl.a. den ret splattede slutning bliver for voldsom. Til gengæld er personerne lidt unuancerede for den unge læser, hvortil indholdet passer. Forfatteren angiver selv målgruppen som 12+ med et ønske om ”at sprede latter til læserne, hvad enten de er 12 eller 30.”

Bortset fra dette lille sure opstød, så blev jeg dog hurtigt grebet af det skøre univers, hvor dødsensfarlige teddybjørne med znazzle blastere ikke lige er sådan at spøge med. Humoren fejler ikke noget, og slutningen har masser af splatter, såvel som begyndelsen på et nyt eventyr. Så jeg ser frem til fortsættelsen. Ondskaben vågner er nemlig blot første bind i serien Den gale galakse, som AWHN har arbejdet på siden 2012.

Brachiosauren blev holdt fast, da tippen af dens hale kørtes over af meteoren. Det store dyr kunne ikke bevæge sig og trompeterede højt af smerte, mens kometen kørte længere og længere hen over dinosaurens krop som en kagerulle over en dej! Meteoren havde bevæget sig fra halespidsen op ad ryggen og kørte nu hen ad dyrets lange hals, mens blodet fossede ud af munden på den stakkels sauropod. Meteoritten stoppede endelig op, men det var kun brachiosaurens hoved, der ikke nåede at blive mast fladt under det tunge himmelobjekt. Dens oppustede øjne lignede fodbolde med pupiller, der kiggede i hver deres retning … OKAY, HVOR POKKER BLIVER DEN ALTØDELÆGGENDE KOMET AF!? ØH, HVAD FA...”

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: Anders Winkel
Forlag: Books on Demand, 163 sider

Gamiderne af Pelle Ilja Goldin

gamiderne_pelle-ilja-goldin”Gamiderne” er ikke en nem bog at anmelde. Den starter ligeså brat, som den slutter, og undervejs holdes læseren fanget i uvidenhed – nøjagtig som bogens hovedperson, Ilja.

I bogens start dømmes Ilja til døden. For hvad ved vi ikke, blot at han skal overflyttes til Engfængslet, mens han venter på henrettelse eller benådning. Fængslet er dog slet ikke, som Ilja forventer. Han ser nærmest ingen andre fanger og kan frit gå rundt, både ude og inde, blot er der altid en vagt i nærheden af ham. Og skulle han forsøge at flygte, vil han blive skudt.

Alligevel tager Ilja chancen efter nogen tid. Selvom flugten ikke går efter planen, ender han i et samfund skjult i bjergene langt fra Engfængslet. Her bliver Ilja vel modtaget og indgår snart i hverdagen. Men hvad er formålet med det lille samfund? Hvem står bag? Og hvad er Gamiderne?

Uden mange svar og med masser af spørgsmål følger læseren Iljas forsøg på at finde ud af, hvad der foregår. Han finder ud af, at der for 35 år siden i området ved Engfængslet skete en atomulykke, men har den noget med Gamiderne at gøre? Er de aliens eller måske mutanter fra ulykken? Eller kan de være et eksperiment, som enten er løbet løbsk eller kører helt efter planen? Under alle omstændigheder er han ikke tryg ved det samfund, der opbygges omkring dem. Men hvad kan han gøre?

Forlaget kalder ”Gamiderne” for: ‘…en forrygende og mystisk spændingsroman, der ikke er en krimi, men en svært definerlig blanding af en science fiktion roman og en fremtids-dystopi.’ Jeg synes måske ikke, at ‘forrygende’ er helt sandt, men mystisk og tankevækkende er den. Læseren følger Ilja ind i ukendt territorium og udforsker den menneskelige eksistens. Hvor stammer vi fra, og hvor skal vi hen? Er vi enestående væsner eller myrer i en tue? Er Gamiderne fjenden eller frelsen?

Palle Ilja Goldin skriver godt, og jeg læste ”Gamiderne” uden mange pauser, fordi jeg hele tiden var nysgerrig på, hvad i alverden der foregik. Så på den ene side har Goldin skrevet en interessant fortælling, som udspiller sig i et genkendeligt samfund, der samtidig er meget fjernt fra vores. På den anden side virker Iljas historie meningsløs, fordi jeg ikke kunne sætte den ind i en forståelig sammenhæng og egentlig er usikker på, om jeg overhovedet har forstået den.

