Indlæg tagget med ‘ensomhed’

Family

I ekstramaterialerne fortæller John Landis, at han egentligt helst ikke vil have, at publikum opdager brugen af kameravinkler i hans film. De skal være så opslugte af historien, at de ikke tænker på noget som helst andet. Og så griner han lidt, for her i “Family” som er Landis bidrag til anden sæson af Masters of Horror, starter han med en visuel rundtur i den hyggelige Harolds smukke hjem, hvor publikum ikke kan andet end lægge mærke til kameraets synsvinkel.

“Family” er historien om Harold, som dræber af ensomhed. Han tager sine ofre med hjem, koger kødet af deres knogler og samler skeletterne om sig som familiemedlemmer. Da et ungt par flytter ind i nærheden af Harold, og de virker venligt optaget af ham, bliver Harolds skeletkone jaloux. Så Harold smadrer hende, men nu mangler han en hustru, og selvom det er risikabelt at myrde så tæt på hjemmet, beslutter han sig alligevel for at gå efter den unge nabokone.

Harold spilles af George Wendt, som jeg kender som Norm fra tv-serien “Sams bar”. Han er velcastet i rollen, fordi han udadtil ser hyggelig og gemytlig ud, og det virker dobbelt grotesk, når han så står og vasker kødet af et lig. Samtidig kan han faktisk også se rigtig ond ud, som da han mister temperamentet overfor skelethustruens jalousi.

Jeg blev ikke fuldstændig overrasket over slutningen, selvom jeg ikke havde gennemskuet hele plottet, men trods det vil jeg kalde “Family” en gennemført fortælling med masser af underholdningsværdi.

John Landis instruerede “Deer Woman” i første sæson af Masters of Horror.

Instruktør: John Landis
Udgivelsesår: 2006

Mørkeræd af Andreas Roman

Mørkeræd af Andreas RomanFor lang tid siden fik jeg tilsendt et link til Andreas Romans hjemmeside af en kammerat, og det var bestemt en lovende oplevelse, så selvfølgelig skulle jeg da have bogen, da den langt om længe blev oversat til dansk.

David er 32 år og mørkeræd. Ikke bare mørkeræd som de fleste af os kan være, men rigtig rigtig bange for mørket. Så bange faktisk, at det til en vis grad har ødelagt hans liv. Nu har han imidlertid sat sig for at stoppe den angst. Han begynder i terapi, og som afslutning på den tager han ud i en hytte i Nordsverige langt borte fra storbyen. Meningen er, at han skal se frygten i øjnene og komme helt ned at ligge, før han kan bygge sig selv op igen. Men skoven omkring hytten er kulsort om natten – og noget lister omkring.

Mørkeræd er bestemt en vellykket roman. Jeg følte med David, når han kæmper med sin angst for mørket, og Andreas Roman skriver godt og sikkert. Hans skildring af det vanvid, ens angst kan drive en ud i, er veludført og overbevisende. Jeg kan også godt lide, at han overlader en del til læserens egen overbevisning. Er der et monster i mørket? Elller er det bare Davids eget sind? Det lader Roman være op til dig. Jeg ved godt, hvad jeg tror, men det siger jeg ikke …

Også omtalt på horrorsiden.dk

Om Mørkeræd:

Udgivelsesår: 2008
Forlag: Lindhardt og Ringhof, 206 sider

Sov mit barn af Joanne Harris

Sov mit barn af Joanne HarrisJeg har ikke læst noget af Joanne Harris før, men faldt for beskrivelsen af “Sov mit barn” som en gotisk roman fra Victoriatidens London. Jeg blev ikke skuffet – og så alligevel.

Henry Chester er kunstmaler. Faren var præst, og moren var stort set altid fraværende. Henry vokser op med et forkvaklet forhold til kvinder, som han alle til hobe anser for syndere og djævelens fristerinder.

En dag opdager han den unge Effie, som sidder model for ham til et maleri. Hun virker uskyldig og har en fuldkommen ren udstråling. Henry beslutter sig for at ”passe på” Effie, og bliver hendes beskytter indtil hun som 17-årig bliver hans hustru.

Men selvom Effie er blevet afskåret fra meget af omverdenens påvirkning, vækkes hendes seksualitet alligevel, da Henry på bryllupsnatten nærmest kaster sig over hende. Og det kan han slet ikke lide!

”Sov mit barn” fortælles skiftevis mellem Henry, Effie og romanens andre personer. Jeg havde mere end svært ved at snuppe den puritanske Henry. På den ene side vil han, at kvinder skal være lydige og uden seksuelle lyster, på den anden side frekventerer han jævnligt prostituerede (jo yngre, jo bedre) og bebrejder bagefter dem, at han ikke kan styre sine drifter. Jeg kom til at tænke på Penelope Evans hovedperson fra “Den nye pige“, Larry Mann. Og det er ingen kompliment til Henry!

