oktober 2020
M Ti O To F L S
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
262728293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘gyserfilm’

Night Terrors Film Festival

night-terrorsHeaven of Horror fandt jeg nedenstående nyhed:

Der er kommet en ny dansk kortfilmsfestival for genrefilm: Night Terrors Film Festival. Festivalen starter i februar 2016 og søger nu kandidater fra hele verden inden for genrerne horror, thriller, supernatural og absurd. Filmene vil blive udvalgt ved 2 screeninger – i København den 10. februar 2016, mens den anden foregår i Århus 11. februar 2016.

Bag festivalen står skuespiller og filmskaber Kim Sønderholm, som bl.a. har instrueret filmen “Craig“, som jeg tidligere har anmeldt her på siden.

Læs mere her

Monstrologi – Frygtens manifestationer / red. Jørgen Riber Christensen og Steen Ledet Christiansen

Monstrologi - Frygtens manifestationerMonstrologi – Frygtens manifestationer er udgivet på Aalborg Universitetsforlag, og bogens forfattere er hovedsageligt forskere. Sprogligt er her derfor ikke tale om et festfyrværkeri af sproglig sprudlen, men indholdet er interessant nok, til at man bærer over med de til tider snørklede akademiske sætninger.

Forord
I bogens forord sættes der ord på monstrets betydning i dag, f.eks. kan man se monstret som en måde at fortolke verden på: “Monstre er ikke virkelige, men deres effekter og påvirkninger er virkelige, og den måde de udtrykker noget om verden er også virkelig. På denne måde er monstret en ideologisk konstruktion, som vil tvinge os til at forstå verden på en bestemt måde. Monstret skal måske indfanges og ødelægges, eller det er en fundamental del af vores verden, men monstret er den måde, vores verden giver mening på.

Et andet synspunkt er monstret som grundlag for korruption: “Monstret, hvad enten det er en fundamental del af vores verden eller noget fremmed, som skal indlejres, er altid korrupt og korrumperende. Dette kan være i bogstavelig forstand med monstre som inficerer og forandrer vores kroppe, eller det kan være en psykologisk transformation, hvor monstret får os til at gøre ting, vi aldrig ellers kunne finde på. Menneskelige karakteristika projiceres over på monstret som svagheder for på den måde at afsløre og afbillede vores fejl.”

Det er også vigtigt at se monstrets krop i kulturel sammenhæng: “Den monstrøse krop er altid det, vi finder afskyeligt, ulækkert og abjekt. Monstrets krop afslører altid afvigelse og abnormalitet på mindst én måde og afslører dermed, hvad der er marginaliseret og kulturelt uacceptabelt. Derfor er det altid nødvendigt at påtænke monstrets historicitet og påtænke deres sære genealogier, afskyelige afkom og deforme forfædre. Det er gennem kulturhistoriens optik, at vi kan forklare monstrets uendelige mutationer.”

Det er bl.a. gennem monstret, at samfundets grænser afgrænses: “Det er netop gennem de transgressive, abjekte og korrumperende træk, at monstret viser os, hvad der er uacceptabelt i vores kultur. Dette bringer os tilbage til den første pointe om, at monstre hjælper os med at fortolke verden, for det er i monstres natur, at det overtræder grænserne og også, at det er op til os at bekæmpe dem tilbage over grænsen.”

Endeligt kan vi også se monstret som en form for husdyr: “Det er vigtigt at huske på at gennem den proces, hvor vi gør monstret konkret, gør vi det også kontrollerbart; monstret bliver en måde at håndtere, afgrænse og kontrollere vores frygt. Ved at gøre vores monstre konkrete og synlige, gør vi dem også forståelige og afgrænsede.”

Monstrologi og frygtens kulturhistorie af Jørgen Riber Christensen
I den indledende artikel redegør Jørgen Riber Christensen for, hvad man forstår ved monstrologi. Hvordan monstret ikke er i den virkelige verden men kun eksisterer som semiotik, og hvordan denne semiotik har udviklet sig over årene. Desuden indeholder artiklen en film- og mediehistorisk oversigt over horrorfilmens monsterhistorie samt en monstertypologi:

Fusionsmonstre består af sammensmeltningen af normalt adskilte kategorier, f.eks. en zombie er både levende og død. Fissionsmonstre, f.eks. varulve og dobbeltgængere, er som fusionsmonstre sammensat af forskellige kategorier, men denne sammensætning er splittet i tid og/eller sted: varulven er på skift menneske og ulv, og dobbeltgængeren er adskilt fra sin “original” i sted. Magnifikationsmonstre er en kategori af i forvejen frastødende væsener, der er forstørret eller som optræder i stort tal. 1950’ernes teknogyserfilm myldrer med disse monstre [nutidens zombi-film kan også ses som magnifikationsmonstre] … Kompilationsmonstret hvor et monster eksplicit udviser kendetegn fra forskellige monstre på skift.” [f.eks. Pennywise fra Stephen King’s “It”, som tager form efter sit offers værste frygt]

H. P. Lovecrafts Unseen Terrors af Torben Rølmer Bille
Torben Rølmer Bille fortæller i sin artikel om, hvordan filmfolk gennem tiden har løst opgaven med at vise forfatteren H. P. Lovecrafts monstre. Artiklen tager udgangspunkt i forskellige film, som enten bygger direkte på Lovecrafts fortællinger eller blot er inspireret heraf, og gennemgår hvordan monstret visualiseres i filmen. Desuden indeholder artiklen en kort indføring i H. P. Lovecrafts liv og forfatterskab, som groft opdeles i tre hovedperioder:

Den første strækker sig fra 1905 til 1920 og dækker over, hvad bedst kan beskrives som en række makabre historier, inspireret af forfattere som Edgar Allan Poe og Ambrose Bierce … Fra 1920 til 1927 blev Lovecraft mere interesseret i drømmeverdenen, underbevidstheden og hvilke rædsler, der gemmer sig her, omtrent samtidig med at psykoanalysen også gjorde sine egne opdagelser – her skrev han mange fortællinger der foregik i “The Dreamlands” – bedst kendt er “The Dream Quest og the Unknown Kaddath”. Den sidste periode strækker sig fra 1927 og frem til Lovecrafts død i 1937. Her skrev Lovecraft på en række historier og romaner, der har fået fællesbetegnelsen Cthulhu- eller Lovecraft-Mytologien. Det er disse fortællinger, han er bedste kendt for.”