Alt i alt må jeg nok erkende, at jeg mere er til handlingsorienterede fortællinger end til ”Gamiderne”s kafkaske univers. Det skal dog ikke afholde andre fra at give Goldins roman en chance, hvis man har lyst til at prøve kræfter med en anderledes læseoplevelse.

Besøg forlagets hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: Larsen Lab
Forlag: Apuleius Æsel, 312 sider
ISBN: 978-87-998882-3-8

Oprindeligt anmeldt på Litteratursiden.dk

Rummets guder: Den mystiske eneboer af Jonas Wilmann

RummetsGuder_WilmannJeg har sagt det før, og nu siger jeg det igen – man ved aldrig, hvad næste projekt fra Jonas Wilmann bliver, bortset fra at det med stor sandsynlighed bliver godt. Det er også tilfældet med “Den mystiske eneboer”, som er første bind i en ny serie, ‘Rummets guder’, hvor vi er langt fra både ‘Frygtfilerne‘ og ‘By‘.

Tusindårskrigen var endelig slut. Fra himlene havde de mægtige guder vist sig og endegyldigt sat en stopper for kampene. Beskeden var klar: Overhold freden eller føl gudernes vrede! ‘Fredsvogtere’ blev udstationeret i alle riger. De var almindelige dødelige begavet med lidt af gudernes kosmiske kraft – kun lige nok til at håndhæve den guddommelige lov. Så freden var en realitet. Og den var god. Men sommetider var den også bare … røvkedelig.”

Miko og Drex er to unge fyre på planeten Corint, der drømmer om at blive optaget på Pilotakademiet. Miko vil i virkeligheden helst være kamppilot og hævne sin far, der døde langsomt efter at være blevet forgiftet af en renki på vulkanplaneten Dracknos. Men det er udelukket, nu hvor freden hviler over Den Interplanetariske Union.

Desværre har de to unge mænd ikke særligt gode odds for at få opfyldt deres drøm. For overhovedet at komme i betragtning til Pilotakademiet skal grundskolen bestås med 1000 point, og Drex er ikke for kvik, mens Miko synes skolen er én lang, kedelig hyldest til de guder, der har afskåret ham fra sin hævn.

Men en dag får Miko en god idé. Ikke langt fra ham bor den tidligere Fredsvogter Mortus, som nu er blevet sær og holder sig for sig selv i sit hus, der langsomt falder sammen om ørene på ham. Miko er overbevist om, at Mortus har forbindelser, der kan få de to drenge ind på Pilotakademiet, så de tilbyder Mortus hjælp med at sætte huset og haven i stand igen for at overbevise ham om, at de har det der skal til.

Og i første omgang virker planen. Mortus ansætter dem, men han viser sig at være noget vanskeligere at imponere end Miko havde forestillet sig. Og ret hurtigt opdager de to drenge også, at både huset og Mortus gemmer på livsfarlige hemmeligheder.

‘Rummets guder: Den mystiske eneboer” føles som en blanding af tv-serien ‘Firefly’ og H. P. Lovecrafts kosmiske rædsler, og Wilmann betegner den selvom som “gotisk sci-fi“. Historien fortælles med masser af energi, og er både sprudlende og underholdende. Wilmann fortæller på sin blog, hvordan han sidste år følte behov for at lægge de samfunds-kritiske romaner på hylden en tid og i stedet skrive mere eventyrligt og fantastisk. Det har udmøntet sig i ‘en række eventyr på fantastikkens overdrev’: “hvor alt er muligt, og det vælter med dæmoner, monstre, der jongleres med tidsrejse, andre dimensioner etc. etc.”

Og Wilmann skruer virkelig volumeknappen op for fuld drøn her i romanen, hvor vi både møder kosmiske monstre, og aliens der barberer sig, mens de to ikke så kloge hovedpersoner sørger for et humoristisk islæt. Som altid er romanen både velskrevet og velredigeret, og selvom her ikke er tale om regulær horror, så kan Wilmann alligevel ikke lade være med at skrive nogle totalt klamme afsnit ind i historien – heldigvis 🙂

Han registrerede svagt, at noget kom svævende mod ham fra siden, men han havde svært ved at samle sig om det. Alt for koldt, alt for lidt ilt! Den svævende ting var måske en krop? En død krop? Den kom tættere på. Var omgivet af svævende murbrokker. ‘Jeg er Cielvar,’ sagde liget. Det havde ikke noget ansigt, kun et optrevlet rod af blodige kødstykker, der flagrede i vægtløsheden. Stemmen lød, som om den kom direkte ind i Mikos hoved, som ved telepati. ‘Jeg er en af de døde fra Prima-Agnog’.”