Effie kastes ganske uskyldigt ind i hans spil, og selvom hun som barn beundrede Henry, er det som voksen svært for hende at blive ved med at holde af ham. For han tager alt fra hende i sit forsøg på at forme hende efter sine drømme.

Da Effie møder bordelmutter Fanny og den skruppelløse forfører Mose Harper, kompliceres alt yderligere, for Fanny mistænker Henry for en forbrydelse i fortiden, og Effie forelsker sig i Mose.

Når jeg både kan lide “Sov mit barn” og alligevel blev lidt irriteret over den, skyldes det, at den til sidst trækker i langdrag. Den gotiske stemning i romanen hvor alt bygges langsomt op, og det usagte hele tiden rumler i baggrunden, bliver for meget. Effies syner, Henrys tanker og Mose’s bebrejdelser af, at det er Effies egen skyld kommer til at fylde for meget i forhold til plottet. Men når det er sagt, så læste jeg jo alligevel “Sov mit barn” til ende, og var spændt på slutningen.

Romanen udkom første gang i 1994 og genoptrykkes nu efter opfordring fra Joanne Harris fans. Den minder mig lidt i stilen om “Iagttagelserne” af Jane Harris fra 2006.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om “Sov mit barn”:

Udgivelsesår: 2008
Forlag: Samleren, 421 sider

May

May er en genert og socialt utilpasset pige, hvis eneste ven er en dukke, hun fik af sin mor i fødselsdagsgave, da hun var barn. Som voksen søger hun venskab og kærlighed, men ved ikke hvordan hun skal bære sig ad.

En dag møder hun den “perfekte” Adam, og det lykkes hende at komme i kontakt med ham. De starter et forhold, men Adam kan alligevel ikke klare Mays særprægede opførsel, og han dumper hende. Heldigvis er May god til at sy – og kan hun ikke finde en bedste ven, kan hun måske lave en selv.

Her er tale om en ganske udmærket gyser, der samtidig formår at give publikum sympati for dens hovedperson. May er en stakkel, og hun spilles utroligt godt af Angela Bettis, der ligner en ung udgave af Madeleine Stowe. Her er ikke tale om de store overraskelser i plottet, men alligevel synes jeg, at det er en film, der er værd at se.

Instruktør: Lucky McKee
Udgivelsesår: 2002

Skyggelandet af Taichi Yamada

Skyggelandet Forsiden af Skyggelandet viser en asiatisk kvinde i underkjole og bare tæer, som står med sine stiletter i hånden og ryggen mod beskueren – alene i en lang korridor. Et smukt billede, som alligevel har noget skæbnesvangert over sig. Den følelse beskriver meget godt stemningen i Taichi Yamadas roman.

Harada skriver manuskripter til tv-serier. Han er relativ succesfuld, men er nyligt blevet skilt fra sin kone, så nu bor han til leje i en kontorbygning midt i Tokyo. En aften føler han en sær kulde og bestemmer sig for at se, hvor mange der egentlig er i bygningen efter arbejdstid. Kun ét vindue er oplyst – hans eget. Det viser sig dog, at også kvinden Kei bor i bygningen. Hun opsøger Harada, men da hun er lidt beruset, og Harada er i dårligt humør, afviser han hende, og så forsøger han ellers at glemme hende igen.

Haradas forældre døde, da han var 12 år. En pludselig indskydelse får ham en dag til at opsøge bydelen, hvor han boede med sine forældre. Her støder han på en mand, som ligner faderen, da han døde. Harada bliver inviteret med hjem, og det viser sig, at hustruen også ligner hans mor på hendes dødsdag. Ægteparret ikke alene ligner Haradas forældre – de indhyller ham også i forældrelig kærlighed, og Harada tager opmuntret hjem. Harada ved godt, at hans forældre er døde, men kontakten med dem føles så livgivende, at han ikke kan tro, at det er farligt for ham.

Samtidig med hans besøg hos forældrene støder han også på Kei igen. De to indleder et forhold, men det viser sig snart, at det alligevel ikke er helt ufarligt at omgås de døde.

Skyggelandet er ikke en roman, man kan læse, mens man ser tv og hører musik. Den er umiddelbart let tilgængelig, men stemningen i bogen kræver, at man fordyber sig og lader sig opsluge af den dystre atmosfære, som snart indfinder sig.

Beskrivelsen af Haradas ensomhed er knugende. Selvom Taichi Yamada ikke bruger mange ord, formår han at sige en masse – om kærlighed, om had, om sorg og om savn. Romanen er blevet kaldt en “stemningsfyldt og gribende litterær gyser”. Den greb i hvert fald mig.

Om Skyggelandet:

Udgivelsesår: 2007
Forlag: Cicero, 153 sider
Originaltitel: Ijin-tachi to no Natsu