Things Come Alive. Rise of the Zombies af Steen Ledet Christiansen
Steen Ledet Christiansen tager i sin artikel udgangspunkt i spredningsaspektet ved monstret, hvordan deres grænseløse overskridelse kan ses som et udtryk for en kulturel angst for de netværkssamfund vi lever i. Her er zombi-film en yderst relevant genre, idet frygten for bioteknologi, terrorisme og globaliseringen smelter sammen i et monstrøst udtryk.

What I want to show here, then, is composed of three points. First, that the new zombies are viral terrorists. Second, that these new zombies are uncanny things best understood as swarms. And third, that the zobies infect and exploit the global networks of our current moment. In this way, I will point out not just how the new zombies differ from their younger cousins but also show how these zombies, like all monsters, reveal the anxieties of their time. In this case, pandemics, epidemics and terrorist attacks are the immediate, visible symptoms of a deeper lying fear of the results of being connected and living i the network society.”

Biokulturel monstrologi – illustreret ved Dennis Jürgensens Relief af Mathias Clasen
I sin artikel introducerer Mathias Clasen en nyere tilgang til monstrologien, nemlig den evolutionære som anvender et biokulturelt syn for at passe de historisk kulturelt bestemte monstre sammen med menneskets evolutionshistorie og de trusler, som har præget os i vores udviklingshistorie. Clasen tager udgangspunkt i romanen “Relief” og belyser bogens monstre ud fra en biokulturel monstrologi.

Vi mennesker er nok bange af os, men vi er ikke bange for hvad som helst. Fobier er ikke tilfældige. Det vi typisk frygter, er det, som har udgjort en trussel for vores forfædre over evolutionær tid, og det reflekteres også i den morderne horrorfiktion. Når mørket falder på, er vi alle stenalderfolk, bange for rovdyr og puslelyde i mørket. Monstrene i “Relief” er variationer over evolutionært relevante frygttemaer. Men de synes samtidig at have en tidstypisk resonans, primært som den specifikke frygt for kropsligt forfald og smittefare, som aids-epidemien i slutningen af 1980’erne og op i 19990’erne bragte med sig.”

Indhold:

Forord – bogens artikler
Monstrologi og frygtens kulturhistorie af Jørgen Riber Christensen
Monstervisualiseringer af Jørgen Riber Christensen
Beowulf’s Monsters From the Mere to the Movies af Robert W. Rix
H. P. Lovecrafts Unseen Terrors. Et studie i hvorledes filmmagere har forsøgt at visualisere det umulige af Torben Rølmer Bille
Sonic Monstrosity af Isabella van Elferen
Things Come Alive. Rise of the Zombies af Steen Ledet Christiansen
Zombie, Romance, Comedy (Horror, Humour and Hypermodernity) af Fred Botting
Biokulturel monstrologi – illustreret ved Dennis Jürgensens Relief af Mathias Clasen
Kropslig deformitet i japansk cyperpunk af Thomas Mosebo Simonsen
Batailles godnathistorie – Jean Rollin, True Blood og den erotiske vampyr af Kim Toft Hansen
Värt behov av monster och skräck. Fiktiva berättelser som rollspel och social träning af Yvonne Leffler
Virkelighedens monstre. Den historiske og samtidshistoriske krimidokumentar af Gunhild Agger

Om Monstrologi – Frygtens manifestationer:

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Ernst-Ullrich Pinkert
En del af serien Interdisciplinære kulturstudier

Hør Jørgen Riber Christensens forelæsning i Danskernes Akademi

Videnskab.dk’s store guide til monstre

Læs en omfattende anmeldelse på Kulturkapellet

Horror: A Tematic History in Fiction and Film af Darryl Jones

Horror: A Tematic History in Fiction and Film

Da Darryl Jones var 12 år fik familien sin første videoafspiller. Da hans mor var vild med gyserfilm, og hun ikke brød sig om at se dem alene, blev det et kært tidsfordriv for de to. Blandt filmene de så sammen var The Exorcist, Halloween, The Hills Have Eyes, The Texas Chain Saw Massacre og Zombie Flesh Eaters. I forordet til Horror: A Tematic History in Fiction and Film fortæller Jones, hvordan mange af disse film senere blev forbudt i henhold til ‘Video Recordings Act of 1984’. En form for censur han betegner således:

“… Given this history of unexamined prejudices and contradictions, the conclusion that suggests itself to me here is that the impulse to ban films such as “The Exorcist” was ultimately not predicated on moral or ideological grounds, since these grounds did not exist; rather, these films were banned for aesthetic reasons. That is, political decisions were made on matters of taste, based on conservative aesthetic belief that it is the function and purpose of art to reinforce and reassure, to comfort and to confirm what we already know, rather than to question our assumptions, to shock, to confront, or to overturn.”

I de efterfølgende 8 kapitler ser Jones nærmere på temaer gennem horrorens historie fra Horace Walpoles The Castle of Otranto (1765) og Mathew Lewis The Monk (1796) op til årtusindskiftet, og eksemplificerer dem gennem film og bøger.

Hating others: Religion, nationhood and identity
I kapitel et ser Jones nærmere på hadet mod ‘de andre’. Kapitlet starter med det gotiske, hvor briterne ser resten af Europa som de andre: “… Thus, by imaging forth the European Other as Catholic, supserstitious, barbarous, irrational, chaotic, rooted in the past, the Gothic novel allowed a British audience conversely to identify itself as Protestant, rational, ordered, stable, and modern: Continentel Europe is the domain of fantastic unreality, whereas England is rooted in contemporary realism.”

Og ender med kannibalisme – at spise de andre: “…It is Italian cinema, however, which has provided the most complete vision of man-as-meat, with a series of notorious, long-banned cannibal movies made during the 1970s and 1980s, a list which includes “Cannibal Holocaust”, “Cannibal Ferox”, “Eaten Alive”, “Prisoner of the Cannibal God”, “Deep River Savages”, and a number of others. Together, these constitute the most extreme body of work in Cinematic history, if not in aesthetic history tout court, offering a grim, relentlessly repellent vision of the human body and of human culture. Though the films differ from one another in detail and intensity … they all follow what is essentially the same plot. In these films, a group of modern, Western adventures, scientists, or film-makers, travels up the Amazon, encountering first nature in the raw, and then a tribe of Amerindian cannibals, invariably described as belonging to a culture fundamentally of the Stone or Iron Age. That is to say, the cannibals are figured as less evolved than their Western counterparts, and the films’ dietary logic follows itself a kind of Darwinian principle, moving ‘up the ladder’ from depictions of animals eating each other, to animals eating humans (or anyway attacking or killing them), to humans eating animals (real footage of the killing and eating of live animals is a regular feature in these films), to Amerindians eating each other, and culminating in scenes of the cannibals eating the Westerners. Like Montaigne’s essay, however, the films do attempt some degree of relativism: the Westerners are usually untrustworthy types – capitalist out to secure uranium (“Prisoners of the Cannibal God”), exploitative film-makers (“Cannibal Holocaust”), drug-dealers on the run (“Cannibal Ferox”), Jim Jones-type cultists (“Eaten Alive”) – who do great damage to the Amazonian communities the effectively invade, leading to an anthropophagous revenge. Typically, the films close by asking who the ‘real savages’ were.”