Formentlig kommer ‘Rummets guder: Den mystiske eneboer’ til at stå blandt ungdomsbøgerne på biblioteket, men jeg var nu herregodt underholdt, selvom jeg er oppe i 40’erne, så lad endelig ikke læsningen blive begrænset af det. Selv ser jeg i hvert fald både med forventning og utålmodighed frem til, at bind 2 udkommer næste år.

Læs mere på forlaget Kaos hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 20.05.2016
Omslag: Aske Schmidt Rose
ISBN: 978-87-998356-3-8
Sider: 170
Forlag: Kaos

Blandt danske galakser: humor, horror og science fiction af Kristoffer J. Andersen

Blandt_danske_galakser“Blandt danske galakser” er Kristoffer J. Andersens anden novellesamling udgivet på forlaget Kandor. Den første hed “Dansk tusmørke” og udkom i 2013. Den bestod af noveller indenfor henholdsvis humor, horror og fantasy. Denne gang er emnerne humor, horror og science fiction, men ellers er konceptet og målgruppen den samme – unge mennesker med smag for underholdning i et lidt crazy univers.

Samlingen åbner med tre noveller under temaet Humor, og her kan jeg absolut anbefale den allerførste novelle “En revisors død”.

Revisoren Poul vågner op på en blød sky, og opdager at han er død. Ikke nok med det, han er valgt som Guds repræsentant mod Djævelen i en kamp om jordens sjæle. Poul føler sig absolut ikke som en særlig velvalgt repræsentant, da han tvivler på, at nogen af de tre udfordringer, han og Djævelens repræsentant skal dyste i, handler om bogføring eller dansk virksomhedsskat. “En revisors død” er en af samlingens bedste. Den er morsom på den underspillede måde, og så synes jeg, at det er rigtig fedt, at KJA lige giver novellen et lille twist mod slutningen.

Jeg var ikke så vild med “Snyd, svindel og kikset hår”, men “Karzul, Stjernekoglerens forbandelse” er en underholdende fantasy fortælling om Den Fede, som ernærer sig ved at fange røvere og lignende. En dag får han mulighed for at finde den ældgamle troldmand Karzul, som bevogtes af Solens Klinger, og slå ham ihjel. Det bliver en underholdende færd, hvor Den Fede må kæmpe mod både mennesker og monstre.

Under temaet Horror  hedder den første novelle “Barnegråd”. Lasse og Susanne venter barn og er derfor flyttet i en ny lejlighed. Men om natten, et kvarter efter midnat, vågner Lasse ved lyden af voldsom barnegråd. Først tror han, at lyden kommer fra naboerne, men det viser sig, at den kommer fra deres eget tomme barneværelse. Selve novellens idé er rigtig god og ond, men måske særlig i horror-novellerne spiller det en rolle, at målgruppen er unge. I hvert fald bliver personerne for stereotype og flade, til at “Barnegråd” holder hele vejen.

”Ildskolopendre” har tidligere været trykt i “Universets Mørke“, og ligesom med “Barnegråd” er idéen god, mens persontegningerne er for karikerede til at være troværdige. På planeten, der rummer femte koloni, oplever man problemer med nogle skolopender-lignende dyr, som angriber koloniens beboere. Ledelsens ønske er at gasse dyrene, men xeno-biologen Anders får dem overtalt til at give ham en uge for at undersøge konsekvenserne. Men en uge går hurtigt.

Sidste novelle i Horror-afdelingen er “Eliksir” om den hjemløse pige Helene, som får tilbudt et nemt job. Hun skal blot røre i en eliksir en gang hver uge og ellers holde sin mund. Helene kan dog ikke helt holde næsen for sig selv, og snart opdager hun, at når man fusker med magi, er der altid en pris at betale. Særligt slutningen synes jeg rammer rent, og novellen findes også i en illustreret udgave udgivet på Forlaget Silhuet.