Mad science: Frankenstein and his monsters
I kapitel to, som undersøger Mad Science, ser Jones nærmere på Mary Shelleys Frankenstein, The Fly (både 1958 og 1986 udgaven) og en lang række fortællinger om videnskaben i horror.

“…The 20. century, in particular, provided ample reasons to fear science. The early century saw what the popular imagination understood as the ‘dethroning’ of humanity from the centre of creation as a consequence of Darwinist evolutionary theory, and many early horror movies reflects this…” “… this notion of playing God as the major transgression of scientists has become a central concern in cinematic mad science.”

”…We should not, however, assume that all horror-movie science is necessarily mad science. Horror can result from fundamentally benign scientific endeavour which goes awry. This is the basic position of André Delambre and of Seth Brundle in both versions of “The Fly”, working on a matter-transfer device, who accidentally fuse their own genes whit those of a fly.”

”… Or, horror can be the result of the unexpected consequences of technological advancement, inn technophobic narratives in which science itself is seen as the treat, rather than the workings of individual scientists. Earlier technophobic films most commonly figured the treat in the form of transfiguring radiation, a common trope of 1950s’ horror, overshrouded as it was by cold war terrors and particularly fears of nuclear annihilation.”

”… Horror can also result from the total severing of scientific concerns from ethical conerns in a grotesque version of ’disinterested’ scientific pursuit, ’for its own sake’, without concern for the consequences. This is probably the most influential type of horror-science, as practiced by the paradigmatic trio of mad scientist, Doctors Frankenstein, Jekyll and Moreau, though all three of their original novels at least gesture towards the idea that their scientific advances are made in some way for the betterment of humanity….Finally, at the extreme end of our spectrum, there are scientists whose aims are explicitly evil … and this is not to mention the host of mad scientists bent more generally on world domination.”

Vampires: Children of the night
Kapitel tre omhandler vampyren.

“…part of the very appeal of the vampire is its symbolic flexibility and applicability: vampires have been made to mean many things. Thus we have, for example, the vampire as a symbol for pestilence, disease, or invasion; in an often related way we have the vampire as symbol for colonialism or nationalism (vampires and nationalists share the same language, the rhetoric of ‘blood and soil’); we have vampirism as a metaphor for gender-relations or sexuality, for sexual repression, perversion, or dissidence – hence the frequent Freudian readings of vampirism, and we have the vampire as a symbol of class-relations, as the embodiment of aristocracy, or as a metaphor for the ‘bloodsucking’ process of capitalism – and more generally, as above, for any exploitative human relationship.”

“…The most important thing to say about the development of vampirology across these centuries was that there was a profound shift in forms of representation between the Enlightenment and the publication of “Dracula” in 1897, a shift which, broadly speaking, saw the vampire move from a creature of folklore to one of literature. In doing so, it also partook of a considerable upward social mobility, from peasant to aristocrat (there’s also a concomitant geographical mobility – literary vampires have a fondness for the Grand Tour: class an mobility become important when the vampire is deployed metaphorically in narratives of invasion – peasants are simply not mobile enough to represent such fears), and importently in doing so, became sexualized.”

Monsters from the id: Horror, madness and the mind
I fjerde kapitel ser Jones på monstret indefra. Det 19. århundrede var fyldt med dobbeltgængermotivet, spejlbilledet og Den Anden som også er én selv, og hvor  mødet med den dobbelte varsler døden. Tæt forbundet med dette er frygten for portrættet eller spejlet som en refleksion af det korrupte og onde selv. Jones kommer bl.a. omkring Dr. Jekyll & Mr. Hyde og Stephen Kings Mørkets halvdel.

Og fortsætter med slasherfilmene: “…Under the slasher’s mask there may be no face at all, for the killer may have no identity other than as an embodiment of unmotivated destructiveness. This is certainly the premise behind Ellis’s ‘American Psycho’, where Bateman is perpetually being mistaken for any number of his Wall Street colleagues, all of whom are indistinguishable from each other… Linked to these issues and problems of identity are problems of identification… for examble, the slasher’s heavy use of subjective camerawork, which theoretically at least invites viewer-identification with the killer himself.”

Forbidden knowledge: Textuality, metafiction and books
Kapitel fem handler om forbudt viden, som bl.a. ser nærmere på både Edgar Allan Poe og H. P. Lovecraft, men også drager nutidens mockumentar ind med The Blair Witch Project (1999)

“…What ‘Blair Witch’ really capitalized on was its audience’s collective desire to believe in the reality of what they saw… Rather, what the audience was responding to was a series of cinematic cues and devices which traditionally signify ‘reality’: shooting on video rather than film, blurry, jerky, ‘hand-held’ camera-work; the lack of a ‘classic’ three-act cinematic structure; the presence of amateur of semiprofessional actors. The documentary style of ‘Blair Witch’ serves, indeed, to draw attention to its own fictionality and artfulness in ways in which the ‘neutral’ style of classic American Cinema, though ostensibly more formalized, does not. This it does both stylistically and by self-consciously foregrounding a number of generic conventions. First, ‘Blair Witch’ is in essence an updating of one of the oldest of all Gothic devices – her the found manuscript of ‘The Castle of Otranto’ is technologically updated as the found videotape…Second, ‘Blair Witch’ is generically a work of regional Gothic (another city slicker narrative of urban folks in trouble in the country), and thus it opens with a series of mock-interviews with locals, who tell of local legends and atrocities…The ‘official’ documentary which Heather, Josh and Mike set out to mak, shot in black and white and on film, is inter-cut with the footage of the making of the movie, on video. In this, ‘Blair Witch’s unacknowledged source is a far more notorious quasi-snuff-movie, Deodato’s ‘Cannibal Holocaust’. Like the film-makers in ‘Cannibal Holocaust’, Josh, Heather and Mike perpetually film each other, and film each other filming, consistently foregrounding what the, and the film, are setting out to do.”

Them!: Narratives of pestilence and invasion
Kapitel seks har ‘de andre’ i fokus. Kapitlet indledes med et citat af John Carpenter, som teoriserer over, at alle horror-fortællinger fundementalt kan kategoriseres som enten left-wing eller right-wing horror.

“… In left-wing horror narratives, the source of the threat is within. That is, it posits an internal agency of horror: that which we have to fear is located within ourselves, in the human mind and its potential for creation or destruction, and in the human body  and its potential for metamorphosis or mutilation. ‘Frankenstein’ might be the archetype for this kind of horror. Conversely, in right-wing horror, the threat comes from without, something other, alien and external to humanity, which is coming to get ‘us’ remorselessly, and against which we must guard if we can. The archetype for this kind for horror would then be ‘Dracula’.”

Som Jones fortsætter med at sige, er denne opdeling af genren meget grov, men ikke desto mindre kan den sagtens bruges om en stor del af genren. Kapitlet handler bl.a. om H.G. Wells The War of the Worlds, James Herberts The Rats, John Wyndham Gøgene i Gorby og George A. Romeros zombi-film.

“… From the beginning, zombification had provided a ready political metaphor due to its connections with Haitian voodoo, and thus with colonialism and particularly slavery … In ‘Night of the living dead’ and its two equally impressive sequels, ‘Dawn of the dead’ and ‘Day of the dead’, Romero develops on the ‘The Plague of the Zombies’s’ vision of the walking dead as corpses in various stages of decomposition, dispenses with voodoo in favour of a mad-scientific cause of zombification, and adds cannibalism and a wholly new apocalyptic political element.”

Transformations: Body horror
Syvende kapitel omhandler transformationen og krops-horror, og her ser Jones nærmere på både The Wolf Man, Cat People, The Thing og ikke  mindst David Cronenberg og Clive Barker.

“…Clive Barker, a prolific and distinguished contributor to modern horror across a number of media, who also came to prominence in the 1980’s, shares this vision of the body as the true site of horror, in its tranformation, and pain, but also its beauty, for Barker’s characters achieve what he clearly sees as a kind of transcendence, an escape from selfhood, through their pain: ‘for some of us,’ Barker has written, ‘monsters are welcome opportunities to be different, to act in anti-normal ways, hideous and beautiful at the same time.’ Thus, Barker’s work is full of hideous/beautiful monsters, grotesque arrangements of flesh presented as aesthetic artefacts.”

Hail Satan!: Diabolism, the occult and demonic possession
Ottende og sidste kapitel går ind i det dæmoniske gys. Jones er klar over, at emnet er overvældende og gør fra starten af klart, at han kun kommer ind på selektivt udvalgte værker herunder naturligvis både Rosemarys Baby, Exorcisten og The Omen.

Darryl Jones bog er en letforståelig og grundig indføring i horrorens historie. Han kommer vidt omkring, men formår samtidig at holde fokus på emnet, således at Horror: A Tematic History in Fiction and Film bliver en vellykket og interessant udgivelse for horror-entusiaster.

Indhold:

Introduction: Ban this sick filth!
1. Hating others: Religion, nationhood and identity
2. Mad science: Frankenstein and his monsters
3. Vampires: Children of the night
4. Monsters from the id: Horror, madness and the mind
5. Forbidden knowledge: Textuality, metafiction and books
6. Them!: Narratives of pestilence and invasion
7. Transformations: Body horror
8. Hail Satan!: Diabolism, the occult and demonic possession

Om Horror: A Tematic History in Fiction and Film:

Udgivelsesår: 2002
Forlag: Arnold Publishers, 224 sider

Horror Europa med Mark Gatiss

Mark Gattis - Horror EuropaFor nogen tid siden omtalte jeg en spændende BBC udsendelsesrække om horror præsenteret af Mark Gatiss. Efterfølgende fik jeg at vide, at han også havde lavet en udsendelse om europæisk horror: Horror Europa. Den har jeg nu langt om længe fået set, og den kan absolut anbefales.

Gatiss rejser rundt i Europa, hvor han opsøger steder og personer, som har haft betydning for horrors filmhistorie. Han starter i Tyskland, som i 1920’erne sammen med Østrig stod bag nogle fantastiske film som “Nosferatu“, “Das Cabinet des Dr. Caligari” og “Orlacs Hände”.

1930’ernes horror var hovedsageligt amerikansk – sikkert fordi Europa havde horror nok med nazisterne og anden verdenskrig. Men i 1950érne kom Frankrig på banen med filmen “Les Diaboliques“, en filmatisering af bogen “Celle qui n’était plus” skrevet af Pierre Boileau og Thomas Narcejac. Filmen var den første, der etablerede det hybridagtige forhold mellem horror og thriller, og de to forfattere blev efter “Les Diaboliques” store succes inviteret over Atlanten af selveste Hitchcock, som brugte en anden af deres romaner “D’entre les morts” som udgangspunkt for filmen “Vertigo”.

I 1960 kom endnu et stort fransk hit med “Lex yeux sans visage“, men herefter overgav Frankrig den europæiske horrorscene til Italien, der oplevede et sandt boom i 1960’erne. Film som “Il castello dei morti vivi” (med Christopher Lee) og “L’orribile segreto del Dr. Hichcock” lænede sig op ad den engelsksprogede horrortradition, men med frontløberen Mario Bavas “Black Sabbath” fik italiensk horror sit eget præg. Bava blandede gotik med vanvittige farver, og gjorde farverne til en del af fortællingen.

Bava var også en pioner indenfor den italienske subgenre, giallo, hvor flamboyant vold flytter thrilleren over mod horrorgenren, med filmen “Sei donne per l’assassino”. Oversat betyder titlen noget i retning af “6 kvinder for morderen”, og her husker vi ikke ofrene som personer efterfølgende, men på den måde de bliver dræbt på.

Efter Mario Bava dukker Dario Argento op og overtager tronen som Italiens horrorkonge. Argento fortsatte i giallo, hvor hans ukonventionelle fantasi og hans sans for at skabe uforglemmelige billeder skabte film som “L’uccello dalle piume di cristallo” og “Profondo Rosso“. Argento udtaler i dokumentaren, at logikken i hans film er som logikken i drømme, og det er da også korrekt, at der jævnligt bliver givet køb på logikken i hans plot.