De tre noveller under Science fiction hatten lægger ud med novellen “Sumpmus” der tidligere har været trykt i 10. bind “Som et urværk” i Science Fiction Cirklens årlige novelleantologi. Det er en tankevækkende historie, der ligesom “Ildskolopendre” handler om, hvad der sker, hvis man ændrer på balancen i naturen.

“Wingcommander Zorg” er derimod ren underholdning. Nørden Bjarke er vild med Rikke, men hun vil da aldrig se til hans side, eller – måske hvis verden blev angrebet af aliens?

Sidste novelle “Rumrejsen 2014” er skrevet af Bettina Andersen. Her bliver drengen Anton hentet til Universets Midterste Domstol for at forsvare menneskets ret til jorden, og det er en fin lille historie med en god pointe.

Samlingen indledes med et forord og et efterord. I det sidste takker KJA læseren for at have kæmpet sig igennem de ni noveller og nu være mytonaut. Dernæst takker han sine hjælpere for at have sat deres præg på historierne og dermed været med til at gøre læserens rejse bedre. Endeligt slutter han af med følgende citat, som jeg simpelthen nød uden forbehold:

Fandt du alligevel en stavefejl trods navigatørens, ingeniørens, maskinmesterens, warp-drive-ekspertens, den holografiske doktors, pilotens og det venlige rumvæsens utrættelige arbejde? Blev et ord brugt forkert på trods af deres umenneskelige indsats? Skiftede hovedpersonen pludselig hårfarve? Eller reagerede en person underligt og unaturligt på det, han oplevede? Ja, så skyldes det sikkert interferens i subspace, et misforstået rumvæsen eller en anormalitet i rum-tid-kontinuummet.” Og så er mine kommentarer ligesom sat til vægs 🙂

Hvis man er til skæv humor iblandet lidt splat og horror, så er Kristoffer J. Andersen, manden der leverer. Dybere persontegninger og komplekse problemstillinger kan ikke forventes, men eftersom det heller ikke er formålet med hans fortællinger, så pyt med det. I hvert fald var jeg godt underholdt af “Blandt danske galakser”, og jeg er sikker på, at den unge læser vil have en fest med læsningen.

Læs mere på forlaget Kandors hjemmeside

Indhold:

En revisors død
Snyd, svindel og kikset hår
Karzul, Stjernekoglerens forbandelse
Barnegråd
Ildskolopendre
Eliksiren
Sumpmus
Wingcommandor Zorg
Rumrejsen 2014 af Bettina Andersen

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: Frenta | Dreamstime.com
ISBN-13: 9788791589522
Sideantal: 224
Forlag: Kandor

 

 

Livets barske lektie 3 af Helene Th. Svolgart

livets_barske_lektie3

Endnu en omgang underholdende action i serien om lejesoldaten Mike og morderen Keelan

Vi er nu nået til bind 3 i serien om lejesoldaten Mike og morderen Keelan, som mødtes i fængslet Delta Zeich. Bind 2 sluttede med, at de to fandt frem til Keelans datter og reddede hende fra dusørjægere på planeten Verion 4.

I starten prøver Mike og Keelan at skjule for Misery, som datteren hedder, at Keelan er en eftersøgt morder. Men Misery slægter sin far på, og snart finder hun ud af sandheden. Nu er målet at oplære Misery i både lejesoldatens og lejemorderens verden, samtidig med at de holder sig klar af de efterhånden mange personer, som ønsker at fange dem.

Da det er ved at være fem år siden, jeg læste bind 2, kunne jeg godt ønske, at Helene Th. Svolgart havde startet med et kort resumé af de tidligere begivenheder, eller evt. indsat en liste over persongalleriet. Jeg havde simpelthen rigtig svært ved at holde styr på de mange navne på dusærjægere, tidligere fængselskammerater, soldaterkammerater og så videre.

Til gengæld leverer Svolgart, som i de første to bind, underholdende action og smæk for skillingerne. Mike og Keelan må redde en dygtig hacker ud af et supersikret fængsel for at beskytte Misery. De støder ind i de berygtede pirater, Technoraiderne, med et overraskende resultat. Endelig kommer også Misery i kamp, da trekløveret vender tilbage til Verion 4 for at hente Alice, Miserys mor, hvor det hele kulminerer, da de ryger i et baghold.