I 1977 vender Argento tilbage til det overnaturlige som et element i filmen “Suspiria”, hvor man må overgive sig til et sandt orgie i farver og lyd, og hvor – med Mark Gatiss ord: historien bliver underordnet stilen.

I 1970’erne bliver slasherfilmen udbredt i USA, og også i Italien kommer en bølge af voldsomme film med bl.a. Ruggero Deodatos “Cannibal Holocaust“.

Ligeledes i 1970’erne bliver Spanien synlig på den europæiske horrorscene. Det starter med “La Residencia” af Narciso Ibáñez Serrador fra 1969, som bliver en stor succes. Ifølge Serrador “fordi den ikke mindede om en spansk film”. Efterfølgeren “Quién puede matar a un niño?” var et modspil til den gotiske horror med sin nutidige setting og sit emne, nemlig et engelsk turistpar som besøger en lille spansk ø, hvor børnene er monstret. Som Serrador udtaler, så får monstret så meget mere tyngde, hvis det er noget så uskyldigt som et barn.

En anden spansk instruktør, der også havde et politisk budskab, var Jorge Grau. På grund af den store succes George A. Romeros zombi-film fik, ville de spanske filmselskaber også være med. Grau instruerede “Non si deve profanare il sonno dei morti”, som har flere lighedspunkter med Romeros film. Men for Grau var der mere i filmen end blot en “kopi”. Grau så sine zombier som ofre for det teknologiske og samfundsmæssige fremskridt, og hver zombi var udstyret med sin egen personlighed i modsætning til Romeros tankeløse masse.

Fra 1970’erne springer Gatiss frem til den mexicanske instruktør Guillermo del Torros film “El espinazo del diablo” som omhandler et gemt men ikke glemt traume for Spanien, den spanske borgerkrig. Herefter lavede del Torro et par amerikanske blockbustere, før han igen vendte blikket mod Spanien i “El laberinto del fauno” fra 2006, som foregår i det facistiske Spanien i 1944. Filmen blev en kæmpesucces, som vandt 3 Oscars, og blev den måske mest sete europæiske horrorfilm i USA.

I nutiden er der gang i horror-scenen i flere lande. Spanien med film som “[REC]” og instruktører som Jaume Balagueró; Frankrig er tilbage med stærkt grafiske thrillers som “Martyrs” og instruktører som Alexandre Aja; Hollandske Tom Six er både instruktør, manuskriptforfatter og producer af “The Human Centipede” filmene, der fører body-horror til nye ekstremer; og Sverige har introduceret en ny type vampyr med “Låt den rätte komma in“.

Mark Gatiss slutter Horror Europa af med at filosofere over det pudsige i, at Europa har været hjemsted for myterne om vampyrer og varulve, men det er som om man har eksportet disse myter til USA og England, for så i det efterladte hul at skabe nye horror-traditioner, hvor man undersøger egne traumer, bl.a. de to verdenskrige.

Starbust Magazine skriver i deres anmeldelse af dokumentaren: “Horror Europa is a must for fans of the genre and fans of Mark Gatiss himself; his passion comes through in the films he has chosen to discuss and is the perfect interviewer for the guests he has invited along on his trip around Europe. However, there is so much to discuss in these films and sadly not enough time, it would have been nice to devote an episode to each country. Mark Gatiss certainly leaves his audience wanting more.”

Dokumentaren var ca. halvanden time og ligger p.t. frit tilgængelig på youtube

Læs hele anmeldelsen på Starbust Magazine her

A History of Horror with Mark Gatiss

Mark Gattis - A History of HorrorI denne 3 timers dokumentar A History of Horror fra BBC giver forfatter og skuespiller Mark Gatiss sit bud på horrorfilmenes historie ud fra sine personlige favoritter og oplevelser.

I første del ser han nærmere på Universal Studios storhedstid i 1930’erne med film som “Dracula” og “Frankenstein“, hvor han bl.a. taler med Boris Karloffs datter om hendes berømte far, men også med nutidige instruktører som John Carpenter, der udtrykker sin uforbeholdne mening om brugen af “the Lewton Bus”, som virkemiddel. (Val Lewton var producer på filmen “Cat People” fra 1942, og han og produktions teamet krediteres for at have opfundet horror film teknikken kaldet Lewton Bus. Begrebet stammer fra en scene, hvor en kvinde forfølges af en uset skikkelse. På det mest nervepirrende tidspunkt fokuserer kameraet på kvindens skræmte ansigt. Så flænges stilheden af en høj lyd – men det er blot en bus, som holder ind ved siden af kvinden. En skræmme-teknik som siden er brugt et utal af gange. Læs mere på Wikipedia)

Anden del flytter horrorfilmen over Atlanten tilbage til England, hvor Hammer Film leverede hit efter hit, startende med “The Quatermass Xperiment” fra 1955, og siden nye film med de klassiske Hollywood monstre som Frankenstein i “The Curse of Frankenstein” fra 1957 og Dracula i 1958 filmen “Horror of Dracula“.

I tredje og sidste afsnit rykker Gatiss tilbage til USA og ser nærmere på nogle af 1960- og 70’ernes store successer, som f.eks.  George A. Romeros Night of the Living Dead” (1968), dæmon-filmene “Rosemarys Baby”, (1968), “The Exorcist” (1973) og “The Omen” (1976) og ikke mindst John Carpenters “Halloween“, som introducerede slasherfilmen.

Her slutter Mark Gatiss sin rejse tilbage i historien med ordene, at der selvfølgelig er kommet gode film siden, men at de fleste af dem blot er ny vin på gammel flaske. Og så tilføjer han en personlig overvejelse, som jeg må indse, at jeg kan tilslutte mig. Med alderen er han blevet mindre begejstret for gore og splatter og mere begejstret for den dæmoniske og den psykologiske horror. Jeg ved ikke helt hvorfor, men sådan er det også blevet for mig. Jeg er ikke så meget til tortur-horror og den slags, men elsker stadig når Freddy Krueger spiller med knivene 🙂

BBC’s serie har kunnet ses på YouTube, og har du en fri-eftermiddag, kan jeg kun anbefale at tage en tur ned ad MemoryLane sammen med Mark Gatiss.

Part 1: Frankenstein goes to Hollywood

Part 2: Home Counties Horror

Part 3: The American Scream

Udgivelsesår: 2010

Se mere på BBC’s hjemmeside

The Lurker in the Lobby – a guide to the cinema of H. P. Lovecraft af A. Migliore og J. Strysik

The Lurker in the LobbyI en kommentar til mit indlæg om H. P. Lovecraft filmatiseringen “The Dunwich Horror” gav Jonas Willman mig et tip om bogen “The Lurker in the Lobby – a guide to the cinema of H. P. Lovecraft”, hvis jeg ville vide lidt mere om Lovecraft filmatiseringer. Den har jeg fået fat i nu, og det er absolut interessant læsning.

De to Lovecraft entusiaster, Andrew Migliore og John Strysik, har her lavet en oversigt over en lang række film, der enten bygger direkte på H. P. Lovecraft historier eller mere løseligt baserer sig på hans univers. Udover de professionelle film har de også medtaget tv-shows samt en række amatør kortfilm i slutningen af bogen. Disse er dog ikke anmeldt, i stedet har de ladet filmskaberne selv fortælle om filmen, og det er der kommet en lang række interessante essays ud af.

Hvad de kommercielle film angår, giver Migliore og Strysik derimod deres mening til kende, og som man sikkert kan forestille sig, er mange af filmene noget hø. Men der er også enkelte guldkorn imellem, og jeg endte med en liste på ni film, som jeg egentlig godt kunne tænke mig at få fingre i. Hver film forbindes med den Lovecraft-fortælling, den udspringer af, og jeg må sige, at de to forfattere har styr på deres Lovecraft. Jeg var imponeret efter endt læsning.

Udover filmomtaler indeholder bogen også en række interviews med personer, der har været involveret i Lovecraft-filmatiseringer på en eller anden facon. Det første interview er f.eks. med Roger Corman, der instruerede “The Haunted Palace” fra 1963. En filmatisering af “The Case of Charles Dexter Ward”, der dog blev markedsført som en Poe film og også fik den Poe-inspirerede titel efter Poes digt. I interviewet fortæller Corman, hvordan AIP insisterede på denne markedsføringsstrategi, selvom Corman var lodret uenig.

I et andet interview fortæller John Carpenter, at der især er én ting, han altid har misundt Lovecraft: “There is one thing Lovecraft did that I’ve always wanted to do and I haven’t pulled it off yet. One of Lovecraft’s techniques was to let everything build to the last line, and that line was going to tell you what the horror was and leave you gasping. When he did it right it was transforming, like in “The Outsider”, where this guy is coming up and sees this hideous creature and he reaches out and touches a mirror. Then you get everything and it really is a shudder.

Af andre interviews kan nævnes Stuart Gordon, Jeffrey Combs og min yndlingstegner Bernie Wrightson, som har lavet nogle illustrationer til en filmatisering af “Shadow over Innsmouth”, der desværre ikke blev til noget. Som en ekstra lækkerbidsken er dog trykt nogle af Wrightsons illustrationer, og jeg kan ganske simpelt ikke fremhæve hans talent højt nok. Det lykkes ham efter min mening på helt enestående facon at få Lovecraft stemning ind i samtlige tegninger, der er medtaget.

Blandt filmene, som baserer sig løseligt på Lovecraft materiale, nævner Strysik og Migliore bl.a. “The Thing from Another World” fra 1951. Her skriver de, at selvom både originalfilmen af Christian Nyby og Howard Hawks og John Carpenters genindspilning i 1982 baserer sig på John W. Campbells novelle “Who Goes There?”, så kan der ikke være meget tvivl om, at Campbell selv har været stærkt inspireret af Lovecrafts arktiske fortælling “At the Mountains of Madness“, hvilket de underbygger med bl.a. sammenligninger af citater m.m.

Alt i alt kan jeg kun give Jonas’ anbefaling af “The Lurker in the Lobby” videre til alle, som har lyst til at vide lidt mere om Lovecraft og filmatiseringerne af hans fortællinger. Bogen er desværre ikke oversat til dansk, men den er skrevet på letforståeligt engelsk og indeholder heldigvis også masser af fede illustrationer.

Udgivelsesår: 2000 (der er siden kommet en 2. udgave med et revideret og udvidet antal film)

De kommercielle film der omtales er:

The Haunted Palace – 1963, D: Roger Corman
The Case of Charles Dexter Ward

Dark Intruder – 1965, D: Harvey Hart
– ikke baseret på en egentlig fortælling, men nævner “gods older than the human race … Dagon and Azathoth

Die, Monster, Die – 1965, D: Daniel Haller
The Colour out of Space

The Shuttered Room – 1967, D: David Greene
– The Shuttered Room af August Derleth

The Crimson Cult – 1968, D: Vernon Sewell
– The Dreams in the Witch House

The Dunwich Horror – 1970, D: Daniel Haller
The Dunwich Horror

Alien – 1979, D: Ridley Scott
– ikke baseret på en egentlig fortælling, men “Dan O’Bannon had the works of H. P. Lovecraft very much in mind when, “in extremis”, he wrote the classi space-horror epic Alien.”

The Fog – 1980, D: John Carpenter
– ikke baseret på en egentlig fortælling, men John Carpenter har til Rolling Stones udtalt, at han elsker Lovecraft: “I’ve read all of them. Lovecraft suggested som weird textures and I’m trying to do the same thing in a ghost story

The Gates of Hell – 1980, D: Lucio Fulci
– ikke baseret på en egentlig fortælling, men foregår i Dunwich

The Beyond – 1981, D: Lucio Fulci
– ikke baseret på en egentlig fortælling, men bruger bogen “The Book of Eibon”, som også Lovecraft henviser til i bl.a. “The Shadow Out of Time

Creepshow – 1982, D: George A. Romero
– 5 korte historier hvoraf den ene er et riff af “The Colour Out of Space

The Evil Dead – 1982, D: Sam Raimi
– ikke baseret på en egentlig fortælling, men henviser til bogen “Necronomicon”

The Evil Dead II – 1987, D: Sam Raimi
– ikke baseret på en egentlig fortælling, men henviser til bogen “Necronomicon”

Army of Darkness – 1993, D: Sam Raimi
– ikke baseret på en egentlig fortælling, men henviser til bogen “Necronomicon”

The Thing – 1982, D: John Carpenter
– giver kredit til John W. Campbells historie “Who goes there?”, men mon ikke også “At the Mountains of Madness” har været en inspirationskilde