Det er et enormt univers, Svolgart opbygger i bøgerne. Hun introducerer spændende verdener og væsner, som Tecnoraidere, Kiromantikere og Varanuider, ligesom hun gør en del ud af at integrere de tekniske dimsedutter i fortælling. Svolgart afslører da også sidst i bind 3, at “Livets barske lektie” kun er en forsmag på en mere omfattende serie i EVO-universet, hvor premierløjtnant Lewis, Mikes tidligere chef, kommer til at spille hovedrollen.

På trods af mine problemer med at overskue persongalleriet så endte jeg med at føle mig godt underholdt af Helene Th. Svolgarts kulørte og underholdende space opera. Jeg glæder mig derfor til at læse de kommende bøger. Dog håber jeg, at hun vil gøre lidt mere ud af at tydeliggøre relationer, væsner og verdener, evt. via en hjemmeside eller som et appendiks til bøgerne.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Forlag: forlaget Balatana, 341 sider

Troldmandens sværd af Niels E. Nielsen

Troldmandens sværd af Niels E. NielsenUnderholdende og tankevækkende fremtidsroman sat i en verden, hvor miljøet er gået amok.

Som ung slugte jeg alt, hvad jeg kunne finde af Niels E. Nielsen på biblioteket. Det var derfor med forventning iblandet skræk, at jeg læste Science Fictions Cirklens genudgivelse af Troldmandens sværd, der oprindeligt udkom i 1967, for kunne den nu leve op til mine erindringer?

Romanen foregår i en fremtid, hvor jorden har oplevet et økologisk sammenbrud. De overlevende er stuvet sammen i BYEN, et totalt lukket samfund, som ledes af Tante Kluk og hendes 12 Inderste. Ressourcerne er knappe, så alt er strengt reguleret – også fødselstallet. Ikke desto mindre fødes der år for år flere og flere ”lykkebørn”, som må klare sig ved at stjæle og gemme sig. For at bremse overbefolkningen udfører Børnepolitiet razziaer, og de indfangede lykkebørn henrettes og indgår igen i kredsløbet.

BYENs indbyggere husker ikke verden udenfor kuplen, men Kaninen – et lykkebarn – har været der. Majoren sender ham regelmæssigt ud for at se, hvordan det står til derude, så da Kaninen finder ud af, at pigen Bi-P er gravid med hans barn, planlægger han at tage hende med ud, så hans barn ikke skal friste samme kummerlige skæbne som de andre lykkebørn. Men Bi-P er ikke interesseret i hans plan. Hun vil møde tante Kluk og tale fornuft med hende. Så Kaninen må finde frem til tante Kluk, før han kan overbevise Bi-P, men Børnepolitiet er lige i hælene på dem, og denne gang kan Majoren ikke hjælpe.

Niels Dalgaard har skrevet et uddybende efterord, hvor han sætter Troldmandens sværd i kontekst med Niels E. Nielsens øvrige forfatterskab. Her er overbefolkning og forurening med deraf øget belastning af miljøet et tilbagevendende tema, i en tid hvor problemerne knapt var opdaget af det vestlige samfund.

Det er desværre problemer, som stadigvæk er sørgeligt aktuelle. Dermed er Troldmandens sværd også stadig interessant for nutidens læsere. Fortællingen virker ikke sprogligt bedaget, blandt andet fordi personerne ikke forstår de tekniske virkemidler i BYEN, og dermed giver dem deres egne navne. På den måde sætter læseren sit eget forståelsesbillede ind og gør fortællingen up to date.

Et andet plus er, at personerne ikke er sort/hvide. Nok styrer tante Kluk BYEN med fast hånd og slår ned på uregelmæssigheder som lykkebørn, men hun gør det for at passe på flertallet. Og Kaninen er nok vores helt, men han er også tyv og kriminel. Desuden er han den, der – selvom han sætter spørgsmålstegn ved tante Kluk – samtidig forstår, hvorfor det er vigtigt, at der ikke kommer for mange indbyggere i BYEN.

Jeg må sige, at Troldmandens sværd levede op til mine erindringer, og selvom jeg hist og pist blev lidt irriteret over, at genoptrykket tilsyneladende har ændret en masse ø’er til o’er, så er teksten generelt både pæn og læsbar, og sprogligt er der som nævnt heller ikke noget at komme efter.

Alt i alt en både underholdende og tankevækkende roman som jeg kun kan anbefale.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2014/1967
Forlag: Science Fiction Cirklen, 228 sider