Re-animator – 1985, D: Stuart Gordon
– Herbert West, Reanimator

From Beyond – 1986, D: Stuart Gordon
From Beyond

The Curse – 1987, D: David Keith
The Colour Out of Space

The Curse II – 1988, D:
The Colour Out of Space

The Curse III: Blood Sacrifice – 1991, D:
The Colour Out of Space

The Curse IV: the Ultimate Sacrifice – 1993, D:
The Colour Out of Space

The Unnamable – 1988, D: Jean-Paul Ouellette
– The Unnamable

Cthulhu Mansion – 1990, D: Juan Piquer Simon
– ikke baseret på en egentlig fortælling, men viser i klip en håndskrevet bog med titlen Cthulhu

Bride of Re-animator – 1991, D: Brian Yuzna
– Herbert West, Reanimator

Cast a Deadly Spell – 1991, D: Martin Campbell
– ikke baseret på en egentlig fortælling, men mere en pastiche over Lovecraft blandet med Raymond Chandler

The Ressurected – 1991, D: Dan O’Bannon
The Case of Charles Dexter Ward

The Unnamable II: the Statement of Randolph Carter – 1992, D: Jean-Paul Ouellette
– har kun en meget svag tilknytning til The Statement of Randolph Carter

Dark Waters – 1993, D: Mariano Baino
– ikke baseret på en egentlig fortælling, men låner med arme og ben fra Lovecrafts temaer

Necronomicon – 1993, D: Christophe Gans, Shusuke Kaneko, Brian Yuzna
– 3 korte historier: The Drowned baserer sig på temaer og ideer fra Lovecraft mytologien; The Cold baserer sig på “Cool Air”; Whispers baserer sig på “The Wisperer in Darkness

The Lurking Fear – 1994, D: C. Courtney Joyner
– The Lurking Fear

Witch Hunt – 1994, D: Paul Schrader
– ikke baseret på en egentlig fortælling, men mere en pastiche over Lovecraft blandet med Raymond Chandler

Castle Freak – 1995, D: Stuart Gordon
– The Outsider

In the Mouth of Madness – 1995, D: John Carpenter
– ikke baseret på en egentlig fortælling, men snarere Carpenters hyldst til Lovecraft

Bleeders – 1997, D: Peter Svatek
– The Lurking Fear

NYARLATHOTEP nr. 1

NYARLATHOTEP er et dansk H. P. Lovecraft fanzine, hvor der så vidt jeg kan se er udkommet tre numre indtil videre. Jeg faldt over det, da jeg ledte efter biografisk stof om Lovecraft på dansk, og det viste sig, at udover en fin biografi indeholder første nummer også tre nyoversættelser af Lovecraft novellerne: Dagon, The Terrible old man og NYARLATHOTEP samt en række andre spændende artikler. Nu har jeg også bestilt nummer to og tre via biblioteket, men nummer tre kan også findes til download på hplovecraft.dk

Manden bag bladet hedder Thomas Winther. Han skriver i forordet, hvordan han i en årrække har samlet alt om H. P. Lovecraft og gerne ville gøre det lettere for andre fans at få et overblik over forfatterskabet på dansk. Udover ham bidrager Benni Bødker, Frank Brahe, Asger Harlung, Flemming Chr. Nielsen, Tommy Jensen og Lars Kramhøft i første nummer.

Udgivelsen er et fanzine, og det vil sige, at det er Lovecraft-entusiaster, som står bag. Det betyder, at artiklerne er lidt ujævne i sprog og stil, men det betyder også, at det er folk, som er interesseret i emnet, de skriver om, og som har en sjov og omfattende viden. Ikke alle artikler appellerede til mig, bl.a. spiller jeg ikke rollespil, så den artikel må jeg indrømme, at jeg sprang over. Men generelt synes jeg, at bladet rummer mange gode og spændende artikler, som både kan læses af hardcore fans og sådan nogen som mig, der bare synes, at det kunne være sjovt at vide lidt mere om H. P. Lovecraft. Og så er jeg ikke mindst begejstret for oversættelserne af Lovecraft novellerne, som er blevet rigtig vellykkede.

NYARLATHOTEP bygger på en af H. P. Lovecrafts drømme, hvor han drømte om et brev fra en ven, der blev indledt med ordene: “Undlad ikke at se NYARLATHOTEP, hvis han kommer til Providence. Han er grufuld – ud over al forstand grufuld – men forunderlig.”

Den Frygtindgydende Gamle Mand handler om tre indbrudstyve, som beslutter sig for at bryde ind hos en gammel mand, der bor alene i et gammelt forsømt hus.

Dagon er historien om en sømand, som fanges under krigen men stikker af i en redningsbåd. Mens han sover, lander hans båd på et mærkeligt stykke land, og her opdager han en grusom hemmelighed.

Derudover er der en Lovecraft-inspireret novelle af Lars Kramhøft med titlen Den ventende i mørket, som absolut også kan anbefales. Fortælleren besøger en ven, som netop var flyttet fra London til en lille fredelig by, men hans nye hus viser sig at rumme en dør, der fører ind til et ukendt univers. En dør som kun kan lukkes ved hjælp af Necronomicon …

Indhold:

Biografi af Thomas Winther
NYARLATHOTEP oversat af Flemming Chr. Nielsen og Asger Harlung
Man gjorde en forfatter fortræd af Thomas Winther
Den ventende i mørket af Lars Kramhøft
Den frygtindgydende gamle mand oversat af Flemming Chr. Nielsen
Lovecraft som rollespil af Tommy Jensen
Lovecraft i musikkens verden af Thomas Winther
Dagon oversat af Flemming Chr. Nielsen
Lovecraft i streg af Frank Brahe
Lovecraft på dansk af Thomas Winther
Mellem drøm og mareridt af Benni Bødker

Udgivelsesår: 2003

Lovecraft historier omtalt på Gyseren.dk:

Randolp Carters erklæring
Skyggen over Innsmouth
Den hviskende i mørket
Rotterne i muren
Farven fra rummet
Vanviddets bjerge
Den som hjemsøger mørket
Tilfældet Charles Dexter Ward

Horror, hæsligheder, hugtænder og Darwin

Tredje lektion i rækken af horror foredrag på Folkeuniversitetet var Rikke Schubart, der fortalte om horrorheltinder. Rikke Schubart skrev i 1995 “I lyst og død” om gysergenrens historie, og i 2001 stod hun bag “Verdens 25 bedste gyserfilm“. Siden har hun forsket i både actionfilm og krigsfilm og har også bevæget sig indenfor skønlitteraturen med romanen “Bid” og det lidt kontroversielle bidrag til Poe-antologien, “Ormekur“.

Rikke Schubart startede med at definere, hvad en gyserfilm skal indeholde for at være en gyser:

  • et tab (f.eks. tab af lemmer, forstanden eller livet – underforstået skal det være et radikalt og uerstatteligt tab)
  • angst (der skal opleves en grænseoverskridende angst, så vi føler behov for at skærme os mod den)
  • et monster (det kan være tåge, en haj, en psykopat osv. blot står monstret som en modsætning til det menneskelige)

Ifølge Schubart har horrorfilm ikke haft helte tidligere, men da hun første gang så “Hostel 2“, gik det op for hende, at her var en vaskeægte horrorheltinde. Det fik Schubart til at se nærmere på sagen, og i løbet af de sidste 10 år (cirka) er horrorheltinden dukket op på film.

Der findes to typer horrorheltinder:

  • den professionelle, der kan være lejemorder, soldat o.lign. (ses f.eks. i “Doomsday“)
  • den almindelige pige/kvinde, der starter med at være den pæne pige, som så bliver fanget og må igennem en test, og for at overleve må hun blive ligesom det onde (ses f.eks. i “Eden Lake”)

Forskellen på de to typer er, at selvom den professionelle horrorheltinde kan blive udsat for det mest forfærdelige, så VED vi, at hun klarer sig. Hun er som Rambo og andre helteskikkelser fra actionfilmens verden. Men den almindelige horrorheltinde er ikke så heldig stillet. Hun har kun 50% chance for at overleve filmen, selvom hun kæmper, det bedste hun har lært.

Schubart fortalte videre, at horrorheltinden kan ses som en viderudvikling af “final girl“, dvs. hende der overlever til sidst, som f.eks. Jamie Lee Curtis i “Halloween” og Tine i den danske film “Mørkeleg“. Undervejs i filmene tvinges horrorheltinden til at se, hvad der sker med hendes venner og veninder, og dette med at se hvad der venter en selv, når morderen fanger en, er meget brugt i gyset.

Rikke Schubart viste naturligvis også klip fra en række film for at underbygge sine pointer, og sluttede af med nogle tips til flere film med horrorheltinder, herunder: “Inside” (fransk film med originaltitlen “À l’intérieur” fra 2007), “Eden Lake” (2008) og “P2” (2007).

Going to pieces

Søren fra Skræk og Rædsel inspirerede mig til at se “Going to Pieces – the rise and fall of the Slasher Genre”, en dokumentarfilm om slasher genren fra 2006. Se Sørens omtale her.

Filmen indeholder et væld af interviews med kendte skikkelser fra horrorgenren mikset med klip fra især film, og det hele bindes sammen i et forsøg på at beskrive, hvordan slashergenren opstod og udviklede sig.

Her er bl.a. interviews med John Carpenter, Wes Craven, John Dunning, Amy Holden Jones, Tom Savini, Rob Zombie, Betsy Palmer og mange flere, og filmklippene går fra “Peeping Tom” og “Psycho” (begge fra 1960) over “Halloween” (1978) til film som “Slumber Party Massacre” (1982); “Silent night, deadly night” (1984); “April Fool’s Day” (1986); “Scream” (1996) og “Saw” (2004).

Dokumentaren ser “Peeping Tom” og “Psycho” som en slags forløber for slasherfilmene, men erklærer John Carpenters “Halloween” for startskuddet for genren. Der har været andre film før “Halloween”, som også gjorde brug af slasher-elementer, som f.eks. “Color me blood red” (1965), “Black Christmas” (1974) og flere af de italienske Giallo-film, f.eks. “Sei donne per l’assassino” (1964) og  “Profondo Rosso” (1975), men “Halloween” må siges at være den film, som er set af flest og som startede bølgen på det amerikanske marked, der rev resten af vesten med sig.

To år efter “Halloween” kom “Friday the 13th”, der gav publikum endnu mere blod og gore end John Carpenter gjorde. Man fulgte opskriften med at lade morderen være udødelig, og så fyldte man ellers mord på med stor hjælp fra Tom Savini, der lavede special effects på filmen, bl.a. det fantastiske mord på Kevin Bacon.

Herefter følger en lang række omtaler af 80’er slashere: “Prom Night” (1980), “The Prowler” (1981), “He knows you’re alone” (1980), “Terror Train” (1980), “My bloody Valentine” (1981), “Happy Birthday to me” (1981), “The Slumber Party Massacre” (1982), “A Nightmare on Elm Street” (1984) osv. Jeg må jo indrømme, at en hel del har jeg ikke set, så jeg må på med vanten.

Søren klandrer dokumentaren for ikke at have nok fokus på de italienske instruktører, og det må jeg give ham ret i. Dario Argento og Mario Bava nævnes ganske kort, men fokus er hovedsageligt på det amerikanske marked, og derfor får de ikke den omtale, de fortjener. Men generelt synes jeg, at “Going to Pieces” giver en hurtig og interessant indføring i Slasher-genren, og jeg fik bestemt lyst til både at se og gense nogle af filmene.

Producers: Rachel Belofsky, Rudy Scalese
Executive producers: Michael Baker, Randy Manis, Michael Ruggiero
Udgivelsesår: 2006

Focus on The Horror Film / ed. Roy Huss & T. J. Ross

Focus on The Horror FilmFocus on The Horror Film blev udgivet i 1972, og derfor er denne samling essay om gyserfilm og gysergenren naturligvis ikke opdateret med de nyeste film. Ikke desto mindre indeholder Focus on The Horror Film flere interessante artikler og omtaler af film fra 30’erne, 40’erne og 50’erne som måske ikke omtales så meget i dag, men som stadig er værd at beskæftige sig med.

Indholdet er opdelt i fire hovedgrupper: The Horror Domain, Gothic Horror, Monster Terror og Psychological Thriller. Hvert kapitel indeholder artikler af forskellige skribenter om det overordnede emne.

De to redaktører er henholdsvis Roy Huss og T. J. Ross. Roy Huss er professor i engelsk på Queens College. Medforfatter af “The Film Expericence og redaktør på “Focus on Blow-Up”. Han har skrevet artikler om drama og film til bl.a. “Modern Drama”, “College English” og “The Psychoanalytic Review”. T. J. Ross er professor i engelsk på Fairleigh Dicinson University og redaktør på “Film and the Liberal Arts”. Han har skrevet artikler til bl.a. “December”, “Massachusetts Review” og “Film Quarterly”.

Ikke oversat til dansk.

Om Focus on The Horror Film:

Udgivelsesår: 1972
Forlag: Prentice-Hall, 186 sider